Udenfor udviklede Øglen så pludselig et akut had til ladcykler (eller i hvert fald vores) og insisterede på at blive kørt i klapvogn hjem. Well... liiiidt svært, eftersom jeg jo var cyklet ind efter hende, og det fortalte jeg så på bedste pædagogiske vis. Hvilket Øglen kvitterede for ved at sætte i løb efter En Anden Vuggestuemor, der netop havde hentet sit afkom... i klapvogn, natürlich... Så holdt mine pædagogiske evner op, for når ens tumling stikker af i løb - ned ad Nørregade, der jo ikke just er nogen utrafikeret markvej - så må man af sted i fukd galop med ganske hævet stemme. Øglen blev indfanget, og jeg vendte tilbage til den uglesete ladcykel med totalt hystella under armen. Heldigvis blev jeg reddet af et par vanter (!?), jeg fandt i flyverdragtens lommer (Øglen har nu i en uge nægtet at tage andet overtøj end flyverdragt på - uagtet, at det fx ikke har været særlig koldt i dag), og de gjorde hende tilsyneladende så tilpas nysgerrig, at hun stoppede med at være rasende. Og gik i stedet over til at være mut,
Hjemme igen gad hun ikke med op i lejligheden, men jeg havde bestilt varer til levering, så vi blev nødt til at gå op. Det lykkedes med nogen surmuleri
Nu er det så bare sådan med Øglen, at hun kan se tv, til hun segner, hvis hun ellers får lov. Det gør hun bare ikke, og det var heller ikke tilfældet til aften. Hun plejer at blive stiktosset for en meget kort bemærkning, når vi slukker, men i dag... OMG (som de unge ville sige)! Hun flippede skråt, sparkede og skreg og var slet ikke til at nå ind til. Der var altså ikke andet for end at lade hende rase ud og så ellers være der, når hun blev god igen, så vi satte os ned ved siden af hende og ventede. Og ventede. Og til sidst ville hun gerne give HDD et kram. Og op på skødet. Så sad vi der og aede og ssscchh'ede, og til spørgsmålet om, om der var noget, hun var ked af, nikkede hun med tårerne silende ned ad kinderne.
Hun ville (kunne?) ikke svare på hvad, det var, hun var ked af, så vi spurgte til forskellige ting. Om der var sket noget ovre i vuggestuen? Om hun havde slået sig? Om hun havde skændtes med nogen? Osv. Nej til det hele. Men da HDD så spurgte, om det var fordi, hun savnede N, der havde sidste dag i fredags, brød hun ud i krampegråd, hikstede og hulkede og slog sine små arme om HDD. Og jeg sad ved siden af og ammede Varanen, mens mit moderhjerte bristede. Lille store Øgle, altså. Som måske forstår mere, end vi lige troede. Og som alligevel ikke forstår nok til at acceptere, at hun ser N igen om en måned, når Øglen skal i børnehave. Så Øglen græd som pisket, jeg græd, men forsøgte at skjule det, så Øglen ikke skulle blive mere ked af det, og HDD forsøgte at trøste. (Og Varanen spiste bare...) Det var virkelig yndigt altsammen, men det opklarede i det mindste, hvorfor hun i dén grad havde haft nej-hatten på i dag.
Humøret blev heldigvis mærkbart bedre inden sengetid, og Øglen blev endda glad nok til at omdøbe os allesammen (huh?). Så fremover hedder familien Øgle åbenbart hhv. Kamilla (mig), Kamel (HDD), Olie (Øglen) og Tæppe (Varanen).