Viser indlæg med etiketten fødselsdag. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten fødselsdag. Vis alle indlæg

mandag den 27. februar 2017

Noget om mandage

Ovre på Instagram skorter (er der andre end mig, der bruger det ord endnu, egentlig? Som altså er under 80?) det om mandagen ikke på billeder med bon mots a la "OMG - it's Monday", "Keep calm and pretend it's not Monday" og "Today will be one of those days where even my coffee needs a coffee". Ud over, at jeg afskyr bon mots, er jeg langt hen ad vejen helt med på mandags-galejen. Den der følelse af, at weekenden gerne måtte have varet bare liiiidt længere, og at mandagen godt kunne vente en dag eller to.

Men lige præcis denne mandag, eggå? Den bliver hilst med kindkys og happy dance hos mig. Der har nemlig været så meget tryk på i weekenden, at jeg nærmest ikke kan huske, hvad jeg selv hedder, og så er det jo en sand velsignelse at 'holde fri' på arbejdet - i sit helt eget selskab med sine helt egne arbejdsopgaver. Og sin helt egen - kæmpestore - kop kaffe.

Ældstebarnet fyldte otte i fredags (OTTE! Jeg flipper ud! Tiden går alt for hurtigt!), og derfor var der, ud over flødebolleuddeling i klassen, som jeg gudskelov havde husket at handle til (i modsætning til sidste år, hvor den del af begivenheden blev vinget af omkring kl. 22 aftenen i forvejen) naturligvis dømt vaskeægte morgenfødselsdagshygge derhjemme. Øglen havde frabedt sig at blive flaget og sunget op - angiveligt fordi det var 'lidt urart' - men at dømme efter hendes smil, da vi jeg alligevel tillod os mig at flage hende op med meeeeeget afdæmpet fødselsdagssang og små bitte fødselsdagsflag, stak det vist ikke så dybt. Hun var så spændt, så spændt, og selv om hun godt nok ikke fik den pakke Mega-EX Pokémonkort, hun (også) havde ønsket sig, blev hun lykkelig for gaverne på morgenbordet: Hendes helt egen, lyserøde værktøjskasse med rigtigt værktøj fra lillebror, og et Vivofit-ur med skridttæller samt nogle meget ombejlede Faber Castell-tuscher fra forældrene. Ønskesedlen havde budt på lidt af hvert med en kanin (vetoet pga. mors pelsdyrsallergi), en telefon (vetoet, fordi de onde forældre synes, det er for tidligt) og altså uret med skridttælleren som de helt store højdespringere. Jeg ved ikke helt, hvad en otteårig vil bruge et ur med skridttæller til, men jeg er jo også 1.000 år gammel og notorisk ikke-med på beatet, så den lader jeg ligge. Og ser i stedet på, hvor begejstret hun er for uret (og hvor hurtigt, det har fået hende til at lære klokken). #derersåmegetdevoksneikkeforstår

Fødselaren

Øglen blev hentet tidligt og fik en detour omkring et par butikker på vej efter Varanen Mike Wazowski (ja, der var fastelavn i børnehaven) - de sidste ting til lørdagen, hvor den helt store klassefødselsdag skulle løbe af stabelen, skulle jo også i hus. Eftermiddagen blev brugt på at hygge, høre om dagen i skolen (gaven fra klassen var, til stor begejstring for fødselaren, hele fire pakker Pokémonkort), og slappe af. Indtil vi skulle af sted mod Farmor for at fejre Øglens og Farmors fødselsdag sammen med den ene del af familien. Og derefter hjem for at bage en zilliard muffins og pølsehorn.

Lørdag var der så klassefødselsdag. For hele klassen, bliver jeg lige nødt til at understrege. Selv om det er kutyme kun at invitere hhv. alle pigerne eller alle drengene, var det lidt svært at argumentere for kun at invitere pigerne, eftersom afkommet primært leger med drengene. Så dem alle it was. Vi er imidlertid ikke flyttet i et palads siden sidst, så der var ingen chance for, at vi kunne proppe 20-25 unger ind i lejligheden. Ergo havde vi booket Statens Museum for Kunst, hvor der både var plads til store armbevægelser og at udfolde sig kreativt. Skæbnen ville imidlertid, at jeg skulle til en begravelse på præcis det tidspunkt, fødselsdagen blev afholdt, så jeg gik desværre glip af det. Men jeg har fået en minutiøs beretning, og det lød som en stor succes. Fødselaren var i hvert fald intet mindre end lykkelig om aftenen, hvor jeg var hjemme igen - og hvor vi alle tog på burgerrestaurant for at fejre. For derefter at se Hotel Transylvanien 2 hjemme i sofaen. "Den bedste fødselsdag i hele verden", proklamerede den lille skønne.

Vi viderefører hårdnakket Mårmors tradition og bager brunsviger til fødselsdagene i familien. 
Jeg får næppe points for udførelsen, men smagen var god - noget, jeg glæder mig ekstra meget over, da jeg var et nanosekund fra at købe mig fra den, fordi jeg ikke orkede at bage. Men det tog jo slet ikke så lang tid, når det kom til stykket ...


Søndag var der så klassefastelavn på skolen (ja, vi får kommet hinanden en del ved i den klasse). Som jeg oven i købet var med til at arrangere (min timing har altid været helt fantastisk). Jeg kom udklædt som fortravlet mor til to, som i øvrigt skulle holde fødselsdag, vol. 3, senere på dagen, og alle var enige om, at udklædningen var meget vellykket. Faktisk så vellykket, at jeg blev fritaget for oprydningstjansen og kunne smutte hjem efter fastelavnstøndetævning, så vi kunne gøre klar til næste rykind. Til flere gaver og mere kage. (Sundheden, spørger I? Den holdt ikke stand til den nybagte brunsvigerkage, men gjorde, at jeg holdt mig fra både fastelavnsboller og sodavand. Der er plads til forbedring, men altså - man fylder vel kun 8 én gang? Selv om det har føltes som flere ...Ingen havde taget en kanin med (min allergi takker dem), men Øglen var lykkelig alligevel og scorede alt lige fra nyt tøj til sjove spil, flere tuscher og nogle seje Pokémonkort. Der var endda også en lille gave til Varanen - en pung med lidt penge og et par Pokémonkort. Betænksomt og meget værdsat af både forældre og afkom.

Da gæsterne var gået, og ungerne leget med og puttet, var det så tid til at handle. Selv om det foregik online, og der forhåbentlig kommer en eller anden stærk type med mine varer inden længe, føltes det som en nærmest uoverstigelig opgave. Men den blev klaret, og jeg kunne smide mig i sofaen og stirre tomt på et par serieafsnit i flimmeren. Før jeg gik ud som et lys. Og nu er det som sagt mandag. Uden andre planer end arbejde og - lige om lidt - fyraften. Egentlig skulle vi have været på familievisit i eftermiddag, men det er blevet rykket. Så inden længe er jeg helt planløs. Indtil i morgen. Det føles nærmest som weekend ...

onsdag den 2. november 2016

Noget om fødselsdage og hverdage. Og Halloween

Ham Den Dejlige fyldte år i går. Et helt år ældre blev han - og nu er vi så jævnaldrende. Hvert år (uden undtagelse i de snart 10 år vi har kendt hinanden) har han forbeholdt sig retten til udøvning af rendyrket aldersfascisme i de fem uger, der er mellem vores fødselsdage, men nu ligger han selv faretruende tæt på de 40, så han skal hermed flette næbbet for i år. Basta.

Vi havde en dejlig - og hverdagspræget - dag, der begyndte v.i.r.k.e.l.i.g tidligt (de unger kan seriøst lugte gaver på kilometers afstand. Og det er helt lige meget, om de er til dem eller ej. Alene spændingen omkring fødselsdag og gavegivning er nok til at drive dem ud af fjerne gudsjammerligt tidligt). HDD fik sine gaver ved morgenbordet, der var overdådigt dækket med ... havregryn, havregrød og yoghurt. Altså den helt almindelige hverdagsmenu. Stakkels HDD. Og så gik turen mod hhv. skole, børnehave og 2 x job. Til gengæld var der lagt i kakkelovnen til storhygning efter fyraften, hvor vi alle fire valfartede til Halloween i Tivoli. For til trods for trick or treating derhjemme selve Halloween, var der et par reptiler, der ikke havde fået græskar (og sukker) nok. Og så er det jo også bare altid hyggeligt at komme på besøg i Den Gamle Have.

RET uhyggeligt, hvis man spurgte reptilerne


Det må være ret sjovt at være dem, der udtænker al dekorationen i Tivoli. Synes, det er så fint og finurligt det hele

Vi var heldige med både vejret og det beskedne opbud af mennesker, så der var frit lejde til at prøve alt det, man gad. Øglen fik turpas med ledsagerarmbånd, men belært af sidste besøg i Tivoli nøjedes vi med billetter til Varanen. Han har ikke lyst til at prøve så meget og hyggede sig meget godt med at tulle rundt. Og han vandt oven i købet en pose lakridskonfekt han vandt på Grand Prix-banen, mens Øglen og HDD susede rundt i en rutsjebane. 

Vi spiste middag hos Brødrene Price, hvor der bestemt ikke var sparet på smørret, og vi trillede - både i bogstavelig og overført betydning - hjem fra en dejlig eftermiddag. Det var, forståeligt nok, svært at få alle mand op og af sted i morges, så jeg takkede nok engang forsynet for mine fleksible arbejdstider, så Varan-afleveringen kunne skubbes en times tid. Vi brugte den ekstra tid på at spille Cluedo (ingen spons overhovedet, bare all-time favourite brætspil, valgt af Varanen. Valget blev en smule vanskeliggjort af, at han ikke kan læse og i øvrigt heller ikke besidder for fem øre taktisk sans endnu, men det var knageme hyggeligt) og sludre lidt om løst og fast. Selv om det er hyggeligt, når vi alle sammen kan følges af sted om morgenen, er de langsomme morgener altså heller ikke sådan at kimse af.

Bearnaisen stod ved siden af ... Mmmm ... (Og det stribede er noget så rædsomt som en gigantisk bananslikkepind, som den ældste fik tiltusket sig)


Fineste Tivoli!

Resten af ugen har vi ikke de store planer på programmet. Heldigvis, kan man fristes til at sige, for et blik på kalenderen fortæller, at den er stopfyldt fra lørdag og en uge frem. Med fødselsdage, legeaftaler, bålhygge med klassen, flere legeaftaler, prøvetræning i bordtennis (sic!), og så lige lidt flere legeaftaler. Ak ja - vi når nok det hele, men lige nu tillader jeg mig at nyde stilheden før stormen ...

tirsdag den 4. oktober 2016

Noget om en masse

Hvordan sommeren kunne være uendelig, da man var barn, og tiden fra skolestart mod efterårsferien kunne føles som en evighed, det er mig en gåde den dag i dag, hvor tiden spurter af sted, som var den betalt for det. Jeg har ikke længere en nyslået 5-årig, men en yngste på 5 år og to uger. Lige som jeg ikke længere selv er en nyslået 38-årig, men også har fået to uger mere på bagen.

De sidste par uger har således stået på fødselsdagsfejring og indtagelse af uendelige mængder kage de sidste par uger. Varanen rider på den sidste, stædige fødselsdagsbølge og afventer pt. gaveleverance fra Mårfar via Post Danmark. Gaveleverance nummer to, oven i købet, fordi det er lykkedes de blå postbude at smide første leverance væk. Men når dén gave er modtaget, er det vist heller ikke muligt at vride mere ud af en 5 års fødselsdag.

Min egen fødselsdag, der ligger tre dage efter Varanens, er ikke blevet fejret helt så meget. Og så vidt vides er der heller ingen gaver til mig, der er gået tabt med posten. Men jeg er blevet så rigeligt begavet, og jeg har det mere end fint med at gå et trin ned på fødselsdagspiedestalen og sætte sønnike øverst. Desuden vågnede jeg på intet mindre end et gods i Jylland på min fødselsdag og med hele min lille familie og det meste af svigerfamilien omkring mig, så det var slet ikke så dårligt. Ikke, at godset havde noget som helst med min fødselsdag at gøre - det var bare der, vi holdt familieweekend - men det gjorde ikke noget.

Panoramafoto af udsigten. Som på ingen måde yder den retfærdighed.


It's wine o'clock ...

Familieweekenden - som vi også var på sidste år - var som ventet utrolig hyggelig. Og dejlig lang. Vi holdt fredagen fri og brugte den i Legoland (vi havde jo overrasket børnene med et par billetter til Legoland dagen forinden), og da de ikke orkede mere, satte vi kursen mod familie-halløjet. Med 36 mennesker i aldersspændet 3 måneder til 93 år var der godt gang i den, og der blev drukket spandevis af både kaffe og vin, spist god mad og talt med alle dem, vi ikke ser så tit pga. geografi. Vi nåede endda en tur på Himmelbjerget.

Farmor kysser Varanen, Varanen 'kysser' mig. Ved Himmelbjerget. 

Verdens dårligste billede af reptilerne, før vi skulle i Legoland. De var for spændte til at stå stille længe nok til, at billedet kunne tages om. Men se lige deres jakker. Det er nogle smarte nogen fra Reima - med sådan en #reimago-sensor i. Knageme smart. (Og ja, vi har fået jakkerne af Reima, men uden strings attached. Jeg er bare begejstret. Det er nogle fine jakker, og ungerne elsker konceptet med bevægelsessensoren og den tilhørende app)

Vaske vaske guld! Og heldet var med os - der var lige præcis guld nok til to guldmedaljer!

Søndag, på min fødselsdag, gik det meste af dagen med transport hjem fra Jylland. Og splatten ud, da vi kom hjem fra Jylland. Jeg befalede sushi som aftensmad, og ungerne befalede film, så vi spiste sushi ved sofabordet med Cars 2 på flimmeren. Det er slet ikke så dum en måde at fylde år på! Der var desuden også masser af gaver, så jeg er helt klar på at have fødselsdag igen næste år ...

Fødsesdagssushi!

En af mine fødselsdagsgaver - Thomas Dybdahls oktober-trilogi på vinyl. Signeret! Best. Present. Ever!

Den netop forgangne weekend har ungerne og HDD været i Knuthenborg, mens jeg spiste brunch med en veninde i det skønneste solskinsvejr (og forberedte fødselsdagsfejring), og vi haft stort familierykind. Til Varanens 'forældrefødselsdag', som han kaldte det. Hele familien + bedstevennen, der går i nulte nu, men som ikke desto mindre stadig er en stor del af Varanens liv. Heldigvis. På en eller anden facon lykkedes det os at spise os gennem et helt kilo smør forklædt som hhv. mazarinkage og chokolademuffins, og det er ikke længere for sjov, at jeg taler om, at jeg skal i gang med at træne. Jeg er to minutter fra, at mine arme får smilehuller, og det matcher ikke just med den tatovering, jeg endelig har besluttet mig for, at jeg skal have lavet. På skulderen, godt nok, hvor smilehullerne ikke er - endnu - men alligevel ...

Glemte fuldstændig - som i f u l d s t æ n d i g at tage billeder, så hverken mazarintærterne med bærskum og friske bær eller chokolademuffins'ne eller familien (for den sags skyld) er blevet forevigede. Desværre. Men både kager og mennesker var fine, og vi havde en dejlig dag!

Summasumarum: Tiden går stærkt, vi spiser meget smør, og alle er glade. Her går det godt.

torsdag den 22. september 2016

Noget om at blive fem år

Selv om følelserne sidder lidt uden på tøjet denne september, så er måneden - ud over at være bragende smuk i sol og efterårsklæder - også fyldt med forventning og fejring. Yngste nummer i Reptil-familien fylder nemlig fem i dag, og det en dag, der er blevet imødeset med lige dele begejstring, utålmodighed og spænding. Lige siden vi kom hjem fra sommerferie (midt i juli!), har der ligget en grøn afkrydsningsliste i køkkenet og rodet. Der er blevet sat i omegnen af 69 krydser, og der har været tidspunkter, hvor den vordende fødselar var ved at give op, men endelig oprandt dagen, og Varanen er nu fem år!

Pæn, ikke? Havde jeg tænkt mig om, ville jeg have vidst, at afkrydsningslisten jo uundgåeligt ville komme til at ligge fremme. Og så ville jeg nok have gjort lidt mere ud af designet ...


Sædvanen tro vågnede han op til et dækket fødselsdagsbord inkl. flag og fødselsdagstog. Han fik Frozen-morgenmad (når nu jeg havde været så tarvelig at sige nej til både slik og is. Nice try, though), og vi sang naturligvis også fødselsdagssang. Det ville vi have gjort under alle omstændigheder, men vi sang lige lidt ekstra til, da han forleden lige så sødt havde spurgt, om "det ikke var sådan, at når han vågnede på sin fødselsdag, så sang vi en sang for ham". Der var en god portion gaver til ham, både fra os forældre, fra Øgle + forældre og fra Øglen helt alene. Hun havde begået en pompom og en virkelig fin pyntedims i SFO'en og var noget så spændt på at give ham sine kreationer.

Fødselsdagsbordet. I gustent lys, fordi det nu er begyndt at blive mørkt, når man står op om morgenen. Suk!


HDD og jeg endte med at købe en R2D2-robot og en storm trooper-maske med stemmeforvrænger (ja, han er vild med Star Wars) til ham - og så har Øglen og jeg i fællesskab lavet en postkasse ud af en havregrynsæske og en hulens masse rød maling, så han kan lege posthus. Han elsker at stemple og 'skrive' breve, og postkassen sammen med indholdet af det relativt smadrede Børnenes Postkontor, jeg fandt på dba.dk, udgør det perfekte postmester-sæt.

OTA Solgryn - nu som postkasse ...


Jeg forstår simpelthen ikke, at han allerede er fem år. Fem år, 22,3 kg og 116 cm, ifølge lægens 5 års-undersøgelse. Kun 1,1 kg mere end til 4 års-undersøgelsen, men til gengæld 7 cm højere. Så tror da pokker, at jeg synes, han er blevet så tynd. Og at han vokser ud af alt sit tøj.

Lange hyl!


Han er den sødeste og sjoveste dreng, jeg kender. Fyldt af et temperament, jeg ikke altid helt ved, hvad jeg skal stille op med, men lige så vred han kan blive, lige så kærlig, følsom og tænksom er han. Han er en tryghedsnarkoman, der har det allerbedst, når jeg er helt tæt på ham - vi ligger som regel i arm om natten, og han danser stadig af glæde, når jeg kommer og henter ham i børnehaven (må det aldrig stoppe! Hold nu op, hvor er det kært!), men alligevel udfordrer han sine egne grænser ved at klatre lidt højere op i legestativerne og hoppe fra stadigt højere trappetrin fra dag til dag. Han taler og taler og ræsonnerer og argumenterer. Og taler lidt mere. Han elsker at regne og lege med bogstaver, og han har en sød og underfundig humor. Han er vild med at få læst højt og spille spil og i det hele taget at lave ting sammen. (Således ønsker han sig en shoppetur med os alle sammen i fødselsdagsgave, og han er ikke helt vild med tanken om, at han skal alene med enten mig eller HDD på før-skolestart-tur til foråret, ligesom Øglen og jeg var i Paris. "Jeg synes, vi skal tage et sted hen, hvor vi alle sammen kan komme med", siger han, det lille, sociale væsen ...)

Og så kan man godt helt droppe at løbe om hjørner med ham, for man bliver gennemskuet på et splitsekund. Hukommelsen er nærmest uhyggeligt god, og han kan tæske mig i vendespil og Robot Face Race til hver en tid. Min mor ville have kaldt ham et rigtigt livsstykke, og jeg kunne ikke være mere enig. Et lille, stort femårigt livsstykke. Som dumpede ned i lige præcis vores familie. Så bliver man ikke mere heldig!

Jeg brugte i går på at bage pølsehorn, stege frikadeller og lave risengrød til risalamanden, så energien var ikke til også at bage en kagemand. Det fik bageren lov til. Brunsviger, naturligvis. God - men end ikke i nærheden af, hvordan Mårmor lavede den ...


Vi har haft børnehaven på besøg og hygget på nærliggende legeplads, og lige nu stener alle med hver sin ting, inden Farmor kigger forbi og siger hej. Menuen i aften kommer efter fødselarens ønske til at stå på "mad fra kyllingemanden" (lokal take away-biks) og risalamande. Med kirsebærsyltetøj, eftersom det åbenbart ikke helt er sæson for kirsebærsovs endnu. Måske det er på tide at udtænke en mandelgave. Billetter til Legoland, f.eks... Mette har jo været så sød at sende mig to styks børnebilletter helt kvit og frit. Jeg gætter på, at de bliver taget imod med stor begejstring. Og mon ikke han får lov til at spise foran tv'et, som er totalt win i Varanens øjne. Kombinationen af hans to yndlingsaktiviteter, mad og skærm - så bliver det nærmest ikke bedre ;-)

Tillykke med dig, min søde, skønne Varan. Jeg elsker dig.

torsdag den 25. februar 2016

7 år, Niller!

Som nævnt forleden, fyldte Øglen 7 år i går. Nu er hun definitivt sprunget ud af boksen med mærkaten "små børn" og er i fuld sving med at finde sin egen identitet, og mutti her skal til at fatte, at ting som at blive hjemme med mor, lægge puslespil og forsøg på at bilde hende noget ind på ingen måde længere har samme appel som tidligere. Snøft.

Fødselaren blev vækket med sang og flag, og selv om der sædvanligvis er lidende lyde og gnavne ansigtsudtryk, når hun bliver vækket, var der i går verdens største, allermest forventningsfulde smil. Et af den slags, der går direkte i morhjertet og med det samme bliver omdannet til et kerneminde af den slags fra Inderst Inde. Awwww.

Fra smilet blev tændt til kroppen fulgte trop og kastede sig ud af køjesengen og galopperede ind i spisestuen, gik der vel rundt regnet et nanosekund. Heldigvis gav ballonerne, stearinlysene og alle gaverne ikke anledning til, at smilet falmede, og både Lego Ninjago, Star Wars-figurer og Zhu-Zhu pets blev modtaget med stor begejstring.Vi spiste morgenmad, lavede madpakker og hyggede i al almindelighed, men kl. 7.40 blev festlighederne sat på pause, for nogen skulle jo i skole. Sammen med en hel pose flødeboller (som moderen vel og mærke måtte haste ud efter tirsdag aften kl. 21, fordi jeg ikke lige havde tænkt over, at den 7-årige gerne ville dele noget ud i klassen. Jeg havde bare tænkt, at det måtte være fint, nu hvor pigerne skulle med hjem til fest, men det får drengene jo selvfølgelig ikke noget ud af, vel mor?, som Øglen spurgte kl. 20.45, da hun helt spændt lå og roterede i sin seng som en grillkylling. Ak ja - som skolebarnsforælder lærer man hele tiden. Forhåbentlig husker jeg det til næste gang ...)

Morgenopstillingen - naturligvis med det fødselsdagstog, som Øglen fik af sin onkel og tante, da hun var helt og aldeles nyfødt. Og som hun nu er vokset ud af i den forstand, at der kun er tal op til 6. Heldigvis var der syv dyr, så dem fik hun. Uden tal.

Formiddagen blev brugt på at jonglere hhv. arbejde, oppyntning og fremstilling af muffins og boller, og kl. 13 drog Verdens Bedste Nabo og jeg af sted mod skolen, mens HDD nys hjemkommet efter halv arbejdsdag snittede frugt og grøntsager til den store guldmedalje. En time senere kom vi retur med 12 styks unge damer i alderen 6-7 år, der alle havde opført sig ganske upåklageligt i gårækken. Øglen førte an med bedsteveninden i hånden, VBN gik lige bagved med en af pigerne, og jeg dannede bagtrop med en ked lille pige, der savnede sin mor. Det lykkedes os at få alle børnene med ind i S-toget og de samme børn med af igen, så det var en udmærket start på fødselsdagsfesten. I hvert fald bedre, end hvis en enkelt ville undslippe, så jeg skulle forklare et sæt forældre, hvorfor deres datter sad på endestationen i Farum i stedet for at spise kage hjemme hos os.

Vel hjemme igen gik pigerne i gang med at lege og fordele sig over hele lejligheden (inklusive brusekabinen i et af badeværelserne, der blev udstyret med tæpper og bamser). De første tre kvarter blev der leget løs, afbrudt af boller med syltetøj og gaveudpakning (efter vældig demokratisk afstemning i klassen er forældrene i 0.A blevet enige om, at klassens fødselarer får én gave fra hele klassen til en værdi af 200-250 kr. i stedet for en zilliard mindre ting. Det betyder, at hende, der havde fødselsdag i tirsdags, sørgede for at købe gave til Øglen, som så igen (med temmelig stor hjælp fra vores side) sørgede for at købe til ham, der har fødselsdag i dag. Og ja - de ligger tæt lige nu, de fødselsdage. Men som hyggelig lille sidehistorie kan jeg da lige nævne, at ham, der har fødselsdag i dag, ham mødte vi på barselsgangen for 7 år siden. Hans forældre og vi har fælles bekendte, så de slog lige to fluer med ét smæk, da vi sådan lå der og barslede den). 

Øglen fik en malebog med klokkeblomst, fem pakker Champions League-fodboldkort og - la pièce de résistance: et badehåndklæde med F.C. Barcelona. Nogle gange spekulerer jeg lidt på, om hun ER mit barn ... Pigen, der havde sørget for gaven, så helt opgivende ud og udbrød noget i stil med "Jeg forstår det ikke helt. Men hun havde jo ønsket sig det?". Og sådan har jeg det også lidt. Selv om det var mig selv, der havde overleveret ønskerne i sin tid. Børn er mærkelige.

Fødselsdagsbordet, inden mad-rykindet. Der har dog været gang i farverne allerede

Vi havde ikke planlagt så mange lege, men i stedet havde vi beklædt bordet med papirdug og været gavmilde med farvekridtene. Det gjorde vi til mine egne børnefødselsdage i fordums tid, og det var altid et hit. Det er det også i 2016, kan jeg afsløre. Derudover lavede vi fiskedam med slikposer - og enkelte snydeposer med løg, peberfrugt eller gulerødder i. De uheldige, der fiskede en snydepose, skulle stille sig op bag i køen og håbe på bedre held næste gang. Det var knald eller fald i forhold til, om det blev modtaget med skrig og skrål, men de kunne heldigvis godt klare mosten og syntes, det var SÅ sjovt at fiske snydeposerne op. Phew.

Her kunne det have været tjekket, hvis jeg havde haft et billede af fiskedammen in action, men jeg havde for travlt med at agere fisker til overhovedet at huske at tage billeder. Så I må nøjes med et billede af dugen, som den så ud, efter horderne havde forladt bordet 

16.30 var alle mand trætte, men en omgang ansigtsmaling kan gøre underværker (og skabe mildt kaos). Så da forældrene rykkede ind for at hente deres poder, fandt de glade, ivrige børn, der dels blev malet af mig, dels af hinanden, og de fleste erkendte, at det ville være en tabt sag at tvinge børnene med, så de blev til en kop kaffe.

Vi har ikke gjort os så meget i forældrearrangementer i klassen endnu, så det var enormt hyggeligt, at folk blev hængende, så vi lige kunne sludre. De fleste var også temmelig nysgerrige efter at se lejligheden - det er vist meget typisk, når det er helt nyt byggeri i en helt ny bydel. Kl. 18 var alle mand ude af døren igen, og bortset fra en major Øgle-nedsmeltning over noget med Varanen og en iPad, der resulterede i en metalkande kastet fra en meters højde (don't ask) kombineret med et raserianfald, der får ham den lille røde med ild i håret fra Inderst Inde til at virke blid til sammenligning, gik alt omtrent 400 gange bedre end forventet. Og jeg havde endda været positivt indstillet på forhånd, så jeg er en virkelig happy camper. (Selv da Øglen råbte "Arrrrgghgghhgghghg, dumme lortemor. Jeg HADRER dig!" under førnævnte raserianfald, kunne jeg tage den med ro). Roen blev heldigvis hurtigt reetableret, og resten af aftenen frem til puttetid blev brugt i sofaen med købepizza på tallerkenen og Masterchef Junior i fjerneren. En helt i orden fødselsdag, syntes hende den 7-årige. Og hendes forældre.

Etape to af fødselsdagen køres af stabelen på søndag, hvor det er familiens tur til at fejre Øglen. Stay tuned for at finde ud af, om hun får den Messi-plakat, hun ønsker sig, om der kommer mere Ninjago til samlingen, eller om det stikker helt af, og nogen formaster sig til at komme med noget lyserødt ...

tirsdag den 23. februar 2016

Noget om at holde ferie

Som selvstændig er det der med at holde fri noget underligt noget. For selv om der er en vis grad af frihed i hverdagen, når der ikke lige er deadline på en opgave, så ligger arbejdet altid og lurer i baghovedet - hvornår er det lige, der er deadline, får man mon den opgave, man gav tilbud på forleden, burde man have sagt ja tak til den seneste opgave, kan man nå det hele til tiden, og og og.

På grund af et alt for begivenhedsrigt efterår, er det oven i købet længe siden, vi har holdt ferie-ferie (jojo, vi holdt da fri i julen, men var jo 'bare' hjemme), så da jeg for små 5 uger siden blev bidt af en gal ski, var der ikke langt fra tanke til handling, og i et anfald af Vi Skal På Ferie NU!, bookede vi en uge på ski i uge 7.

Det fineste winter wonderland - med -20 grader om natten. Brrrr.

Nu skriver vi som bekendt uge 8, og vi er netop kommet hjem fra ... I gætter det aldrig ... En uge på ski. Hvor min telefon kun har kunnet få forbindelse til det der internet, når vi sad i varmestuen med en skoldhed kop kaffe - og i øvrigt havde travlt med at høre på alt det, afkommet havde oplevet i dagens skiskole. Så gæt selv, hvor meget dén netforbindelse blev brugt. (Og jaja - jeg ved godt, at man kan roame. Det gjorde jeg ca. to gange, før jävla-dyre TDC meddelte, at min mobilkonto nu var i minus, og om jeg ville være god at tanke op. Hvilket jeg med glæde ville have gjort, hvis ikke jeg havde glemt min adgangskode derhjemme). Så: Stort set internetfri ferie til mig.

Dét burde man knageme gøre noget oftere. Det frigav nemlig tid til at (ud over at stå på ski, naturligvis) spille Uno, junglespil og vendespil i lange baner, læse 2,5 bøger (sgu'!), løse et hav af krydsord, spise åndssvagt meget slik og gå tidligt i seng. Slet ikke tosset.

Den daglige frokost. Grillede hottere, som vi selv grillede ude i sneen efter en masse skiløb. Koldt og meeeega-hyggeligt!

Det er længe siden, jeg har været sådan rigtigt på ski, når man fraregner et par dage hist og pist. Helt præcist er det 8 år siden - i HDD's og mit forholds spæde begyndelse, hvor jeg med skam må meddele, at jeg blev så hidsig på en bakke, der ikke ville, som jeg ville, at jeg endte med en forvredet fod og ingen ski i halvdelen af ferien. 1-0 til bakken. Siden da er der sket meget (desværre ikke med mine evner til at stå på ski, selv om jeg trods alt ikke væltede denne gang. Muligvis på grund af større respekt for højderne nu?) - der er bl.a. kommet to børn til - og jeg er blevet langt mildere. Ahem.

Skeptisk type umiddelbart før tre timers skikursus. Idéen føltes pludselig ikke nær så god, som den gjorde, da jeg sad hjemme i sofaen og brægede op om, at jeg da "blev nødt til at lære lidt teknik". Suk.

Vi var spændte på, hvad ungerne sagde til en hel uge på ski, men det klarede de - selvfølgelig - i fin stil. Vi havde booket fem kvarters skiskole hver morgen (længe nok til at lære dem det grundlæggende - ikke længe nok til at gøre dem trætte af det), og mens de var af sted, tog HDD og jeg nogle skiture sammen. Efter skiskolen blev det hurtigt fast tradition med en kop kaffe og en ficka (ja, vi var i Sverige), og bagefter stod vi alle sammen lidt på ski.

HDD er den absolut mest habile skiløbet af os fire, snart skarpt efterfulgt af Øglen, der i dén grad har taget både sporten og teknikken til sig og helt frygtløst kastede sig ud i den ene bakke efter den anden. Jeg kan holde balancen og en nogenlunde hæderlig stil på de nemme bakker, men jeg mangler erfaring, så den arbejdede jeg på at få lidt af i år - bl.a. bha. et 3-timers skikursus. Det hjalp lidt og satte fokus på teknikken, men det kompenserede (desværre) ikke for en hel barndoms manglende skiferier, som HDD fører med.

Øglen i Troldeskoven

Varanen tålte skiskolen, men manglede Øglens udelte begejstring. Alligevel blev han dygtig til at holde balancen og fik sig nogle gode ture og succesoplevelser både i skisele og hånd i hånd med HDD.

Fordi vi havde booket sent, var der ikke flere ledige hytter i selve skiterrænet, så vi havde lejet en lille, hyggelig hytte ca. 1,5 km derfra. Der brugte vi de sene eftermiddag og aftener på at spille vendespil og Uno, og på at se et par i forvejen downloadede film, spille iPads og læse bøger. Når vi altså ikke kørte til nærmeste større by og satte os i blød i deres svømmebassin. Særligt det udendørs varmtvandsbassin fik en stor stjerne hos mig - ikke mindst den sidste gang, vi var der, hvor der var snestorm om ørerne på os. Ahhhh.

Hytten med en fin hat af sne. Ren fjeldidyl 

Uanset hvad, man kunne mene, er jeg sikker på, at det ikke er bassinets skyld, at jeg er kommet hjem med en gigantisk forkølelse, som jeg desperat prøver at slå ned. I hvert fald bare til i overmorgen. For i morgen er der en Øgle, der fylder syv. 7 hele år siden, verden ændrede sig for evigt, og jeg blev nogens mor. Og holdt en laaaang pause fra at stå på ski. Det er vildt. Og det er også lidt vildt, at jeg skal gelejde 13 piger fra skolen og hjem. Via et S-tog. Heldigvis er HDD der til at hjælpe. Og verdens bedste nabo (tænk at man kan få verdens bedste nabo TO gange. Dét må da siges at være heldigt!) tilbød så sent som i dag også at hjælpe med at få kræene hjem. Så det har jeg takket ja til. Tre voksne til 13 børn lyder ikke umiddelbart af for mange, tænker jeg.

Nå. Der skal bages. Og pyntes. Og pakkes gaver ind. Ninjago og Starwars. Nogen har for alvor lagt den lyserøde prinsesseverden bag sig og ønsker sig 'seje' ting. Og en kanin. Som vi desværre ikke kan give hende - når man er allergisk, duer det ikke. Måske de par Zhu-Zhu pets hun også får kan kompensere lidt ...

torsdag den 19. november 2015

Nogen er blevet 4


Midt i al sorgen - for efterhånden to måneder siden - var der jo en Varan, der havde fødselsdag. Hvilket han som tidligere nævnt har glædet sig pænt meget til, så det kunne ikke udsættes. Pga. noget miskommunikation med børnehaven blev det imidlertid til, at hans stue skulle hjem til os dagen efter den egentlige fødselsdag, så selve dagen blev fejret af reptil-familien alene – først med morgenbord klokken meget tidligt om morgenen, kager efter eget valg fra bageren på vej hjem fra børnehaven (medaljer og hindbærsnitter. Intet mindre) og middag på hyggelig café i Vedbæk til aften. Efterfulgt af is på ParadIs bagefter – og det var så ca. årets sukkerkvote, der blev brugt dér.

Mørk morgen 

Børnehaven kom og gik onsdag – 19 børn og 2 pædagoger – og alt forløb så fint. HDD havde lavet minions-briller til alle børnene i de lange aftener, hvor jeg ikke var hjemme, og hvor meldingerne fra hospitalet blev værre og værre. Brillerne blev delt ud til de begejstrede børn, der også fik lidt tid til at gå med at spotte minions, som var placeret over hele stuen – sådan er det jo, når man er blevet befalet at holde en minions-fest. Ud over briller havde HDD også købt ind til muffins og boller med pålæg, så jeg bagte tirsdag aften og onsdag morgen. Det blev den lette løsning med færdigblandinger i æsker, men set i bakspejlet fatter jeg faktisk ikke, at jeg fik bagt noget overhovedet – mit hoved var (og er) alle mulige andre steder, og det var også udelukkende udsigten til verdens mest skuffede 4-årige, der gjorde, at jeg ikke aflyste fødselsdagen. Det var jo ikke hans skyld, at Mårmor døde to dage før hans store dag, og at min verden pludselig var gået helt i stykker.

HDD gør klar til kamp - og de hjemmelavede minions-briller ses i forgrunden

Minion!
 
Minions-kager. Med 'banana', naturligvis

Familiefødselsdagen derimod. Den tillod jeg mig om ikke at aflyse, så at udskyde en uge. Kunne ikke rigtig bære at have huset fyldt med gæster dagen efter min mors begravelse – og selv om Varanens forslag om, at vi bare kunne holde festen om aftenen efter begravelsen, fordi ”nu er de der jo alle sammen alligevel”, var udmærket, valgte vi at springe over.

Men med en uges forsinkelse kom the usual familie-suspects til fejring – minus Mårmor altså. Varanen var glad, og jeg måtte knibe et par tårer; dels fordi jeg savnede (og savner!) min mor noget så frygteligt, dels fordi der var noget både fint og frygteligt over, at både gaver og kagemand var orkestreret af Mårmor fra sygesengen. ”Jeg har sagt til far, at han skal sørge for at bestille en kagemand til Varanens fødselsdag”, sagde min mor et par dage, før hun døde. Jeg mente, at jeg godt selv kunne bage – for det skal jo være den helt rigtige brunsviger, spøgte jeg. Hvorefter min far fik en modereret befaling: ”Du skal bestille en kagemand til Varanen, og det SKAL være brunsviger”. Lige som han også blev beordret til dels at købe en lille gave til Øglen – ”for ellers bliver hun skuffet” – dels at dukke op til Varanens fødselsdag, uanset hvad der end skete. ”Han kommer til at mangle sin Mårmor på sin fødselsdag. Han skal ikke også mangle sin Mårfar!”, som hun sagde. Ikke, om jeg fatter, hvordan hun kunne mønstre så stort et overskud over for andre, når hun var så syg, som hun var. Hun sikrede sig også, at jeg havde styr på gave fra dem begge – ”for jeg når jo nok ikke ud og købe noget, og det tror jeg heller ikke, far han gør”, mente hun.

Det slap bageren nu helt hæderligt fra. Points for marcipan. Og remoncen indeni. Omend kagen blev noget tung i det.  

Der var gaver i massevis til Varanen - den famøse træblender fra HDD og jeg sammen med noget superhelte-lego. Et burger-sæt (ligeledes i træ) fra Mårmor og Mårfar. Fodboldtøj og en fodbold fra Farmor. Minion-dims fra Faster Fest. Pixibøger, lege-kasseapparat og en bluse fra Familien på Bryggen. Biler fra Troldemor. Og så videre. Så selv om der lå en dyne af savn over hele selskabet, blev den lille fødselar fejret med manér. Og det endte med at blive en rigtig hyggelig dag, hvor prærievognene rykkede endnu tættere sammen. Lige nu har jeg det faktisk allerbedst med at være så tæt på hele familien som muligt, når nu hverdag, fødselsdag og livet i al almindelighed fortsætter ufortrødent til trods for vores tab.

Efterårsferien kom og gik med jeg og ungerne på en miniferie hos Mårfar, mens HDD knoklede med onde deadlines på jobbet. Og nu er hverdagen i fuld sving igen - med ny bolig, ny børnehave og travlt på job. Mit overskud er ikke det største, men der er trods alt mere af det nu end bare for en måned siden. Jeg kan dog godt mærke, at der sker (og er sket) lige rigeligt i mit liv for tiden - så der er dømt lidt mere skærmtid til ungerne, end jeg normalt ville synes, var acceptabelt. Men desperate times call for desperate measures – er det ikke sådan, man siger? Og ungerne klager bestemt ikke.

tirsdag den 3. marts 2015

6 år, Niller ...


Nogen er blevet 6 år. Og nogen er blevet fejret ikke bare én gang, men hele TRE gange! Med flag og gaver og sang og fridag og familie og whatnot. Hele den forgangne uge har været én lang fest, føles det som, og Øglen har badet sig i opmærksomhed. Og gaver. Også selv om hun ikke fik det sværd, hun i ellevte time pludselig fandt på hun ønskede sig og mener, det er rimelig uretfærdigt. Til gengæld har hun fået alt fra en morgenkåbe magen til min (bare mindre, ing’?!) til en fjernstyret bil, så hendes klager falder for temmelig døve øren. Lad os bare sige det sådan.

Selve fødselsdagen blev spenderet i Kbh med moi. La Glace, osen i hhv. butikker og i Domkirken, køben basis-tøj i H&M (og tovtrækken om verdens grimmeste og mest syntetiske pandakostume, som ikke kom med os hjem), løben op og ned i Rundetårn, spisen ristede pølser på Kultorvet og fodren duer selvsamme sted blev det til, før vi skulle hjem og hente Varanen, der havde været i børnehave og fejret de to andre fra stuen, der havde fødselsdag samme dag. Aftensmaden blev indtaget på Sticks ’n Sushi i Lyngby (fødselsdagsbarnet havde bestilt sushi, så det ønske ilede vi at efterkomme), og det er bestemt ikke sidste gang, jeg kommer der – med eller uden børn. Både mad og betjening var fremragende, og reptilerne formåede at sidde pænt og hygge sig i knap 2 timer. Jeg er officielt imponeret. Også selv om omtalen på ingen måde er sponsoreret.

De sørgelige rester af min kartoffelkage. Absolut intet andet end papiret var tilbage. Det samme kunne man ikke sige om fødselsdagsbarnets Othellolagkage, der var et stykke på størrelse med hendes ansigt. Og varm chokolade ad libitum. Der blev levnet ...

Wheeeee

De voksnes sushianretning. Som smagte, så englene sang. Jeg spiser klart for lidt sushi ... 

Fødselsdagsfejring nr. 2 var dagen efter dagen og bestod af besøg af børnehaven. De ældste eksemplarer fra stuen, hvilket udgjorde i alt 10 unger og 1 pædagog. Og det forløb så stille og roligt, som havde der været 1 barn og 10 voksne. Sådan cirka. Temaet var, efter ønske fra fødselaren, indianer-fødselsdag, men det var vist mest bare for at sige, at der var et tema. Pynten blev i hvert fald ikke helt autentisk. Jeg havde udtænkt et par indianer-agitge (huh?) lege, men de endte med overhovedet ikke at blive nødvendige – ungerne klarede underholdningen fint selv. Og malede krigsmaling på hinanden (superviseret, så det ikke stak helt af. Trods alt). Efter mad, indianertipier med is (vafler … man må arbejde med dét, man har) og fødselsdagssang smuttede alle indianerne tilbage til børnehaven, og reptilerne blev hentet tidligt. 

Interimistisk indianerpynt. Inklusive uhyggelige indianeransigter i vinduet

Hjemmebagte indianerpile 

Grøntsagstotempæle. Sjovt nok var der levnet en del radiser ...

Temmelig skæve tipier (før der kom is i, ing'?!) Men de 5-6-årige købte den ...

Tredje og sidste etape af fødselsdagsfejringerne blev afholdt i lørdags, hvor familien var på besøg. Grundet rejser og sygdom og andet spændende var der mandefald, så vi var ’kun’ 10, men det var alligevel rigtig hyggeligt. Og som prikken over i’et var det dagen, hvor den lokale Paradis (og alle de u-lokale også, tror jeg?) åbnede, så efter gæsterne var gået, og vi havde cyklet/vandret en tur i det fantastiske vejr, sluttede vi af dér. Til stor begejstring for ungerne. Og så taler vi ikke om, at det tog ca. 40 minutter at gå de 500 meter hjem med Varanen, fordi han blev noget gnaven over, at han ikke måtte holde stille med sin cykel midt på den pænt store vej med lyskryds og det hele, som vi skulle over. Det krævede alle værktøjerne i kassen plus en jævnt stor jahat at komme hjem som gode venner. Men det lykkedes – om end det tog lang tid …

Mellemfornøjet (men meget velsmagende) kagekone - traditionen tro bagt af Mårmor 

Nu er festivitassen forbi, og jeg er efterhånden nået til at pille bare lidt af indianerpynten og flagene ned. Selv om jeg mest bare har lyst til at stene i sofaen, når ungerne er puttet, for med fuld gas på fejringen i sidste uge er der en arbejdspukkel, der skal bankes ned. Så det kommer jeg til at bruge resten af ugen på - når jeg altså lige har blogget færdig ... 

Jeg kunne skrive så meget mere om det pludselig at være mor til en 6-årig. Om tiden, der flyver, og mig, der ikke helt kan følge med. Om sentimentalitet og en tur ned ad memory lane til den dag for lidt mere end 6 år siden, hvor Øglen blev født, og den første, spæde forårssol skinnede ned på en nybagt familie på Riget. Men jeg vil skåne jer. I stedet vil jeg smække benene op og se noget mere Suits (jeg er afhængig). Og knibe det ene øje i undervejs, så jeg ikke kan se stakken af vasketøj, der skal lægges sammen. Jeg arbejder til stadighed på at perfektionere kunsten at ignorere presserende ting. Som fx gulvvask, der i dén grad er oppe over. Eller indkøb til gæster gange mange fra torsdag og frem. Til trods for, at jeg er væk hjemmefra fra 8-20 i morgen. Ah well - må prøve at charmere med mit væsen (eller aflede ved at sige virkelig mærkelige ting) i stedet for mine rene gulve. Men maden, den slipper jeg nok ikke for at lave. Trods alt.

tirsdag den 30. september 2014

Adskilt

Mens Varanen stormer derudaf med børnehavestart, farvel til sutterne (som han købte legetøj for i weekenden. Så stor er han nemlig blevet. Tilsyneladende) og en øvelse-gør-mester tilgang til at smide bleen, bliver Øglen lidt ... glemt. Eller. "Glemt" er ikke det rigtige ord, for vi ved jo selvfølgelig godt, at hun er der, og det er jo heller ikke som om, der ikke er tid til hende, men når Varanen for gang nr. 4.598 skriger bloody murder, fordi han ikke må få marengs til morgenmad/lege på Øglens værelse/ikke må beholde sin tunge natble på om morgenen/indsæt selv flere, så er det ham, der render med det meste af opmærksomheden. For Øglen er jo så stor og kan klare det meste selv. Og råber ikke så tit så højt, at det føles som om, ens ører falder af.

Mårmor havde, traditionen tro, bagt brunsvigerkagemand til Varanens fødselsdag. Udgangspunktet var, at det skulle være en bil i år, men efter Varanens hjælpende hænder og gavmilde strøen med pynt (og hjul) blev det vist bare en ... brunsvigerkage med pynt :-) 

Jeg ved godt, at det bare er en fase med Varanen, men når man er 5 år, kan en fase på flere uger altså godt føles temmelig lang, og det kan den sådan set også, hvis man er 36. Det er muligt, jeg tillægger Øglen ting, der ikke er noget hold i, men på det seneste er det som om, hun er blevet mere opfarende og kortluntet i forhold til Varanen (hvilket der ikke er noget at sige til; det er bare ikke så konstruktivt). I fredags fik hun så lige pludselig meget ondt i hoften. Sagde hun. Det er ikke så længe siden, hun slog højre hofte på en løbetur i børnehaven og fik et ordentligt blåt mærke på den, og det har naturligvis gjort ondt et stykke tid. Men i fredags var det den anden hofte, den var gal med. Den uden blå mærker. Det kom lige pludselig, og hun græd og græd og var nærmest helt utrøstelig. Det eneste, der virkede bare en lille smule, var masser af nærvær. Hængen ud på en madras på gulvet med dyner og Disney Sjov (og Versus, som hun elsker) og masser af tid til bare hende (mens Varanen drønede rundt i stuen og råbte og drillede). Det skal vi simpelthen blive bedre til at huske - også uden, at hun behøver at få ondt i hoften for at få vores udelte opmærksomhed.

Varanen indkasserede pænt mange ting til legekøkkenet til familiefødselsdagen i søndags. Hele to røremaskiner og kaffemaskiner blev det til. Men man skal jo aldrig gå ned på udstyr

Skabene blev også fyldt op med kolonialvarer og konserves

Lørdag havde hoften det meget bedre, og en tur alene med HDD i svømmehallen og i Føtex (oh joy!) hjalp endnu mere. Et par gaver til hende søndag - på trods af, at det var Varanens (og min) fødselsdag, der blev fejret sammen med hele familien - hjalp også lidt, og det, der nok helbredte hoften helt og aldeles var, at hun skulle med Mårmor og Mårfar hjem efter festivitassen. Alene. Uden Varan, mor eller far. Rent egoistisk ville jeg enormt gerne have haft noget alenetid med hende, men eftersom der er et arbejde, der skal passes, og en ret morsyg Varan, så var miniferieløsningen perfekt, syntes vi. Og heldigvis havde Mår-forældrene både tid og lyst til at have hende på besøg.

Så der er hun nu, og hun elsker hvert et sekund, er jeg sikker på. Hun har i hvert fald ikke haft tid til at tale med mig siden søndag aften, men Mårmor har sms'et mig opdateringer, og det lyder som om, Øglen har det som blommen i et æg. Noget, hun i den grad har brug for lige nu, tror jeg. For ikke nok med, at Varanen er lidt fremme i skoene derhjemme; pludselig er han jo også i børnehaven, der før var Øglens territorium. Det skal nok blive godt - og er det da også i vid udstrækning allerede - der skal bare lige akklimatiseres lidt. Og HDD og jeg skal blive bedre til at være opmærksomme på Øglen, så hun ikke får ondt i hoften igen foreløbigt ...

Umiddelbart efter Øglens exit til Mårmor og Mårfar ville Varanen på legepladsen. Inklusiv bildyne og dukkevogn, naturligvis!

Cykelmyggen på sin fødselsdagsgave fra HDD og jeg - en fin Kids Schwinn-cykel med 'pendaner'

I mellemtiden hygger Varanen sig med at være alene hjemme og have muligheden for at snige sig ind på storesøsters værelse uden at blive opdaget af Øglen. Han var mildest talt ikke tilfreds med at blive 'efterladt', da Øglen tog af sted, men han er kommet efter det, og har vist allerede nu luret, at der følger visse goder med at være det eneste barn for en stund. Både HDD og jeg synes, huset er meget stille med kun ét barn i det (endda selv om det er det larmende barn, vi har beholdt), og selv om det er rigtig hyggeligt at have noget alenetid med Varanen, savner jeg Øglen enormt. Og glæder mig meget, til vi skal hente hende i morgen!

mandag den 22. september 2014

3 år, Niller! 3 år!

Varanen fylder 3 i dag. Det har været længe ventet - omend han har benyttet sig af den sidste uge til at sige "Jeg er IKKE 3 år endnu!", når/hvis man har vovet at mene, at han er en stor dreng, som "jo nok må kunne forstå" dette og hint. For så kunne det jo være, at man ikke behøvede at være helt så stor. Eller noget ...

Fødselaren vågnede op i morges, vaklede ud af soveværelset, gned søvndrukkent øjnene og sagde "Tak!", da jeg råbte sagde tillykke. Hvorefter han krævede vingummibamser og gik ud til skuffen og tog to til sig selv og to til Øglen. Ah well - det er vel fødselsdag ...

Morgenen blev brugt på at pakke gaver op (kikkert og glimmertryllestav) - den 'store' gave får han i eftermiddag, når HDD er hjemme og kan være med til at give ham den. (Han får en cykel. Med 'pendaner'. Ssccchh!) Vi skiftede havregrynene ud med chokolademadder og spillede fiskespil og snakkede lidt om fødselsdage. Og Varanen skulle lige været helt sikker på, at det nu også er i dag, han fylder år, så han spurgte helt genert, om det "virkelig er i dag, jeg har fødselsdag mor?" Og kvitterede med et "Yay! Så er jeg TRE ÅR!", da jeg svarede bekræftende.

3 år! 
 
De tre år steg ham en anelse til hovedet på vej til børnehaven, så da han spankulerede ind i garderoben, proklamerede han, at det var ham, der bestemte "ALTING!" Og da to (store) piger mente, at det nok snarere var dem, der bestemte, kiggede han køligt på dem og sagde "Nej. For jeg har nemlig fødselsdag. Så JEG bestemmer i dag!" Så var det ligesom på plads.

Jeg Vi fik gjort frugtkopperne klar (med drinkspinde og flag. Så fint. Glemte bare at tage billeder), og så var jeg af sted. Jeg henter tidligt i dag, og så går hverdagen ellers slag i slag med eftermiddagshygge og Øglen til gymnastik. Og så ellers lige lidt gaveuddeling, minilagkage og "sjusji" til aftensmad. (Efter Varanens ønske. Jeg klager ikke!) Familien kommer og fejrer ham søndag, så fødselsdagen bliver spredt lidt ud. Det er jeg sikker på, han ikke har noget imod.

Men altså. Varanen. 3 år. Jeg ved godt, jeg skriver det jævnligt, men ikke om jeg fatter, hvor tiden bliver af. Hvis nu min gamle computer ikke var dødere end død (faktisk så død, at end ikke CSI, eller hvem det nu er, der har haft den til fancy diagnosticering i endnu mere fancy støvfrit miljø i England, kan få så meget som en lillebitte flig af data ud af den), ville jeg have lavet en billedkavalkade fra de seneste 12 måneder, så jeg (og I) kunne se, hvor meget der er sket. Men nåååååh nej! Jeg har jo stort set ingen billeder fra det seneste år, så det må vi undvære. Og i stedet glæde mig over min egen, knivskarpe hukommelse (Som om! Jeg er glemsom på grænsen til det uhyggelige. Kan jo dårligt huske, hvordan Varanen så ud i går, let alone for 12 måneder siden).

Men stor, dét er han. I torsdags havde jeg ham til 3 års-undersøgelse. Det gik over al forventning - endda selv om begge reptiler var med. Jeg havde forberedt ham i forvejen på turen til lægen, og han var helt cool med det. Selv om det selvfølgelig også hjalp på sagen, at han og Øglen skulle hentes tidligt pga. lægebesøget. At jeg så havde glemt at tage snacks med, er min egen skyld, men resulterede heldigvis kun i en mindre nedsmeltning. Efter lægebesøget. Og blev afhjulpet derhjemme af en juice, en håndfuld nødder og bagning af ét styks æbletærte.

Min date på Joe & the Juice i lørdags. Knaldgodt selskab, siger jeg jer!

Varanen var ret interesseret i lægens legetøj og fandt sig i både at blive vejet, målt, befamlet på lårene (noget med et lille udslæt) og mærket på testiklerne. Men nu taler vi jo altså også om drengen, der af og til råber "Vil du se min diller?" til Øglen, så genert - dét er han i hvert fald ikke! Han vejer 17,4 kg, er 98,2 cm høj og måler 52,2 cm om knolden (no wonder, at han vokser ud af alle hjelme, hatte, kasketter, mv.) og er en "stor, flot dreng med et ordforråd i rivende udvikling" ifølge lægen. (Men det vidste jeg jo godt ...)

Siden 2 års-undersøgelsen er han vokset 10 cm (jeg venter stadig spændt på, at jeg vokser 10 cm) og vejer 2,6 kg mere. Hans sprog er gået amok, men han taler selvfølgelig også hele tiden. Og synger. Sidste weekend overraskede han fx ved at synge Laust Højbyes hedengangne hit "Man er som man er" (godt nok 20 år for sent, men altså ...) helt korrekt, mens jeg gyngede ham på Farfars sansegynge. Heldigvis kan han stadig overtales til at ligge i arm og blive nusset - det håber jeg varer længe, før han vokser fra.

I øvrigt tror jeg nok, at han stoppede med at bruge sut i lørdags. Bare sådan. Jeg havde regnet med, at vi skulle have en kamp uden lige (og havde på ingen måde regnet med, at det var nu, han skulle droppe sutten. For min skyld måtte han gerne have den nogle måneder endnu), men da han lørdag morgen tyggede sin absolut sidste sut i stykker (tredje sut på tre dage), tænkte vi, at det nok var ved at være på tide med et suttestop, hvis vi ikke ville ruinere os selv på at købe nye sutter hele tiden. Han blev lidt gal over, at han ikke kunne få en ny, men vi havde jo vitterligt ingen, og det tror jeg, skinnede kraftigt igennem. Desuden kunne han godt huske, at vi købte de sidste sutter i Sverige, og der kunne vi jo ikke lige køre til i lørdags, så han accepterede faktisk uden de store sværdslag. Og har nu sovet to nætter uden sut. Han har kun kaldt på den et par gange, men uden den store længsel i stemmen, så nu håber jeg, han klarer sig fint i børnehaven uden (de har en til ham derovre. Som de kan give ham, hvis han går helt amok, når han skal sove lur. Men jeg tror faktisk ikke, det bliver nødvendigt. Eller er det at jinxe det?)

De sørgelige sutterester. Som jo nok skal bruges som hård valuta i en legetøjsbutik. Men lad os nu lige se, hvad han scorer i fødselsdagsgave, før vi shopper amok. Kan næsten ikke tro, at han er færdig med at bruge sut nu. Tænk, hvis det skal være så nemt?!  

Så jeg behøver jo i virkeligheden ikke billeder til at fortælle mig, at min dreng er blevet stor. Alle tegn i sol og måne tyder jo på det. MIN store dreng. Som er så fantastisk, sød og sjov, at ord slet ikke rækker (så her ville billeder jo egentlig have været meget rare). Også selv om han råwer.

3 år, mand. Det er vildt!

tirsdag den 25. februar 2014

Øøøøglen har fødselsdag, og det har hun jo, og det var ... i går!

Øglen havde fødselsdag i går. 5 år blev hun. Og selv om jeg godt ved, jeg siger det hele tiden, så skal i dag ikke være nogen undtagelse - OMG, hvor går tiden bare hurtigt! Alt alt ALT for hurtigt!

Søndag var hele familien på besøg. De kom ved 15-tiden, og ventetiden var lang for den da kun 4-årige Øgle. Særligt fordi hun ikke helt kunne forstå, at der ikke var noget morgenbord med gaver. "For det var der da sidste år, mor? Så stå lige op!" (det var min tur til at sove længe søndag, men det fik jeg så ikke lov til. Men det var alligevel allerede blevet spoleret af Varanen, der havde taget en Fabuland-karussel med ind i soveværelset, hvor han sad og drejede den rundt i mit ansigt). Så måtte vi jo forklare, at fødselsdagen reelt først var dagen efter, men at hun ville få gaver - også den fra os - søndag. Og så var det hele ok igen. (Og for the record, så var der morgenbord og balloner og en gave fra Varanen på selve dagen. Selv om Øglen holdt på, at hun altså havde haft fødselsdag).

Vi forsøgte at nedbringe fornemmelsen af lang ventetid ved at give hende gaven fra os omkring middagstid. En flunkende ny cykel blev placeret uden for hoveddøren, og så bankede vi ellers på og afventede Øglens reaktion, da hun åbnede (efter nogen overtalelse, for hun blev helt forskrækket, da det pludselig bankede på). Den nye cykel vakte i dén grad lykke. Den gamle var blevet alt for lille, og nu kommer foråret forhåbentlig snart, så hun kan hjule rundt på vejen. Og til og fra børnehave, når hun gider. Hvor hun på den gamle cykel var en kende usikker, gav den nye cykel hende tilsyneladende et selvtillidsboost, og efter få ture drønede hun rundt på vejen og bremsede og drejede og kom selv i gang igen, så det er vist sikkert at sige, at gaven var et hit.

Store, stolte Øgle med den nye cykel. Som hun i øvrigt er cyklet til børnehave på i dag. Og væltede en enkelt gang, men efter et par vredestårer var faldet glemt, og hun hjulede ufortrødent videre.

Det var de øvrige gaver nu også. Et påfuglekostume, rulleskøjter, flotte halskæder og Lego Friends i massevis - alle gaver blev pakket op med stor begejstring, og der er blevet leget med det hele. Bortset lige fra Lego Friends-båden, som ikke er blevet samlet endnu. Har ikke lige haft 10 sammenhængende timer at afsætte til dét projekt ...

Der pakkes gaver op i fællesskab - og i fuld fordragelighed, faktisk. Vildt. Skyldes måske Varanens tre-timers middagslur søndag?!

Kagekonen. Som altid bagt af Mårmor. Og som altid virkelig lækker. Mmmmm - brunsviger!

Efter familiefødselsdagen søndag var begge reptiler godt trætte. Og det var forældrene i øvrigt også, så man tildeler ikke sig selv den store planlægningsmedalje, når man efter oprydningen skal til at i gang med at lave mad til en masse sultne børnehavebørn. Som skulle komme mandag klokken 10. Men så planlægger man bare anderledes næste år. Det var i hvert fald det, jeg messede for mig selv, da jeg søndag aften stod og bagte pølsehorn og lavede frikadeller. Og da jeg mandag morgen lavede flere frikadeller, bagte muffins og pizza og pyntede op ...

I går morges. Hvor Øglen kom ind i stuen iført nattøj og rulleskøjte. Man skal ikke spilde så meget som ét sekunds rulle-tid, åbenbart

 
Pynte-pynte op til børnehave-invasion. Temaet var påfugle - deraf farven på tallerkenerne. Som sammen med fjerene på bordet i øvrigt også var det eneste påfugleagtige ved arrangementet

Fødselsdagen for børnehaven gik helt perfekt. Vi havde ikke planlagt nogen aktivitet (skattejagt fx) - særligt fordi børnehavens regler omkring fødselsdage netop er blevet ændret til, at børnene ikke må have noget med hjem fra fødselsdagen, som de ikke havde med, da de kom. Børnehaven syntes, at det havde taget overhånd med små dimser og masker og armbånd og slik m.m., så den regel rettede vi os naturligvis efter. Og ungerne hyggede sig da også ganske fint uden. Alle 8 prøvede Øglens rulleskøjter, de klædte sig ud, de hoppede i Øglens seng og havde generelt en fest. Og efter maden og kagerne nåede de endda en tur ud i haven og lege. Det var jo ret basic set gennem voksne øjne, men flere af ungerne sagde til HDD (som havde taget en fridag; bless him!), at det var "den bedste fødselsdag nogensinde". Jeg ved godt, at komplimenterne ofte sidder ret løst på smållinger, men det glæder mig nu alligevel, at de hyggede sig. Og at de alle sammen legede så godt.

Jeg fik en lang snak med en af pædagogerne, og hun sagde (uopfordret) så mange pæne ting om Øglen, at jeg blev helt genert. Og selv om jeg jo godt ved, hun er fantastisk, så er det dejligt, at nogle af dem, hun ser så mange timer om ugen, tilsyneladende er enige. Således har vi nu prædikater som hedder vellidt, velopdragen, intelligent, moden af sin alder, omsorgsfuld, i god kontakt med sine følelser, m.fl. at sætte på hende (det havde vi også før, men you know ...), og det vil jeg bestemt ikke klage over.

Alle børnehavebørnene - inkl. Øglen - smuttede lidt over 12, men HDD hentede Øglen i børnehaven straks de kom tilbage (noget med noget forsikring, at de åbenbart skal have lige så mange børn med hjem til børnehaven, som de havde med ud. Så Øglen kunne ikke bare blive hjemme, da de andre gik), og så gik hende og HDD ellers i krig med noget af det nye Lego Friends, mens jeg arbejdede lidt og løb nogle ærinder. På vej retur fra ærinderne hentede jeg Varanen, og så kørte Reptilfamilien ellers til Dyrehaven for at nyde de spæde forårstegn (der, ligesom for præcis 5 år siden, hvor solen sendte sine smukke stråler ind gennem vinduerne på Rigshospitalet og - er vi sikre på - bebudede både forår og den smukkeste, nye verdensborger, var i luften) og lufte Øglens rulleskøjter. Skøn tur - på trods af rulleskøjtestyrt og mine usandsynligt dårlige klapvogns-skills, der sendte Varanen en tur i asfalten. Dog uden mén, men med et bebrejdende "HÅÅÅÅUW!" fra Varanen. Can't blame him.

Steady. Steeeeadyyyy! Masser af trilleplads i Dyrehaven

Smart at kunne holde fast i vognen, når fødderne (med rulleskøjter på) ikke gider mere  

Vel hjemme igen var alle trætte. Og reptilerne fik lov til at se væsentligt mere tv end de anbefalede 0,03 minutter (eller hvor længe det nu er), før de røg i seng. Hvor de begge sov i løbet af ret kort tid. Uden at blive holdt i hånden eller siddet inde hos, skal jeg lige huske at sige. For der er nemlig nye sove-boller på suppen herhjemme (skrid, Nemesis), men det kan jeg altid skrive om i et andet indlæg.

Fri leg i Dyrehaven

Mere fri leg i Dyrehaven

Nu er jeg officielt mor til en 5-årig. Endda uden jeg føler, at jeg selv er ældet med 5 år, siden jeg fik hende. Men det sladrer billederne fra Øglens første dage (som vi så sammen i går. Virkelig hyggeligt. Og virkelig nostalgi-tåre-fremkaldende for undertegnede) om, at jeg er. I dén grad. Hrmpf.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...