Viser indlæg med etiketten grænser eller mangel på samme. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten grænser eller mangel på samme. Vis alle indlæg

fredag den 4. juni 2010

Grænser - eller mangel på samme

Nøj, hvor er der travlt omme på det der arbejde. Det' helt vildt, altså. Men det ER jo nok fordi, jeg skal køres i stilling til barselsvikariatet. Som virker til at være åndssvagt travlt. Men også sjovt. Og det er ret vigtigt i min bog.

Matriklen har haft besøg af mormor i et par dage, så hun lige kunne få lidt Øgle-tid, og så mutti og HDD kunne komme på en kærkommen get-away. Helt til Indre By på restaurant og tilbage igen. Bearnaisesauce, der kunne stå selv, steak frites og créme brulée - ja tak!

Nå. Men mormor kom i onsdags. På ca. det tidspunkt, hvor jeg plejer at gå fra arbejde. Så jeg havde liiidt travlt med at cykle de 8 km hjem - med pitstop i vuggeren - for, at et stykke slægt ikke skulle sidde alt for længe på trappen og blomstre. Øglen blev forsvarligt spændt og fik hjelm på, og ad sti af sted gik det så det sidste stykke hjem. Grundet det gode vejr havde jeg ikke lige givet Øglen en hue på, og det betød - og gør det i øvrigt stadig - at cykelhjelmen er en kende stor til det bette hoved. Så den rutsjede (staveplade?) lidt rundt på hovedet af hende. (Fyyyyyyy!) Det er ikke godt. I know! Og når det blev lidt for rutsjende, stoppede jeg, efterspændte og gjorde ved. Men hjelmen blev ved med at glide, og på slutspurten - vi taler de sidste 200 meter - må jeg så tilstå, at jeg glemte at tjekke, om hjelmen sad ordentligt. (Fyyyyyyy!)

Men. Så er det jo heldigt, at der findes mennesker, der anser det for deres borgerpligt at fortælle dårlige mødre som jeg, at den er gal med dette og hint. Således hørte jeg pludselig en stemme gjalde

"NAJMMEN ALTSÅ!!! HAN HAR JO HJELMEN HELT FULDSTÆNDIG NEDE I HOVEDET. STAKKELS LILLE DRENG!!!!"

Erhm... Pinligt. Og ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Dels er Øglen ikke en lille dreng, dels havde hun ikke hjelmen "fuldstændig nede i hovedet". Den sad dårligt, ja. Men ikke kriminelt dårligt. Ikke desto mindre bød min mor-samvittighed at gøre noget ved det Med. Det. Samme, for nu var det jo blevet påtalt. Så af cyklen med mig, rette på hjelmen (vel vidende, at den ville sidde lige så dårligt igen efter 3 meter) og så ellers den sidste strækning hjem til mormor på trappestenen.

Og nu sidder jeg så her. Og ved ikke helt, hvad jeg skal mene om gjalde-damen. For hun havde jo ret i, at hjelmen sad dårligt. Men hun var en tilfældig forbipasserende, som jeg bestemt ikke havde ringet op for et godt råd, så hvad sker der for gjalderiet? 

Generelt synes jeg faktisk, at folk blander sig RET meget, når man sådan har et lille barn med sig her og der. (Og her taler jeg om fremmede, for familie blander sig jo bare pr. definition, og venner ved (som regel) bedre end at kloge sig alt for meget). For et par uger siden var HDD, Øglen og jeg på Den Franske Café, og mens HDD var inde og bestille, kæmpede jeg lidt med ét stk. Øgle, der hverken gad sidde hos mig eller i sin klapvogn, men som allerhelst bare ville kravle rundt på cykelstien og/eller nede ved svanerne i Sortedams Dosseringen. 

Ud af det blå kommer der så en mor med et par piger, kigger mønstrende på Øglen og jeg og spørger så, om Øglen ikke går endnu. Det kan jeg jo kun svare benægtende på, men tilføjer så (hvorfor?!?), at hun jo trods alt kun er 15 mdr., så der er jo lidt tid til at lære det endnu. Hvortil über-mor fortæller, at hendes ældste også (også?) var ret sen motorisk - "men hun gik trods alt i 10. måned. Ja, det gjorde de faktisk begge to". Meget intelligent får jeg udstødt et paf "aha/nå/okay" og overvejer, hvordan jeg kan få afsluttet den her samtale. Inden jeg får overvejet færdig, føler über-mor trang til at dele med mig, at ældstebarnet på grund af denne her åbenbart uhyrligt dårlige motorik (?) havde været hos en kiropraktor-slash-fysioterapeut-slash-zoneterapeut-slash-altmuligkvinde, som havde gjort et eller andet, jeg har glemt, "og dagen efter rejste hun (barnet, ikke behandler-typen) sig bare op og gik".

Endnu engang fik jeg ytret noget intelligent - denne gang var det vist bare et "mm-hmmm", og så fortsætter damen g*dhjælpemig med et "jeg har vist nummeret med, hvis du vil have det? Eller også kan du slå hende op på Krak. Det er da værd at overveje". Grrrrrrrr. Nu er jeg en ret høflig person af natur, så da jeg endelig fik tænkt til ende, hvordan jeg skulle lukke den (nu) groteske samtale, endte det med at blive med et "tak for tilbuddet, men jeg er nu ikke urolig over, at Øglen ikke går endnu. Jeg er sikker på, at det kommer lige pludselig. Du skal bare lige turde at give slip, ikkeogså lille skat?" *overdrevet fokus på Øglen, dikkedikke Øglens borgmester-vom, fortabe sig i Øgle-univers og lukke über-mor helt ude*. Hvis jeg IKKE havde været en høflig person, har jeg en idé om, hvordan det også kunne have været muligt at afrunde, men det blev jo heldigvis ikke aktuelt. Grrrrrr. HDD var lykkeligt uvidende om hele råds-udvekslingen, men han kom så til gengæld ud med en stor kop sort kaffe til mig, lige da låget var blevet lagt på den 'hyggelige' snak. Den var tiltrængt.

Selv, hvis Øglen havde været 3 år gammel og stadig ikke kunne gå, ville jeg synes, det var grænseoverskridende at få sådan et råd med på vejen (af en jeg aldrig har set før). Cykelhjelms-misèren kan jeg til nøds forstå (selv om jeg stadig synes, det er lige kækt nok, men gjalde-damen kunne selvfølgelig heller ikke vide, at jeg kun skulle cykle et par hundrede meter mere). Men altså. Hvis der var tale om vanrøgt eller uvidenhed (fx hvis nu jeg fejlagtigt troede, at Toblerone var viiildt sundt og udelukkende fodrede Øglen med dét og intet andet - måske lige et skud snaps i ny og næ - så kunne jeg tilskrive deres indblanding, at de bare ville Øglen det bedste. Men at henvise mig, som (håber jeg da) virker rimelig fattet omkring, at Øglen ikke går selv, til en kiropraktor-slash-fysioterapeut-slash-zoneterapeut-slash-altmuligkvinde, det kan jeg ikke få til at passe ind under "til Øglens bedste"-hatten.

Hvad er det med grænser, der bliver brudt noget så eftertrykkeligt ned, når man får et barn? Hvad er det, der får nogle mennesker til at synes, at det er helt ok at kommentere, påpege og råde allerhelst vildfremmede? Er det fordi deres eget bagland har slået hånden af dem, hvad angår 'gode' råd, og/eller tror de i ramme alvor, at deres adfærd er kærkommen hos de 'heldige' vindere af rådene? Eller er det i virkeligheden bare mig, der er sart?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...