Viser indlæg med etiketten elskerelskerelsker. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten elskerelskerelsker. Vis alle indlæg

fredag den 25. april 2014

Klar, parat – børnehavestart!

… Altså ikke endnu, vel. Men til september skal Varanen begynde i børnehave. Det kunne jeg godt skrive en masse om, at jeg slet ikke fatter. Hvor blev tiden af, og alt det der. Men det gider jeg ikke. I ved godt, at tiden flyver som en vanvittig, så i stedet holder jeg mig her i indlægget til at skrive om den børnehave-parat-samtale, HDD og jeg var til i vuggestuen lige før påskeferien. Det er åbenbart kutyme med sådan en samtale i vores vuggestue, og det passede mig da egentlig glimrende at skulle bruge en lille halv time på at snakke om min søde søn. Om end jeg var en smule på barrikaderne i forvejen, da jeg forventede irriterende ord som ’sansemotorisk forstyrret’ og synonymer til samme, efter en af pædagogerne for et par måneder siden havde nævnt noget om det taktile i forbindelse med, at vi talte om, at Varanen godt kan finde på at slå, hvis han bliver rigtig vred.

Heldigvis var der intet ved samtalen, der gjorde, at jeg blev nødt til at opretholde barrikaderne. Det foregik stille og roligt, og der blev hæftet en masse pæne ord på Varanen. Nogle af de ord, der stak positivt ud, var ”kærlig og venlig”. Ord, som jeg helt bestemt synes passer på ham, men som jeg ærligt talt har været lidt i tvivl om, hvorvidt de også mente (eller så) i vuggestuen. Synes ofte, jeg hører, at han igen-igen har været temperamentsfuld, ikke forstår at vælge sine kampe, nægter at tage tøj på selv og videre i samme dur. Og får et ”i dag har været en god dag” med på vejen – sagt i et bekymret-agtigt tonefald, hvor man får indtryk af, at det snarere er undtagelsen end reglen.



Mårfar læser højt

Men som sagt; samtalen, der efter sigende skal give et retvisende billede af, hvordan personalet oplever barnet, nævnte nærmest intet om den slags. Jovist fik vi en sludder med ”Voksen-T” om, at Varanen kan blive edderspændt rasende og gå fra 0 til 100 på et splitsekund, men det foregik i en jovial tone, og – modsat tidligere – følte jeg mig ikke ’beskyldt’ for at have et barn, der var socialt og taktilt udfordret. (Ikke, at der ville være noget i vejen med det, hvis det altså også var sådan, vi kender og ser ham).

Så jeg er glad. For at Varanen er lige så sød og dejlig (og hidsig) i vuggestuen, som han er derhjemme. Og for at de voksne også kan se det og holder af vores lille dreng. For det betyder da noget. At de voksne, der er så meget sammen med ens barn, også holder af det. (Altså, nu skal det ikke lyde som om, jeg tidligere har været i tvivl, om de kan lide ham. Men jeg synes bare, der har været lige lovlig meget fokus på hans temperament).

Til mit (måske lidt næsvise) spørgsmål om, hvorvidt Varanen så er børnehaveparat til september (selv mener jeg bare, det er relevant. Hvorfor ellers kalde det en børnehaveparatheds-samtale), fik vi at vide, at det er han. (Duh. Det er jo ikke som om, han får muligheden for at gå vuggestuen om). Men at han kan få en hhv. nem eller svær begyndelse, alt efter om han lærer at tackle eksempelvis konflikthåndtering og modgang på en lidt mindre hidsig måde. Men jeg er fortrøstningsfuld. Synes faktisk allerede, at han slår markant mindre. Og til det der med, at han skal lære, at et nej er et nej uden at gå helt i baglås, så arbejder vi på sagen.

Og at han i påskeferien har lært selv at sige til, når han bliver rigtig vred og så går for sig selv i stedet for at slå (i hvert fald nogle gange), tænker jeg, vil gøre det endnu nemmere for ham i konflikter. Også selv om det foregår demonstrativt med stramt korslagte arme, verdens mest gnavne udtryk i ansigtet og en mumlen, der lyder noget i retning af "Varanen er MAJET vred nu" eller - den lidt mildere version - "Varanen er lidt sur, mor!".

Det skal sq nok gå, det der børnehave. I øvrigt har han allerede smeltet børnehavepædagogernes hjerte – særligt den enes, som han har lært navnet på. Og sagde farvel til forleden med sit allermest indtagende blik, hovedet let på skrå og sukkerstemme. Så jo. Det skal nok gå!

lørdag den 22. marts 2014

Toethalvtår, mayn! Jeg siger det bare!

I dag bliver Varanen 2,5 år. To et halvt år. Toethalvtår! Min lille bitte skat. (Som i øvrigt er kæmpestor og ingenlunde svømmer i tøjet, hvis jeg af vanvare kommer til at proppe ham i en bluse i str. 104. Bukserne i str. 92 er i hvert fald blevet arkiveret, om ikke lodret, så i de efterhånden mange poser, der bare står og venter på bedre vejr og dermed loppemarkedssæson).

Mårfar agerede reptilpasser et par timer i sidste weekenden. Det kom der bl.a. dette billede ud af 


... og dette ...

IKKE om jeg fatter, hvor tiden blev af. Og IKKE, om jeg fatter, at han om en måned har præcis den samme alder, som Øglen havde, da hun blev storesøster. Dengang syntes jeg jo, at hun var så stor. Både rent størrelsesmæssigt og forstandsmæssigt. Og - bevares - jeg synes da også, at Varanen er en både stor og forstandig herre. Men jeg kan da afsløre så meget, at hvor Øglen selv tog stort set alt sit tøj både på og af, da hun blev storesøster, er det sådan, at vi næsten udfører jubeldanse og klapsalver, hvis Varanen så meget som overvejer selv at tage initiativ til at tage et par bukser på. Det er såmænd ikke fordi, han ikke kan (og jaja, næsvise vuggestue-mor - det er meget muligt, at "det ikke at kunne, bare er et ekstra incitament til at lære det" #grrrr), men fordi det ikke interesserer ham et klap. Og til trods for alskens forsøg og gode råd (tak til pædagoger, der foreslår at lave "hvis ikke, så"-metoden med ham - det virker ikke #somomviikkehavdeprøvetdetsomnogetafdetførste), så er der ikke noget at gøre. Uanset om jeg spørger, forlanger, kommanderer eller lokker, så får jeg enten et syngende "Nejneiiijj mor, lille pus" eller et regulært "NIX!" retur. Om jeg så lokker med guld og grønne skove (eller is og kage, hvilket virker mere befordrende på Varanen), så er det samme historie. Hvad enten det er jakke, sko eller bukser. Bluser tror jeg faktisk ikke, han mestrer endnu, men det er også ok. Han skal nok lære det. Håber jeg.

Og han har jo luret, at han får tøj på alligevel. På et eller andet tidspunkt. I massevis, endda. Er jo et heldigt led i hand me downs-kæden fra Flødebollernes mor, og på trods af substral-lignende skyden i vejret og dertilhørende garderobesanering bugner hylderne alligevel. Wild.

Så vi kan altså konkludere, at der gemmer sig en stålsat vilje bag de chokoladebrune glugger, som Varanen i stigende grad bruger til at smelte hjerter. Særligt moderens. Når han aer, kysser og/eller putter sin lille, fedtede næve ind til mig, er der ikke et øje tørt. Han er en charmetrold af rang. Bortset altså lige fra, når han bruger chokoladeknapperne til at true sig gennem diskussioner. Så lyner øjnene, øjenbrynene er sure, og røsten er fast, når Varanen råbende konstaterer, at "Varanen er sur!", eller kommanderer "FÅ DET, *objectofdesire!"

... Mårfar fotograferer videre. Lige ind i de mørke øjne 

Temperamentet fornægter sig ikke - ingen er i tvivl om, når Varanen føler sig uretfærdigt behandlet. Så råber han enten meget meget højt, brummer gutturalt og/eller langer ud. Sidstnævnte håber jeg VIRKElig, at han snart ville lade være med. Det har hjulpet lidt, at vi for nylig begyndte at henstille til, at han aer i stedet for at slå. Så er det som om, det går op for ham, at "Hey - det her er meget sjovere". Men det virker ikke, hvis han er stiktosset eller i drillehumør; Så vil han bare slå. Det er jo ikke fordi, det gør specielt ondt, men det er ikke sjovt for nogen, at blive slået. Slet ikke for andre børn - eller deres forældre, for den sags skyld. Vuggestuen (som ikke siden sidst har nævnt noget om forstyrrelser i det sansemotoriske apparat, thank g**) siger, at de har lagt mærke til, at han derovre mest slår, når han gerne vil i kontakt med de andre børn. Og så er det jo 'bare' værktøjer, han mangler. Og dem må vi så lære ham.

Se, hvor from han kan se ud ...

Ordforrådet er i den grad eksploderet, siden Varanen rundede de to år. Der bliver talt i lange sætninger, der som oftest er helt korrekte (i går brillerede han under Disney Sjov (som i øvrigt læææænge har heddet "Si:hshjouw" på varansk) med "Nej mor! Du må ikke røre mere ved mit hår. Det er ALT for farligt!" :-)). Undtagen, når han Yodaficerer sproget og vender op og ned på sætningskonstruktionen, men han er dygtig til ord, og når han hører et nyt, varer det ikke længe, før han selv begynder at bruge det i den næsten rigtige form. (Nænner i øvrigt ikke at rette hans "Helt ærgerligt!"-udbrud, der klart betyder "Helt ærligt!") Men uanset hvor mange nye ord han lærer, så er og bliver favoritterne stadig "Tissemand" og "Prut og lort". Mor er stolt. Eller noget. For det er jo ikke som om, der bliver skelnet mellem, hvem der får lov at høre favoritordene. Målgruppen er sådan set bare alle, der lige er i nærheden. Lucky them! Nå, men det er forhåbentlig bare (endnu) en af de famøse faser. Og måske går den over engang. Det kunne man da håbe.

Han er nu så stor, at han netop har fået tilbudt en plads i børnehave. Selv om han først skal begynde i september, fik han tilsagn fra Den Hellige Gral forleden mit hemmelige kælenævn for den børnehave her i byen, der er virkelig hypet blandt forældrene i Varanens vuggestue. ALLE skal have deres børn derind, og når der er en enkelt eller to, der ikke kan få plads, og derfor må tage til takke med en anden børnehave (fx den Øglen går i), bliver det omtalt med dæmpede stemmer og krise-miner blandt både de forældrene til de stakkels børn og de andre forældre. Vi skrev os op, lige da Varanen begyndte i den nye vugger, og vi jeg var helt berusede af hypen, men vi har imidlertid valgt at være så letsindige at sige nej tak til pladsen og i stedet takke ja til den plads, vi har søgt om - og fået - i Øglens børnehave. På Øglens stue. Hvor de har mange søskendepar, hvilket fungerer rigtig godt. Så det glæder både vi og ungerne os til. (Bortset fra, at det så betyder, at Varanen nærmer sig 3 år med hastige skridt, hvilket mutti her godt kan have lidt krise over).

Gyng-gang i Mårmor og Mårfars have 

Øglen og Varanen er både hinandens bedste venner og hinandens værste fjender. De kan skændes, så en koncert med Rammstein føles tyst og stille, men de kan også skraldgrine og lege så godt sammen, at alle skænderier bliver udvisket af erindringen (lige indtil næste gang). Seneste påfund er "Abeleg", hvor en af juniorstolene trækkes hen til sofaen, ungerne kravler op og hopper ned i sofaen (Varanen hopper så ikke så meget, som han bare lader sig falde). I weekenden, hvor jeg og ungerne var på besøg hos Mårmor og Mårfar (SÅ hyggeligt, btw), blev der tilsat en ekstra effekt til abelegen, da Mårmor gav dem en pruttepude. Og er der noget, der er sjovt, så er det en pruttepude, synes de lige nu. Og jeg må indrømme, at deres entusiasme smitter. Selv om der er lang vej endnu, før jeg lader mig falde så lang og tung, som jeg er, ned i sofaen - direkte oven på en pruttepude.

Men hvor ER det bare fantastisk at have to unger, altså. Selv om det har været benhårdt, og nogen ikke har sovet helt så godt, som nogen kunne have tænkt sig, så er det som om, det hele er lettet. Og selv om dét godt nok har givet nogle skår andetsteds (working on it ...), så er det fantastisk at følge med i mine fantastiske ungers liv. Endda på så nært hold, som vores noget privilegerede (for mig, om ikke andet - HDD døjer temmelig meget med lang transporttid og får derfor ikke rigtig noget ud af det. Men vi arbejder på en løsning) tilværelse tillader det. Jeg elsker elsker ELSKER, at jeg kan give ungerne en fridag "bare fordi", og jeg er vild med, at vores morgener er så langtrukne, som vi gider. Inden for rimelighederns grænser, altså. Derudover kan jeg jo hente kl. 15 hver dag, og det ER squdda fantastisk. Det betyder, at Varanen er effektivt i vuggestue i 3-4 timer, da han sover resten af tiden. Det passer mig - og ham, tror jeg - helt perfekt. Så ikke et ord om, at jeg pludselig er gået hen og er blevet megaskruk, men at hverken hus, bil eller indtægt er gearet til et barn mere. I hvert fald ikke, hvis jeg fortsat gerne vil arbejde, som jeg gør og have så meget tid til børnene, som jeg har. Såeh. Case closed. Bum.

Det var i øvrigt også Varanens halve fødselsdag, vi kom fra. Som jeg vist ikke kan bør tærske mere langhalm på nu. Tillykke til Varanen og tilbage til arbejdet (fordi det her indlæg er skrevet på forkant. I dag, lørdag, er det eneste arbejde, jeg gider at tænke på, det, der eventuelt skal ske i haven. Ellers skal der bare slappes af, køres Øglen på legeaftale og leges med Varanen). God weekend!

---

... Og apropos store børn, var jeg til 5 års-undersøgelse med Øglen i forgårs. En måned forsinket, menaltså ... Den sidste regulære børneundersøgelse. Og dermed også den sidste vaccination i syv år. Ikke om jeg fatter, at jeg har så stor en pige lige pludselig. Men tallene taler deres eget tydelige sprog, og hvor hun sidste år var 103 cm høj og vejede 16,9 kg, måler hun i dag 110,5 cm og vejer 19,3 kg. No wonder, at tøjet stumper. Undersøgelsen (hos ret newbie-læge) gik fint, men vaccinen var hun ikke så glad for. Forståeligt, eftersom der hverken var tryllepude denne gang eller det ene stik, jeg havde fortalt om - men to i stedet, fordi der var et eller andet med vaccinen, der gjorde, at den ikke kunne blive blandet fra producentens side. Suk. Men det gik alt sammen alligevel, og isen jeg lokkede med efterfølgende hjalp også lidt på det. Heldigvis.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...