Viser indlæg med etiketten forstaden. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten forstaden. Vis alle indlæg

mandag den 8. juli 2013

Potpourri

Weekenden er kommet og gået, og der er sket så meget - og samtidig så lidt - at det her beklageligvis bliver endnu et af den slags indlæg, der vil det hele. Bær over med mig.

Den afslappede weekend-stemning indfandt sig fredag aften, hvor jeg havde børnefri og derfor drog til storbyen for at mødes med søde AC. Vejret viste sig også i fredags fra den sommerlige side, så vi lagde ud med en øl på en fortovscafé og fortsatte til nyåbnede Manzel, hvor den stod på mex mez (tapas) og cocktails. Og hvilke cocktails! Nu ved jeg godt, at der går lang tid imellem, jeg kommer ud, men jeg siger jer, de var gode. Særligt den mojito-lignende med granatæble fik en stor stjerne i min bog.

Granatæble-cocktail. Nammenam

Mez mez. Nammenam igen

Restauranten ligger i en kælder og er indrettet varmt, hyggeligt og hjemligt. Blandet med über-chikt, naturligvis. Jeg skulle lige abstrahere fra, at den ligger i de selvsamme lokaler, hvor jeg i sin tid har spist min del af kedelige kantinesalater som studentermedhjælper i Undervisningsministeriet, men eftersom der ikke var lilla plexiglas for vinduerne dengang, endsige tunge velourgardiner og bløde sofaer, så gik det nemt nok endda.

Maden var dejlig, og betjeningen meget opmærksom. Ejeren selv var henne og hilse på, og man fik vitterligt fornemmelsen af, at man var på besøg i nogens meget store hjem. Der var lige lidt meget forvirring ang. nogle ekstra ting, vi forsøgte at bestille (faktisk viste det sig så vanskeligt, at vi endte med at droppe det), men det var småting i det store billede. Og eftersom restauranten kun har været åben en uges tid, er der håb om, at de kommer efter det, de søde og forvirrede tjenere.

AC og jeg sluttede en hyggeligt aften af med en kaffe på Kultorvet, og personligt nød jeg at være tilbage i Kbh for en stund. Selv om jeg ikke havde det fjerneste imod at skulle hjem til forstaden igen. Det ville da være dejligt, om Den Nye By lå lidt tættere på, så det var nemmere at komme til og fra, men det kan da i det mindste lade sig gøre at komme dertil direkte med bus. Så længere væk ligger den heller ikke.

Lørdag stod den på Cirkus Summarum for Øglen. Den oprindelige plan var, at vi alle fire skulle tage ud på 10-øren, og så skulle enten HDD eller jeg blive ude på pladsen med Varanen og lege, indtil han skulle sove. Men eftersom det havde været endnu en groundhog-putning for Varanen fredag (aldrigALDRIG sms hjem for en update, når du er ude, og din bedre halvdel ikke føler nogen synderlig trang til at sende usande "Alt er godt"-beskeder retur. Jeg siger det bare), besluttede jeg, at han (og jeg) ikke skulle med lørdag. For der sker tilsyneladende rigtig meget med ham rent udviklingsmæssigt lige nu, og når han har så svært ved at falde ned efter en almindelig dag i vuggestue, syntes jeg ikke, han behøvede at blive udsat for gak og gøgl (og en masse køren i bil) oven i hatten. Så HDD og Øglen tog af sted og fik så en ordentlig portion far-/datter-tid.

Kampen mod ærten

De var væk i næsten seks timer, og i den tid nåede Varanen og jeg både et bad, en gåtur med den nye klapvogn (som er fin, men jeg savner nu stadig at kunne bruge Emmaljungaen!), en cykeltur ned efter bleer (og en detour ind i et område af byen, hvor jeg ikke har været før, men hvor jeg helt klart skal til at hænge noget mere ud. Skov, marker, et bette slot og mere skov - what's not to like?!) og leg i haven. Og så verdens længste skraber til Varanen, hvor jeg nåede at ligge på havesofaen, læse chicklit, rydde op i køkkenet, ordne og sortere alt Varanens tøj, ligge lidt mere på sofaen og generelt bare dase.

Øglen var intet mindre end lykkelig, da hun og HDD kom retur, og resten af dagen stod munden jo ikke stille på hende. Jeg er blevet indviet i alle facetter af Cirkus Summarum, og hun var så begejstret, at hun næsten ikke kunne stå stille. Jeg elsker den der barnlige begejstring! Øglen havde en pruttepude med hjem, og apropos barnlig begejstring, så er det da også fascinerende, hvor meget sjov sådan en kan lave. Øglen og Varanen havde i hvert fald viel spass ud af den resten af dagen. Pudsigt, som pruttelyde åbenbart bare er sjove. Særligt, hvis man er børn på 4 og 1,5. Og en mand på 34.

"Se os, mor! Vi sidder og er søde!"

Nabobørnene kom ind og legede efter aftensmaden, og deres far fulgte efter med en flaske rosé. Det skal ingen høre noget for. Og da nabomor kom hjem, fik hun lige et glas med, inden det var sengetid for småfolkene. Ren idyl i forstaden.

Spritny legeplads. Som er meget pæn, men ikke særlig sjov. Overhovedet, faktisk

Søndag stod på løbetur, mere afslapning, en tur på loppemarked for mit og Varanens vedkommende, og en rengøring af bilen for Øglens og HDDs vedkommende. Desuden lidt fri leg på Den Nye Bys nye legepladser, og ellers bare dasen i haven. Gæster til aftensmad, som selv havde maden med #win, og så var weekenden efterhånden også brugt helt og aldeles op. Nu er den sidste uge inden Varanens ferie så skudt i gang, og om to uger følger Øglen, HDD og jeg efter rent ferie-wise. (Og jaja, vi skal nok finde noget pasning til Varanen næste uge - han skal ikke holde ferie alene). Det er lige til at overskue, og jeg må indrømme, at jeg glæder mig som en lille dreng. Ferie, mand! Sweeeeet!

tirsdag den 5. marts 2013

Havegal

En af de ting jeg har sagt helt. vildt. mange gange i al den tid, HDD og jeg troede, at vi skulle blive i byen og aldrigaldrigaldrig i villa er noget i retning af "Arj, jamen en HAVE, mand! Så skal man være derude og holde den ved lige hver weekend. Og det gider man jo ikke".

Men ved I hvad - det gider man faktisk godt!

Særligt nu, hvor forårssolen er kommet frem og har svitset mine kinder (must. buy. sunscreen) og kalder insisterende på en. Jeg synes, det er tophyggeligt at rende rundt og klippe vildfarne grene, nippe tørre blomster og rive beskyttende vinterbladlag af jorden, mens ungerne slås plasker med vand i nedløbsbassinet eller forsøger at æde 7 m2 perlegrus boltrer sig i mosset. Også selv om jeg ved nul og niks om havebrug og sikkert har smadret de stakkels rhododendronbuske totalt med min grensaks. (Og så er det jo bare ren win, at man lige møder naboerne ude i haven, og at Øglen og nabodrengen leger så godt sammen allerede, at hun forsvandt gennem hækken og ind i naboens hus på et splitsekund i går. Og at Varanen fulgte efter, hvorefter jeg måtte hente dem. Efter at have fået en god sludder. Jojo, jeg har helt klart den vildeste parcelhusejer gemt i maven).

Gang i trækvognen - jeg forudser halsbrækkende stunts Steen & Stoffer-style, når reptilerne mener, at bakken i baggrunden skal betvinges med vognen  

Og selv om vi havde både en fødselsdag og en date med den gamle mødregruppe (m e g a hyggeligt, i øvrigt!) i weekenden, har vi også haft tid i haven. Den er blandt andet blevet brugt på at tage livtag med de crazy høje hasselbuske (træer!), der har fået lov at vokse amok i de sidste mange år og nu strækker sig så langt ind i himlen, at det er ret svært at se meget andet end strittende grene og svingende rakler. Deres primære formål - at dække for genboens hus - opfylder de på ingen måde, så de måtte væk. Og det er vi så i gang med nu. Med håndkraft, eftersom vi ikke er gået så all in på havelivet, at vi har en motorsav. Endnu. Men det er selvfølgelig også meget rart at konstatere, at jeg rent faktisk har muskler i armene. Derudover har jeg massakreret et træ i et bed over mod naboerne (jeg kan tydeligvis ikke administrere at have en sav i hånden), og jeg har fundet en trilliard små forårsblomster under det metertykke lag vissent bunddække, der hænger ud omkring rhododendronerne.

Vores nye kæledyr: Varan-hunden!

Vi har mange planer for haven, og jeg kan ikke vente til det hele springer ud, så jeg kan se, hvad der er hvad, hvad der lever, og hvad der ligeså godt kan blive fældet med det samme. Mange af vores planer er desværre bare ikke helt gratis, så mange af dem er helt automatisk blevet sat på hold.

Men så var det, at jeg fik en let bebrejdende mail fra Feriekonto forleden. Som gerne lige ville minde mig om, at jeg altså havde en portion feriepenge stående, og at jeg skulle huske at hæve dem, for ellers ville de forsvinde ud i den blå luft. Dem havde jeg helt svedt ud, men det tog mig rundt regnet 2 sekunder at sige HAPS, og selv om jeg ikke ser skyggen af dem før om nogle uger, er de allerede blevet brugt. På to projekter og en enkelt hyggeting.


Så nu er der et legehus på vej med posten til os. Og et drivhus. Og et sæt fine havemøbler. (Og så er der heller ikke så meget som en rød reje tilbage af feriepengene).

Det bliver fint ude i haven. Og så nævner vi ikke et ord om, at jeg ikke har skyggen af grønne fingre og derfor ikke aner, hvad jeg skal stille op med drivhuset. Havemøblerne, derimod - dem ved jeg godt, hvad jeg skal gøre med. Sidde i den ene stol, fødderne op på den anden og så en kop kaffe på bordet. Jojo - det skal nok blive godt!

***

Og mens jeg nu er i gang med det virkelig utrendy overforbrug, så kan jeg da også lige berette, at jeg forleden fik fem kjoler hjem til migmigmig fra Asos. Fordi jeg ikke har købt tøj i hundrede år og tilsyneladende ikke kan begrænse mig og bliver nødt til at gøre en indsats, nu jeg er sådan en, der arbejder hjemme det meste af tiden. Havde jeg ikke HDD (og forældrene i Den Nye Institution) at tage hensyn til, ville jeg nok forfalde til en joggingbuksen og badetøflen. Men det går ikke. Blev der sagt. 

Og i dag kom HDD så hjem med verdens største (I kid you not) tøj til Varanen, som jeg havde bestilt hos Flødebollernes mor (og tvunget HDD til at hente). Han er vokset ud af stort set alt sit tøj, så nyt måtte der til. Og jeg skal love for, at han er ekviperet nu. I en grad, så jeg ikke behøver tænde vaskemaskinen i de næste mange uger. Det er SÅ fedt (og tøjet er kjämpefint!) Tak igen, Louise!

Tøjbjerget!

mandag den 28. januar 2013

#€&%("?!

Den gode nyhed:
Til trods for massivt tøvejr i dag, hvor vandet (sneen) har fosset løs i tagrenderne fra morgen til aften, så er der ikke dryppet yderligere vand ned fra vores tilsyneladende utætte tag. Hvilket er meget heldigt, eftersom stortrampende, utæthedsfremkaldende tagmand netop har sendt et mildest talt ublu tilbud på reparation af taget.

Den dårlige nyhed:
At al el-halløj i vores køkken er ulovligt. Alt! Og at det tilsyneladende beror på de højere magters indgriben, at sammenkoblingerne og faserne og hvad det nu ellers hedder af smarte el-ord, overhovedet kan drive køleskab, ovn og opvaskemaskine på samme tid. Eller køleskab, ovn og kogeplader, som det hedder nu. Måtte jo ofre et eller andet, og efter to uger uden kogeplader, var jeg ved at blive bims. Bliver sq nok også bims uden en opvaskemaskine, men man kan åbenbart ikke få det hele, når man har købt et 60'er-hus, der har været i hænderne på enten en gal selvbygger eller en elektriker uden skyggen af faglige kompetencer.

Vi burde måske have lugtet lunten med det der el, da vi så, hvor klyttet hele det utrolig grimme, grønne almuekøkken var sat op. (Dækplader sat på med velcro. Snedkerkøkken my ass!) Eller i det hele taget være blevet mistænksomme, da vi så farvesammensætningen på køkkenet. Stol aldrig på nogen, der vælger mintgrønt og okseblod som samlet farvepalette.

Men det gjorde vi ikke. Lorte-lort. Til gengæld tegnede vi en ejerskifteforsikring, som i dén grad skal sættes i sving nu. Og så skal jeg ud og slå nogen i hovedet med den Helt. Utroligt. Mangelfulde. El-rapport, der er blevet lavet i forbindelse med salget (og købet) af huset. ("Nå? Var de kabler, der er trukket til el, slet ikke godkendt til el? Tænk, det opdagede jeg overhovedet ikke")

... Det er svært at se det gode i dén historie. Men skal man finde bare en enkelt lillebitte ting, er det, at der så nok er nogen tid til, jeg skal til at lege med hhv. mørtel og letspartel på køkkenvæggene. Fordi der er nogen el-nogen, der skal ud og trække ny el über alles. Og fræse det ind i væggene. Hvis Når Forsikringsselskabet altså synes, at de har udtømt alle muligheder for at slippe for at betale en rød reje. Hvilket formentlig bliver engang i 2039 - de er stædige, de der forsikringsselskaber.

#€&%("?!

Nogen, der har en rambuk? Så jævner vi hytten og erstatter den med noget Lind & Risør. Nyt. Uden grimme overraskelser og store edderkopper.

fredag den 23. november 2012

To pladser, tak

Nå. Vi har stadig ikke fået daginstitutionsplads til nogen af reptilerne i Den Nye By Nordpå. Og november går jo så småt på hæld, så chancen for at få plads til dem til januar i den institution, hvor de står som hhv. nr. 1 og 2 på ventelisten, bliver mindre og mindre. Så kan det naturligvis være, at de kan få en plads til februar, men jeg må nok sige, at udsigten til at skulle køre frem og tilbage til København endnu en måned ikke er specielt tillokkende.

Det er jo ikke for dét - det fungerer egentlig ok med pendlerlivet. Ungerne er i de institutioner, som de (og vi) kender og elsker, HDD arbejder et kvarters tid for lidt hver dag, og det gør jeg også. Dagen starter kl. 05.30 for de voksnes vedkommende og lidt senere for ungerne, og bilen skal startes kl. senest 06.50 for ikke at karambolere med alle de andre nordboere, der begiver sig ind mod byen hver morgen.

Når nu det ikke kan være anderledes med det der pendleri, så er sådan en udsigt her altså helt ok, når man kører ind mod byen ad Strandvejen. Selv om den klart ville være pænere, hvis lydakkompagnementet ikke bestod af skrig og skrål

Vi er hjemme omkring 16.15 hver dag, og det i sig selv er naturligvis privilegeret. Desværre er hjemturen (og udturen, for den sags skyld) meget ofte forbundet med skrig og skrål fra Varanen, der bare ikke er verdenshistoriens bedste bilpassager. Og det er sq synd, altså. For både Varanen, os og Øglen, som egentlig hygger sig meget godt og bare gerne vil sidde og dimse, synge og snakke lidt om sin dag.

Den slår næsten aldrig fejl - når Øglen er blevet afleveret passer det med, at Varanen har brokket sig i omkring 35 minutter. Og når vi når til Øster Farimagsgade, falder han i søvn. Det giver ham rundt regnet 15 minutters søvn, inden vi når til vuggeren. Kunne godt unde ham, at det var omvendt - 15 minutters brok og 35 minutters søvn

Derudover er der ikke plads til nogen slinger i valsen i forhold til programmet. Da Varanen fx blev ringet hjem fra vuggeren med dårlig mave (som han heldigvis efterlod sig i vuggeren) i fredags, var gode råd dyre. Skulle både HDD og jeg så tage hjem med begge børn? Skulle jeg tage alene hjem med Varanen? Skulle jeg tage Øglen med, eller skulle HDD tage hende med? Og når HDD oven i købet havde glemt at sætte Varanens klapvogn af i vuggestuen, fordi det var ham, der ekstraordinært skulle hente, hvordan skulle jeg i givet fald så komme hjem?! (2,5 km fra togstationen til Det Nye Hus med 12 kg Varan på armen virkede ikke tillokkende) Løsningen (som jeg ved, I virkelig er interesserede i at høre) blev, at HDD kom til Vesterport med klapvognen, hvor jeg så overtog den. Drønede til Nørreport, hentede Varanen og tog toget til Nordhavn. Hvor vi hentede en forvirret, men glad, Øgle før frokost, tog S-toget til Hellerup og hoppede på Kystbanen. Hvorefter jeg traskede hjem med to - nu utålmodige, forståeligt nok - reptiler og én klapvogn. 50 minutter, mulle - op ad bakke. Ladesiggørligt, men ikke nødvendigvis noget, man behøver at gentage alt for mange gange.

Så det jeg bare siger, er, at det ville være meget rart med en plads til dem. Til januar, s'il-vous-plaît. Er jo lissom godt klar over, at december-toget er kørt, og det er også ok (nogen ville blive fælt skuffede, hvis de ikke kom til at medvirke i noget krybbespil og noget Lucia-optog). Men så heller ikke senere, tak.

Jeg har haft fat på pladsanvisningen i Den Nye By op til flere gange, og selv om de er så søde så søde, så er de desværre ikke tryllekunstnere. Og jeg udleder da også af den rungende tavshed, min telefon udsender, at de ikke lige har fundet de vises sten, selv om de i onsdags lovede at "undersøge, hvad vi kan gøre og ringe tilbage".

På trods af, at Varanen skal vækkes fra sin bil-slummer, fejler humøret sjældent noget, når vi kommer til vuggestuen. Hvor det er the shizzle selv at fragte sig op til første sal 

Men så var det, at jeg holdt hjemmedag med reptilerne i går. Fordi der igen var slinger i logistikvalsen (vinterfutter på bilen = senere afgang = for sen aflevering af reptiler + for kort arbejdsdag til HDD). Vi gik ned i den lokale "handlebutik" (som i parantes bemærket være den dyreste SuperBest i landet - eller også er deres varer bare lavet af guld og platin. Synes i hvert fald ikke, de har grund til at skilte alt for meget med deres "3 løse appelsiner til 25 kroner". Og forstår måske godt, at det var lidt svært at finde prisskiltet på den (fine, bevares) plante, der viste sig at koste 1.200 kr ...), og efter at have købt Hello Kitty-plaster og lidt andre løsdele, der kostede under en milliard, satte vi kursen hjemad. Og - nu er pointen tæt på! - var nær ved at kollidere med bekendt, som også var ude at trille med barnevogn. "Heeeej". "Nej heeeeej!" "Tillykke med den lille/huset". "Hvordan går det?" Og så det vigtige i denne sammenhæng: "Hvor er det, E går i institution?" Snakkesnakke institution, som viste sig at være en privat - integreret - en af slagsen, der oven i købet har et rigtig godt ry. "Dén skal I da have reptilerne i - ring lige til lederen og hils fra E's mor. Så kan det jo være, at I kan finde ud af noget".

Som påbudt, så gjort, og der var ikke gået mange sekunder fra vi vinkede farvel til bekendten, til jeg hev telefonen op ad lommen og ringede til Den Private Institution. Hvor jeg fik fat i lederen, hilste fra E's mor og med det samme fik at vide, at "Jo, ved du hvad - vi har faktisk to ledige pladser til januar. Godt nok er de begge to i vuggestuedelen, men vi kan nok sagtens finde ud af det, så det bliver én vuggestueplads og én børnehaveplads. Kunne du være interesseret i det?" Om?! Så nu skal jeg ned og tale med dem på mandag og se, om det er et sted, jeg kunne forestille mig, reptilerne kunne blive glade for at gå. Krydser fingre big time. Og det må I også gerne gøre.

Hvis og såfremt og alt det der, så må vi tage Øglens reaktion, som den kommer. Hun har nemlig sat sig i hovedet, at hun skal gå i den institution, hun er opskrevet i. Hvilket muuuuligvis kan have noget at gøre med, at vi har fortalt hende, at det er hendes Nye Børnehave, når vi er gået forbi. Virkelig idiotisk pædagogisk af os. Så der bliver nok lige noget med noget positivt spin, der skal brygges lidt på. Men nu må vi se. Tør ikke glæde mig for tidligt. Håber bare ...

torsdag den 8. november 2012

Borte - tit tit!

Ja, titlen på indlægget kunne godt referere til Varanens yndlingsleg (på sjette måned and counting), men det er nu egentlig bare ment som et "ja hej, jeg er her stadig, er I også?"-indlæg

Det er bare fordi, der ikke lige er noget internet ude i det der Nye Hus, og eftersom det tilsyneladende er placeret i en dækningsmæssig Bermudatrekant, så kan man ikke engang opsnappe et hæderligt 3G-signal. Det, og så det faktum, at jeg er hjernedød træt hver aften pga. alt for lange dage, gør, at det står temmelig sløjt til med bloggeriet i øjeblikket. Og med at følge med hos jer allesammen. Beklager, hvis jeg har misset vigtige begivenheder - skal nok komme stærkt igen.

Ovenlys på baderen. Hej himmel

Men vi har det godt. På trods af hverken internet- eller tv-forbindelse (gæt, hvem der skulle lave total feberredning med gufskåle og Madagræscar for tyvetusindende gang i fredags, da nogen havde regnet med, at hun skulle se Disney Sjov). Og på trods af, at det har regnet mere eller mindre non-stop, siden vi fik husnøglerne for en uge siden. (Damn, den uge er fløjet af sted! Håber ikke, der er en regel om, hvor meget man skal nå at være kommet på plads efter en uge, for så er vi på den). Lige bortset fra de par timer, hele reptilfamilien var i haven i søndags. For at rive blade sammen og gøre det af med usandsynlig træt klatrehortensia (siger Farmor, at det er. Jeg ved ingenting om haver). Øglen synes, vores - temmelig kuperede - have er en fest, og hun var godt beskæftiget med at løbe op og ned ad bakken og råbe "wheeee!" og hjælpe mig med at fylde et hul (flagstang?) med småsten. Varanen var noget mindre kry og sad bare musestille i sin alt for store flyverdragt og så betuttet ud. Undtagen, når han forsøgte at kravle på det fæle fæle græs og så brød ud i krampegråd. Ah well - han skal nok få det lært, det der med at være udenfor. Håber vi.

Reptilgartnerne in action

Der gik lidt timbeeeer!-maniac i HDD, som ud over klatrehortensiaen fik nedlagt noget buskads, en lavthængende, meget stikkende, grangren og en parabol, og jeg rev blade sammen. I timevis. Hvis ikke det var fordi, det ville være virkelig virkelig dumt, er jeg ret sikker på, at jeg ville kunne have fyldt stuen op med alle de blade, den have har kastet af sig. Og sådan bliver det hvert efterår, formoder jeg? Men utroligt nok, så storhyggede jeg mig med det. (Det er det, jeg siger - der går provins i den så utrolig hurtigt. I næste indlæg har jeg sikkert købt både flagstang og mejsebolde).

Som nævnt står det lidt sløjt til med at komme på plads, men med en hverdag, hvor vi alle står alt for tidligt op for at transportere os ind til hhv. institutioner og arbejde i Kbh (kom nuuuuu, Pladsanvisning i Pørsenholm, som Øglen kalder Nye By!), er det ikke just udpakningen, der kalder højest, når vi endelig kommer hjem igen. Sådan cirka, når det er ved at blive mørkt igen, så jeg glæder mig egentlig lidt til at se det der hus i dagslys igen.

Det kan godt være, at vi ikke er hjemme i dagslys, men så er det jo heldigt, at det nye sorte (eller; i virkeligheden er de ikke nye. Det er bare mig, der er langsom) - Kählers lyshuse - kan hygge lidt om os og huset, der i den grad mangler lamper

I går mødte vi vores ene nabo, og sørme om det ikke viser sig, at vi har fælles bekendte (og i øvrigt deltaget i fælles bekendtens polterabend begge to) og stort set jævnaldrende børn, så gæt, hvem jeg har udset mig der skal være reptilernes nye bedste venner...

Reptilerne virker som om, de er faldet godt til i huset. Vi nyder alle, at her er så meget mere plads end i Tændstikæsken (selv om huset i virkeligheden ikke er større end vores gamle lejlighed på fjerde sal), og efter Øglen lige har fået på det rene (jeg tror, hun forstår det nu efter at have forhørt sig omkring 1300 gange), at der ikke bor nogen oven på os, og der heller ikke bor nogen nedenunder, har de virkelig taget konceptet etplans-hus til sig. De farer rundt som trolde i æsker, og vi nyder ikke at behøve at tysse på dem af hensyn til andre end os selv og hinanden.

I øvrigt er det for alvor begyndt at gå op for mig, hvor stor glæde de to allerede har af hinanden. Varanen forguder Øglen, og som regel er hun rigtig god til at lege med ham. Og hun elsker at få ham til at grine, så tårerne nærmest triller (det skal siges, at det er ret nemt. Pruttelyde er sikker hver gang). Men stemningen kan slå om som et lyn fra en klar himmel, og så skal man lige holde et ekstra øje. Der kan nemlig godt blive nappet lidt ekstra hårdt, skubbet lidt med en fod eller to, eller råbt temmelig højt, og så er der brug for en mor-mægler. Som efterhånden ganske ofte må give Øglen ret i, at "nej, Varanen må ikke tage alt dit legetøj", "jeg kan godt forstå, du synes, det larmer" (når Varanen i ren og skær begejstring over sin egen stemmepragt har øvet falset i flere minutter - på badeværelset) og "jeg ville også blive gal, hvis Varanen prøvede at skubbe mig ned fra en skammel, fordi han selv vil op på den". Og så videre. De er nogle små banditter, men hvor er det fantastisk at se dem sammen. Ikke mindst da Øglen for nylig var med i vuggeren for at hente Varanen, og hun gik i forvejen hen til vinkevinduet. Da jeg kom hen til døren, stod begge reptiler klinet op ad vinkevinduet fra hver sin side, mens Varanen råbe-pludrede helt.vildt.højt fra sin side. *smelte smelte*

Provinschokolade. Guldbarre med Dronningemandler. Hva'ba'?! 
Og jaja, jeg skal tabe mig, men der er en regel om, at man gerne må spise chokolade, når man lige er flyttet. Og ikke er kommet på plads endnu. Måske fordi man æder chokolade i stedet for at pakke flyttekasser ud...

Nå, men nu er det her tit tit-indlæg vist i øvrigt også ved at være langt nok. Jeg kunne bare ikke rigtig stoppe igen. Savner at blogge, og når jeg for en gangs skyld lige har lidt tid tilovers, skal det også udnyttes. Selv om guderne må vide, at jeg godt kunne bruge en lur i stedet. Det virker også bare lidt fjollet at sidde midt på Hovedbiblo og sove, ikke? Så det blev blogging i stedet. Men nå - back to works. Hep lige på en hurtig bredbåndsmand til os, så vi snart er connected ude i den der provins, ikke!? (Og nu I er i gang med at heppe, så hep lige på en antennemand også. Er nemlig ikke helt sikker på, at Øglen accepterer endnu en Disney Sjov-løs fredag)

søndag den 28. oktober 2012

Normaltid min bare...

Så blev det vintertid, hva'?! Eller normaltid som det nu åbenbart hedder. Og jeg skal da lige love for, at Nemesis stod parat ved de tilbagestillede ure til at give en armlammer af de store, hvad angår folk, der ikke tidligere har haft det store bøvl med reptiler, der reagerer på det dersens ur-gøgl. 'Folk' havde så bare lige glemt at tænke på, at de, sidst der var nogle ure, der skulle stilles tilbage, havde en Varan, der kun var en måned gammel. Og som derfor sov igennem stort set alting. Og hvis han vågnede, så var det kun for lige at sige hej, spise, blive lullet og slå en ordentlig bøvs. Og så sov han ellers igen.

Denne gang er han så blevet lidt større, og når han først vågner, så er det sket. Alverdens samlede vuggeviser kan ikke få ham til at sove igen, så jeg må da indrømme, at jeg blev lidt træt i betrækket, da jeg vågnede ved et særdeles friskt "DADADAHHH" efterfulgt af højlydte klask på kommoden inde i børneværelset, og så, at der stod 05.15 på vækkeuret. Og jeg blev markant trættere af at opdage, at vækkeuret ikke lige havde nået at stille sig selv, så klokken var rent faktisk 04.15 i stedet. NulFIREfemten, I tell you! Hvad sker der lige for dét?!

Ja, der står 04.41 her og ikke 04.15. Men det her screenshot er også først taget efter de fejlagtige flaske-, nusse-, pusse-, og lulle-scenarier

I går vågnede Varanen klokken 05.06, og det var rigelig tidligt, hvis man spørger mig. Så lige knap en time FØR det - dét er nederen, som de unge ville have sagt.

Jeg prøvede naturligvis mere eller mindre alt i nat morges for at få ham Varanen til at sove videre. Ikke tænde lys, ikke tage ham op, nusse, tysse, ae, stryge, berolige. Jeg gav ham oven i købet en flaske, selv om man for længst er holdt op med at spise om natten, men intet virkede, og repertoiret af lyd gik stille og roligt fra begejstring til arrigskab. Så eftersom vi bor i en Tændstikæske uden døre, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte forsøge at lade Øglen sove. På bekostning af HDD, godt nok, men så havde jeg da i det mindste en lidelsesfælle.

Klokken 05.30 kapitulerede vi jeg og stod op og lavede havregrød. Til en Varan, der efterhånden var blevet nærmest rødglødende af hidsighed. Humøret blev dog væsentligt bedre, efter han havde ædt en portion, der ville have været en murerarbejdsmand værdig. Med smør, mælk og en smule kanelsukker. Luksus for en lille sur Varan.

Reptilerne på 'den store gynge' på en af de lokale legere

Øglen vågnede omkring 06.30 (hvilket er tidligt for hende), og siden er dagen gået slag i slag. Med en formiddag spenderet hos Farmor med en 2,5 timers lur til Varanen (ja tak!) og en eftermiddag tilbragt med gode venner i Forstaden. Jeg gik med Varanen i vognen over til vennerne, da han var klar til lur nr. to, og tænkte på, at der er meget meget kort tid, til vi er sådan nogen, der selv bor i Forstaden. (Godt nok ikke den helt samme forstad, men you know). Og fik faktisk ikke fnidder af det. Greb mig selv i at tænke, at det da egentlig så meget hyggeligt ud, sådan som de yngre par stod og hhv. hjalp hinanden med at bygge garage, feje visne blade sammen, kitte vinduer og andet virkelig virkelig villa-agtigt. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg også synes, at træningsdragter fra Dansk Supermarked er helt ok at have på til købmanden, og at havearbejde bliver min nye hobby. #gisp

Æbler fra Farmors have

Rønnebær og blå himmel i Forstaden

 Baby, barnevogn og blade

Så jeg tror, jeg er ved at være klar til at flytte. Hvilket er meget heldigt, eftersom vi kun skal sove to gange mere (Øgle-terminologi), før vi skal flytte fra Tændstikæsken. Og fordi vi jo lissom har købt et hus (påtorsdagpåtorsdagpåtorsdag), så det der med at fortryde, er ikke noget, vi arbejder med. Det bliver rocker-underligt at flytte fra 2100 Spelt. Og jeg skal ikke afvise, at jeg kommer til at fælde en tåre eller ti. Eller kommer til at skrive et indlæg om det. Så stay tuned...

Til gengæld ("til genkend", som Øglen siger), så har vi haft en dejlig Sidste Weekend Som Byboere. Selv om hele dagen i dag er blevet spenderet i Forstaden, så stod i går på besøg på legeplads, tilfældigt møde med tilhørende kaffe med mødregruppeveninde og familie i går, gåtur i solen, vinterstøvleindkøb til Øglen, shopping til det nye hus, og tøsesludren i Torvehallerne med sød veninde, jeg desværre ser alt for sjældent. Og slik og Matador til aften. Not bad. Not bad at all, Østerbro! Håber, I også har haft en dejlig weekend.

fredag den 5. oktober 2012

Hov... (noget om noget hus)

Jer, der følger med så'n nogenlunde fast herinde ved, at vi i de sidste par måneder har væltet temmelig meget rundt, sådan bolig-wise. Først satte vi vores dejlige lejlighed til salg selv. Så fik vi krise over, hvorvidt vi skulle blive boende i byen eller flytte til forstæderne, selv om vi lige siden vores Forstadseventyr har været helt og aldeles overbeviste om, at vi er sådan nogen, der bliver i byen.

Dernæst satte vi vores lejlighed til salg hos en seriøst offensiv mægler (som var så fræk (nej, ikke på dén måde fræk. Overhovedet!), at vi ikke kunne andet end at give ham lov til at sælge den. Formedelst naturligvis et ikke ubetydeligt vederlag). Og selv om selvsamme mægler skulle vise sig at være den mest elendige administratortype, verden nogensinde har set, så var han en gudsbenådet bullshitter sælger, der fik solgt lejligheden på 14 dage. Med en temmelig kort overtagelsesfrist.

Familien reptil var så så svineheldige at kunne leje Tændstikæsken - en bittelille lejlighed i samme opgang som den netop solgte lejlighed, og selv om dét også er det eneste, Tændstikæsken har kørende for sig (arj, ok - dét. Og så, at den er piv-billig), tog vi imod med kyshånd. Alt for ikke at skulle til at hive reptilerne alt for meget op med rode.

Hov. Se nu dér...

I mellemtiden var vi blevet afklarede omkring, at vi måske nok ikke alligevel er sådan nogen, der bliver i byen. Så der blev oset en del huse på nettet, mens det var begrænset, hvor mange huse, vi kom ud og så live. Måske primært fordi vi (ok, jeg!) forelskede os mig hovedkuls i dukkehus-idyl ved Furesøen. Idyllen var dog desværre for dyr (banken - da vi endelig fandt en - er måske nok velvillige på trods af, at jeg er sprunget ud som selvstændig, men de er ikke helt overbeviste om, at biksen bliver verdensomspændende lige med det første), og da byggesagkyndig-Farfar ovenikøbet gav idyllen dødsstødet ved at gå energimærkning, byggematerialer og generel stand efter i sømmene, kunne vi godt se på det hele, at vi måtte søge andre græsgange.

Desværre er vi kræsne. Altså sådan VIRkelig kræsne. Det er ikke nok, at huset er i orden. Omgivelserne skal også være det. Beliggenheden på grunden. Vejen til huset (skal man igennem virkelig stort Alfons Åberg-agtigt kvarter, før man kommer til huset, bliver det diskvalificeret på stedet. Fint hus eller ej). Og ikke mindst prisen på huset. Pænt kræsen dér - særligt når man også gerne vil være nogenlunde tæt på familien nordpå. Så en søgning på alle de kriterier på boliga.dk giver ikke særlig mange resultater, kan jeg afsløre.

Men. Der var faktisk ét hus, der opfyldte alle kriterierne. Godt nok i en by, ingen af os kender, men hvor vi kender flere, der kommer fra, og eftersom de alle virker som helstøbte, fornuftige mennesker, tænker jeg, at det er et ok kvalitetsstempel.

Jaja, blå himmel-garanti, solstrejf og det hele. Så kan alting jo se idyllisk ud. Men vi har set det i silende regn, og da var det altså også vildt hyggeligt.

Så onsdag i sidste uge var vi ude og se på huset. (Efter at have fluekn*ppet samtlige papirer, detaljer og billeder på nettet sønder og sammen). Og en halv time efter, at vi havde set huset, ringede jeg til mægleren og bød prisen. Hvis altså sæger ville forpligte sig til forskellige ting. Det ville han godt, så fredag skrev vi under på købsaftalen. Og så tog vi til Berlin. Og kom hjem en dag tidligere, fordi vores bud på huset var betinget af, at vi fik byggesagkyndig-Farfar ud og sparke på dæk vægge og kigge skulende på mægler. Og fordi Pladsanvisningen i Den Nye By Nordpå havde anbefalet os at skrive reptilerne op til institutionspladser asap, fordi de angiveligt skulle visitere børn fra og med onsdag i denne uge. Så vi skulle jo også lige nå at besøge nogle institutioner og se, om både voksne og børn virkede nogenlunde almindelige (eller om de alle sammen gik i pels oghavde diamantbesatte gummistøvler). De institutioner, vi havde valgt ud, virkede supergode, så nu er der flueben ved besøg og opskrivning - og kun tilbage at krydse fingre for, at der bliver plads til begge reptiler. Som i lige om lidt. Ideelt 1/1-2012, for så får de juleferien som naturligt 'break', og så kører vi temaet Nyt År, Ny Institution. Nu må vi se...

Nu har vi så netop overstået de der 5 hverdage, man har til at fortryde købet, såfremt byggesagkyndig, advokat eller bank finder noget lorent, men det hele ser vældig fornuftigt ud, får vi at vide fra alle kanter. Og endda til en særdeles fornuftig pris, har vi også fået at vide. Også af andre end den mægler, der solgte os huset. Mæglere ligger ikke just højest på troværdighedsskalaen...

Huset set fra haven. Med den vildeste vidvinkel. For græsplænen er sletter ikke lige så stor, som den fremstår her. Heldigvis, for så kunne vi jo ikke lave andet end at slå græs

Nu er der så bare tilbage at vente på, at det bliver 1. november. Det er nemlig den dag, vi får nøglerne. "Dispositionsdato", hedder det så fint. 1. december får vi så "økonomisk overtagelse", men det venter jeg gerne på. Så længe vi kan flytte ind og gøre det hyggeligt for ungerne. Og få vores gamle spisebord hevet ud af lagerhotellet, så vi igen kan sidde ned alle fire og spise på samme tid.

I og med, at det er et dødsbo, vi har købt, er der naturligvis en del at lave i huset. Noget mintgrønt køkken, der skal skiftes, fx. Men i og med, at det også er et dødsbo, hvor afdødes søn er tømrer og har malet hele huset indvendigt og lagt nye gulve over det hele, er det trods alt ikke de allerstørste ting, der skal laves.

Balsal. Der bliver lidt mindre, fordi der skal laves et ekstra børneværelse

Det betyder altså, at vi nu er sådan nogen, der snart skal flytte. Igen. Men SÅ er det også slut med det flytteri i mange mange år. Det har vi lovet Øglen. Og os selv. Og hinanden. Så forstaden, here we come!

...

Wheeeee!

onsdag den 13. oktober 2010

Flash back

Var i Gammelby forleden. For at besøge en af verdens tre sjoveste. Kørte hjemmefra lige, da det var begyndt at blive mørkt. Det var køligt, jeg havde vinterjakken trukket godt op om ørerne, og bilens blæser blev skruet godt op. Tina Dickow på anlægget (eller, ok - 'anlæg' er måske en tilsnigelse) og så ellers af sted nordpå.

For ret præcist et år siden kørte jeg den selvsamme tur. Med den samme musik på "anlægget", den samme temperatur udenfor og formentlig også iført næsten det samme tøj (mit klædeskab er virkelig kummerligt!). Men humøret var væsensforskelligt fra humøret medio oktober 2009. For dengang græd jeg mine modige tårer, mens jeg trillede af sted. Ikke kun fordi Tina D. er lidt af en tudeprinsesse, men fordi jeg dengang var på vej hjemmefra. Fra mit elskede København, som mit hjerte ikke havde sagt ordentligt farvel til. På vej til at flytte ind i en lejlighed, der var blevet fremlejet i al hast. I et område, der kunne have været federe. Med mennesker, der kunne have været yngre (og sikkert også var det engang ... Tilbage i 1930'erne. Eller 1920'erne, måske ...). Faste læsere vil vide, at flirten med Forstaden var kort, men til gengæld var den frustrerende. Der er blevet brugt mange kræfter på at træffe 'det rigtige valg', og der er spildt tårer på at begræde det, der kunne have været. På at komme overens med den beslutning, der nu engang var truffet og på at komme overens med, at den beslutning, der nu engang var truffet, alligevel ikke var den rigtige.

Jeg er stædig af natur. Og en anelse perfektionistisk. Forstået på den måde, at jeg gerne vil gøre tingene rigtigt første gang. Især når det er store, livsomvæltende ting som at flytte. Kommune, ovenikøbet. Men her måtte jeg sluge en kamel. Og alle dens venner. For flirten med Forstaden var ikke rigtig. Endnu. Konklusionen blev derfor, at der er en tid for alting, og vores tid for at flytte ud af byen tilsyneladende lod vente på sig.

Turen til Forstaden forleden var en nostalgisk affære. Har jo været der utallige gange i det forgangne år, men fordi årsdagen snart oprinder, var det noget særligt. Jeg elsker at være ude af byen. Jeg elsker roen, at himlen er mørk (og ikke lilla). At der bliver koldt nok på en oktoberaften til, at rimen lægger sig på biltaget. At vasketøjet står udenfor og tørrer. At der er plads, og at der føles trygt. Og jeg tænker, at jeg nok selv havner der. Engang. Men ikke endnu. For selv om jeg elsker at være uden for byen, elsker jeg byen højere. Endnu. Byen er tryg for mig. Og jeg føler mig tryg der sammen med Øglen. Og HDD. Endnu. Nøgleordet er nok 'endnu' (sikkert også derfor jeg har brugt det omkring 18 gange i det her indlæg indtil videre). For på et eller andet tidspunkt tror jeg, at min - vores - tid kommer for at flytte. Men så er jeg også klar til det. Tror jeg nok ...

onsdag den 3. marts 2010

Et Forstadseventyr

Der var engang 2 personer, der elskede hinanden (det gør de i øvrigt stadig, just for the record). De besluttede sig for at manifestere deres kærlighed i et barn - en lille pige - som kom til verden den første forårsdag i 2009. For nemheds skyld kalder vi hende Øglen.

I takt med, at Øglen voksede inde i moars mave, begyndte hormonerne at pumpe rundt. Særligt ét hormon var dominerende, og det var det, der på fagsprog hedder "nu når vi skal have et barn, skal vi da også have en have"-hormonet. 

Øglen blev født, og hormonet fortsatte med at dominere, så det lykkelige par satte sine lejligheder (pluralis) til salg. Uden at have købt noget andet at bo i, for banken havde sagt, at der var krise, så det var sådan, dén boligkage skulle skæres. Lejlighederne blev solgt meget hurtigt, og pludselig stod vores par næsten uden tag over hovedet. Alle de huse, der havde været til salg i det område, parret havde udset sig, var pludselig væk (altså, husene var der stadig - de var bare ikke på markedet længere!), så parret besluttede sig for at leje en lejlighed i området i stedet.

"Så er vi også tættere på, når vi skal til hus-fremvisninger, plus det jo er herude, vi får en institutionsplads til Øglen", sagde de snusfornuftigt til hinanden. Som sagt så gjort. En lejlighed blev lejet over hals og hoved (for der var nemlig heller ikke ret mange lejeboliger i området), og det var først efter, at lejekontrakten var blevet underskrevet, at parret fandt ud af, at lejligheden var utæt som en si, at der var sindssygt lydt, og at gennemsnitsalderen i lejlighedskomplekset var omkring de 90. (Duften af cerutter og sovs i opgangen burde måske have fået nogle alarmklokker til at ringe, men vores venner havde jo brug for et sted at bo, så sanserne havde vist været noget sløvede). 

Barnemoderen havde stadig barsel, da den lille familie rykkede til Gammelby (som Forstaden hurtigt blev døbt), og det tog ikke mange dage, før hun fandt ud af, at hun ikke trivedes. Hun kedede sig, men sagde til sig selv, at hun jo kun var på barsel nogle måneder endnu, så det kunne hun nok klare. Men da hun et par dage senere skulle til møde på sit arbejde (og aflevere Øglen hos noget familie på vejen), brast den lille "det skal nok gå"-boble. Det tog nemlig lidt over en time at komme frem, og den tur skulle jo tages hver dag, når barslen sluttede. Hver vej! Barnefaderen havde gjort sig de samme observationer, og ret hurtigt blev parret enige om, at siden drømmehuset nu alligevel lod vente på sig, skulle de så ikke vente lidt med Forstads-idyllen og tage et par år mere i byen?! 10 dage efter, at Østerbro var blevet skiftet ud med Forstaden, var vores par tilbage for at ose lejligheder.

Den rigtige lejlighed dukkede hurtigt op, og for 2 uger siden flyttede den lille familie ind i de nye rammer. Rygtet vil vide, at de er MEGET glade for at være tilbage i byen, og selv om de synes, det er hårdt arbejde at flytte (igen) med en lille baby, synes de, at det er det hele værd. De savner på ingen måde, den lejlighed de kom fra, men de taler af og til om, at det var synd, at det gik, som det gjorde. For Gammelby er i grunden et dejligt sted. Hvis man havde et lille hus, man kunne nørkle med. Og hvis man havde været helt færdige med bylivet. Og hvis bare en af parterne havde et job på den 'rigtige' side af storbyen i forhold til Forstaden. Og ikke, som det er i dag, at begge parter skal hele vejen gennem byen sammen med en million milliard andre pendlere.

Men det kommer måske en dag? Indtil da vil det unge (ahem!) par udnytte, at de har både familie og venner i Forstaden (og andre steder med græs, strand og skov), og i mellemtiden vil de nyde livet på 4. sal med unge (yngre end 90, i hvert fald) i bebyggelsen... 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...