Viser indlæg med etiketten hus. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten hus. Vis alle indlæg

onsdag den 9. juli 2014

At have en have

... Advarsel: Indlæg med fire milliarder billeder. Af min have. Så spring endelig videre, hvis sådan noget ikke interesserer jer det mindste. Det ville ikke interessere mig - i hvert fald ikke før jeg fik en have - men nu har jeg en, og så bliver det sært nok fascinerende på et eller andet plan ...

For 2,5 år siden ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde ville gide - endsige nyde - at have en have. For knap 2 år siden fik (eller ... fik og fik. Købte. I dyre domme, nok nærmere) jeg en have. Og et hus. Med en vandskade. Men det er denne sag uvedkommende. Vi flyttede ind i efteråret, hvor haven i dén grad var kedelig, våd og brun, så det var lidt svært at se, hvad der var hvad. Bortset fra de meeeeget store hasler i bunden af haven. Dem kunne man godt se var høje - også selv om de ikke ligefrem struttede af grønne blade.

Æbletræet i fuldt flor i slutningen af april

Den hvide rhododendron primo maj

Så det første halve år gik der lidt demolition man i den. Haslerne røg ned, de allermest malplacerede, selvsåede træer ligeså, og sukkertoppen blev studset i en grad, så den ligefrem blev pæn at se på. Det var sq lidt svært at forestille sig, da den bare stod og hang med frisuren. Den lille azalea, der havde forvildet sig ind under den største rhododendron, blev flyttet til et andet sted i haven - hvor den har det fint den dag i dag, omend skvalderkålen forsøger ihærdigt at kvæle den - hvilket desværre ikke kan siges om den giga-lavendel, jeg i et øjebliks overmod flyttede til nogenlunde samme sted omme fra forhaven. Da den stadig lignede en vildmark.

Stenbedet i begyndelsen af maj. Rhododendron i forskellige farver, blåklokker og skovjordbær en masse

Mere stenbed og en snas af vores hjemmelavede havegang

Slutningen af maj. Vue fra hængekøjen over de blomstrende rhododendroner (og under det afblomstrede æbletræ)

Udsigten fra toppen af haven


Der røg også noget hortensia og en klatre-tingest i iveren, og da det så blev forår, og ting begyndte at spire, kunne jeg pludselig godt se pointen i, at man måske nok faktisk bør se en ny have an et helt år, før man bliver lidt for kæk med beskærersaksen. For den der hortensia, som jeg - ganske ukyndigt, i øvrigt - havde erklæret død og derfor skåret ned til ukendelighed, begyndte pludselig at skyde løs. Og virkede pludselig markant mindre død. Ligesom den store, grimme jordvold, vi (HDD) var gået amok på under Projekt Drivhus, viste sig at være jordens vildeste staudebed. Der kan man bare se ...

Terrassen

Dronningebusken ultimo maj

Fine, hvide blomster i stenbedet. Som jeg ikke aner, hvad hedder


Fine, lilla storkenæb. Tror jeg nok, men hvad ved jeg

Akkelajer i førnævnte destruerede staudebed - helt dødt er det ikke ...

Den VIRkelig pindede busk-ting over mod naboerne, der hele vinteren bare havde stået og set brun og pisten ud, gik pludselig amokka og åbenbarede grønne blade og hvide blomster i én uendelighed, og Farmor, der heldigvis godt gad at komme og belære os have-imbecile, kunne berette, at det er en jasmin. Som er helt fantastisk, når den blomstrer. Aha. Godt, jeg ikke havde nået at sakse alt for vildt i den, så. (Selv om lige præcis dén nok ikke tager den store skade af at blive klippet lidt i. Den formår jo at sætte meterlange skud på en enkelt sæson og har nu bredt sig temmelig meget).

Æbletræet i begyndelsen af juni

Masser af grønne skovjordbær i begyndelsen af juni. Som nu er røde og søde

Bregne-regne-regne

Bunddækket i vores crazy stenbed var jeg også gået i gang med med krum hals, men heldigvis ikke nok til, at det ikke alligevel vrimlede med skovjordbær og noget violhalløj. Og stenurt og så'n. Ret fint, faktisk. Så denne vinter er jeg ikke gået helt så ihærdigt til værks med saksen. For nu ved jeg jo - sådan nogenlunde, om ikke andet - hvad, der er hvad.

Vinteren var i midlertid så lang og grå og trist og brun, at jeg nær havde glemt, at haven også kunne være pæn. Så nu må jeg hellere dokumentere det. Så jeg kan genkalde mig det, når den kommende vinter formentlig bliver præcis lige så lang og grå og trist og brun. Så bær over med mig og alle havebillederne - og hop lystigt videre, hvis du ikke orker blomster.

Roserne midt i juni

Storblomstrende jasmin midt i juni

Græsplænen før og efter slåning. Seriøst; det græs vokser jo som ... græs! Her har det fået lov at passe sig selv i et par uger, og det er så et par uger for meget, kan vi konstatere

Jeg er vild med, at tingene vokser, bliver grønne og springer ud. Jeg er vild med, hvor stor forandringen er både i have og sind, når luften bliver mildere og solskinstimerne flere. Men derfra og så til at sige, at jeg er havemenneske, dér er alligevel et stykke vej. Jeg forstår fx stadig ikke helt pointen (hvis der da overhovedet er en) i et crazy staudebed (og det siger jeg ikke kun fordi, vi har ødelagt meget af vores), der er pænt ca. 3 mdr. om året, mens det resten af tiden ligner en vissen bunke skrald. Dét er jo ikke pænt. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg forstår løgplanter, der "ennnndelig skal have lov til at visne ned af sig selv, for så får de bedre vækstbetingelser næste år". Kan gerne være, men det ligner jo hash, når de står der helt blomsterforladte og pistne. Men sådan må det åbenbart være. Og mens vi så er ved ting, jeg ikke helt fatter, hvad sker der så for, at mælkebøtter og tidsler (iSÆR tidsler) kan være små og uskyldige den ene dag, mens de den næste er vokset til hoftehøjde og har skudt så dybe rødder, at man skal bruge en slæbebil for at få dem op? I don't get it.

Høstanemone på spring i begyndelsen af juli

Hej, lathyrus!

Aften-stener på loungesofaen med udsigt til terrassen

Hortensiaen var på ingen måde død, kan vi nu konstatere. Forleden så den sådan ud

En af de få pærer, der rent faktisk ser ud til at blive til noget. De fleste af pærerne er blevet helt sorte og falder af, men et par stykker ser ud til at klare sig fint

Høstanemone, nu sprunget ud

Skønne, duftende lavendler

Jeg har meget at lære om haver endnu. En god start ville fx være at lære navnene at kende på de blomster, der popper op hist og pist. Og så har jeg til gode at finde min indre gartner. Hende, der gider nippe visne skud (for sådan noget skal man åbenbart også helst?!), luge, gøde og generelt vedligeholde. Jeg ved sq bare ikke helt, om hun er derinde. Men det går også nok. Indtil videre nyder jeg bare at kigge på min hyggelige have. Som vitterligt ER hyggelig, i hvert fald hvis man spørger mig. Og pæn. I hvert fald nogle måneder om året ;-)

mandag den 28. januar 2013

#€&%("?!

Den gode nyhed:
Til trods for massivt tøvejr i dag, hvor vandet (sneen) har fosset løs i tagrenderne fra morgen til aften, så er der ikke dryppet yderligere vand ned fra vores tilsyneladende utætte tag. Hvilket er meget heldigt, eftersom stortrampende, utæthedsfremkaldende tagmand netop har sendt et mildest talt ublu tilbud på reparation af taget.

Den dårlige nyhed:
At al el-halløj i vores køkken er ulovligt. Alt! Og at det tilsyneladende beror på de højere magters indgriben, at sammenkoblingerne og faserne og hvad det nu ellers hedder af smarte el-ord, overhovedet kan drive køleskab, ovn og opvaskemaskine på samme tid. Eller køleskab, ovn og kogeplader, som det hedder nu. Måtte jo ofre et eller andet, og efter to uger uden kogeplader, var jeg ved at blive bims. Bliver sq nok også bims uden en opvaskemaskine, men man kan åbenbart ikke få det hele, når man har købt et 60'er-hus, der har været i hænderne på enten en gal selvbygger eller en elektriker uden skyggen af faglige kompetencer.

Vi burde måske have lugtet lunten med det der el, da vi så, hvor klyttet hele det utrolig grimme, grønne almuekøkken var sat op. (Dækplader sat på med velcro. Snedkerkøkken my ass!) Eller i det hele taget være blevet mistænksomme, da vi så farvesammensætningen på køkkenet. Stol aldrig på nogen, der vælger mintgrønt og okseblod som samlet farvepalette.

Men det gjorde vi ikke. Lorte-lort. Til gengæld tegnede vi en ejerskifteforsikring, som i dén grad skal sættes i sving nu. Og så skal jeg ud og slå nogen i hovedet med den Helt. Utroligt. Mangelfulde. El-rapport, der er blevet lavet i forbindelse med salget (og købet) af huset. ("Nå? Var de kabler, der er trukket til el, slet ikke godkendt til el? Tænk, det opdagede jeg overhovedet ikke")

... Det er svært at se det gode i dén historie. Men skal man finde bare en enkelt lillebitte ting, er det, at der så nok er nogen tid til, jeg skal til at lege med hhv. mørtel og letspartel på køkkenvæggene. Fordi der er nogen el-nogen, der skal ud og trække ny el über alles. Og fræse det ind i væggene. Hvis Når Forsikringsselskabet altså synes, at de har udtømt alle muligheder for at slippe for at betale en rød reje. Hvilket formentlig bliver engang i 2039 - de er stædige, de der forsikringsselskaber.

#€&%("?!

Nogen, der har en rambuk? Så jævner vi hytten og erstatter den med noget Lind & Risør. Nyt. Uden grimme overraskelser og store edderkopper.

torsdag den 8. november 2012

Borte - tit tit!

Ja, titlen på indlægget kunne godt referere til Varanens yndlingsleg (på sjette måned and counting), men det er nu egentlig bare ment som et "ja hej, jeg er her stadig, er I også?"-indlæg

Det er bare fordi, der ikke lige er noget internet ude i det der Nye Hus, og eftersom det tilsyneladende er placeret i en dækningsmæssig Bermudatrekant, så kan man ikke engang opsnappe et hæderligt 3G-signal. Det, og så det faktum, at jeg er hjernedød træt hver aften pga. alt for lange dage, gør, at det står temmelig sløjt til med bloggeriet i øjeblikket. Og med at følge med hos jer allesammen. Beklager, hvis jeg har misset vigtige begivenheder - skal nok komme stærkt igen.

Ovenlys på baderen. Hej himmel

Men vi har det godt. På trods af hverken internet- eller tv-forbindelse (gæt, hvem der skulle lave total feberredning med gufskåle og Madagræscar for tyvetusindende gang i fredags, da nogen havde regnet med, at hun skulle se Disney Sjov). Og på trods af, at det har regnet mere eller mindre non-stop, siden vi fik husnøglerne for en uge siden. (Damn, den uge er fløjet af sted! Håber ikke, der er en regel om, hvor meget man skal nå at være kommet på plads efter en uge, for så er vi på den). Lige bortset fra de par timer, hele reptilfamilien var i haven i søndags. For at rive blade sammen og gøre det af med usandsynlig træt klatrehortensia (siger Farmor, at det er. Jeg ved ingenting om haver). Øglen synes, vores - temmelig kuperede - have er en fest, og hun var godt beskæftiget med at løbe op og ned ad bakken og råbe "wheeee!" og hjælpe mig med at fylde et hul (flagstang?) med småsten. Varanen var noget mindre kry og sad bare musestille i sin alt for store flyverdragt og så betuttet ud. Undtagen, når han forsøgte at kravle på det fæle fæle græs og så brød ud i krampegråd. Ah well - han skal nok få det lært, det der med at være udenfor. Håber vi.

Reptilgartnerne in action

Der gik lidt timbeeeer!-maniac i HDD, som ud over klatrehortensiaen fik nedlagt noget buskads, en lavthængende, meget stikkende, grangren og en parabol, og jeg rev blade sammen. I timevis. Hvis ikke det var fordi, det ville være virkelig virkelig dumt, er jeg ret sikker på, at jeg ville kunne have fyldt stuen op med alle de blade, den have har kastet af sig. Og sådan bliver det hvert efterår, formoder jeg? Men utroligt nok, så storhyggede jeg mig med det. (Det er det, jeg siger - der går provins i den så utrolig hurtigt. I næste indlæg har jeg sikkert købt både flagstang og mejsebolde).

Som nævnt står det lidt sløjt til med at komme på plads, men med en hverdag, hvor vi alle står alt for tidligt op for at transportere os ind til hhv. institutioner og arbejde i Kbh (kom nuuuuu, Pladsanvisning i Pørsenholm, som Øglen kalder Nye By!), er det ikke just udpakningen, der kalder højest, når vi endelig kommer hjem igen. Sådan cirka, når det er ved at blive mørkt igen, så jeg glæder mig egentlig lidt til at se det der hus i dagslys igen.

Det kan godt være, at vi ikke er hjemme i dagslys, men så er det jo heldigt, at det nye sorte (eller; i virkeligheden er de ikke nye. Det er bare mig, der er langsom) - Kählers lyshuse - kan hygge lidt om os og huset, der i den grad mangler lamper

I går mødte vi vores ene nabo, og sørme om det ikke viser sig, at vi har fælles bekendte (og i øvrigt deltaget i fælles bekendtens polterabend begge to) og stort set jævnaldrende børn, så gæt, hvem jeg har udset mig der skal være reptilernes nye bedste venner...

Reptilerne virker som om, de er faldet godt til i huset. Vi nyder alle, at her er så meget mere plads end i Tændstikæsken (selv om huset i virkeligheden ikke er større end vores gamle lejlighed på fjerde sal), og efter Øglen lige har fået på det rene (jeg tror, hun forstår det nu efter at have forhørt sig omkring 1300 gange), at der ikke bor nogen oven på os, og der heller ikke bor nogen nedenunder, har de virkelig taget konceptet etplans-hus til sig. De farer rundt som trolde i æsker, og vi nyder ikke at behøve at tysse på dem af hensyn til andre end os selv og hinanden.

I øvrigt er det for alvor begyndt at gå op for mig, hvor stor glæde de to allerede har af hinanden. Varanen forguder Øglen, og som regel er hun rigtig god til at lege med ham. Og hun elsker at få ham til at grine, så tårerne nærmest triller (det skal siges, at det er ret nemt. Pruttelyde er sikker hver gang). Men stemningen kan slå om som et lyn fra en klar himmel, og så skal man lige holde et ekstra øje. Der kan nemlig godt blive nappet lidt ekstra hårdt, skubbet lidt med en fod eller to, eller råbt temmelig højt, og så er der brug for en mor-mægler. Som efterhånden ganske ofte må give Øglen ret i, at "nej, Varanen må ikke tage alt dit legetøj", "jeg kan godt forstå, du synes, det larmer" (når Varanen i ren og skær begejstring over sin egen stemmepragt har øvet falset i flere minutter - på badeværelset) og "jeg ville også blive gal, hvis Varanen prøvede at skubbe mig ned fra en skammel, fordi han selv vil op på den". Og så videre. De er nogle små banditter, men hvor er det fantastisk at se dem sammen. Ikke mindst da Øglen for nylig var med i vuggeren for at hente Varanen, og hun gik i forvejen hen til vinkevinduet. Da jeg kom hen til døren, stod begge reptiler klinet op ad vinkevinduet fra hver sin side, mens Varanen råbe-pludrede helt.vildt.højt fra sin side. *smelte smelte*

Provinschokolade. Guldbarre med Dronningemandler. Hva'ba'?! 
Og jaja, jeg skal tabe mig, men der er en regel om, at man gerne må spise chokolade, når man lige er flyttet. Og ikke er kommet på plads endnu. Måske fordi man æder chokolade i stedet for at pakke flyttekasser ud...

Nå, men nu er det her tit tit-indlæg vist i øvrigt også ved at være langt nok. Jeg kunne bare ikke rigtig stoppe igen. Savner at blogge, og når jeg for en gangs skyld lige har lidt tid tilovers, skal det også udnyttes. Selv om guderne må vide, at jeg godt kunne bruge en lur i stedet. Det virker også bare lidt fjollet at sidde midt på Hovedbiblo og sove, ikke? Så det blev blogging i stedet. Men nå - back to works. Hep lige på en hurtig bredbåndsmand til os, så vi snart er connected ude i den der provins, ikke!? (Og nu I er i gang med at heppe, så hep lige på en antennemand også. Er nemlig ikke helt sikker på, at Øglen accepterer endnu en Disney Sjov-løs fredag)

fredag den 5. oktober 2012

Hov... (noget om noget hus)

Jer, der følger med så'n nogenlunde fast herinde ved, at vi i de sidste par måneder har væltet temmelig meget rundt, sådan bolig-wise. Først satte vi vores dejlige lejlighed til salg selv. Så fik vi krise over, hvorvidt vi skulle blive boende i byen eller flytte til forstæderne, selv om vi lige siden vores Forstadseventyr har været helt og aldeles overbeviste om, at vi er sådan nogen, der bliver i byen.

Dernæst satte vi vores lejlighed til salg hos en seriøst offensiv mægler (som var så fræk (nej, ikke på dén måde fræk. Overhovedet!), at vi ikke kunne andet end at give ham lov til at sælge den. Formedelst naturligvis et ikke ubetydeligt vederlag). Og selv om selvsamme mægler skulle vise sig at være den mest elendige administratortype, verden nogensinde har set, så var han en gudsbenådet bullshitter sælger, der fik solgt lejligheden på 14 dage. Med en temmelig kort overtagelsesfrist.

Familien reptil var så så svineheldige at kunne leje Tændstikæsken - en bittelille lejlighed i samme opgang som den netop solgte lejlighed, og selv om dét også er det eneste, Tændstikæsken har kørende for sig (arj, ok - dét. Og så, at den er piv-billig), tog vi imod med kyshånd. Alt for ikke at skulle til at hive reptilerne alt for meget op med rode.

Hov. Se nu dér...

I mellemtiden var vi blevet afklarede omkring, at vi måske nok ikke alligevel er sådan nogen, der bliver i byen. Så der blev oset en del huse på nettet, mens det var begrænset, hvor mange huse, vi kom ud og så live. Måske primært fordi vi (ok, jeg!) forelskede os mig hovedkuls i dukkehus-idyl ved Furesøen. Idyllen var dog desværre for dyr (banken - da vi endelig fandt en - er måske nok velvillige på trods af, at jeg er sprunget ud som selvstændig, men de er ikke helt overbeviste om, at biksen bliver verdensomspændende lige med det første), og da byggesagkyndig-Farfar ovenikøbet gav idyllen dødsstødet ved at gå energimærkning, byggematerialer og generel stand efter i sømmene, kunne vi godt se på det hele, at vi måtte søge andre græsgange.

Desværre er vi kræsne. Altså sådan VIRkelig kræsne. Det er ikke nok, at huset er i orden. Omgivelserne skal også være det. Beliggenheden på grunden. Vejen til huset (skal man igennem virkelig stort Alfons Åberg-agtigt kvarter, før man kommer til huset, bliver det diskvalificeret på stedet. Fint hus eller ej). Og ikke mindst prisen på huset. Pænt kræsen dér - særligt når man også gerne vil være nogenlunde tæt på familien nordpå. Så en søgning på alle de kriterier på boliga.dk giver ikke særlig mange resultater, kan jeg afsløre.

Men. Der var faktisk ét hus, der opfyldte alle kriterierne. Godt nok i en by, ingen af os kender, men hvor vi kender flere, der kommer fra, og eftersom de alle virker som helstøbte, fornuftige mennesker, tænker jeg, at det er et ok kvalitetsstempel.

Jaja, blå himmel-garanti, solstrejf og det hele. Så kan alting jo se idyllisk ud. Men vi har set det i silende regn, og da var det altså også vildt hyggeligt.

Så onsdag i sidste uge var vi ude og se på huset. (Efter at have fluekn*ppet samtlige papirer, detaljer og billeder på nettet sønder og sammen). Og en halv time efter, at vi havde set huset, ringede jeg til mægleren og bød prisen. Hvis altså sæger ville forpligte sig til forskellige ting. Det ville han godt, så fredag skrev vi under på købsaftalen. Og så tog vi til Berlin. Og kom hjem en dag tidligere, fordi vores bud på huset var betinget af, at vi fik byggesagkyndig-Farfar ud og sparke på dæk vægge og kigge skulende på mægler. Og fordi Pladsanvisningen i Den Nye By Nordpå havde anbefalet os at skrive reptilerne op til institutionspladser asap, fordi de angiveligt skulle visitere børn fra og med onsdag i denne uge. Så vi skulle jo også lige nå at besøge nogle institutioner og se, om både voksne og børn virkede nogenlunde almindelige (eller om de alle sammen gik i pels oghavde diamantbesatte gummistøvler). De institutioner, vi havde valgt ud, virkede supergode, så nu er der flueben ved besøg og opskrivning - og kun tilbage at krydse fingre for, at der bliver plads til begge reptiler. Som i lige om lidt. Ideelt 1/1-2012, for så får de juleferien som naturligt 'break', og så kører vi temaet Nyt År, Ny Institution. Nu må vi se...

Nu har vi så netop overstået de der 5 hverdage, man har til at fortryde købet, såfremt byggesagkyndig, advokat eller bank finder noget lorent, men det hele ser vældig fornuftigt ud, får vi at vide fra alle kanter. Og endda til en særdeles fornuftig pris, har vi også fået at vide. Også af andre end den mægler, der solgte os huset. Mæglere ligger ikke just højest på troværdighedsskalaen...

Huset set fra haven. Med den vildeste vidvinkel. For græsplænen er sletter ikke lige så stor, som den fremstår her. Heldigvis, for så kunne vi jo ikke lave andet end at slå græs

Nu er der så bare tilbage at vente på, at det bliver 1. november. Det er nemlig den dag, vi får nøglerne. "Dispositionsdato", hedder det så fint. 1. december får vi så "økonomisk overtagelse", men det venter jeg gerne på. Så længe vi kan flytte ind og gøre det hyggeligt for ungerne. Og få vores gamle spisebord hevet ud af lagerhotellet, så vi igen kan sidde ned alle fire og spise på samme tid.

I og med, at det er et dødsbo, vi har købt, er der naturligvis en del at lave i huset. Noget mintgrønt køkken, der skal skiftes, fx. Men i og med, at det også er et dødsbo, hvor afdødes søn er tømrer og har malet hele huset indvendigt og lagt nye gulve over det hele, er det trods alt ikke de allerstørste ting, der skal laves.

Balsal. Der bliver lidt mindre, fordi der skal laves et ekstra børneværelse

Det betyder altså, at vi nu er sådan nogen, der snart skal flytte. Igen. Men SÅ er det også slut med det flytteri i mange mange år. Det har vi lovet Øglen. Og os selv. Og hinanden. Så forstaden, here we come!

...

Wheeeee!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...