Viser indlæg med etiketten graviditet. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten graviditet. Vis alle indlæg

onsdag den 13. juli 2011

9 uger...

Undskyld, men hvem slukkede for sommeren? Kom lige tilbage med den, ikke? Vi er nogen, der har en playdate lidt senere, og sådan en er alt andet lige lidt hyggeligere, hvis mødrene kan sidde og hyggesludre på bænk, mens ungerne kan lege i sandkasse, der ikke nødvendigvis ligner Peblinge Dossering alt for meget!

Sidder ude på det der arbejde og synes, det er liiiidt irriterende, at jeg ikke har taget cyklen i dag, men i stedet er kørt med HDD. På den ene side ville en cykeltur i morges have gjort mig temmelig gennemblødt. På den anden side er jeg nu nødt til at vente på, at HDD bliver færdig med at arbejde. Modsat mig har han rent faktisk temmelig travlt - måske fordi han har store planer om at beholde sit job. Dét løb er jo allerede kørt for mit vedkommende, så jeg kan ligeså godt drosle ned først som sidst (that's the spirit!).

Kan godt mærke, at det ikke gør noget, at jeg kun har 2½ uger tilbage på jobbet (håhr - toogenhalvuge. Det er bare LIGE om lidt, ved I godt det?!). Bliver større og større* og må indrømme, at der er dage, hvor jeg allerhelst bare ville blive i sengen. Eller i det mindste bare være derhjemme. Eller et eller andet sted end på en kontorstol i små 8 timer. Har det ellers fint nok, men jeg bliver sjovt nok tungere og tungere (hænger med garanti ikke sammen med den romkugle, jeg spiste i går eller den snegl, jeg lige har spist - så meget for dén frelsthed), og selv om mine fødder ikke er så hævede mere (tak, regn - så duer du da til et eller andet), så har jeg 1500-1600 gram Varan i maven, der jævnligt øver sig i DM i Trampolin på Blære. Jeg skal tisse hele tiden og nogle gange ret akut, faktisk. Mega-mosleren er nemlig ret god til at ramme plet.

Er 31+0 i dag, så 9 uger igen**. Det er bestemt til at overskue, og samtidig er det lidt angstprovokerende. 9 uger til lille ny skabning kommer og vender op og ned på alting. 9 uger til Øglen ikke længere er den eneste navle i vores lille verden. 9 uger til to arme ikke længere slår til. 9 uger til jeg skal have det som om, jeg er blevet kørt over af et godstog. 9 uger til jeg igen skal opleve, hvor meget kærlighed et hjerte lige pludselig kan blive fyldt op af. Osv. 9 uger er snart. Og selv om det af og til føles som lidt for snart, så glæder jeg mig også helt vildt. Ikke mindst til at se Øglens reaktion. Lige nu er det jo sjovt at ae maven, give sutten til Lillebror (ind under trøjen med den) og råbe "hejhejjjj Lillebror" i tide og utide (at hun så bed mig i maven med hele tandsættet forleden, nævner vi ikke med et ord). Men om dén entusiasme varer ved, når Lillebror manifesterer sig som ét stks. skrigeskinke i kølige lilla nuancer, dét må tiden vise. Indtil da er der vist ikke meget andet at gøre end bare at håbe...

*Forleden følte en pædagog fra Øglens vugger sig fx foranlediget til at gjalde ud over hele legepladsen, da jeg hentede Øglen, at jeg da GODT NOK var blevet enorm. Da jeg så nævnte, at der rent faktisk er to måneder til termin, så hun helt himmelfalden ud og sagde et eller andet i retning af, at det måtte være "et KÆMPEbarn", der kom ud af det, og at hun slet ikke kunne forstå, at jeg kunne holde til at slæbe rundt på den kæmpemave. Grrrrrr. HDD er sikker på, at hun mente det godt. I'm not so sure. Men jeg er også hormonella. (Den anden dag begyndte jeg fx at græde en lillebitte smule, da Øglen halvt i søvne kaldte på mig og et glas mælk. Hun var så sød og forpjusket (og tørstig), da hun fik det, og mellem de store slurke fik hun sagt "Tark mor" med lille sovestemme en halv snes gange. Og så kom jeg til at tænke på de børn, der har forældre, som ikke lige gider komme, når deres barn kalder, så de bare kan ligge der helt tørstige og kede af det og ikke forstå, at de ikke bare må få noget mælk, når nu de gerne vil have det. Jeez, altså. Gravide er ikke nødvendigvis lige rationelle, kan jeg nu se...)

**Eller sikkert 11 uger, nu hvor jeg har jinxet det...

fredag den 8. juli 2011

En dag under dynen. Eller noget...

Eih altså - det der prusteri og følen sig stor som et hus, jeg ævlede om i går - det blev siddende, gjorde det. Så jeg besluttede mig for at blive hjemme fra arbejde i dag. Tage en mig-dag, hvor jeg kan ligge ned, når jeg har lyst til det, tage en lur, når jeg er træt og i det hele taget bare lige skrue ned for alle "jeg skal liiiiige"-tingene.

Ehm, ja. Nu er klokken omkring 15, og det eneste jeg sådan rigtigt har fået lavet i dag, er netop "jeg skal liiiiiige"-ting. Det startede i morges, da jeg skulle til jordemoder. På Frederiksberg (selv om jeg skal føde på Rigshospitalet. Tak for dén logik!). Og i øvrigt lige aflevere Øglen på vejen. Nævnte jeg, at det regnede? Nåmn, det gjorde det. Heldigvis ikke så meget, da jeg havde Øglen bagpå, men på vej fra Nørreport til Frederiksberg Hospital blev det ret vådt.

Nå, men jeg kom jo frem (storsvedende og sjask-ucharmerende - what's with the lummerhed?) og fik læst lidt glittede magasiner om børns udvikling i venteværelset efter at have 'stixet min urin' (det lyder også irriterende her i graviditet nr. 2) og sammenlignet farvekoder, som var jeg ansat hos Flügger. Derefter ind til min jordemoders ferieafløser, som var både sød og kompetent, men jeg må tilstå, at jeg stadig er lidt i tvivl om, hvad det nu lige er, jeg skal med de her jordemoderbesøg. Bevares - Ferieafløseren konstaterede, at Varanen ligger med hovedet nedad og vejer 1500-1600 g. Og at det er rimelig gennemsnitligt. Som hun sagde "Ja, han er ikke lillebitte. Men han er heller ikke kæmpestor". Godt så. Hun tjekkede også mit blodtryk, som tilsyneladende er fint. Derudover frarådede hun mig at bruge mange tusinde på en tvillingeklapvogn - en brugt ville også kunne gøre det. Ehhh... Ja, okay. Havde vi også tænkt os, men fint nok. Og jeg slap for at blive vejet. Hun sagde ikke noget om det, og jeg skal i hvert fald ikke være den, der henleder nogens opmærksomhed på vægten...

 Det pæne billede af urinstix er lånt her

Og det var så dét. Jeg ved godt, at blodtryk og urin-halløj er vigtigt, og det er sikkert også fint nok at vide lidt om, hvordan babyen ligger på det her tidspunkt i graviditeten, men hvor jordemoderbesøgene i min første graviditet nærmest blev set frem imod med spænding (ahr, ok - måske ikke lige spænding, men you get my drift), er de ikke omgærdet med helt samme magi denne gang. Og da slet ikke, når det skal foregå helt ude på Frederiksberg.

Efter jordemoderbesøget trillede jeg hjem. I endnu mere regn, end jeg trillede ud i. At jeg så pludselig blev ramt af akut "jeg kan ikke komme hjem uden en Römertopf"-syndrom (meget udbredt omrking uge 30 i en graviditet, bilder jeg mig ind) gjorde ikke cykelturen kortere. Var inde i 3 Aldi'er - som efter sigende skulle have dem på tilbud - men der var ikke flere. Og i Kop & Kande ved Svanemøllen havde de godt nok nogen, men de var blevet temmelig våde i skybruddet, så dem ville de ikke sælge. Kop & Kanden ved Søerne havde til gengæld en. Hos dem var det nemlig kun stavblenderne, der var blevet oversvømmet. Awright. Af sted med mig. Og endelig hjem, en Römertopf rigere. Så havde jeg også kun cyklet 17,5 km, siger ruteplanen.

Hjemme igen blev jeg pludselig ramt af en anden kendt tilstand i denne fase af graviditeten, nemlig "Hold nu KÆFT, hvor vores viktualierum roder"-bakterien. Vi har et rum på bagtrappen, som egentlig skal fungere som udvidet spisekammer og til opbevaring af rengøringsting, men i de sidste måneder har der akkumuleret sig en hel Silvan derude. Værktøj, træ, plader, maling, armaturer og andet gøgl (og en symaskine, men det er vigtigt, at den er inden for rækkevidde, for ellers får jeg den jo aldrig pakket ud!) Bekymringen for, hvordan jeg skulle få plads til Römertopfen derude, vandt over behovet for at ligge på sofaen (hvem kan stave til redebygger?), så før jeg fik set mig om, havde jeg været oppe på loftet en 5-6 gange med førnævnte værktøj, maling og andet gøgl. Træ og plader gider jeg ikke slæbe på, så dén vinder HDD. Derudover fik jeg samlet et par store poser med flasker, så nu er der plads til Römertopfen (og 10-20 af dens venner, hvis det skulle være) derude. Ahhhh.

Kører stadig kødfrit tema. Men kværnede en kanelsnegl fra Emmery's tidligere, så frelstheden er på retur...

SÅ skulle jeg slappe af. Troede jeg. Men nej, for der tikkede en sms ind fra "min" garndame (har taget et vist ejerskab over hende, siden jeg besvimede i hendes butik sidste år). At hun var færdig med en lille vest til Varanen, som jeg kom til at bestille, sidst jeg var nede og købe garn, men at hun tager på ferie i morgen, så om jeg kunne hente den i dag. Jovist. Så mig ned efter vest (og mere garn) og lige omkring Døgnposten og flaskeautomaten på vejen. Og ja - det regnede stadig.

Vesten fra Garndamen. Er den ikke fin? Og lillelillebitte. Er faktisk den første ting overhovedet, jeg har købt til Varanen. Måske jeg skulle se at komme i gang? Der er i hvert fald nok at tage af på min huskeseddel...

Hjem med mig. Igen. Og give Römertopfen sin ilddåb med Jim Laheys no-knead bread. Og præmien udeblev ikke - det var godt, jeg jagede rundt efter lerfad med underligt tysk navn, for brødet er sindssygt lækkert (i øvrigt kan man altså bare bruge støbejernsgryde eller sådan noget i stedet for en Römertopf, men vi ejede ingen af delene, og min bankkonto ville være ret ked af at skulle investere i en Le Creuset-gryde her lige efter en ferie). Lidt mere salt og måske noget spelt eller emmer næste gang; så sidder den lige i skabet!

Lige kommet ud af ovnen - fint sovende i Römertopfen

Og nej - jeg kunne ikke lade det hvile i de to timer, de angiver i opskriften. Blev da nødt til at smage...

Nu har vaskemaskinen lige bippet: den sidste omgang vasketøj fra ferien er kørt til ende, og den der opvaskemaskine tømmer vist desværre heller ikke sig sev. Om en lille halv time er Øglen og HDD på trapperne, så den der dag under dynen - det må blive en anden dag...

torsdag den 7. juli 2011

30+0

- og stor som et hus. Har heldigvis ikke lige noget billede til at dokumentere det, men tro mig på mit ord. Er sq noget prustende i dag, så det kan godt være, at det var skudt lidt over målet, at jeg cyklede 16 km i går og slæbte doven/pirrelig (og tung) Øgle op på 4. sal. Og i øvrigt kun har sovet 6 timer hver nat, siden vi kom hjem fra ferie. Som prikken over i'et har jeg været så kæk at tage et par jeans på i dag, som klemmer alle de forkerte steder, så min bevægelsesfrihed er yderligere indskrænket. Flot - og vist meget godt, at jeg snart har fri.

Heldigvis er jeg så udstyret med en arbejdsplads, hvor der er ved at gå lidt sommerferie i den, så det mest strabadserende, jeg har lavet i dag, er at lammetæve chefen i bordfodbold og besøgt kaffemanden, der højst uventet (og derfor modtaget som en sand helt) har indtaget sin vante plads. Han havde ellers meldt sommerferie hele måneden, og når alternativet er skod skod skod SKOD-"kaffe" fra bedaget automat, bliver man en anelse desperat...

I aften har jeg været så snu at lade være med at lægge nogen planer, så med lidt held kan jeg komme i seng før klokken midnat. Det vil mit korpus have godt af - ikke mindst fordi jeg i morgen skal cykle langt pokker i vold ud på Frederiksberg (arj, ok - kun til Fbr. Hospital, men det føles langt, fordi det er ret meget i den gale retning i forhold til kontoret, hvor jeg skal ud bagefter) for at sige hej til min jordemoders ferieafløser. Mon ikke jeg kan overbevise hende om, at jeg ikke skal vejes?! Det kunne man da håbe...

I øvrigt - apropos absolut ingenting - er der så nogen, der ved, hvor man kan købe en billig stegeso/rømertopf? Eller en støbejernsgryde med låg, der kan gå i ovnen? Gerne på Østerbro, hvis man må være så doven...

tirsdag den 14. juni 2011

Advarsel - her ynkes

Det der med at være gravid, ing'?! Det er lidt sjovt med dét. Dengang jeg ventede Øglen, var det fedt hver uge at kunne gå op i, hvad Baby Inde I Maven nu kunne eller ikke kunne. Hvert eneste besøg hos læge eller jordemoder (og der var mange af dem, erindrer jeg) en milepæl. Og jeg kunne tale stolper op og stolper ned om maven, babyen, forventningerne, frustrationerne, nervøsiteten, mv. Jeg længtes efter at blive større - efter, at både jeg selv og andre kunne se, at jeg bar rundt på et lille mirakel, og at jeg ikke bare var gået amok i buffeten. Og jeg struttede stolt med maven lige så snart det lod sig gøre. Min ændrede form - de bløde(re) kurver, de større bryster, de runde(re) hofter og andet i samme dur - generede mig ikke det fjerneste; faktisk syntes jeg, at det var dejligt at se nogle af de mange ting, der dels foregik inde i hovedet, dels fór rundt i kroppen i form af hormoner, manifesteret som kropslige ændringer.

Denne gang er det anderledes. Helt helt HELT anderledes*! Misforstå mig ikke - jeg glæder mig som en lille dreng til at hilse på Varanen. Til at gøre Øglen til storesøster. Til at blive en familie på fire. Jeg glemmer bare at kigge i den der gravid-bog, som var min bibel i sidste graviditet. Jeg får ikke liiiiige sunget de der sange for maven, som jeg ellers gik højt op i sidst. Får heller ikke lige snakket så meget med maven (som i 'overhovedet ikke'), og er generelt ret irriteret over maven. Som er helt vildt hyggelig, når den sparker derudaf, men som ellers er ret så meget i vejen. Jeg bebrejder fx maven (maven - IKKE Varanen), at der er blevet så langt ned på gulvet (og op igen). At jeg ikke bare lige kan drøne op ad trapperne, som jeg plejer. At jeg har fået temmelig svært ved at bære Øglen op til 4. sal. Osv. Desuden hylder jeg på ingen måder mine runde(re) former denne her gang. Jeg synes, jeg ligner et luftskib i samtlige antræk, jeg kan finde i garderoben, og jeg savner mit 'almindelige' tøj. Når jeg ser billeder af mig selv, ser jeg en stor, firkantet madamme i stedet for en frodig, gravid kvinde. Og jeg giiiiider ikke. Ved godt, at det er mig, der har spist alle de ting, der har fået mig til at tage så meget på, og at maven jo sådan set bare antager den form, maden beder den om, men allywl…

Jeg VILLE virkelig gerne nyde denne her graviditet. Måske fordi det er den sidste graviditet, jeg kommer til at opleve. Og fordi en graviditet på alle måder er fantastisk. Et mirakel, om man vil. Især, når man som jeg, ikke er/har været præget af kvalme og andre handicapperende skavanker. Men når ens fødder hæver op til små kødhjul pga. varme og væske, og man næsten ikke kan overskue at rejse sig for at lege med sit barn (som står og stor-råber og vil "ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅP til mooooooor!"), så er det altså lidt småt med entusiasmen, må jeg tilstå. Jeg ved godt, jeg lyder utaknemmelig. Selv om jeg i virkeligheden ikke er det. For jeg ønsker mig jo brændende det, der kommer UD af graviditeten - jeg gider bare ikke al rugeriet (selv om en af de rigtig gode ting, der er at sige om graviditet nr. 2 er, at den går væsentligt hurtigere end graviditet nr. 1. Meget mærkeligt firma).

Men måske det bare er sjovere at ruge, når det ikke skal foregå på kontoret på ubekvem kontorstol? I kontorflytterod og kontorstress over ikke at kunne nå det hele, før man går på hhv. ferie og barsel? Måske rugeriet bliver bare lidt federe, når man ligger på italiensk strand og ikke behøver tænke på ret meget andet, end hvis tur det er til at hente den næste is? Også selv om kødhjulene nok bare bliver rundere af at komme ned i yderligere varme. Men så kan jeg med god samvittighed vade rundt i flipflops hele dagen. Og løstsiddende tøj. Og ikke spekulere på, om jeg nu har møder, præsentationer eller andet, hvor tøjet ikke behøver ligne noget, jeg har erhvervet mig hos Isabella.

Er det ikke sådan, vi siger, det er? Jo, det synes jeg. Og så vil jeg tage mine lændesmerter (og brokkerier) og pakke dem ned i den flyttekasse, jeg alligevel skal kyle alle mine kontor-necessities ned i. Fordi et eller andet geni har besluttet sig for, at hele afdelingen skal flytte plads i morgen. Som om, der er tid til det… Og så vil jeg skride ned i byen og handle alle de ting, vi stadig ikke lige har fået købt, men som vi skal bruge i Italien. For vi skal nemlig til Italien. Snart. Har jeg sagt det? Glæder mig riiiimelig meget...

*Brok forårsaget af ondt i ryggen, efter-pinse-træthed og almindelig mandags-blues (på en tirsdag) kan forekomme...

torsdag den 26. maj 2011

Tykke mor

Nå, så er det officielt. Nu er det ikke længere kun en joke mellem HDD og jeg (mest HDD), at jeg er for tyk til at gynge, for jeg er  nemlig blevet vejet som et andet kreatur hos min læge. Til den der 24 ugers-undersøgelse man skal til "hos egen læge". Overvejede et splitsekund at sige "ORK ja, og jeg har kun taget 37 gram på", da lægen spurgte mig, om jeg havde vejet mig derhjemme, men efter at have opsparet små 33 års livserfaring ved jeg jo godt, at det ikke er lægen, jeg snyder, men mig selv. Så jeg krøb til korset og sagde i stedet for noget i retning af "absolut nej - holder mig helst så langt væk fra vægte som overhovedet muligt". Kan være, at jeg skal lære middelvejens kunst; lad være med at lyve, men lad også være med at være hudløst ærligt omkring sådan noget som vejning, for min myndeslanke læge spidsede jo straks ører, og jeg er ret sikker på, at jeg - hvis jeg havde kigget rigtig godt efter - kunne have set et par røde alarmer blinke på hende.

Min læge er skøn, men der er ikke meget kære mor over hende - således er hun kvinden, der til selvsamme 2. graviditetsundersøgelse, da jeg ventede Øglen, tørt konstaterede, at jeg egentlig godt måtte stoppe med at spise sådan i al almindelighed, da jeg havde været på vægten. Så jeg kastede mig ikke ligefrem jublende over hendes lille skrøbelige glasvægt i dag.

Det positive ved vejeseancen var, at mit gravide korpus ikke splintrede og ødelagde hendes vægt.

Det knap så positive var, at jeg på nuværende tidspunkt har taget ligeså meget på som ved føromtalte graviditetsundersøgelse - den der udløste den let spydige kommentar. Eller - jeg har taget 0,5 kg. mindre på. Og når vi er oppe i den størrelsesorden, så tæller selv de mindste marginaler med. Således vejer jeg nu 12,5 kg mere, end jeg gjorde, da jeg blev gravid.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

12,5 kg. Tolv komma fem kilo. TOLVKOMMAFEMKILO! 12500 gram. 62,5 plader Marabou. 125 poser Haribo. 8,3 halvandenliters colaer. Ogsåvidere.

24+0 - nu officielt way wayyyy over før-graviditetsvægt. Havde det jo godt nok på fornemmelsen, men håbet har man jo lov at have. Beklager lille snip af pose (som - til bonusinfo - indeholder en brugt ble). Skal nok rydde op.

Armen, hvad sker der, mand? No wonder, at jeg føler mig som en hval. Men overraskende nok havde min læge ingen spydige kommentarer denne gang. Hun spurgte bare, om jeg tilfædigvis sidder og spiser flødekager hele tiden, og det kunne jeg svare benægtende på. Og tilføje, at flødekager er en af de eneste typer kage, jeg ikke kan lide, og at det muligvis kan have noget med dét at gøre. Herefter fik jeg en lille lektion i, at hun jo egentlig er ligeglad med, hvor meget jeg tager på, men at retningslinjerne jo er sat for den gravides egen skyld (tænkte jeg det ikke nok!) - og at det kan være farligt at føde, hvis man vejer alt for meget.

Jaja. Jeg ved det jo godt. Hun sagde det også sidste gang, og så længe siden er det jo heller ikke. Men når nu kage bare smager så godt?!? Lægen trøstede mig (måske hun i virkeligheden ikke er min rigtige læge - hun gør sig nemlig ikke rigtigt i trøst - men bare en empatisk klon?) med, at vægtstigningen hos gravide også kan hænge sammen med genetik (joh, meeeeen...), men at jeg naturligvis kan rykke på de helt åbenlyse ting. Som at lade være med at kædespise sukkerholdige ting (moi?!) og ellers bare have som målsætning, at jeg ikke tager mere på i hele graviditeten, end jeg gjorde, da jeg ventede Øglen - 16-17 kg i alt endte jeg vist på. Og hun nikkede (omend lidt fraværende), da jeg håbefuldt spurgte, om jeg mon ikke bare kunne være en af de der typer, der tager det hele på i starten af graviditeten og så 'flader ud'.

Da jeg skulle lige til at gå, sagde hun noget, jeg vist aldrig har fået at vide af nogen før; at hun ikke ville anbefale mig at dyrke mere motion, end jeg gør nu. Huh? troede nærmest ikke, at man kunne dyrke for meget motion. Og jeg laver jo reelt ikke andet end at cykle frem og tilbage til job og at futte rundt med Øglen. Men det er åbenbart rigeligt. Jamen SÅ vil jeg da bare læne mig tilbage og nappe en kage gulerod...

Men bortset fra vægtens himmelflugt gik lægebesøget rigtig fint uden de meget seriøse løftede pegefingre. Maven blev målt, og jeg hørte tydelig hjertelyd. Det er nu så hyggeligt. Og så roste lægesekretæren min urinprøve. Now that's a first.

Lægesekretær (med undren i stemmen): "Den var helt blank. Jeg tror aldrig, jeg har set så blank en prøve hos en andengangs gravid. Den var HELT blank og fin".

Mig (med flakkende blik over at høre ordet 'blank' så mange gange i en sætning, der havde noget med mig at gøre): "Ehm... Ok... Fint nok. Tror jeg nok... Hejhejjjjjj..."

Femkorns-/havregrød med kanel (og lidt sukker - shoot me!), latte, kiwi, mini-banan og appelsinjuice. Og min elskede trafikske...

Og nu er jeg så hjemme. Længe leve hjemmearbejdspladser. Har lige spist sen morgenmad - som egentlig var planlagt til at være en kanelsnegl fra Emmery's (Mille lokkede totalt meget med Emmerys ovre hos sig selv i går), men med sætninger som "12,5 kg mere end din før-graviditetsvægt" og "farligt at føde" rungende i ørerne, undlod jeg dén lille sukkersnas og tog i stedet hjem og lavede sund(ere) morgenmad. Som nu også smagte glimrende. Men det VAR jo ikke ligefrem en kanelsnegl...

onsdag den 18. maj 2011

Redebyggeri

HDD siger, at det er for tidligt at begynde at købe de (i virkeligheden relativt få) ting, vi skal bruge, når Kamæleonen kommer. Aner ikke, hvad han snakker om, for der er jo kun... fire måneder... Som indeholder alverdens fri- og feriedage. Og noget med noget barselshalløj nogle uger inden fødslen. Så der er jo SLET ikke tid til at købe ind.

...

Hrmpf. Hader, når han har ret.

Så jeg er naturligvis blevet nødt til at anskaffe mig et eller andet til mini-Øglen. Noget, som ikke rigtigt kunne gå under betegnelsen køb. Tænketænke. Noget, som er så længe undervejs, at HDD nærmest har glemt en tid, hvor det ikke eksisterede. Tænketænke videre.

Aha!

Hækling. Af en masse garnrester, jeg alligevel havde liggende (så er det vel nærmest genbrug?). Som HDD ovenikøbet længe har være mega-træt af. Totalt win-win. Jeg rydder op i garn-kurv (der godt nok havde brækket sig ud over meget af sofaen), HDD bliver mindre ond i sulet over selvsamme garn-kurv, og jeg får noget dims til mini.

Stribet zig-zag-tæppe. Med lige rigeligt med 'pige-farver' til HDD's smag. Men come on - Kamæleonen skal vokse op i 2100 Libertystof, så jeg tænker, at han overlever en lilla nuance eller to.

Øglen (nu uden overkrop?) indvier tæppet med en lille regndans

Desværre er det jo sådan, som jeg vist også har nævnt før, at jeg kun kan hækle ligeud. Så Kamæleonen ender med at blive Barnet Med Alle Tæpperne. Det er lidt synd for ham. Men alternativet er, at han bliver Barnet Uden Nogle Ting Overhovedet, og så tænker jeg, at tæpperne må være at foretrække. Eller hvad? Hvorom alting er, så har jeg nu ikke rigtig noget garn tilbage, så hæklerierne stopper her. Så ikke mere wannabe krea-blog herfra. Pwomise!

****


Og nej - der er ikke nyt fra Nye Bankrådgiver. Eller, dvs., at hun ringede og undskyldte mange gange. Og sagde, at hun ville sende et eller andet, vi skal underskrive (de Helt. Vildt. Spændende. Ting?) med posten. Kan jo slet ikke sove for bare spændingzzzzzZZZZZ...

onsdag den 11. maj 2011

Red en hval

Ovre hos Superheltemor kan en heldig læser vinde en bObles-hval (med lad lige være med at deltage, for så er mine chancer større, mkay?!). Jeg kan godt lide hvaler. Når de svømmer i vandet, eller når de er lavet af hårdt skum - hvadenten de så er i farver eller Steiner-træ-agtige. De er så søde og store - kluntede og yndefulde på én gang. Når de er nede i vandet. Ellers strander de, og så ryger det yndefulde. Så er de bare store...

Hvalen, der gik på grund i Vejle sidste sommer. Billede herfra

Gæt, hvem der også bare er stor. Uden yndefuld. Og uden vand (eller altså - indvendigt er der vist rigeligt. Det er udvendigt, det mangler. Mon mit arbejde gider stille et stort kar til rådighed, hvor jeg kan arbejde fra - så kan det være, at jeg kunne bevæge mig lidt hurtigere?!)

21+6 og allerede stor som en - ja, en hval. Og 18 uger tilbage at vokse i. Kan godt blive lidt bekymret for, hvor stor jeg når at blive...

Jowjow. Det bliver en stor sommer, vi går i møde...

torsdag den 28. april 2011

Halvvejs

Er 20+0 i dag. Helt præcist halvvejs. Og har bl.a. brugt dagen på at være til scanning. Som kunne afsløre, at alting ser rigtig fint ud, og at Kamæleonen i øvrigt ser ud til at være en dreng.

Wheeeeee!

Det bliver simpelthen så spændende! Men mig? En drengemor? Det ved jeg jo slet ikke, hvordan man er? Og jeg har været fuldstændig overbevist om, at det var en lille pige, jeg render rundt og ruger på. Så det var noget af en overraskelse. For os begge to. Vi er åbenbart så fantasiforladte, at vi kun har evnet at forestille os en mere af sådan en, som vi har i forvejen. Men vi kunne tro nej, kunne vi. Og det er nok meget godt. Det bliver i hvert fald spændende. Og udfordrende (men det var det sq nok også blevet med endnu en pige). Og et eller andet sted lidt dejligt, at Øglen fortsat kan være noget helt specielt ved at være pigen, og Kamæleonen kan være noget helt specielt ved at være drengen.

Arj, det kom til at lyde forkert, men jeg håber, I forstår, hvad jeg mener. Kønnet er jo i virkeligheden underordnet. For hvert eneste barn er jo noget helt specielt i sig selv (især dem, jeg producerer - de er jo noget helt særligt...) Og under alle omstændigheder er jeg ellevild, men sidder bare her, helt alene, og kan slet ikke gå snakke-amok. Eller - det kan jeg godt, men det er bare sådan lidt looney, når nu der ikke er nogen til at svare...

Il Kamæleone

Øglen sover efter vældig begivenhedsrig dag, hvor hun har været med vuggeren på bondegårdstur. Og hun har sovet i lige nøjagtigt 5 minutter, fortalte en af pædagogerne. Hun var nemlig faldet i søvn i bussen 5 minutter før, de ankom til vuggestuen, og da de forsøgte at smugle hende op på en madras, vågnede hun. Og ville ikke sove igen. Det kunne vi godt have fortalt dem - det er nemlig hendes glansnummer: Øglen falder i.k.k.e i søvn igen, hvis hun vågner fra sin middagslur. Uanset hvor kort den så har været.

Så hun var træt her til aften. Gad ikke rigtigt være på legepladsen. Gad ikke rigtigt lege derhjemme. Ville bare sidde hos mig og blive nusset lidt. Og kl. 18.30 var hun grydeklar. Så jeg har en stille aften. HDD er på arbejde til den lyse morgen, så jeg tænker, at jeg skal benytte lejligheden til at fylde hele sofaen, spise mere Nutella, end jeg ville være bekendt, hvis han var hjemme, og måske falde i søvn inde i stuen. Med åben mund.

Græsset trives i bedste velgående, og Øglen siger godmorgen til det hver dag. Og kigger derefter over på mig og siger "Det er SMÅKT, mor!". Nuårrrrh!

Har ellers haft rig mulighed for både at fylde i sofaen, spise Nutella og sove med åben mund i dag uden at skamme mig. Jeg har nemlig haft fri (er en af den slags typer, der åbenbart ikke kan regne antallet af feriedage ud, så jeg har temmelig mange tilbage, som skal afholdes før 1. maj. Det når jeg ikke, men jeg kunne da nappe én - i dag - nu jeg alligevel skulle til scanning midt på dagen). Havde så egentlig planlagt en kop kaffe med en veninde, jeg ikke har set i 10.000 år, men hun aflyste i går, fordi hun stadig har det rigtig dårligt.

En seriøst tiltrængt manøvre med dén neglelak. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft/taget mig tid til sådan noget pjank :-) Kan derimod godt huske, hvornår jeg fik Anna & Lotte-fødder i sidste graviditet. Og det var IKKE allerede halvvejs. Grrr.

Så jeg havde lige pludselig en hel formiddag til rådighed. Hvor jeg ikke skulle noget som helst. Ud over at gå ned med skraldespanden. For en gangs skyld var der ikke liiiige et ærinde på posthuset, der skulle klares, en dims, der skulle købes, nogle ingredienser, der skulle handles eller andet uopsætteligt, så jeg havde tid til at dimse. I stor stil. Så bortset fra at bage boller og lægge neglelak på tæerne (altså, tå-neglene, mkay?) har jeg også nået at rydde op i køkkenet, gå på loftet med forskellige ting, læse en masse ulæste blogindlæg i min Google Reader og generelt bare mega-hygge. Hverdags-fridage uden for mange planer holder max!

Værs'go at slå et slag i bolledejen

Mmmm. Lige lidt Nutella på, og så er der ikke et øje tørt. (Skal i øvrigt lige siges, at bollerne er gyldne i virkeligheden og ikke grå. HTC'ens kamera lader noget tilbage at ønske).

onsdag den 30. marts 2011

Hormonella

Man ved (eller burde i hvert fald få en stærk mistanke om), at man er gravid, når man begynder at græde til Jason Mraz' "I'm Yours" i bilen på vej til arbejde om morgenen. Helt ærligt. Jason Mraz. Og når man, dage efter, at ham der Holger ER blevet fundet i god behold (og samtlige medier i øvrigt går FULDstændig amokka over det og kalder ham den nye Knut*), alligevel lige bliver nødt til at knibe en lille tåre ved tanken om, at han har vandret rundt i en mørk skov hele natten.



Bliver jo nødt til helt at stoppe med at høre radio og læse nyheder, hvis det skal fortsætte på denne her måde...

I øvrigt tog Øglen endnu et skridt på vejen mod evig sundhed i går. Havde veninder på besøg og havde lavet en ordentlig portion boller i karry (det er der nogen, der har sagt, at børn godt kan lide?), men ikke om Øglen ville røre det. Hun ville til gengæld rigtig gerne ind i stuen og se Postmand Per og have nogle kiks med. Det sagde Onde Mor blankt nej til, men foreslog optimistisk, at hun jo kunne få en lille kop med kogt broccoli-buketter med (det syntes vi selv var vældig morsomt foreslået, os veninder). Det var dog som om, de smørrede grin stivnede lidt, da Øglen lykkeligt hapsede koppen, fortærede indholdet på 1½ sekund og kom drønende fire (4!) gange mere for at få "mere båkåli". Jowjow - det varer ikke længe, før hun bliver medlem af Kostpolitiet og kommer og støvsuger vores skuffer og skabe for usunde ting...

*Måske er jeg bare sippet, men hvis jeg var Holgers mor, ville jeg blive pænt gnaven over at se min søn blive sammenlignet med en nyligt afdød epileptisk isbjørn, der måske/måske ikke var temmelig indavlet.

lørdag den 19. marts 2011

A farewell to jeans

- i hvert fald de 'skinny' af slagsen. Må bare er kende, at hverken hofter eller mave længere bryder sig om at være spærret inde i uTROlig stramt denimstof. I hvert fald ikke, hvis jeg IKKE går efter at tage begrebet muffin top til et helt nyt niveau. Hvilket jeg egentlig ingen planer har om, nu hvor jeg tænker over det.

Ved ikke, hvad der sker, altså. Eller jo - jeg ved jo godt, at jeg er gravid. Men med mindre jeg er en eller anden form for medicinsk mirakel (hvilket hverken læge eller scanningsdame har udtrykt noget om, de gange jeg har mødt dem), er jeg jo altså ikke gravid på hofterne. Og er der ikke også noget med, at man får en fin, rund mave, når man er gravid?! Det mener jeg at kunne huske fra dengang, jeg ventede Øglen. Lige nu ligner jeg bare en, der er gået alvorligt amok i en kage-buffet og skyllet efter med friture-olie. (Det har jeg så også næsten, men alligevel...) Og nu har mine strammere jeans altså besluttet sig for, at de ikke gider lege med mere. Så jeg har kigget dem dybt i lommerne og er blevet enig med dem om, at vi ses igen - om en baby og en amnings tid. Indtil da må de nyde et midlertidigt otium på loftet - sammen med de bluser, jeg om et par kvadratcentimeter maveskind (læs; flæsk) mere ikke vil kunne trække ned over mavsen.

Indtil det ventetøj, jeg har investeret i (og de få stykker tøj, der overlevede fra sidste graviditet) for alvor får sin berettigelse (bliver jo nødt til at tro på, at jeg på et tidspunkt får en rund(ere) dunk), må jeg så ty til de almindelige jeans, der trods alt stadig kan knappes. Men som ikke er mere end en enkelt bøtte Ben & Jerry's fra også at opgive ævred (pis os' - har nemlig lige set, at der åbner en en & Jerry's isbar på trianglen lige om lidt). Ellers er der jo altid kjoler. Eller en presenning.

Har købt 4 tørklæder i dag. Ja, fire! Fordi jeg syntes, jeg manglede. Og så ikke lige kunne stoppe, da jeg kom i gang. Men tørklæder kan man altid passe. Og så indgår de jo som uundværligt accessory til amme-uniformen. Så man ikke blotter mere end de absolut nødvendige kvadratmeter bleg, udstrukket hud. Der var derfor tale om en langtidsinvestering i dag, kan I nok se, og så er det helt i orden!

Og nu vil jeg spise nogle af de chokoladekiks, som mit alien hand syndrome rev ned fra hylden i Superbrugsen i dag. Mens Øglen lå og grinede nede på gulvet. Efter hun havde flået en hel del poser chips ned fra deres respektive plads. Og råbt "NØJJJJJJ" henne ved påskeæggene og kigget på dem, som var de en værdig konkurrent til Handy Manny. Hun ved heldigvis ikke, hvad der er indeni den glitrende indpakning, for så er jeg overbevist om, at hun ville være ovre i Brugsen endnu. Er temmelig glad for, at vi sædvanligvis handler på nettet.

Jeg vil også fortsætte med det hæklede tæppe, der har ligget uberørt hen i et par måneder. Og der er jo ikke noget, der giver blod på tanden som at skulle trevle halvdelen op, fordi nogen (ikke mig, selvfølgelig. Ahem) har lavet en ikke helt ubetydelig fejl. Grrrr.

Egentlig burde jeg jo smide beviser på enten kage-mave eller tørklædeindkøb. Men jeg kan jo godt lide jer, så jeg vil ikke ødelægge jeres øjne med et billede af maven, og jeg gider ikke pakke tørklæderne ud for at fotografere dem lige nu. Så I får et par billeder af Øglen i stedet. De første er fra i går, hvor hun blev ringet syg hjem fra vuggeren (synes I ikke også bare, hun ser herresyg ud?!?). De sidste fra Zoo i dag, hvor det allerfedeste var at spise sne. Yum!





LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...