Nej-hatte og bristede moderhjerter

Hentede Øglen i vuggeren ved 15-tiden i dag. Business as usual. Pakke pakke hele Cirkus Arli i ladcyklen, cykle cykle ind til vuggeren, pakke pakke hele Cirkus Arli ud igen, hente hente Øgle. Som blev glad for at se mig. Lige indtil vi kom ud i garderoben, altså. Det startede med, at hun overhovedet ikke gad med hjem ("Vil gerne ind til 'bitterne igeeeeen, mor!"). Det gik så over til at blive surmuleri over, at hun ikke måtte vække Varanen, der boblede i sin lift. Derefter nægtede hun at tage overtøj på. Super start på afhentningen.

Udenfor udviklede Øglen så pludselig et akut had til ladcykler (eller i hvert fald vores) og insisterede på at blive kørt i klapvogn hjem. Well... liiiidt svært, eftersom jeg jo var cyklet ind efter hende, og det fortalte jeg så på bedste pædagogiske vis. Hvilket Øglen kvitterede for ved at sætte i løb efter En Anden Vuggestuemor, der netop havde hentet sit afkom... i klapvogn, natürlich... Så holdt mine pædagogiske evner op, for når ens tumling stikker af i løb - ned ad Nørregade, der jo ikke just er nogen utrafikeret markvej - så må man af sted i fukd galop med ganske hævet stemme. Øglen blev indfanget, og jeg vendte tilbage til den uglesete ladcykel med totalt hystella under armen. Heldigvis blev jeg reddet af et par vanter (!?), jeg fandt i flyverdragtens lommer (Øglen har nu i en uge nægtet at tage andet overtøj end flyverdragt på - uagtet, at det fx ikke har været særlig koldt i dag), og de gjorde hende tilsyneladende så tilpas nysgerrig, at hun stoppede med at være rasende. Og gik i stedet over til at være mut, men det larmer da i det mindste ikke ligeså meget som hysteri.

Hjemme igen gad hun ikke med op i lejligheden, men jeg havde bestilt varer til levering, så vi blev nødt til at gå op. Det lykkedes med nogen surmuleri og næsten ingen bestikkelse, og da vi kom hjem, var der så fred i et lille stykke tid. Freden blev dog brudt af en hulkende Øgle, der syntes, at det gjorde ondt i bleen. Det går jo ikke an, så hun blev tjekket og vasket og smurt efter alle kunstens regler, men hun var godt nok ikke særlig glad - heller ikke selv om hun puttede i sofaen med tv'et tændt, mens jeg lavede mad. Da maden var færdig, nægtede hun så at komme og spise noget af den, og da Onde Mor så sagde, at tv'et ville blive slukket nu!, brød hendes verden helt sammen. Hun græd og græd på en måde, der, selv for en øgle, er usædvanlig, så vi var for en gangs skyld lidt lempelige omkring tv vs. mad-regler.

Nu er det så bare sådan med Øglen, at hun kan se tv, til hun segner, hvis hun ellers får lov. Det gør hun bare ikke, og det var heller ikke tilfældet til aften. Hun plejer at blive stiktosset for en meget kort bemærkning, når vi slukker, men i dag... OMG (som de unge ville sige)! Hun flippede skråt, sparkede og skreg og var slet ikke til at nå ind til. Der var altså ikke andet for end at lade hende rase ud og så ellers være der, når hun blev god igen, så vi satte os ned ved siden af hende og ventede. Og ventede. Og til sidst ville hun gerne give HDD et kram. Og op på skødet. Så sad vi der og aede og ssscchh'ede, og til spørgsmålet om, om der var noget, hun var ked af, nikkede hun med tårerne silende ned ad kinderne.

Hun ville (kunne?) ikke svare på hvad, det var, hun var ked af, så vi spurgte til forskellige ting. Om der var sket noget ovre i vuggestuen? Om hun havde slået sig? Om hun havde skændtes med nogen? Osv. Nej til det hele. Men da HDD så spurgte, om det var fordi, hun savnede N, der havde sidste dag i fredags, brød hun ud i krampegråd, hikstede og hulkede og slog sine små arme om HDD. Og jeg sad ved siden af og ammede Varanen, mens mit moderhjerte bristede. Lille store Øgle, altså. Som måske forstår mere, end vi lige troede. Og som alligevel ikke forstår nok til at acceptere, at hun ser N igen om en måned, når Øglen skal i børnehave. Så Øglen græd som pisket, jeg græd, men forsøgte at skjule det, så Øglen ikke skulle blive mere ked af det, og HDD forsøgte at trøste. (Og Varanen spiste bare...) Det var virkelig yndigt altsammen, men det opklarede i det mindste, hvorfor hun i dén grad havde haft nej-hatten på i dag.

Humøret blev heldigvis mærkbart bedre inden sengetid, og Øglen blev endda glad nok til at omdøbe os allesammen (huh?). Så fremover hedder familien Øgle åbenbart hhv. Kamilla (mig), Kamel (HDD), Olie (Øglen) og Tæppe (Varanen). Øglen Børn ER sære! Nu er HDD ved at putte Øglen, og Varanen og jeg ser BBC Lifestyle. Er spændt på, hvordan Øglens humør er i morgen. For ligeså underlige børn kan være, ligeså demente kan de være. Så hun kan meget vel have glemt alt om N, når vi når til afleveringstid i morgen. Det kan man jo håbe på. Bare hun kommer i tanker om ham igen umiddelbart inden børnehavestart, tak. Vi har jo planer om, at hans blotte tilstedeværelse skal lette indkøringen for os...

Opmærksomhed

I de sidste par dage har jeg - ud over at være på arbejde, selvfølgelig - hængt ud med skønne veninder fra gamle dage, den enes store mave og den andens lille datter. Anledningen til det fine besøg var lidt tung, men alle er heldigvis ok, så vi tror på, at alt nok skal ordne sig. Andet er ligesom ikke en mulighed. I går sov veninde og lille baby inde i vores stue, og Øglen kunne slet ikke finde ud af, at der pludselig var en baby i huset. Faktisk var hun lidt bange for babyen, tror jeg (jaja, der er jo aldrig nogen, der har sagt, at det er en modig lille Øgle, vi har), så jeg er da egentlig lidt spændt på, hvordan hun klarer det, når der fra og med september er en i huset 24-7.

Nå, men jeg må jo med skam indrømme, at veninderne har haft et lidt større fokus de sidste par dage end Øglen. Og HDD var der jo, så han vandt tjansen med at holde øje med hende, lave mad og generelt gå til hånde, mens vi tre tanter forsøgte at få styr på verdenssituationen. Umiddelbart efter aftensmaden syntes jeg, at der spredte sig en liflig lugt af brugt ble i køkkenet, men adspurgt om der var noget i bleen, sagde Øglen bare 'nej nejjjj' og valsede ind i stuen. Det er sådan lidt fifty-fifty, om hun lyver eller siger sandheden, når hun får stillet lige netop dét spørgsmål, og hånden på hjertet så vidste jeg jo nok godt, at hun løj lige dér.

Kaldte lidt halvhjertet på hende, men hun var optaget af hypnose-kanalen Playhouse Disney inde i stuen, og HDD forsikrede mig om, at det var ok - at hun nok skulle komme, når hun gerne ville have en ny ble på.

M-hm.

Så siger vi det.

Altså, lad mig bare sige det sådan, at det ikke var det, der skete. Forestil jer i stedet for en raspende lyd inde fra de tilstødende gemakker (sådan lidt som tape, der bliver revet af papir. Eller SNIPPER, DER BLIVER FLÅET AF BLE), efterfulgt af et "houvvvvvv! Hva' deeeeeeet?!". Og forestil jer så en Øgle, der kommer spankulerende ud i køkkenet med opknappet body og bar r*v med en temmelig overfyldt ble i hånden og undrende kigger fra ble til os, mens hun stolt gjalder et "Seeeeeeeeee!" ud i rummet.

Der var instant action, må jeg sige. Veninderne måtte lige klare sig selv (de var alligevel i gang med at grine sig selv ihjel), og HDD og jeg delte med militaristisk præcision opgaverne imellem os: "Du tager stuen - jeg tager Øglen" (gad godt jeg havde brugt bare lige ét sekund på at overveje dén arbejdsfordeling).

Men ok - jeg tog Øglen. Som ikke gad i bad. Men som til gengæld gerne ville sætte sig ned (med mildest talt ikke-ren bagdel) så mange steder på badeværelset som muligt. Hun var heller ikke ligefrem vild med den vaskeklud, jeg insisterede på at skrubbe hende med, så derfor rendte hun ud og ind af badeværelset (ser nu - i bagklogskabens halogenbelysning - at jeg nok skulle have lukket døren bag os). Og satte et fint punktum ved at tisse på puslepuden. Hvorefter hun stillede sig op - nu med tis under fødderne - pegede anklagende på den lille pøl og råbte "pruuuuUUUUT?"

...

Jamen, altså. Der er da ikke noget at sige til, at vi vil have en Øgle mere, vel?! For hvis der er noget, der er noget, der er sjovt at beskæftige sig med, så er det da afføring. Eller noget.

Men det skal hun have, Øglen. Det var en effektiv måde at få opmærksomhed på. Og så kan jeg lære det: Jeg skal ikke tro, at det går an at flytte fokus fra verdens omdrejningspunkt i så meget som et enkelt sekund. For hvis hun ikke får opmærksomhed, tager hun den da bare selv.