Viser indlæg med etiketten gode intentioner. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten gode intentioner. Vis alle indlæg

mandag den 25. august 2014

Energi i pilleform?

Det er meget muligt, at de kloge siger, at sommeren ikke er ovre endnu, men naturen mangler lige at erklære sig enig. Så indtil det modsatte er bevist, prøver jeg at få mine fødder til at forstå, at der er dømt efterår, bare så jeg ikke behøver at blive mere forkølet (snøvset, som det hedder herhjemme), end jeg allerede er blevet. (Det er bare som om, fødderne nægter at samarbejde. De VIL ikke have sokker på. Sutsko (eller ... futsko, hedder det her) indendørs kan de lige gå med til, men de vil stadig gå i sandaler eller - til nøds - ballerinaer. Uden sokker).

Jeg har det lidt stramt med, at sommeren tilsyneladende har sunget på sidste vers. Den har været så fantastisk, at ord ikke kan beskrive det, og jeg er vis på, at jeg har opsamlet d-vitamin til et helt år. Og hvis jeg bare fik garanti for, at vejret ville være sådan her - stedvis sol, let blæst og 15-ish grader - frem til december, jamen så vil jeg ikke brokke mig over efteråret. (Det vil jeg i øvrigt heller ikke alligevel. Jeg holder meget af efteråret - det er bare ærgerligt, at det skal være så mørkt, som jeg ved, det snart bliver. De lyse aftener er allerede kraftigt på retur, jo).

Vinteren og foråret har været hårdt ved mig. Bevares, jeg er heldigvis både sund og rask, så på den måde skal jeg ikke klage, men der har været en masse tankespin, store spørgsmål og eksistentielle ting oppe og vende, og derudover har jeg manglet energi i en grad, så det var skræmmende. Selv om jeg ved, at jeg får energi af at røre mig, så har jeg bare ikke kunnet tage mig sammen. Efter sommerens indtog blev det heldigvis (lidt) nemmere. Der er jo heller ikke meget, der slår en gåtur i solskinnet. Men nu. Hvor de mørke aftener pludselig er kommet snigende, frygter jeg en lille smule, at jeg falder ned i den samme "det er også bare ligemeget"-sump (ikke at forveksle med "Det' da liiiigemeget"-Jeppe K) som tidligere på året, så jeg har længe haft en plan om at sætte konkret ind.

Første led i planen er at justere min kost. Jeg bliver aldrig rabiat det ene eller det andet (og det er sq nok derfor, jeg ikke taber mig overhovedet), men jeg plukker lidt hist og pist fra de kure og livsstile, der passer mig. I vinteren og foråret havde jeg ubevidst gjort det til min mission at spise alt med sukker, der var inden for arms længde, og det gjorde mig sådan set ikke andet end tyk(kere). Så det er slut nu. Fra ferien begyndte (jo, sq - I drømmer ikke om, hvor få is, jeg har spist på de 5 varmeste uger i mands minde) har jeg skåret kraftigt ned på sukker og helt elimineret hvidt brød og pasta. Alene der var der en del energi at hente, kan jeg afsløre.

Anden led i planen er at røre mig mere. Det var ikke noget problem i ferien, hvor vi har vadet rundt, som blev vi betalt for det. Det er i hverdagen, den kniber lidt, eftersom jeg arbejder hjemme og derfor ikke har tvungen transport til andre steder end børnehaven. Men så snart ham Varanen er færdigindkørt i børneren, skal jeg til at have skemalagt lidt løb og så'n. Blev der sagt.

Tredje led i planen anede jeg faktisk ikke, at jeg havde. Før søde Fie fra Lahme Kommunikation kontaktede mig og spurgte, om jeg ville teste nogle naturlige kosttilskud fra Drogens Vital. Man kunne vælge mellem to forskellige pakker, og jeg slog naturligvis straks ned på den, der hed noget i retning af "Energi og helse".

Hele Drogens Vital-familien

Kosttilskuddene stod i garagen (hej, flexmodtager), da vi kom hjem fra ferie, men det er først for et par dage siden, jeg er kommet i gang. Pakken indeholdt 2xginseng energikur, der - som jeg læser det - er nærmest instant energi. Den har jeg ikke prøvet endnu; den skal SÅ meget gemmes, til når det (desværre) bliver meget mørkere og koldere.
Denne her gemmer jeg som en lille skat til de mørkere tider. (Høje forventninger? Hvad mener I?)

Derudover var der tabletter med ingefær (for fordøjelsen), multivitaminer og tabletter, der styrker hud, hår og negle. Tre tabletter, der alle skal tages 2-4 eller 1-3 gange om dagen. Så smider jeg lige en fiskeolie (anti-opstød - gotta love it. Farvel til smagen af harsk fisk) fra skuffen oveni, og så tror jeg ellers nok, at mit daglige pilleforbrug er steget fra 0 til mange i løbet af ingen tid. Jeg er ikke så god til at huske at tage piller, men jeg håber, at der bare er tale om vane. Og hvis ikke, så køber jeg mig sådan en smart pilleinddelingsæske. Eller noget.

I virkeligheden ved jeg heller ikke, om jeg tror på, at man kan få energi i pilleform (med mindre det er en ganske anden slags piller. Og den slags ønsker fabrikanterne formentlig ikke bliver sponsoreret). Men tiden vil vise, om Drogens Vital lever op til det, de lover. Indtil videre virker det imidlertid lovende. Jeg har husket at spise mine piller, jeg sover godt om natten, og jeg føler mig ganske frisk i løbet af dagen. Tabletterne er i en fornuftig størrelse (ikke ligesom fiskeolietabletterne, der måske nok er anti-opstødsagtige, men til gengæld er store som missiler), de er fyldt med lutter naturlige vitaminer, urter og planter og så - stor bonus i min bog - kommer de i bæredygtig emballage. Letvægtsplastikken gør, at glassene ikke er så tunge, og så kan de genbruges. Ja tak til dét!

Indlægget er sponsoreret, men ordene og holdningerne er mine ganske egne. Produkterne kan købes på apoteket.

tirsdag den 4. januar 2011

Gode intentioner

Det der med nytårsforsætter, ing'? Det er som om, man burde have nogen. Fordi de hører sig til. Frisk start og alt det der. Men de fungerer bare ikke rigtigt for mig. Mens klokken slår 12, champagnepropperne springer, og kransekagen køres ned i takt med Kong Kristian, virker det som regel som en fantastisk idé at a) smide et par fem kilo (for det er jo så nemt som at klø sig i nakken?), b) blive et bedre menneske, c) aldrig mere vrisse ad nogen, d) osv.

Den sikre vej til IKKE at tabe 5 kg. Varm kakao med skumfiduser. Og appelsin. 
Det må man jeg godt, når man jeg vader rundt og rundt med en Øgle, der ikke gad sove nytårsdag.

Men det er som om, at forsætterne forsvinder i takt med, at januars grågrumsede lys trænger ind ad vinduerne nytårsdag, og ens krop bare craver en halv ørn i rede. Så jeg er, ligesom Therese, færdig med forsætterne. I stedet har jeg nytårsintentioner. Det er ganske vist kun simpel retorik, der adskiller forsætterne og intentionerne, men lad nu det ligge. I mit hoved ligger forskellen nemlig også i, at jeg vil gøre mine intentioner lige til at gå til. For det gør dem alt andet lige nemmere at indkorporere i hverdagen. Mine forsætter har altid være vældig resultatorienterede, om man vil - fokus på de fem tabte kilo og ikke så meget fokus på, hvordan jeg ville opnå vægttabet. Så - needless to say - jeg har ikke haft så meget succes med forsætterne.

Det håber jeg, at jeg får med mine intentioner. For de er mere fokuserede på midlet end på målet. Faktisk har jeg ikke opstillet et mål. Fordi midlet - for nu, i hvert fald - er fint. Det kan lyde banalt, men nytårsintentionerne er som følger: spise flere grøntsager, spise mere spændende mad (synes sq altid, at vi ender med de samme - kedelige - retter) og komme ordentligt i gang med løberiet igen (det var som om, det døde lidt, da al sneen kom valsende). Og sidst, men ikke mindst, skal jeg øve mig i at være mere nærværende. Mindfulness, hedder det vist, hvis man er smart og hip, men jeg er ingen af delene, så jeg kalder det bare nærvær. Kunne også kalde det at være "tilstede i nuet", som Birgitte gør. Jeg begyndte allerede at øve mig i tyveti, og jeg er klart blevet bedre, men jeg skal blive ved med at øve mig. Det skulle efter sigende gøre mester.

Status på intentionerne, her, hvor det nye år kun er fire dage nyt, er, at jeg netop har pjækket fra dagens løbetræning. Fordi jeg stadig er #/#&"/!§ forkølet (blev nødt til at blive hjemme fra arbejde i går), og fordi jeg simpelthen ikke gad. Den første arbejdsdag efter lang ferie har virkelig trukket veksler, og jeg er træt som et alderdomshjem. Så løbetur i slud tabte mod hygge med stearinlys i køkkenet (som stadig ikke er færdigt, tak fordi I spurgte).

Grøntsagerne går det fint med (og det er faktisk helt rart, at marcipanen er blevet udskiftet med noget mindre sødt), og den spændende mad (som i virkeligheden ikke er vildt spændende, bare mindre kedelig) går også slag i slag. Altså efter den halve ørn i rede lørdag. Og andet junk søndag. Men penne arrabiata og pariserbøf rørt med sennep, rødløg og æg er det da blevet til. Ikke samtidig, men på to forskellige dage, altså. Og de gode takter fortsætter - nemlig.com-manden har nemlig lige været her med en masse varer; bl.a. til burgere til madklubben i morgen og pollo sorpresa torsdag. (Og ja, jeg har fået en Spise med Price-bog i julegave...)

Der er varer i poserne. Ikke skrald.
 
Mht. nærværet, så øver jeg mig, som sagt. Både i at være nærværende hjemme - over for HDD og Øglen - og i at være nærværende, når jeg taler med mine veninder. Og endda også når jeg er på kontoret (dén kan jeg så nok arbejde lidt på, for der er blevet overspringshandlet en del i dag, må jeg indrømme). Der er dog ét sted, hvor nærværet bliver lidt tricky. Jeg har nemlig en skøn veninde, som desværre har det lidt hårdt for tiden. Hun er stresset og trist, og hun reagerer fysisk på at se og tale med folk (altså, hun bliver dårlig af det; det er ikke sådan, at hun slår eller noget...). Det betyder, at jeg ikke har set hende længe efterhånden og kun talt med hende en håndfuld gange. Af og til kan hun overkomme en mail eller en sms, men i det store hele holder hun sig for sig selv. Det er svært at stå på sidelinjen, og det er svært at acceptere, at hun har så stor brug for at være alene, når det, man jeg har allermest lyst til, er at give hende et kæmpekram.

Så hvad gør en klog, der har besluttet sig for at forpeste sine omgivelser med nærvær? Sender hende et kram, naturligvis. I form af en lille få det bedre-pakke indeholdende Kushmi-te, Skipperpiber og et hjemmenørklet tæppe.

Det er skævt - både billedet og tæppet - men det er lavet med kærlighed. Og blod, sved og tårer. Bogstaveligt talt.

Hun fik pakken i dag. Og sendte mig en lang sms, hvor hun skrev, at hun var blevet så glad, at hun græd. Så selv om det selvfølgelig aldrig er godt at få nogen til at græde, så ser det ud til, at mit nærvær på afstand blev taget godt imod. (At HDD så mener, at min lille gave til veninden ikke så meget er et udtryk for nærvær, som det er et udtryk for, at jeg er totalt med på beatet, fordi uventede gaver angiveligt er det nye sort, er så en anden sag. Men det er jo aldrig af vejen at være med på beatet, jo).

Summasumarum - de gode intentioner er der. Og bliver også ført ud i livet. Lad os se, hvor længe dét holder... :-)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...