Viser indlæg med etiketten holdkæftdetblevlangt. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten holdkæftdetblevlangt. Vis alle indlæg

tirsdag den 16. april 2013

Om skærver, søvn og den store Øgle

Vi kom ikke på Rungstedlund i søndags. Begge unger var sløje, så det blev en hjemmedag i stedet - hvor de heldigvis var friske nok til at gøgle rundt i haven / sandkassen, så længe de kunne få hhv. en time-out foran tv'et og en lur i barnevognen i ny og næ.

Men pyt med Rungstedlund - det bliver formentlig liggende en rum tid endnu. Og i stedet var vi virkelig effektive på hus- og have-måden, synes vi i hvert fald selv. Øglen og HDD var en tur i Silvan (hvor vi seriøst snart burde få nogle vilde rabatter efterhånden, hvis antal fremmødte gange ellers havde noget at sige), og da de kom hjem, havde de bl.a. noget sort mdf og noget tavlelak med, som jeg parrede ude i foråret (ahhh!). (Til de nysgerrige kan jeg fortælle, at det skal blive til en - tadaaahh! - tavle i Det Efterhånden Snart Meget Omtalte Nye Køkken). Derefter gik HDD og jeg i gang med at sprede den ton granitskærver, der har stået i forhaven og pyntet i sin bigbag siden sidste uge, ud over den nygravede terrasse. Det bliver rigtig pænt, men da vi var færdige, kunne vi erfare, at et enkelt ton skærver rækker som en skrædder i h******, så vi har en sending mere på vej. Og dermed udsigt til endnu en weekend med ømme arme.

Øglen hjælper til med skærverne. Sådan da

Derefter stod den på oprydning i Beirut bryggerset for mit vedkommende (uden jeg blev færdig overhovedet), imens HDD brugte nogle timer på at kværne den gigantiske bunke grene, vi havde akkumuleret efter hasselmassakren for nogen tid siden. Vi ved nu, at det ikke nødvendigvis er smart at kværne store mængder hassel, når  nogen i familien (moi - og Øglen, viser det sig) er hasselpollenallergikere, men nu er grenene og dermed kaskaderne af pollen blevet kværnet til atomer, så vi er home safe. Tror jeg. Ved hjælp af Benadryl til mig og homøopatiske dråber til Øglen, om ikke andet.

Siden den effektive søndag har vi så wrestlet med søvnfornægtende reptiler - pluralis! - og natten til i dag tog nok prisen. Jeg vil ikke kede jer med detaljerne, men det endte med mig på en madras på Varanens værelse, mens han halvvejs forsøgte at kravle ind under huden på mig, halvvejs forsøgte at overbevise sig selv om, at han ikke var træt. Men en opvågning omkring hvert kvarter fra omkring kl. 23 er vel også en form for søvn. Eller noget. Godt det var i går og ikke i dag, at jeg havde et møde med en ny samarbejdspartner. Hvor jeg i forvejen lignede hash, fordi jeg er så allergisk over for det &#("/ pollen. Øglen har 'kun' problemer med at sove om aftenen, hvor hun vågner efter en time eller to. Måske fordi hun hoster og har ondt i halsen - hun lyder i hvert fald som en krydsning af Rasmus Radiomus og Ingolf fra Cirkeline, når hun taler. Og så hjalp det sjovt nok ikke på hendes lyst til at sove videre i søndags, at hun kom ind i stuen og fandt HDD og jeg i gang med at ondulere verdens største portion sushi, mens vi så How I Met Your Mother...

Morgenmad på Krummen & Kagen

I dag (ja, jeg propper meget ind i det samme indlæg, jeg ved det godt), har Øglen og jeg været på tøsetur til Østerbro. Øglen havde en playdate med bedstevennen N ved middagstid, men vi benyttede os af muligheden for et tidligt lift til byen, så vi kunne få mest muligt ud af dagen. Og vi pressede akkurat så meget ud af den, som en fireårigs ben kunne klare. Først fik vi sendt min gamle ekstracykel, som stadig var parkeret uden for vores gamle lejlighed (hov), til cykelsmedens kyndige hænder. Derefter gik vi på #elskedeogsavnede Krummen & Kagen, hvor vi spiste morgenmad (morgenkage, i Øglens tilfælde). Så i den lokale bogbiks efter en Find Holger-bog - troede jeg, men de unge i dag vil tilsyneladende hellere have bøger om Flunkerne (who?!), så sådan en endte vi op med. Så videre efter en utrolig spændende homøopatisk pollennæsespray til den unge Øgle og i BR efter "tatoverninger" (valget faldt på Ed Hardy-tattoos, "fordi de ligner fars"), lidt nyt sandlegetøj og en lille gave til Varanen (Schleich-hund - barnet siger jo vov-vov konstant. Til alle dyr). På gåtur ad Østerbrogade, et smut i SuperBrugsen på Nordre Frihavnsgade, et pitstop på Victor Borges Plads, hvor vi læste lidt i den nye bog, og var det tid til at lege.

Man kan sige mange ting om Nyboligs scooter, men den er i hvert fald blå. Og Øglen syntes, den var sjov

Spider-Øglen

Legeaftalen gik godt, men Ingolf Øglen var træt og pollen-agtig, så hun var ikke til mere end 1,5 timers leg. Og mente bestemt ikke, at hun kunne gå ned til cykelhandleren efter den nye gamle cykel, endsige blive fragtet med toget hjem. Hun glemte dog samtlige indsigelser, da hun fik for tre kroner blandet i Ali's Kiosk, og syntes, at det var et rent eventyr at køre med Kystbanen. Med lidt held sover hun som en sten hele natten. Og lillebror med, forhåbentlig.

En dejlig dejlig dag for os begge to. Og lige, hvad vi trængte til oven på en nat uden søvn og en travl hverdag generelt, hvor det tit går op i aftensmad, ulvetime og trætte familiemedlemmer over hele linjen. Og alenetid med ungerne bare engang imellem skal man bestemt ikke kimse af. Min lille, store pige!

fredag den 22. marts 2013

For halvandet år siden...

Varanen fylder halvandet år i dag. Kl. 06.51 for halvandet år siden kom han til verden på Rigshospitalet, og det fejrede han i dag ved at vågne kl. 05.59, så han kunne være i hopla til det store øjeblik. Eller noget.

Jeg må tilstå, at vi ikke har markeret dagen. Med mindre det altså tæller, at jeg har spist en kæmpe jordbærkage sammen med Gitte, mens Varanen sov sødt på terrassen efter to strabadserende timer i den nye vuggestue. (I et andet indlæg skal vi så i øvrigt lige tale om den hastighed - eller mangel på samme - hvormed indkøringen går ...).

Der er sket alverden på det sidste halve år, siden jeg sidst skrev en udførlig Varan-opdatering. Fra at krybe og kravle er han kommet op og gå (og er nu nede og kravle igen pga. den forstuvede ankel), og han er så superbevidst og nysgerrig, at det er lige dele fantastisk og lige dele angstprovokerende. For han er jo fuldstændig frygtløs. Yndlingsbeskæftigelsen er at kravle op på alting, og han skeler på ingen måde til, om det kræver et halsbrækkende styrt at komme ned ned igen. For ned kan man jo altid komme.

 
Ballademager med popcorn 

Øglen og Varanen får mere og mere glæde af hinanden, og de leger faktisk ofte sammen. Enten ved at jagte hinanden rundt og rundt og rundt om spisebordet, ved at lege klatreleg på sofapuderne eller ved at spille bold. De elsker hinanden højt - undtagen når de altså ikke gør det. Slagene og puffene sidder lidt løst på Øglen for øjeblikket, men selv om slag naturligvis ikke tolereres, må hun jo også se sit 'eget' territorium blive mere og mere indskrænket, fordi Varanen både fylder og kræver mere i enhver forstand.
Varanen er blevet et rigtigt puttehoved, og bliver putning med yndlingsdynen med busser på kombineret med lidt Ramasjang, mens man sidder i arm med mor eller far, så kan man faktisk få så meget som 20 minutters sofahygge med en tilfreds brummende Varan. (#awwww)

Grinebider

Han er også stadig noget mor-syg. Selv om jeg stadig ikke hverken kan eller må skifte eller putte ham. Bleskiftene foregår altid stående, når det er mig, der står (tøhø) for dem, for han skriger, som blev han hakket i småstykker, hvis jeg vover at placere ham på puslepuden (som i øvrigt er blevet lagt ned på gulvet i hans værelse nu, siden han for nogle uger siden var ved at lave et meget grimt fald ned fra den tidligere pusleplads i bryggerset i sit forsøg på at komme væk fra mig og den stygge, rene ble). Putningen er som regel HDD's gebet, og sådan må det så bare være nu. Det går ... ok ... når HDD af og til er ude om aftenen, og jeg skal putte, men der er en del gråd og tænders gnidsel, fordi nogen er en stædig lille herre, der helst vil slippe for at sove. Selv om nogen er så træt, at nogens øjne er ved at falde ud.

Ord kommer der stadig flere af, og selv om man ikke ligefrem kan kalde Varanen for en omvandrende ordbog, taler han enormt meget. Mest russisk, men vokabulariet er da blevet udbygget med "Heiiij!", "Hej-hejjjj" ("wra-wraaa!"), "Go'mååårn", "Vovvov", "Buuuuh" (det, koen siger), "Momar" (jeg tror nok, det betyder mor, men jeg er ikke helt sikker", "Mammam" (mad), "BARH!" (far), "Bam" (Bamse fra Bamse og Kylling), "Bar" (Barbapapa - nogle gange lidt svært at skelne mellem "Bar" og "BARH!", så man må lige dobbelttjekke, hvad det er, han sidder og ser på). Og sikkert også flere ord.

Summa summarum: Varanen er fantastisk. Stadigvæk. Han er min lille, brunøjede ballademager, og jeg får helt ondt i hjertet over, hvor meget jeg elsker ham.

Let skeptisk "fodboldsmand", som Øglen kalder ham, når han har dén trøje på

Og i øvrigt! Så skylder jeg en fødselsberetning fra ham Varanens fødsel. Gitte spurgte over jordbærkagen, hvordan det egentlig kunne være, at jeg ikke har skrevet om den endnu. Og det er jo et glimrende spørgsmål. Som jeg forsøgte at svare på, samtidig med at jeg gav hende beretningen (så du behøver ikke læse mere, G - du har hørt det). Og I skal da heller ikke snydes. Så her får I så lidt fødselslekture - kun let forsinket (!) Jeg beklager, hvis den er lidt usammenhængende - den er nedfældet i min private dagbog om aftenen efter fødslen (der varede 28 timer fra første ve), så jeg var en anelse træt. For nu at sige det pænt. I får en redigeret version her - jeg kan nemlig godt lide jer, så I slipper for de hele 3 A4-ark, den fylder i virkeligheden ...

---

22/9-2011: (Torsdag, 0+0) Så er Varanen landet, og HDD og jeg er nu både Øglens og Varanens mor og far. Hvor ER det stenet! Og hvor ER det fedt, at det er overstået! (Og så ikke et ord om de efterveer, min krop har gang i lige nu, og som jeg forestiller mig bare bliver værre i takt med, at mælken løber til).

Veerne begyndte for alvor at bide onsdag aften. Jeg ringede til Riget kl. 23.30 for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig som andengangsfødende. Var rimelig overskudsagtig, da jeg talte med jordemoderen, for veerne var ikke så slemme, og vi aftalte da også, at jeg skulle vente med at komme ind, til der var 4-5 minutter mellem veerne. Det kom der så nærmest i det sekund, jeg lagde røret på, og efter en time følte jeg mig ikke tryg ved at være hjemme mere, så jeg sagde til HDD, at jeg syntes, vi skulle tage af sted. Ringede til Riget igen, og de sagde, at vi bare skulle komme.
 
Var på Riget 00.52 (meget præcist!), og blev guidet ind i modtagelsesrummet, hvor jeg blev undersøgt og fik kørt en strimmel (i næsten en time!). Og i den time forsvandt veerne fuldstændig. Uden pis! Desuden skulle jeg trykke på en dims, hver gang jeg mærkede Varanen, men han sov selvfølgelig. Så jeg havde det lidt som om, jeg var til en eksamen, hvor jeg klarede mig virkelig dårligt. Oven i det hele var jeg kun 3-4 cm åben, og JM mente ikke, at mine veer var kraftige nok til, at man kunne sige, at jeg var i aktiv fødsel, taget i betragtning, at jeg var andengangsfødende. Nå. Tak for l*rt. Hun syntes derfor, at vi skulle tage hjem igen, men det magtede jeg simpelthen ikke. Så vi fik lov at blive.

Der gik et par timer, hvor HDD døsede, og jeg prøvede at hvile mig, men veerne kom hyppigere og hyppigere.
Omkring kl. 3-4 stykker ringede jeg på alarmen, og ind kommer en ung jordemor, der udbryder ”Hej A! – er det DIG, der står herinde og pruster?!” En venindes veninde - lille verden! Jeg forklarede hende lidt om, hvordan jeg havde det (og fik i øvrigt også spurgt til hendes søn og deres flytten i rækkehus, hvaba’!?), og min glæde var jo stor, da hun efter en undersøgelse konstaterede, at jeg var 9 cm åben. Men at der ikke var skyggen af vandafgang (I knew that). Det var ikke hende, jeg skulle føde med, men hun hentede så "min" jordemor og forsvandt. Blev undersøgt igen og ny JM fandt ud af, at L havde været lige gavmild nok med centimeterne, hvilket var noget nedslående. Faktisk var jeg kun 4-5 cm åben. Krise!!!

Så blev vandet taget, men det gjorde desværre ikke samme underværker, som jeg kunne have ønsket mig. Veerne tog imidlertid til i en grad, så jeg slet slet slet ikke syntes, det var sjovt længere. Blev vist undersøgt en gang eller to mere, end JM egentlig havde behøvet, men jeg kunne ikke holde ud, hvis der ikke skete noget. ENDELIG var jeg de magiske 10 cm åben, og så tænkte jeg jo, at resten ville gå som en leg. Ligesom med Øglen. Men næh nej. Presseveerne gjorde psykoondt, men hjalp ikke rigtig Varanen nedad. Så jeg syntes faktisk ikke, at det var spor sjovt. Især ikke, fordi jeg ikke måtte presse aktivt med, men bare skulle følge veerne. Ja TAK, men er du KLAR over, hvor ondt det gjorde?! Da jeg endelig måtte presse aktivt med, gjorde det sjovt nok ikke mindre ondt – det blev bare (trods alt) lidt mindre ubehageligt. Syntes dog slet ikke at kunne få ’greb’ om Varanen, og han blev ved med at glide tilbage i bækkenet, apparently. Grrrr. Derfor syntes JM, at jeg skulle lægge mig i knæ- og albue-leje (hvilket jeg vist i øvrigt også havde været på et tidligere tidspunkt i ve-fasen, men jeg kan faktisk ikke rigtig huske det). IKKE særlig behagelig stilling at presse i, hvis man spørger mig, men det skulle kunne hjælpe. Og hvad gør man ikke for at få de babyer ud!?

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de der presseveer var så slemme, at jeg var næsten tudede. AVAV-AV!, hvor gjorde det ondt. Stakkels HDD fik jo nærmest knust sin hånd, fordi jeg maste den så meget. På et tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke mere, og jeg valgte den konstruktive og let ladesiggørlige vej - at sige, at jeg ikke gad mere og bare gerne ville hjem ... JM ville give mig noget ve-stimulerende (say WHAT?!), fordi veerne ikke var lange nok (RIGEligt lange til mig, tak), så det ville hun lige blande. Argh! Og der var det så som om, jeg fandt et par ekstra kræfter, for no way, skulle jeg have noget, der fremmede mine veer. Så i den næste presseve (som i hvert fald ikke trængte til at blive boostet), gav jeg den max gas, og så kom Varanen pludselig ud. Eller – næsten ud. For der manglede lige noget ve for at få resten ud. Så jeg kunne så stå der på alle 4 med en halv baby hængende ud og føle mig som noget fra ”Dyrene på landet”. Men ud kom resten af ham med et par veer mere. Med et skrig og 10’ere over hele linjen på Apgar-scoren. Ikke just nogen smuttet mandel - snarere en hel kommode. Men sundt og raskt barn med masser af mørkt hår (også på ryggen :-)). Smuk og dejlig og helt perfekt. 

Fødslen har jeg ikke lyst til at opleve igen, men stemningen på fødestuen, hvor vi i modsætning til sidst kun var HDD, JM og jeg, var rigtig god. Selv om jeg lige skulle komme mig over de manglende ”hands on”, som var der sidst. Men det gik jo godt, trods alt. Og havde jeg ikke haft min første, fantastiske lynfødsel at sammenligne med, tror jeg, at jeg ville have syntes, at denne her var helt ok (måske dog med lige lang tids nok veer). Sådan har man jo sine fikse idéer. Fik i øvrigt heller intet smertelindrende denne gang ud over rød saft og iltmasken, som jeg selv bad om. Med møje og besvær kom jeg om i normal liggestilling fra mit knæ- og albueleje. Varanen blev tørret godt af, og så kom han ellers op til mig med en masse varmede tæpper over sig. Og en varmelampe. Han lå og kiggede lidt, og så fik jeg lagt ham til. He’s a natural – suttede nærmest med det samme, som havde han aldrig lavet andet.

Varanen blev født kl. 06.51 i dag torsdag 22/9-2011. Jeg var overhovedet ikke gået i stykker, så jeg slap for korsstingsbroderi. Meget rart. Der var så JM-vagtskifte, så det var en ny JM, der  vejede og målte ham omkring kl. 9. 52 cm lang, 4252g og en hovedomkreds på 37 (mod Øglens 34). Ikke noget at sige til, at sådan en kleppert var lidt svær at få ud. Men han er fantastisk og selvfølgelig alle smerterne værd.

Kl. 10.30 tog vi fra hospitalet – klar til at tage hjem. Varanen havde spist hos mig, jeg havde fået et bad (tiltrængt), fået tøj på, Varanen havde fået sin fine løvedragt på, vi havde spist fødselsdagsmorgenmad (aldrig har ristet brød smagt så godt) og generelt nået alt det, vi gerne ville. Så 3,5 timer var fint for mig. Turen ned ad trapperne (og så op på 4. derhjemme) kunne jeg godt have undværet, men ellers var alt fint. Er selvfølgelig vildt øm, men ikke noget, der ikke er til at klare. Endnu, i hvert fald. :-)

---


Er I her endnu? I vågen tilstand? Flot klaret. Jeg har jo som bekendt ret svært ved at fatte mig i korthed, og det kan I så se endnu et eksempel på her.

Wraaaaauw! 

I, der læste helt til ende, kan se, at det er en ganske klassisk fødsel, jeg har haft. Jeg har derfor al mulig god grund til at være glad for den, og det er jeg da også. Jeg føler (eller har følt - det er på afstand nu) mig bare lidt snydt, fordi min første fødsel var så hurtig og nem og armene i vejret-agtig, og Varanens fødsel var lang og træg og virkelig hård. Øglens fødsel var så fantastisk, at jeg havde lyst til at dele den med hele verden. Sådan var Varanens fødsel ikke. Ikke, at det på nogen måde har noget med produktet af fødslen at gøre - det var bare selve fødselsoplevelsen. Jeg har været ked af, at begge fødsler ikke har været fuldstændig vilde og crazy gode, men de er begge gået godt og har resulteret i underskønne børn. Og det må jo siges at være dét, der tæller. Og i virkeligheden er jeg nok også bare lidt utaknemmelig - jeg er jo fx sluppet for skræmmende oplevelser med akutte kejsersnit, dykkende hjertelyde, kopper og andre komplikationer.

Så nu: Nok om fødsler! Tillykke med Varanen. Halvandet år, mand. Det er længe. Og så alligevel ingenting. Tak for den tid, du har været hos os. Jeg ser frem til de næste mange både hele og halve år.



lørdag den 8. september 2012

Vuggestue-Varanen #3

En af de ting jeg til stadighed skal vænne mig til ved barn nr. 2 er, hvor lidt jeg husker at dokumentere* i forhold til barn nr. 1. Dels pga. mangel på tid, dels pga. at jeg - til trods for, at det ikke er samme barn - har prøvet de fleste babyudfordringer før.

Selv om erfaringen bidrager positivt til den ro, jeg oplever omkring at blive mor anden gang, så går den også ind og pirker til min latente dårlige samvittighed (nogen, der vil have noget? Der er nok til alle). For er det nu også retfærdigt overfor Varanen, at jeg tager hans natlige flip (når der er sådan nogle) med ophøjet ro blandet med en snert af irritation og opsathed på, at Øglen ikke skal vækkes, fremfor bekymring og efterfølgende Googlen mig gul og blå efter, hvad det mon kan skyldes? Og hvad med det der med at huske og dvæle ved de små, fantastiske ting og fremskridt i hverdagen, uden de drukner i praktikaliteter og andre gøremål?

Se, hvor er han sød!

Jeg gør mit bedste, og mens jeg bruger krudt på at konferere med min indre perfektionist omkring, hvorvidt det nu også er godt nok, kan jeg da kaste nogle kræfter efter at nedfælde Varanens begyndelse på sin vuggestuekarriere og de kvantespring, han tager i den forbindelse. For der er fart på udviklingen nu, kan jeg mærke, og hvis jeg ikke tvinger mig selv til at dvæle, huske og skrive ned, så glider det mig af hænde. Og det ville jeg synes var så ærgerligt. Så! Vuggestuen! Go:

Varanen har været institutionsbarn i ret præcist en måned nu, hvilket betyder, at han har kravlet i ret præcist en måned. På det seneste har han forfinet sin teknik, så han kan forcere dørtrin og større forhindringer (som fx madrasser og underlige, hævede gulve), men han har stadig til gode at lure "numsen først"-finten, når han skal ned fra noget. Det resulterer i en del knubs og endnu flere raserianfald fra Varanen, der ikke har tålmod som en af sine primære dyder (så det Varanen og Øglen ikke har tilfælles i udseende, har de tilfælles dér), selv om han jo ellers er ret blid og mild af natur. Inden for den sidste uge - faktisk i al den tid, vi har boet i Tændstikæsken - er han begyndt at rejse sig op ad ting og vil gerne gå med os i hænderne. Det har han gerne villet længe, men det er først nu, benene for alvor gider bære ham. Og alligevel ligner han en glad rockblomst, når han stavrer af sted. Simpelthen så kært.

Han er glad for vuggestuen og ikke mindst for de mandshøje plakater af bl.a. Ghita Nørby, der er på et eller andet billetsalgshalløj lige over for vuggestuen. De får smil, grin, grynt og klap med på vejen dagligt, og jeg er ikke helt sikker på, om det er i forventningen om at se Ghita eller vuggestuen, han retter sig op og er , når vi hopper af toget og spadserer ned mod vuggeren.

Afleveringerne er stadig ikke de sjoveste i verden, men jeg er da i det mindste holdt op med at græde, når jeg har afleveret. Selv om jeg må indrømme, at det nok aldrig holder op med at give et stik, når man hører sit barn græde hjertenskærende på den anden side af en lukket dør. Men han holder altid op igen relativt hurtigt, og pædagogerne - de søde mennesker - forsikrer mig om, at han bliver hurtigt glad igen. Og som over-pædagogen sagde i går, da hun kom ud og fandt mig i garderoben, mens jeg ventede på, at der blev stille, så ville de ringe, hvis han blev ved med at være så ulykkelig. At de ikke ville lade ham græde på den måde i særlig lang tid, før der blev sendt bud. Og det ved jeg jo godt, nu jeg tænker efter...

I mandags talte jeg med en af de nyere pædagoger på Varanens stue - hende, Varanen gerne vil adoptere - og efter at have hørt, hvordan hun synes, det går med Varanen på stuen, og hvordan hun opfatter ham, ja så havde jeg nærmest lyst til at adoptere hende. Jeg ved jo godt, at Varanen er fantastisk og verdens sødeste baby, men det er ret dejligt, at en af dem, der tilbringer virkelig mange timer sammen med ham dagligt, også synes det. Eller i hvert fald synes, at han er "sød og glad og helt ufattelig nem. Smiler, griner og leger rigtig godt med de andre børn, og så sover han jo bare i det sekund, han bliver lagt. Og vi bliver faktisk tit nødt til at vække ham, når vi skal ind og have eftermiddagsfrugt. Så han sover som regel 2 timer" (her blev jeg så lige nødt til at stoppe og sikre mig, at vi rent faktisk talte om den samme baby, for det der med "bare at sove, når han bliver lagt", det arbejder vi ikke ligefrem med herhjemme. Men den er god nok - det var Varanen, hun roste til skyerne).

Sådan her ser det nærmere ud, når vi prøver at lægge Varanen. En Varan med vidtåbne glugger, der for alt i verden ikke vil gå glip af noget. Så nogle gange bliver mutti liiige nødt til at have sig en kop kaffe...

Så Varanen er glad for sin vuggestue, lader det til, til trods for afleveringerne. Som måske udspringer af, at han kom relativt 'sent' i vuggestue i forhold til Øglen, der begyndte som 9 mdr. gammel og aldrig sagde et kny til at blive afleveret, før hun blev så stor, at hun fik et sprog. Og så i dén grad begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hele afleveringskonceptet. Eller måske hænger sammen med, at vi lige er flyttet, og der er blevet rodet op i en masse. Han er i hvert fald blevet majet morglad på det seneste. Jeg må helst ikke gå nogen steder, og hvis jeg er et sted, hvor han kan høre mig, men ikke se mig (som var tilfældet her til aften, hvor jeg var ude i gården sammen med Øglen), går han helt amokka. Det kan  selvfølgelig også skyldes, at planeterne står skævt i forhold til ...stjernetegnene?... og derved laver ravage i afleveringerne? Eller måskeeee er det bare fordi, han er en baby? Who knows? Under alle omstændigheder skal han jo have lov at være ked af det, når jeg går, hvis det er hans umiddelbare følelse. Det er jo et eller andet sted bare mit behov, at han skal være glad...

Ooooog - SOV! Han kan jo godt. Han er bare stædig. Ligesom sin far søster 

Vuggestuen gør, at Varanen er mere end almindeligt kvæstet, når klokken passerer 18. Derfor bliver han puttet mellem 18 og 18.30, og det er HDD naturligvis lidt ked af, eftersom han først er hjemme fra arbejde omkring kl. 17. Men sådan må det være i en periode - det varer forhåbentlig ikke evigt. Og der er jo ikke noget at sige til, at det er hårdt at være i vuggestue. Til trods for de relativt korte dage, jeg giver ham (afleverer 8.30-9 og henter 14.30-15 lige for tiden, men det bliver desværre ikke ved med at gå for mit vedkommende. Det levner nemlig ikke rocker-meget tid til at arbejde) er der jo stadig en masse nye-agtige mennesker, han skal forholde sig til, et nyt sted, nye rutiner og i det hele taget bare en udvikling i rivende fart.

Jeg har allerede krise over, at vi på et tidspunkt skal rykke ham ud af de trygge rammer, han er ved at få etableret ovre i vuggestuen, men den tid, den bekymring - nu skal vi lige finde ud af, hvor og hvor meget vi overhovedet kan købe hus for, så skal vi finde et hus, og så skal vi overtage det. Så vores tidshorisont er da i hvert fald nok et halvt års tid. Og selv om rammerne i vuggestuen naturligvis ikke (forhåbentlig da) er blevet mindre trygge til den tid, så kan det være, at det ekstra halve år giver både mor og Varan rum til at kunne rumme noget nyt.

Hov. Lige til sidst (så stopper jeg, det lover jeg), så skal jeg da huske at fortælle, at jeg havde Øglen med ovre for at hente Varanen i vuggestuen i går. Jeg var ret spændt på, hvor meget - om noget - hun kunne huske fra sin egen tid i vuggestuen, for selv om hun godt ved (med ord, i hvert fald), at det er hendes gamle vuggestue, så var hun helt blank, da vi for nylig fandt nogle billeder fra de stuer, hun gik på. Hun kunne ikke huske, hvad en eneste af pædagogerne hed, og det eneste barn hun kunne kende, var bedstevennen N, som jo også går ovre i børneren.

Øglen syntes, det var sjovt at være med ovre efter Varanen, men hun gav ikke udtryk for, at hun kunne huske stedet overhovedet. Jeg havde hende med inde på de forskellige stuer for at sige hej til hendes gamle pædagoger - to af hendes absolutte yndlings fra dengang var på arbejde, men det virkede ikke til, at der var noget, der ringede hos Øglen (modsat hos pædagogerne, der var ved at gå helt op i limningen over, hvor stor og sød, Øglen er blevet. Det sagde de i hvert fald). Det overraskede mig lidt, og så alligevel ikke - børn er jo fantastiske på den måde, at de lever 100 % der, hvor de er, og ikke der, hvor de har været engang. Men det er alligevel en speciel oplevelse at konstatere, at mennesker og steder, der har haft så stor betydning for ens barn, pludselig ikke længere eksisterer i deres erindring. Trist og enestående på samme tid.

Øglen i toget på vej til Varanens vugger. Meget meget hårdt at køre to stop med S-toget, tilsyneladende 

Nå. Nu stopper jeg. Det lovede jeg jo. Har også nogle marengs, der skal spises puttes i dåser. Og noget Breaking Bad, der skal ses. (Har I set den? Nej? Så gå i gang NU, blev der sagt. Fan-fucking-tastic serie).


*Og med "dokumentere" mener jeg ikke "at tage billeder". For det gør jeg om muligt endnu mere nu, end da Øglen var baby. Nu har jeg nemlig en AjFåååun. Dengang havde jeg en Sony Ericsson, der måske nok var fancy for sin tid, men tage billeder, det var den sgu'nte god til...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...