Viser indlæg med etiketten fritidsaktiviteter. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten fritidsaktiviteter. Vis alle indlæg

mandag den 1. maj 2017

Noget om at være stolt (#morpral forude)

Der er mange gode ting at sige om weekenden og i dag, den uventede fridag (ja, uventede. Det er som om, det kommer bag på mig hvert år, at landet sådan lukker ned d. 1. maj. Så det var kun fordi, jeg tilfældigvis overhørte nogen tale om det til afslutning i børneren i torsdags, at jeg ikke stod klar til aflevering med madpakke og kæmmet Yngstebarn i morges), hvor foråret endelig er stoppet med at spille kostbar, men jeg skal gøre det kort og udelukkende holde mig til pralerierne:

*Ældstebarnet har været til sit første fodboldstævne og scorede alle tre mål i en af hendes kampe. Stolt fodboldspiller. Pavestolt far, som heppede på grønsværen. Mega-stolt mor, der heppede via sms fra legepladsen, hvor jeg befandt mig med Yngstebarnet.

*Yngstebarnet gik 5 km sammen med mig forleden. Godt nok i etaper med legepladsbesøg (hvor han heller ikke just sad stille) og ispause indlagt som pauser, men 5 km! Det tror jeg nærmest aldrig er sket før, og jeg ved ikke, hvem der er mest stolt - ham selv eller undertegnede.

*Der er kommet elevplaner for ungerne i 1. klasse, og Ældstebarnets er så flot, at jeg nærmest rødmer. Selv om jeg ikke har noget at rødme over overhovedet - det er jo udelukkende skolebarnets fortjeneste. Men Mor Er Stolt Alligevel.

*Yngstebarnet har lært at læse (se, hvor nonchalant, jeg lige fik smidt dén ind. Selv om jeg har lyst til at råbe det ud over hustagene). Bare sådan. Han har interesseret sig for bogstaver længe (og har i en rum tid bekendtgjort, når han skal ud og lave "L, O, R, T" (tak for dét!), men fra 'bare' at være interesseret og kunne genkende vores navne på skrift og 'ko' og 'nej' og 'tak' og videre i dén dur, har han simpelthen knækket læsekoden. Og kan nu læse for os i Søren og Mette. Det er simpelthen så kært, og både HDD og jeg er ved at revne af stolthed. Jeg er ikke sikker på, at han helt selv har forstået, hvor stor en verden, der er ved at åbne sig for ham, men han synes, det er sjovt - vist mest fordi han kan se, hvor meget på r*ven, HDD og jeg er over det.

Og det var vist også dét for denne weekend. Hvis man altså ser bort fra alle de små ting, der gør en stolt på daglig basis, som når ens unger deles om popcornene i stedet for at slå hinanden ihjel, når de ligger sammen på madrassen og enes om fjernbetjeningen, og når de giver en et kram 'bare fordi'. Men for, at det hele ikke bliver for pladdersødt, kan jeg, som modvægt til al stoltheden, berette, at vi i dag har spist is og popcorn til frokost (det var det, eller churros - Fælledparken 1. maj, I ved), og at ungerne allerede nu, først på eftermiddagen, har fået al for meget skærmtid. Bare så ingen tror, at vi går rundt og bliver helt über-mensch-agtige her på Østerbro. Balance i tingene, I ved ...

fredag den 11. november 2016

Noget om fritidsaktiviteter og kalenderjonglering

Der er tryk på for tiden hjemme hos os. Legeaftaler, legeaftaler, fritidsaktiviteter og så lige lidt flere legeaftaler - for ikke at tale om alle de arrangementer, der støt og roligt begynder at tiltuske sig plads i kalenderen her op mod jul. ("Her op mod jul" - tsktsk. Der er jo stadig over en måned til, men på mystisk vis er midt-november nu om dage synonymt med "tæt på jul". Ak ja) Alle aktiviteterne er knaldhyggelige, når man sådan ser på dem isoleret set, men de giver altså en del travlhed i løbet af ugen.

Således runder vi i dag en uge af med dobbelt legeaftale for den ældste mandag (ude), fritidsaktiviteter for både Øgle og Varan tirsdag (HDD og jeg tog en hver, og jeg må med skam indrømme, at jeg pjækkede fra min egen fritidsaktivitet tirsdag aften og i stedet gik en tur med en god veninde i røret), dobbelt legeaftale med middag med forældre onsdag (hos os), ingenting torsdag (phew) og hhv. fritidsaktivitet for Varanen og legegruppe for Øglen (ude) i dag. Indtil videre har vi holdt lørdagen fri, og søndag står den så på heldagslegeaftale for Øglen hos DNP-veninde og Bogforum for Varanen, HDD og jeg. Pyyyyyh, altså!

Det kræver jo timemanagement på Ph.D-niveau at balancere alle de aftaler, og vores afkom går endda 'kun' til hhv. én og to ting hver. At Øglen kun går til én ting, er nærmest uhørt i hendes klasse, hvor børnene rask væk går til både to, tre og fire ting, men jeg må indrømme, at jeg har det glimrende med ikke at skulle stå skoleret et eller andet bestemt sted mere end én gang om ugen. Og indtil Øglen efterspørger mere planlagt aktivitet i hverdagene, så holder vi os bare til det, vi har. For hvornår var det i øvrigt ellers, der skulle blive tid til alle de der legeaftaler?! (Som slet ikke er hyppige nok, hvis det stod til den ældste. Hun har i hvert fald for nylig slynget ønsker til to-tre mere fra klassen ud, som hun gerne vil lege med. "Snart, mor!" Jojo, min skat. Jeg skal bare lige jonglere en fuldstændig proppet kalender først).

Varanen har heldigvis ikke så mange legeaftaler endnu, men han er jo også det yngre, og når dagen i børnehaven er slut, er han træt. Alligevel går han til hele to fritidsaktiviteter, men det skyldes primært, at vi er ved at udfase den ene. Efter ønske fra Varanen, der desværre først ønskede det, umiddelbart efter vi havde betalt for efterårssæsonen, så jeg vi er blevet enige om, at man holder ud indtil jul. Den anden fritidsaktivitet er spritny (for Varanen, altså) og ligger, som nævnt, lige oven i Øglens, hvilket i min bog er mega-win, for så kan vi holde det samlet. Og så begynder den allerede kl. 15, frem for den anden, der først begynder kl. 16. På en fredag. Som nævnt, så er Varanen træt efter en dag i børnehave, så kl. 16 er at stramme den i forhold til at tage imod kollektive beskeder og generelt være i hopla til at være adskilt fra undertegnede.

Og hvad ER denne her nye fritidsaktivitet så, tænker I nu. Jo, altså. Egentlig ville Varanen gerne gå til noget "rock-dans", som jeg har oversat til at være hiphop/breakdance. Det skrev jeg ham op til i foråret, men en nylig forespørgsel har afsløret, at ventelisten stadig er på længde med Dødehavsrullerne, og vores chance for at få en plads svarer til sandsynligheden for at finde den der gyldne billet i Charlie & Chokoladefabrikken. Så mens vi venter i spænding på en plads (der ifølge venteliste-damen "nok heller ikke bliver til januar"), jamen så spiller vi da bare bordtennis i stedet. Ikke fordi det ligner "rock-dans" specielt meget, men fordi det også kunne være sjovt, synes Varanen. Og så skal det da prøves. Første gang gik over al forventning, og nu er jeg bare spændt på næste gang. Især fordi jeg skal betale kontingent lige om lidt, og jeg bliver liiiidt træt, hvis beskeden fra Varanen næste tirsdag så lyder "Arj, jeg tror ikke, jeg har lyst alligevel".

Arbejdet viser sig også fra sin travle side, men fleksibiliteten gør, at der bliver tid til det hele - endda en spontan kop kaffe på Starbucks med nybagt mor-veninde i formiddags. Så det hele er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Og inden længe trækker jeg oven i købet stikket et par dage og stikker af til sydligere himmelstrøg. Mere om det, når vi kommer lidt tættere på - eller når jeg er hjemme igen.

Og nu er jeg den, der er smuttet. Der er en fritidsaktivitet, der skal fragtes barn hen til, og en pakke på posthuset, der skal hentes. Og SÅ er det weekend - hav en god en!

søndag den 13. marts 2016

Noget om 'hångbold'

Da jeg var lille, gik jeg til håndbold. Det eneste, jeg kan huske fra de få gange, jeg var der, var, at vi skulle orme os rundt på et koldt gymnastikgulv og - angiveligt - lege, at vi var krokodiller. Jeg erindrer ingen bolde overhovedet, men de har nok været der et sted. Eller også blev de introduceret på et senere tidspunkt. Efter usandsynlig kort tid på håndboldholdet fik jeg desværre mononukleose og var syg i månedsvis, så da jeg endelig blev rask, var sæsonen (eller i hvert fald holdet) stoppet, og orme-/krokodillelegen havde ikke været sjov nok til, at jeg plagede enormt om at begynde forfra på håndbolden. Vi ved derfor ikke, om verden er blevet berøvet et gudsbenådet talent for boldspil (jeg tillader mig at tvivle), men hvorom alting er, har jeg nu skabt balance i regnskabet - eller i hvert fald tilført håndboldverdenen en smule af min DNA igen - ved at kaste mit yngste afkom i håndboldpuljen.

Som jeg skrev i mit seneste indlæg, så har vi haft lidt ... udfordringer ... i forhold til at finde ud af, hvad børnene skulle gå til. Og om de skulle gå til noget overhovedet. Varanen har været vidt omkring i forhold til interesseområder og er flakket fra fodbold til dans til spejder og tilbage til fodbold. Alle de fodboldhold, jeg har kontaktet, har imidlertid glimret ved overhovedet ikke at svare på mine henvendelser, og som tidligere nævnt bliver jeg en anelse træt, når det føles nemmere mere opnåeligt med en audiens hos dronningen (ikke, at jeg har prøvet dét, men I ved ...) end at få en træner på et børnehold i tale. Jeg ved, at de har travlt, og at der er mange om buddet - jeg bliver bare ... ja. Træt.

Dans er stadig på tapetet (og her svarede træneren prompte), men der er ingen pladser på holdene lige nu, så planen er at skrive Varanen op til et hold, hvor han kan begynde, når han fylder fem. Så får han også en chance for at gå til noget, der kan bringe ham op på X-factor-scenen. Som han betroede mig forleden, at han gerne vil. Jeg tænker, at vi lige tjekker hans koordination, inden vi begynder at pace i den retning - hvis han ligner sin mor bare en smule i den afdeling, så bliver en eventuel placering på en hvilken som helst scene ikke pga. dansetalenterne. Men man kan jo blive overrasket, og han elsker at bevæge sig, så dans it is.

Men der er jo et stykke tid, til Varanen fylder 5. Så vi lagde hovedet i blød mht. fritidsaktiviteter endnu engang, og da Varanen fandt et kapitel om håndbold (?) i hans eksemplar af "Den farlige bog for drenge", var jeg hurtig og spurgte, om det mon kunne være sjovt at prøve. Det ville han gerne, og sør'me om det ikke viste sig, at der var plads på det relevante hold - og at træneren var af den slags, der svarer med det samme.

Så i fredags var Varanen til håndbold for første gang. Det var muligvis noget af det kæreste, jeg længe har set - en stor klump af 4-6-årige, der spænede rundt efter bittesmå håndbolde, løb rundt i cirkler og gav high-fives og fik alt for store veste på, så holdene kunne skelnes fra hinanden. Efter de første 5-10 minutter blev forældrene gennet ud af hallen, og Varanen løftede end ikke et øjenbryn - vinkede bare helt cool og råbte hej-hejjjj! Og således kunne jeg slentre ud i cafeteriet og smalltalke med andre håndbold-forældre og -bedsteforældre, indtil træningen var overstået, og Varanen kom drønende - ildrød i hovedet og superglad. På trods af, at han på vej til træning havde proklameret, at "jeg er altså lidt nervøs mor. For jeg kender jo ikke reglerne".

Så nu er han sådan en, der går til håndbold. Og jer er sådan en, der er mor til en, der går til håndbold. Det har jeg ikke prøvet før, men det skal nok blive godt. Jeg krydser fingre for, at entusiasmen holder ved og måske endda udvikler sig til full-on hobby. Næste gang kan det oven i købet være, jeg husker skiftetøj og en drikkedunk ...

onsdag den 13. november 2013

Mikle, mullarp og pik-on

Ja. Altså. Det her indlæg skal handle om rytmik. Som hedder 'Mikle' herhjemme, hvis man spørger Varanen. De to andre ord i overskriften har egentlig ikke noget med noget at gøre. Bortset fra, at jeg synes, de er sjove. 'Mullarp' er en muldvarp. Og efter jeg er gået i gang med at læse Pixi-alfabetet (i noget u-kronologisk rækkefølge) som marenmadsbåw, er det et ord, der bliver brugt en del herhjemme lige i øjeblikket, hvor vi er nået til - og tilsyneladende sidder fast ved - bogstavet M. 'Pik-on' er blot Varanens måde at sige bacon på. Og jeg burde muligvis rette det, men lige i øjeblikket griner jeg lidt af det i stedet. Fordi jeg er 12 år indeni. *Fniiiis*

Nå, men det var rytmikken, vi kom fra. Nogen kan måske huske, at jeg gik til 'lumikki' med Øglen back in the days på Østerbro. Hun og jeg gik også til rytmik, da hun var spæd, men med Varanen er det aldrig rigtig blevet til noget. Han var ganske vist med en enkelt gang til noget rytmik i kirken, da han var baby, men det lå på et virkelig dårligt tidspunkt i forhold til hans lure, så det blev droppet igen. Og lige pludselig blev han 2 år uden at have gået til noget som helst. #dårligmordotdk

Jeg er sikker på, at han har haft en glimrende tid indtil nu uden at gå til noget, og jeg er også overbevist om, at han ikke ville blive traumatiseret, hvis han ikke kom til at gå til rytmik nogensinde. Men ikke desto mindre er han nu begyndt på et hold. Sammen med HDD. I en anden nordlig provinsby, fordi alt børnerelateret i vores nordlige provinsby enten er ikke-eksisterende eller koster en pose diamanter og ens førstefødte. Han går til det sammen med HDD.

Tilmeldingen kommer sig egentlig mest af, at Varanen frygtelig gerne vil med, når Øglen skal til dans. Og det kan jeg egentlig ikke fortænke ham i - det lyder også meget sjovt, når hun fortæller om det, og han elsker at danse. Desværre er der bare ikke lige nogle dansehold for 2-årige, så vi tyede til det næstbedste og meldte ham til rytmik. På samme tid, som jeg er til dans med Øglen. Så det måtte altså blive HDD, der tog sig af Varanen og rytmikken.

...

Fik jeg nævnt, at det er HDD, der tager Varanen med til rytmik? Jeg skal bare lige være sikker, for det er nemlig ret store sager i vores lille familie. Hvor HDD hidtil hellere har villet gnave begge arme af end at deltage i kollektivt vanvid featuring babyer og bongotrommer. Men jeg må have bearbejdet ham rigtigt, for ikke nok med, at jeg fik ham til at sige ja til at deltage - han har også været af sted to gange nu. Ud af to. Også selv om første gang ikke umiddelbart var nogen succes (sætningen "Hun havde en UKULELE!" føg sammenbidt gennem rummet som det første, da Øglen og jeg vendte retur fra dans, hvor min rolle i parantes bemærket bare er at sidde og hygge mig i mit eget (og de 50 andre forældres) selskab), og Varanen havde stået og råbt "hjeeeeem" henne ved døren det meste af timen. Så jeg havde ikke regnet med, at han ville tage af sted i går.

Men de kom af sted, og det havde været en marginalt større succes denne gang. Ifølge HDD skal der dog noget mere til at imponere Varanen, end at hans far buldrer rundt og leger farlig løve blandt "7 nordsjællandske mødre, A. Jeg siger det bare!", men han havde da i det mindste ikke forsøgt at rømme stedet i går. Spørger man Varanen til hans 'mikle', er der smil over hele linjen, og munden står ikke stille på ham. Der bliver fortalt om en klovn, der napper, bolde, der blæser, farlige løver (så det har altså gjort indtryk) og meget andet. Så som jeg stædigt holdt på efter første gang, og som HDD efterhånden er ved at give mig ret i, så handler Varanens opførsel on site formentlig mest om, at det er en uvant situation, og at han endnu ikke er helt tryg ved det. Det skal nok komme. På et eller andet tidspunkt før de syv gange, vi har betalt for (og ikke de fem, som jeg kom til at fortælle HDD, det var), er overstået.

Jeg tvivler på, at HDD vil insistere på, at jeg melder ham og Varanen til forårs-mikle-holdet også. Men jeg tror ikke, at der er helt lukket land for, at de kunne melde sig til noget andet. HDD sagde nemlig i går, at han godt kunne forestille sig, bare sådan rent hypotetisk, at Varanen ville synes, at noget med musik og sang var sjovt. Det kunne jeg også forestille mig. Så måske vi kunne finde noget af det efter jul. Tirsdag eftermiddag ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...