Viser indlæg med etiketten dyr. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten dyr. Vis alle indlæg

mandag den 3. oktober 2011

Vrooooummm!

... så gik der lige 10 dage. Eller 11? I hvert fald næsten 14 dage. Som familie på 4. Det er helt og aldeles fantastisk - ikke mindst efter Øglen er blevet rask igen og har genfundet noget af sit gode, gamle humør. (Så mangler vi bare, at jeg bliver frisk - hoster stadig som en gammel spritter (og lægen vil stadig ikke give mig nogen druuuugs), har ondt i hovedet på 10. dag, mere eller mindre - sikkert forårsaget af ond hoste og søvnmangel - og har nu også fået ondt i tænderne (!?!) Den rene ynk!)

Weekenden er blevet brugt på playdate med Øglens veninde fra mødregruppen (skal helt klart playdate noget mere, når vejret er til det - Øglen og veninden spurtede rundt i små to timer og havde en fest, mens Varanen sov, og undertegnede og mødregruppe-medlem drak kaffe og sludrede. Ahhh!) og barselsbesøg af dejlig veninde fra Fyn.

Playdate

Gyngende Øgle - lidt mere modig end sædvanligt på den der gynge...

Og Bondegårdstur i går. Præcis et år efter, vi var der sidste gang. Det holder stadig, og denne gang havde Øglen ovenikøbet et par legekammerater med, så der var jo ikke et øje tørt. Der blev klappet får, fodret heste, jagtet kattekillinger og danset "Boogie-Woogie" (havde jeg ellers forsvoret, at jeg nogensinde ville gøre i offentligheden, men Øglen blev simpelthen så lykkelig, da hun fandt ud af, at jeg godt gad danse med hende til Harmonika-Lars' klimpren, at al selvbevidsthed lige forsvandt for en stund). Varanen var knap så begejstret. Altså, han lavede ikke ballade eller noget, men han sk*d 4 gange, så jeg tænker, at det var hans måde at udvise skepsis på. Med mindre han selvfølgelig hurtigt lurede, hvor mange "nåååårrrh", "ihhhhh" og "hvor er han SØD"er, man indkasserer fra tilfældige folk i toiletkøen, når man kun er 10 dage gammel og ikke kan så meget andet end at knirke og se nuttet ud.


Ae-aeee, lille får

Værs'go' hest! Gulerod til dig!

Uimponeret Varan i fars stærke arme

Dengang vi fik Øglen, havde vi hende med på Louisiana, da hun var 3 uger gammel. Og folk endte med at kigge mere på hende end på udstillingen, fordi hun var så lille. Vi syntes selvfølgelig også hun var lille, og efterfølgende talte vi om, at det var lidt vildt at have hende med ude "så tidligt". Øhm... jaja. Men hun var også den førstefødte, og vi skulle derfor ikke tage hensyn til andre end hende. Og os selv, selvfølgelig. Jeg skærmede da bestemt gerne Varanen mod verden, men det er bare lidt sværere, når man har en Øgle med krudt i r*ven, som også skal mærke, at det er weekend, og at tilværelsen fortsætter nogenlunde som før, selv om der er flyttet en Varan ind i hytten. Så der er vist ikke meget andet for end at konstatere, at det bare er 'hårdere' at være det barn, der ikke bliver født først. Det bliver i hvert fald lidt mere hårdført lidt hurtigere, som jeg blev enig med dame i bondegårdsbesøg-toiletkøen om (ret utroligt, hvor meget man kan nå at vende i sådan en kø, faktisk). Ikke, at jeg tror, det nødvendigvis er dårligt. Så længe man (jeg) også husker, at de der indtryk godt kan blive lige i overkanten for sådan en lille mand.

Godt nok laver han ikke meget andet end at sove endnu (tvivler dog på, at det varer ved). Og spise. Har haft ham hængende i brysterne mere eller mindre non-stop siden i morges ved 8-tiden, men nu sover han endelig. Sammen med HDD inde på sofaen. Ser mega-hyggeligt ud, og hvis vi ellers havde haft en større sofa, var jeg den, der havde smidt mig ved siden af dem, før man kunne nå at sige "sofa-sovning". I stedet sidder jeg og nyder, at jeg har begge arme fri, har fået ryddet lidt op, ordnet noget af vasketøjet (hvorDAN kan 2 undermålere på hhv. 90 og 55 cm generere så meget vasketøj?!) og overvejer, hvorvidt jeg gider sætte noget vand over til te. Jeg burde også overveje, hvordan jeg så lydløst som muligt kan få støvsuget hele hytten, uden nogen (eller - i hvert fald Varanen) vågner, men det gider jeg egentlig ikke. Alternativt burde jeg tjekke, hvornår det er, sådan nogle små kræ begynder at synes, at barnevognsrande, knitrende legetøj og andet gøgl er da shit (jeg kunne alle de her ting på rygraden, da jeg fik Øglen, men jeg må med skam indrømme, at jeg har glemt det meste og simpelthen ikke lige magter at læse op på hele babypensum), men det må blive en anden dag.

Søskende...

I stedet vil jeg bare sidde og nyde freden og roen (og klappe mig selv lidt på skulderen over, at jeg overhovedet har ryddet op). Og glædes over, at vejret ser ud til at være dejligt igen i dag. Så virker min plan om at gå ind efter Øglen i vuggeren lidt senere straks mere overskuelig. Kryds lige fingre for, at Varanen ikke beslutter sig for at bruge turen på at gå fuldstændig bananas, for så kunne jeg godt blive lidt bange for, hvordan samtlige afhentninger fremover - efter HDD's fædreorlov slutter - skal komme til at gå...

onsdag den 6. juli 2011

Frelsthed for en femmer

Ja, hvis nogen skulle være i tvivl, så har vi jo været på ferie. De to uger føltes som dejlig lang tid, mens vi var af sted, men nu - retrospekt - synes jeg måske godt, at de kunne have varet lidt længere. Ah well - sådan er det vel altid… Har dog stadig ferie-rester i kroppen i form af afslappethed, der tangerer zen, og sør'me om jeg ikke også har fået noget, der minder om kulør? Normalt bliver jeg højst mørkehvid (eller krebsefarvet), men denne gang har jeg ramt en eller anden (godt nok lidt fesen, men allywl) honning-tone. Beige, måske? Og det er store sager, når man er skummetmælksfarvet til daglig. Som en af verdens tre sjoveste udbrød i går, da jeg så hende: "Nejjjj, du har fået FARVE? Og du er jo ellers ikke ligefrem den, der stod forrest i køen, da der blev uddelt pigment". So true.

 Ja, ok - dårligt valgt billede, eftersom det er fra den første dag. Præ farve af nogen art. Jeg er jo nærmest selvlysende. Men det her var altså vores daglige vu på gåturen til legepladsen og is-manden. Ikke helt skidt, vel?

Nå, men zen og kulør. Ikke de værste ting at få med sig fra en ferie. (Og så dropper vi at tale om de mange kilo is i maven og væske i fødderne, jeg også har med hjem). Men det stopper ikke her. Der røg nemlig også en pæn portion frelsthed i hjemrejse-kufferten. For når man sådan hænger ud i solen og varmen i et land, der holder siesta i FIRE timer (hvad sker der for det?!) om dagen, og man i øvrigt også har resten af dagen til at tale sammen (når altså snakkechatollet Øglen ikke overdøver ethvert tilløb til tankevirksomhed med sit: "Se mor. En mindvølle. Den drejer. SE. En flyvemaskine! Brrrrmmmbrrr. På vej hjem. Aftensmad? Hurraahh, solen skinner. Ahhhhh, darjlig varmt. Is, mor? Iiiiiiis? NED OG SOPPE. NU!" *gentages i 30 uendeligheder*), så kommer man vidt omkring.

Den lille Øgle og havet

Vi har hver især fået læst en del, og mens litteraturen for mit vedkommende bestod af noget m a j e t læsevenligt af slagsen, læste HDD anderledes oplysende bøger. "Eating animals" af Jonathan Safran Foer, fx. Som jeg egentlig gerne vil læse, men ikke kan få mig selv til at gå i gang med, fordi jeg bare ved, at jeg vil synes, den er klam. Det syntes HDD også, den var. Og nu beHØVER jeg ikke læse den, for han har snakket så meget om den, at jeg bliver mere og mere sikker på, at det ville have været en vældig god idé bare at holde sig fra den. Så jeg kunne blive ved med at spise mine vandpumpede Netto-kyllingefiletter med god samvittighed. På den anden side er det jo aldrig nogen skade til at blive klogere, og det der med at være en oplyst forbruger sætter jeg egentlig en ret stor ære i. (At en af mine kolleger så kalder mig semi-hippie af selvsamme årsag er en anden diskussion).

Øglen i hopla

Men altså, uden at skulle referere hele bogen (eller HDD's udlægning af den), så handler den primært om, at de der dyr, vi (eller i hvert fald amerikanerne) spiser, ikke har det helt top-dollar. Tværtimod. Og jeg har jo hørt noget om nogle programmer på tv, der skildrer en dag i en burhønes liv og sådan noget, så vidste godt, at den nok ikke var helt god. Og den fornemmelse kan mr. Safran Foer så underbygge. Og HDDs udpenslinger af bogen sammenholdt med psykopatvarme (og tilgængeligheden af uanede mængder frisk fisk og skaldyr) gjorde, at jeg ikke havde særlig meget lyst til kød i det der Pastaland. Eller nu, for den sags skyld. Så det er ikke kød, der er blevet spist mest af - om overhovedet - siden vi kom hjem for hele fire dage siden. Har proppet en øko-spegepølse og en ditto leverståhej i kurven hos nemlig.com, og kunne da også godt have brugt lidt bacon, men det kan man af uransagelige årsager ikke købe online mere, og med "Eating animals" i baghovedet kunne jeg ikke få mig selv til at købe den konventionelle. I virkeligheden er økologisk kød vel heller ikke garanti for, at dyrene har haft det markant bedre i deres korte levetid - bare, at de har spist medicin-fri kost, og at det derfor er sundere for mig som forbruger at spise dem? Eller hvad?

Typisk hjemme-frokost i Pastaland. Og ja, der er lidt kød. Er jo ikke blevet helt fanatisk, vel?! 

Kan godt høre, at det lyder frelst, det her. Og er det vel langt hen ad vejen også. Men faktum er, at HDD og jeg ikke har brug for at spise alt det kød, som vi tidligere har gjort. Øko eller ej. HDD er desuden blevet fuldstændig pas på (siger man det mere, eller sidder jeg bare ubehjælpeligt fast i 90'erne?) svinekød. Og finder vegetaropskrifter og what-nots på Indernettet. Det er virkelig nye toner, skal jeg hilse og sige. Vi taler om manden, der kan tylle en dåse cocktailpølser og høvle hakket kød ned, som var det Matadormix. Men jeg nyder det, så længe det varer (som med det meste frelsthed tænker jeg, at this too shall pass) og undrer mig over, hvordan min krop tilsyneladende har det glimrende med at undvære kødet. Det kan selvfølgelig også hænge sammen med varmen (vi kan tales ved, når det bliver koldt igen, eller når jeg craver boller i karry). Indtil det sker vil jeg nyde kød i de mængder, det bliver serveret for mig, men vil i større omfang end tidligere prøve at finde alternative proteinkilder i den daglige husholdning. Øglen får kød i vuggestuen og vil naturligvis også få noget derhjemme (bare rolig - der går ikke Kernesund i den hjemme hos os), så hun skal også nok klare sig.

Ud over kød-retræten, har vi også besluttet at skære bare en ANELSE ned for sukker-indtaget. Sofa, tv, computer og slik/kage af en eller anden herkomst var blevet hverdagskost, når Øglen var blevet lagt i seng, og det lider alle vores sideben altså lidt under (de 12,5 kilo kom jo ikke helt af sig selv, vel?!). Så mindre sukker - faktisk ingen snacks om aftenen, mm. det er noget, der har vokset et eller andet sted engang (rosiner og peanuts tæller også, har jeg bestemt, så der bliver heller ingen raw food-bølge hjemme hos os).


Øglen har helt sikkert fået sine sukkerdepoter fyldt op til randen på ferien. Så en artikel i dag, der hed et eller andet i retning af "Så få is må dit barn få". Den læste jeg ikke. Er sikker på, den ville have gjort mig aldeles deprimeret.

Og mens vi er i gang, har vi nu også opsagt vores tv-pakke. Altså ikke fuldstændigt, vel, vi har stadig en lille pakke, men vi har for tit fjernsynet kørende med for mange ligegyldige ting, som vi alligevel ikke ser, fordi vi laver alt muligt andet, og så er der jo ingen grund til at pøse penge ud til det. Måske aftenerne også kunne bruges lidt mere konstruktivt - har jo fx købt en symaskine i julen engang, som stadig ikke er blevet pakket ud, så det kan være, at fraværet af knald-programmer kan få mig til i det mindste bare at åbne æsken. Så farvel til De Unge Mødre, Playhouse Disney (Øglen aner slet slet ikke, hvad der rammer hende!) og alle de dersens TV1000- og CANAL+ kanaler. Og goddag til mere musik, flere bøger og brætspil. Og måske en symaskine?

Ak ja. Intentioner og idealisme har jeg i hvert fald nok af. Fikse idéer er jeg også leveringsdygtig i. Rygrad - knap så meget. Men lidt har vel også ret? Vil i hvert fald nyde frelstheden så længe, den varer, og gøre alt for ikke at blive lige så røvsyg at hænge ud med, som jeg godt lidt kan høre, jeg er kommet til at lyde…

Nemt nok at blive lidt frelst i de her omgivelser, er I ikke enige?

Jeg er faktisk stadigvæk meget sød og sjov (synes jeg selv). Jeg er bare holdt op med at spise så meget kød i en periode. Jeg er trods alt ikke begyndt at male mit eget korn, bage legetøj af spelt og spinde min egen uld. Endnu. Når jeg begynder på det, er det ok at råbe vagt i gevær. Eller gennemtæve mig med en kotelet. Så den opfordring er hermed videregivet.

Og nu vil jeg gå ud i køkkenet og se, om der er et eller andet nedfaldsfrugt, jeg kan spise. Eller også kunne jeg nyde, at vi har Kanal 4 lidt endnu og se noget House. Pakke føromtalte symaskine ud? Klaske en biga-dej sammen? Tage opvasken fra madklubben har været på besøg? Alle de muligheder - og sjovt nok tror jeg allerede nu, at jeg ved, hvilken en, der vinder...

søndag den 3. oktober 2010

Sagde du svin?!

Hængebugsvin, altså? Hvis du gjorde, er det vældig pudsigt, for sådan et har jeg set i dag. Og næsten klappet. Men det gad Øglen overhovedet ikke være med til, så jeg nøjedes med at tage et billede af det.


Det var naturligvis ikke på 2100 Østerbro, vi lige vadede ind i hængebugsvinet. Selv om det ellers ville have været vældig hyggeligt. Næh, familien Øgle var taget på besøgsbondegård. Her. Sammen med resten af Østerbro og en pæn del af Nordsjælland generelt. Men hold nu k*ft, hvor var det hyggeligt! (Også selv om min bror tørt bemærkede, at Nordsjælland da må være det eneste sted i landet, hvor man gider betale for at besøge en bondegård. Og det strider da bestemt også lidt mod de jyske rødder, men what to do, når man IKKE lige er i Jylland og kan crashe bondegårde gratis?!)

Ud over hængebugsvinet var der gæs i massevis, heste, køer (man kunne prøve at malke en af dem, hvis man ville, men det ville man ikke, når man er Øglen og en kende bange for dyr, der er større end en labrador), får, katte og hunde. Og så var der æbler, der blev mostet (er det et verbum?), en legeplads, masser af kastanjer (underligt nok - når nu klientellet primært så ud til at bestå af Østerbro-borgere, så skulle man tro, at de ville kaste sig over dem og tage dem med hjem. Men de har selvfølgelig nok allerede lommerne fyldte efter at have raidet strækningen langs Søerne).


Oveni hatten var der så også hjemmebagt brød en masse med hjemmeslynget honning (oh, så autentisk!) og syltetøj, kaffe, saft og æblemost. Og gårdens helt private orgel-Allan. Som i øvrigt også spillede på harmonika. Bim-bam-busse, Se min kjole og alle mulige andre børnesange, som alle i laden skrålede med på i et anfald af kollektivt vanvid.

Øglen havde en fest, men var også noget betuttet. Tror, hun primært glædede sig over, at der var syltetøj ad libitum. Og så var gruset på gårdspladsen også Helt. Vildt. Sjovt.


Kastanjerne var også sjove. Især da vi kom hjem. I de 10 minutter, hun nåede at have dem, inden Onde Mor konfiskerede dem. De var nemlig primært sjove at proppe i munden, lod det til. Og det holder mine nerver simpelthen ikke til. Så nu ligger de helt udenfor synsvidde for smållinger på et par og firs centimeter... Måske kommer de frem igen, når der er tid til konstant overvågning, men måske vi bare må vente til næste år. (Og så skal jeg prøve på at sørge for, at vi kommer ned til Søerne før kastanje-mafiaen)... 

  ## 
Her skulle have været et kastanje-billede, 
men blogspot har tilsyneladende noget imod kastanjer, så I må undvære...
##


Når man nu er lidt bange for de der store dyr, så er det jo dejligt trygt at komme hjem og herske hårdt over de små Schleich-dyr. Der er så'n lidt Gulliver i Lilliput-land over hende, synes jeg...

Men altså. Summasummarum. En lang historie kort. Og alt det der. Besøgsbondegårde holder. Rætti god weekend-underholdning. Bare lidt ærgerligt, at lige netop denne her lukker for vinteren nu. Men så må vi bare finde på noget andet. Naturcenter Amager skulle være meget godt, hm? Og hvis alt andet glipper, så er der jo altid Zoologisk Have. Vi er jo nogen, der har årskort...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...