Viser indlæg med etiketten grrrr. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten grrrr. Vis alle indlæg

onsdag den 21. maj 2014

Yay, tirsdag. Eller noget.

En dag, der ellers på alle fronter har været dejlig med overkommelige arbejdsmængder (for en gangs skyld. Thank you very much!), solskin, tid til en slapper i haven og glade børn, bliver bare lidt mere … tirsdags-agtig, når naboen ganske en passant spørger, om man i øvrigt ikke er gravid.

Det er man IKKE, kan jeg afsløre - man er bare blevet lidt tyk i det. Og har måske gået i liiiidt vel komfortabelt (og løst) yogatøj for nyligt. ForDI man er blevet lidt tyk i det. Og i øvrigt arbejder hjemmefra og derfor ikke tager det der med mode helt så alvorligt, som man måske ville gøre, hvis jeg havde nogle kolleger. Undskyld, HDD. Og naboerne. Forældrene i børnehave og vuggestue. Og den kasse is med lakridssmag, jeg havde købt i Rema en halv times tid INDEN gravid-kommentaren.

Jeg havde måske håbet, at mine hofter og mave ikke havde opdaget, at jeg ikke længere løber så jævnligt, som jeg har gjort. Og at jeg er ved at træne op til at vinde guld i VM i Hyggespisning. Men det har de, mit tøj har opdaget det, og det har naboerne så også nu.

Jeg bliver ikke særlig fornærmet over sådan en kommentar (slet ikke fordi, jeg jo er blevet lidt rundere), så jeg kunne godt tage det med et smil - og endda blive behørigt imponeret over naboens lynhurtige "Det er bare fordi, du stråler sådan"-comeback. Jeg kunne også godt joke med det, da vi lidt senere mødtes på deres terrasse til det glas rødvin, de var så søde at byde på, mens ungerne legede. På "jeg burde ikke, nu du tror, jeg er gravid"-måden. Og jeg kunne endda smile overskudsagtigt, da vi gik hjem, og jeg fik et "Sov godt, alle 5" med på vejen. Men nu gider jeg så faktisk heller ikke høre ét ord mere i dag om mine runde hjørner. Blev der sagt.

Nu har jeg spist en af de der is fra Rema. Ren trøstespisning, og nu er der 4 tilbage. Som måske/måske ikke bliver trøstespist i løbet af de næste 4 dage. Selv om jeg egentlig bare burde smide dem ud med det samme. Og så kunne det være, at jeg skulle løbe mig en tur i morgen. Og i overmorgen. Og fredag. Og alle dage fremover.

Bliver sjovt. Mega. Glæder mig allerede.

Eller noget.

mandag den 28. januar 2013

#€&%("?!

Den gode nyhed:
Til trods for massivt tøvejr i dag, hvor vandet (sneen) har fosset løs i tagrenderne fra morgen til aften, så er der ikke dryppet yderligere vand ned fra vores tilsyneladende utætte tag. Hvilket er meget heldigt, eftersom stortrampende, utæthedsfremkaldende tagmand netop har sendt et mildest talt ublu tilbud på reparation af taget.

Den dårlige nyhed:
At al el-halløj i vores køkken er ulovligt. Alt! Og at det tilsyneladende beror på de højere magters indgriben, at sammenkoblingerne og faserne og hvad det nu ellers hedder af smarte el-ord, overhovedet kan drive køleskab, ovn og opvaskemaskine på samme tid. Eller køleskab, ovn og kogeplader, som det hedder nu. Måtte jo ofre et eller andet, og efter to uger uden kogeplader, var jeg ved at blive bims. Bliver sq nok også bims uden en opvaskemaskine, men man kan åbenbart ikke få det hele, når man har købt et 60'er-hus, der har været i hænderne på enten en gal selvbygger eller en elektriker uden skyggen af faglige kompetencer.

Vi burde måske have lugtet lunten med det der el, da vi så, hvor klyttet hele det utrolig grimme, grønne almuekøkken var sat op. (Dækplader sat på med velcro. Snedkerkøkken my ass!) Eller i det hele taget være blevet mistænksomme, da vi så farvesammensætningen på køkkenet. Stol aldrig på nogen, der vælger mintgrønt og okseblod som samlet farvepalette.

Men det gjorde vi ikke. Lorte-lort. Til gengæld tegnede vi en ejerskifteforsikring, som i dén grad skal sættes i sving nu. Og så skal jeg ud og slå nogen i hovedet med den Helt. Utroligt. Mangelfulde. El-rapport, der er blevet lavet i forbindelse med salget (og købet) af huset. ("Nå? Var de kabler, der er trukket til el, slet ikke godkendt til el? Tænk, det opdagede jeg overhovedet ikke")

... Det er svært at se det gode i dén historie. Men skal man finde bare en enkelt lillebitte ting, er det, at der så nok er nogen tid til, jeg skal til at lege med hhv. mørtel og letspartel på køkkenvæggene. Fordi der er nogen el-nogen, der skal ud og trække ny el über alles. Og fræse det ind i væggene. Hvis Når Forsikringsselskabet altså synes, at de har udtømt alle muligheder for at slippe for at betale en rød reje. Hvilket formentlig bliver engang i 2039 - de er stædige, de der forsikringsselskaber.

#€&%("?!

Nogen, der har en rambuk? Så jævner vi hytten og erstatter den med noget Lind & Risør. Nyt. Uden grimme overraskelser og store edderkopper.

mandag den 6. februar 2012

Kryds lige fingre, ikke...?

Hvis nu jeg ikke havde den uddannelse, jeg har (og rent faktisk var glad for den). Hvis nu jeg ikke var tættere på de 40 end på de 20 (gisp!). Og hvis nu jeg ikke var så glad for ord - for at skrive dem ned og lege med dem og alt det der. Så ville jeg være bager. Ikke fordi jeg har nogle specielt vilde bageevner, men mere fordi kager smager godt. Og fordi kager gør folk glade. Det er ikke så tit, man ser storskumlende person med gaflen i en jordbærtærte, veller?!

Nå. Men jeg er ikke bager. Og det er også fint nok. Bl.a. fordi jeg aldrig ville kunne administrere store mængder kage samlet på ét sted og derfor ville ende med at ligne Jabba the Hut efter et lille års tid. Der er også nogle tålmodighedsissues, jeg skulle have en seriøs sludder med - særdeles konditor-vejen ville nok ikke være tjent med hoppe-over-hvor-gærdet-er-lavest- / det-opdager-de-aldrig-Øglemor. Og så er der jo det der med mødetiderne. Jeg er glad for min nattesøvn. Rigtig glad for min nattesøvn.

Billede lånt herfra

Jeg ville faktisk ønske, at jeg ikke var helt så glad for den, som tilfældet er. Og/eller at jeg rent faktisk var bager. Lige nu, i hvert fald. For så kunne det være, at det ikke føltes helt så urimeligt, når Varanen igen (igen-igen-igen) beslutter sig for, at det da er morgen kl. 04. Gaaaaaab, altså! Det hjælper ikke at amme. Det hjælper ikke at svøbe. Det hjælper nogle gange at sidde i utrolig akavet position og hvisketiske søde, beroligende ting (selv om man jeg nogle gange mest har lyst til at råbe knapt så søde ting), men det er så sikkert som amen i kirken, at Varanen vågner i det sekund, jeg forsøger at lirke ham fra akavet position og ned i tremmesengen eller vores seng.

Det eneste, der hjælper sådan nooooogenlunde er, hvis jeg står op med Varanen, tager ham med ind i stuen, hyggesnakker (så meget som det nu lader sig gøre, når ens tunge er ved at falde ud af træthed) og ender med at amme ham i søvn - siddende i sofaen - blot for at vågne en lille times tid senere med nakke i absurd vinkel, fordi ryglænet på sofaen ikke er designet til at amme på/ved/i. Men søvn er selvfølgelig søvn - uanset vinkler.

Det var til at holde til, da det bare var en gang om ugen eller i dén dur. Men nu, hvor det er hver nat, og hvor kravet om at blive pillet op af tremmesengen (haha, who am I kidding; han sover sqda i vores seng) ikke bliver stillet med et spagt "a-ghghrrrryhhz", men snarere med et øredøvende "QHRGARRRRQHXH!", så synes jeg faktisk, det er ved at blive en kende træls. For nu at sige det på godt jysk.

I nat var muligvis den mest trælse hidtil, og det lykkedes endda Varanen at vække HDD. I en grad, så det endte med, at HDD kl. 05 var nybadet og klar til at tage på arbejde - bortset altså lige fra, at det kunne han jo ikke, eftersom der var en brølende Varan at tage sig af, en rimelig pissy kæreste (moi) og en sødt slumrende Øgle. Jeg vil ikke lade det være nogen hemmelighed, at brølende Varaner kl. sindssygt tidligt ikke er befordrede for kærlige ord og opbakkende gestusser (gesti?) Varanmor og -far imellem, men der var engang, hvor vi aftalte, at det, man siger til hinanden mellem kl. midnat og kl. 05/06-stykker, ikke tæller næste dag. Altså mm. man er til fest i det tidsrum, men det er man så aldrig, hvis man er os...





Så derfor er de spydige ord glemt nu. Det hjalp også pænt meget på humøret (mit), at Varanen nappede små 3 timer til formiddag. I barnevognen altså, og dermed udenfor, men igen; søvn er søvn. Også selv om jeg så lige skal have ringet til hittegodskontoret for at høre, om de har set mine forfrosne fingre ligge og flyde et sted. Jeg nåede endda at sidde i hele 15 minutter på Pixie med en kop skoldhed kaffe og en croissant (det er som om, den der fødepølle bliver trumfet lidt af søvnunderskuddet). Og jeg blev sært beroliget af at trisse rundt i det tyste og meget stemningsfyldte snevejr. På et tidspunkt rendte jeg endda rundt og smilede for mig selv, men jeg VAR (er!) også meget træt...





Ud over kaffen og et par ærinder, nåede jeg også at få en god sludder med min egen sundhedsplejerske, som jeg i et anfald af desperation havde lagt en besked hos i morges. Hun havde desværre ikke De Vises Sten, men hun var sød, lyttende og forstående - og i øvrigt mere end enig med mig i, at jeg bare skulle fylde på med grød. Modsat visse andre sundere, men hende behøver jeg heldigvis ikke at se igen. Nåmn, min sunder foreslog, at vi prøver at give Varanen en flaske i aften, når han vågner første gang. En ordentlig portion, så vi kan se, om han reelt er sulten, eller om der bare er tale om en uhensigtsmæssig vane. Derudover foreslog hun, at vi forsøger os med op/ned-metoden (som jeg ikke kender, men det lyder umiddelbart som en metode, hvor man skal tage barnet op - hvis det er ked? - og så lægge det igen). Und so weiter. Fint med mig, så længe det ikke er sådan noget 'Lad dit barn skrige sig i søvn'-metode. Samtidig understregede sunderen, at Varanen jo stadig er meget lille, så vi skal gå langsomt frem og i øvrigt ikke forvente mirakler fra dag 1.



 
Fra en anden god gang, hvor den lille baryler ikke ville sove...


Det er ok, at jeg ikke bliver stillet mirakler i udsigt. Men en morgen, der begynder bare lidt senere end kl. 04, ville nu være skønt. Første skridt på vejen dertil er derfor en flaske i aften. Så kryds lige fingre for, at det funker, mkay? For selvfølgelig er det synd for HDD, Øglen og mig, at Varanen sover elendigt, men det er faktisk allermest synd for Varanen, synes jeg. Han er så træt, men han kan ikke finde ro, og jeg har endnu ikke fået ham lært at berolige sig selv. Det håber jeg kan lade sig gøre inden så længe, så både han og vi får lidt mere overskud.

Men apropos overskud, så blev Øglen bragt lige til døren, frisk fra børnehaven, af Farmor i dag. Da vi havde drukket te, brugte Farmor lige en halv times penge på at lulle Varanen i søvn, mens jeg så Rosa fra Rouladegade med en Øgle, der i høj grad havde brug for sin moar. Og lidt senere dukkede Mårmor op. Hun bliver et par dage, og Øglen er ellevild. Lige nu læser de Pippi i hulen under Øglens storpigeseng, og lur mig om ikke også Øglen får overbevist Mårmor om, at det er hende, der skal putte. Måske man også skulle få hende til at give Varanen flaske, når han vågner første gang? Og gå op og ned ad gulvet med ham, når han vågner de der 40.456 gange i nat? Eller ville det være at stramme den, mon?!

Under alle omstændigheder, så holder bedsteforældre max. Og søde sundhedsplejersker og fint fint snevejr (når nu det skal være). Og husk så lige at krydse fingre for lidt mere søvn i det reptilske hjem i nat, ikke?

... med fare for at jinxe noget, så kan jeg i øvrigt berette, at Øglen sover fortræffeligt (thank G*d, for ellers var jeg da blevet galopperende vanvittig), og at hun ovenikøbet har sovet alene - i sin egen seng uden at komme ind til os - i en hel uge nu. En hel uge; dét er stort. Og er nærmest ikke sket siden i sommer, tror jeg...

tirsdag den 24. januar 2012

Ahrmen for helved'...

... Ja, pardon mit franske, men i dag har jeg sq været lidt træt af p*s. Havde tvunget HDD til at tage en hjemmearbejdsdag/barns sygedag, så jeg kunne komme i mødregruppe i dag. Der kom nemlig en sunder og fortalte om kost, og eftersom jeg tilsyneladende har glemt alt om grød og skemad på de par år, der er gået, siden Øglen var på den galej, ville jeg mægtig gerne deltage.

Det var da også ...oplysende. Og hvis man er sådan en, der synes, at det er sjovt at få at vide (godt nok indirekte, men alligevel), at alt hvad man gør er forkert, så var det hylende morsomt.

Men altså; mig og Varanen er som de eneste i mødregruppen begyndt på grød. Aaaaaaalt for tidligt, hvis man spurgte sunderen (og det gjorde man). Tidligst fra 5,5 måneder (hvorFOR er der ikke "en halv"-tast på Mac?!) - "så er man sikker på, at baby er klar, og så slipper man for at bøvle med overgangskost så længe". Til min forespørgsel om, hvorvidt grødmad kunne have en gavnlig effekt på nattesøvnen, fik jeg bare at vide nok engang, at grunden til, at de vågner meget nu, ikke har noget med sult at gøre. Men at det er en fase, og at man skal holde ud, selv om det er hårdt aldrig at sove. (Jaja, udhvilede sunder - det kan du jo sagtens sidde der og sige, når dine børn tydeligvis har sovet igennem i de sidste 13 år).

Nå. Men siden jeg nu har været så fræk at tyvstarte, så skal jeg bare blive ved. Men jeg skal gå langsomt frem. (Det var så ikke lige her, jeg fortalte, at han kværnede 1 dl majsgrød i morges. Og sikkert kunne have spist mere, hvis jeg ellers havde lavet mere).

Den første grød...

... hvor blev den af? Kom med den!

Desuden er der åbenbart gluten i boghvedemel, som i øvrigt tager en time at koge grød af, så det var da et enormt fjollet forslag til grødvariant, jeg der kom med.

Så vidt så "godt". Men vi nøjedes jo ikke med at snakke om skemad. Vi kom også til at tale om søvn, og da sunderen erfarede, at Varanen kun pletsover fra omkring middag til puttetid ved 18-19-tiden, konstaterede hun, at det var ALT for lidt søvn. Tak for observationen, Sherlock, dén havde jeg ikke selv regnet ud.

Hun havde så nogle glimrende forslag til, hvad jeg skulle gøre for at få ham til at sove - fx at gå med barnevognen (tjek), prøve at putte ham indenfor (tjek) og at være stædig (semi-tjek; der er begrænset tid til stædighed om eftermiddagen, når Øglen skal hentes). Eftersom ingen af tingene virker herhjemme, besluttede hun sig for, at det er barnevognsmetoden, jeg skal bruge. Og være stædig omkring. Og så skal jeg "holde fast i den eftermiddagslur og også gennemtrumfe den i weekenden - også selv om far og storesøster ikke gider". Aha.

Desuden lægger jeg også Varanen til at sove alt alt for tidligt. "Det er jo ikke normalt at putte en baby på den størrelse så tidligt (ml. kl. 18 og 19, red.). Det kan du kun gøre, fordi han ikke sover om dagen, men det er da synd for ham. Og for hans far, der jo næsten ikke får ham at se". Så nu skal jeg åbenbart til at lægge ham ml. 20 og 21. Og glæde mig over, at HDD og jeg langsomt kan få vores aftener tilbage. (Igen tilbageholdt jeg information, nemlig at HDD og jeg har haft vores aftener i et par måneder efterhånden, fordi Varanen - praktisk nok - er flad på omkring samme tidspunkt om aftenen som hans storesøster).

Men alt i alt gør jeg åbenbart ret mange ting ret meget forkert. Og da Varanen så ovenikøbet valgte først at falde i søvn ved brystet for derefter at flippe - og jeg mener virkelig flippe - ovre til mødregruppe, fik jeg da også lige en "ja, nu ved jeg jo godt, at du er i mødregruppe, og at det så måske er lidt anderledes end derhjemme, men ellers er der jo et indsats punkt dér allerede" med på vejen. Endte med, at jeg end ikke gad dysse Varanen ned (det ville også være blevet vanskeligt), så i stedet pakkede jeg ham i Voksien og forlod selskabet tidligt. Jeg havde alligevel fået det ud af dagen, som jeg ville. Plus lidt god gammeldags irritation. (I øvrigt snorkboblede Varanen nærmest inden, vi nåede ud til barnevognen. Så måske han også var lidt træt af at høre på sunderen?!)

Så trissede jeg ellers rundt i det skønne skønne vejr et par timer og var skiftevis i krise over at gøre alting forkert og sk*desur over at få skudt i skoene, at jeg ikke gør tingene ordentligt. Kritik er hjertelig velkommen, men den konstruktive af slagsen er nu sjovest at få. Ved gåturens afslutning var jeg nået frem til, at sunderen naturligvis er i sin gode ret til at mene sit, men at jeg heldigvis ikke behøver følge alt, hvad hun siger til punkt og prikke. Og at det jo egentlig er gået fint nok med Øglen, selv om hun også begyndte at få grød som 4 mdr gammel. Så nu er jeg ikke sur længere. Højst lidt irriteret.

Og hvis man er ved at blive alt for irriteret, så skal man da bare lige kigge lidt på det her billede, jeg tog af Øglen og Varanen i sansegyngen i går. Søskendekærlighed så det basker.

On a happier note ser Øglens penicillin ud til at virke, og hun er nu feberfri for første gang i noget, der føles som meget lang tid. Én dag mere herhjemme, og så er det bare adios senorita og af sted til børnehaven...

mandag den 16. januar 2012

Om virus og faser (men ingen kjoler denne gang)

Nå, men den der virus, Øglen virkede til at have pådraget sig i fredags - den har vi stadig. Eller, Øglen har den stadig. 39,6 sagde termometeret i dag, og jeg skal da lige love for, at hun har været slatten. Panodil hjalp for en kort bemærkning, og jeg fik også et begejstret hyl de to gange, jeg fandt en sodavandsis frem fra fryseren. Men derudover har hun bestemt ikke været mange sure sild værd.

Øglen på Panodil var meget glad for vandfarverne og producerede mange (primært sorte) vandfarvebilleder
 
Sofaen har været hendes foretrukne opholdssted hele dagen - med Lille Nørd eller Rosa fra Rouladegade kørende i baggrunden, mens hun forsøgte at overbvise sig selv (og mig) om, at hun ikke var træt, og at hun ikke behøvede at sove en lur. Sidst på eftermiddagen gik hun dog ud som et lys og genvandt dermed lidt kræfter til aftenspurten, der bestod af imponerende portion pasta med ketchup, et bad og et afsnit Lille Nørd mere. Og SÅ var dagen i dén grad omme for den lille Øgle.

Feberhed sofakartoffel 

Varanen knalder også brikker nu og gik faktisk omkuld på kortere tid, end han plejer. Måske fordi han har været mere eller mindre vågen hele dagen?! Han er jo sådan en model, der ikke sover indendørs om dagen (eller om natten, for den sags skyld, men jeg nægter at ty til at gå ture med barnevognen midt om natten), så kombinationen af feberhed Øgle, der ikke skulle ud, og søvnfornægtende Varan, der virkelig godt kunne bruge sin daglige trilletur, var lidt tricky. Det lykkedes mig dog at få ham til at tage nogle powernaps - den længste varede oven i købet næsten en hel time. Waouw (!) Så lidt søvn duer bare ikke, når man er en lille fis, så da HDD kom hjem, pakkede jeg Varanen og gik på jagt efter mere Børnepanodil og chokolade. Det blev til 1,5 timers trilletur, og som belønning kvitterede Varanen med at sove yderligere en time, da vi var kommet hjem. Yesss! Så han kan jo godt, når han gider, det lille krapyl.

Man kan godt se, at han ser træt ud, ikke? Tror sq da pokker, når han aldrig sover. Men han er i højt humør og ses her med et sjældent smil til kameraet. Han plejer at blive vildt alvorlig at se på, når der kommer et kamera frem...

Det skal dog siges, at de sidste par nætter har været lidt mindre rædselsfulde end for 3-4 dage siden. De er stadig ikke fantastiske (for nu at sige det pænt og diplomatisk), men Varanen har faktisk sovet både et 3-timers stræk og et 2-timers stræk på den samme nat. Han kunne muligvis have sovet endnu mere/bedre, hvis ikke han var blevet vækket af en moslende Øgle, der råbte om yoghurt og tændte lyset (wtf?) kl. 04.30, men det finder vi jo aldrig ud af. Til gengæld fandt jeg ud af i morges, hvad der skal til for at få Øglen til at gå ind i sin egen seng igen, når hun har erobret dobbeltsengen. Man skal bare selv gå. I ren og skær irritation over al mosleriet fra Øglen og pludre-/råberiet fra Varanen i nat, hapsede jeg nemlig Varan + dyne og fortrak til stuen, hvor det så faktisk lykkedes at få et par timers søvn mere. HDD sover jo mandesøvn, så han blev, hvor han var, men sandelig om ikke Øglen umiddelbart efter min exit (siger mandesøvns-sovende HDD, så troværdigheden kan anfægtes en anelse) gik Øglen ind til sig selv*. Smart. Bortset fra, at jeg så skal til at stå op og vågne sådan rigtigt, hver gang hun kommer ind til os. Så måske ikke så smart alligevel.

Lige et billede af et af mine tiltag mod mindre dårlig samvittighed. Gyngen blev hængt op i går, og begge reptiler er vilde med den. Og samvittigheden er også...

Så jeg øjner lys forude. Eller - jeg tror, det er lys. Det kan også bare være synsforstyrrelser forårsaget af mine konstant grus-agtige øjne. Eller hallucinationer pga. søvnmangel. Under alle omstændigheder er der nu ikke længe til, at ham Varanen skal begynde med grød, og så satser vi på, at det hele bliver meeeeget bedre. Mon grød oså hjælper på, at han vækker sig selv konstant ved at ligge og baske som en lille psykopat med arme og ben? Måske - og ellers må jeg en tur ud på nettet og se, om man kan få fat i en spændetrøje i str. 68. Anyone?

*Øglen er i øvrigt begyndt at spørge til, hvornår Varanen flytter ind på hendes værelse, og hvis man spørger, hvorfor hun gerne vil vide det, ser hun listig ud og siger "fordi så skal vi hygge os. Og grine. Og lave ballaaaaade!" Nuårh! Siger jeg nu. Når de så rent faktisk laver ballade, kan det være, at jeg synes, det er lidt mindre kært. Men måske det kan få hende til at blive på sit værelse hele natten. Hm...

lørdag den 19. november 2011

All you need is love

Ok, jeg indrømmer det - Sure Mor var liiiige ved at flytte ind på matriklen igen her i eftermiddags. Som kulminationen på lettere irritabilitet, der begyndte at røre på sig omkring afhentningstid i går, hvor jeg brugte 3 kvarter (I kid you not) på overhovedet at få Øglen med ud fra vuggeren, og som så småt slog rod, da jeg med dobbeltklapperen, aka kampvognen, måtte forcere vejarbejdet - og fodgængerne - fra helvede på vej mod Nørreport med en semi-brokkende Varan i Voksien og en Øgle, der kørte "Jeg vil ikke hjem, jeg vil på 'teket (biblioteket, hendes nye yndlingssted), mor!" på repeat. Stress-sved much?!

Irritationen (og sveden) forduftede heldigvis, da vi kom hjem, men den kom så småt snigende igen i dag, da Øglen a) nægtede at få skiftet ble og forsvandt dansende ud i køkkenet, mens hun gjaldede "Jeg har lort i bleen!", b) kastede med (godt nok tørre, men alligevel) nudler ud over hele køkkenet - også selv om det ikke var med vilje, c) hapsede en hel æske frugtstænger i skuffen og skreg som en stukket gris, da jeg tog dem fra hende, d) havde sagt "Jeg vil have fleeeere pandekager!" sådan cirka 18.000 gange efter Ras Krums (Rasmus Klump) fødselsdag på biblo sammen med samtlige andre børnefamilier på Østerbro, e) gik amok over, at HDD formastede sig til at give hende lidt "flodeskum" fra sin varme kakao på en gaffel (det skulle åbenbart have været en ske) og senere over, at hun spildte varm lunken kakao ud over sin flyverdragt, da hun selv forsøgte sig med flodeskummet, f) osv.

På mirakuløs vis formåede jeg at holde Sure Mor fra døren stort set hele dagen, lige bortset fra ble-episoden, hvor hun stak sit - ret sure - fjæs frem. Og det kunne Øglen vist godt mærke, for da hun endelig blev wrestlet om på puslebordet, og Sure Mor gik i gang med vaskeklud og ren ble, aede Øglen mig på armen og sagde "Jeg elsker dig mor!"

*Smelte*

"Og jeg elsker far, Varanen, Faster Fest (ja, det kalder vi hende) og fætter Mads!" (havde besøg af sidstnævnte på pågældende tidspunkt), fortsatte hun

*Smeltesmeltesmelte*

Jeg ved godt, at hun er for lille til at være så'n rigtig udspekuleret. Men hun ved altså, hvad der skal til for at få Sure Mor til at forsvinde og gøre Øglemor blød i knæene. Selv HDD måtte smelte lidt, da han puttede hende (det tager 'kun' en times tid nu... (!)) til aften og havde fortalt, at mor og far elsker hende, og hun med lille stemme tilføjede "... og Varanen er for lille til at sige noget, men han elsker også Øglen!"

Meget kan man sige, men hun er f**** sød, altså. Så hun er svær at være sur på ret længe ad gangen...

torsdag den 3. november 2011

Sov nu for s****

Øglen er stadig ked. Og i dén grad på tværs. Mere på tværs end ked, så'n lige umiddelbart, men det kan selvfølgelig dække over ked af det-hed. Det ændrer dog ikke på, at 95% af det, vi siger til hende, ignorerer hun. Eller gør nøjagtigt det modsatte af, hvad der blev sagt.

Jeg kan fx nævne situationen, hvor Øglen stiller sig hen til fryseren, lægger hovedet på skrå, ser sød ud og siger med sin lille, søde stemme "Lille  is, mor? Lillebittelille is til Øglen. Må godt?!" Hvortil Onde Mor siger blankt nej. Vilde hyl og ballade et øjeblik - til Øglen selv åbner fryseren og bare tager en is. For &"/#O"@*&#" da også! Det får hun selvfølgelig ikke lov til, og isen bliver vristet fra Øglen og lagt tilbage i fryseren. Med ekstrem surhed til følge.

Jeg kan også fortælle om hendes smiden med mad. Eller insisteren på at drikke mælk med ske (hvem kan stave til umanerlig meget rengøring efter sådan et "måltid"?!) Eller om vores morgener, hvor hun på ingen måde gider stå op. Eller alt muligt andet. Men det gider jeg ikke, for det er i virkeligheden småting i forhold til det, der fylder allermest i vores nye tilværelse som mor, far, Varan og Rasmus Modsat - nemlig søvnen!

Det er én ting, at jeg ikke får sovet specielt meget om natten. Eller om dagen, for den sags skyld. Sådan er det jo, når der er en baby in da house. Hvis det skal være, kan jeg også godt se igennem fingre med, at Øglen kommer trissende ind i vores seng hver nat (efter hun selvfølgelig lige HAR vækket mig med et jorden-går-under-om-lidt-vræl, fordi hendes sut er blevet væk i hendes virvar af bamser, bøger og andre underligheder i hendes seng). Men jeg har denondelyneme svært ved at acceptere, at hun er blevet umulig - U.M.U.L.I.G., I tell you - at putte om aftenen.

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at vi (og med "vi" mener jeg HDD, for jeg fungerer jo som omvandrende foderbræt for Varanen, og han er glad for sin mad om aftenen - også om aftenen) bruger ca. 2 timer på at putte hende hver aften. To timer! Seriøst! Det er mindst 1 time og 3 kvarter for meget!

Lige da Varanen var kommet, blev Øglen ret putte-agtig og ville gerne have masser af nærhed. HDD lod derfor sit gode hjerte løbe af med ham og lagde sig ind til Øglen for at holde hende i hånden, til hun sov. Det kunne tage alt fra en halv time til halvanden. Og det var efter sigende ikke specielt rart at ligge på et gulv, der er strøet til med LEGO, legemad, rester fra riskiks og andre, ikke så let identificérbare, genstande. Derfor blev holde i hånden-seancen lavet om til en 'jeg sidder lige uden for din (åbne) dør i gyngestolen, så du kan se mig'-seance. (For oh ve oh rædsel, hvis HDD skulle forsvinde uden for synsvidde). Det virkede rigtig fint et par dage. Men nu. Åhr, MAND! Hun nægter jo at sove - hun ligger bare og fifler med sine bøger, sit våge-spøgelse, sine bamser, you name it. Bare ET eller andet, der gør, at hun ikke sover. Hun har 1000 undskyldninger for ikke lige at sove nu, og hendes mest brugte sætning i øjeblikket er vist "VIL ikke sove mere! ("mere"?! Du har ikke sovet en sk*d, dit lille krapyl!) Vil gerne med ud i k-hø-høkkenet". Det er til at blive en lille smule idiot af at høre på, og det er heller ikke specielt fedt for HDD at skulle sidde ude i gangen hele aftenen, selv om han har en iPad, efter at have været mange timer på arbejde. (Og hvis man må være lidt ego, så er det heller ikke specielt fedt for mig, for det er lige al den tid, vi kan holde i hånd (det kan man godt, selv om man ammer) og sludre og være kærester, der ryger).

Forleden besluttede jeg mig så for at sætte hårdt mod hårdt. Varanen var fodret af, og jeg afløste HDD, der på det tidspunkt havde siddet i gyngestolen i gangen omkring 100 år. Jeg kyssede Øglen godnat, lagde hende ned, sang en godnatsang, og så gik jeg ud i køkkenet. Og så SKAL jeg da ellers love for, at sirenen gik i gang. Hun flippede skråt, og sprang som en fjeder ud af sin seng og løb med tårer og snot i kaskader ned ad ansigtet ud i køkkenet til mig. Og jeg fulgte hende tilbage i seng. Og gik ud i køkkenet igen. Og hun løb efter mig. Og jeg gik ud i køkkenet igen *Indsæt selv uendelighedstegn* Alt imens hun skreg som om, der var en hær af gale øksemordere efter hende. Jeg skulderklapper stadig mig selv over, at jeg ikke kylede hende ud af vinduet til sidst, men nøjedes med at kapitulere og sætte mig i gyngestolen med min computer. Og en storsnakkende Øgle (der tilsyneladende havde glemt alt om gale øksemordere og nu var i højt humør) i sengen. Grrrrr, altså!

Men hvad f**** gør man!? Vi kan jo ikke rigtigt sætte tremmerne PÅ hendes seng igen - eller måske et elektrisk hegn - selv om jeg har enormt meget lyst til det. Og det der med en kold gyngestols-tyrker virker jo heller ikke, for hun kommer bare drønende - uanset, om hun så bliver fulgt eller slæbt tilbage i seng de første 10.000 gange. Er det endnu en af de famøse faser?! Og hvornår går den i givet fald over? Kan det mon være en reaktion på hele storesøster-tingen, eller er hun bare irriterende, fordi hun kan? Alle råd modtages med kyshånd! Og hvis I ingen råd har, kan et tilbud om at overtage puttetjansen også gøre det? Jeg har nemlig hørt noget om, at jeg skal være alene hjemme med begge reptiler i morgen aften, så det bliver ret interessant at se, hvem der bliver den store taber i den magtkamp, der med garanti kommer til at udspille sig omkring puttetid. Jeg har på fornemmelsen, at det bliver mig. Noget siger mig, at de 38 afsnit af Mickey's Klubhus, som vi har på harddiskoptageren bliver meget nyttige i morgen aften...

fredag den 21. oktober 2011

Det var en fredag aften...

Nåmn, det var da meget godt, at jeg nåede at blogge om kaffe, krimier og sovende Varaner i formiddags, for resten af dagen har jeg ikke set meget til nogen af delene.

Det er jo mig, der har hentetjansen nutildags (og har haft det i hele to dage), og lad mig bare sige det på den måde, at det kun kan gå for langsomt med, at hende Øglen begynder i Børner en spytklat væk. Altså, i går gik henteriet fint nok (bortset fra, at HDD var kommet til at køre af sted med dobbelt-klapvognen, så jeg måtte betvinge noget stiv kuling med en ladcykel, der mangler første gear). Det passede netop med, at Varanen tog sig en gevaldig skrawer omkring hentetid og sov så faktisk fra det hele. Inklusive græskar-tegning (vi havde ikke lige et græskar, vi kunne udhule, så vi tegnede nogen i stedet) og aftensmad-forberedelser sammen med Øglen. Totalt vi-jonglerer-da-bare-det-her-flerbørns-noget-så-let-som-ingenting.

Sådan gik det ikke i dag. Ingen lur til Varanen omkring hentetid overhovedet. Derimod en usandsynlig utålmodig baby, der på ingen måde gad blive kørt i klapvogn. Eller i elevator (er I klar over, hvor højt sådan noget babygråd lyder inde i en lillebitte elevator?!). Eller i tog. Han gad sådan nogenlunde at blive slæbt i Voksien fra vuggestuens gård til Hobbitterne på 2. sal og var også ok med at blive stillet i garderoben, mens Øglen fik overtøj og sko på. Utilfredsheden begyndte derpå så småt igen på vej mod Nørreport Station, hvor Øglen stemte i, fordi hun havde set nogle gyldne Moët-champagne-balloner (man har vel smag?!) udenfor noget natklub, og dem ville hun have. NU! Blev nødt til at bestikke med en Ostehaps for at tage et eventuelt hysteri-udbrud i opløbet, men det virkede til gengæld fint. Desværre lod Varanen sig ikke bestikke så nemt, og skrigeriet antog nye højder i S-toget (hvor det i øvrigt også lyder temmelig øredøvende). Tak til passagererne, i øvrigt, for de misbilligende blikke og den absolutte mangel på hjælpsomhed, de udviste, da jeg skulle bugsere kampdobbeltvognen forbi et sandt inferno af cykler.

På vej fra stationen og hjemad (vi taler 2-300 meter) begyndte det at lyde som om, jeg muligvis havde lagt Varanen på en sømmåtte og/eller rullet ham i pigtråd. Og jeg indkasserede da også et 'tag da barnet op, din børnemishandler'-blik fra zen-agtig mor med tilsyneladende dybt sovende baby og Øgle-størrelset barn på søskedesæde (med mindre der altså slet ikke var nogen baby nede i barnevognen, og hun bare går rundt i kvarteret og giver trætte, stress-svedende, efterhånden halvdøve mødre tsk tsk-blikke. Ja. Det må være sådan, det hænger sammen).

Kunne slet slet ikke lige overskue at skulle bugsere Øgle og Varan ind i barnevognsrummet og gå op på fjerde med skrigende Voksi-pose i den ene hånd og en i øvrigt vældig medgørlig Øgle i den anden, så jeg foreslog en tur på legepladsen. Så kunne jeg nemlig give Varanen lidt mad. Derefter ville Øglen gerne hjem i gården og lege, og det var også fint nok - der er nemlig også bænke, hvor man kan sidde og amme. Desværre gad Varanen bare ikke lige spise mere. Han ville til gengæld gerne sidde på armen og kigge benovet på himlen og træerne. Og stak i et hyl, hvis jeg vovede så meget som at tænke på at lægge ham fra mig for at sætte vognen på plads / lege med Øglen / strække min ømme ryg. Øglen syntes, det var en fest at være nede i gården, så hun gad overhovedet ikke hjem, selv om hendes ble begyndte at lugte mere og mere skummelt, og jeg ønskede mig (eller endnu bedre; reptilerne) i stadig stigende grad temmelig langt væk.

Med hjem kom vi da*. Alle med liv og lemmer i behold og hørelsen relativt intakt. Og hjemme blev roen og freden genoprettet. Jeg nåede endda at spise i omkring 3 minutter, før Varanen forlangte opmærksomhed. Og få et godt grin over, at Øglen, mens hun fortalte HDD om vores eftermiddag, på sit staccato-sprog ytrede: "Mor giver Lillebror mad nede i gården. Lillebror er SULTEN! Vil gerne spise mad fra mors patter!" (Ikke mere Dyrene på Landet til dén lille dame!)

Nu sover Varanen endelig. Og Øglen burde sove. Men hun ligger og skiftevis hikste-hulker "mor og fa-ha-haahr", piver "kom og hold mig i hånden" (hvilket i øvrigt ville være ret kært, hvis det ikke var hver aften, og hvis det varede væsentlig kortere end et par timer) og snøfter "Her er så mørkt, mor. Tænd lyset!" inde fra sin seng. Kører nu på 2. time med pladen i samme rille, og fortsætter det ret meget længere, kan hun muligvis være at finde under 'bortgives'-annoncerne på dba.dk i morgen...

Inden det bliver min tur til at gå ind og holde i hånden igen, vil jeg lige nå at lave mig en kop te, som jeg vil drikke, mens jeg ser BBC Lifestyle (!?). Og æde et par Pamoler. Muligvis også en chokoladeskildpadde eller to. Og forsøge at lade være med at tænke på, hvad jeg brugte mine fredag aftener på, før jeg fik børn. Ikke, at jeg kan huske det, men det kan kun have været mere actionpacked end denne fredag aften.

*Og sør'me om HDD ikke havde flyttet om i køkkenet og ryddet op i meget af hytten, mens jeg havde været væk?! Fantastisk. Så kommer den kæmpebuket røde roser, han kom hjem med i går, fordi jeg havde haft første dag på barsel uden ham, også meget bedre til sin ret... :-)

søndag den 16. oktober 2011

Er det mon optimisme eller naivisme

... når man, 3 uger og 2 dage efter fødslen (hvor man vel og mærke tog i omegnen af 20 kg på) beslutter sig for at prøve et par skinny jeans fra ens 'rigtige' (læs: før-graviditets-) garderobe?!

Kunne ikke passe dem, hvis nogen skulle være i tvivl. Endnu altså. (Der var den igen; optimistisk eller naiv?) Det skal nok komme. Jeg skal så nok bare lige lade være med at spise slik og kage minimum én gang om dagen og typisk også om aftenen, efter Øglen er proppet i seng.

Og mens vi er ved spørgsmålene, skal man så blive tøsefornærmet eller grine manisk hjerteligt, når man i 7-Eleven foreslår sin kæreste, at han snupper en jumbosnegl, hvis han er sulten, og han som svar på dét napper en i fødepøllen og proklamerer, at han allerede har en jumbosnegl?!

lørdag den 23. juli 2011

Gør et kup

- køb en Øgle. Til spotpris! Hun har været billigt til salg i formiddags og formåede kun at undgå loppemarked-skæbnen, fordi hun undergik overordentlig positiv personlighedsændring på vej hjem til Mormor og Morfar (meget heldigt for både hende og os, for 1½ time i bil med über-øglet Øgle kunne godt have været en tand mere, end Tykke Mor kunne kapere).

Sådan så stuen ud omkring et nanosekund efter, at HDD havde sagt "Jeg går lige i bad - bare bliv ude i køkkenet. Øglen sidder og stener tv". M-hm. Så siger vi dét...

Nogen vil måske mene, at man selv beder om destruktion ved at give afkommet adgang til maxi-perler. Og det kan der muligvis være noget om, ved jeg nu. I ånden havde jeg ellers set Øglen sidde og dimse fredfyldt med dem. Men det må have været et andet barn, jeg så derinde i ånden. For havde jeg tænkt efter, ville jeg vide, at 'Øglen' og 'dimse fredfyldt' sjældent kan bruges i samme sætning.

Efter perlespredningen i stuen, rykkede hun sin hærgen til køkkenet. Hvor det var en stakkels vandmelon og nogle køleskabs-magneter, der stod for tur...

Destroooy!
(Min computer er mærkelig, så jeg ved ikke, om der er lyd på. Hvis der er, og I undrer jer over snotfyldt stemme, så er det bare mig. Der af uransagelige årsager er blevet snotforkølet. Eller har fået allergi over for et eller andet. Snøfter i hvert fald helt vildt...)

Hjemme hos Mormor og Morfar har der imidlertid ingen problemer været overhovedet. Ud over lidt smiden med majs og servietter (!?) (Kunne godt komme i tanker om værre ting, hun kunne smide med, men det kunne Øglen tilsyneladende ikke, så det glædes jeg lidt over).Ved ikke, hvad det er med de der bedsteforældre. Men de får åbenbart det bedste frem i småkravl. Øglen har været totalt "mange tak, mormor", "uhhh, hvor lækkert" og "sidder hos mormor og læser bog, mor" hele dagen. Og som prikken over i'et ville hun ovenikøbet gerne have børstet tænder (wtf?!) og sagde selv "op og sove nu, mor". Verden er af lave!

Hun gik omkuld uden så meget som at brokke sig én gang, og det betyder tid til at slappe af, sludre og pleje mit gravide korpus med sofa-slængning. Som i øvrigt ikke synes, det er specielt sjovt at skovle maxi-perler op fra en hel stue (synes jeg så egentlig heller ikke, nu jeg tænker over det). Og det er jo slet ikke så tosset. Så bliver det bare spændende, hvilken Øgle det er, der står op i morgen - Dydsmønsteret eller Destroyeren. Ah, well; den tid, den glæde...

fredag den 15. juli 2011

Åndssvage spelt!

Det kan godt være, at en ammepude med speltkerner (ja, jeg købte den, da jeg ventede Øglen og for alt i verden ikke ville gå ned på udstyr) både er øko-hip, bæredygtig, genbrugsagtig og mega-praktisk som sovedyr, når man har samme form som det uægte barn af en hval og en sækkestol. Men når man i søvne er kommet til at ligge med hovedet på den, og speltkernerne har låst al bevægelse i nakken fast og dermed forårsaget gigantisk hold i nakken, så er den bare åndssvag!

Billede af spelt-(u)vennen er stjålet her

Nu har jeg hold i nakken på 2. dag, og der er ingen tegn på bedring. Stupide spelt! Jeg bager dig, gør jeg! Godt, at det er fyraften - og weekend - lige om lidt. Selv om jeg kommer til at savne min kontorstol, hvor jeg kan rotere lige så tosset jeg vil i stedet for at vride den låste nakke af led. Mon der er nogen, der opdager, hvis jeg lige smugler den med?

torsdag den 10. februar 2011

Det er måske bare mig, der er sippet

…Men jeg bliver sq lidt muggen, når over-pædagogen i Øglens vugger leverer beskeden "Nu er det vist ved at være på tide, at Øglen får en lillebror eller lillesøster. Det ændrer magtbalancen i hjemmet, ved du nok". Afstedkommet af, at Øglen sagde ret klart og tydeligt NEJ til to små 'kolleger', der tævede hinanden med noget legetøj. (Ok, hun sagde så også nej rimelige mange gange, og hun ER lidt af en bestemmerfrans, men derfra og så til, at JEG får råd om at reproducere mig, synes jeg måske, der er et stykke vej. Men det er måske bare mig, der er sippet…*)



Hvad havde hun egentlig regnet med, at jeg svarede? "ARJ, et godt råd! Ved du hvad - jeg tror sq, jeg dropper arbejdet i dag, og så smutter vi hjem og knalder?" Eller "Det havde vi ikke tænkt på. Som i overhovedet ikke. Så tak fordi du er til og kan sætte sådan nogle tanker i gang". Eller hvad med den tarvelige: "Der er ikke noget, vi hellere ville, men efter jeg har fået Øglen har jeg udviklet en sjælden - livstruende - allergi overfor børn. Så ikke flere til os. Men tak fordi du mindede mig om det". Alternativt kunne man jo altid prøve med "Nu er det vist ved at være på tide, at du fletter næbbet!"

Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Intet af ovenstående, i hvert fald. Men jeg ville elske at kunne sige, at jeg havde brugt den sidste.

*Og de er ellers så søde ovre i den der vugger. I går sagde en af pædagogerne fx "Tak for hende - det er så hyggeligt at have hende tilbage", da hun så Øglen for første gang efter hendes syge-uge. Dét er da sødt. Også selv om de sikkert siger det til alle, der har haft et sygt barn. Men engang imellem, iggå - så siger de bare nogle rimelig mærkelige ting...

fredag den 4. februar 2011

Grrrrr

Øglen er stadig syg. Og nu har hun så også smittet mig. Grrrr. Det er vist ikke nogen overdrivelse, når jeg tørt konstaterer, at jeg ikke har været nogen god forretning for arbejdspladsen i denne her uge.

Så i stedet for (kun) at melde barns 100. sygedag i denne her uge, kunne jeg så trumfe med en egen sygedag også. Great (!) Chefen kunne dog godt se, at den var gal i går, og hun endte faktisk med at fritage mig fra temmelig vigtigt møde og sende mig hjem, "fordi jeg lignede lort". Tak. Tror jeg nok.

Brugte da også hele eftermiddagen og aftenen i går på at være rullet ind i et tæppe og ligge og ryste. I dag har jeg 'bare' knaldende hovedpine og lidt feber, så det går da fremad.

Øglen er naturligvis ligeglad. Hun vil bare serviceres, som hun plejer. Men hun var da så sød at lade mig sove til 8.30. Og så er hun faktisk vældig rolig so far*.

Og nu ser vi Handy Manny. Igen. Og igen. Og igen. Når jeg altså ikke henter kiks og mælk til undermåleren. Eller tørrer kaskader (og jeg mener virkelig kaSKAder) af snot væk efter hendes eksplosionsagtige nys. Tænk, at der kan være så meget snot indeni så lille et væsen.

 Slatten (sutte-løs) Øgle

Synes, det er lige i overkanten, at Øglen har været syg i en hel uge. Så nu har jeg aftalt (mest med mig selv og med HDD - kan være, at vi lige skal have Universet ind over også), at det går over i dag eller i morgen. Også selv om lægen (ja, Pylremor her ringede til lægen i går) siger, at det kan tage rigtig lang tid (og at det i øvrigt er helt normalt med høj feber i mange dage). Men at vi var heldige med, at Øglen er i højt humør og spiser og drikker, for det er der rigtig mange andre, der ikke gør. Ok, så. Point taken. Men stadigvæk. En uge er 'rigtig lang tid' i min optik, så synes klart, at det skal stoppe nu. Deal?

Og så stopper sygdomssnakken forhåbentlig herfra. Det er jo ved at udvikle sig til den rene ynk. Skrid nu, vinter - vi vil have sol og varme, tak.

*Priser mig lykkelig for, at det var HDD, der måtte tage turen med hende i går, da hun fandt ud af, at hendes røde yndlingssutter (faktisk de eneste, hun rigtig gider) ikke findes mere, eftersom hun har tygget dem helt i stykker. Vi har så nogen helt magen til - bare i lilla og orange - men de duer åbenbart ikke? I dag har hun accepteret (håber jeg), at sutterne er væk, så nu gider hun slet ikke have en sut. Fint med mig. Tænk, hvis man kunne afvænne hende på den måde? Nå, det er nok rimelig utopisk, men nu nyder vi det, så længe det varer.

onsdag den 2. februar 2011

Gå så VÆK, sygdom!

Øglen er stadig syg. Hun er hjemme på tredje dag fra vuggeren, og jeg har vundet sygepasser-tjansen i dag igen*. Meget kan man sige, men sjovt er det ikke. Tv'et kører i dvd-sløjfe med Handy Manny (jeg bliver SINDSSYG), Postmand Per og Pingu, Øglen ligner og lyder som en reumatisk gammel mand med rindende øjne, der har røget for mange Cecil. Men humøret fejler bestemt ingenting. Eller energien, for den sags skyld.

Jeg har ikke det mindste held med at putte hende indendørs (det er HDD's gebet - jeg kan slet ikke knække koden), og jeg vil helst ikke proppe hende i barnevognen, når det er både koldt og fugtigt udenfor. Håber, hun går kold af sig selv. Er stoppet med den intensive nu skal du sove-putning og har overladt scenen til Ragnarok - kunne mærke, at min temperament ikke havde godt af en Øgle, der gang på gang tog bukser og sokker af, hvorefter hun med lille, febersyg stemme klynkede "æbele æbele" (det betyder stadig "hjælp"), fordi hun ville have det på igen. Det stoppede med at være sødt, efter hun havde gjort det 2 gange. De resterende 900 gange var bare irriterende. Så nu tuller hun rundt og leger lidt hist og pist og har netop,  kan jeg høre, tændt for DR Jazz. Måske det kan lulle hende i søvn.

Billede lånt her - sig til, hvis jeg skal fjerne det, så gør jeg det fluks

Jeg kunne godt selv bruge en morfar efter en nat, hvor Øglen har været vågen omkring 14.000 gange. Efter at have sunget, givet ble på (hun er begyndt at tage den af hele tiden, og det er til at blive bims af. Nogen fifs?), sovet lidt, givet sut, givet ble på IGEN, og derefter konstateret, at hun havde nået at tisse i sengen, inden jeg opdagede, at bleen var røget af, gav jeg op og slæbte hende med ind i smørhullet. Hvor hun lå og sparkede og rumsterede i halvanden time (HALVANDEN TIME!), før hun sov. Grrrrr. HDD snorkede derudad og reagerede kun, da han fik et los i ansigtet (af Øglen, skal det lige siges, selv om andre måske godt kunne have været fristede...) 'Kæft jeg gad godt have bare en brøkdel af det der mande-sovehjerte. De kan jo sove fra alt?!


Nå, jeg skal vist genfinde min overskudshat og erkende, at Øglen næppe bliver rask af, at jeg spyer galde ud i cyberspace. Eller vrisser af hende. For hun er jo ikke så stor. Og så er hun jo egentlig også syg, skal jeg lige huske. 39,8 sagde termometeret i går. I dag har jeg ikke fået lov at tage hendes temperatur (endnu), men hun føles ikke nær så varm.

Så ved nærmere eftertanke triller jeg hende lige en tur. Så hun kan få den søvn, hun med al tydelighed trænger til. Flyverdragt, hue, støvler, vanter og stor dyne. Så må feberbarnet vel være dækket ind. Og jeg kan trille ned på en café, som forhåbentlig sælger tålmodighed og overskud som supplement til kaffen...

*Thank g** for en overenskomst, der gør, at man i teorien har barns ubegrænsede sygdom. Inden for rimelighedens grænser, altså. At det i praksis så er sin sag at skulle melde barnet sygt igen-igen, er en anden historie. Som jeg pt prøver at sætte mig lidt ud over. For der er ligesom ikke noget at gøre. Heller ikke selv om det hele brænder lidt på lige netop i dag (typisk). Kender en, der skal være længe på arbejde i morgen... Eller i aften... Hm.

fredag den 4. juni 2010

Grænser - eller mangel på samme

Nøj, hvor er der travlt omme på det der arbejde. Det' helt vildt, altså. Men det ER jo nok fordi, jeg skal køres i stilling til barselsvikariatet. Som virker til at være åndssvagt travlt. Men også sjovt. Og det er ret vigtigt i min bog.

Matriklen har haft besøg af mormor i et par dage, så hun lige kunne få lidt Øgle-tid, og så mutti og HDD kunne komme på en kærkommen get-away. Helt til Indre By på restaurant og tilbage igen. Bearnaisesauce, der kunne stå selv, steak frites og créme brulée - ja tak!

Nå. Men mormor kom i onsdags. På ca. det tidspunkt, hvor jeg plejer at gå fra arbejde. Så jeg havde liiidt travlt med at cykle de 8 km hjem - med pitstop i vuggeren - for, at et stykke slægt ikke skulle sidde alt for længe på trappen og blomstre. Øglen blev forsvarligt spændt og fik hjelm på, og ad sti af sted gik det så det sidste stykke hjem. Grundet det gode vejr havde jeg ikke lige givet Øglen en hue på, og det betød - og gør det i øvrigt stadig - at cykelhjelmen er en kende stor til det bette hoved. Så den rutsjede (staveplade?) lidt rundt på hovedet af hende. (Fyyyyyyy!) Det er ikke godt. I know! Og når det blev lidt for rutsjende, stoppede jeg, efterspændte og gjorde ved. Men hjelmen blev ved med at glide, og på slutspurten - vi taler de sidste 200 meter - må jeg så tilstå, at jeg glemte at tjekke, om hjelmen sad ordentligt. (Fyyyyyyy!)

Men. Så er det jo heldigt, at der findes mennesker, der anser det for deres borgerpligt at fortælle dårlige mødre som jeg, at den er gal med dette og hint. Således hørte jeg pludselig en stemme gjalde

"NAJMMEN ALTSÅ!!! HAN HAR JO HJELMEN HELT FULDSTÆNDIG NEDE I HOVEDET. STAKKELS LILLE DRENG!!!!"

Erhm... Pinligt. Og ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Dels er Øglen ikke en lille dreng, dels havde hun ikke hjelmen "fuldstændig nede i hovedet". Den sad dårligt, ja. Men ikke kriminelt dårligt. Ikke desto mindre bød min mor-samvittighed at gøre noget ved det Med. Det. Samme, for nu var det jo blevet påtalt. Så af cyklen med mig, rette på hjelmen (vel vidende, at den ville sidde lige så dårligt igen efter 3 meter) og så ellers den sidste strækning hjem til mormor på trappestenen.

Og nu sidder jeg så her. Og ved ikke helt, hvad jeg skal mene om gjalde-damen. For hun havde jo ret i, at hjelmen sad dårligt. Men hun var en tilfældig forbipasserende, som jeg bestemt ikke havde ringet op for et godt råd, så hvad sker der for gjalderiet? 

Generelt synes jeg faktisk, at folk blander sig RET meget, når man sådan har et lille barn med sig her og der. (Og her taler jeg om fremmede, for familie blander sig jo bare pr. definition, og venner ved (som regel) bedre end at kloge sig alt for meget). For et par uger siden var HDD, Øglen og jeg på Den Franske Café, og mens HDD var inde og bestille, kæmpede jeg lidt med ét stk. Øgle, der hverken gad sidde hos mig eller i sin klapvogn, men som allerhelst bare ville kravle rundt på cykelstien og/eller nede ved svanerne i Sortedams Dosseringen. 

Ud af det blå kommer der så en mor med et par piger, kigger mønstrende på Øglen og jeg og spørger så, om Øglen ikke går endnu. Det kan jeg jo kun svare benægtende på, men tilføjer så (hvorfor?!?), at hun jo trods alt kun er 15 mdr., så der er jo lidt tid til at lære det endnu. Hvortil über-mor fortæller, at hendes ældste også (også?) var ret sen motorisk - "men hun gik trods alt i 10. måned. Ja, det gjorde de faktisk begge to". Meget intelligent får jeg udstødt et paf "aha/nå/okay" og overvejer, hvordan jeg kan få afsluttet den her samtale. Inden jeg får overvejet færdig, føler über-mor trang til at dele med mig, at ældstebarnet på grund af denne her åbenbart uhyrligt dårlige motorik (?) havde været hos en kiropraktor-slash-fysioterapeut-slash-zoneterapeut-slash-altmuligkvinde, som havde gjort et eller andet, jeg har glemt, "og dagen efter rejste hun (barnet, ikke behandler-typen) sig bare op og gik".

Endnu engang fik jeg ytret noget intelligent - denne gang var det vist bare et "mm-hmmm", og så fortsætter damen g*dhjælpemig med et "jeg har vist nummeret med, hvis du vil have det? Eller også kan du slå hende op på Krak. Det er da værd at overveje". Grrrrrrrr. Nu er jeg en ret høflig person af natur, så da jeg endelig fik tænkt til ende, hvordan jeg skulle lukke den (nu) groteske samtale, endte det med at blive med et "tak for tilbuddet, men jeg er nu ikke urolig over, at Øglen ikke går endnu. Jeg er sikker på, at det kommer lige pludselig. Du skal bare lige turde at give slip, ikkeogså lille skat?" *overdrevet fokus på Øglen, dikkedikke Øglens borgmester-vom, fortabe sig i Øgle-univers og lukke über-mor helt ude*. Hvis jeg IKKE havde været en høflig person, har jeg en idé om, hvordan det også kunne have været muligt at afrunde, men det blev jo heldigvis ikke aktuelt. Grrrrrr. HDD var lykkeligt uvidende om hele råds-udvekslingen, men han kom så til gengæld ud med en stor kop sort kaffe til mig, lige da låget var blevet lagt på den 'hyggelige' snak. Den var tiltrængt.

Selv, hvis Øglen havde været 3 år gammel og stadig ikke kunne gå, ville jeg synes, det var grænseoverskridende at få sådan et råd med på vejen (af en jeg aldrig har set før). Cykelhjelms-misèren kan jeg til nøds forstå (selv om jeg stadig synes, det er lige kækt nok, men gjalde-damen kunne selvfølgelig heller ikke vide, at jeg kun skulle cykle et par hundrede meter mere). Men altså. Hvis der var tale om vanrøgt eller uvidenhed (fx hvis nu jeg fejlagtigt troede, at Toblerone var viiildt sundt og udelukkende fodrede Øglen med dét og intet andet - måske lige et skud snaps i ny og næ - så kunne jeg tilskrive deres indblanding, at de bare ville Øglen det bedste. Men at henvise mig, som (håber jeg da) virker rimelig fattet omkring, at Øglen ikke går selv, til en kiropraktor-slash-fysioterapeut-slash-zoneterapeut-slash-altmuligkvinde, det kan jeg ikke få til at passe ind under "til Øglens bedste"-hatten.

Hvad er det med grænser, der bliver brudt noget så eftertrykkeligt ned, når man får et barn? Hvad er det, der får nogle mennesker til at synes, at det er helt ok at kommentere, påpege og råde allerhelst vildfremmede? Er det fordi deres eget bagland har slået hånden af dem, hvad angår 'gode' råd, og/eller tror de i ramme alvor, at deres adfærd er kærkommen hos de 'heldige' vindere af rådene? Eller er det i virkeligheden bare mig, der er sart?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...