Viser indlæg med etiketten hverdag. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten hverdag. Vis alle indlæg

mandag den 12. juni 2017

Noget om at vide, hvornår man skal tie stille

Hørt/sagt over aftensmaden:

Ældste: Må jeg godt få noget smør på min bolle?

Mig: Yes. Men det er en selvhenter.

Ældste: Okidoki, så henter jeg smør til min lille ven, bollen. Den hedder Bolsen.

Mig: Huh?

Ældste: Ja, bollen Bolsen. Den er min ven.

Mig: Nååhhh! En lille bolleven!

HDD: ...!

Mig: Eller, altså ...

Ældste og Yngste: Hvad?

HDD og mig: Ikke noget!

FFS, altså. Nogle gange ville det ikke gøre noget, hvis jeg tænkte, før jeg talte. Bare lidt.

torsdag den 8. juni 2017

Noget om at få et par på opleveren

Der har været tryk på på oplevelsesfronten i den forgangne måned. Det er formentlig helt tilfældigt, at alle oplevelserne har stået i kø her i foråret og forsommeren - ting har det jo med at klumpe sig sammen - men måske hænger det også bare en lille smule sammen med, at det netop var i foråret, at jeg lancerede min nye blog, Everyday Exploring, der har fokus på oplevelser i hverdagen.

Lang historie kort, så oprettede jeg den nye blog, fordi jeg, forkælet, som jeg er, følte, at jeg trængte til at opleve noget. Proportionalt med, at ungerne vokser, så gør min hungren efter oplevelser det også, og jeg tænkte, at et øget fokus på de oplevelser, der indgår i min hverdag allerede, måske kunne hjælpe lidt på oplevelsestrangen. I ved - se sådan helt sort på hvidt, at jeg rent faktisk allerede oplever en del. Bloggen har endnu ikke helt fundet sin form, og jeg skal også lige vænne mig til at skrive på engelsk, men jeg er fortrøstningsfuld og synes, det er et sjovt projekt. Og dét er jo første skridt på vejen. Indtil videre har bloggen vist ret præcist én følger, som ikke er mig, men på Instagram (@everydayexploringdk) er der lidt flere, der følger med. I er naturligvis velkomne begge steder, men der er ingen tvang :-)

Nice!

Aperol, s'il vous plaît

Splish splash - Promenade du Paillon

Her har jeg engang boet. For 13 år siden ...

Nå, tilbage til oplevelserne. Sidst jeg skrev herinde, var det om Yngstemandens og min tur i Legoland. Siden da har jeg været på tre dages venindetur i Nice, Kristi Himmelfartsferie i vandkanten på Fyn og til Heartland Festival i den netop overståede Pinse. Det vil altså sige, at de sidste mange weekender har været fuldt bookede, og den bliver den kommende weekend også. Her skal ungerne og jeg til Sverige med Farmor fra fredag til lørdag, og så skal vi besøge Mårfar søndag. Derefter har jeg et møde i Oslo, masser af sommerafslutninger i skole og til fritidsaktiviteter, og så varer det ikke længe, før det er sommerferie. Hvor flere oplevelser står i kø, så måske jeg ender med at få lysten til oplevelser helt stillet? Nah - jeg tillader mig at tvivle. Lige nu har jeg det som en fisk i vandet og føler mig meget heldig over, hvor meget spændende jeg har fået lov at opleve. Også selv om der er tryk på.

Raps i lange baner

Danske jordbær i næsten lige så lange baner

Smukkeste vandkants-Fyn

Udsigt fra terrassen

Fætre og kusiner <3

Storebæltsbroen i blødt aftenlys

Heartland <3


Den næste - helt nære - oplevelse bliver, at legegruppen skal med hjem i dag. Tre børn ud over mine egne to. Og for ikke at risikere, at yngstemand bliver en lille sabotør, kommer der også en legekammerat med hjem til ham. Et barn fra eller til gør vist ikke den store forskel, når vi er oppe på dén mængde børn ...

fredag den 28. april 2017

Noget om sætninger, jeg aldrig havde troet, jeg skulle sige

I min efterhånden otte år lange morkarriere har jeg ofte ytret sætninger, jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig, skulle komme over mine læber. Alene i den seneste uge er det blevet til følgende:

*"Nu tror jeg altså også, at du har spist dig gennem den mængde lynlåse, du skal, lille skat" (til Varanen i børnehaven, da han gik til bekendelse omkring, at han måskeeee var kommet til at gnaske lidt i lynlåsen på den nye overgangsjakke. Efter at have spist sig gennem lynlåsene på både flyverdragt og vinterjakke også)

*"Vi bliver nødt til at vente lidt, skat. Det er ret svært at læse, samtidig med at jeg laver kødboller" (da Varanen insisterede på at få læst Anders And-historier højt, mens jeg var ved at lave boller i karry til forestående legeaftale)

*"ER det virkelig nødvendigt at tage din mad med ud på toilettet?" (Ja. Også Varanen)

*"Jeg har opgraderet din kaffemaskine og dine burgerboller, så de ser anderledes ud, og så har du tjent 5 diamanter" (til Varanen, efter jeg havde fortabt mig i hans Burger Fever-spil. Det er forbavsende vanedannende)

*Jo, du kan tro, jeg så du løftede palmen. Helt op i luften. Og smed den igen. Du er godt nok stærk. (Don't ask. Noget med børnehaveafslutningen og et stærk mand-nummer)

Jeg har formentlig sagt meget andet underligt - også til den ældste, selv om mærkeligheden i vores samtaler aftager proportionelt med, at hun bliver ældre - men ovenstående var lige, hvad jeg kunne komme i tanker om her, mens jeg faktisk burde arbejde.

Nu vil jeg gå tilbage til dagens dont, heppe på tørrere vejr forud for dagens familiebesøg (som vaskeægte bybo cykler jeg jo til alt, og man kan godt nå at blive pænt våd på sådan en 7 km cykeltur, hvis regnen ikke slapper lidt af) og legeaftale og glæde mig over, at det var i går, vi var til udendørs afslutning med optræden for de store børn i børnehaven (Yngsten stopper ikke endnu, men det gør de fleste andre store), hvis det skal blive ved med at regne sådan. Og så skal jeg nyde aprilstilheden, før stormen - min maj bliver hæsblæsende med alt for meget i kalenderen, så jeg læner mig lige lidt tilbage og forsøger at få det store overblik.

Rigtig god weekend, derude.

torsdag den 16. marts 2017

Nedetid

Jeg har været længe væk fra bloggen. Ordene og kræfterne bliver lagt i det virkelige liv, der, siden vi kom hjem fra skiferie, har vist tænder. Sygdom i familien, koordinering, samtaler og, naturligvis, bekymring, sætter sine spor og fjerner fokus fra så meget andet. De seneste par dage har jeg dog besluttet mig for at trække mig lidt tilbage. Give mig selv lidt nedetid. I stedet for at indtage den fremtrædende rolle i koordineringsindsatsen, jeg dels er blevet tildelt, dels selv har påtaget mig, har jeg bestemt mig for, at andre må tage over for en stund. For ud over, at arbejdet lider under daglige bekymringer, telefonopkald, samtaler med overlæger og sygeplejersker og besøg på hhv. sygehus og hjemme hos patienten, så har kroppen og sindet også svært ved at følge med. Følelsen af aldrig at have helt fri har sat sig godt og grundigt fast, og det har kunnet mærkes på både energi og humør.

Mandagmorgen-pause. Med pæn bog, dekorativ lågkrukke og god kaffe

Det er selvfølgelig lidt forkælet at tale om at 'holde fri', når det gælder alvorlig sygdom. For det kan patienten jo ikke bare gøre. Som pårørende tror jeg dog, det er nødvendigt, hvor det er muligt, at deles lidt om indsatsen, så selv om jeg har været go to-guy den seneste tid, puster jeg lige lidt ud. Inden jeg kommer stærkt igen. Arbejdet og min egen lille familie skal jo også passes.

Hele reptil-familien er heldigvis i god behold. Lidt snot og hosten hist og pist, men ikke noget ud over det sædvanlige. Med mindre vi tæller metaltrætheden over børnehaven hos den yngste med. Han er så klar til skole, at det er helt synd, at 'vores' skole ikke bruger det dersens mini-SFO, så han skal vente helt til august, før der kommer skoleboller på suppen. Ny yndlingsbeskæftigelse (nu, hvor både HDD og jeg er sådan nogle skærm-facister) er at regne på telefonens lommeregner. (Muligvis, muligvis ikke fordi det trods alt lugter lidt af skærmtid). Og han er skrap til det, ham Varanen. Han plusser, minusser, ganger og dividerer. Så længe vi holder os til enkle regnestykker og sætter "stykker slik" bag samtlige tal. Jeg forestiller mig, han ser bunkerne af slik inde i hovedet. Særligt minus er han blevet god til - måske fordi han levende kan forestille sig skrækscenariet, hvor han har 18 stykker slik, og hvor undertegnede kommer og spiser de 16 af dem ... #ohthehorror

Varanen fik en hjemmedag tirsdag, som dels blev brugt, ja ... hjemme, dels på Konditaget Lüders, hvor man kan komme endog særdeles højt til vejrs

Vejret viser sig heldigvis fra sin pæne side, og jeg nyder det så meget, jeg nu kan, i løbet af dagen. Også selv om de milde temperaturer sætter fut under pollen-antallet, så mine øjne klør som besat (øjendråber NU!), og jeg, med yndlingspædagogens ord forleden "ser virkelig træt ud". Super.

Og hvorfor er det i øvrigt, at man bliver en lille bitte smule pigefornærmet over at få at vide, at man ser træt ud, når man a) udmærket godt ved, at man ser træt ud (og var man i tvivl, skal man bare kaste et enkelt blik på den video af mig, som Varanen tog på vej i børnehave forleden, da vi legede hhv. hekseleg, trolddomsleg og kig på metrobyggeriet-leg (?!?)), b) er virkelig træt. Pædagogen sagde det jo bare, som det er. Ingen grund til at blive nipset over dét. 

Ugen har budt på to daglige besøg fra maler, der har spartlet, slebet, filtet og malet den væg, vi fik sat op i efteråret. Endelig har vi en fin, hvid flade at kigge på i stedet for de kedelige, grå gipsplader. Det er blevet SÅ pænt!


Nå. Jeg vil drikke min kaffe færdig og begynde at kigge på dagens to do-liste. Som pt. ser således ud:

Øjendråber!!!!! 
Hyggeligheder
Hyggeligheder #1
Hyggeligheder, der lige kræver liiiidt mere end de to ovenstående hyggeligheder
Gøre rent
Hænge tøj til tørre
Drikke kaffe
Blogge
Handle
Følge op på kontorsituation
Få kaffeaftale i hus
Sende vigtig mail
Købe gave

... Nå ja, og arbejde, selvfølgelig.

Hyggeligheder og hyggeligheder #1 skubber jeg til i morgen. Ikke, som man måske kunne tro, fordi man lige så godt kan gøre senere, hvad man kan gøre nu, men fordi jeg har fået lokket Øglen med på rundtur efter skole i morgen. Og jeg glæder mig sådan barnligt meget. Mere om, hvad vi skal, i et senere indlæg. Totalt blogger-tease, jeg ved det, og jeg beklager, men sådan må det lige være nu. Jeg kan dog sige så meget, at det ikke er noget sponsoreret, og der ikke er noget Royal Copenhagen involveret. Det er bare hyggeligheder af den helt personlige slags.

Vasketøjet tager fem (arj, ok - ti) minutter, og jeg kan høre Mads & Monopolet imens, så den er også nærmest vinget af på forhånd. Og lige om lidt er der også flueben ved blogge-tjansen. Arhmen altså - snart er hele listen done. Agtigt. På trods af nedetid. Måske der endda bliver tid til en lur? Man har da lov at håbe ...

mandag den 27. februar 2017

Noget om mandage

Ovre på Instagram skorter (er der andre end mig, der bruger det ord endnu, egentlig? Som altså er under 80?) det om mandagen ikke på billeder med bon mots a la "OMG - it's Monday", "Keep calm and pretend it's not Monday" og "Today will be one of those days where even my coffee needs a coffee". Ud over, at jeg afskyr bon mots, er jeg langt hen ad vejen helt med på mandags-galejen. Den der følelse af, at weekenden gerne måtte have varet bare liiiidt længere, og at mandagen godt kunne vente en dag eller to.

Men lige præcis denne mandag, eggå? Den bliver hilst med kindkys og happy dance hos mig. Der har nemlig været så meget tryk på i weekenden, at jeg nærmest ikke kan huske, hvad jeg selv hedder, og så er det jo en sand velsignelse at 'holde fri' på arbejdet - i sit helt eget selskab med sine helt egne arbejdsopgaver. Og sin helt egen - kæmpestore - kop kaffe.

Ældstebarnet fyldte otte i fredags (OTTE! Jeg flipper ud! Tiden går alt for hurtigt!), og derfor var der, ud over flødebolleuddeling i klassen, som jeg gudskelov havde husket at handle til (i modsætning til sidste år, hvor den del af begivenheden blev vinget af omkring kl. 22 aftenen i forvejen) naturligvis dømt vaskeægte morgenfødselsdagshygge derhjemme. Øglen havde frabedt sig at blive flaget og sunget op - angiveligt fordi det var 'lidt urart' - men at dømme efter hendes smil, da vi jeg alligevel tillod os mig at flage hende op med meeeeeget afdæmpet fødselsdagssang og små bitte fødselsdagsflag, stak det vist ikke så dybt. Hun var så spændt, så spændt, og selv om hun godt nok ikke fik den pakke Mega-EX Pokémonkort, hun (også) havde ønsket sig, blev hun lykkelig for gaverne på morgenbordet: Hendes helt egen, lyserøde værktøjskasse med rigtigt værktøj fra lillebror, og et Vivofit-ur med skridttæller samt nogle meget ombejlede Faber Castell-tuscher fra forældrene. Ønskesedlen havde budt på lidt af hvert med en kanin (vetoet pga. mors pelsdyrsallergi), en telefon (vetoet, fordi de onde forældre synes, det er for tidligt) og altså uret med skridttælleren som de helt store højdespringere. Jeg ved ikke helt, hvad en otteårig vil bruge et ur med skridttæller til, men jeg er jo også 1.000 år gammel og notorisk ikke-med på beatet, så den lader jeg ligge. Og ser i stedet på, hvor begejstret hun er for uret (og hvor hurtigt, det har fået hende til at lære klokken). #derersåmegetdevoksneikkeforstår

Fødselaren

Øglen blev hentet tidligt og fik en detour omkring et par butikker på vej efter Varanen Mike Wazowski (ja, der var fastelavn i børnehaven) - de sidste ting til lørdagen, hvor den helt store klassefødselsdag skulle løbe af stabelen, skulle jo også i hus. Eftermiddagen blev brugt på at hygge, høre om dagen i skolen (gaven fra klassen var, til stor begejstring for fødselaren, hele fire pakker Pokémonkort), og slappe af. Indtil vi skulle af sted mod Farmor for at fejre Øglens og Farmors fødselsdag sammen med den ene del af familien. Og derefter hjem for at bage en zilliard muffins og pølsehorn.

Lørdag var der så klassefødselsdag. For hele klassen, bliver jeg lige nødt til at understrege. Selv om det er kutyme kun at invitere hhv. alle pigerne eller alle drengene, var det lidt svært at argumentere for kun at invitere pigerne, eftersom afkommet primært leger med drengene. Så dem alle it was. Vi er imidlertid ikke flyttet i et palads siden sidst, så der var ingen chance for, at vi kunne proppe 20-25 unger ind i lejligheden. Ergo havde vi booket Statens Museum for Kunst, hvor der både var plads til store armbevægelser og at udfolde sig kreativt. Skæbnen ville imidlertid, at jeg skulle til en begravelse på præcis det tidspunkt, fødselsdagen blev afholdt, så jeg gik desværre glip af det. Men jeg har fået en minutiøs beretning, og det lød som en stor succes. Fødselaren var i hvert fald intet mindre end lykkelig om aftenen, hvor jeg var hjemme igen - og hvor vi alle tog på burgerrestaurant for at fejre. For derefter at se Hotel Transylvanien 2 hjemme i sofaen. "Den bedste fødselsdag i hele verden", proklamerede den lille skønne.

Vi viderefører hårdnakket Mårmors tradition og bager brunsviger til fødselsdagene i familien. 
Jeg får næppe points for udførelsen, men smagen var god - noget, jeg glæder mig ekstra meget over, da jeg var et nanosekund fra at købe mig fra den, fordi jeg ikke orkede at bage. Men det tog jo slet ikke så lang tid, når det kom til stykket ...


Søndag var der så klassefastelavn på skolen (ja, vi får kommet hinanden en del ved i den klasse). Som jeg oven i købet var med til at arrangere (min timing har altid været helt fantastisk). Jeg kom udklædt som fortravlet mor til to, som i øvrigt skulle holde fødselsdag, vol. 3, senere på dagen, og alle var enige om, at udklædningen var meget vellykket. Faktisk så vellykket, at jeg blev fritaget for oprydningstjansen og kunne smutte hjem efter fastelavnstøndetævning, så vi kunne gøre klar til næste rykind. Til flere gaver og mere kage. (Sundheden, spørger I? Den holdt ikke stand til den nybagte brunsvigerkage, men gjorde, at jeg holdt mig fra både fastelavnsboller og sodavand. Der er plads til forbedring, men altså - man fylder vel kun 8 én gang? Selv om det har føltes som flere ...Ingen havde taget en kanin med (min allergi takker dem), men Øglen var lykkelig alligevel og scorede alt lige fra nyt tøj til sjove spil, flere tuscher og nogle seje Pokémonkort. Der var endda også en lille gave til Varanen - en pung med lidt penge og et par Pokémonkort. Betænksomt og meget værdsat af både forældre og afkom.

Da gæsterne var gået, og ungerne leget med og puttet, var det så tid til at handle. Selv om det foregik online, og der forhåbentlig kommer en eller anden stærk type med mine varer inden længe, føltes det som en nærmest uoverstigelig opgave. Men den blev klaret, og jeg kunne smide mig i sofaen og stirre tomt på et par serieafsnit i flimmeren. Før jeg gik ud som et lys. Og nu er det som sagt mandag. Uden andre planer end arbejde og - lige om lidt - fyraften. Egentlig skulle vi have været på familievisit i eftermiddag, men det er blevet rykket. Så inden længe er jeg helt planløs. Indtil i morgen. Det føles nærmest som weekend ...

torsdag den 23. februar 2017

Noget om skiferie og brede malerpensler

Hejhej. Jeg er her stadig. Er bare ramt af hverdagen, der maler med alle farverne på paletten og den helt brede pensel. Således kombineres en meget snart forestående 8-års fødselsdag (yay!) med en to do-liste på længde med den kinesiske mur (mindst), alvorlig sygdom i den nærmeste familie og - bare for at toppe den - en begravelse. Nåja, og fastelavn i skolen, som jeg er med til at arrangere, samt en sand kavalkade af fejringer for den snart nyslåede 8-årige.

Jeg priser mig derfor lykkelig for det frirum, vi lige (for det er jo faktisk 'lige', selv om det midt i alle skærmydslerne virker temmelig langt væk) har haft i sidste uge. Skiferien var en kæmpesucces, og til trods for, at jeg er et notorisk brokkehoved, kan jeg faktisk ikke komme i tanker om noget som helst, jeg kunne have ønsket mig anderledes. Selskabet, maden, vejret og gåpåmodet var i top, og selv om halvdelen af forsamlingen aldrig før har haft ski under fødderne, havde vi en fest alle sammen.

Smuk, diset morgen


Ægte fjeldstemning i vaffel-hytten

Alle børn var i skiskole fem kvarter dagligt og lærte lynhurtigt - ikke mindst reptilerne, der stadig havde sidste års lektioner på rygraden. Øglen var på fortsætterholdet, mens Varanen nuppede en sæson mere på begynderholdet - perfekt til begge temperamenter. Hvor Varanen er den lidt mere forsigtige type, er Øglen helt og aldeles frygtløs og kastede sig ud i diverse stejle eventyr med et skuldertræk og et "Det må jo komme an på en prøve, om jeg kan komme ned". Og mens pessimistiske Øglemor tænkte "Ned kan man altid komme - men hvor meget brækker man undervejs?", lagde ældstebarnet bare armene på ryggen og susede nedad, mens hun pizza'ede i fin stil. Bortset altså fra, når der var dømt - kontrolleret, påstod hun - styrtløb. Det er ikke for sarte mødre, det shit, men alle kom heldigvis hele hjem. 

Min bror fyldte 41 på ferien, og det skulle naturligvis fejres. I mangel på kagemand fik han en kanelbulla med temmelig mange lys

En kold øl i sneen på toppen - lige til at klare

Stor snedynge lige uden for hyttens dør. Som ungerne i løbet af ferien fik fuldstændig udhulet og brugte som snehytte
  
Søskende, der hjælpes ad på ski <3

Solskin - ja tak!

Helt fantastisk snelandskab!

I forhold til sundheden, så har den været en anelse udfordret i vinterland, men jeg holdt stand mod chokolade og løsgodis i halvdelen af ugen, så helt galt gik det ikke. Det hjalp i øvrigt betragteligt, at jeg havde slæbt mit proteinpulver med (hej, Kedeligfrans!), så jeg kunne lægge en nogenlunde lødig bund, når jeg blev sulten. Og det blev jeg tit efter at knokle rundt i skiterrænet både med og uden børn. 

Det er ikke udelukkende kedeligt at være sundt. Og bollen med pålle er endda helt autoriseret ift. min træningsplan ...


Vel hjemme igen er jeg kravlet op på sundhedshesten igen, og min krop takker mig i høj grad. Jeg bilder mig ind, at det at passe mine måltider i den grad, det nu kan lade sig gøre i løbet af dagen, og fylde mig med masser af sund mad, giver mig mere energi til at klare alle de ting, hverdagen byder på lige nu. Det er mere end tiltrængt ...

Vi ses på den anden side af al crazy-heden. Pludselig med en 8-årig!

mandag den 6. februar 2017

Noget om nye vaner

Den faste læser vil vide, at jeg er meget glad for mad. U-TRO-ligt glad for mad, faktisk. Gerne med masser af sukker og mel og andre gode sager.

Det er bare som om, det har taget overhånd, det med de søde sager. December måned gik helt amok med brunkager, marcipan og hele slik-stashet fra vores tur over grænsen, og størstedelen af januar har også været sukkersød.

Men nu, eggå. Nu holder vi lige pause med alt det sukker.

Som jeg vist også nævnte i et nyligt blogindlæg, så har jeg lavet en intervention mod mig selv og meldt mig på et 12 ugers kost- og træningsprogram. Pt. har jeg været i gang i to uger, og sjældent har jeg haft det bedre. Nu har jeg ikke lige haft målebåndet fremme, men min mave, som helt klart er mit ømme (og meget bløde) punkt er klart blevet mindre (jaja, væske. Jeg ved det godt. Men det tæller stadig). Og jeg kan mærke muskler i kroppen, som jeg ikke anede, jeg havde. Det er skønt. Jeg ville ikke brokke mig over at tabe et par kilo på det her forløb (særligt ikke efter Yngstebarnet har fået en virkelig kedelig vane med at tage fat i en af mine mavedeller og hive mig med i dén, hvis der er noget, jeg lige skal se. Og det er der tit. Men hvis nu mavedellen forsvinder, bliver han jo nødt til at hive fat i noget andet. Min hånd, f.eks. Bare et forslag), men det ville bare være added bonus. Jeg er nemlig ikke begyndt på det her program for at tabe mig som sådan - jeg vil bare gerne få nogle bedre vaner og komme in the zone, når det drejer sig om at føle sig frisk og stærk. Og ved I hvad - jeg føler allerede, jeg er godt på vej, her efter kun 2 uger. Måske fordi jeg spiser mere mad i løbet af dagen, end jeg nogensinde har spist før? For realz - jeg spiser konstant. Men god mad, jo. Protein og trailerfulde af grøntsager. Madbudgettet aner ikke, hvad der har ramt det, men jeg giver det en chance de her 12 uger, og viser det sig at være vejen frem, så må madbudgettet jo lægges om.

Jeg postede det her billede på Instagram for nogle dage siden - nye vaner kræver også nye kosttilskud. Masser af dem. De bærer noget af skylden for det ændrede madbudget ... Imedeen er imidlertid ikke et must; Jeg er bare så heldig, at jeg blev udtrukket som en af testerne ovre hos Anette

Efter det meste af mit liv at have været på den ene, den anden eller den tredje hokus-pokus kur - og i øvrigt fundet ud af, at jeg på trods af mit livs løbeform for år tilbage stadig ikke følte mig stærk overhovedet - er det lidt af en aha-oplevelse at finde en metode, der giver pote så hurtigt. Især fordi den indeholder så meget mad, at jeg bliver nødt til at give op på min. ét måltid om dagen. Folk, der kender mig, ved, at jeg ikke giver op på mad. Som i nogensinde. Men her bliver jeg nødt til det.

Og det bedste er, at mine vilde sukkercravings om aftenen er pist forsvundet. Med fare for at lyde som en ægte douche, så kan en kop te med stevia for det meste gøre det. Og set i dét lys, er der jo ikke noget at sige til, at jeg er skrumpet en smule om livet. To håndfulde Quality Street til teen skrumper jo ikke ligefrem noget som helst. Ud over altså Quality Street-beholdningen. Såeh ... Der er nye vaner in the house, og det føles helt ok.

De stakkels børn, tænker I? De mærker ikke noget til noget. De var jo alligevel ikke en del af aftensnackeriet (Quality Street'en er min. MINE ALONE, I TELL YOU!), og aftensmaden, der var ok sund i forvejen, er den samme. Jeg spiser bare væsentligt flere grøntsager.

I næste uge står den på ferie, og jeg er da spændt på, hvordan det harmonerer med kostplanen. Særligt fordi vi gæster landet, der flyder med kanelbullar, og alle ved jo, at man skal skik følge eller land fly. Så det kan være, at næste indlæg kommer til at handle om, hvordan man kommer tilbage på sporet. Nu må vi se. Indtil da vil jeg nyde de nye vaner og glæde mig over, at det rent faktisk er lykkedes mig at holde dem i to uger. Det er ret stort for sådan en som mig.

onsdag den 1. februar 2017

Noget om at tage det med ro

Efter en december måned, hvor arrangementer stod i nakken på hinanden, så vi kunne tage det danske 'hoo-gah'-begreb og vride det til dets absolut yderste (i en grad, så man nærmest helt glemte at hygge, fordi man havde travlt med at lave lister inde i hovedet over næste hyggelige arrangement), glimrede januar i dén grad ved sit rolige (og grå, jovist) tempo. Ganske selvvalgt, i øvrigt.

Gåtur i noget sne for et par uger siden. Ahhh.


For ikke at stå på næsen i endnu en måned fyldt med 'jeg skal liger', undlod vi, mere eller mindre bevidst, helt at arrangere noget. Overhovedet (næsten). Med mindre en spontan aftale med en veninde i biffen (gå ind og se Paterson nu. Meget apropos ro) og middag bagefter tæller som arrangement. Vi har også sorteret ud i selvdøde fritidsaktiviteter - efter der er blevet meldt afbud lige mange gange nok fra reptilerne på et par aktiviteter, har vi i samråd besluttet, at så går man ikke til dét mere. Med det resultat, at det nu kun er Varanen, der går til noget. Én gang om ugen. Det er lige til at holde til.

Dermed ikke være sagt, at vi ikke har set nogen mennesker. Vi har bare taget det på gefühl og på dagsformen. Med det resultat, at vi har slappet noget så gevaldigt af. F.eks. var det ældste barn ikke uden for en dør fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Fordi hun simpelthen ikke orkede, som hun udtrykte det, og i øvrigt havde det  glimrende med bare at daske rundt derhjemme. Og når den brunch, der trods alt var blevet planlagt, oven i købet foregik hjemme hos os søndag, var der jo ingen yderligere grund til at gå ud, syntes hun at mene. Yngstebarnet var ude. Med skrald. Og så ind igen. Han gad heller ingenting. Og det var fint, for vi havde ingen planer (ud over brunchen. Hos os, som sagt. The bliss).

Udsnit af et brunchbord. Mmmm.

Jeg selv bliver alt for rastløs, hvis jeg slet ikke kommer ud, så jeg stak hovedet udenfor et par gange i weekenden og klarede hhv. indkøb og telefonopringninger. En dejlig måde at klare hovedet på - i et meget roligt tempo. (HDD forvildede sig i IKEA efter nogle rammer, så han fik ikke klaret hovedet på nogen måde. Forståeligt nok)

Lige så meget, som jeg elsker at have dejlige arrangementer at se frem til, elsker jeg at have dage, uger, weekender, hvor vi ikke er booket sønder og sammen. Det giver energi til tidspunkter, hvor kalenderen er mere presset. Som i denne uge, hvor jeg på forunderlig vis har to gange venindehygge på programmet. Og jeg føler mig nu ladet helt op til en februar, der forhåbentlig bliver helt fabelagtig. De to gange venindehygge på kort tid lover f.eks. godt. Lige som vinterferien også gør det. Og efter februar kommer foråret. Agtigt. Det bliver godt - jeg kan mærke det!

tirsdag den 3. januar 2017

Hej 2017

Så sluttede juleferien, og jeg sidder nu her ved computeren - alene - for første gang i noget, der ligner 14 dage. Jeg har et arbejdsbjerg på højde med Himmelbjerget, og alligevel bruger jeg tid på at drikke te og stene lidt over min nye, fine kalender, der ligger helt ubeskrevet ved siden af mig (ja, den er analog - kan man andet?!).

Ved indgangen til et nyt år bliver jeg altid overmandet af de blanke sider i kalenderen. Det helt rene og ubrugte, der er over et flunkende nyt år - og bevidstheden om, at året i vid udstrækning bliver fyldt med de ting, vi selv vælger at fylde det med. Derfor tager det mig også altid 100 år at komme i gang med min kalender, for det skal jo gøres rigtigt, ikke?

Små pilfingre ved prøvesmagningen af nytårskaffen. Som var god. Mmmm - kaffe ...

Nytårsforsætter er jeg holdt op med for længe siden - jeg overholder dem alligevel ikke - men jeg er ikke for fin til at have både håb og drømme for 2017. Som på mange fronter tegner til at blive et spændende år, både personligt og arbejdsmæssigt. Jeg har nogle nye tiltag i ærmet, hvad angår forretningen, og selv om den nok aldrig bliver børsnoteret, må den gerne fortsætte de gode takter, den har udvist i 2016. Det betyder nemlig endnu et år med den efterhånden uundværlige fleksibilitet - noget, der viste sig nyttigt så sent som i går, eftersom vi ret sent blev klar over, at Ældstebarnet først skulle begynde i skole i dag. (Så kan vi se, hvor godt vi læser de der orienteringsbreve fra skolens rektor, hva'?! Dejligt, at der er vågne forældre i klassen, der lige skriver en reminder til alle om, at man måske lige bør arrangere noget pasning d. 2/1 også. At dømme efter reaktionerne, var vi ikke de eneste, der havde misset dét memo ...) Rent privat kommer der også til at ske ting og sager, men der er jo ingen grund til at løfte sløret for alt på én gang, vel - så er der jo ikke stof til flere indlæg før om 100 år.

Ældstebarnet og en grøn ballon på 'bakkerne' i Nordhavnen

Der er ikke noget som store vandpytter og en frostklar dag til at sikre underholdningen. Nogle fordele er der ved at have en byggeplads som næsten-nabo

En nogenlunde uventet feriedag må man imidlertid aldrig kimse af, så den blev - for mit og ungernes vedkommende - brugt på at sove til klokken 9.30 (yes, I læste rigtigt. 9.30, mine damer og herrer. Jeg erklærer nu Varanens søvnfornægtelse for endegyldigt afsluttet), være på legepladsen, cyklet i store vandpytter og være i svømmehallen. En ret god start på året, hvor jeg har stablet nærhed og kærlighed helt op på toppen af værdipiedestalen. Som næsten bukkede under af klichéerne, men altså ... nærhed og kærlighed er værdier, man umuligt kan være sur på - uanset hvor mange andre, der så end har de samme.

Vi kom i øvrigt godt igennem nytåret (thanks for asking). Aftenen (og den efterfølgende morgen) blev brugt sammen med en gruppe ret så sjove mennesker og deres børn. Hvoraf vi kendte en brøkdel i forvejen. Men med 10 voksne og 10 børn kan det ikke gå helt galt, og efter nytårsbrunchen kl. 10 nytårsdag og, for fædrenes vedkommende, et par timer på legepladsen med ungerne (mens damerne ryddede op og skvadrede), var vi hinandens nye bedste venner. Slet ikke noget dårligt koncept. Resten af 1. januar blev brugt i biffen med en stor balje popcorn og Syng, og så var alle også temmelig grydeklare (deraf soveriet frem til 9.30 i går).

Vi skåler med manér - bobler og øl i en og samme hånd. Aldrig gå ned på drikkevarer ...

Og nu er der så dømt hverdag igen. Og den har jo også sin charme trods gråvejr og noget, der ligner slud. Vi lægger i hvert fald godt ud med, at fire måneders genhusning af Yngstens børnehave endelig er slut, så i dag kunne vi aflevere i de velkendte rammer. Entusiasmen var til at føle på hos alle, inklusive mig selv. For selv om genhusningsbørnehaven ikke ligger mere end 2,5 km hjemmefra er det altså bare nemmere at aflevere 700 meter væk. I den hyggeligste villa med god plads og en legeplads, der ikke skal deles med andre institutioner. Så glimmer på, og op på kaminhylden med dét, som Hella Joof ville sige. Jeg er fan! (Både af Hella og af institutioner, der er hjemme igen)

Om lidt drager jeg af sted efter Yngsten i de nye rammer og fragter ham til bordtennis, mens Farmor henter Ældsten og får sig en hyggestund der. Og jeg vil forsøge at leve op til endnu et ikke-nytårsforsæt ved ikke at købe mig en kop kaffe. Hvis jeg er sej, tager jeg en med hjemmefra. Som en lille udfordring til mig selv, skal jeg nemlig prøve at købe færre ting (herunder kaffe) - i januar til at begynde med, og, med mindre jeg kradser af i forsøget på at undgå alle de kaffefristelser, min bydel er brolagt med, flere måneder med. Jeg køber generelt ikke så mange ting, mencafé-besøgene stak helt af i de sidste måneder af 2016. Det må jeg kunne gøre bedre. Ikke mindst fordi der jo er andre ting, jeg gerne vil have råd til. At rejse, f.eks. Hvilket er endnu et ikke-nytårsforsæt for 2017.

Og før jeg skriver mig ind i, at jeg pludselig er blevet fan af nytårsforsæt, slutter jeg her. Godt nytår, alle sammen! Må det blive lige, som I kunne tænke jer!

onsdag den 30. november 2016

Endnu mere siden sidst

Ordene vælter ud af mig for tiden, men de ryger direkte i det sorte hul, der hedder arbejdsopgaver. Og nye projekter, der forhåbentlig en dag finder fodfæste. Derfor er det småt med ordene herinde, men for at jeg ikke går helt i vinterhi, får I lige en omgang siden sidst mere. Og så skal jeg nok prøve at tage mig sammen til at skrive et 'rigtigt' indlæg næste gang.

Nå, men siden sidst:

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. På 5-stjernet hotel med sindssygt lækker mad og arrangerede ture. Og det kalder man arbejde! *indsæt selv vanvittig latter*

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. På 5-stjernet hotel. Alene! (med hvilket jeg mener 'uden familie'). Det betød, at jeg i den sparsomme fritid kunne tage mig et karbad, nusse rundt, bande præcis lige så højt af det sygt langsomme internet, som jeg havde lyst til, og ... wait for it ... endda nå at kede mig lidt. Jeg gentager: Og det kalder man arbejde!

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. Fik jeg nævnt, at jeg boede på et 5-stjernet hotel? Og savnet HDD og børnene vildt meget. Efter noget sludren frem og tilbage med mig selv (det har man nemlig også tid til, når man sådan er af sted alene) blev jeg dog enig om, at det er sundt at savne lidt fra tid til anden. Og det gjorde det jo bare så meget desto mere dejligt at komme hjem igen.

*Har jeg lært at finde vej på Bispebjerg Hospital. Det bliver man nødt til, når nært familiemedlem, der længe har skrantet, er blevet indlagt akut. Der blev opereret for et par dage siden, men vi mangler stadig svar på en masse prøver, og meget tyder på, at det ikke bliver nogle svar, vi har lyst til at høre. Crap, altså!

*Har jeg takket de højere magter mere end én gang for mit fleksible arbejdsliv. Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle jonglere hospitalsbesøg og gentagne snakke med læger og sygeplejersker oven i arbejdsbunkerne, hvis jeg samtidig havde en chef at stå til regnskab for. Hvis jeg ikke har sagt det tydeligt nok tidligere, bøjer jeg det gerne i neon: Jeg er f*nme heldig.

*Har vi været til intromøde for forældre til kommende 0. klasse-elever på skolen. Fordi Varanen skal i skole til næste år. I skole, blev der sagt. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal synes om. Han er jo lige blevet født?

*Har jeg formået at overbevise mig selv om, at det er godt, han skal i skole nu. Dels fordi det bliver sweeeeet kun at skulle aflevere ét sted, dels fordi skolen er fantastisk. Hvilket andre også lader til at mene - 40 ud af 54 nye 0. klasses-elever er nemlig søskendebørn, så det gjorde intromødet til en noget opsummerende affære. Stort set alle vidste nemlig godt, hvordan det foregår, det der indskoling.

*Har vi været til hhv. julebag hos Mårfar og juledekorationshalløj hos Farmor, og jeg har præsteret at spise så mange pebernødder, vanillekranse og brunkager, at jeg troede, jeg var gået i stykker. Julebag er hyggeligt og rart, men når man har glemt stopknappen derhjemme, kan man godt risikere at blive pænt dårlig.

*Har vi været til adventsgudstjeneste og fællesspisning på skolen. Lige dele hyggeligt og kaotisk. Men vi fik hørt Ældstebarnet synge Glorian in excelsis Deo i kirken. Nåååhr.

*Er vi begyndt at pynte en smule til jul derhjemme. Og i går fik jeg ungerne til at lave vores mini-julelandskab. Set i bakspejlet skulle jeg virkelig have ventet, til jeg fik købt noget sukker, vi kunne bruge som sne. I stedet for kækt at sige: "Det gør ikke noget, vi ingen sukker har. Vi bruger bare mel i stedet". #€&%"

*Er der virkelig opstået behov for at få støvsuget!

*Har vi været i IKEA. På en søndag. Det var ikke en god idé.

*Har vi haft lus. I-f*cking-gen. Jeg bliver så træt! Ingen lus i næsten 8 år, og så får pigebarnet dem to gange på to uger. Enten er skole-lusene af særlig kradsbørstig karakter, eller også slog sidste runde kemi dem bare ikke ordentligt ihjel. Denne gang har jeg kæmmet, kæmmet og så lige kæmmet lidt mere. Før jeg gassede dem med en rest Hedrin fra sidst. Og så lige kæmmet lidt mere. Suuuuuk! Fra nu af omdanner jeg mig til Kæmmeren fra Helvede og reder ældstebarnets hår igennem hele tiden og så igen. Bare for en sikkerheds skyld.

*Har jeg haft en dag eller to, hvor jeg har glemt at drikke kaffe. Glemt?! Jeg har klart for travlt. Og sidder derfor på en café lige nu med en stor kaffe i koppen. Man må have prioriteterne i orden.

fredag den 18. november 2016

Siden sidst ...

* Har vi haft lus på matriklen. Som direkte konsekvens heraf har jeg brugt hele formuen på lusepræparater i Matas - og er blevet temmelig overrasket over, hvor dyrt sådan noget egentlig er. Godt, det er første gang i min karriere som mor, at jeg er på dén galej - ellers kunne ungerne roligt begynde at vinke farvel til take away, fredagsslik, julegaver og alt andet sjovt (og dyrt). Lusene blev blev fragtet ind i hytten på ældstebarnets hoved, og de blev opdaget morgenen efter, jeg havde tænkt - tænkt! For sådan noget siger man ikke af fare for at blive ramt med en forhammer af Nemesis - at det da godt nok var dejligt, at vi aldrig havde haft lus, og at vores børn nok bare var sådan nogle, som ikke fik lus. For s*tan altså.

* Er begge børn blevet klippet. Heldigvis først efter lusene blev opdaget og slået ihjel med kemi og benhård kæmning. Ellers kunne jeg vist imødese sur frisør og ditto kunder, hvis de havde arvet bæsterne (lusene. Ikke børnene. #badatjinnng!) Goddammit, hvor er ungerne bare kære med deres nye frisurer. Og nu kan man se Varanens chokoladeknapøjne igen. Måske vi skal have dem til frisøren bare lidt oftere i fremtiden.

* Har Øglen fået smag for helt ny fritidsaktivitet, som hun var med DNP-veninde til i søndags. Siden har hun nærmest ikke talt om andet, så nu kan det være, at vi bliver sådan nogle, der har barn/børn, der sætter sig på mange timer en hel weekend. Suk. Hun prøver igen på søndag, og så må vi se, om interessen stadig er der. Og så kan det være, jeg orker at fortælle mere om det. Måske.

* Har HDD, Varanen og jeg gæstet Bogforum. Og slæbt bøger i hobetal hjem. Varanen holdt i næsten tre timer, hvilket jeg er ret imponeret over. Men da han nærmest faldt i søvn under Onkel Reje-showet, blev vi enige om, at vi havde været der længe nok.

* Har jeg haft hele to spontane aftaler med den samme veninde på to dage. Dét er en god frekvens, hvis man spørger mig. Og det gør man herovre på min blog.

* Har vi været til skole-/hjem-samtale i 1.A, hvor ældstebarnet blev rost så meget, at jeg muligvis tror, mine ører stadig gløder bare en smule. Sjældent har så mange pæne ting været ytret over så kort tid. Og selv om det selvfølgelig er ældsten, der bærer ansvaret for at være så sød og sjov og dygtig og grundig og vellidt og alt det andet, der blev sagt, så er det svært ikke at blive bare en lille smule stolt som forældre også.

* Er jeg blevet sådan en, der står ovre i skolegården (arj, ok - næsten ovre i skolegården. Jeg stoppede, inden jeg kom ind) og taler businezz med kunde, der har været sådan cirka lige så svær at få fat på som ... som ... nogen, der er meget svær at få fat på. Så når han endelig ringede tilbage, skulle opkaldet i dén grad besvares. Også selv om jeg følte mig som lidt af en douche, som jeg stod der og bjæffede om timepriser, smør på brødet, tilgangsvinkler og andet spændende. Det må man tage med, når man kan runde af med ordene "nyt, fast samarbejde" i ørerne. (En meget positiv ting for selvstændige mig, skal jeg lige understrege. Ordet 'fast' er vi jeg, inden for rimelighedens grænser, ret glad for. Så længe det ikke indgår i umiddelbar sammenhæng med ordet 'stilling')

* Har vi skruet så langt ned for legeaftaleblusset, at der ikke har været nogen legeaftaler overhovedet i den forgangne uge. Med mindre den dag, hvor Farmor hentede og hyggede med børnene altså tæller?

* Står jeg med det ene ben ude af døren. Og ikke bare fordi jeg snart skal hente børn og forsøge at sweettalke Varanen til at tage til håndbold. Jeg skal nemlig til de varme lande i morgen. Sgu'. Toute seule, ganz allein, all by myself. Eller, altså - jeg går ud fra, at der er andre med flyveren og på hotellet også (ellers bliver det en smule underligt), men jeg skal ikke af sted sammen med nogen. Det er bare mig, noget sol og et pænt lækkert hotel. Og nåh ja - en stak arbejde, men det tager vi med. Hvor længe? Nårm', såmænd bare fem dage. Som afrejsen nærmer sig bliver jeg mindre og mindre stolt ved at skulle være væk fra HDD og reptilerne så længe, men de har alle forsikret mig om, at de nok skal klare sig. Og selvfølgelig skal de det. Så jeg har taget 'jeg glæder mig'-kasketten på og kan faktisk ikke rigtig vente med at få lidt sol og sommer. 

fredag den 11. november 2016

Noget om fritidsaktiviteter og kalenderjonglering

Der er tryk på for tiden hjemme hos os. Legeaftaler, legeaftaler, fritidsaktiviteter og så lige lidt flere legeaftaler - for ikke at tale om alle de arrangementer, der støt og roligt begynder at tiltuske sig plads i kalenderen her op mod jul. ("Her op mod jul" - tsktsk. Der er jo stadig over en måned til, men på mystisk vis er midt-november nu om dage synonymt med "tæt på jul". Ak ja) Alle aktiviteterne er knaldhyggelige, når man sådan ser på dem isoleret set, men de giver altså en del travlhed i løbet af ugen.

Således runder vi i dag en uge af med dobbelt legeaftale for den ældste mandag (ude), fritidsaktiviteter for både Øgle og Varan tirsdag (HDD og jeg tog en hver, og jeg må med skam indrømme, at jeg pjækkede fra min egen fritidsaktivitet tirsdag aften og i stedet gik en tur med en god veninde i røret), dobbelt legeaftale med middag med forældre onsdag (hos os), ingenting torsdag (phew) og hhv. fritidsaktivitet for Varanen og legegruppe for Øglen (ude) i dag. Indtil videre har vi holdt lørdagen fri, og søndag står den så på heldagslegeaftale for Øglen hos DNP-veninde og Bogforum for Varanen, HDD og jeg. Pyyyyyh, altså!

Det kræver jo timemanagement på Ph.D-niveau at balancere alle de aftaler, og vores afkom går endda 'kun' til hhv. én og to ting hver. At Øglen kun går til én ting, er nærmest uhørt i hendes klasse, hvor børnene rask væk går til både to, tre og fire ting, men jeg må indrømme, at jeg har det glimrende med ikke at skulle stå skoleret et eller andet bestemt sted mere end én gang om ugen. Og indtil Øglen efterspørger mere planlagt aktivitet i hverdagene, så holder vi os bare til det, vi har. For hvornår var det i øvrigt ellers, der skulle blive tid til alle de der legeaftaler?! (Som slet ikke er hyppige nok, hvis det stod til den ældste. Hun har i hvert fald for nylig slynget ønsker til to-tre mere fra klassen ud, som hun gerne vil lege med. "Snart, mor!" Jojo, min skat. Jeg skal bare lige jonglere en fuldstændig proppet kalender først).

Varanen har heldigvis ikke så mange legeaftaler endnu, men han er jo også det yngre, og når dagen i børnehaven er slut, er han træt. Alligevel går han til hele to fritidsaktiviteter, men det skyldes primært, at vi er ved at udfase den ene. Efter ønske fra Varanen, der desværre først ønskede det, umiddelbart efter vi havde betalt for efterårssæsonen, så jeg vi er blevet enige om, at man holder ud indtil jul. Den anden fritidsaktivitet er spritny (for Varanen, altså) og ligger, som nævnt, lige oven i Øglens, hvilket i min bog er mega-win, for så kan vi holde det samlet. Og så begynder den allerede kl. 15, frem for den anden, der først begynder kl. 16. På en fredag. Som nævnt, så er Varanen træt efter en dag i børnehave, så kl. 16 er at stramme den i forhold til at tage imod kollektive beskeder og generelt være i hopla til at være adskilt fra undertegnede.

Og hvad ER denne her nye fritidsaktivitet så, tænker I nu. Jo, altså. Egentlig ville Varanen gerne gå til noget "rock-dans", som jeg har oversat til at være hiphop/breakdance. Det skrev jeg ham op til i foråret, men en nylig forespørgsel har afsløret, at ventelisten stadig er på længde med Dødehavsrullerne, og vores chance for at få en plads svarer til sandsynligheden for at finde den der gyldne billet i Charlie & Chokoladefabrikken. Så mens vi venter i spænding på en plads (der ifølge venteliste-damen "nok heller ikke bliver til januar"), jamen så spiller vi da bare bordtennis i stedet. Ikke fordi det ligner "rock-dans" specielt meget, men fordi det også kunne være sjovt, synes Varanen. Og så skal det da prøves. Første gang gik over al forventning, og nu er jeg bare spændt på næste gang. Især fordi jeg skal betale kontingent lige om lidt, og jeg bliver liiiidt træt, hvis beskeden fra Varanen næste tirsdag så lyder "Arj, jeg tror ikke, jeg har lyst alligevel".

Arbejdet viser sig også fra sin travle side, men fleksibiliteten gør, at der bliver tid til det hele - endda en spontan kop kaffe på Starbucks med nybagt mor-veninde i formiddags. Så det hele er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Og inden længe trækker jeg oven i købet stikket et par dage og stikker af til sydligere himmelstrøg. Mere om det, når vi kommer lidt tættere på - eller når jeg er hjemme igen.

Og nu er jeg den, der er smuttet. Der er en fritidsaktivitet, der skal fragtes barn hen til, og en pakke på posthuset, der skal hentes. Og SÅ er det weekend - hav en god en!

onsdag den 2. november 2016

Noget om fødselsdage og hverdage. Og Halloween

Ham Den Dejlige fyldte år i går. Et helt år ældre blev han - og nu er vi så jævnaldrende. Hvert år (uden undtagelse i de snart 10 år vi har kendt hinanden) har han forbeholdt sig retten til udøvning af rendyrket aldersfascisme i de fem uger, der er mellem vores fødselsdage, men nu ligger han selv faretruende tæt på de 40, så han skal hermed flette næbbet for i år. Basta.

Vi havde en dejlig - og hverdagspræget - dag, der begyndte v.i.r.k.e.l.i.g tidligt (de unger kan seriøst lugte gaver på kilometers afstand. Og det er helt lige meget, om de er til dem eller ej. Alene spændingen omkring fødselsdag og gavegivning er nok til at drive dem ud af fjerne gudsjammerligt tidligt). HDD fik sine gaver ved morgenbordet, der var overdådigt dækket med ... havregryn, havregrød og yoghurt. Altså den helt almindelige hverdagsmenu. Stakkels HDD. Og så gik turen mod hhv. skole, børnehave og 2 x job. Til gengæld var der lagt i kakkelovnen til storhygning efter fyraften, hvor vi alle fire valfartede til Halloween i Tivoli. For til trods for trick or treating derhjemme selve Halloween, var der et par reptiler, der ikke havde fået græskar (og sukker) nok. Og så er det jo også bare altid hyggeligt at komme på besøg i Den Gamle Have.

RET uhyggeligt, hvis man spurgte reptilerne


Det må være ret sjovt at være dem, der udtænker al dekorationen i Tivoli. Synes, det er så fint og finurligt det hele

Vi var heldige med både vejret og det beskedne opbud af mennesker, så der var frit lejde til at prøve alt det, man gad. Øglen fik turpas med ledsagerarmbånd, men belært af sidste besøg i Tivoli nøjedes vi med billetter til Varanen. Han har ikke lyst til at prøve så meget og hyggede sig meget godt med at tulle rundt. Og han vandt oven i købet en pose lakridskonfekt han vandt på Grand Prix-banen, mens Øglen og HDD susede rundt i en rutsjebane. 

Vi spiste middag hos Brødrene Price, hvor der bestemt ikke var sparet på smørret, og vi trillede - både i bogstavelig og overført betydning - hjem fra en dejlig eftermiddag. Det var, forståeligt nok, svært at få alle mand op og af sted i morges, så jeg takkede nok engang forsynet for mine fleksible arbejdstider, så Varan-afleveringen kunne skubbes en times tid. Vi brugte den ekstra tid på at spille Cluedo (ingen spons overhovedet, bare all-time favourite brætspil, valgt af Varanen. Valget blev en smule vanskeliggjort af, at han ikke kan læse og i øvrigt heller ikke besidder for fem øre taktisk sans endnu, men det var knageme hyggeligt) og sludre lidt om løst og fast. Selv om det er hyggeligt, når vi alle sammen kan følges af sted om morgenen, er de langsomme morgener altså heller ikke sådan at kimse af.

Bearnaisen stod ved siden af ... Mmmm ... (Og det stribede er noget så rædsomt som en gigantisk bananslikkepind, som den ældste fik tiltusket sig)


Fineste Tivoli!

Resten af ugen har vi ikke de store planer på programmet. Heldigvis, kan man fristes til at sige, for et blik på kalenderen fortæller, at den er stopfyldt fra lørdag og en uge frem. Med fødselsdage, legeaftaler, bålhygge med klassen, flere legeaftaler, prøvetræning i bordtennis (sic!), og så lige lidt flere legeaftaler. Ak ja - vi når nok det hele, men lige nu tillader jeg mig at nyde stilheden før stormen ...

onsdag den 5. oktober 2016

Noget om cykler

Nu havde jeg jo, som nævnt i et tidligere indlæg, fødselsdag for et par uger siden. Man kan imidlertid ikke altid regne med, at man får de fødselsdagsgaver, man ønsker sig, så derfor havde jeg sikret mig, at jeg med garanti fik noget, jeg har villet have, siden vi slog vores folder i Italien i sommerferien: En minicykel! Sådan en fiks lille retrosag, der er mere skør end køn. Jopo-cyklens grimme, gamle fætter, kan man vist godt kalde den. (Hvad jeg vil bruge den til? Cykle på, selvfølgelig. Min helt egen cykel, der desværre ikke har barnesæde på, unger ...(!))

Jeg har fulgt ivrigt med på dba.dk og erfaret, at der er nok af dem i Danmark, men at de flestes ejermænd tilsyneladende lider af den vildfarelse, at de (cyklerne, ikke dem selv) er belagt med guld. I hvert fald, hvis man skal dømme efter prisen. Så da HDD for et par uger siden tvært meddelte, at hans telefon gik helt amok med at foreslå ham minicykler, fordi jeg måske/måske ikke er kommet til at bruge den til at søge efter minicykler på, og at der lige var kommet nogle fine, nye på dba, var jeg ikke sen til at slå til. Slet ikke, fordi ejermanden forlangte det samme for hele TO cykler, som de fleste kjøwenhavnere forlanger for en halv. Haps, sagde jeg så. Og måtte i samme ombæring melde, at vi altså først kunne komme efter dem en uge senere, fordi de befandt sig et godt stykke fra Hovedstaden. Men vi kom alligevel næsten lige forbi (arj, det gjorde vi faktisk overhovedet ikke. Men omvejen blev ikke helt så lang), da vi var på vej hjem fra Jylland. På min fødselsdag. Så tillykke med mig. Nu 38 og med to skramlede cykler, der er så grimme, at de er fine! (I øvrigt fik jeg rigtig fine og gode gaver fra andre. Endda også nogle, jeg ønskede mig. Dog ingen cykler).

Jeg er i fuld gang med at gøre den ene cykel køreklar. (Den anden? Den sælger jeg sq nok) Og før nogen tænker, at det lyder vældig sejt og cykelsmeds-agtigt, så skal jeg skynde mig at sige, at bestræbelserne indtil videre har bestået i at vaske, skrabe spraymaling af (i stuen. Jeg var ikke populær hos HDD!), flå lås og lygter af og sådan noget andet shine op-noget. Fordi den i virkeligheden kører ganske udmærket, som den er. Den kunne bare godt trænge til en lille ansigtsløftning. Jeg er ikke nået til montering af nye skærme og sadel og alt det jazz endnu, og gør det formentlig heller ikke. Jeg ser det nemlig som min fornemste opgave at holde vores lokale cykelsmed kørende. Hvilket ladcyklen i dén grad har bidraget til på det seneste.

Jeg tror ikke, det er helt galt, hvis jeg siger, at tror, vi har lagt over 3.000 kr. i reparationer på den hos ham, siden vi flyttede tilbage til byen. For et år siden. Fordi den bliver ved med at gå i stykker. Nok fordi jeg bruger den h e l e tiden. Men den er også uundværlig i en grad, så jeg uden at blinke ville bede eventuelle køretøjsrøvere om at tage bilen til hver en tid, hvis jeg fik valget mellem at udlevere enten bil eller kassecykel. Den ER jo vores bil her i byen, for fa'n. Og det eneste køretøj, der holder på matriklen. Det er nemlig gratis at parkere cykler, der, hvor vi bor. Mens det koster tænderskærende 1.300 kr. om måneden for at parkere en bil. Sin egen bil. Den tager vi lige igen. 1.300 kr. Om MÅNEDEN. For BEBOERE. Og selv om Morten Kabell tilsyneladende er af en anden holdning, så er det ikke alle, der har valgt at bo i Nordhavnen, der har råd til at betale så meget om måneden for parkering. (Her kunne jeg så vælge at indsætte lange tirader omkring det faktum, at alle andre bosiddende rundt omkring på Østerbro kan få en parkeringslicens, der koster noget i omegnen af 800 kr. Om året, altså. Men ikke lige der, hvor vi bor. For der har vi jo råd til at betale horrible parkeringspriser (!) Men jeg orker ikke diskussionen, og med en konklusion, der hedder "sådan er det bare", er der ikke så meget at komme efter ...)

Ladcyklen. Og HDD. Begge helt uundværlige!

Og apropos ladcyklen, så er den i skrivende stund på langvarigt besøg hos nævnte cykelhandler. Faktisk har den været der i mere end en uge nu, og jeg føler mig totalt amputeret. Jovist, Øglen cykler selv til og fra skole, og Varanen kan sidde bagpå min almindelige cykel, og brænder det helt sammen, kan jeg tage toget med ungerne. Så vi kan jo godt klare os uden den. Men alt er bare nemmere og mere fleksibelt med kassecyklen - også at handle. Jeg plejer at cykle mellem 10 og 15 kilometer på den om dagen, og nu har jeg ikke haft den i noget, der føles som 1.000 år. Sidste melding fra cykelsmeden er imidlertid, at de langt om længe har fundet den obskure reservedel, der tilsyneladende ikke produceres mere - på Bornholm, af alle steder. Så den er på vej til storbyen, hvor den så skal monteres. Og herefter burde det være muligt at cykle på ladcyklen, uden at forbremserne blokerer hele tiden. Noget, jeg i dén grad vil sætte pris på. To unger er tunge nok at cykle med i sig selv - jeg behøver ikke yderligere modstand i form af defekte bremser ...

Jeg har fået en foreløbig pris på omkring 650 kroner, og taget i betragtning, at vi forleden regnede med en regning på noget, der ligner 4.000 kroner for to nye hjul og et helt nyt bremsesystem (og vi derfor var ude i overvejelser om at købe en helt ny brugt ladcykel), synes jeg jo ligefrem, det er billigt. Samtidig er der dog en lillebitte flig af mig, der ærgrer mig lidt over, at vi så ikke får en ny brugt cykel. Der er lidt nyere og lækrere. Omvendt er det nu meget fedt at få den gamle kending hjem. Den er jo vores, med de skavanker, den nu engang har. Og sin meget genkendelige lyserøde farve. En ny brugt cykel ville jo ikke være så customized, som vores er. Og den ville ikke være brugt til alle de ture, det lyserøde lyn er. Så når alt kommer til alt, er det nok meget godt, at vi får kassecyklen hjem. Den har været savnet!

torsdag den 1. september 2016

Noget om efterår

Jeg kan ikke sige det ofte nok - jeg elsker efteråret. Og det er det jo nu, siger kalenderen. Sensommeren er dejlig, men efteråret, særligt septemper, er fantastisk. Hver sommer glæder jeg mig hemmeligt en lille smule, til jeg kan stikke i et par lækre støvler og smyge mig i strik, og selv om jeg naturligvis er vild med, at jeg ikke behøver-behøver have sokker på i skoene endnu pga. de sommerlige temperaturer, ville det ikke genere mig, hvis det blev bare lidt køligere. Så længe solen altså bliver her, forstås. For når jeg siger, jeg elsker efteråret, er det jo de kølige, solbeskinnede dage, jeg mener. De dage, hvor man for alvor kan nyde de gyldne toner i trækronerne, og hvor både krop og sind kan blive blæst godt igennem. Uden at man får lungebetændelse og stivfrosne fingre af det.

Dette efterår, og denne september i særdeleshed, imødegår jeg dog med en noget blandet følelse. Ikke at måneden har gjort noget som sådan - faktisk har den blandt andet dannet rammen om både min egen og Varanens ankomst til verden for hhv. snart 38 og 5 år siden - men den har også været kulisse for min mors død. Det er snart et år siden, hun gik bort. Og endnu snarere et år siden, vi fik den triste besked om, at der ikke var mere at gøre. Det år har på en gang varet for evigt og et splitsekund.

Jeg forstår ikke, hvordan det har været muligt at eksistere så længe uden hende, men det har jo ladet sig gøre på et eller andet plan. Fordi det skal det. Og nok også fordi hun er her endnu. I mit hjerte og, som Øglen så fint formulerede det, som vinden omkring huset, som en stjerne om natten og som en fugl om dagen. Det trøster en smule, selv om jeg klart ville foretrække, at hun bare var her som min mor.

torsdag den 18. august 2016

Noget om at blive ældre

Selv om min tandlæge (som i parantes bemærket maks. er 12 år gammel) er rigtig sød til at kalde mig 'meget meget ung', så er der ingen vej uden om, at jeg fylder 38 inden længe. Methusalem vil formentlig argumentere for, at 38 ganske rigtigt er meget meget ungt, men set i forhold til den 16-årige (cirka) guldsmed, der skulle kigge på nogle smykker for mig forleden, er jeg nærmest en oldsag.

Min alder generer mig i øvrigt ikke, skal jeg lige skynde mig at sige. Jeg elsker at være i 30'erne, og den eneste krise, jeg formentlig får, når jeg engang overgår til 40'erne, er, om nogen så forventer, at jeg skal opføre mig voksent til forældremøderne i hhv. skole og børnehave. For det kommer næppe til at ske.

Men. Alders-zen til trods, så må jeg erkende, at der er nogle downfalls. Ud over de helt åbenlyse - slappere i kødet, rynker i panden (vi siger tak til purung tjener på restauranten i går, der ikke kunne lade være med at grine af mit vantro udtryk, da hun kom med en dessert før desserten - en såkaldt 'præ-dessert'. Et koncept jeg i øvrigt bifalder til fulde sådan rent generelt, men som var lidt voldsomt til middagen, fordi der også havde været en 'overraskelsesret' før hovedretten (og efter forretten), så jeg var pænt mæt. Og fik åbenbart så mange mæthedsrynker i panden, at vårharen følte trang til at kommentere det) og større behov for en eftermiddagslur, så er der også de rent interne ting. Lidt ligesom man har større tendens til at acceptere, at en kommode på snart 40 år er lidt leddeløs, end at en spritny IKEA-model er det, så har jeg for nylig måttet sande, at det samme gør sig gældende for mennesker. Mig, om ikke andet.

Det lugtede lidt af sommer i morges, hvor jeg snød mig til en stund i solen efter aflevering og før tandlægebesøg

Således befandt jeg mig i går til åben konsultation på mit lægehus (fordi min læge er så travl, at det går hurtigere at sidde i kø med 4.000 andre leddeløse typer end at få sin egen tid), fordi jeg siden sommerferien har haft et ben, der gør tjotalt naller, når jeg rejser mig op fra sofaen. Og en lænd, der skaber sig så meget, at det nu også har sat sig på halebenet. Min skjulte dagorden var at få en henvisning til en fys hos lægen, men af uransagelige årsager var det eneste, jeg kom derfra med, et par forslag til øvelser, jeg kan gå hjem og lave for at blive strukket ud. Og en formodning (fra lægen) om, at jeg er hypermobil. "Så derfor er det meget nemmere for dig at få den slags muskelskader end andre". Suk.

I dag var jeg så til tandlæge. Ikke så meget fordi, jeg er ved at blive ældre, som at de tænder jo skal kigges efter bare en gang imellem. Og før jeg fik set mig om, blev det "stille og rolige eftersyn" transmogriffet om til "plast på tre tænder". Som så endte med at blive fire, "for nu var jeg jo lige i gang". Og en trussel lovning på, at næste gang vi ses, så er der tre tænder mere, der skal kigges efter i sømmene. Farvel penge!

Så nu sidder jeg med mine nye plastictænder og drikker en velfortjent kop kaffe. Og spiser blåbær. Og en halv pakke af de chokoladekiks, vi skal have med til Sverige. Jeg mangler bare at sætte Barnaby på fjerneren og gribe strikketøjet (som egentlig er hækle-tøj, men det er der vist ikke noget, der hedder), men dén går ikke, for gammel-mutti skal hente ungerne. Med eller uden ondt i benet. Først skal jeg dog lige ud og tjekke, om jeg er blevet gråhåret i løbet af min kaffepause. Med alle de skavanker, jeg drøner rundt med for tiden, skulle det ikke undre mig det mindste ...

onsdag den 17. august 2016

Noget om låne-teenagere

Hverdags-loopet fortsætter herhjemme med tidligt op, smøre madpakker, komme i tøjet, aflevere børn, arbejde, hente børn, hygge med børn, lave aftensmad, bade børn og putte børn. Og det er faktisk slet ikke så dårligt. Særligt ikke, fordi - med fare for at jinxe det, naturligvis - at det er blevet lidt mindre svært at være Varanen ved aflevering i børnehaven. Bevares, det er ikke fordi, armene er helt i vejret, når han bliver afleveret (hverken hos mor eller barn), og fik han muligheden, ville han helt hundrede helst blive hjemme, men det er ikke længere helt så kniv-gennem-hjertet hårdt at aflevere ham. Han har fundet ud af, at han kan vinke to steder; først gennem ruden i døren, når jeg går ned ad trapperne, siden gennem vinduet (hvis jeg placerer mig korrekt på den anden side af vejen og husker ikke at stå under gigant-træet), og det synes han åbenbart er lidt nemmere at leve med. Så jeg krydser fingre for, at det kun kommer til at gå fremad herfra.

De moderat succesfulde afleveringer gør imidlertid, at jeg stadig henter tidligt i det omfang, det er muligt. Og selv om det er knaldhyggeligt at have ungerne hjemme en hel eftermiddag, så trænger de altså nogle gange til andre input, end dem jeg kan give dem (ikke mindst fordi deres iPad er blevet inddraget i hverdagene). Men så er det jo heldigt, at vi de sidste par dage har lånt en teenager (som vi kender, altså. Lang historie, men de bor ikke længere ved siden af os, men i stedet temmelig langt væk. Men teenageren går stadig i skole i København).

På papiret skal han egentlig bare hænge ud hos os et par eftermiddage om ugen, indtil hans mor får fri fra arbejde, og han kan følges med hende hjem, men i praksis er han simpelthen så sød til at lege med ungerne - og lader til at hygge sig med det. Nuvel; De spiller noget mere Pokemon Go, end en Østerbro-mor bryder sig om, men så længe de hygger sig og kan samles om det, så lader jeg det helt og aldeles fare.

Indtil videre har vi lånt teenageren mandag og tirsdag i denne uge. Måske låner vi ham også i morgen, og i næste uge kommer han igen. Det er altså et koncept, der holder. Hvis jeg var sådan en, der kunne lave seje apps, ville jeg klart lave en, der hed Lån En Teenager. Det er jeg sikker på, der er et marked for ...

Øglen? Hun er i fuld gang med skolen, og selv om jeg egentlig havde et indlæg i pipeline om første skoledag i første klasse, så er hun så dejligt uimponeret, at jeg sikkert aldrig får skrevet det færdigt. 0.A er nu blevet til 1.A og har fået et nyt klasselokale, der var fint pyntet til første skoledag. Øglen fandt sin plads (og den mappe og det æble, der var lagt frem til hvert barn), forældrene fotograferede febrilsk poderne, og så var det ellers ud af klappen. Så mens børnene lærte deres nye lærere at kende, defilerede forældrene på arbejde (og nogle af os nappede lige en kaffe på Baresso på vejen) - de fleste af os med et formanende "Du skal ikke hente mig før tidligst klokken 15" i ørerne.

Siden er det gået slag i slag, og Øglen har allerede fuld gang i legeaftalerne og har stiftet bekendtskab med de nye fag - religion, matematik, IT og sikkert også en masse andet, jeg ikke har opdaget, de har endnu. Jeg har derimod opdaget, at hun er glad - og så er jeg det også.

tirsdag den 9. august 2016

Noget om hverdag

Vi kører den (stadig) ind med hverdag på den hårde måde herhjemme. Og megahyggelige weekender. Det er som om, det er nemmere at huske, hvordan man holder fri, end hvordan det nu lige er, man går på arbejde fem dage om ugen. Og i skole og børnehave ...

Det yngste nummer er stadig ikke vild med at komme i børnehave. Som i overhovedet. Han er forknyt ved aflevering og mere konfliktsøgende end sædvanligt derhjemme, og ved sengetid har han ondt i maven, siger han. Han keder sig angiveligt i børnehaven, og det kan sagtens have noget på sig. Bedstevennen er jo kommet i skole, lige som alle de andre store børn, så nu er hele balancen i rykket, og det er pludselig Varanen, der er blevet den store. Den slags tager selvfølgelig tid at vænne sig til, og det er jo heller ikke farligt at kede sig - der er bare et helt ÅR, til han skal i skole, så jeg håber i dén grad, han kommer til at u-kede sig på et tidspunkt. For jeg kan næsten ikke bære, at min lille store dreng, der har knuselsket sin børnehave og alle i den, pludselig er så ked af det, når han skal af sted. Allerhelst vil han bare ligge i arm med mig på sofaen og se "et afsnit", eller sidde ved spisebordet og spille Rummikub, den seneste craze. Når han altså ikke vil klippe papir i smadder og stemple det med bogstaver, fordi han leger postkontor (#nåååååhr!).

Hverdagen i al sin finhed. For det er jo ikke jammer det hele. Overhovedet. Det er bare hyggeligst at holde hverdag sammen - er vi alle sammen enige om!

Jeg er et minut fra at flytte ud i en skov med ham i et års tid, så han bare kan tulle rundt og hygge sig, men det nytter jo for høvled heller ingenting. Ud over at der er grænser for, hvor meget Rummikub man kan spille (og at det bliver svært at arbejde fra en computer lavet af kviste og bær), så trænger han jo også til input fra jævnaldrende. Han er glad, når jeg kommer og henter ham, og pædagogerne siger, at han liver op, kort efter jeg er smuttet ud af døren, så det må jeg naturligvis tro på. Men hans lille triste ansigt martrer mig altså gennem dagen og gør, at jeg stopper arbejdet tidligt hver dag. Hvilket er så sindssygt priviligeret, at jeg har lyst til at anbefale alle at blive selvstændige, men som samtidig gør, at det er temmelig småt med opsøgende arbejde for tiden. For nu at sige det mildt.

Det ældste nummer er stadig lige vild med at blive afleveret. Endnu vildere nu end i sidste uge, faktisk, eftersom flere og flere fra klassen er begyndt i SFO. I morgen går det løs med første dag i første klasse. Det er stort, synes jeg. Hun selv tager det ikke så højtideligt. "Jeg skal jo bare i skole, som jeg plejer", som hun siger. Og jaja, det er selvfølgelig det samme sted med de samme klassekammerater, men det er et nyt lokale, det er nye lærere, og så er det friggin' FØRSTE KLASSE. Bum! Ikke om jeg fatter, det er et helt år siden, hun begyndte i 0.A og var så stor og stolt. Nu er hun endnu større, og når jeg ser på de nye (småbitte) 0.-klasser, der myldrer rundt i skolegården og SFO'en, fatter jeg endnu mindre. For så lille var Øglen da ikke, da hun startede i skole. Det er jeg helt sikker på ...

mandag den 1. august 2016

Noget om følelser

Mandag morgen. Anden mandag efter ferien. Relativt langsom morgen - ingen har sådan crazy travlt, for skolen begynder først for alvor i næste uge. Men SFO begynder i dag. Vi kunne alle sammen følges, da vi skulle af sted i morges, og dialogen ved cyklerne udspillede sig ca. sådan her:

Ældstebarnet: Det her bliver bare den BEDSTE dag!
Mig: Ja?
Ældste: Jo, for jeg skal i SFO, se alle mine venner og vise dem mine nye Puma-sko. Jeg glæder mig mega-meget!

Yngstebarnet: Jeg vil ikke i børnehave!
Mig: Nej?
Yngste: Jeg har overhovedet ikke lyst. Jeg vil meget hellere blive hjemme hos dig.

Der er i dén grad forskel på vores børn. Det vidste jeg selvfølgelig også godt før i morges, men det slog meget godt hovedet på sømmet. Hvor den ældste glæder sig som en lille vild til at komme tilbage og være social, vil den yngste hellere bare melde sig helt ud og være sammen med mig. Sidde i arm, læse bøger og se fjernsyn. Og mit hjerte bløder for den lille mand, der bare bliver så ulykkelig, når hverdagen og virkeligheden ikke kan imødekomme hans ønsker.

Det hjælper så selvfølgelig heller ikke på det, at børnehaven fra i dag og fire måneder frem er genhuset pga. metrobyggeriet. Som åbenbart larmer så meget, at det ikke er forsvarligt at være i huset. Så nyt sted it is. Men oven i en opstart, hvor yngstebarnet i forvejen er lidt ferieramt, gør det det ikke ligefrem nemmere.

Vi så begge det nye sted for første gang i dag. Det er superfint, men det ligner på ingen måde det gamle. Heller ikke selv om både voksne og børn trods alt er de samme. Og yngste var ikke imponeret - på trods af, at Yndlingspædagog er kommet tilbage fra ferie.

Så hvor HDD kunne berette, at "alt gik bare så fint, da jeg afleverede Ældste. Hun løb bare ind og råbte farvel med det samme", da vi talte sammen efter aflevering, kunne jeg berette om en nedtrykt Yngste, der slet ikke kunne lade være med at græde. Og som - da jeg helt misforstået speedsnakkede i et lidt for højt toneleje om, hvor fint det nye sted er, og hvor sjovt det bliver at skulle være i storegruppen - ytrede et grådkvalt "men derfor må jeg da godt græde, mor!" Og ja, selvfølgelig må han det. Uanset hvor stor han er. Så det fik vi os en god snak om. Før Yndlingspædagog fysisk pillede Yngste af mig og storkrammede ham i favnen, mens de vinkede til mig. Som havde det som om, der blev slået et lille stykke af mit hjerte af.

Begyndelsen efter en lang ferie er svær. Jeg ville sådan set også hellere blive hjemme, men ud over et arbejde, der skal passes, var der også en Troldemor, der skulle besøges på hospitalet. Og jeg kan jo ikke holde ham hjemme altid (selv om jeg lige nu har allermest lyst). Sådan fungerer livet jo ikke - men det kan være svært at forstå, når man kun er 4. Jeg har jo haft næsten 38 år til at lære, at der er situationer, hvor man bliver nødt til at gå på arbejde, selv om man ikke har lyst. Og at det ikke nytter noget at sætte hælene i og sige nej tak. Det har Yngste (heldigvis) ikke lært endnu. Det gør ondt at være vidne til som mor, men det gør det jo ikke farligt. Det er bare følelser, og de er sgu' ikke så dårlige at have. Heller ikke selv om de ikke altid er præcis dem, man kunne ønske sig.

I morgen bliver bedre. Håber jeg. Og hvis ikke, bliver i overmorgen bedre. Eller om tre dage. På et eller andet tidspunkt bliver det bedre. Og indtil da må jeg prøve at tackle det på bedst mulige måde. Hvordan det så end er ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...