Viser indlæg med etiketten efterår. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten efterår. Vis alle indlæg

lørdag den 2. september 2017

Noget om september

Så skal vi til det igen. Efteråret. Oven på en sommer, der dårligt nok er nået ud over rampen, føles det lidt vel tidligt med bid i luften og mørknende aftener, men fordi det lige netop er september, der indleder efteråret, kan jeg tilgive meget.

Jeg har blogget i mange år efterhånden, og jeg siger det samme hver september, så det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker september. Og selv om september pludselig har fået et noget vemodigt anstrøg de sidste to år - seriøst. To år?! - holder jeg stadig meget af både måneden og årstiden.

September er blevet skudt i gang med arbejde en masse og en weekend som en form for kompensation. Med Pæreskuden fra Fejø i Nyhavn, cykelture med (ny gammel) ladcykel og sol i kinderne. Og i morgen er der kajak og legeaftaler og forhåbentlig endnu mere sol i kinderne på programmet.

Med to skolebørn er travlheden tilsyneladende kommet for at blive - også i september - men lige netop nu er jeg mere opmærksom end ellers på ikke at være for travl. Også at give mig selv åndehuller uden at lave andet end bare at være. For det er fristende at fylde lige netop september med alt for mange ting og belejligt glemme at fordybe mig i den sorg og det savn, jeg stadig bærer rundt på. Fordi det er nemmere. Men ingen sagde jo, at det skulle være nemt at miste sit faste holdepunkt og én gang for alle blive tvunget til at være voksen sådan for alvor.

Hvordan der kan være gået næsten to år, siden hun lukkede sine øjne for sidste gang, går over min forstand. Hun mangler stadig, min mor. Hver dag - ikke kun i september.

mandag den 17. oktober 2016

Efterårsferie light

Hjemme hos os holder vi desværre ikke efterårsferie i år. Det har jeg pænt svært ved at acceptere, så efter at have brugt weekenden i ødegården (oven i købet med Farmor denne gang. Ren luksus!), gav jeg ungerne en hjemmedag i dag. Med alt for meget tv, eftermiddagsslik og nattøj det meste af dagen. Og Rullinge-produktion (nu med løg!), tedrikning og andre hyggeligheder. (At jeg som straf så måtte klemme et Skype-møde ind kl. 20, er en lille pris at betale). Så det lugter bare en lille smule af ferie.

Det bliver ikke meget bedre end det her. Et bette hus midt ude i skoven - nu omkranset af efterårsfalmede blade i samtlige nuancer af rødt og gult. Lønne-træer ftw!


Efterår, jeg er vild med dig!

Ældstebarnet vil gerne i SFO i morgen (hvilket måske/måske ikke er verdens største vink med en vognstang i forhold til, hvad hun mente om hjemmedagen i dag), og Yngstebarnet skal med HDD på arbejde, så et par timer på arbejdskontoen bliver det i det mindste til i morgen.

Jeg glemte at tage billeder af ungernes Rullinger, før vi pakkede dem ned og sendte dem, men så får I bare noget mere Sverige i stedet. Her udsigten fra udendørsbruseren (som naturligvis var i brug). Det var trods alt hele 5 grader i løbet af dagen ...

Sparke til blade - legen, man aldrig bliver for gammel til at synes er sjov!

Resten af ugen tager vi på gefühl. Arbejdskalenderen nægter mig flere fridage, men man er vel sin egen chef, så måske jeg ignorerer den. Eller i hvert fald nøjes med at give ungerne korte dage i hhv. SFO og børnehave. Allerhelst ville jeg sidde foran pejsen i det smålandske, men det tillader hverken HDD's eller min kalender desværre ikke. Lige som det daglige svømmekursus, vi i et anfald af genialitet meldte den ældste til engang i sommerferien (I ved - dengang, hvor efterårsferien syntes lysår ude i fremtiden) også vanskeliggør det en del. 

Det her billede vil slet ikke blive placeret, der, hvor jeg vil. Men det skal med - også selv om jeg allerede har vist det på Insta. Vi var på svampejagt (desværre uden held - i stedet var der stadig blåbær og masser af tyttebær), og ved samme lejlighed fandt jeg lav til at putte mellem forsatsvinduerne. Både praktisk og dekorativt. Og i de fineste farver.

tirsdag den 4. oktober 2016

Noget om en masse

Hvordan sommeren kunne være uendelig, da man var barn, og tiden fra skolestart mod efterårsferien kunne føles som en evighed, det er mig en gåde den dag i dag, hvor tiden spurter af sted, som var den betalt for det. Jeg har ikke længere en nyslået 5-årig, men en yngste på 5 år og to uger. Lige som jeg ikke længere selv er en nyslået 38-årig, men også har fået to uger mere på bagen.

De sidste par uger har således stået på fødselsdagsfejring og indtagelse af uendelige mængder kage de sidste par uger. Varanen rider på den sidste, stædige fødselsdagsbølge og afventer pt. gaveleverance fra Mårfar via Post Danmark. Gaveleverance nummer to, oven i købet, fordi det er lykkedes de blå postbude at smide første leverance væk. Men når dén gave er modtaget, er det vist heller ikke muligt at vride mere ud af en 5 års fødselsdag.

Min egen fødselsdag, der ligger tre dage efter Varanens, er ikke blevet fejret helt så meget. Og så vidt vides er der heller ingen gaver til mig, der er gået tabt med posten. Men jeg er blevet så rigeligt begavet, og jeg har det mere end fint med at gå et trin ned på fødselsdagspiedestalen og sætte sønnike øverst. Desuden vågnede jeg på intet mindre end et gods i Jylland på min fødselsdag og med hele min lille familie og det meste af svigerfamilien omkring mig, så det var slet ikke så dårligt. Ikke, at godset havde noget som helst med min fødselsdag at gøre - det var bare der, vi holdt familieweekend - men det gjorde ikke noget.

Panoramafoto af udsigten. Som på ingen måde yder den retfærdighed.


It's wine o'clock ...

Familieweekenden - som vi også var på sidste år - var som ventet utrolig hyggelig. Og dejlig lang. Vi holdt fredagen fri og brugte den i Legoland (vi havde jo overrasket børnene med et par billetter til Legoland dagen forinden), og da de ikke orkede mere, satte vi kursen mod familie-halløjet. Med 36 mennesker i aldersspændet 3 måneder til 93 år var der godt gang i den, og der blev drukket spandevis af både kaffe og vin, spist god mad og talt med alle dem, vi ikke ser så tit pga. geografi. Vi nåede endda en tur på Himmelbjerget.

Farmor kysser Varanen, Varanen 'kysser' mig. Ved Himmelbjerget. 

Verdens dårligste billede af reptilerne, før vi skulle i Legoland. De var for spændte til at stå stille længe nok til, at billedet kunne tages om. Men se lige deres jakker. Det er nogle smarte nogen fra Reima - med sådan en #reimago-sensor i. Knageme smart. (Og ja, vi har fået jakkerne af Reima, men uden strings attached. Jeg er bare begejstret. Det er nogle fine jakker, og ungerne elsker konceptet med bevægelsessensoren og den tilhørende app)

Vaske vaske guld! Og heldet var med os - der var lige præcis guld nok til to guldmedaljer!

Søndag, på min fødselsdag, gik det meste af dagen med transport hjem fra Jylland. Og splatten ud, da vi kom hjem fra Jylland. Jeg befalede sushi som aftensmad, og ungerne befalede film, så vi spiste sushi ved sofabordet med Cars 2 på flimmeren. Det er slet ikke så dum en måde at fylde år på! Der var desuden også masser af gaver, så jeg er helt klar på at have fødselsdag igen næste år ...

Fødsesdagssushi!

En af mine fødselsdagsgaver - Thomas Dybdahls oktober-trilogi på vinyl. Signeret! Best. Present. Ever!

Den netop forgangne weekend har ungerne og HDD været i Knuthenborg, mens jeg spiste brunch med en veninde i det skønneste solskinsvejr (og forberedte fødselsdagsfejring), og vi haft stort familierykind. Til Varanens 'forældrefødselsdag', som han kaldte det. Hele familien + bedstevennen, der går i nulte nu, men som ikke desto mindre stadig er en stor del af Varanens liv. Heldigvis. På en eller anden facon lykkedes det os at spise os gennem et helt kilo smør forklædt som hhv. mazarinkage og chokolademuffins, og det er ikke længere for sjov, at jeg taler om, at jeg skal i gang med at træne. Jeg er to minutter fra, at mine arme får smilehuller, og det matcher ikke just med den tatovering, jeg endelig har besluttet mig for, at jeg skal have lavet. På skulderen, godt nok, hvor smilehullerne ikke er - endnu - men alligevel ...

Glemte fuldstændig - som i f u l d s t æ n d i g at tage billeder, så hverken mazarintærterne med bærskum og friske bær eller chokolademuffins'ne eller familien (for den sags skyld) er blevet forevigede. Desværre. Men både kager og mennesker var fine, og vi havde en dejlig dag!

Summasumarum: Tiden går stærkt, vi spiser meget smør, og alle er glade. Her går det godt.

tirsdag den 20. september 2016

Noget om lige at ringe og sige hej

I dag er det et år siden, min mor døde. Siden jeg sad ved hendes side på hospitalet, holdt hendes hånd og hørte hende tage sit sidste åndedræt, og en lille del af mig forsvandt for evigt. Jeg savner hende hver eneste dag. Både for den, hun var, og den, hun fik mig til at føle, jeg var.

Jeg savner at vide, at hun er der. At hun sidder og drikker en kop te, nusser i haven, læser avisen. Eller tager en lur på sofaen. Jeg savner at se hende. At mine børn har deres Mårmor. Og jeg savner lige at ringe og sige hej. At have en i den anden ende, der lytter og interesserer sig. Også selv om jeg måske ikke har noget særlig interessant at sige ...

tirsdag den 13. september 2016

Noget mere om efterår

Smukke september er hård i år. Det vil den nok blive ved med at være. Men jeg må sige, at måneden gør, hvad den kan for at kompensere med både varme og smukhed. Og selv om al varme og smukhed i hele verden ikke bringer min mor tilbage, må jeg anerkende indsatsen.

Jeg kan mærke, at solen og varmen gør mig godt. Sommer-tilstandene trænger dybt ind under huden og giver energi. Energi til at klare bare lidt mere end det allerhøjst nødvendige. Energi til at træne (sgu'!), planlægge legeaftaler og fritidsinteresser (endda en enkelt for mig selv - mere om det i et andet indlæg på et andet tidspunkt), organisere håndværkere (endnu et indlæg i støbeskeen) og oven i købet til at tage livtag med de af min mors ting, som endnu ikke er blevet sorteret. Min far og jeg sorterede sammen en dag i sidste uge. I det smukkeste solskin. Og selv om det var hårdt, var det en god dag.

Jeg fik lidt tøj med mig hjem - og et par smykker, som nu er blevet fast inventar på hhv. finger og håndled. Lige som de var det hos min mor. Hver gang jeg kigger på smykkerne bliver jeg glad. Og så rigtig ked af det. Og så glad igen. Selv om det bare er ting, er det ting med uendeligt mange minder i. Og det får mig til at føle, at hun er endnu tættere på.

Det er snart et år siden, hun gik bort. På mange måder føles det som meget kortere tid, mens det på andre føles som meget længere tid siden. På bare et år har jeg skullet lære, hvordan man eksisterer uden sin mor. Læringskurven har været stejl, og vi er ikke ved vejs ende endnu. Overhovedet. Selv om savnet på mange måder er blevet lettere at bære, rammer det med fuld styrke fra tid til anden - og særligt her i september.

Om lidt har Varanen fødselsdag, og det er så kært, hvor meget han glæder sig. Allerede i juli lavede vi en afkrydsningsliste, så han kunne følge med i, hvor mange dage der er tilbage, og nu, hvor der kun er 9 dage endnu, kan han næsten ikke være i sin lille krop af bare begejstring. Jeg glæder mig med ham og for ham, men samtidig er hans fødselsdag så uendelig bittersød. Fordi jeg stod lige midt i orkanen sidste år på samme tid, og en del af mig skulle forsøge at koordinere fejring og gaveindkøb, mens en anden del af mig skulle deale med bedemænd og begravelsesforberedelser. Noget meget mere modsætningsfyldt end det skal man lede længe efter. Men livet går jo, som jeg har sagt utrolig mange gange det sidste år, som bekendt videre, og Varanen skal have et brag af en fødselsdag. Med stuen fra børnehaven, Paw Patrol-tema, gaveregn og all the works. Endda en tur til Legoland i forbindelse med en snart forestående tur til Jylle. Og så nogle af de gaver vi ved hjælp af mere eller mindre vellykkede forhørsteknikker har vristet ud af ham, at han ønsker sig.

Det skal nok blive en god fødselsdag. Der mangler bare en ...

torsdag den 1. september 2016

Noget om efterår

Jeg kan ikke sige det ofte nok - jeg elsker efteråret. Og det er det jo nu, siger kalenderen. Sensommeren er dejlig, men efteråret, særligt septemper, er fantastisk. Hver sommer glæder jeg mig hemmeligt en lille smule, til jeg kan stikke i et par lækre støvler og smyge mig i strik, og selv om jeg naturligvis er vild med, at jeg ikke behøver-behøver have sokker på i skoene endnu pga. de sommerlige temperaturer, ville det ikke genere mig, hvis det blev bare lidt køligere. Så længe solen altså bliver her, forstås. For når jeg siger, jeg elsker efteråret, er det jo de kølige, solbeskinnede dage, jeg mener. De dage, hvor man for alvor kan nyde de gyldne toner i trækronerne, og hvor både krop og sind kan blive blæst godt igennem. Uden at man får lungebetændelse og stivfrosne fingre af det.

Dette efterår, og denne september i særdeleshed, imødegår jeg dog med en noget blandet følelse. Ikke at måneden har gjort noget som sådan - faktisk har den blandt andet dannet rammen om både min egen og Varanens ankomst til verden for hhv. snart 38 og 5 år siden - men den har også været kulisse for min mors død. Det er snart et år siden, hun gik bort. Og endnu snarere et år siden, vi fik den triste besked om, at der ikke var mere at gøre. Det år har på en gang varet for evigt og et splitsekund.

Jeg forstår ikke, hvordan det har været muligt at eksistere så længe uden hende, men det har jo ladet sig gøre på et eller andet plan. Fordi det skal det. Og nok også fordi hun er her endnu. I mit hjerte og, som Øglen så fint formulerede det, som vinden omkring huset, som en stjerne om natten og som en fugl om dagen. Det trøster en smule, selv om jeg klart ville foretrække, at hun bare var her som min mor.

onsdag den 9. september 2015

Endelig efterår

Eller ... altså. Misforstå mig nu ikke. Jeg kan godt lide sommer. Jeg elsker at gå i bare tæer, sidde i en solstråle og få sommerfregner på næsen. De lyse aftener og danske jordbær ligger også højt på elsker-listen. Men der ER altså ikke noget som september. Starten på efteråret med de sprøde, køligtlune dage med høj sol og en lille skarphed i luften. Blade, der lige så stille bliver gyldne, kastanjer, der er på nippet til at falde ned (arrrrrh - der går nok lige et par uger endnu), og aftener, hvor det ikke er helt uhørt at trække i et par uldne sokker, brygge en kande te og lægge sig godt til rette på sofaen. (Sidstnævnte punkt er blevet lidt besværliggjort af, at vi kom til at give vores sofa væk i forgårs. Til en sød dame, der skulle bruge den til sin datters klasse. Nu bruger vi så vores havesofa som midlertidig løsning, indtil vi får en ny, 'rigtig' en, men selv om den er ok, er den altså ikke tilnærmelsesvis så comfy som den gamle). Jeg elsker, at det er blevet køligt nok til at hoppe i sine støvler (hej andefødder - jeg har savnet jer) og pakke sig ind i strik, dun, flannel og andre varme sager. Kort og godt: Jeg elsker efteråret. Selv weekendens styrtregn kan jeg tilgive i septembers navn.

Der var de jo, andefødderne! 

Dagene går derudad uden megen slinger i valsen. Dog med to afbræk, da Øglen har haft hele to legeaftaler med nye skolekammerater. Det har betydet, at HDD har kunnet tage hende med hjem på vej fra arbejde, og at jeg kunne blive i DNP i løbet af dagen. Det har nærmest føltes som fridage ikke at skulle lege fangeleg med Kystbanen og kun at skulle hente Varanen, og vi har nydt roen med stille morgener og eftermiddage med masser af leg og højtlæsning (og en enkelt nedsmeltning i børneren forleden, inden nogen kommer og anklager mig for at begå skønmalerier af hverdagen. Så stor en nedsmeltning, faktisk, at den nu optræder i Varanens historieportefølje som "Kan du huske den dag, hvor jeg blev meget vred her ved lågen, mor?" Og ja, det kan mor godt. Selv om det står sløjt til med hukommelsen generelt, har jeg nemt nok ved at huske to dage tilbage. Trods alt).

Bemærk kaffen. Og de lange ben. Proportionerne er desværre byttet om i skyggen - kaffen var væsentlig større, mens benene var (er!) væsentlig kortere 
 
  
Æbler og pærer, de vokser på træer. Når de bli'r modne, så falder de ned. (Eller bliver plukket, nok nærmere. Af ivrige barnehænder, hvis indehavere insisterer på, at vi laver is af rovet) 

Efteråret har også den ekstra dejlige krølle, at Varanen har fødselsdag (og jeg selv med, men Varanen og jeg har fødselsdag så tæt på hinanden, at hans dag nærmest overtager min. Og det er faktisk helt ok). Han ser umådeligt frem til det (og har jo allerede, som nævnt, insisteret på at holde minions-fest), og gennem hele sommeren har han spurgt, hvornår han har fødselsdag. Det nemme svar har været "til efteråret", og den information har han så lagret i hjernen. Hvorfor han blev noget fortørnet over, at efterårets komme d. 1. september ikke automatisk udløste flag, gaver og balloner. Vi har nu forklaret ham, at der er fødselsdag om "x antal tirsdage", men eneste information, der er blevet lagret i dét svar, er "tirsdag". Så i går blev der insisteret ihærdigt på, at NU var det fødselsdag. Det lod ikke til at genere ham, at der hverken var pynt eller gaver (eller andre hjemme end mig), men han accepterede nogenlunde godvilligt (da han fik en dadel), at der lige er et par tirsdage endnu. Har på fornemmeren, at vi har nogle fødselsdagsfantasier at leve op til.

Første skridt må være at købe en gave. Absolut højeste ønske lige nu er en træblender til legekøkkenet, som jeg hjertens gerne under ham, men han har så psykomeget udstyr til det køkken, at det virker lidt som spild. Er der nogen, der har gode gaveforslag til en madglad 4-årig, så byder I bare ind. Indtil videre har vi blender, fjernstyret bil og en fodbold på listen. Og hele forrige års julekatalog fra Lirumlarumleg.dk, som han af uransagelige årsager har gemt og af og til insisterer på at høre som godnathistorie ...

mandag den 1. september 2014

Efterår, oh efterår

Så blev det efterår sådan rigtigt. Kalenderen fulgte op på det kølige vejr, vi har haft for nyligt, og hvilken bedre måde at byde efteråret velkommen på end en sprød, klar dag med blå himmel, sol og let vind?

En håndfuld brombær fra haven. Godt nok fra for over en uge siden, men det er jo først meningen, at de skal være modne nu, såeh ...

De sidste blomsterrester fra haven

Jeg elsker efteråret (om efteråret. Ikke i august). Bortset fra, at jeg nok snart bliver nødt til at kapitulere og tage sokker på, så elsker jeg, at dagene bliver lidt køligere, at bladene på træerne skifter farve, at kastanjerne snart falder ned, og at æbler og pærer er ved at være spiselige. At man kan putte sig i vamsede trøjer, tænde stearinlys og ikke behøve at have dårlig samvittighed over for vejret, når man hellere vil sidde med en kop te og en bog, end man vil galoppere rundt i sommervarmen.

Varanen har tyvstartet og plukket et par meget hårde pærer fra træet. Men vha. lidt vand, sukker og æbler, udgjorde de en hæderlig grød ...

Jeg elsker også - who knew?! - at dagene bliver lidt kortere (men alt med måde, ikke? Glæder mig ikke, til det kun er dagslys i halvandet minut), og at man kan se, hvad tid på dagen, det er, blot ved at kigge ud af vinduet.

Supper, stuvninger og simremad skal også bydes velkommen tilbage i køkkenet, og til trods for, at jeg prøver at gå uden om brød, kan jeg med statsgaranti love, at jeg skal have bagt et verdens bedste brød eller to inden for nær fremtid.

Rønnebær fra en cykeltur med Varanen

Det er også svært andet end at knuselske diverse høstmarkeder og bondegårdsbesøg, og jeg glæder mig allerede til lange gåture, der giver røde kinder og løbende næser til både store og små.

Og så er der jo også en dreng, der fylder 3. Lige om lidt, faktisk. Der er lagt i kakkelovnen, til jeg skal se nogle skønne damer i forbindelse med, at jeg selv fylder år. Og sådan fortsætter det sådan set bare. Så det er svært at være ked af, at sommeren er forbi, når nu efteråret har så meget skønt at byde på.

mandag den 25. august 2014

Energi i pilleform?

Det er meget muligt, at de kloge siger, at sommeren ikke er ovre endnu, men naturen mangler lige at erklære sig enig. Så indtil det modsatte er bevist, prøver jeg at få mine fødder til at forstå, at der er dømt efterår, bare så jeg ikke behøver at blive mere forkølet (snøvset, som det hedder herhjemme), end jeg allerede er blevet. (Det er bare som om, fødderne nægter at samarbejde. De VIL ikke have sokker på. Sutsko (eller ... futsko, hedder det her) indendørs kan de lige gå med til, men de vil stadig gå i sandaler eller - til nøds - ballerinaer. Uden sokker).

Jeg har det lidt stramt med, at sommeren tilsyneladende har sunget på sidste vers. Den har været så fantastisk, at ord ikke kan beskrive det, og jeg er vis på, at jeg har opsamlet d-vitamin til et helt år. Og hvis jeg bare fik garanti for, at vejret ville være sådan her - stedvis sol, let blæst og 15-ish grader - frem til december, jamen så vil jeg ikke brokke mig over efteråret. (Det vil jeg i øvrigt heller ikke alligevel. Jeg holder meget af efteråret - det er bare ærgerligt, at det skal være så mørkt, som jeg ved, det snart bliver. De lyse aftener er allerede kraftigt på retur, jo).

Vinteren og foråret har været hårdt ved mig. Bevares, jeg er heldigvis både sund og rask, så på den måde skal jeg ikke klage, men der har været en masse tankespin, store spørgsmål og eksistentielle ting oppe og vende, og derudover har jeg manglet energi i en grad, så det var skræmmende. Selv om jeg ved, at jeg får energi af at røre mig, så har jeg bare ikke kunnet tage mig sammen. Efter sommerens indtog blev det heldigvis (lidt) nemmere. Der er jo heller ikke meget, der slår en gåtur i solskinnet. Men nu. Hvor de mørke aftener pludselig er kommet snigende, frygter jeg en lille smule, at jeg falder ned i den samme "det er også bare ligemeget"-sump (ikke at forveksle med "Det' da liiiigemeget"-Jeppe K) som tidligere på året, så jeg har længe haft en plan om at sætte konkret ind.

Første led i planen er at justere min kost. Jeg bliver aldrig rabiat det ene eller det andet (og det er sq nok derfor, jeg ikke taber mig overhovedet), men jeg plukker lidt hist og pist fra de kure og livsstile, der passer mig. I vinteren og foråret havde jeg ubevidst gjort det til min mission at spise alt med sukker, der var inden for arms længde, og det gjorde mig sådan set ikke andet end tyk(kere). Så det er slut nu. Fra ferien begyndte (jo, sq - I drømmer ikke om, hvor få is, jeg har spist på de 5 varmeste uger i mands minde) har jeg skåret kraftigt ned på sukker og helt elimineret hvidt brød og pasta. Alene der var der en del energi at hente, kan jeg afsløre.

Anden led i planen er at røre mig mere. Det var ikke noget problem i ferien, hvor vi har vadet rundt, som blev vi betalt for det. Det er i hverdagen, den kniber lidt, eftersom jeg arbejder hjemme og derfor ikke har tvungen transport til andre steder end børnehaven. Men så snart ham Varanen er færdigindkørt i børneren, skal jeg til at have skemalagt lidt løb og så'n. Blev der sagt.

Tredje led i planen anede jeg faktisk ikke, at jeg havde. Før søde Fie fra Lahme Kommunikation kontaktede mig og spurgte, om jeg ville teste nogle naturlige kosttilskud fra Drogens Vital. Man kunne vælge mellem to forskellige pakker, og jeg slog naturligvis straks ned på den, der hed noget i retning af "Energi og helse".

Hele Drogens Vital-familien

Kosttilskuddene stod i garagen (hej, flexmodtager), da vi kom hjem fra ferie, men det er først for et par dage siden, jeg er kommet i gang. Pakken indeholdt 2xginseng energikur, der - som jeg læser det - er nærmest instant energi. Den har jeg ikke prøvet endnu; den skal SÅ meget gemmes, til når det (desværre) bliver meget mørkere og koldere.
Denne her gemmer jeg som en lille skat til de mørkere tider. (Høje forventninger? Hvad mener I?)

Derudover var der tabletter med ingefær (for fordøjelsen), multivitaminer og tabletter, der styrker hud, hår og negle. Tre tabletter, der alle skal tages 2-4 eller 1-3 gange om dagen. Så smider jeg lige en fiskeolie (anti-opstød - gotta love it. Farvel til smagen af harsk fisk) fra skuffen oveni, og så tror jeg ellers nok, at mit daglige pilleforbrug er steget fra 0 til mange i løbet af ingen tid. Jeg er ikke så god til at huske at tage piller, men jeg håber, at der bare er tale om vane. Og hvis ikke, så køber jeg mig sådan en smart pilleinddelingsæske. Eller noget.

I virkeligheden ved jeg heller ikke, om jeg tror på, at man kan få energi i pilleform (med mindre det er en ganske anden slags piller. Og den slags ønsker fabrikanterne formentlig ikke bliver sponsoreret). Men tiden vil vise, om Drogens Vital lever op til det, de lover. Indtil videre virker det imidlertid lovende. Jeg har husket at spise mine piller, jeg sover godt om natten, og jeg føler mig ganske frisk i løbet af dagen. Tabletterne er i en fornuftig størrelse (ikke ligesom fiskeolietabletterne, der måske nok er anti-opstødsagtige, men til gengæld er store som missiler), de er fyldt med lutter naturlige vitaminer, urter og planter og så - stor bonus i min bog - kommer de i bæredygtig emballage. Letvægtsplastikken gør, at glassene ikke er så tunge, og så kan de genbruges. Ja tak til dét!

Indlægget er sponsoreret, men ordene og holdningerne er mine ganske egne. Produkterne kan købes på apoteket.

søndag den 20. oktober 2013

Ugen, der gak

Nåmmen hej. Så er jeg tilbage fra efterårsferie. Kalenderen fortalte os nemlig, at der pludselig var gået en uge, men hvor den blev af, ved jeg faktisk ikke. For den forsvandt gånnåk hurtigt. Og af selvsamme årsag har jeg ikke fået blogget så meget som en linje på trods af, at der var aldeles glimrende internet-forbindelse i sommerhuset. Men nu er jeg her, så: hej!

Vesterhav, gynge og græskar. Så behøver man i virkeligheden ikke meget mere her i tilværelsen

Ugen, der forsvandt, har budt på det bedst tænkelige efterårsvejr overhovedet. Milde temperaturer, høj sol og fralandsvind, så Vesterhavet fremstod de fleste dage helt stille og fromt. Ingen af det 10 mand store selskab hoppede dog i - så varmt var det trods alt heller ikke. Men der er blevet leget ved og med vandet, samlet sten (og HDD viste sig at have en geolog i maven og kunne berette vidt og bredt om porfyr, som vi da også fandt noget af - nørd!), gynget, drukket kaffe, deltaget i kakerlakræs (som vi ikke selv arrangerede. Sommerhuset var, så vidt vides, kakerlakfrit), spist fisk i lange baner, grinet, grædt (med fire børn under syv er der dømt tårer hos mindst en af dem mindst en gang om dagen) og fundet en enkelt skat - og meget meget mere.

På tur. Til Bovbjerg, hvor HDD vandt tjansen med at rapelle (arj, ok, men der var langt ned!) ned på stranden med Øglen, mens jeg blev oppe i sikkerhed sammen med Varanen. Som var pænt utilfreds med, at han ikke kunne komme samme vej ned. Og på vej på skattejagt på stranden.

Vores egen lille familie sluttede ferien af i Legoland - på den ene dag, hvor det både var rigtig koldt OG regnede. Men reptilerne var ligeglade, og Varanen havde endda lært at sige "JEGOLAND" til lejligheden, så alt var godt. Og det blev ikke mindre godt af, at en virkelig rar familie spurgte os, om de ikke skulle tage en af os gratis med ind på deres sæsonkort. Det takker man bestemt ikke nej til, når man er så vandskade- og økonomiramt, som vi er i øjeblikket. Og kulde og regn kan heldigvis slås ned med varm kakao med skumfiduser (eller heksebryg med edderkoppeæg, som de kaldte det i bedste Halloween-ånd) og en god, gammeldags guldgravning.

Et par korte morgenløbeture kunne det også blive til. Ingen sag, når solopgangen er så smuk som her. Og hvad Legoland mangler i smukhed, har det til gengæld i underholdningsværdi. Reptilerne elskede alle 4,5 timer i bidende kulde

Vi kom hjem i går, og i dag er vi blevet akklimatiserede. Ikke mere nogen Mårmor og Mårfar ad libitum til (frivilligt) at tage de stygge bleer og putningen, og ikke nogen in-house legekammerater i form af de næsten jævnaldrende kusiner. Til gengæld en farmor, der kom og sagde hej, et par nabobørn, der har været savnede (og i øvrigt nogle naboer, der da lige havde sørget for at stille ens skrammel ud til storskrald #nabowin) og hele udvalget af legesager. Samt en have, der dels trængte til en efterårsgennemgang, dels havde været savnet til at samle nødder i, at dømme efter reptilernes entusiasme.

Og i morgen er det så hverdag igen. Kan allerede høre den banke højt og insisterende, og de arbejdsbunker jeg næsten har formået at ignorere i ugens løb, begynder at tårne sig op. Jeg ved jo godt, at jeg bare lige skal i gang med det der hverdag. Så skal det nok blive godt. Men derfor måtte ferien nu alligevel gerne lige have varet en uge mere. Er ikke parat til igen ikke at skulle hænge ud med ungerne hele dagen. Glædes over Øglens empati, smittende latter og generelle optimisme og forundres over de kvantespring, Varanen tager rent sprogligt i øjeblikket. Sætninger tager form, ordene bliver længere (vi er oppe på fire stavelser nu - "sæ-be-bob-ler"; Mor er stolt), og temperamentet mildnes. En anelse. Og sandsynligheden for, at de to ting hænger sammen, er temmelig stor.

De tre lyshårede kusiner forenet om iPad'en i en stille stund. Varanen sov mærkeligt med fødderne. Holde-i-hånd billedet og bjørnekrammeren af Øglen på gyngen kan jeg slet ikke stå for. Nærhed, når det er bedst. Kom tilbage, efterårsferie!

Men med mindre nogen sender mig en stor pose penge, så er der ikke andet for, end at arbejdsugen må gå i gang igen i morgen tidlig - og reptilerne må komme i hhv. børnehave og vuggestue. Hvilket de i øvrigt glæder sig ret meget til, lyder det som om. Der er jo også nogle oplevelser, der skal fortælles om. I børnehaven, i hvert fald. Spørger man Varanen om, hvad han har lavet i efterårsferien, råber han bare "JEGOLAND!", så det er nok det, vuggestuen må lægge ører til i morgen. Et par gange eller halvtreds.

tirsdag den 17. september 2013

Hej efterår

Jeg elsker efteråret. Det gør jeg virkelig. Og når det er 28 grader varmt udenfor, sukker jeg i virkeligheden lidt hemmeligt efter, at det bliver så køligt, at jeg kan putte mig i en varm sweater og drikke en kop te kaffe i stearinlysets skær. (Men det må man ikke sige til nogen - så bliver man lynchet. Så scchhhh!) Men - bare for en god ordens skyld - jeg holder også meget af sommeren. Jeg elsker fx at have bare tæer i sandalerne og at kunne gå ud uden jakke. Og - ikke mindst - kunne sende reptilerne ud, uden de er pakket ind til den store guldmedalje.

For er der noget, jeg næsten ikke kan bære ved efterår og vinter, så er det, hvor nemt det er for et lille reptil at blive koldt og snottet. Bacillerne står på spring, og det gælder om at pakke afkommet ind så lunt og godt, som det overhovedet lader sig gøre. Hver gang de skal ud. #Suk.

Nå. Men lun og god indpakning er jo desværre ikke gratis. Varanen er der styr på, for den flyverdragt jeg købte til ham (brugt) sidste år, var så stor, at jeg i allerhøjeste grad må formode, at den også kan rumme ham i år. Øglen, derimod, er skudt i vejret i en grad, så det er helt kriminelt. Og der er ikke en jordisk chance for, at hun kan passe den Reima i str. 98, som hun med hiv og sving kunne bruge sidste år (så er der nogen aftagere på linjen til en mørkelilla Reima i str. 98 i rigtig god stand, siger I lige til, ing'?!). Hun mangler naturligvis også vinterstøvler - det gør Varanen i øvrigt også - og et sæt termotøj kan hun nok heller ikke undvære.  Selv om jeg vil prøve at se, om hun ikke kan passe det sæt, der var med i posen med Varan-tøj fra Birgitte. Desuden er hun vokset ud af mere eller mindre alt sit almindelige tøj overnight, så garderoben skal også have et gevaldigt boost.

Ja.

Det er dyrt at have børn. Lad os bare konstatere det. Særligt omkring vintertid. Det er ikke så meget fordi, jeg synes, hver enkelt ting er dyr-dyr. Altså, omkring en tusse for en flyverdragt, der bliver brugt dagligt i flere måneder, synes jeg ikke er dyrt. Det er bare mange penge. Særligt fordi der er pænt mange andre ting, der sluger penge fra os lige i øjeblikket. Det Våde Hus, for eksempel. Så da Lego Wear, som sendt fra himlen, spurgte, om jeg mon ville teste noget overtøj fra Lego Tec, blev det et stort ja tak herfra.

"Jeg beholder den bare på, mor" 

Valget faldt på denne her svend i lilla. Og selv om jeg egentlig synes, de fleste af deres flyverdragter og jakker til børn her så rigtig lækre ud, var det ikke så svært et valg. Jeg er ikke så meget til travle mønstre og vilde farver, så en ensfarvet sag med fine detaljer i kontrastfarve er meget mere mig. Og Øglen, som var den, der besluttede sig for den lilla farve.



Flyverdragten er lige kommet og virker rigtig lækker. De røde detaljer på dragten er dog nærmere lyserøde, men det klager man bestemt ikke over, når man er en Øgle, hvis yndlingsfarver tilfældigvis (og nok ret typisk for alderen) er lilla og lyserød. Dragten passer i øvrigt Øglen helt perfekt. Jeg havde ellers forventet, at den var lidt til den store side, men nej - str. 110 er åbenbart spot on, rent størrelsesmæssigt for små store øgler. Så nu venter vi bare på, at det bliver koldt nok til at prøve den af udendørs også ...

søndag den 21. oktober 2012

Efterårsweekend

Weekenden er snart forbi, og på trods af, at vi ikke har haft de store planer, synes jeg nu, vi har nået en del alligevel. Og skal man dømme efter, hvornår reptilerne knaldede brikker her til aften, har de vist også fået, så hatten passer mht. oplevelser. Varanen sov, før klokken blev 18, og Øglen bad selv om at komme i seng 18.30. At hun så kom i tanker om efterfølgende, at hun hellere ville male med vandfarver, er en anden sag, og flippet, der opstod efter et nej, en tredje sag, men kl. 19 sov hun sødt, så lidt træt har hun nok været...

Øglen havde ønsket sig en dag i går, hvor vi læste bøger, legede i stuen, legede på værelset (og det var så de værelser i Tændstikæsken), spiste mad i løbet af dagen (for det plejer vi jo ikke?!), tog tøj på (igen; for det plejer vi jo ikke?!), slappede af, gik på legeplads og fik burgere til aftensmad, og det syntes jeg egentlig var ganske beskedne ønsker, så de blev allesammen efterkommet. Besøget på legepladsen blev kombineret med playdate med lille veninde, og de (og vi) holdt ud i to timer, før vi var maste i hovedet af at holde styr på ungerne på den nye giga-legeplads i Fælledparken. Den er superfed, men på en dag som i går, hvor hele bydelen beslutter sig for at lufte ungerne derovre, kan man godt få liiiidt sved på panden over at skulle holde øje med et par hyperaktive unger hele tiden. Særligt, når der er en Varan, der er fuldstændig frygtløs og turbokravler hen over sten og grus og kaster sig hovedkuls ud foran større børn og over klatrestativer. Men alle havde det sjovt, og det er jo som bekendt det, der tæller, nicht wahr?

Varanen på legeren. Den tiltede baby i baggrunden hører også med til selskabet

To veninder, der har kendt hinanden, siden de var hhv. 5 og 4 uger gamle (eller noget i dén dur). Længe leve mødregrupper

Vi nåede også i Remisen til noget loppis (Øglen indkasserede både en svampelampe og en ny bedste ven i form af en mølædt tøjgiraf, mens jeg scorede en lækker sweaterkjole - og kom af med under 200 bobs for det hele. Loppis holder!), Varanen fik et par lure, jeg nåede ud og løbe en lille tur (første tur siden Berlin, tsktsk) og generelt fik vi nydt det smukke psykovarme efterårsvejr i fulde drag.

I dag har stået på leg inden døre, og et smut i teatret for mig og Øglen. Rosa i Rytmeskoven på Nørrebro Teater. Jeg var så glimrende underholdt, og det siger Øglen også, at hun var, men faktum er, at første gang hun smilede overhovedet under forestillingen var omkring 40 minutter inde i den. Ud af 55 minutter vil jeg sige, at det var pænt sent, men hun var vist bare pænt duperet - og en kende overrasket over, at Rosa, som hun havde set bage kage i fjerneren tidligere på dagen, pludselig hoppede, sprang, sang og dansede oppe på scenen. Lige foran hende. Men vi hyggede os - tog bussen frem og tilbage og var et smut på Joe & The Juice, hvor Øglen bestemt godt kunne se idéen i deres juice, men til gengæld ikke var så vild med deres høje musik. Så var vi to, men jeg er jo også gammel. I hvert fald for gammel til det ingefær-shot, jeg investerede i, som svitsede samtlige mine smagsløg. Håber, den også svitsede lidt af den forkølelse, der muligvis er under opsejling.

Venter spændt på Rosa. Sammen med den nye bedste ven fra loppis, der af uransagelige årsager er blevet døbt Oliver. Og som har afstedkommet, at Øglen nu er begyndt at spørge, om vi ikke snart skal have nogle flere børn, for hun vil så gerne have to babyer, der hedder Oliver og Martin... ?!

Dans dans dans med Rosa, Hund, Kat og Rastafanti

Øglen og Oliver på Joe & the Juice før forestillingen

Resten af dagen er gået slag i slag med leg, damage control af Varan, der viiiirkelig gerne vil have sine sylespidse negle i Øglens Rosa i Rytmeskoven-ballon, Øglen, der viiiirkelig gerne vil lege med alt det legetøj, Varanen beslutter sig for at lege med, Varanen, der pludselig er begyndt at klatre, via skamler, op på hhv. spise- og køkkenbord, Øglen, der leger Bestemmerfrans i al almindelighed, overtræt Varan, hvis verden vælter, fordi der falder en pastaskrue af hans gaffel, osv. osv. Ganske almindelig ulvetime, altså. Som dog blev noget kortere end vanligt, fordi begge unger var trætte.

Nu sidder jeg og overvejer, om jeg gider bekvemme mig ned efter en shawarma, eller om jeg skal spise et stykke rugbrød. Om jeg skal se De Unge Mødre på Netflix, eller om jeg burde se lave noget andet. Om det tæppe, jeg har købt garn til, skal ligne alle de andre tæpper, jeg har lavet, eller om jeg burde gøre verden en tjeneste og variere det lidt? Det er de store spørgsmål, der trænger sig på denne søndag aften, kan I nok høre...

tirsdag den 16. oktober 2012

Ahhhh

Er I på udkig efter bitre, hadske og/eller dybt sarkastiske indlæg, og orker I ikke idyl med idyl, guld og chokolade på, så hop straks videre til en anden blog. For det her indlæg kommer til at drive af harmoni og idyl. Så er I advaret.

Øglen og jeg har holdt fri i dag. Vi holder ikke efterårsferie her på matriklen, men en enkelt dag med hvert af reptilerne blive det da til for mit vedkommende. (At Varanens fridag så kommer til at indeholde afklædning og vaccination i forbindelse med forsinket etårs-undersøgelse hos lægen, og Øglens har været et rent hygge-inferno, cementerer bare forskellen på barn nr. 1 og barn nr. 2. Endnu engang).

Øglen og jeg lagde ud fra morgenstunden med at læse bøger, synge sange fra Åh Abe-bogen og rydde ud i Øglens tøj. Øglens bidrag til sidstnævnte bestod primært i at sige "den gider jeg da ikke at have. Den er grim!" til det meste af det tøj, jeg synes, er vældig klædeligt. Typisk

Derefter tegnede vi og lavede æblegrød med vanille (mmm!), og så var det ved at være tid til at tage i teatret. Bamses Bamlet var på tapetet, og Øglen havde i dén grad glædet sig. Vi kom tre kvarter for tidligt, men alle forslag om at gå i Magasin for at shoppe et eller andet fint til mig, blev mødt med en kæmpe nej-mur. Nuvel - så gik vi da bare i teatret med det samme. Og pludselig var der jo ligefrem tid til både at gå på toilettet og købe slik. Og kigge på de majestætiske lokaler - jyde-jeg har nemlig aldrig været der før.

Laundromat - Øglen skulle lige sikre sig, at der ikke var nogen, der løb med den mølædte Barbiehest ovre fra legetøjskassen

Bamses Bamlet var - selvfølgelig - et stort hit. Øglen elsker at være i teatret, og hun elsker Bamse, så en kombination var lige i øjet. Bagefter tog vi på Laundromat "restaurant" og fik frikadeller og smoothies, og derefter var det tid til at få Øglen klippet. Frisørbesøget skete i øvrigt på Øglens egen foranledning - de sidste par uger har hun gentagne gange forlangt at komme til frisøren, og en enkelt dag har vi ovenikøbet haft en skrigeseance på omkring 10 minutter (på åben gade, naturligvis) over, at hun ikke måtte komme til frisøren. (Til mit forsvar skal det siges, at vi a) ikke havde bestilt tid, b) havde træt Varan med, c) var på vej et andet sted hen). Så nu skulle det være. At vi lige nåede et kvarters tid på den lokale legeplads inden frisørbesøget var bare ren bonus.

Den lokale legeplads

Øglen blev klippet, mens hun så Rasmus Klump på frisørens bærbare dvd-dims, og hun sad så fint og stille, at jeg ikke kunne lade være med - endnu engang - at tænke på, hvor stor hun er blevet. Og på det uretfærdige i, at frisøren tilsyneladende godt må rede hendes hår, mens vi er nogle andre, der nærmest får bidt hånden af, hvis vi så meget som vover at tænke på at hente hårbørsten. Nu har Øglen pandehår og en lille krøllet page i stedet for det forhutlede hjemløse-look, hun kørte før. SÅ sød, hvis man spørger mig. Og det gør man jo her på min blog...


Frisøren var dagens sidste aktivitet, så bagefter gik turen hjemad. Hvor vi lige nåede at kigge lidt i programmet fra "Kom Bamse, nu balletter vi!" (40 kr., mand! Come on!), før HDD og Varanen kom hjem. Eftermiddagen gik med de sædvanlige ting - madlavning, oprydning, leg med reptilerne og damage control af samme. Øglen var blevet lige lovlig inspireret af teaterstykket og besluttede sig derfor for, at hun nu ikke længere var Øglen, men derimod en "Snupser" fra Bamses Billedbog. Og det gav hende frit lejde (mente hun) til at snupse alle Varanens ting - deriblandt samtlige dyr fra den bondegård, Varanen fik i forsinket fødselsdagsgave med posten i dag.

Men drilleri og lidt let flippen ud er jo hverdagskost, og der skal dæleme meget til at slå mig af pinden efter den dejlige dag, Øglen og jeg har haft. Varanen gjorde dog sit til at banke hyggetilstanden ud af kroppen på mig ved at skrige i små to timer omkring putning. Det var maven, den var gal med, men nu sover han heldigvis trygt, det lille skind. Det er slet ikke til at holde ud, når man kan se, at det gør ondt, men at man ikke kan gøre noget for at lindre.

Varanen efter sit aftenbad - før sin mavepine - splitterravende med cykelhjelm. Jowjow. 


Men altså. Hyggedag med Øglen. MEGA-hyggelig. Og selv om jeg egentlig ikke bifalder det der med, at dagen skal gøres særlig hyggelig, fordi den ene søskend ikke er der, så kan jeg jo mærke på Øglen, at det betyder noget for hende, at hun også får mig lidt for sig selv fra tid til anden. Og når vi allesammen er hjemme, så er det også sjovt, synes hun. Og så længe, det er sådan, det er, så er der vel ingen ko på isen, tænker jeg?!

----

Beklager kvaliteten af billeder. De er virkelig usle, men de få gange jeg huskede at tage billeder, var der et eller andet galt med belysning, koncentration eller humør hos motivet...

søndag den 14. oktober 2012

Farvel weekend. Du var alt for kort.

Hjemme igen efter dejlig weekend hos Mårmor og Mårfar i det Vestsjællandske. Den var alt for kort, men det er de jo gerne, de weekender. Måske fordi vi har hygget os enormt - særligt efter vi var nået frem, for Varanen besluttede sig for at hate for hårdt på bilkørsel undervejs. Så han skreg. Højere og højere, mere og mere skingert. Til han nåede crescendo og heldigvis faldt i søvn. Så kunne vi andre samle vores ører op fra bilgulvet igen og nyde de sprøde toner af Øglen, der sang sig vej tværs over Sjælland. (Før jeg fik børn, syntes jeg, at børn, der "sang", var sådan cirka lige så charmerende som negle, der blev trukket hårdt hen over en tavle. Det synes jeg så ikke længere. Nu kan jeg faktisk blive helt grådlabil over, hvor sødt det kan lyde. Især, hvis det er sange af egen avl, so to speak. Og nej - det betyder ikke, at jeg synes, at sangen fra Kornkammerets reklame er god. Den er faktisk så styg, at jeg har lyst til at sige virkelig grimme ting til reklamebureauet, der er ansvarlig for dén).

Vi har ikke lavet dagens gode gerning. Ud over at spise, lave kastanjedyr med noget seriøs superlim fra Mårmors gemmer (og pga. fummelfingrethed var jeg ved at lime mig sammen med interiøret), lege, se hhv. Disney Sjov og Matador (to efterhånden temmelig faste fikspunkter i Øglens uge), tegne, snakke og generelt hygge. Og så fik vi fejret Mårmors fødselsdag en uges tid forsinket. Vi begavede hende med en fin lammeuldscardigan, men - skulle det vise sig i dag - der var også en lille ekstrapakke i bagagen. Nemlig en særlig vedholden flig af Hr. Maveinfluenza, som vi andre ellers slap af med for flere dage siden. Men en lille bid har åbenbart haget sig fast i bagagen og ladet hånt om håndsæbe, hospitalssprit og tidens tand. Den fik altså Mårmor og Mårfar ned med nakken, så HDD og jeg luskede af sammen med reptilerne tidligere end planlagt i dag, så patienterne kunne sove den ud. Eller hvad man nu gør med sådan en maveinfluenza. Efter, vi havde sagt behørigt undskyld, selvfølgelig.

Sovebilleder af Varanen. Og et enkelt i XL Byg. Hvor vi skulle kigge på en postkasse. Vi er SÅ villa-agtige allerede, mand! (Der er ikke så mange billeder af Øglen fra weekenden, for hun gider ikke fotograferes for tiden. Så de fleste af de billeder, jeg tog af hende, er taget i smug)

Vel hjemme på Østerbronx igen satte vi kursen mod den lokale café. Fordi det pissede ned, og fordi Tændstikæskens køleskab var rungende tomt. Og fordi Øglen gerne ville have varm kakao. Skæbnen (eller vejret) ville det dog således, at den lokale café var stuvende fuld, så vi satte i stedet kursen mod Trianglen - og Jensen's Bøfhus. Hvor det flyder med varm kakao og tag-selv-softice. Og frokostbøf til HDD og undertegnede. Øglen troede jo nærmest ikke sine egne øjne, da hun fik en kæmpe softice, og hun refererede mere end én gang til "Ice Box Doodle"-app'en fra hendes iPad. Og ligheden er da også slående, selv om hun ikke just klagede over, at man rent faktisk kan spise sin kreation i Jensen's Bøfhus-versionen.

Kastanjedyr, Risifrutti-Varan, Matador-kiggende Øgle og Jensen's Bøfhus-Øgle

Jeg må tilstå, at Jensen's Bøfhus ikke er et af de steder, jeg frekventerer oftest. Om overhovedet. Det er lissom ikke så spelt-agtigt (og det er jeg jo. Eller noget). Men det var nu meget hyggeligt. Og Øglen fik en lyserød ballon efter maden, som hun var virkelig glad for. I de 5 minutter hun havde den, før helium-slamberten rev sig løs i efterårsvinden altså. Den forsvandt over hustagene hurtigere, end man kunne nå at sige "Jensen's Bøfhus", så der var dømt gråd og tænders gnidsel i lang tid. Rigtig lang tid. Og det stoppede først, da jeg tegnede øjne på en lyserød ballon, vi heldigvis havde derhjemme. Og begyndte igen, da Øglen så kom til at sætte sig på den, så den sprang. Så vi har haft en super eftermiddag (ironi kan være anvendt), men det er nok bare universet, der forsøger at rette op på den uretfærdighed det er, at Mårmor og Mårfar nu er syge.

Alt blev heldigvis godt igen, da HDD kreerede nogle meget lækre pandekager med vanillesukker til aftensmad. Og der var syltetøj til. Det gav alle et overskud, der afstedkom virkelig dejlig aften, hvor der er blevet grinet enormt meget. Så vi vinder muligvis ingen priser for sund og nærende kost i dag, men til gengæld har vi hygget os. Nå.

Nu er der lige et par timer tilbage, før jeg skal se dyner. Så mon ikke jeg lige kan nå at ose lidt ting til huset? 17 dage to go...

onsdag den 10. oktober 2012

Pis os'...

Øglen og jeg havde en stille og rolig morgen i morges. Varanen vågnede omkring kl. 06 og efter at have puttet og leget kælepotte i en rum tid, forlangte han mad. Ikke, at han kan sige noget endnu, men jeg tænker, at det at rejse sig op ved sin trip-trap-stol, ruske i den og råbe-græde 'mamamammmmm' må være en slags baby-esperanto for 'MAD. NU!'

Mens han spiste, fik HDD og jeg på skift et bad og et sæt øjne, og da HDD og Varanen var på vej ud ad døren, vågnede Øglen op. (Om jeg begriber, hvordan hun kan sove fra al den palaver om morgenen. Når hun om aftenen har en hørelse som Supermule og forlanger øjeblikkelig rapportering af, hvad samtlige lyde skyldes. Om det så bare er hunden ovenpå, der klør sig, kan hun høre det. Men om morgenen kan hun tilsyneladende sove fra et jordskælv).

Det var smadderhyggeligt at være hjemme bare os to i den mørke efterårsmorgen, og selv om Tændstikæsken i sandhed ikke er det mest stemningsfyldte sted i verden, lykkedes det nu alligevel at skabe lidt god atmosfære med havregrød med kanel, Ramasjang Radio og kildeture i sofaen. Jeg elsker at have god tid og at kunne give min udelte opmærksomhed til mine unger. Så alenetid med et af reptilerne, bare en gang imellem, er slet ikke at kimse af. Jeg ser derfor allerede frem til hhv. Rosa i Rytmeskoven og Bamses Bamlet, som Øglen og jeg skal ind og se i løbet af de næste par uger. Selv om jeg naturligvis også holder meget af at være sammen med dem begge to.

Udsigten fra køkkenvinduet: Vores vasketøj (noget af det), der nu er blevet regnet på i flere dage. Det bliver det jo ikke tørt af, skulle jeg hilse og sige. Og så kan det da godt være, at vi har fået vasket opkast af det, men jordslåethed er jo ikke markant bedre. Eller hvad?!

Øglen var sjovt nok rimelig svær at lokke med ud ad døren, da vi skulle over i børnehaven, og jeg kan faktisk ikke rigtig bebrejde hende. For det er da godt nok en både våd og kold fornøjelse derude i dag. Men med Øglens egen paraply gik det alligevel, og hun endte med at synes, at det var ret sjovt at hoppe over (og i) vandpytterne på vejen. Selv om vi kun har et par 100 meter, får vi altid sludret meget godt undervejs, og i dag var det så vejret, der stod for skud:

Øglen: Se alle vandpytterne, mor! Der er GODT NOK mange!

Mig: Dét er der. Husk nu at tage regntøj på, hvis I skal i skoven i dag, ikke?

Øglen: Hvorfor deeeeet?

Mig: Fordi det øsregner, skat!

Øglen: Ow-kæj mor.

Mig: Det var godt. ... Ah, nu er vi der snart. Sikke det dog regner, hva'?!

Øglen: Ja! Det pisser ned!

Mig: ... undskyld, hvad?!

Øglen: Det. Pisser. Ned!

Mig: *fniiiiiis* Ja, det har du da egentlig ret i. Men hvor har du hørt det henne? (som om jeg ikke godt ved det...)

Øglen: Det ved jeg ikke. Det siger man bare.

Godt så. Så fik vi sat det på plads: Det pisser ned, og vi taler åbenbart grimt herhjemme. Gad vide, hvad de diamantbesatte børn i Den Nye By Nordpå vil synes om den slags sprogbrug...

tirsdag den 9. oktober 2012

Søvn!

9 timers - det er så længe, jeg har sovet i nat. 9 timer, mand! Kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. Dels fordi nogen ikke er den største sover, verden nogensinde har set, dels fordi jeg er en skovl til at gå i seng i ordentlig tid.

Men i går, iggå - hvor jeg var træt med træt på efter alt for mange dages voldgæstning fra Maveinfluenzaen - da gik jeg i seng kl. 21.15. Bum. Godnat, blev der sagt. Og så sov jeg. Lige afbrudt omkring 23.30 af en sut, der faldt på gulvet, og en Varan, hvis motoriske udvikling tilsyneladende havde tvunget ham op at stå i søvne. Men småopgaver som at samle en sut op og at lægge Varanen med en bamse og en dyne kan jo klares med en hjerne på vågeblus. Der er det straks lidt anderledes med stripning af sengetøj, der er blevet kastet op på, afvaskning af Varan, der har rullet rundt i samme opkast (jeg knuselsker hans lange britpop-hår. På alle andre tidspunkter, end når han har kastet op og tværet manken ned i det) og sotto voce forsøge at berolige ked Varan og forvirret Øgle, der synes, at det er virkelig nederen, at der pludselig bliver tændt lys. Hold nu kæver, hvor jeg glæder mig til de får hvert deres værelse. Når de er så forskellige af sove-gemyt, som de er, så kan det kun gå for langsomt.

Billede taget i går - et nanosekund før en kastevind fåede kalechen op og dermed vækkede Varanen. #&%€/#!

Lille slatne med sin grydeske fra Søstrene Grene. For 4,98 kr morskab...

Nå, men efter at have gen-puttet Varanen, gik jeg i seng igen, og så vågnede jeg først, da vækkeuret bimlede. 06.25. Og snoozede lige et kvarter mere. Og SÅ vågnede Varanen, men da havde han også sovet mere eller mindre nonstop fra kl. 19, så jeg klager på ingen måde. Øglen sov videre til kl. 07, og så gik dagen ellers i gang.

Maveinfluenzaen er væk, alle er raske, jeg er udhvilet, og jeg har varm te i koppen. Om lidt skal jeg ud i efterårsblæsten og købe et hokkaidogræskar til aftensmaden og på posthuset. Og nåh ja - så skal jeg arbejde. Og surfe formålsløst rundt på nettet. Fordi jeg kan. Og fordi der ikke er nogen, der 'lige er kommet til at klippe i deres bukser', nogen, der er sløje og har brug for ro (temmelig vanskeligt i en toværelses uden døre) eller nogen, der er overtrætte og skal trilles rundt (jeg gik tur i s e k s timer med Varanen i går, sådan rundt regnet. Og han sov måske en tredjedel af den tid, og burde i hvert fald have sovet halvdelen. Men så tog han revanche i nat).

Pæne pæne efterår!

Vissent, men pænt!

Efteråret tegner med andre ord virkelig godt. Og hey - om tre uger og to dage flytter vi. Ud til ild i pejsen, lyskæder i sukkertoppen udenfor og mejsebolde foran køkkenvinduet. Håber bare, at reptilerne kommer til at sove lige så godt på deres nye værelser, som de gør i vores virkelig mørke tændstikæske...

---

Iøvrigt så har den der maveinfluenza haft den mystiske bivirkning, at Varanen nu er blevet den vildeste kælepotte. Han kommer kravlende, rejser sig op ad mine ben, krammer, aer og "mmmm'er". Og drister man sig til at lægge sig på gulvet, kommer han drønende og kaster sig over en med de bløde kinder helt ned i næsen og mulmske babydeller over det hele. Fantastisk - og helt klart nogle nætters opkast værd, når nu det skal være...

fredag den 22. oktober 2010

Halløjtaler

Så er vi nogen, der er hjemme igen. På en eller anden facon lykkedes det for fire dage på Bornholm at føles som omtrent fem minutter. Gad da overhovedet ikke lige hjem, dér. (Havde så også noget at gøre med, at det blæste pænt meget (og husk, jeg er jyde, så når jeg siger 'pænt meget', mener jeg i virkeligheden psykopatoverdrevetfuldstændigkoloenormt meget, iggå!), da vi skulle hjem, men gode gamle Villum Clausen klarede det og fragtede os nogenlunde helskindede over. Nu ved jeg ikke, hvad de der Bornholmstrafikken bruger som succeskriterium for en vellykket sejltur, men hvis det er antallet af brugte brækposer, de går op i, så tør jeg godt sige, at de havde en endog overordentlig succesfuld ride i eftermiddags. HDD, Øglen og jeg bidrog ikke til succesen, vil jeg lige indskyde. Øglen græd dog trøstesløst alle 2,5 timer (for turen var lige udvidet med tre kvarter i dagens anledning), men så fik jeg lov til at kramme hende og synge hende ned i hovedet (måske derfor hun græd?!?!) hele vejen. Så intet er åbentbart så skidt, at det ikke er godt for noget...

Efterårsstemning i skoven 

Se mor. Blad! 

Bornholm er fantastisk. Vidste jeg egentlig godt i forvejen, men det er jo altid rart at blive bekræftet i, at man har ret. Vi har råhygget med familien, og Øglen er både blevet bedre til at se tv og har udvidet sit ordforråd betragteligt. "Åh nej" var hun rimelig god til at sige i forvejen, men hvis man kunne vinde Talent 2010 for at sige det med mest mulig indlevelse, så er hun nu selvskreven som vinder. "Lambar" (betyder vist nok 'lampe' - det er i hvert fald mere sandsynligt, end at det er de første to stavelser af lambada) er nyt i repertoiret, og det er "ikke spise", "ble", "jeg er bange" (det sagde hun så kun én gang på turen hjem, men da mente hun det vist også i dén grad) og "Sigrid" (yngste-kusinen) også. Så vi kan vist roligt konkludere, at Øglen er et sprogligt geni uden sidestykke.

Ahem.

Jeg er ikke sikker på, at jeg har lært nogle nye ord som sådan på turen, men jeg har da fundet ud af, at jeg har en lille bitte bornholmer i maven, som har nydt at udtale by- og produktnavne på hjemmestrikket bornholmsk. Til stor morskab for mig selv. Og vist ikke så mange andre. Men man har jo kun den sjov, man selv laver, og alt det der... Desuden har jeg fundet ud af, at jeg kan rumme omkring 4000 liter kaffe, og at min bagekapacitet er presset, men dog ikke til det yderste, når jeg har bagt omkring 1276 boller. Og - vigtigt - har jeg lært, at man ikke skal ignorere, når man kommer til at røre lidt pizzadej ind i sommerhusets gamle sag af en elpisker. For sådan noget dej, iggå - det hæver. Også selv om det er inde i en elpisker. Så gæt, hvem der skylder DanSommer en ny elpisker. Skulle bare have slæbt min Ballerup Mastermixer med, skulle jeg...

Det var HYGli, altså. Og jeg gider ikke, at det snart er hverdag igen. Familieferie holder, så jeg stemmer for mere af dét. Gerne på Bornholm. Snart, tak!

Dramatisk himmel over Gudhjem 

Kusinerne leger 

Der grovædes pandekager foran flimmeren 

På vej til dragefestival 

Dragefestival over Hammershus

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...