Viser indlæg med etiketten hurra. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten hurra. Vis alle indlæg

mandag den 25. september 2017

Noget om at fylde år

For et par dage siden havde yngste skud på stammen fødselsdag.

For 6 år siden kom han til verden og vendte op og ned på alt det, jeg på det tidspunkt vidste om børn og søvn og mangel på samme.

For 6 år siden så jeg for første gang i et par store, chokoladebrune øjne, der stadig kan få mit hjerte til at smelte hurtigere end is på en varm sommerdag.

For 6 år siden blev jeg smaskforelsket i en lille fyr, der ikke er min mand, og der er heldigvis plads til dem begge i både hjem og hjerte.

Tillykke med fødselsdagen, min søde, sjove, smukke og helt særlige Varan. Må du altid være helt din egen - og også lidt vores 

Weekenden kommer til at stå i fejringens tegn, så i dag har jeg købt pænt mange flødeboller. Too much? No such thing!

Fødselaren havde bestilt hjemmelavet sushi, så det fik han. I rigelige mængder ...

I dag er det så min tur til at fylde år. Dagen kommer til at foregå med væsentligt mindre pomp og fanfarer end yngstebarnets, men vi har fået fejret med manér i weekenden. Som det hører sig til, når man bliver hele 6 år stor. Og det har jeg jo også nydt godt af :-)

fredag den 22. marts 2013

For halvandet år siden...

Varanen fylder halvandet år i dag. Kl. 06.51 for halvandet år siden kom han til verden på Rigshospitalet, og det fejrede han i dag ved at vågne kl. 05.59, så han kunne være i hopla til det store øjeblik. Eller noget.

Jeg må tilstå, at vi ikke har markeret dagen. Med mindre det altså tæller, at jeg har spist en kæmpe jordbærkage sammen med Gitte, mens Varanen sov sødt på terrassen efter to strabadserende timer i den nye vuggestue. (I et andet indlæg skal vi så i øvrigt lige tale om den hastighed - eller mangel på samme - hvormed indkøringen går ...).

Der er sket alverden på det sidste halve år, siden jeg sidst skrev en udførlig Varan-opdatering. Fra at krybe og kravle er han kommet op og gå (og er nu nede og kravle igen pga. den forstuvede ankel), og han er så superbevidst og nysgerrig, at det er lige dele fantastisk og lige dele angstprovokerende. For han er jo fuldstændig frygtløs. Yndlingsbeskæftigelsen er at kravle op på alting, og han skeler på ingen måde til, om det kræver et halsbrækkende styrt at komme ned ned igen. For ned kan man jo altid komme.

 
Ballademager med popcorn 

Øglen og Varanen får mere og mere glæde af hinanden, og de leger faktisk ofte sammen. Enten ved at jagte hinanden rundt og rundt og rundt om spisebordet, ved at lege klatreleg på sofapuderne eller ved at spille bold. De elsker hinanden højt - undtagen når de altså ikke gør det. Slagene og puffene sidder lidt løst på Øglen for øjeblikket, men selv om slag naturligvis ikke tolereres, må hun jo også se sit 'eget' territorium blive mere og mere indskrænket, fordi Varanen både fylder og kræver mere i enhver forstand.
Varanen er blevet et rigtigt puttehoved, og bliver putning med yndlingsdynen med busser på kombineret med lidt Ramasjang, mens man sidder i arm med mor eller far, så kan man faktisk få så meget som 20 minutters sofahygge med en tilfreds brummende Varan. (#awwww)

Grinebider

Han er også stadig noget mor-syg. Selv om jeg stadig ikke hverken kan eller må skifte eller putte ham. Bleskiftene foregår altid stående, når det er mig, der står (tøhø) for dem, for han skriger, som blev han hakket i småstykker, hvis jeg vover at placere ham på puslepuden (som i øvrigt er blevet lagt ned på gulvet i hans værelse nu, siden han for nogle uger siden var ved at lave et meget grimt fald ned fra den tidligere pusleplads i bryggerset i sit forsøg på at komme væk fra mig og den stygge, rene ble). Putningen er som regel HDD's gebet, og sådan må det så bare være nu. Det går ... ok ... når HDD af og til er ude om aftenen, og jeg skal putte, men der er en del gråd og tænders gnidsel, fordi nogen er en stædig lille herre, der helst vil slippe for at sove. Selv om nogen er så træt, at nogens øjne er ved at falde ud.

Ord kommer der stadig flere af, og selv om man ikke ligefrem kan kalde Varanen for en omvandrende ordbog, taler han enormt meget. Mest russisk, men vokabulariet er da blevet udbygget med "Heiiij!", "Hej-hejjjj" ("wra-wraaa!"), "Go'mååårn", "Vovvov", "Buuuuh" (det, koen siger), "Momar" (jeg tror nok, det betyder mor, men jeg er ikke helt sikker", "Mammam" (mad), "BARH!" (far), "Bam" (Bamse fra Bamse og Kylling), "Bar" (Barbapapa - nogle gange lidt svært at skelne mellem "Bar" og "BARH!", så man må lige dobbelttjekke, hvad det er, han sidder og ser på). Og sikkert også flere ord.

Summa summarum: Varanen er fantastisk. Stadigvæk. Han er min lille, brunøjede ballademager, og jeg får helt ondt i hjertet over, hvor meget jeg elsker ham.

Let skeptisk "fodboldsmand", som Øglen kalder ham, når han har dén trøje på

Og i øvrigt! Så skylder jeg en fødselsberetning fra ham Varanens fødsel. Gitte spurgte over jordbærkagen, hvordan det egentlig kunne være, at jeg ikke har skrevet om den endnu. Og det er jo et glimrende spørgsmål. Som jeg forsøgte at svare på, samtidig med at jeg gav hende beretningen (så du behøver ikke læse mere, G - du har hørt det). Og I skal da heller ikke snydes. Så her får I så lidt fødselslekture - kun let forsinket (!) Jeg beklager, hvis den er lidt usammenhængende - den er nedfældet i min private dagbog om aftenen efter fødslen (der varede 28 timer fra første ve), så jeg var en anelse træt. For nu at sige det pænt. I får en redigeret version her - jeg kan nemlig godt lide jer, så I slipper for de hele 3 A4-ark, den fylder i virkeligheden ...

---

22/9-2011: (Torsdag, 0+0) Så er Varanen landet, og HDD og jeg er nu både Øglens og Varanens mor og far. Hvor ER det stenet! Og hvor ER det fedt, at det er overstået! (Og så ikke et ord om de efterveer, min krop har gang i lige nu, og som jeg forestiller mig bare bliver værre i takt med, at mælken løber til).

Veerne begyndte for alvor at bide onsdag aften. Jeg ringede til Riget kl. 23.30 for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig som andengangsfødende. Var rimelig overskudsagtig, da jeg talte med jordemoderen, for veerne var ikke så slemme, og vi aftalte da også, at jeg skulle vente med at komme ind, til der var 4-5 minutter mellem veerne. Det kom der så nærmest i det sekund, jeg lagde røret på, og efter en time følte jeg mig ikke tryg ved at være hjemme mere, så jeg sagde til HDD, at jeg syntes, vi skulle tage af sted. Ringede til Riget igen, og de sagde, at vi bare skulle komme.
 
Var på Riget 00.52 (meget præcist!), og blev guidet ind i modtagelsesrummet, hvor jeg blev undersøgt og fik kørt en strimmel (i næsten en time!). Og i den time forsvandt veerne fuldstændig. Uden pis! Desuden skulle jeg trykke på en dims, hver gang jeg mærkede Varanen, men han sov selvfølgelig. Så jeg havde det lidt som om, jeg var til en eksamen, hvor jeg klarede mig virkelig dårligt. Oven i det hele var jeg kun 3-4 cm åben, og JM mente ikke, at mine veer var kraftige nok til, at man kunne sige, at jeg var i aktiv fødsel, taget i betragtning, at jeg var andengangsfødende. Nå. Tak for l*rt. Hun syntes derfor, at vi skulle tage hjem igen, men det magtede jeg simpelthen ikke. Så vi fik lov at blive.

Der gik et par timer, hvor HDD døsede, og jeg prøvede at hvile mig, men veerne kom hyppigere og hyppigere.
Omkring kl. 3-4 stykker ringede jeg på alarmen, og ind kommer en ung jordemor, der udbryder ”Hej A! – er det DIG, der står herinde og pruster?!” En venindes veninde - lille verden! Jeg forklarede hende lidt om, hvordan jeg havde det (og fik i øvrigt også spurgt til hendes søn og deres flytten i rækkehus, hvaba’!?), og min glæde var jo stor, da hun efter en undersøgelse konstaterede, at jeg var 9 cm åben. Men at der ikke var skyggen af vandafgang (I knew that). Det var ikke hende, jeg skulle føde med, men hun hentede så "min" jordemor og forsvandt. Blev undersøgt igen og ny JM fandt ud af, at L havde været lige gavmild nok med centimeterne, hvilket var noget nedslående. Faktisk var jeg kun 4-5 cm åben. Krise!!!

Så blev vandet taget, men det gjorde desværre ikke samme underværker, som jeg kunne have ønsket mig. Veerne tog imidlertid til i en grad, så jeg slet slet slet ikke syntes, det var sjovt længere. Blev vist undersøgt en gang eller to mere, end JM egentlig havde behøvet, men jeg kunne ikke holde ud, hvis der ikke skete noget. ENDELIG var jeg de magiske 10 cm åben, og så tænkte jeg jo, at resten ville gå som en leg. Ligesom med Øglen. Men næh nej. Presseveerne gjorde psykoondt, men hjalp ikke rigtig Varanen nedad. Så jeg syntes faktisk ikke, at det var spor sjovt. Især ikke, fordi jeg ikke måtte presse aktivt med, men bare skulle følge veerne. Ja TAK, men er du KLAR over, hvor ondt det gjorde?! Da jeg endelig måtte presse aktivt med, gjorde det sjovt nok ikke mindre ondt – det blev bare (trods alt) lidt mindre ubehageligt. Syntes dog slet ikke at kunne få ’greb’ om Varanen, og han blev ved med at glide tilbage i bækkenet, apparently. Grrrr. Derfor syntes JM, at jeg skulle lægge mig i knæ- og albue-leje (hvilket jeg vist i øvrigt også havde været på et tidligere tidspunkt i ve-fasen, men jeg kan faktisk ikke rigtig huske det). IKKE særlig behagelig stilling at presse i, hvis man spørger mig, men det skulle kunne hjælpe. Og hvad gør man ikke for at få de babyer ud!?

Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de der presseveer var så slemme, at jeg var næsten tudede. AVAV-AV!, hvor gjorde det ondt. Stakkels HDD fik jo nærmest knust sin hånd, fordi jeg maste den så meget. På et tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke mere, og jeg valgte den konstruktive og let ladesiggørlige vej - at sige, at jeg ikke gad mere og bare gerne ville hjem ... JM ville give mig noget ve-stimulerende (say WHAT?!), fordi veerne ikke var lange nok (RIGEligt lange til mig, tak), så det ville hun lige blande. Argh! Og der var det så som om, jeg fandt et par ekstra kræfter, for no way, skulle jeg have noget, der fremmede mine veer. Så i den næste presseve (som i hvert fald ikke trængte til at blive boostet), gav jeg den max gas, og så kom Varanen pludselig ud. Eller – næsten ud. For der manglede lige noget ve for at få resten ud. Så jeg kunne så stå der på alle 4 med en halv baby hængende ud og føle mig som noget fra ”Dyrene på landet”. Men ud kom resten af ham med et par veer mere. Med et skrig og 10’ere over hele linjen på Apgar-scoren. Ikke just nogen smuttet mandel - snarere en hel kommode. Men sundt og raskt barn med masser af mørkt hår (også på ryggen :-)). Smuk og dejlig og helt perfekt. 

Fødslen har jeg ikke lyst til at opleve igen, men stemningen på fødestuen, hvor vi i modsætning til sidst kun var HDD, JM og jeg, var rigtig god. Selv om jeg lige skulle komme mig over de manglende ”hands on”, som var der sidst. Men det gik jo godt, trods alt. Og havde jeg ikke haft min første, fantastiske lynfødsel at sammenligne med, tror jeg, at jeg ville have syntes, at denne her var helt ok (måske dog med lige lang tids nok veer). Sådan har man jo sine fikse idéer. Fik i øvrigt heller intet smertelindrende denne gang ud over rød saft og iltmasken, som jeg selv bad om. Med møje og besvær kom jeg om i normal liggestilling fra mit knæ- og albueleje. Varanen blev tørret godt af, og så kom han ellers op til mig med en masse varmede tæpper over sig. Og en varmelampe. Han lå og kiggede lidt, og så fik jeg lagt ham til. He’s a natural – suttede nærmest med det samme, som havde han aldrig lavet andet.

Varanen blev født kl. 06.51 i dag torsdag 22/9-2011. Jeg var overhovedet ikke gået i stykker, så jeg slap for korsstingsbroderi. Meget rart. Der var så JM-vagtskifte, så det var en ny JM, der  vejede og målte ham omkring kl. 9. 52 cm lang, 4252g og en hovedomkreds på 37 (mod Øglens 34). Ikke noget at sige til, at sådan en kleppert var lidt svær at få ud. Men han er fantastisk og selvfølgelig alle smerterne værd.

Kl. 10.30 tog vi fra hospitalet – klar til at tage hjem. Varanen havde spist hos mig, jeg havde fået et bad (tiltrængt), fået tøj på, Varanen havde fået sin fine løvedragt på, vi havde spist fødselsdagsmorgenmad (aldrig har ristet brød smagt så godt) og generelt nået alt det, vi gerne ville. Så 3,5 timer var fint for mig. Turen ned ad trapperne (og så op på 4. derhjemme) kunne jeg godt have undværet, men ellers var alt fint. Er selvfølgelig vildt øm, men ikke noget, der ikke er til at klare. Endnu, i hvert fald. :-)

---


Er I her endnu? I vågen tilstand? Flot klaret. Jeg har jo som bekendt ret svært ved at fatte mig i korthed, og det kan I så se endnu et eksempel på her.

Wraaaaauw! 

I, der læste helt til ende, kan se, at det er en ganske klassisk fødsel, jeg har haft. Jeg har derfor al mulig god grund til at være glad for den, og det er jeg da også. Jeg føler (eller har følt - det er på afstand nu) mig bare lidt snydt, fordi min første fødsel var så hurtig og nem og armene i vejret-agtig, og Varanens fødsel var lang og træg og virkelig hård. Øglens fødsel var så fantastisk, at jeg havde lyst til at dele den med hele verden. Sådan var Varanens fødsel ikke. Ikke, at det på nogen måde har noget med produktet af fødslen at gøre - det var bare selve fødselsoplevelsen. Jeg har været ked af, at begge fødsler ikke har været fuldstændig vilde og crazy gode, men de er begge gået godt og har resulteret i underskønne børn. Og det må jo siges at være dét, der tæller. Og i virkeligheden er jeg nok også bare lidt utaknemmelig - jeg er jo fx sluppet for skræmmende oplevelser med akutte kejsersnit, dykkende hjertelyde, kopper og andre komplikationer.

Så nu: Nok om fødsler! Tillykke med Varanen. Halvandet år, mand. Det er længe. Og så alligevel ingenting. Tak for den tid, du har været hos os. Jeg ser frem til de næste mange både hele og halve år.



søndag den 24. februar 2013

Fødselsdag, fødselsdag, fødselsdag

Nogen bliver 4 år i dag. Min lille pige er nu blevet så stor, at hun ikke kan være i klapvognen længere, når kalechen er på. Ikke, at hun har noget at gøre i klapperen, der er Varanens domæne, men jeg konstaterer det bare. Hun boede jo nærmest i den klapvogn, da hun bare var en bette fis, og nu er hun bare kæmpestor. Og sød og sjov og høflig og fantastisk.

Hun har glædet sig som en lille vild til i dag, hvor der er familiefødselsdag med the usual 20 suspects lidt senere, og ventetiden har hun fordrevet med piratfødselsdag for børnehaven fredag (jo-ho-hoooo!) og Farmors 60 års fødselsdag i går. Begge dele gik så fint - piratfesten var en succes, og børnene spiste deres hotdogs, nuggets, grøntsager og ikke mindst pirat-lagkage i god ro og orden. De samarbejdede (eller ... gik i hvert fald i samlet flok) om at finde skatten, legede stille og roligt i stuen - og ryddede i øvrigt op efter sig - og efter 2 timers besøg, gik de igen af sted mod børnehaven. Øglen blev hjemme sammen med mig; Hun var stadig ikke helt på toppen efter sine sygedage, så det var vist lidt hårdt for hende med besøg.

Før børnehave-invasionen fredag

Pirat-lagkagen. Og som jeg skrev ovre på IG, så er der helt klart gået en konditor tabt i mig. Eller noget ...

Pirat-hovedpersonen i gang med at fortære en hotdog

Farmors fødselsdag var en større affære, som Øglen har glædet sig meget til, så selv om hun var noget bleg (og sur. Omg, hun har været sur de sidste par dage) i går morges, kunne selv 10 vilde heste ikke holde hende hjemme. Jeg forsøgte ellers flere gange at overbevise hende om, at hun og jeg bare kunne hygge derhjemme i nattøj og spise is (hele arsenalet blev kørt frem, kan I nok høre), men hun VILLE af sted. Og havde en dejlig dag til trods for bleghed. Der blev spist kage, leget med fætre og granfætre, kravlet om kap med Varanen og danset bossanova med far, så hendes lykke var gjort. Varanen klarede også dagen med bravour, men kl. 17 kunne staklen (og staklens mor, der slæbte rundt på ham og forsøgte at forhindre ham i at æde inventaret og vælte kaffekopperne på gulvet) ikke mere, så vi tog hjem, mens HDD og Øglen blev og fejrede færdigt.

Dagens fødselar. Med morgenhår og -kåbe

Et af puslespillene samles

Og i dag - endnu en fejring. På dagen, i modsætning til sidste år, og jeg håber, at hun har krudt nok i sig til endnu en omgang opmærksomhed, leg og kage (ikke mindst). Indtil videre er hun glad og tilfreds over høsten af gaver (lægekuffert og puslespil fra os), og jeg ved, at der er en trækvogn i vente fra Mårmor og Mårfar. Hun har nemlig været temmelig specifik omkring sine ønsker, der var hhv. lægekuffert (tjek), trækvogn (tjek) og et par skiunderbukser "for kan du jo ikke huske, at de gamle var gået i stykker?!" (jotak - fordi du KLIPPEDE i dem, Øgle!). Jeg ved ikke, om hun får skiunderbukserne, men ellers er jeg sikker på, hun klarer sig alligevel.

Fire år, mand. I don't get it. Men det er nu ret fantastisk! Tillykke til dig, verdens sødeste Øgle!

lørdag den 22. september 2012

For ét år siden...

På en dejlig efterårsdag for præcis ét år siden, kom verdens dejligste Varan til verden. Klokken var 06.51, morgenlyset brød igennem gardinerne på fødestuen på Rigshospitalet, og vi var nogen, der var trætte efter at have haft veer i 28 timer. Heraf fem kvarters presseveer. Av av av. Men ud kom han, min skønne kleppert - 4.252 g herlighed fordelt på 52 cm. Med en tyk, sort manke, gode kinder og de mørkeste mørke øjne. Min egen lille Varan. Og adrenalin, lykke og uendelig kærlighed overtrumfer som bekendt selv den værste træthed, så 3 timer efter fødslen, gjorde vi os klar til at tage hjem med det lille nye familiemedlem i favnen.


Opstigning af trapper til fjerde sal kan ikke anbefales efter at have fået kløvet kroppen på langs, men det gik (tak, adrenalin og hormoner), og så sad vi dér. I vores lejlighed, der sjovt nok lignede sig selv fra vi tog af sted omkring 9 timer tidligere. Bare med den lille detalje, at der nu var en mere, end der plejer.

Vi havde formiddagen og eftermiddagen for os selv, HDD, Varanen og jeg, og tiden blev brugt på at nusse, ae og beundre det lille nye væsen, stene, nyde og forsøge at sove. Forgæves, naturligvis. Sidst på eftermiddagen kom Øglen hjem, og så begyndte livet som familie på fire for alvor.

Der har været op- og nedture i det forgangne år. Søvn-, samvittigheds- og tids-kriser. Følelsen af hænder og kræfter, der ikke slår til. Afmægtighed over for søvnløse reptiler, der på ingen måde har borget for hus- eller sjælefred. Og tanker omkring, hvorvidt jeg - vi - nu også gør det godt nok. Men! Midt i alt virakken, har der altid været en grundlæggende følelse af, hvor rigtigt det hele føles. På trods af det slid og slæb som unægteligt følger med at være en familie med to små børn. Og så har der været kærlighed. En masse. En tilsyneladende uudtømmelig strøm, som bare vokser og vokser, og jeg undrer mig jævnligt over, hvor meget kærlighed det mon er fysisk muligt at rumme.

Vi er i sagens natur alle vokset i løbet af det sidste år. I højden og i drøjden. Men også i overført betydning. For man vokser af at få et barn. Og vokser yderligere af at få et til. At få det hele til at klappe - eller i hvert fald at gøre forsøget på det. At se ens familie blive knyttet tættere og tættere sammen. På trods af kronisk træthed og mangel af tid til noget som helst, der ikke har med børn at gøre. Og at se ens børn holde af hinanden på en måde, som man kun havde turdet drømme om. (Og så ignorerer vi lige de dage, hvor Øglens vokabularium tilsyneladende kun indeholder sætningerne "Neeeeeeej, Varan! Du må ikke være med!")


I sit første år er Varanen gået fra hjælpeløs stor lille baby til viljefast dreng, der mener, at han kan og vil selv. Gerne alting. Og går tingene ikke lige, som han havde tænkt sig dem, så har han udviklet et helt særligt hidsighedsskrig, der går gennem marv og ben. 'Mågeskriget' er det blevet døbt herhjemme. Men bortset fra stædigheden sin viljefaste væremåde, så er han et mildt gemyt. Der skal ingenting til at gøre ham glad - et trut på maven, en kildetur, en bold, der triller eller en sang i radioen.

Yndlingsbeskæftigelserne pt. er titte-bøh (all time favourite - har styret i flere måneder efterhånden), boldspil og at klappe. Og så selvfølgelig at rejse sig op ad alting. Uanset, hvor hasarderet det så end måtte være. Han er frygtløs, og han befinder sig glimrende i sit eget selskab - hvis det vel og mærke er ham, der har besluttet sig for at kravle for sig selv og lege. Jeg skal ikke prøve at være den, der forlader selskabet - så bliver der klynket. For det kan godt være, at man er en selvstændig lille herre, men man er altså også en kende morsyg.

Afleveringerne i vuggestuen er derfor blevet outsourcet til HDD, der dag efter dag kan berette "der var ingenting overhovedet. Han grinede ovenikøbet til mig, da jeg vinkede farvel". Det var ikke helt samme scenarie, der udspillede sig, når jeg var den afleverende ånd, så nu afleverer jeg Øglen i stedet. Og henter Varanen. Meget bedre...

Ord er der endnu ingen af, men det betyder ikke, at han ikke snakker, ham Varanen. Der er bare ingen - ud over Øglen - der forstår, hvad han siger. Selv om jeg efterhånden har grejet, at "mam-mam-mam" betyder mad eller sut, at "DAH!" betyder hej, hov, se eller andre udbrud, og "bufff" betyder alt mellem himmel og jord. Ingen dyrelyde endnu eller tegn på et lillebitte "Mor!", men Øglens navn har han dog styr på.


Fødselaren har stadig sin 1 års-undersøgelse til gode, og derfor kan jeg ikke tegne en graf over udviklingen af hhv. længde og vægt (det kunne jeg sq nok heller ikke alligevel). Men han bruger str. 80 i tøj (og sniger der sig indimellem en body på i str. 86, er der ingen skade sket. Str. 80 synger måske i virkeligheden på sidste vers?), så jeg gætter på, han ligger på omkring de 81-82 cm i længden.

Vægten tør jeg næsten ikke gætte på. Øglen vejer 1,6 kg mere, end der må være i en flyttekasse, der skal bæres af flyttefolk fra fjerde sal, nemlig 16,6 kg. Og til sammenligning synes jeg jo ikke, at Varanen er markant lettere. Qua sin størrelse rent højdemæssigt, anslår jeg ham dog til at veje lidt mindre, men jeg ville blive overrasket, hvis han vejer under 13 kg, når han skal til lægen om en måneds tid. Såeh... 13,7 kg gætter jeg på. Hvilket måske også kan forklare, at det er en absolut umulighed for mig at have ham på én arm længere, mm. han sidder på min hofte. Det der vuggestilling på én arm - forget it! Ikke kun fordi, han tilsyneladende hellere vil springe ud i fri luft end at ligge sådan, men fordi han simpelthen er for tung.
 
Det er måske derfor ikke overraskende, at mad er et stort hit hos Varanen. Den mad vi andre spiser, vel og mærke. Og så lige Havrefras uden mælk. Det er flere måneder siden, jeg godt kunne pakke sammen med min grødkogning om morgenen, for han gider ikke spise det. Havregryn, derimod. Ligesom Øglen og undertegnede - dét er der noget ved. Nemmere, helt klart, og den bekymring, jeg et kort øjeblik havde om, hvorvidt han så fik erstatning nok, den er helt klart blevet gjort til skamme. Eftersom Varanen typisk tyller 2 flasker ved sovetid. Såeh - jeg tror, han er dækket ind... 

Apropos mad, så var det de her grimrianner, Varanen havde med i vuggestuen som fødselsdagsfejringsfoder i går. Idéen var, at de skulle være en del pænere (og mindre onde), end tilfældet er. Men jeg trøster mig ved, at aftagerne kun er omkring 1 år gamle og derfor ikke har sprog nok til at håne udseendet. Og så tænker jeg, at tilstedeværelsen af både glasur, rosiner og lidt sukkerdrys er nok til at formilde selv de værste kritikere...

Men nå. Jeg kunne fortsætte i timevis om, hvor fantastisk Varanen er. Men jeg tror, I er med på det efterhånden. I stedet vil jeg gå ind og kigge på ham og nyde og frygte lidt, hvor meget gåpåmod han - også - har, når han er på udebane. Vi fejrer nemlig fødselsdag hos Mårmor og Mårfar (der er noget med en Tændstikæske, der ikke har plads til at huse gæster), og der er både en hund, nye legesager og en hel del trapper af sten, gisp!, der skal forceres.

En kende groggy efter en hård nat...

Tillykke med fødselsdagen, min elskede Varan. Tak for dit første år, og tak for dig!

---
Note: Dagen i dag er ikke bare Varanens 1 års fødselsdag. Det er også 2 års-dagen for slutningen på min fejlslagne graviditet i efteråret 2010. Efter flere frugtesløse scanninger, pletblødninger og andet spændende i september 2010, kulminerede det i et endegyldigt punktum i form af styrtblødning, dejsen om i en garnbutik af alle steder og en tur på hospitalet 22. september 2010. Det er faktisk først for nyligt, at jeg er kommet til at tænke på, at der præcis er et år mellem de to begivenheder, men jeg synes faktisk, at det er en ret fin ting. Det kan godt være, at jeg mistede noget 22/9-2010, men til gengæld fik jeg fuld kompensation og mere til et år senere. Og han var bestemt værd at vente på, ham Varanen! :-)

onsdag den 22. august 2012

Yessss!

Så er der styr på vores midlertidige boligsituation. Ikke et øjeblik for tidligt, hvis man spørger mig, nu når vi gerne vil overtage 1/9. Det er der så cirka også en trilliard andre der vil - studerende, fx - og det er sjovt, som man ikke bliver lagt øverst i ansøgerbunken til en møbleret (jävlagrim, I may add) lillebitte lejlighed (som til gengæld er dyr), når man skriver, at man er en familie med to små børn. Nogen har formentlig en idé om, at børns slid på lejlighed svarer til sådan ca. et år pr. uge, de opholder sig der, og det kan de jo på sin vis have ret i. Men alligevel, altså.

Nå. Men nu kan alle de der børnehadende udlejere bare rende og hoppe, for nu har vi fundet noget andet. Som godt nok kun er halv størrelse af, hvad vi kommer fra, men som til gengæld er billigt. Og - det bedste af det hele! - ligger i stueetagen af den opgang, vi bor i i dag. Fik I dén? Stueetagen. I vores opgang! Mindre plads, javist, men ikke flere trapper til fjerde, der skal forceres med en trilliard kilo på armen fordelt på Varan, Øglens børnehavetaske, pusletaske, samlingen af sten og fjer hamstret på vejen hjem fra børneren, osv. Samme vej til børnehave for Øglen og samme gård. Ajmen altså. Kunne det være bedre?!?

Heldige os, at stuelejligheden står tom og er til salg (og at der ikke rigtig er salg i den). Og heldige os, at bestyrelsen godt vil leje den ud til os på dispensation.

Det bliver en god dag, det her. Det kan jeg mærke. Nu skal jeg bare lige finde en (fysisk) butik, der har to eksemplarer af Varanens højtelskede Sovekanin, som forsvandt sporløst fra vuggeren i går. Og som tilsyneladende er udsolgt over det hele. I dag kan alt imidlertid lade sig gøre, tror jeg, så jeg leder videre...

Det er sådan en fyr her, der er forsvundet. I medium. Ikke i small og ikke i large. Og slet ikke i gigant, men tak for forslaget, legetøjssælgertyper. Og jo, størrelsen betyder noget!

tirsdag den 29. maj 2012

Har jeg i øvrigt nævnt

- at Varanen er holdt op med at spise om natten? Næh, det har jeg garanteret ikke skrevet en lyd om. Det er nemlig 100 gange nemmere (og sjovere) at skrive brokkeindlæg, end det er at rektificere tidligere brokkeindlæg. Som jeg ikke lige kan finde, og som jeg er for doven til at lede længe efter. Det stoppede han med for vel omkring 2 uger siden (skidetypisk, at det er nærmest lige oveni, at HDD går på barsel), og siden da har han sovet, fra han blev puttet, til 5.30-06. Hva'ba'?! Det er altså store sager her på matriklen, at natten bliver brugt til at sove i, frem for at karte rundt og varme flasker, vugge og tysse.

I morges vågnede han kl. 05.30 og var tydeligvis ikke færdig med at sove, så jeg tænkte, at jeg da lige kunne prøve at give ham en flaske og se, om den kunne hjælpe noget. Det kunne den, så han nappede lige halvanden time mere. Og Øglen snorkboblede også. Godt nok i vores seng, men søvn er vel søvn. Eller noget. Så det betyder simpelthen, at Varanen sover fra omkring kl. 20 (for det tager desværre en time-halvanden at lægge ham. Men man kan jo ikke få det hele) til den lyse morgen. Og lidt længere med en flaske, viste det sig jo så i morges. Er der noget at sige til, at jeg har svært ved at få armene ned?

Snork. Nogen er faldet spontant i søvn og sov faktisk så meget, at nogen andre lige kunne lægge ham fra sig på spisebordet for en kort bemærkning

Og er det så ikke også pudsigt, som de sidste 8 måneder (arj ok - ret skal være ret; det var først omkring de 3 måneder, at Varanens søvn for alvor blev hat og brillet. Inden da var det 'bare' Øglen, der var en dør til det der med at sove) uden meget søvn lige pludselig forsvinder fra hjernen. Som i stedet for at holde krampagtigt fast i minderne om kvalmefremkaldende træthed bliver sådan lidt "var det nu egentlig også så slemt"-agtig. Det er da sygt. Heldigvis har jeg denne her blog til at minde mig om, at JA, det VAR slemt ikke at få sovet. Ikke, at man skal hænge sig i fortiden, men man skal også bare liiiige huske, at to ugers sammenhængende nattesøvn ikke udligner 8 5 måneders manglende ditto.

Men udligning eller ej, så er der ingen (ud over Nemesis, selvfølgelig), der kan tage fra mig, at begge reptilerne nu sover om natten. Fra de bliver lagt, til de vågner. Lige bortset fra, når Øglen kommer dappende midt om natten og vil putte, men det er trods alt noget hyggeligere at blive små-vækket på dén måde end ved at blive revet ud af sin søvn af et sultvræl, der i virkeligheden ville klæde en måge i havsnød bedre lige så godt.

Så nu siger vi, at det er sådan, det bliver fra nu af. Eventuelt også med endnu hurtigere putning. Eller er det at stramme den, synes I? (Fordelen ved, at putningen tager lang tid, er selvfølgelig, at der er mindre tid at spise slik i. Så i længden bliver jeg muligvis tynd af det. Men alligevel...)

mandag den 16. april 2012

Hej søvn!

Tak for alle jeres kommentarer og delte erfaringer ang. deleværelse. Reptilerne har nu sovet på samme værelse 1,5 uge, og ud over besøget fra Nemesis for nylig, går det faktisk over al forventning (tør man mon skrive det?!). I nat sov han fx fra 19-22.45 og igen fra 23-05.51 (bare for at være præcis!) Det er sqda meget godt! Og eftersom jeg er begyndt at praktisere den for mig hidtil ukendte disciplin Gå Relativt Tidligt I Seng, nåede jeg også at sove lidt, inden aftenflasken skulle på banen.

Ogehm... nu strammer jeg den måske nok i forhold til Nemesis, men i nat er altså ikke første nat på Deleværelset, at Varanen har sovet rimelig længe. Så jeg er overbevist om, at det der med søvnen - det kører nu*! (Selvfølgelig - der er noget dejligt ironisk i, at det begynder at gå bedre med både natte- og dagssøvn umiddelbart inden, min barsel slutter, og HDD tager over. Pffft!). Nu mangler vi bare at lære los Varanos, at det Ikke. Er. Morgen kl. 05-nogetsomhelst...

Et rimelig mørkt og temmelig dårligt billede af deleværelset. Men det er lige så godt som det bliver i øjeblikket, mkay?! Beklager, at det ser ud som om, der er en legetøjsbutik, der har kastet op på værelset - orkede bare ikke lige at rydde op. Og et værelse i opryddet tilstand ville alligevel ikke skildre sandheden, såeh...

Det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at Varanen bare har knaldet mere end almindeligt meget brikker efter temmelig begivenhedsrig weekend (i hvert fald i Varan-målestok) med besøg i Haven og frokost på Vestamager Naturcenter (ellllsker dét sted. Af sted med jer, hvis I ikke har været der!) lørdag, og besøg hos Farmor det meste af eftermiddagen i går. Hvor den ikke fik for lidt med dikkedik, ride ranke, og frugtsalat i lange baner.

Eller det kan være rent held, så den kommende nat bliver helt latterlig, men det kan jo også være, at det der med at sove i sit næsten eget rum, var lige det, der skulle til, for at få Varanen til at sove. Det kunne man jo håbe på..

Øglen i haven. Der stadig er temmelig bar. Men igen: det skal nok komme!

Et ægte naturbarn. I tylskørt og gummistøvler - hun ved, hvordan man klæder sig til lejligheden

*For ja - dagssøvnen er også blevet bedre. Stadig ikke fantastisk, men der er begyndt at komme lidt mere rytme på. Og efter der er blevet introduceret nogle flasker om dagen i stedet for de slatne bryster, er der nogen, der går ud som et lys. Endda i sin egen seng i ny og næ...!

fredag den 13. april 2012

Hej bøger!

Man er en rimelig heldig Øgle (og Varan, men han er vist ligeglad nogle måneder eller 10 endnu), når ens faster kommer dumpende og medbringer en kæmpepose med bøger til evig arv og eje. Fordi hun har ryddet op derhjemme og luget ud i alle de bøger, hendes egne unger er vokset fra.

Øglen forstår slet ikke det der med, at man kan blive for stor til bøger (gør jeg så egentlig heller ikke, men jeg er også sådan en, der virkelig elsker bøger og har skældt HDD ud mere end en enkelt gang, fordi han i tidernes morgen - før mig, men alligevel - har båret kassevis af bøger til storskrald), og hun har sagt pænt mange gange her til aften, at hun er "rigtig rigtig glad for, at hun må låne bøgerne. Bare et par dage, mor... ?" Hun har andægtigt båret rundt på alle pixibøgerne, og "Rasmus Klump besøger bedstefar" blev udnævnt til godnathistorie. Det er stort, for "Den lille tykke Barbapapa" er ellers ikke sådan at vælte af pinden som yndlings-godnatbog.

Beklager fesent lys. Men man kan godt fornemme, at der er tale om mere end en enkelt bog, ikke?

Nu skal der bare lige ryddes et par hyldemeter til alle de dejlige bøger (der i øvrigt spænder lige fra klassikerne Rasmus, Alfons Åberg og Rudyard Kipling til Disney, Børnenes Trafikklub og - for mig, i hvert fald - aldeles ukendte "Taxa-Hunden Jesper"). Og så er det ellers bare at læse løs. Godt, det er weekend...

...

Nåh ja. Og apropos bøger, så er reptilerne ikke de eneste heldige kartofler her i biksen. For jeg har nemlig også fået en bog. Eller i hvert fald lovning på en, nemlig Christie Watsons "Små solfugle i det fjerne" (huh?). Det er Pretty Ink, der er de glade givere, for de har haft et eller andet kørende med deres læsere, hvor de skulle anbefale deres yndlingsblogger. Og jeg er så blandt de 10 mest yndligs, åbenbart. 'Kæft, nogle søde læsere, Pretty Ink har. Og JEG har! Men det vidste jeg jo godt. I virkeligheden er det jer, der er yndlings! Så jeg takker og bukker - ligeledes andægtigt - og glæder mig til at få læst lidt igen. Det er ved at være længe siden sidst...

torsdag den 5. april 2012

Oooooooog - vinderen er...

Ja, i dag er jo dagen, hvor vinderen i Øglemors første giv-vækker skal findes. Ville jo - i bedste give away-stil - have stablet det helt store udtrækningscirkus på benene med statister, fyrværkeri og live-musik (og så naturligvis videograferet det hele), men den skrigeseance Varanen holdt i går aftes, lukkede luften en anelse ud af dén plan. Så det blev altså bare random.org, der måtte agere lykkens pamfilius.





Kommentator nr. 4 løber af med sejren, og så vidt jeg kan tælle, betyder det, at det er GravidGrahvad, der bliver den heldige ejer af en Penclic Mouse. Tillykke til dig - og til din mand, der nu ikke længere behøver have dårlig samvittighed (hvis han altså bruger sådan noget?) over at have stjålet sin retmæssige pennemus tilbage fra dig. Send mig en mail med dit navn og postadresse, så skipper jeg det videre til de søde Penclic-folk!

- Postet fra mini-Padden

torsdag den 22. marts 2012

Varanen 6 måneder

For 6 måneder siden kom den underskønne Varan til verden. Et helt halvt år er der gået, og hold nu käften, hvor er det bare fløjet af sted. For et halvt år og en dag siden var jeg stadig lidt smånervøs ved, hvordan det nu skulle gå at blive en familie på fire i stedet for tre. Det ved jeg nu, og der havde ikke været nogen grund til at være nervøs, for det er f*cking fedt. Hårdt, men det hele værd! Tillykke, verdens sødeste Varan!

Varanen, kun få timer gammel. Lidt trykket efter alenlang fødsel, men smuk smuk smuk, hvis man spørger mig...

Varanen, 1 måned
 
Varanen, 2 måneder. Og allerede i skrap ligge på maven-træningslejr
 
Varanen, 3 måneder. Og på vej på tur sammen med alle sine bamser i liften
 
Varanen, 4 måneder og et par timer. Og SÅ klar til skemad
 
Varanen, 5 måneder. Sammen med Elton Varan

Varanen, 6 måneder. I gang med at ondulere et stykke knækbrød. Og en god portion hirsegrød med ærtemos. Yum (!)

lørdag den 25. februar 2012

Den Falske Fødselar

Vi har fejret Øglen i dag - godt nok en dag for sent, men når man er 3, så er man rimelig ligeglad (eller en usædvanligt god skuespiller, der holder gode miner til slet spil). I går ved sengetid fik vi virkelig hypet, at "når du står op i morgen, Øgle - så er du TRE ÅR GAMMEL!", så det var en glad og forventningsfuld lille pige, der lagde hovedet på puden og lagde sig til at sove.

Til morgen begyndte Operation Falsk Forskubbet Fødselsdag så. Med balloner på køkkendøren, fødselsdagstoget kørt i stilling på bordet, flag og pakker. Og Øglen var glad. Syntes, ballonerne var the shizzle. At det var hyggeligt, at hospitalsbamserne sad på hendes skammel og krammede, da hun stod op. At stearinlysene var fine. Og så var hun naturligvis helt med på gaverne. Oh, the presents! Såeh - jeg tror, at hun købte den. Den der med, at det er i dag, hun har fødselsdag.

Fødselsdagsbord (før lysene i toget blev tændt. Nåede det lige, inden Øglen stod op)

Vi har været lidt idéfattige mht. hvad vi skulle give hende i fødselsdagsgave. Umiddelbart synes vi nemlig ikke, at hun mangler noget (og jeg har fået forbud af HDD mod at købe de psykodyre klodser, jeg har udset mig), og når vi spurgte til hendes ønsker, har hun i lang tid sagt "Thomas Tog. En blå fuglebamse (huh?). En morgenkåbe. Og så ikke mere!" Thomas Tog it was. Og da vi i sidste måned købte en ladning brugt TT på dba (som vi egentlig ville have givet hende i forbindelse med Varanens dåb, men aldrig fik det gjort), fik hun dét i fødselsdagsgave. Ét stk. station, en bro, der kan hejses op og ned og så nogle af togene med de uhyggelige ansigter. Succes! (Også selv om jeg ikke lige havde en fin æske at pakke de der tog ind i og i desperation havde kylet dem ned i en tom Neutral Opvasketabs-æske. Som så godt nok var pakket pænt ind, men allywl).

Øglen i gang med gaverne. Varanen ser nysgerrigt (sultent?) til fra sin plads i baggrunden 

Vi havde en knaldhyggelig formiddag med leg med togbane og racerbiler og en ny leg som med det samme er blevet en favorit hos mig gik ud på, at Øglen og jeg lå sammen i sofaen, Masterchef kørte i baggrunden (det er vi så begyndt at optage, fordi Øglen så fem minutter af det forleden og siden nærmest ikke har talt om andet end "det der, hvor de laver pizzaer. Det var sjovt!"), og Øglen gentagende gange sagde "Læg dig ned og luk øjnene, mor. Bare slap heeelt af". Og senere tog vi så på Børnenes Museum. Hvis I ikke har været der, så er det bare om at tage af sted. Med det samme. Det er fantastisk, og Øglen var som en øko-ko, når de bliver lukket på græs.

Varanen i museumsklapper

Børnenes Museum. (Og ja. Nogen har fået iPhone. Og Nogen er ikke blevet helt god til at styre sig mht. at bruge Hipstamatic. Men Nogen er vild med, at man kan tage mega-shitty billeder, og så får app'en dem bare til at se så'n lidt retrocool ud)

Despoten taler til sine undersåtter på Nationalmuseet

Efter nogle timers leg tog vi hjem og bagte boller til familie-rykind i morgen, lagde nyt puslespil købt i et svagt øjeblik i museumsbutikken og spiste pandekager til aftensmad. Sådan en ville Varanen i øvrigt m.e.g.e.t gerne have nallerne i. Han gad i hvert fald overhovedet ikke sin kartoffel-/gulerodsmos med svesker (kan jeg egentlig godt forstå), da han fik øje på pandekagerne. Og efter et bad for at skrubbe mel, syltetøj og andre spændende ting af Øglen var det sengetid. Dejlig dejlig dag med god tid, masser af nærvær og en virkelig glad Øgle. Som nu er tre år og 1 dag gammel. Og som kan høre noget igen.

Bagermester Øgle med fingrene i melkrukken

Mmmm - mel (!)

Tak for hjælpen. Eller noget... 

  
Pandekager til aftensmad - Øglen spiste 6 (!)

I øvrigt gik dræn-lægningen supergodt i går. Øglen var i højt humør hele vejen - lige bortset fra det afgørende tidspunkt, hvor hun skulle lægge sig ned og have bedøvelsesmasken på. Så jeg blev nødt til at holde hende fast sammen med en sygeplejerske, og det var faktisk ikke spor sjovt. Eneste formildende omstændighed var, at den der narkosegas virker temmelig hurtigt... Efter operationen (som det vel reelt er?) var Øglen noget groggy, men efter at have sundet sig på bilturen hjem sammen med de to hospitalsbamser, hun scorede, og et par Rasmus Klump"kiks" til blodsukkeret, var hun totalt i hopla. Så meget, at hun insisterede på at gå med HDD ned for at hente den lyserøde is, vi havde lovet hende, og senere med mig ned for at handle.

Theo og Thea - hospitalsbamserne fra ørelægen

Vores lille Hercule Poirot - nu med hørelse. Og en smule energi til at gøgle lidt

Og nu ved jeg selvfølgelig godt, at det er early days, og at både i går og i dag i øvrigt har været fyldt med ekstra omsorg og opmærksomhed og - ikke at forglemme - is og kage, men Øglens humør er virkelig ændret radikalt siden de der dræn kom i. Til det positive, altså. Hvor hun før var opfarende og virkelig irritabel, er hun nu meget mere lattermild og "nånå"-agtig, hvis tingene ikke lige går efter hendes hoved. Hun gøgler rundt og synger i vilden sky; også 'nye' sange, som jeg ikke har hørt hende synge før. Det er fantastisk, og jeg håber virkelig, at det varer ved. Tænk, hvis det 'bare' har været ørerne, der gjorde hende så sur og frustreret, som hun har været den seneste tid...

onsdag den 22. februar 2012

Varanen, 5 måneder

Varanen fylder 5 måneder i dag. Det skal naturligvis fejres, så i går fik han en lille gave i form af en vaccination og en tur på vægten. Og i dag har han så fået grødmad til morgenmad i stedet for amning. Så nu er vi oppe på tre ske-måltider om dagen, men drengen jo også kun er skind og ben (not!), så han skal have lidt at stå imod med...

Dalmatiner-Varanen - en meget sjælden race. Er kendetegnet ved sine runde kinder, polyesterører og en vis uvilje mod at sove i dagslys...

Varanen mener dog også, at han skal uddele gaver i forbindelse med sin mærkedag, så i går sov han 100 år. Og efter sin flaske kl. 23 (som jeg kom til at give ham, mens han sov, fordi jeg var så sindssygt træt, at tanken om at skulle op og lave flaske midt i nat var aldeles uudholdelig) sov han da lige til kl. 06.15. Uden at skulle ammes! Hva' ba'?! Husker svagt, at han øffede ved 04-tiden, men det blev klaret med en sut og en putten dynen omkring ham.

Smuksak! 

Ogæh... Nu sover han så oppe på taget. I sin barnevogn, iggå. Og jeg drikker kaffe, fikser mere eller mindre vigtige ting på Indernættet, ordner vasketøjet og hører radio. 5 måneder er en god alder! Og som jeg har skrevet før (er desværre for doven til at linke), så er jeg simpelthen så glad for, at Varanen har valgt os som sin familie. Min store, smukke, glade dreng!

mandag den 13. februar 2012

Mandag

Klokken er snart 10.30, og jeg har allerede nået følgende:
  • Været i bad
  • Fået tøj på 
  • Taget tørt vasketøj ned fra stativet
  • Lagt det meste af tørt vasketøj på plads
  • Sat en kogevask over (slap AF, Varanen bruger mange stofbleer!
  • Spist morgenmad sammen med Øglen
  • Spist morgenmad alene (væk med havregryn og ind med pålægschokoladen!)
  • Ryddet en lillebitte smule op i køkkenet
  • Talt i telefon med bekymret HDD, der havde haft afleveringen fra helvede ovre i børneren 
  • Googlet "vil ikke i børnehave", "har ondt i maven" og "de andre børn driller + børnehavestart"
  • Læst udmærkede artikler om googlede emner
  • Ringet til børnehaven og talt med yndlingspædagog om Øglens ytringer
  • Fået ro i sjælen (så meget man nu kan få, når ens lille pige siger sådan noget)
  • Ringet til HDD for at referere yndlingspædagogs syn på sagen
  • Læst blogs
  • Tullet lidt rundt i lejligheden og kigget ud på det smukke vejr
"Jamen, VARANEN?!", tænker I nu! (Jo, I gør!) Og bare rolig. Han er her stadig. Han er bare blevet ammet totalt ned, puttet i Voksien og listet op på tagterrassen i vores noget trashy (og nu også pivflade) altanbarnevogn. Hvor han har snorket lystigt en times tid nu.

Fik I den? Varanen sover! I en barnevogn. Som holder stille. Oppe på taget. Det er kun 2 etager væk, så hviiis nu han skulle tabe sutten, jamen så smutter jeg da bare lige derop og giver ham den. Easypeasy (ish).

Udsigten fra Varanens nye formiddags-soveplads. Lige til at holde til på solbeskinnet dag som i dag.

Man kunne med rette spørge sig selv, hvorfor i hede hule h*"&"(!"#€ vi ikke har introduceret altanbarnevognen og tagterrassen noget før, men det har jeg ikke noget helt fantastisk svar på. Andet end noget med noget frygtelig blæsevejr før jul og noget moderlig pyllerhed, der lige skulle overvindes, før jeg ville sætte min søn op på en tagterrasse, hvor jeg ikke kan se ham, men bliver nødt til at stole 120% på babyalarmerne.

Under alle omstændigheder ser det ud til at fungere ok - havde debut i går - i hvert fald så længe vejret er fint. Og hvis det betyder lidt frigivet tid til mig til at få blogget lavet noget i lejligheden, så skal jeg ikke være den, der brokker mig.

Så min daglige gåtur bliver rykket til tidlig eftermiddag i stedet for formiddag i det forfængelige håb om, at Varanen så gad at sove en lille lur der. Bare så han kan hænge en anelse sammen til afhentnings-/ulvetime-heatet. Så jeg må godt stadig spise pålægschokolade. Og alt muligt andet chokolade. Også selv om Øglen forleden kom drønende og grabsede min fødepølle med begge hænder og lo ondskabsfuldt hjerteligt.

Reptilerne. I utrolig dårlig billedkvalitet. Men det bliver forhåbentlig et af de sidste billeder I får fra min HTC-telefon, hvor kameraet i dén grad lader noget tilbage at ønske. Har nemlig fået ny fon. Der skal bare lige ordnes noget på den, og SÅ skal der tages mobilbilleder, skal der... 

Mht. nætterne, så vil jeg spare jer for et par afsnit i føljetonen. Kan bare kort sige, at det har været riiiiigtig sløjt (noget med en Varan, der i 3 kvarter forsøgte at overbevise mig - og resten af gaden - om, at han ville være alletiders substitut, hvis de der luftalarmer skulle gå i stykker), er nu noget bedre, men at der til gengæld er kommet noget med noget "hvis du lægger mig ned, så vågner jeg og går bersærk" ind over. (Og det der med at lade ham falde i søvn selv, uden at blive lullet - been there, done that. Det skal han nok lære engang, men det bliver ikke lige nu. Vi synes nemlig, det kunne være hyggeligt, at Øglen kan sove, og at vi ikke får en høreskade). Alligevel har jeg haft et underligt overskud af energi de sidste par dage. Måske fordi det har været weekend, og der har været tid til at danse fjollet med Øglen, drikke kaffe med veninden, holden i hånd med HDD og stenen foran tv'et. Weekender ftw...!

fredag den 27. januar 2012

Så kan man lidt igen

Efter alt for mange dage med hjemmegående Øgle (hun er frisk igen og har været i børner både i går og i dag, thank G**!), snot i hele hovedet (vi siger tak til Øglen!) og en Varan, der nu ikke længere kun sover dårligt om natten, så kan man godt blive lidt træt. På den der stirre-ind-i-væg-skråstreg-hoppe-ud-af-vinduet måde. Særligt efter i går, hvor Varanen var sur uanset, hvad jeg gjorde. Og som kun sov 3 kvarters formiddagslur. Til gengæld sov han 2,5 timers eftermiddagslur. Så længe vognen bevægede sig, altså.

End ikke et pitstop i urte-erna butik for at købe økodøko hirseflagepulvergrød kunne bevilliges. Så gæt hvem, der vadede rundt nonstop i 2,5 timer i går? Og som efterfølgende måtte tage den helt store ja-hat (og det sammenbidte smil) på, da Øglen lavede en seriøs scene ved afhentningen i børnehaven (selvfølgelig umiddelbart efter, Varanen var vågnet i vognen med et vræl - den holdt jo stille!), der gik ud på at sidde på den kolde jord og skrige sine lunger ud. Fordi jeg ikke gad bære Varanen i Voksien hele vejen hjem og overlade klapvognen til hende. Grrrr.

Nå. Og som prikken over i'et besluttede Varanen sig så for, at det var morgen kl. 5 i morges. (Efter at have været vågen omkring 1800 gange inden da). Snikkesnakkepludregrine. Sødt - hvis det altså ikke stadig havde været nat udenfor. Kl. 6 kapitulerede jeg og gik ind i stuen med ham for at agere legetante, og på det tidspunkt var jeg faktisk så træt af pis, at jeg slet ikke kunne overskue dagen, der lå forude.

Men er det ikke utroligt, at bedst som man synes, det ser allermest håbløst ud, så vender bøtten? For efter 3 kvarters leg og madpakkesmøring - kan jo ligeså godt udnytte tiden fornuftigt (!) - blev Varanen så træt (hvilket vi var nogen, der havde været hele tiden), at han faldt i søvn mig. Og så nappede vi da lige en 3 kvarters lur i sofaen sammen. Awwww.

Burka-baby i vognen efter sin lange formiddagslur

Og derefter er det faktisk kun gået én vej. Varanen sov lang formiddagslur (og jeg nåede at drikke en kop kaffe - med sødmælk! - på en café), han klarede massevis af boghvedegrød (uden gluten, dame!) og et bad i højt humør, og han faldt ovenikøbet i søvn indenfor og sov i TRE KVARTER i eftermiddag. (Jaja, det krævede en hel del målrettet vuggen, sscchh'en og nussen, men han sov. Indenfor).

Farmor hentede Øglen, der opførte sig som lille dydsmønster, og HDD ringede for at sige, at han syntes, at vi skulle bruge nogle af hans bonuspenge på at tage på en lille forlænget ski-weekend i marts, fordi "det tror jeg, vi trænger til". Jeg havde har flødekarameller ude i køkkenet, HDD hentede takeaway, og begge unger var nemme at lægge (jinx!). Efter Varanen havde taget imod Dagens Nye Smag: kartoffelmos og æblegrød med en begejstring, som havde det været selveste René Redzepi, der havde svunget gryderne, naturligvis. Derudover tæver jeg Mårfar i Wordfeud, og eftersom han er manden, der har lært mig mine moves, så er det da bestemt en fjer i hatten...

Nåja, og så kom der et bud med en oplevelseskasse fra Den Gamle Fabrik. Som deres PR-bureau for nogen tid siden skrev og spurgte, om jeg var interesseret i. Den kom ikke bare af sig selv... Med mint-te, fleecetæppe, kiks, lommelygte og marmelade en masse. Og en bog om Bærfolket. Er spændt på, om Øglen er gammel nok til den - om ikke andet, så er hun i hvert fald gammel nok til Digestive med marmelade. Og legen hule under tæppet med en lommelygte.

Oplevelseskassen i et uendeligt dårligt lys. Den er meget hyggeligere, end den ser ud her

Hurra, altså. Så kan snot bare være snot. Og søvnmangel være søvnmangel (selv om lidt mere søvn nu ikke ligefrem ville gøre noget). For når man har kiks og marmelade, varm Ribena i glasset, sovende unger i deres respektive senge og den, man elsker ved siden af i sofaen (eller - ok, han er ude og lave kaffe, men I ved, hvad jeg mener), så er det hele jo slet ikke så skidt endda...

søndag den 11. december 2011

Det skal fejres, #2

Mine jeans er tilbage. Ret præcist 9 måneder efter, jeg pakkede dem væk, fordi jeg var blevet for tyk til at krybe i dem. Jeg er stadig tyk med mere muffintop end nogle af kagerne hos Agnes kan præstere, men jeg kan passe et par af mine jeans. Og trække vejret, mens jeg har dem på. (Og så takker jeg bare de højere magter for, at der er blevet opfundet ammetoppe, der er lange nok til at skjule fødepøllen).

Så nu kan jeg så småt begynde at pakke lidt mere af mit før-graviditetstøj ud. Bliver altså meget rart at have lidt mere end to par bukser, jeg kan være i. Ikke mindst, når man jo lissom er på dagpenge og ikke har råd til at købe en hel masse nyt tøj...

Og hvis I nu vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud i køkkenet og spise resterne fra dagens julearrangement. Som gik fortrinligt, mærkeligt nok. Alligevel tror jeg, det er meget godt, at Varanen og jeg bare skal have en stille dag herhjemme i morgen - han har vist fået action nok i denne weekend for de næste mange dage...

tirsdag den 22. november 2011

Varanen, 2 måneder

Vroummmmm. Så forsvandt der lige to måneder. Med gråd, bleskift, dikkedikken, amning, frustrationer, amning, uendelig kærlighed, et overskud jeg ikke aner hvor kommer fra, amning, søvnløshed, jesus-sange, amning, gråd - og ikke mindst glæde over vores lille, nyeste familiemedlem.

Det er to måneder og nogle timer siden, jeg fødte Varanen efter alt alt for mange timer med veer og truslen om ve-drop hængende over hovedet. (Ikke tale om, at jeg skulle have noget som helst, der kunne forstærke mine veer, så UD med sig, Varan!) Og det forbavser mig, at jeg helt uden at lyve kan sige, at jeg har glemt, hvor ondt det gjorde at føde ham. Hvor r*v-frustrerende det var at have veer i et døgn, før der rigtigt kom gang i sagerne, og hvor lidt sjove de sidste 4 timer af fødslen så var. Selv om alting gik lige efter bogen, og indtil flere af jordemødrene fortalte mig, hvor nemt det var gået. (Skylder vist i øvrigt en fødselsberetning...)

Eller, ok... Ret skal være ret - jeg kan godt huske, at det ikke var sjovt. Jeg ved også, at jeg blev både bange, irriteret og direkte sur undervejs i forløbet. Men jeg har fuldstændig glemt (fortrængt?) selve smerten, og måske derfor er jeg ikke fuldstændig afvisende over for at skulle have et tredje barn en dag. Om lang tid. Fx når jeg har vundet i Lotto (gerne mere end de 37 kr. jeg vandt i onsdags) og ikke behøver bekymre mig om, hvordan de sultne munde skal mættes, når jeg jo selvfølgelig går derhjemme med alle tre børn, dyrker vores egne grøntsager (på tagterrassen, måske?), laver perleplader og kreerer dukkehuse af alle de papkasser, jeg får ved at shoppe på nettet (jeg vandt jo i Lotto i denne her dagdrøm, mkay?!)

Betragter skeptisk bøjlen med havdyr

Nå. Varanen. 2 måneder! Jeg ved godt, at I formentlig er ganske ligeglade, men jeg har alligevel tænkt mig at fortælle, at han har fundet sine hænder. Og synes, at de er noget federe end sutten (hvilket ikke siger så lidt). Det får ham til at lugte ret meget af sur karklud, eftersom savl, mælkerester og knyttede babynæver er god grobund for bakterier, men det er ikke noget, en klud eller fyrre ikke kan klare.

Jeg kan huske fra han blev født, at han har en hals, men jeg har ikke set den længe. Enten skal jeg spørge Sunderen, om det er normalt, at halse forsvinder fra tid til anden, eller også skulle jeg prøve at bladre lidt i hans hager og kinder for at se, om den bare gemmer sig et sted inde bag alle babydellerne.

Han er en stor dreng - lige knap 6,3 kg og 63 cm for en lille uge siden. Det gør, at han er ved at vokse ud af str. 62, hvilket er lidt ærgerligt - dels fordi jeg har temmelig meget tøj i dén størrelse, dels fordi jeg kun har en enkelt dragt eller to i str. 68. Måske man kan være foregangs-Varan for noget med noget trendy baby-nøgenhed? (Eller utroligt dybe udskæringer i bodyerne - så kan jeg fortsætte med str. 62 længe endnu...)

Han smiler, snakker og lytter. Slår smut med chokoladeknap-øjnene (de bliver SÅ brune, de øjne!) og er vild med sin søster. Kigger intenst på hende, når hun er i nærheden og brokker sig næsten ikke, når hun i ren og skær begejstring 'aer' ham i hovedet med sine fødder eller lægger al sin vægt på hans lille mave, når hun forsøger at give ham sin Yndlings Soveklud i Hele Verden.

En af de dage, jeg huskede at lægge ham på maven. Begejstringen ville ingen ende tage. Eller...

Legetæppet for sig selv er ikke et yndet opholdssted. Skråstolen kan til nøds accepteres, men favoritstedet er helt klart i armene på undertegnede - gerne med et bryst i munden (Varanen, ikke mig). Så det passer ham glimrende at spise stort set hele aftenen non-stop. Knaldhyggeligt (og det giver sikkert også plads til en træstamme ekstra på kaloriekontoen), men ret hæmmende i forhold til putning af Øglen - og ikke mindst i forhold til hjemmet, der i den grad trænger til at blive ryddet op, gjort rent og få vasket tøj. Håber, det bare er et appetitspring, og at vi snart kan begynde at indføre en putterutine, der indebærer putning af Varanen i soveværelset i stedet for i liften i stuen. Og hvis der er nogen, der har en god idé til, hvad Varanen kan sove i, når han nu snart bliver for stor til sin lift, men som ikke er en tremmeseng (den er der ikke plads til i soveværelset), så tager jeg imod dem med kyshånd.

Jeg finder det nemmere og væsentligt mere afslappende at blive mor anden gang i forhold til første gang. Også på trods af markant mindre søvn denne gang. Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at bekymre mig, om jeg nu gør dit og dat rigtigt/nok, men jeg tænker, at det er en del af den store mor-pakke?! Som følges ad, hånd i hånd, med den dårlige samvittighed. Dagene flyver, og det er ikke alle dage, jeg husker at lægge ham på maven eller give ham hans d-dråber. Og nogle gange får jeg en fornemmelse af, at han ikke laver meget andet end at spise og at ligge i sin lift på vej ind efter Øglen eller på vej til at tage en lur. Men jeg håber, han klarer den alligevel, for selv om han måske ikke får vitaminer hver dag, så får han en seriøs dosis kærlighed, og det må da også betyde lidt.

Langt indlæg, uden speciel megen sammenhæng. Sådan er det efter (endnu) en nat uden meget søvn. Men under alle omstændigheder, så tillykke til Varanen. Tak fordi du valgte lige netop os som familie. Det føler jeg mig faktisk mere heldig over, end hvis jeg havde vundet alle de der millioner i Lotto i onsdags. Selv om det nu også ville have været rart...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...