"Jeg SAAAVNER mo-arrrr!"

Der var engang et hus, der var vandskadet og derfor en Øgle, der sov i "mors og fars seng" hver evig eneste nat. I fem måneder.

Samtidig var der en Varan, der så sikkert som amen i kirken ville vågne endnu mere og begynde at rotere, prikke øjne ud og sparke på hager, hvis man så meget som vovede at forsøge at liste ham ind i "mors og fars seng" i det naive håb om at få bare 20 minutters mere søvn, når han igen-igen vågnede klokken alt for tidligt.

Meget belejligt, i grunden, for selv om vi er de glade indehavere af en dobbeltseng, kan det altså godt blive lidt trangt med hele familien i den på én gang.

Så blev den der vandskade udbedret. Og Øglen fik sit værelse tilbage i en stærkt opdateret udgave. Inklusive en voksenseng. Den er hun glad for. Så glad, at hun faktisk kun har tilbragt tre nætter inde hos os, siden hun rykkede ud. Den ene gang var den første aften. Den tredje gang var natten til i dag, fordi hun havde ondt i det ene øre. Den anden gang kan jeg ikke lige huske grunden til, men humlen er også bare, at tre gange ikke er meget på halvanden måned, når hun har ligget i smørhullet i fem. Synes jeg i hvert fald.

Man skulle tro, at Varanen kunne mærke det, i det sekund Øglen forsvandt fra dobbeltsengen, for på præcis samme tidspunkt begyndte han at insistere på at komme ind i "mors og fars seng", når han øffede om natten. Efter at have holdt stand et par dage (nætter), prøvede vi skeptiske at tage ham med derind. Og fandt ud af, at han nu godt kan sove derinde. Stadig roterende og flaksende og sparkende, men også sovende. Breaking news, mand!

Sverigesturen med snot, hoste og feber gav lige yderligere Varan-erfaring i at sove i smørhullet, og på nuværende tidspunkt kan jeg godt afsløre, at han er blevet helt habil. Så habil, at han faktisk vågner stort set hver eneste nat og vil "IND I MORS OG FARS SENG!", og med udsigten til at kunne sove inden for tre sekunder - nu med lille, buttet barnearm enten draperet rundt om min hals eller aende på armen, må jeg indrømme, at jeg ikke tænker mig om to gange, før jeg slæber ham med derind. Alternativet er nemlig mig krummet sammen på madras med et forskelligt udvalg af tæpper og bamser slynget over mig. Og det er ligesom en situation, jeg har befundet mig i mange gange nok, synes jeg.

Min lille pirat

Varanen storhygger også med at putte i dobbeltsengen. Dog ikke så meget, at han ikke stadig står tidligt op og gjalder "MÅÅÅHRENMAD! GUDDI, HANGEGRYN" (Morgenmad. Yoghurt og havregryn, red.), når man godt gad sove mindst en time længere. Men nu er klokken i det mindste ikke 05 længere, når han gør det, og så kan jeg altså tilgive meget.

Men. For der er jo altid et men. Jeg ved ikke, om det på nogen måde hænger sammen med det nye sovemønster, men du godeste, hvor er Varanen blevet morsyg på det seneste. Jeg nævnte det kort for nylig, hvor jeg skrev, at Varanen savner mig. Tit. Også hvis jeg bare er på badeværelset. Eller står lige ved siden af. Og HDD må ingenting, når det gælder putning, opøsning af morgenmad eller - virkeligt eksempel fra i går - bare det at stå op sammen med Varanen. Til trods for, at det var min sove længe-morgen. Grrr.

Hvad angår putning, står vi fast. HDD putter Varanen en uge, og jeg putter Øglen, og efter en uge skifter vi så. (Hvilket egentlig startede som modsvar på, at Øglen aldrig ville puttes af HDD og skreg og råbte, bare har dristede sig til at sige, at puttetid nærmede sig). Men hvad angår morgenritualerne, så er de lidt sværere at stå fast på, da Varanen har en tendens til at råbe MEGET højt, og Øglen godt kan lide at sove længe. Så hvis hun ikke skal vækkes i utide, må vi tækkes ham Varanen på det punkt. Men altså.

Nåja. Det der savn til mig clasher så også rimelig meget med, at det er mig, der afleverer ham i vuggestuen. Således havde vi både onsdag og i dag en helvedes-aflevering. (Fredag sendte jeg HDD ind med ham, og der var ingen problemer, men det er desværre bare sjældent, at HDD overhovedet er hjemme på afleveringstidspunktet, så det er ikke en mulighed til daglig). Det var helt klart værst i onsdags, hvor jeg i 10 minutter stod ude i garderoben og hørte mit barn græde utrøsteligt (og - ok - også temmelig kørt op. Han kan blive temmelig hidsig). Jeg kunne slet ikke bære det og havde fat i lederen et par gange, så hun lige kunne tjekke til ham. Og da jeg kom hjem, ringede jeg for at høre, hvordan det gik. (Godt, heldigvis). I dag var der anlæg til samme ulykkelighed, men heldigvis kunne jeg høre gråden stilne af så snart jeg var uden for synsvidde. Og Verdens Sødeste Pædagog ringede efter en lille time og berettede, at alt åndede fred og ro. Selv om han havde råbt "Jeg savner MOARRRR" et par gange eller 50.

Hidtil har afleveringerne aldrig - som i aldrig - været et problem. Naturligvis gør 16 dages juleferie heller ikke noget godt for lysten til at være 'på arbejde' sammen med alle de andre børn hver dag, men jeg har ham mistænkt for at være inde i en eller anden separationsangst-fase. Hvilket jeg virkelig forsøger at anerkende, men det kan være en kende svært, når jeg ikke engang må gå på toilettet, uden han enten bryder sammen eller bryder ind. Ikke, at han ikke må komme med ud på badeværelset, men når det er hele tiden og så igen, kan det godt blive lidt anstrengende.

Øglen med det sidste store - VIRKELIG store hit; Alfons Åberg-appen 

Øglen kan naturligvis godt mærke, at Varanen klamrer sig mere til mig end ellers, og hun reagerer med at blive ... rigtigt gættet ... morsyg! Så for et par dage siden havde jeg to slåssende reptiler hægtet på benene, mens de skiftevis råbte "MIN mor!" højere og højere. Jeg havde faktisk mest lyst til at flå dem af og råbe "MINE BEN!" ned i hovedet på dem, men det gør man jo ikke i disse anerkendende tider, så i stedet måtte jeg opbyde hele reservelageret af forståenhed, lægge ansigtet (og stemmeføringen, ikke mindst) i 70'er-agtige folder og sige ting som "Jeg er jeres begges mor", "Jeg går ingen vegne", "Bare rolig" og "Herhjemme slår vi ikke hinanden". Grrr.

Men vi sagde bare, at det er en fase, ikke? Som går over lige om lidt? Det håber jeg ...

Praktisk vs. pæn, 1-1

Det er snart sommer - kan I mærke det?! Det er skønt med varme, og jeg nyder virkelig, at jeg i almindelighed og Øglen i særdeleshed ikke skal pakkes ind i 4.000 lag tøj, inden vi begiver os udenfor i permafrosten.

Men.

Nu er det jo sådan, at jeg er gravid. Og erfaringen viser, at jeg er sådan en, der godt kan lide (eller - lide og lide - det er måske lige at overdrive det en kende) at ophobe vand i kroppen, når jeg er sådan noget. Da jeg ventede Øglen, var det ret slemt de sidste par måneder. Og da var det endda vinter. Denne gang vil det være højsommer, og jeg må tilstå, at jeg nærmest forventer et opkald fra Lalandia, som kræver deres vand tilbage.

Så da Therese flashede sit nyindkøb til gravide fødder, kunne jeg ligefrem mærke mine snart vandfyldte plader crave sådan et par. Så efter lidt (ok, meget!) research fandt jeg den farve Birkenstocker, jeg gerne ville have (der er sygt mange forskellige farver - og modeller - at vælge imellem. Og så er der temmelig mange penge at spare ved at købe dem i Tyskland. Bare så I lige ved det, hvis I også planlægger hævede fødder her til sommer).

Indrømmet - de er sq lidt pædagog-agtige (som Therese også er inde på i titlen på sit indlæg), men der er god plads i dem, og jeg tror, vi bliver gode venner. Derudover tror jeg, at de falder glimrende ind i gadebilledet i 2100 Spelt, så hvis jeg også lige finder et par spraglede, løse barselsbukser, så er der jo ikke et øje tørt.

Men ret skal være ret - mit hjerte banker højere for smukke sko end for praktiske sko, så da jeg fik muligheden for at deltage i noget sko-release-halløj i går, hvor man kunne få et par skønne stilletter, sushi ad libitum og champagne (eller hyldeblomst-halløj for os stakler, der ikke må drikke alkohol), slog jeg til. Kommende vand i fødder eller ej.

Man kan sige, hvad man vil, men lækkerhedsfaktoren i indpakningen er liiiidt forskellig

Nye sko. Ved godt hvaffor nogen, jeg kommer til at gå mest i. Men det betyder jo ikke, at det er dem, der er pænest...

På vej hjem fra sko-halløj kunne jeg lige slå et smut forbi døgnposten, hvor Postmand Per havde været så venlig at smide mine pædagogfødder af (servicetip: bid mærke i hvilken døgnpost, din pakke er leveret til. Så slipper du for at udspy helt så mange eder og forbandelser, som jeg gjorde i går, da jeg opdagede - efter gentagne forgæves scanninger af stregkode - at jeg stod ved den forkerte). Og så kunne jeg komme hjem med maven fyldt med sushi og Kamæleon og TO par sko i posen. Luksus. Sådan nogle dage burde der være flere af.

Og så taler vi i øvrigt ikke et ord om den trodsalder, der har ramt os med en forhammer lige i krydderen derhjemme i kraft af to-årig Øgle, der STOR-flipper, når hun får noget, der bare minder om et nej. På en måde så alle urte-Erna-agtige forsøg på at dæmpe hende ned som "jeg kan gå forstå, at du bliver vred nu, for is smager også godt, men blablablahhhh" bliver slået til jorden med et skingrende skrig, der kan få blod til at fryse til is. Indtil videre klarer vi os med en tilgang, der hedder, at hun er velkommen til at blive ked af det, men hvis hun vil svælge i nej'et, må det blive uden os. Så må vi se, hvor længe hun accepterer dén. Indtil da vil jeg bare nyde mine nye sko og lade som om, at jeg aldrig har hørt om trodsalderen.

*Det er bare en fase det er bare en fase det er bare en fase*

Efterlysning af Øglen

Øglen: Smuk, sød, sjov, selvstændig baby. Har let til grin, er nysgerrig, altædende og kærlig.

Baby, der foregiver at være Øglen: Sur, pylret og usikker baby. Griner stort set ikke, græder, når hun bliver sat på gulvet, græder, når hun sidder på armen, og er fuldstændig rædselsslagen, når hun skal i bad. Med det resultat, at hun nu kun er blevet klatvasket i en hel uge, for jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at tvinge hende ned i karret.

Såehm... Nu har joken stået på længe nok. Det var sjovt fundet på (haha!) at bytte Øglen ud med fremmed, pylret klon, men nu vil jeg faktisk gerne have den rigtige Øgle tilbage!


...


Nå, nu har jeg lige været inde og tjekke Øgle-klonen, og det viser sig sandelig, at det ER den rigtige Øgle, der ligger i sin seng. Med en alvorlig personlighedsændring. En eller anden - vær sød at fortælle mig, at det bare er en fase, og at det går over?! Please!??! (bemærk, at desperationen udtrykkes i ustyrligt forbrug af udråbstegn og spørgsmålstegn) For jeg er da godt nok kommet på arbejde her...*

Oveni det hele er vi desuden så heldige, at Øglen havde fået øjenbetændelse (øglebetændelse?), da hun blev hentet i vuggestuen. Så sent, at lægen selvfølgelig havde lukket. Har derfor stiftet bekendtskab med en af de der vagtlæger. Må sige, at jeg ikke var imponeret over hans engagement og priser mig lykkelig for, at jeg 'bare' skulle bede ham om en recept på nogen øgledråber. Er glad for, at Maminka har skrevet det her indlæg, så jeg ved, hvor jeg skal henvende mig, hvis det engang bliver rigtig alvorligt.

Men nok brok for nu. Man skal huske at glæde sig over de gode ting, og en af dem er, at HDD og jeg har haft en fantastisk weekend (uden Øgle. Hæhæ), der bød på et bryllup hos en fra mødregruppen. Øjjjj, det var hyggeligt. Og sjovt. Og ret underligt (men fedt, faktisk) at være af sted uden Øglen. Til gengæld var det også fedt at hente hende hos farmor, da festivitassen var overstået...

*Flytningen kan muligvis have noget at sige. Det hele er vendt lidt på hovedet i øjeblikket, men jeg kan ikke tro, at det har al skylden. Eller hvad?