Viser indlæg med etiketten hverdag. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten hverdag. Vis alle indlæg

fredag den 11. november 2016

Noget om fritidsaktiviteter og kalenderjonglering

Der er tryk på for tiden hjemme hos os. Legeaftaler, legeaftaler, fritidsaktiviteter og så lige lidt flere legeaftaler - for ikke at tale om alle de arrangementer, der støt og roligt begynder at tiltuske sig plads i kalenderen her op mod jul. ("Her op mod jul" - tsktsk. Der er jo stadig over en måned til, men på mystisk vis er midt-november nu om dage synonymt med "tæt på jul". Ak ja) Alle aktiviteterne er knaldhyggelige, når man sådan ser på dem isoleret set, men de giver altså en del travlhed i løbet af ugen.

Således runder vi i dag en uge af med dobbelt legeaftale for den ældste mandag (ude), fritidsaktiviteter for både Øgle og Varan tirsdag (HDD og jeg tog en hver, og jeg må med skam indrømme, at jeg pjækkede fra min egen fritidsaktivitet tirsdag aften og i stedet gik en tur med en god veninde i røret), dobbelt legeaftale med middag med forældre onsdag (hos os), ingenting torsdag (phew) og hhv. fritidsaktivitet for Varanen og legegruppe for Øglen (ude) i dag. Indtil videre har vi holdt lørdagen fri, og søndag står den så på heldagslegeaftale for Øglen hos DNP-veninde og Bogforum for Varanen, HDD og jeg. Pyyyyyh, altså!

Det kræver jo timemanagement på Ph.D-niveau at balancere alle de aftaler, og vores afkom går endda 'kun' til hhv. én og to ting hver. At Øglen kun går til én ting, er nærmest uhørt i hendes klasse, hvor børnene rask væk går til både to, tre og fire ting, men jeg må indrømme, at jeg har det glimrende med ikke at skulle stå skoleret et eller andet bestemt sted mere end én gang om ugen. Og indtil Øglen efterspørger mere planlagt aktivitet i hverdagene, så holder vi os bare til det, vi har. For hvornår var det i øvrigt ellers, der skulle blive tid til alle de der legeaftaler?! (Som slet ikke er hyppige nok, hvis det stod til den ældste. Hun har i hvert fald for nylig slynget ønsker til to-tre mere fra klassen ud, som hun gerne vil lege med. "Snart, mor!" Jojo, min skat. Jeg skal bare lige jonglere en fuldstændig proppet kalender først).

Varanen har heldigvis ikke så mange legeaftaler endnu, men han er jo også det yngre, og når dagen i børnehaven er slut, er han træt. Alligevel går han til hele to fritidsaktiviteter, men det skyldes primært, at vi er ved at udfase den ene. Efter ønske fra Varanen, der desværre først ønskede det, umiddelbart efter vi havde betalt for efterårssæsonen, så jeg vi er blevet enige om, at man holder ud indtil jul. Den anden fritidsaktivitet er spritny (for Varanen, altså) og ligger, som nævnt, lige oven i Øglens, hvilket i min bog er mega-win, for så kan vi holde det samlet. Og så begynder den allerede kl. 15, frem for den anden, der først begynder kl. 16. På en fredag. Som nævnt, så er Varanen træt efter en dag i børnehave, så kl. 16 er at stramme den i forhold til at tage imod kollektive beskeder og generelt være i hopla til at være adskilt fra undertegnede.

Og hvad ER denne her nye fritidsaktivitet så, tænker I nu. Jo, altså. Egentlig ville Varanen gerne gå til noget "rock-dans", som jeg har oversat til at være hiphop/breakdance. Det skrev jeg ham op til i foråret, men en nylig forespørgsel har afsløret, at ventelisten stadig er på længde med Dødehavsrullerne, og vores chance for at få en plads svarer til sandsynligheden for at finde den der gyldne billet i Charlie & Chokoladefabrikken. Så mens vi venter i spænding på en plads (der ifølge venteliste-damen "nok heller ikke bliver til januar"), jamen så spiller vi da bare bordtennis i stedet. Ikke fordi det ligner "rock-dans" specielt meget, men fordi det også kunne være sjovt, synes Varanen. Og så skal det da prøves. Første gang gik over al forventning, og nu er jeg bare spændt på næste gang. Især fordi jeg skal betale kontingent lige om lidt, og jeg bliver liiiidt træt, hvis beskeden fra Varanen næste tirsdag så lyder "Arj, jeg tror ikke, jeg har lyst alligevel".

Arbejdet viser sig også fra sin travle side, men fleksibiliteten gør, at der bliver tid til det hele - endda en spontan kop kaffe på Starbucks med nybagt mor-veninde i formiddags. Så det hele er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Og inden længe trækker jeg oven i købet stikket et par dage og stikker af til sydligere himmelstrøg. Mere om det, når vi kommer lidt tættere på - eller når jeg er hjemme igen.

Og nu er jeg den, der er smuttet. Der er en fritidsaktivitet, der skal fragtes barn hen til, og en pakke på posthuset, der skal hentes. Og SÅ er det weekend - hav en god en!

onsdag den 2. november 2016

Noget om fødselsdage og hverdage. Og Halloween

Ham Den Dejlige fyldte år i går. Et helt år ældre blev han - og nu er vi så jævnaldrende. Hvert år (uden undtagelse i de snart 10 år vi har kendt hinanden) har han forbeholdt sig retten til udøvning af rendyrket aldersfascisme i de fem uger, der er mellem vores fødselsdage, men nu ligger han selv faretruende tæt på de 40, så han skal hermed flette næbbet for i år. Basta.

Vi havde en dejlig - og hverdagspræget - dag, der begyndte v.i.r.k.e.l.i.g tidligt (de unger kan seriøst lugte gaver på kilometers afstand. Og det er helt lige meget, om de er til dem eller ej. Alene spændingen omkring fødselsdag og gavegivning er nok til at drive dem ud af fjerne gudsjammerligt tidligt). HDD fik sine gaver ved morgenbordet, der var overdådigt dækket med ... havregryn, havregrød og yoghurt. Altså den helt almindelige hverdagsmenu. Stakkels HDD. Og så gik turen mod hhv. skole, børnehave og 2 x job. Til gengæld var der lagt i kakkelovnen til storhygning efter fyraften, hvor vi alle fire valfartede til Halloween i Tivoli. For til trods for trick or treating derhjemme selve Halloween, var der et par reptiler, der ikke havde fået græskar (og sukker) nok. Og så er det jo også bare altid hyggeligt at komme på besøg i Den Gamle Have.

RET uhyggeligt, hvis man spurgte reptilerne


Det må være ret sjovt at være dem, der udtænker al dekorationen i Tivoli. Synes, det er så fint og finurligt det hele

Vi var heldige med både vejret og det beskedne opbud af mennesker, så der var frit lejde til at prøve alt det, man gad. Øglen fik turpas med ledsagerarmbånd, men belært af sidste besøg i Tivoli nøjedes vi med billetter til Varanen. Han har ikke lyst til at prøve så meget og hyggede sig meget godt med at tulle rundt. Og han vandt oven i købet en pose lakridskonfekt han vandt på Grand Prix-banen, mens Øglen og HDD susede rundt i en rutsjebane. 

Vi spiste middag hos Brødrene Price, hvor der bestemt ikke var sparet på smørret, og vi trillede - både i bogstavelig og overført betydning - hjem fra en dejlig eftermiddag. Det var, forståeligt nok, svært at få alle mand op og af sted i morges, så jeg takkede nok engang forsynet for mine fleksible arbejdstider, så Varan-afleveringen kunne skubbes en times tid. Vi brugte den ekstra tid på at spille Cluedo (ingen spons overhovedet, bare all-time favourite brætspil, valgt af Varanen. Valget blev en smule vanskeliggjort af, at han ikke kan læse og i øvrigt heller ikke besidder for fem øre taktisk sans endnu, men det var knageme hyggeligt) og sludre lidt om løst og fast. Selv om det er hyggeligt, når vi alle sammen kan følges af sted om morgenen, er de langsomme morgener altså heller ikke sådan at kimse af.

Bearnaisen stod ved siden af ... Mmmm ... (Og det stribede er noget så rædsomt som en gigantisk bananslikkepind, som den ældste fik tiltusket sig)


Fineste Tivoli!

Resten af ugen har vi ikke de store planer på programmet. Heldigvis, kan man fristes til at sige, for et blik på kalenderen fortæller, at den er stopfyldt fra lørdag og en uge frem. Med fødselsdage, legeaftaler, bålhygge med klassen, flere legeaftaler, prøvetræning i bordtennis (sic!), og så lige lidt flere legeaftaler. Ak ja - vi når nok det hele, men lige nu tillader jeg mig at nyde stilheden før stormen ...

onsdag den 5. oktober 2016

Noget om cykler

Nu havde jeg jo, som nævnt i et tidligere indlæg, fødselsdag for et par uger siden. Man kan imidlertid ikke altid regne med, at man får de fødselsdagsgaver, man ønsker sig, så derfor havde jeg sikret mig, at jeg med garanti fik noget, jeg har villet have, siden vi slog vores folder i Italien i sommerferien: En minicykel! Sådan en fiks lille retrosag, der er mere skør end køn. Jopo-cyklens grimme, gamle fætter, kan man vist godt kalde den. (Hvad jeg vil bruge den til? Cykle på, selvfølgelig. Min helt egen cykel, der desværre ikke har barnesæde på, unger ...(!))

Jeg har fulgt ivrigt med på dba.dk og erfaret, at der er nok af dem i Danmark, men at de flestes ejermænd tilsyneladende lider af den vildfarelse, at de (cyklerne, ikke dem selv) er belagt med guld. I hvert fald, hvis man skal dømme efter prisen. Så da HDD for et par uger siden tvært meddelte, at hans telefon gik helt amok med at foreslå ham minicykler, fordi jeg måske/måske ikke er kommet til at bruge den til at søge efter minicykler på, og at der lige var kommet nogle fine, nye på dba, var jeg ikke sen til at slå til. Slet ikke, fordi ejermanden forlangte det samme for hele TO cykler, som de fleste kjøwenhavnere forlanger for en halv. Haps, sagde jeg så. Og måtte i samme ombæring melde, at vi altså først kunne komme efter dem en uge senere, fordi de befandt sig et godt stykke fra Hovedstaden. Men vi kom alligevel næsten lige forbi (arj, det gjorde vi faktisk overhovedet ikke. Men omvejen blev ikke helt så lang), da vi var på vej hjem fra Jylland. På min fødselsdag. Så tillykke med mig. Nu 38 og med to skramlede cykler, der er så grimme, at de er fine! (I øvrigt fik jeg rigtig fine og gode gaver fra andre. Endda også nogle, jeg ønskede mig. Dog ingen cykler).

Jeg er i fuld gang med at gøre den ene cykel køreklar. (Den anden? Den sælger jeg sq nok) Og før nogen tænker, at det lyder vældig sejt og cykelsmeds-agtigt, så skal jeg skynde mig at sige, at bestræbelserne indtil videre har bestået i at vaske, skrabe spraymaling af (i stuen. Jeg var ikke populær hos HDD!), flå lås og lygter af og sådan noget andet shine op-noget. Fordi den i virkeligheden kører ganske udmærket, som den er. Den kunne bare godt trænge til en lille ansigtsløftning. Jeg er ikke nået til montering af nye skærme og sadel og alt det jazz endnu, og gør det formentlig heller ikke. Jeg ser det nemlig som min fornemste opgave at holde vores lokale cykelsmed kørende. Hvilket ladcyklen i dén grad har bidraget til på det seneste.

Jeg tror ikke, det er helt galt, hvis jeg siger, at tror, vi har lagt over 3.000 kr. i reparationer på den hos ham, siden vi flyttede tilbage til byen. For et år siden. Fordi den bliver ved med at gå i stykker. Nok fordi jeg bruger den h e l e tiden. Men den er også uundværlig i en grad, så jeg uden at blinke ville bede eventuelle køretøjsrøvere om at tage bilen til hver en tid, hvis jeg fik valget mellem at udlevere enten bil eller kassecykel. Den ER jo vores bil her i byen, for fa'n. Og det eneste køretøj, der holder på matriklen. Det er nemlig gratis at parkere cykler, der, hvor vi bor. Mens det koster tænderskærende 1.300 kr. om måneden for at parkere en bil. Sin egen bil. Den tager vi lige igen. 1.300 kr. Om MÅNEDEN. For BEBOERE. Og selv om Morten Kabell tilsyneladende er af en anden holdning, så er det ikke alle, der har valgt at bo i Nordhavnen, der har råd til at betale så meget om måneden for parkering. (Her kunne jeg så vælge at indsætte lange tirader omkring det faktum, at alle andre bosiddende rundt omkring på Østerbro kan få en parkeringslicens, der koster noget i omegnen af 800 kr. Om året, altså. Men ikke lige der, hvor vi bor. For der har vi jo råd til at betale horrible parkeringspriser (!) Men jeg orker ikke diskussionen, og med en konklusion, der hedder "sådan er det bare", er der ikke så meget at komme efter ...)

Ladcyklen. Og HDD. Begge helt uundværlige!

Og apropos ladcyklen, så er den i skrivende stund på langvarigt besøg hos nævnte cykelhandler. Faktisk har den været der i mere end en uge nu, og jeg føler mig totalt amputeret. Jovist, Øglen cykler selv til og fra skole, og Varanen kan sidde bagpå min almindelige cykel, og brænder det helt sammen, kan jeg tage toget med ungerne. Så vi kan jo godt klare os uden den. Men alt er bare nemmere og mere fleksibelt med kassecyklen - også at handle. Jeg plejer at cykle mellem 10 og 15 kilometer på den om dagen, og nu har jeg ikke haft den i noget, der føles som 1.000 år. Sidste melding fra cykelsmeden er imidlertid, at de langt om længe har fundet den obskure reservedel, der tilsyneladende ikke produceres mere - på Bornholm, af alle steder. Så den er på vej til storbyen, hvor den så skal monteres. Og herefter burde det være muligt at cykle på ladcyklen, uden at forbremserne blokerer hele tiden. Noget, jeg i dén grad vil sætte pris på. To unger er tunge nok at cykle med i sig selv - jeg behøver ikke yderligere modstand i form af defekte bremser ...

Jeg har fået en foreløbig pris på omkring 650 kroner, og taget i betragtning, at vi forleden regnede med en regning på noget, der ligner 4.000 kroner for to nye hjul og et helt nyt bremsesystem (og vi derfor var ude i overvejelser om at købe en helt ny brugt ladcykel), synes jeg jo ligefrem, det er billigt. Samtidig er der dog en lillebitte flig af mig, der ærgrer mig lidt over, at vi så ikke får en ny brugt cykel. Der er lidt nyere og lækrere. Omvendt er det nu meget fedt at få den gamle kending hjem. Den er jo vores, med de skavanker, den nu engang har. Og sin meget genkendelige lyserøde farve. En ny brugt cykel ville jo ikke være så customized, som vores er. Og den ville ikke være brugt til alle de ture, det lyserøde lyn er. Så når alt kommer til alt, er det nok meget godt, at vi får kassecyklen hjem. Den har været savnet!

torsdag den 1. september 2016

Noget om efterår

Jeg kan ikke sige det ofte nok - jeg elsker efteråret. Og det er det jo nu, siger kalenderen. Sensommeren er dejlig, men efteråret, særligt septemper, er fantastisk. Hver sommer glæder jeg mig hemmeligt en lille smule, til jeg kan stikke i et par lækre støvler og smyge mig i strik, og selv om jeg naturligvis er vild med, at jeg ikke behøver-behøver have sokker på i skoene endnu pga. de sommerlige temperaturer, ville det ikke genere mig, hvis det blev bare lidt køligere. Så længe solen altså bliver her, forstås. For når jeg siger, jeg elsker efteråret, er det jo de kølige, solbeskinnede dage, jeg mener. De dage, hvor man for alvor kan nyde de gyldne toner i trækronerne, og hvor både krop og sind kan blive blæst godt igennem. Uden at man får lungebetændelse og stivfrosne fingre af det.

Dette efterår, og denne september i særdeleshed, imødegår jeg dog med en noget blandet følelse. Ikke at måneden har gjort noget som sådan - faktisk har den blandt andet dannet rammen om både min egen og Varanens ankomst til verden for hhv. snart 38 og 5 år siden - men den har også været kulisse for min mors død. Det er snart et år siden, hun gik bort. Og endnu snarere et år siden, vi fik den triste besked om, at der ikke var mere at gøre. Det år har på en gang varet for evigt og et splitsekund.

Jeg forstår ikke, hvordan det har været muligt at eksistere så længe uden hende, men det har jo ladet sig gøre på et eller andet plan. Fordi det skal det. Og nok også fordi hun er her endnu. I mit hjerte og, som Øglen så fint formulerede det, som vinden omkring huset, som en stjerne om natten og som en fugl om dagen. Det trøster en smule, selv om jeg klart ville foretrække, at hun bare var her som min mor.

torsdag den 18. august 2016

Noget om at blive ældre

Selv om min tandlæge (som i parantes bemærket maks. er 12 år gammel) er rigtig sød til at kalde mig 'meget meget ung', så er der ingen vej uden om, at jeg fylder 38 inden længe. Methusalem vil formentlig argumentere for, at 38 ganske rigtigt er meget meget ungt, men set i forhold til den 16-årige (cirka) guldsmed, der skulle kigge på nogle smykker for mig forleden, er jeg nærmest en oldsag.

Min alder generer mig i øvrigt ikke, skal jeg lige skynde mig at sige. Jeg elsker at være i 30'erne, og den eneste krise, jeg formentlig får, når jeg engang overgår til 40'erne, er, om nogen så forventer, at jeg skal opføre mig voksent til forældremøderne i hhv. skole og børnehave. For det kommer næppe til at ske.

Men. Alders-zen til trods, så må jeg erkende, at der er nogle downfalls. Ud over de helt åbenlyse - slappere i kødet, rynker i panden (vi siger tak til purung tjener på restauranten i går, der ikke kunne lade være med at grine af mit vantro udtryk, da hun kom med en dessert før desserten - en såkaldt 'præ-dessert'. Et koncept jeg i øvrigt bifalder til fulde sådan rent generelt, men som var lidt voldsomt til middagen, fordi der også havde været en 'overraskelsesret' før hovedretten (og efter forretten), så jeg var pænt mæt. Og fik åbenbart så mange mæthedsrynker i panden, at vårharen følte trang til at kommentere det) og større behov for en eftermiddagslur, så er der også de rent interne ting. Lidt ligesom man har større tendens til at acceptere, at en kommode på snart 40 år er lidt leddeløs, end at en spritny IKEA-model er det, så har jeg for nylig måttet sande, at det samme gør sig gældende for mennesker. Mig, om ikke andet.

Det lugtede lidt af sommer i morges, hvor jeg snød mig til en stund i solen efter aflevering og før tandlægebesøg

Således befandt jeg mig i går til åben konsultation på mit lægehus (fordi min læge er så travl, at det går hurtigere at sidde i kø med 4.000 andre leddeløse typer end at få sin egen tid), fordi jeg siden sommerferien har haft et ben, der gør tjotalt naller, når jeg rejser mig op fra sofaen. Og en lænd, der skaber sig så meget, at det nu også har sat sig på halebenet. Min skjulte dagorden var at få en henvisning til en fys hos lægen, men af uransagelige årsager var det eneste, jeg kom derfra med, et par forslag til øvelser, jeg kan gå hjem og lave for at blive strukket ud. Og en formodning (fra lægen) om, at jeg er hypermobil. "Så derfor er det meget nemmere for dig at få den slags muskelskader end andre". Suk.

I dag var jeg så til tandlæge. Ikke så meget fordi, jeg er ved at blive ældre, som at de tænder jo skal kigges efter bare en gang imellem. Og før jeg fik set mig om, blev det "stille og rolige eftersyn" transmogriffet om til "plast på tre tænder". Som så endte med at blive fire, "for nu var jeg jo lige i gang". Og en trussel lovning på, at næste gang vi ses, så er der tre tænder mere, der skal kigges efter i sømmene. Farvel penge!

Så nu sidder jeg med mine nye plastictænder og drikker en velfortjent kop kaffe. Og spiser blåbær. Og en halv pakke af de chokoladekiks, vi skal have med til Sverige. Jeg mangler bare at sætte Barnaby på fjerneren og gribe strikketøjet (som egentlig er hækle-tøj, men det er der vist ikke noget, der hedder), men dén går ikke, for gammel-mutti skal hente ungerne. Med eller uden ondt i benet. Først skal jeg dog lige ud og tjekke, om jeg er blevet gråhåret i løbet af min kaffepause. Med alle de skavanker, jeg drøner rundt med for tiden, skulle det ikke undre mig det mindste ...

onsdag den 17. august 2016

Noget om låne-teenagere

Hverdags-loopet fortsætter herhjemme med tidligt op, smøre madpakker, komme i tøjet, aflevere børn, arbejde, hente børn, hygge med børn, lave aftensmad, bade børn og putte børn. Og det er faktisk slet ikke så dårligt. Særligt ikke, fordi - med fare for at jinxe det, naturligvis - at det er blevet lidt mindre svært at være Varanen ved aflevering i børnehaven. Bevares, det er ikke fordi, armene er helt i vejret, når han bliver afleveret (hverken hos mor eller barn), og fik han muligheden, ville han helt hundrede helst blive hjemme, men det er ikke længere helt så kniv-gennem-hjertet hårdt at aflevere ham. Han har fundet ud af, at han kan vinke to steder; først gennem ruden i døren, når jeg går ned ad trapperne, siden gennem vinduet (hvis jeg placerer mig korrekt på den anden side af vejen og husker ikke at stå under gigant-træet), og det synes han åbenbart er lidt nemmere at leve med. Så jeg krydser fingre for, at det kun kommer til at gå fremad herfra.

De moderat succesfulde afleveringer gør imidlertid, at jeg stadig henter tidligt i det omfang, det er muligt. Og selv om det er knaldhyggeligt at have ungerne hjemme en hel eftermiddag, så trænger de altså nogle gange til andre input, end dem jeg kan give dem (ikke mindst fordi deres iPad er blevet inddraget i hverdagene). Men så er det jo heldigt, at vi de sidste par dage har lånt en teenager (som vi kender, altså. Lang historie, men de bor ikke længere ved siden af os, men i stedet temmelig langt væk. Men teenageren går stadig i skole i København).

På papiret skal han egentlig bare hænge ud hos os et par eftermiddage om ugen, indtil hans mor får fri fra arbejde, og han kan følges med hende hjem, men i praksis er han simpelthen så sød til at lege med ungerne - og lader til at hygge sig med det. Nuvel; De spiller noget mere Pokemon Go, end en Østerbro-mor bryder sig om, men så længe de hygger sig og kan samles om det, så lader jeg det helt og aldeles fare.

Indtil videre har vi lånt teenageren mandag og tirsdag i denne uge. Måske låner vi ham også i morgen, og i næste uge kommer han igen. Det er altså et koncept, der holder. Hvis jeg var sådan en, der kunne lave seje apps, ville jeg klart lave en, der hed Lån En Teenager. Det er jeg sikker på, der er et marked for ...

Øglen? Hun er i fuld gang med skolen, og selv om jeg egentlig havde et indlæg i pipeline om første skoledag i første klasse, så er hun så dejligt uimponeret, at jeg sikkert aldrig får skrevet det færdigt. 0.A er nu blevet til 1.A og har fået et nyt klasselokale, der var fint pyntet til første skoledag. Øglen fandt sin plads (og den mappe og det æble, der var lagt frem til hvert barn), forældrene fotograferede febrilsk poderne, og så var det ellers ud af klappen. Så mens børnene lærte deres nye lærere at kende, defilerede forældrene på arbejde (og nogle af os nappede lige en kaffe på Baresso på vejen) - de fleste af os med et formanende "Du skal ikke hente mig før tidligst klokken 15" i ørerne.

Siden er det gået slag i slag, og Øglen har allerede fuld gang i legeaftalerne og har stiftet bekendtskab med de nye fag - religion, matematik, IT og sikkert også en masse andet, jeg ikke har opdaget, de har endnu. Jeg har derimod opdaget, at hun er glad - og så er jeg det også.

tirsdag den 9. august 2016

Noget om hverdag

Vi kører den (stadig) ind med hverdag på den hårde måde herhjemme. Og megahyggelige weekender. Det er som om, det er nemmere at huske, hvordan man holder fri, end hvordan det nu lige er, man går på arbejde fem dage om ugen. Og i skole og børnehave ...

Det yngste nummer er stadig ikke vild med at komme i børnehave. Som i overhovedet. Han er forknyt ved aflevering og mere konfliktsøgende end sædvanligt derhjemme, og ved sengetid har han ondt i maven, siger han. Han keder sig angiveligt i børnehaven, og det kan sagtens have noget på sig. Bedstevennen er jo kommet i skole, lige som alle de andre store børn, så nu er hele balancen i rykket, og det er pludselig Varanen, der er blevet den store. Den slags tager selvfølgelig tid at vænne sig til, og det er jo heller ikke farligt at kede sig - der er bare et helt ÅR, til han skal i skole, så jeg håber i dén grad, han kommer til at u-kede sig på et tidspunkt. For jeg kan næsten ikke bære, at min lille store dreng, der har knuselsket sin børnehave og alle i den, pludselig er så ked af det, når han skal af sted. Allerhelst vil han bare ligge i arm med mig på sofaen og se "et afsnit", eller sidde ved spisebordet og spille Rummikub, den seneste craze. Når han altså ikke vil klippe papir i smadder og stemple det med bogstaver, fordi han leger postkontor (#nåååååhr!).

Hverdagen i al sin finhed. For det er jo ikke jammer det hele. Overhovedet. Det er bare hyggeligst at holde hverdag sammen - er vi alle sammen enige om!

Jeg er et minut fra at flytte ud i en skov med ham i et års tid, så han bare kan tulle rundt og hygge sig, men det nytter jo for høvled heller ingenting. Ud over at der er grænser for, hvor meget Rummikub man kan spille (og at det bliver svært at arbejde fra en computer lavet af kviste og bær), så trænger han jo også til input fra jævnaldrende. Han er glad, når jeg kommer og henter ham, og pædagogerne siger, at han liver op, kort efter jeg er smuttet ud af døren, så det må jeg naturligvis tro på. Men hans lille triste ansigt martrer mig altså gennem dagen og gør, at jeg stopper arbejdet tidligt hver dag. Hvilket er så sindssygt priviligeret, at jeg har lyst til at anbefale alle at blive selvstændige, men som samtidig gør, at det er temmelig småt med opsøgende arbejde for tiden. For nu at sige det mildt.

Det ældste nummer er stadig lige vild med at blive afleveret. Endnu vildere nu end i sidste uge, faktisk, eftersom flere og flere fra klassen er begyndt i SFO. I morgen går det løs med første dag i første klasse. Det er stort, synes jeg. Hun selv tager det ikke så højtideligt. "Jeg skal jo bare i skole, som jeg plejer", som hun siger. Og jaja, det er selvfølgelig det samme sted med de samme klassekammerater, men det er et nyt lokale, det er nye lærere, og så er det friggin' FØRSTE KLASSE. Bum! Ikke om jeg fatter, det er et helt år siden, hun begyndte i 0.A og var så stor og stolt. Nu er hun endnu større, og når jeg ser på de nye (småbitte) 0.-klasser, der myldrer rundt i skolegården og SFO'en, fatter jeg endnu mindre. For så lille var Øglen da ikke, da hun startede i skole. Det er jeg helt sikker på ...

mandag den 1. august 2016

Noget om følelser

Mandag morgen. Anden mandag efter ferien. Relativt langsom morgen - ingen har sådan crazy travlt, for skolen begynder først for alvor i næste uge. Men SFO begynder i dag. Vi kunne alle sammen følges, da vi skulle af sted i morges, og dialogen ved cyklerne udspillede sig ca. sådan her:

Ældstebarnet: Det her bliver bare den BEDSTE dag!
Mig: Ja?
Ældste: Jo, for jeg skal i SFO, se alle mine venner og vise dem mine nye Puma-sko. Jeg glæder mig mega-meget!

Yngstebarnet: Jeg vil ikke i børnehave!
Mig: Nej?
Yngste: Jeg har overhovedet ikke lyst. Jeg vil meget hellere blive hjemme hos dig.

Der er i dén grad forskel på vores børn. Det vidste jeg selvfølgelig også godt før i morges, men det slog meget godt hovedet på sømmet. Hvor den ældste glæder sig som en lille vild til at komme tilbage og være social, vil den yngste hellere bare melde sig helt ud og være sammen med mig. Sidde i arm, læse bøger og se fjernsyn. Og mit hjerte bløder for den lille mand, der bare bliver så ulykkelig, når hverdagen og virkeligheden ikke kan imødekomme hans ønsker.

Det hjælper så selvfølgelig heller ikke på det, at børnehaven fra i dag og fire måneder frem er genhuset pga. metrobyggeriet. Som åbenbart larmer så meget, at det ikke er forsvarligt at være i huset. Så nyt sted it is. Men oven i en opstart, hvor yngstebarnet i forvejen er lidt ferieramt, gør det det ikke ligefrem nemmere.

Vi så begge det nye sted for første gang i dag. Det er superfint, men det ligner på ingen måde det gamle. Heller ikke selv om både voksne og børn trods alt er de samme. Og yngste var ikke imponeret - på trods af, at Yndlingspædagog er kommet tilbage fra ferie.

Så hvor HDD kunne berette, at "alt gik bare så fint, da jeg afleverede Ældste. Hun løb bare ind og råbte farvel med det samme", da vi talte sammen efter aflevering, kunne jeg berette om en nedtrykt Yngste, der slet ikke kunne lade være med at græde. Og som - da jeg helt misforstået speedsnakkede i et lidt for højt toneleje om, hvor fint det nye sted er, og hvor sjovt det bliver at skulle være i storegruppen - ytrede et grådkvalt "men derfor må jeg da godt græde, mor!" Og ja, selvfølgelig må han det. Uanset hvor stor han er. Så det fik vi os en god snak om. Før Yndlingspædagog fysisk pillede Yngste af mig og storkrammede ham i favnen, mens de vinkede til mig. Som havde det som om, der blev slået et lille stykke af mit hjerte af.

Begyndelsen efter en lang ferie er svær. Jeg ville sådan set også hellere blive hjemme, men ud over et arbejde, der skal passes, var der også en Troldemor, der skulle besøges på hospitalet. Og jeg kan jo ikke holde ham hjemme altid (selv om jeg lige nu har allermest lyst). Sådan fungerer livet jo ikke - men det kan være svært at forstå, når man kun er 4. Jeg har jo haft næsten 38 år til at lære, at der er situationer, hvor man bliver nødt til at gå på arbejde, selv om man ikke har lyst. Og at det ikke nytter noget at sætte hælene i og sige nej tak. Det har Yngste (heldigvis) ikke lært endnu. Det gør ondt at være vidne til som mor, men det gør det jo ikke farligt. Det er bare følelser, og de er sgu' ikke så dårlige at have. Heller ikke selv om de ikke altid er præcis dem, man kunne ønske sig.

I morgen bliver bedre. Håber jeg. Og hvis ikke, bliver i overmorgen bedre. Eller om tre dage. På et eller andet tidspunkt bliver det bedre. Og indtil da må jeg prøve at tackle det på bedst mulige måde. Hvordan det så end er ...

torsdag den 28. juli 2016

Noget om at begynde forfra

Agtigt. Sådan føles det i hvert fald, når man skal indsluses i hverdagen efter fire ugers ferie. Fire uger, hvor de eneste tidspunkter, vi har skullet nå noget, sådan for alvor, var de tre rejsedage, vi havde på vores Italienstur; af sted, videre og hjem. For sådan et fly (og vandtaxa, for den sags skyld) har det med at være lidt knibske i forhold til det der med at skulle vente.

Nu skal vi op og af sted hver morgen, så pludselig er vi i gang med vækkeure igen. Ikke, at jeg ved, hvorfor vi gider bøvle med dét - Varanen har nemlig tillagt sig en vågne tidligt-vane, der ligger meget fjernt fra de tidspunkter, han holdt sig til at vågne på ferien. Der kunne klokken både blive 8 og 9. Nu hedder den kl. 6, hvis vi er heldige. Slut med at vågne langsomt og nyde, at der ligger kilet et eller to børn fast i en armhule. Slut med at lade dagen og vejret bestemme, hvad vi skal. Suk.

Aftenture på stranden og al tid i hele verden ... 

Det er endda ikke fordi, vores start udi hverdagen er specielt hård eller brat sammenlignet med så mange andres. Vi har som bekendt det store privilegium, at jeg kan tage dagene og opgaverne, som de kommer, men det betyder jo desværre ikke, at jeg bare kan lade være med at arbejde. Jeg har stadig til gode at finde en, der har lyst til at betale mig for dét. Så arbejde it is. Det betyder, at børnene igen skal overlades i andres varetægt i en god portion af dagtimerne - for den ældstes vedkommende til noget sport, for den yngstes, børnehaven.

Eftersom begge børn i løbet af ferien har været ved at rykke hovederne af hinanden mere end én gang, tænkte vi, at det ville blive vildt fedt for dem at komme over til nogle jævnaldrende, og - for Varanens vedkommende - kendte ansigter. Men nej; tilsyneladende var kammerater og børn i det hele taget mere appellerende på afstand, for opstarten har mildest talt været noget hård. Og ret meget som at skulle begynde fra scratch.

Selv om Øglen har det sjovt til sport, synes hun det er hårdt. Og det er der jo sådan set ikke noget at sige til - jeg ville også selv blive lidt øm i stængerne, hvis nogen satte mig til at træne 6 timer om dagen. Første dage kløede hun på med krum hals, men de efterfølgende dage har det været lidt op ad bakke at få hende af sted. Lige med undtagelse af i dag, hvor der var kage og hygge på programmet. Varanen, som har talt stolpe op og ned om de forskellige børn og voksne i børnehaven, mens vi har været på ferie, har slet ikke lyst til at komme af sted og ligner en, der er på vej til skafottet, når han bliver afleveret. Og det er faktisk næsten værre, end hvis han var vred eller ked af det. Nu er han bare helt resigneret med ludende skuldre, og det har mit moderhjerte ret svært ved at klare. Også selv om jeg godt ved, at humøret stiger væsentligt i graderne, når jeg først er stukket af sted. Alligevel har jeg hentet ham senest 13.30 hele ugen og driblet på legepladsen med ham, indtil storesøster skal hentes, så det er jo ikke fordi han har lange dage (aflevering er ml. 8.30 og 9). Men alligevel. Åhrgh, jeg ville gerne bare have ham hjemme hos mig hele tiden. Og den ældste med. Men det går jo ikke - jeg ved det godt.

Det er bare lidt af en omvæltning, sådan at gå fra masser af tid og nærvær til knap så meget af begge dele. For os alle sammen. Alle er trætte, når der er hentet, og lunterne er kortere. Heldigvis er sommervejret stadig nogenlunde med os, og jeg bilder mig ind, at det giver lidt ekstra energi. Lidt længere aftener, hvor der er tid til at hygge, flade ud og bare være sammen.

Ovenstående lyder som brok, det ved jeg godt. Men det er det egentlig ikke. Det er bare savn til ferien og tid i rå mængder. De korte arbejdsdage bliver ikke ved med at gå for mit vedkommende, men så længe de gør, vil jeg nyde dem til fulde og bruge dem på at kysse lidt ekstra på ungerne. For lige om lidt er hverdagen nemlig sådan for alvor-alvor i gang igen, og så har de slet ikke tid til det ...

torsdag den 16. juni 2016

Noget om at gøre ingenting

Jeg ved ikke med jer andre, men jeg har efterhånden længe haft information overload i forhold til mængden af 'kloge' artikler om, hvordan man skal gebærde sig over for sine børn, i familien og i samfundet i det hele taget, hvis man vil undgå at gøre ubodelig skade på enten sig selv, børnene eller førnævnte samfund. Faktisk var artikelstrømmen den udslagsgivende faktor, der gjorde, at jeg trak stikket til Facebook for halvandet år siden, og jeg vil vove at påstå, at min hverdag er blevet noget mere overskuelig uden masserne af modsatrettet information, jeg skal forholde mig til (for jeg var ikke ret god til at filtrere den fra). Så altså - færdig med mødrebashing og skyld med skyld på. I en vis udstrækning, altså. For det sker da stadig, at jeg falder over en artikel i ny og næ. Som jeg læser. (Det er jo bare Facebook, jeg ikke findes på længere. Ikke internettet.)

For et par uger siden skete det. Bedst som jeg sad og overspringshandlede (formentlig med at finde en pæn badedragt på nettet - hvilket lykkedes, btw. Mere om den i et andet indlæg), fik jeg en sms fra HDD med et link til en artikel i Politiken. Og med følgeteksten: "Reptilerne bliver utrolig godt rustet til fremtiden". Artiklen handlede om, at børn, der skændes, får det bedre med hinanden, efterhånden som de bliver ældre, end børn, der ikke skændes som små, og at det er at gøre dem en bjørnetjeneste at forsøge at klare konflikterne for dem. Også selv om de bliver fysiske og/eller råber, til ørerne bløder.

Artiklen linkede videre til "Sådan tackler du dine børns konflikter", og det lød alt sammen vældig fornuftigt. For vores børn toppes, skal jeg sige jer. Sådan for alvor.

Eksempel:

Øglen: "Varanen rækker tunge af mig, mor. Helt uden jeg gjorde noget. Eller. Jeg kom til at slå ham lidt på armen, fordi han skulle flytte sig, og så blev han bare megagal, og ..."

Varanen: *afbryder*: "Det er fordi hun ikke vil lege. Og så slår hun, og så ..."

Øglen *afbryder*: "Naaaarj".

Varanen: "Joooooow!"

Øglen: "NAAARJ".

Varanen: "JOOOOOOOOO! DUMME Øgle!"

Og så kører den ellers derfra. Jeg er i dén grad træt af det, men jeg har ikke anet, hvad jeg skulle stille op med det, og er derfor endt i et af to scenarier: a) Bede den ene om at lade være med at række tunge/slå/skrige sig selv hæs og på en eller anden facon dømme i, hvem, der har ret/uret, b) Blive virkelig irriteret over, at de flipper sådan ud. Begge dele eskalerer konflikten, og det ender altid i vredestårer hos Varanen og forurettelsens tårer hos Øglen.

Men nu. Nu har jeg fået en option c. Som går ud på at gøre præcis ingenting. Så i et par uger har jeg nu smånynnet på en lidt uhyggelig hippiemåde noget i retning af "Ahr, det er jeg sikker på, I godt selv kan finde ud af", når den ene eller den anden kommer rendende for at aflægge vidnesbyrd om en (eller flere) absurde konflikter. Og så lige så stille gået tilbage til det, jeg var i gang med, mens ungerne helt perplekst stod med al deres selvretfærdige harme - og ingen til at tage parti.

Og ved I hvad, der er sket? Mens jeg har ladet som ingenting (og drukket lidt ekstra kaffe), har de formået at løse indtil videre en lang række konflikter selv. Konflikter, der før ville have varet måske en halv time, er nu overstået på fem minutter. Uden nogen smækker sig surt inde på værelset eller insisterer på, at hinanden er dumme. Faktisk er samtlige konflikter indtil videre endt med to reptiler, der griner lidt sammen, finder på noget sjovt eller hyggeligt efterfølgende og generelt bare virker en anelse mere sammentømrede.

Jeg er helt klart fan.

Jeg ved godt, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at der både vil komme konflikter, der ikke lader sig løse med denne nye, fantastiske tilgang til det, og situation, hvor vi voksne falder tilbage i dommer-rollen (bedre kendt som "shut uuuuurp"-rollen), men det er også ok. Ellers bliver det også næsten for harmonisk.

Men det er helt klart en bedre base at have, at der er få konflikter, der eskalerer, frem for at det snarere var reglen end undtagelsen. For med viljestærke søskende på 4,5 og 7 år ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at stemningen altid ligger på zen derhjemme ...

torsdag den 26. maj 2016

Noget om oldemødre og e-mail-adresser

Som jeg tidligere har beskrevet, er vores (tr)oldemor ikke helt tabt bag af en vogn. Trods sine snart 87 år, er hun skarp som en ragekniv, og hun flirter endog med teknologiske ting som Skype og IP-telefoni generelt. For nylig ytrede hun endda ønske om en iPad, fordi hun var så træt af sin "computer-historie" (som i parantes bemærket er min ca. 10 år gamle bærbare PC, så det er helt forståeligt), og er sikker på, at "sådan en er meget nemmere at Skype med". Jovist. Vi skal bare lige have kigget på noget trådløst netværk til hende, før sådan en for alvor spiller ...

E-mail, til gengæld. Dem er hun ikke helt nede med. Selv om hun (selvfølgelig) har en mail-adresse, så er det ikke ad den vej, hun gider at kommunikere, og man skal end ikke tænke på en mobiltelefon, før hun fnyser noget i retning af "Nej, ellers tak! Så kan jeg sidde dér og være lige så uengageret som min veninde (på 75, red.), når hun er på besøg og overhovedet ikke hører efter, hvad jeg siger, fordi hun lytter efter en SMS". Godt så.

I går ringede (tr)oldemor så. Vi talte længe sammen i forgårs, så i det samme jeg tog røret, forsikrede hun mig om, at det kun blev et kort opkald, for hun vidste, jeg havde travlt, vi havde lige talt sammen, og vi skal i øvrigt ses i morgen. Men. Hun ville gerne have, at jeg printede noget for hende, som hendes veninde (igen noget 70+) ville sende mig. Men det var jo lidt svært, eftersom hun ikke havde min e-mail-adresse *indsæt selv bebrejdende pause*. Klogeligt besluttede jeg mig for at lade være med at fortælle, at hun HAR min mail-adresse, eftersom hun har mailet til mig adskillige gange, godt nok for længe siden, men alligevel. Det ville nemlig involvere at åbne hendes "computer-historie" og finde frem til sin indbakke, og så kunne det i dén grad blive en langtrukken affære. Og så svært er det jo heller ikke at videregive sin mail-adresse. Skulle man tro. Hun fik den, og heldigvis insisterede hun på at læse den op efterfølgende:

(Tr)oldemor: Så altså ... Blablabla. Snabela. E. M. A. I. L.com

Mig: Nej, ikke helt. Altså Blablabla. Snabela. G. M. A. I. L.com

(Tr)oldemor: Blablabla. Snabela. G. E. M. A. I. L.com

Mig: Næsten. Uden E'et.

(Tr)oldemor: Hvorfor det?

Mig: Godt spørgsmål. Sådan er det bare.

(Tr)oldemor: Men det er da mærkeligt?

Mig: Tja, men det er nu engang, sådan det er. Så mailadressen er altså Blablabla. Snabela. G. M. A. I. L.com.

(Tr)oldemor: Det vil sige G som gris, M som mor, A som ananas, I som ingefær og L som ... hmmm ... Lort?

Mig (griner): Præcis. L som lort.

(Tr)oldemor (flad af grin): Guuuud. Det må du undskylde. Det er jo ikke et pænt ord. Men det var altså lige det eneste, jeg kunne komme i tanker om.

Mig: Det er fair. Og nu også det eneste ord, jeg kan komme på, der begynder med L ...

Vi blev enige om stavningen af mail-adressen, jeg fik tilsendt det, jeg skal printe (så hun har altså formået at viderelevere min mail-adresse korrekt), og jeg glæder mig allerede til visitten i morgen. Det skal nok - som altid - blive ret så sjovt!

tirsdag den 24. maj 2016

Noget om søvn

Den dedikerede læser vil vide, at det ikke altid har været lige nemt med søvnen herhjemme. Varanen sov mildest talt dårligt det første år, og jeg husker stadig, hvordan min læge lo, da jeg til en af de mange børneundersøgelser træt konstaterede, at Varanen ikke var "sådan en, der syntes, det der søvn var fedt". (Needless to say, men ikke desto mindre; Jeg lo ikke).

Nå. Men det er heldigvis længe siden. Og vi har sovet fortrinligt i fler år efterhånden. (Må man godt skrive det? Eller kommer karma og/eller småbørnsforældre, der sover ad r*ven til så og slår en hårdt i hovedet?) Men jeg skal da være den første til at indrømme, at der har været plads til forbedring. Som måske (måske ikke. Jinx!) er ved at ske nu.

Varanen fik tremmerne af sin seng, da han var to år og en sjat. Fordi han lavede en Houdini på den, hver eneste gang, han lå i den, og det dels blev ret trættende, dels temmelig farligt. Så af kom tremmerne, og ind i dobbeltsengen kom Varanen. Søvndrukken. Hver eneste nat. Vi prøvede naturligvis at følge ham tilbage de første mange nætter, men det afstedkom altid en ked af det Varan og/eller en virkelig radbrækket forælder efter en halv nat tilbragt delvist i juniorseng, delvist på gulvet. Og eftersom Varanen sov sødeligt, hvis vi bare lod ham blive i dobbeltsengen, så var det ikke voldsomt svært bare at blive liggende, når han kom tøffende. Og faktisk var det også lidt hyggeligt.

Når man sover ordentligt om natten, bliver det pludselig overskueligt at løbe en tur, før resten af familien står op

Nu varer det ikke sådan helt vildt lang tid, før Varanen fylder fem (hvilket moderen ikke helt forstår. Han er jo bare stadig en lille fis), og han kommer stadig tøffende ind i dobbeltsengen hver nat. Faktisk tror jeg ikke, at jeg overdriver, hvis jeg siger, at han fra dengang tremmerne kom af og til nu - altså en periode på omkring 2,5 år - kun har sovet hele natten i sin egen seng maks. 10 gange. Det er ligesom bare blevet en vane. Nogle gange opdager vi slet ikke, at han kommer snigende. Andre gange er det væsentligt mere tydeligt. Fx når han roterer mere end det vildeste centrifugeringsprogram på vaskemaskinen. Eller stjæler hele dynen. Noget, han er begyndt med i stadigt stigende grad, hvilket naturligvis ikke kan undgå at påvirke nattesøvnen - både hans og vores.

Men! Så var det, at vi indførte et perlebelønningssystem for et par måneder siden. Det går i al sin enkelthed ud på, at når ungerne er særligt søde/hjælpsomme, så får de en perle. Og når de har sparet 85 perler sammen, kan de veksle dem til en lille ting i Fætter BR. Det er incitament, reptilerne kan forstå, så jagten på perler er i dén grad gået ind. Vi besluttede os for at ride på succesbølgen, så vi tilbød fem perler til dem begge to, hvis Varanen sover i sin seng hele natten. (Og selv om han kommer ind en halv time, før vækkeuret ringer, tæller det stadig som hele natten).

Til at begynde med virkede det overhovedet ikke. Vi havde et par gange, hvor han blev virkelig sur over, at han ikke fik fem perler alligevel, men vi holdt fast, og pludselig - i sidste uge - var det som om, det begyndte at virke. Således har Varanen nu på ni-ti dage sovet i sin egen seng fire hele nætter. (Og jo altså scoret både ham og storesøster 20 perler hver). Natten til i dag var en af dem. Jeg vågnede klokken 05 og kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så udhvilet. Før jeg kom til at se, at Varanen ikke var i sengen; Han lå og sov sødeligt i sin egen seng. (At han så var ked af, at jeg ikke havde vækket ham og båret ham ind i vores seng i nat, er en anden sag). Han havde sovet dejligt, og selv om jeg elsker at vågne op med hans små, buttede arme om halsen (eller i øjnene), elsker jeg endnu mere at mærke på ham, at han er udhvilet.

Jeg ved ikke, om det er perlerne, der virker. Eller det bare er alderen, der arbejder med os (vi må gå ud fra, at han ikke fortsat kommer tøffende midt om natten, når han bliver 16. Perler eller ej). Men uanset, så er det ret fantastisk. Og gør det på en eller anden måde endnu mere hyggeligt at vågne op ved siden af ham de dage, hvor han så rent faktisk er kommet tøffende.

lørdag den 21. maj 2016

Noget om tøj

[ANNONCE]

Jeg er sådan ... moderat, lad os kalde det dét ... interesseret i tøj. Jeg sætter naturligvis pris på at være bare nogenlunde velklædt, og jeg elsker at få og købe nyt tøj, men om blusen er fra sidste nye kollektion eller kollektionen før (eller før. Eller endnu før) rager mig en papand (som man siger i Jylland). Så længe, jeg synes, tøjet er pænt, det sidder pænt, og jeg har råd til det, er jeg fresh.

Men. For selvfølgelig er der et men. Min lemfældige tilgang til tøj havde efterladt mig med et skab med sådan cirka nul sammenhæng. Det var måske nok proppet med tøj, men jeg kunne aldrig finde ud af, hvad jeg skulle tage på - eller jeg syntes i hvert fald ikke, der var noget, jeg gad at tage på. Og hvis der var, passede det ikke sammen. Jeg syntes kort og godt altid, jeg manglede noget tøj at tage på - jeg kunne bare ikke lige helt finde ud af, hvad det var, jeg manglede. Det er så nu, I gerne må bemærke datiden. Forrrr - i dag er historien en helt anden.

"Hvad har du gjort, hvad har du gjort?", råber I derude bag skærmene (jo, I gør). Og ser I - jeg har ikke gjort så meget. Ud over at luge kraftigt ud i mit tøj, altså. Med hjælp fra Thea fra Nordrobe.dk (og nej, det er ikke her, annonce-indholdet gemmer sig). Thea er ved at skrive speciale om, hvad det at leve med mindre tøj har af betydning (agtigt. Thea er meget bedre til at forklare det selv), og i den forbindelse søgte hun medvirkende. Jeg meldte mig ganske frivilligt, og så gik eksperimentet ellers i gang. Først sorterede jeg ud i mit tøj, så jeg kun havde 40 stykker tøj (inkl. sko, træningstøj, nattøj, badetøj og overtøj, men ekskl. basistoppe, undertøj og strømper) tilbage. Resten af tøjet blev enten pakket væk eller (det jeg vidste, jeg ikke ville komme til at bruge igen) givet til genbrug. Derefter var det så om at leve med de 40 stykker tøj i 40 dage. Med mulighed for at bytte tre stykker tøj halvvejs. Fordi eksperimentet forløb lige på kanten til foråret, fik jeg brug for at bytte min vinterjakke ud halvvejs, og der var også andre stykker tøj, jeg fandt ud af, jeg slet ikke brugte. Så jeg fik brug for udbytnings-kortet. Derudover snød jeg en enkelt dag, fordi jeg skulle ud og sejle i kajak hele dagen, og jeg ikke syntes, at hverken min vinterjakke eller mine stilletter egnede sig specielt godt til dén slags, men ellers holdt jeg mig i skindet (her må I gerne give mig et skulderklap).

Reptiler i fine nye jakker. 
Det bliver næppe Mere stereotypt, hvad angår farver, men igen; Når bare børnene er glade, er moren det også.

Nu er vi godt på den anden side af de 40 dage, og jeg har genfundet mit nedpakkede tøj. Noget af det forblev nedpakket (sæsontøj, you know), noget (mere) blev givet væk, og en smule blev pakket væk af nostalgiske årsager ("det var den kjole, jeg købte, da ..." og andre underlige grunde, man har for at berettige, at man holder krampagtigt fast i et stykke stof), og selv om vi er et stykke over 40 ting i min garderobe nu, så er vi på ingen måde der, hvor vi var før eksperimentet. Jeg har et meget mere kritisk blik på, hvad der får lov at komme ind i garderoben nu, og jeg har fået et overblik - dels over, hvilket tøj, jeg har at gøre godt med, dels hvad jeg mangler. Det blev f.eks. himmelråbende klart, at jeg manglede et par sorte bukser, der ikke var jeans, en blazer og et par dagligdags-T-shirts (at jeg så gik over board og købte TO blazere og en underlig skjorte med et bindebånd i halsen a la Bamses Billedbog, der klæder mig rimelig dårligt er en anden sag. Old habits die hard - og til mit forsvar så skjorten virkelig fin ud på den gazellelignende model online).

Så alt i alt: Less is definitely more, når det kommer til tøj. For mig, i hvert fald. Ungerne - not so much. Primært fordi jeg ikke lige har nået at lave en garderobeøvelse hos dem endnu. De slipper for "40 i 40", men noget må der ske på deres værelse. Garderobepladsen er sparsom, og selv om det naturligvis er godt at have en masse forskelligt tøj at skifte med (de bliver jo beskidte, sådan nogle krapyl), er jeg ret sikker på, at vi ville klare os ganske fortrinligt, selv hvis halvdelen af Varanens T-shirts forsvandt op i den blå luft. Bare for at give et eksempel. Øglen vokser i en helt vanvittig grad i øjeblikket, så mere eller mindre alt det tøj, hun brugte i DNP, stumper over det hele. Så der bliver tyndet ud løbende, når hun igen kommer vadende i en buksedragt, der engang nåede til anklerne, eller en cardigan, jeg VED, var langærmet, da vi købte den for to minutter siden. Men selv om begge unger har masser af tøj, har de naturligvis også yndlingstøj. Og praktisk tøj. Som bliver slidt, fordi det bare er det, der bliver brugt mest. Så der bliver naturligvis suppleret op, når det er nødvendigt.

Og nødvendighed var lige præcis, hvad der opstod, da jeg så tilstanden af reptilernes overgangsjakker, da tundra-kulden slap taget i det ganske land. Mein Gott, de var sløje at se på. Men eftersom finanserne ikke vælter ud under gulvbrædderne herhjemme, tænkte jeg, at de nok gik en sæson mere. Det kunne de nok også have gjort, men da Reima var så søde at tilbyde os (eller; reptilerne, for at være mere præcis) at teste overgangsjakker og -bukser, slog jeg til, hurtigere end nogen kan nå at sige 'overgangsjakke'. (Det er så her, annonceindholdet kommer. Bare, hvis I skulle være i tvivl).

Vi endte på Hot Potato-jakker til begge unger i hhv. meget lyserød og meget blå. Men ungerne fik selv lov at vælge, og selv om jeg nok personligt var gået efter noget mere afdæmpet, har de den fordel, at ungerne i dén grad er til at få øje på. Og så er de lykkelige. Ungerne. På en måde som en douce sandfarvet aldrig ville have haft held til. Jakkerne (og de par bukser, der var med til Øglens jakke) er lette, og så er de vind- og vandtætte. Ungerne har masser af bevægefrihed i dem, og de klager ikke over at blive for varme, selv når de tonser derudaf, så jeg tænker, at åndbarheden er a-okay. Vi er altså fans herhjemme. Hvilket i øvrigt ikke overrasker mig, eftersom begge unger stort set altid har haft flyverdragter fra samme mærke.

Søde søskende <3

Så mens jeg rydder op og ud i min garderobe, får ungerne nyt. Og beholder de gamle, sløje overgangsjakker til ødegården eller til en dag, hvor de får lyst til at rulle sig i mudder. (Håber bare, de er søde at annoncere det først, så jeg ved, jeg har jakkerne med. Måske de bare skal indlogeres permanent i kassecyklen). Det gør kun indholdet af deres garderobe større, men heldigvis fylder tøjet heller ikke så meget i hhv. str. 116 og 128 ...

onsdag den 6. april 2016

Noget om aprilsnar(t)

Jeg rider ikke samme dag, som jeg sadler, så derfor er mit indlæg om aprilsnar(t) ikke sådan super-aktuelt. Det beklager jeg, men på den anden side er jeg heller ikke kendt for min høje skrivefrekvens, så jeg håber, I bærer over med mig.

Personligt har jeg aldrig været den store fan af aprilsnar. Jeg synes, der er langt mellem de sjove af slagsen, og så synes jeg, der er et eller andet meget absurd ved, at man én dag om året tilsyneladende har frit lejde til at lyve om løst og fast. Særligt fordi det ofte bliver virkelig plat på den usjove måde eller er et eller andet, der ender med at gøre folk sure eller kede af det, fordi der altid - a l t i d - er et par stykker eller ti, der ikke fatter, at det er for 'sjov'. Beklager i øvrigt, hvis jeg lyder som en, der er 180 år gammel.

Nå. Men når man er 4 og 7, så synes man, aprilsnar er da bomb! Og når man er mor til nogen på 4 og 7, så kan det faktisk være med til at rokke bare en lille smule ved ens syn på aprilsnar. Jeg syntes formentlig også, at aprilsnar var sjovt, da jeg var 4 (og 7) - jeg kan ikke huske det - men jeg kan levende sætte mig ind i, hvor vildt det må være fra et barns perspektiv, at man må snyde om alt en hel dag!

Eftersom det er Øglens første år i skolen, er det også første gang, hun sådan for alvor stifter bekendtskab med aprilsnarren, som efter alt at dømme holdt sig inden for temaet "dine snørebånd er gået op ... APRILSNARRR!" I børnehaven var der ikke noget aprilsnar, men Varanen lever i dén grad efter devisen 'små gryder har også ører', så han var straks helt med på konceptet, da Øglen forklarede (og vi uddybede). Så han forsøgte sig lidt i det små med udtalelser som "jeg er ikke sulten. AprILSNART!" (som lyder for cute til at rette) og "jeg skal ikke tisse. APRILSNARRRRT!", før han for alvor begreb mulighederne for at fyre de vildeste røverhistorier af. Så mens HDD og Øglen så finalen i X Traktor, og jeg puttede Varanen, stod munden ikke stille på ham:

Varanen: Moaarrrr?
Mig: Ja, skat?
Varanen: Ved du, hvad jeg har set i dag?
Mig: Nej, det ved jeg ikke. Hvad har du set?
Varanen (alvorligt): En AVOKADO-fisk!
Mig: Aha. Det lyder spændende. Har I sådan en ovre i akvariet i børnehaven?
Varanen: Nej. Jeg 'sot' den bare (vi kører nogle ret spændende bøjninger over de uregelmæssige verber for tiden. Og jeg kan ikke nænne at rette dem. Endnu). Den var helt GRØN! Og fyldt med slim!
Mig: Adr! Det lyder ret ulækkert.
Varanen: Og ved du hvad?
Mig: Nej?
Varanen: Den har en stor sten nede i maven. Lige som en rigtig avokado. Og zombierne kan godt li' at spise dem. Men hvis de spiser stenen, så sker der noget med ... tem ... varm ... teperaTUREN i deres maver, så de bliver helt kolde. Og så DØR zombierne. Og bliver til mennesker igen.
Mig: Javel.
Varanen: Er det ikke bare en sej fisk?
Mig: Joeh ...
Varanen: APRIIIIIILSNARRRRRT!

To sekunder senere:

Varanen: Moaarrrr?
Mig: Ja, skat?
Varanen: Ved du, hvad jeg faksis (endnu en ting, der er for cute til at rette) OGSÅ har set i dag?
Mig: Nej, det kan jeg slet ikke gætte.
Varanen: Jeg 'sot' faktisk også en APPELSIN-fisk.
Mig: Aha. Var den helt orange, så?
Varanen: Ja! Det var den faksis! Og helt SLIMET!
Mig: Det lyder ret ulækkert.
Varanen: Jamen, de er rigtig søde. Og ved du hvad? Zombierne kan godt li' at spise dem. 
Mig: Dør zombierne så, hvis de spiser dem?
Varanen: NEJ? Selvfølgelig gør de ikke det!
Mig: Nåmn, det kunne da godt være? 
Varanen: Det gør de IKKE!
Mig: Ok. 
Varanen: AAAAAAAPRIIIIILSNART!

Halvandet sekund senere:

Varanen: Moarrrrrrr?
Mig: Ja?
Varanen: Det var bare fis, det med fiskene. Men ved du hvad?
Mig: Nej?
Varanen: Jeg har en LIGHTER ovre i børnehaven!
Mig (som pludselig hørte bare lidt mere efter. Man kan jo aldrig vide): En LIGHTER?
Varanen: Ja!
Mig: Hvor har du fået dén fra? Fandt du den på legepladsen, eller havde en af de voksne tabt den?
Varanen: Nej.
Mig: Jamen, hvor fandt du den henne? Du skal give den til en af de voksne, for sådan en er ikke legetøj.
Varanen: ...
Mig: Den er til at lave ild med, jo.
Varanen: APRIIIIIIIIILSNART!

Et nanosekund senere:

Varanen: Moaaarrrr?
Mig: Ja? 
Varanen: Ved du hvad?
*Indsæt selv røverhistorie. Om alt lige fra zombier og rumraketter til ubundne snørebånd, madkasser og andre, lidt mere dagligdagsting. Gange en zilliard*

Det tog lang tid at putte Varanen i fredags. Men det var dæleme sjovt. Og tændte et lille håb i mit 180-årige sind omkring, at jeg måske er blevet omvendt, hvad angår aprilsnar. Måske jeg planlægger dagen (og spøg og skæmten) ned i mindste detalje til næste år? Eller måske omvendelsen bare er midlertidig og primært skyldes den fire-åriges hittepåsomhed. Det er ikke hver dag, man taler om zombier og underlige fisk, jo ...

onsdag den 23. marts 2016

Noget om store børn og lange ben

Øglen og Varanen er hhv. 7 år og 4,5 år (og én dag. For sådan noget tæller, når man i dén grad glæder sig til at blive 5). I virkeligheden. Inde i mit hoved er de meget mindre, og jeg kigger stadig langt efter smørbløde hyggebukser i str. 98 og endnu blødere nusse-/puttedyr, der gør sig til i vinduerne hos det væld af børnetøjsforretninger, der residerer på Østerbro.

Men selv om begge børn heldigvis stadig godt kan lide både blødt tøj og ditto sovedyr, så kan jeg godt pakke sammen med noget, der så meget som har et anstrøg af 'lille barn'. Selvfølgelig, kunne man fristes til at sige, for jeg v e d jo godt, at de ikke er (så) små længere. For eksempel har jeg lige købt seje stordrenge-bukser til Varanen forleden (mens Øglen var til parkour på Bispebjerg Station af alle steder. Dels fordi skolen, hvor de plejer at træne, var lukket, dels fordi der er megasejt at lave parkour. Åbenbart). I str. 116. Jeg tænkte, at de da var aaaalt for lange (så meget for lange de nu kunne være, eftersom dem, han har i str. 110/116 er begyndt at stumpe), men da han prøvede dem i dag, passede de på millimeteren. En smule for store i livet, men længden - den var fin. Og det fatter man (jeg) jo ikke, for når jeg holder dem op foran mig, ser de jo psykopatlange ud. Dog ikke længere end de bukser, jeg i samme åndedrag købte til Øglen. I str. 128. Fordi dem hun har i str. 122/128 er begyndt at stumpe (aner vi et mønster her?).


Det ser da også sejt og parkour-agtigt ud, det der Bispebjerg, ikke?

Såeh. Var jeg i tvivl om, at jeg efterhånden har store børn, skal jeg bare kigge på deres bukser. Eller ben, for den sags skyld. Alternativt kan jeg skele til deres fritidsinteresser (parkour og håndbold! Det havde doven-mor ikke lige set komme), eller deres evne til at formulere sig (adspurgt om, hvorvidt Varanen og HDD havde hygget sig med at vaske bil (!) og være i IKEA (!!!), mens Øglen var til parkour (og jeg shoppede), var det livstrætte svar fra den 4,5-årige på bagsædet: "Øh. NEJ! Det var lige så kedeligt som at se på en snegl. I to dage!"). Eller jeg kan tænke tilbage på forleden, hvor jeg var med Øglen til frisør, og hun fik et helt særligt, begejstret teenage-agtigt udtryk i øjnene, da frisøren glattede hendes ellers halv-krøllede hår med et glattejern, så det lå glat og blankt hen over hendes skuldre i en meget voksen frisure. Hvis der havde ligget fem kg makeup og en pakke smøger ved siden af hende, kunne man foranlediges til at tro, at hun var 16 i stedet for 7. Nuvel - en lidt lavstammet 16-årig, men alligevel ...

Prikken over i'et er dog, at Øglen med sine 7 år (ikke om jeg fatter det!) nu er for stor til at måtte komme med HDD ind i omklædningsrummet i svømmehallen længere. Og da det er de to, der er svømmepartnere in crime, er det jo lidt af en bet. I dag skulle de i Valby Vandkulturhus, mens Varanen og jeg fordrev tiden med at fodre fjerkræ ved Søerne (og at blive bidt af en svane i et uopmærksomt øjeblik. Ahem), og så var gode råd jo dyre. Heldigvis stillede svømmehallen en medarbejder til rådighed, der kunne gå med hende ind i damernes omklædningsrum, forklarede, hvordan de elektroniske skabe fungerer, og sendte hende i fin stil ind i svømmehallen, helt vasket og i badetøj und alles. Og den modsatte vej? Jamen, da kunne hun selvfølgelig selv. Jeg sværger, at hun var omkring 5 cm højere, da jeg så hende efterfølgende, end hun var, da de tog af sted. "Og da jeg ikke kunne få skabet til at virke, mor, så spurgte jeg bare en dame, om hun ville hjælpe. Ikke en livredder eller noget - bare en almindelig dame, der også havde været inde og svømme". Store pige!

Fuglebetvingeren ...

Den nyklippede svanehvisker FB (Før Biddet. Som i øvrigt ikke var slemt, men som forskrækkede den unge mand en del. Forståeligt nok)

Dagens slendrian kommer sig af, at hele familien holder ferie og har gjort det de sidste par dage (eller - jeg har forsøgt at holde ferie. Arbejdet er i hvert fald holdt på et minimum), og fra og med i morgen står den på full-on afslapning (for det er nemlig ræddi hårdt at fodre ænder ...). Vi har ikke de store påskeplaner, da de forskellige bedsteforældre er ude og rejse, men vi har masser af hyggelige aftaler på tapetet, bl.a. besøg hos Troldemor, legeaftale inklusive bondegårdsbesøg, fødselsdag og andre blandede bolsjer. Påskeharen var desuden forbi i sidste weekend, da reptilernes kusiner overnattede (heldigt, at det lige faldt sammen, hva'?!), så med den ægtrilning, der er inkluderet i påskedags fødselsdag, ender vi vist med at være ret godt dækket ind, hvad angår påskerierne ...

Der blev tegnet tegninger til påskeharen i forhåbningen om, at han kom på besøg. Den lille runde sag i midten, er et lillebitte saltkar med honningmelon. Det var børnene overbevist om, at påskeharen godt kunne lide. Og guess what - det kunne den godt!

Rigtig god påske til jer alle. Skal I mon lave noget spændende?

søndag den 13. marts 2016

Noget om 'hångbold'

Da jeg var lille, gik jeg til håndbold. Det eneste, jeg kan huske fra de få gange, jeg var der, var, at vi skulle orme os rundt på et koldt gymnastikgulv og - angiveligt - lege, at vi var krokodiller. Jeg erindrer ingen bolde overhovedet, men de har nok været der et sted. Eller også blev de introduceret på et senere tidspunkt. Efter usandsynlig kort tid på håndboldholdet fik jeg desværre mononukleose og var syg i månedsvis, så da jeg endelig blev rask, var sæsonen (eller i hvert fald holdet) stoppet, og orme-/krokodillelegen havde ikke været sjov nok til, at jeg plagede enormt om at begynde forfra på håndbolden. Vi ved derfor ikke, om verden er blevet berøvet et gudsbenådet talent for boldspil (jeg tillader mig at tvivle), men hvorom alting er, har jeg nu skabt balance i regnskabet - eller i hvert fald tilført håndboldverdenen en smule af min DNA igen - ved at kaste mit yngste afkom i håndboldpuljen.

Som jeg skrev i mit seneste indlæg, så har vi haft lidt ... udfordringer ... i forhold til at finde ud af, hvad børnene skulle gå til. Og om de skulle gå til noget overhovedet. Varanen har været vidt omkring i forhold til interesseområder og er flakket fra fodbold til dans til spejder og tilbage til fodbold. Alle de fodboldhold, jeg har kontaktet, har imidlertid glimret ved overhovedet ikke at svare på mine henvendelser, og som tidligere nævnt bliver jeg en anelse træt, når det føles nemmere mere opnåeligt med en audiens hos dronningen (ikke, at jeg har prøvet dét, men I ved ...) end at få en træner på et børnehold i tale. Jeg ved, at de har travlt, og at der er mange om buddet - jeg bliver bare ... ja. Træt.

Dans er stadig på tapetet (og her svarede træneren prompte), men der er ingen pladser på holdene lige nu, så planen er at skrive Varanen op til et hold, hvor han kan begynde, når han fylder fem. Så får han også en chance for at gå til noget, der kan bringe ham op på X-factor-scenen. Som han betroede mig forleden, at han gerne vil. Jeg tænker, at vi lige tjekker hans koordination, inden vi begynder at pace i den retning - hvis han ligner sin mor bare en smule i den afdeling, så bliver en eventuel placering på en hvilken som helst scene ikke pga. dansetalenterne. Men man kan jo blive overrasket, og han elsker at bevæge sig, så dans it is.

Men der er jo et stykke tid, til Varanen fylder 5. Så vi lagde hovedet i blød mht. fritidsaktiviteter endnu engang, og da Varanen fandt et kapitel om håndbold (?) i hans eksemplar af "Den farlige bog for drenge", var jeg hurtig og spurgte, om det mon kunne være sjovt at prøve. Det ville han gerne, og sør'me om det ikke viste sig, at der var plads på det relevante hold - og at træneren var af den slags, der svarer med det samme.

Så i fredags var Varanen til håndbold for første gang. Det var muligvis noget af det kæreste, jeg længe har set - en stor klump af 4-6-årige, der spænede rundt efter bittesmå håndbolde, løb rundt i cirkler og gav high-fives og fik alt for store veste på, så holdene kunne skelnes fra hinanden. Efter de første 5-10 minutter blev forældrene gennet ud af hallen, og Varanen løftede end ikke et øjenbryn - vinkede bare helt cool og råbte hej-hejjjj! Og således kunne jeg slentre ud i cafeteriet og smalltalke med andre håndbold-forældre og -bedsteforældre, indtil træningen var overstået, og Varanen kom drønende - ildrød i hovedet og superglad. På trods af, at han på vej til træning havde proklameret, at "jeg er altså lidt nervøs mor. For jeg kender jo ikke reglerne".

Så nu er han sådan en, der går til håndbold. Og jer er sådan en, der er mor til en, der går til håndbold. Det har jeg ikke prøvet før, men det skal nok blive godt. Jeg krydser fingre for, at entusiasmen holder ved og måske endda udvikler sig til full-on hobby. Næste gang kan det oven i købet være, jeg husker skiftetøj og en drikkedunk ...

mandag den 7. marts 2016

Om at være forældre til et skolebarn

Generelt er jeg sådan rimelig tjekket. Ikke på den cool måde, men på den strukturerede måde. Jeg har (næsten) altid (nogenlunde) styr på, hvornår der skal madpakke med (altid, så den er nem nok), er forholdsvis klar over, om det er turdag i børnehaven (selv om jeg ikke aner, hvor de skal hen) og holder sådan semi-styr på, hvornår der er sommerfest (til sommer. Nemt nok) og deslige.

Så begyndte Øglen i skole. Og så skal jeg da ellers lige love for, at tjekket-heden er blevet sat på en alvorlig prøve. For én ting er at holde styr på arrangementerne i en og samme børnehave, en anden er at gøre det i en børnehave og en skole. Særligt, når det er en privatskole, der er vild med forældreinvolvering. Misforstå mig ikke - jeg er også vild med forældreinvolvering - men der er altså kun 24 timer i døgnet, og det er ikke dem alle, jeg bruger på at tjekke forældreintra og SFO'ens intra (for selvfølgelig er der to systemer. Bare for at bidrage lidt til forvirringen). Slet ikke, efter at begge systemer kollektivt har besluttet sig for at spasse helt ud - det ene virker ikke på min telefon, og det andet virker ikke på min computer. Virkelig smart (!)

Derfor er det da også flere gange kommet bag på mig, at ungerne skal dette og hint - og senest har jeg glemt både forældrekaffe (halvanden time om morgenen i ny og næ) og legetøjsdag i skolen. Det vinder man ingen medaljer for, skulle jeg hilse og sige, for selv om forældrekaffen er frivillig, er børnene jo ikke blinde og kan udmærket se, om man er der eller ej. Det manglende legetøj blev heldigvis mødt med stoisk ro og et "så legede jeg bare med S's iPad i stedet". Phew. Længe leve andre børns gadgets. (Og så dog. For efterfølgende har jeg måttet høre en hel del på "HVorfor må jeg ikke tage min iPad med til legetøjsdag, når S må? Hva', hva', hva', hva'?!")

HDD havde også glemt alt om forældrekaffen (og legetøjsdagen, for den sags skyld), hvilket var særligt tydeligt, da det var ham, der afleverede den dag. Han havde et møde på arbejde, som han død og pine skulle til (sådan er det gerne med det der arbejde), så han forsøgte febrilsk at ringe til mig - som for en gangs skyld efter verdens længste og hårdeste januar havde haft en rolig morgen med Varanen og var ved at aflevere med telefonen på lydløs. Så altså; ingen forældrekaffe til os. Men de næste måneders forældrekaffe (for det er selvfølgelig et månedligt tilbagevendende arrangement) er nu tampet ind i kalenderen med alverdens alarmer, der bimler og bamler i god tid i forvejen. Så der burde være en chance for, at bare en af os husker det næste gang ...

Skoleforældretjansen indebærer også begrebet legegrupper, og selv om første runde af dem skal være afholdt ved udgangen af april, hvor der bliver dannet nye grupper, må jeg med skam indrømme, at jeg ikke lige er nået til det endnu (det er der så heller ingen andre i Øglens legegruppe, der er, men alligevel ...) Til sammenligning har en af mødrene i klassen nået at have samtlige børn hjemme og lege, før vi ramte juleferien. Jowjow. (Det MÅ være fordi, hun er erfaren skolemor med en dreng i et andet klassetrin. Bilder jeg mig ind).

Og så er der det der med fritidsaktiviteter. Som jeg måske ikke decideret glemmer, men bare er generelt utjekket med. Fordi jeg synes, det er noget fis, at man skal skrive sig op 2-3 år i for vejen (for realz), hvis man vil sikre sine børn plads på et svømmehold, der ligger efter kl. 15. Og det vil man, når ens 0. klasse-barn går i skole til kl. ca. 14, og svømmehallen sandsynligvis ligger helt ad h til i forhold til både skole og bopæl. Og det gælder i øvrigt ikke kun for svømning, hvilket har resulteret i, at ingen af ungerne rigtig har gået til noget. Før altså i sidste uge, hvor vi jo så e n d e l i g fik en plads på parkour-holdet.

Så mangler jeg bare at tjekke op på fodbold eller dans til den yngste, og spejder til den ældste. Suk. For til den nyligt overståede skole-/hjem-samtale (som i øvrigt gik så godt, at både HDD og jeg blev helt røde om ørerne) kunne læreren berette, at Øglen taler enormt meget om at gå til noget. "Så hun er helt klar!" Godt så. Jeg krydser dog fingre for, at parkour-holdet pacificerer hendes lyst til at gå til mere i et lille stykke tid. Særligt fordi jeg som udgangspunkt ikke synes, hun skal gå til ret meget mere end én ting, hvis der også skal være tid og overskud til legeaftaler, svømmehalsture med os forældre og helt almindelig, gemen afslapning. Jeg er sikker på, at hun ikke tager skade af at kede sig en lille smule heller. Og så har det desuden også den ikke så lille fordel for undertegnede, at jeg ikke skal huske mere - det har jeg tilsyneladende rigeligt svært ved i forvejen ...

fredag den 4. marts 2016

Om store skuespillere og små teenagere

Der er eventyruge i Varanens børnehave i denne uge. En hel uge, hvor de har eventyr-tema - de læser eventyr, ser eventyr, taler om eventyr og øver eventyr. Og ugen kulminerer i, at hver stue viser et eventyr-stykke for hinanden. Jeg ville give min højre arm for at se med, men det er kun forbeholdt børn og pædagoger - og det er måske meget smart, hvis det ikke skal gå op i hat og briller.

Varanens stue skal spille Hans og Grethe, og der bliver øvet og produceret kulisser til den store guldmedalje. Rollerne til teaterstykket blev fordelt i begyndelsen af ugen, og da jeg på fordelingsdagen kom for at hente Varanen, hørte jeg ham stolt proklamere "Jeg skal være far!" til hans små hang-arounds. Det kan man jo mene er lige lovlig tidligt, men det går nok endda.

Dagen efter kunne han stolt meddele, at han havde fået en "Oscars" under generalprøven, fordi han var så dygtig til at sige sin replik - og i øvrigt var holdt op med at kravle ned under bordet af generthed, hver gang han skulle åbne munden. Det var han svært stolt af, og derfor har vi gjort en del ud af at øve den famøse replik herhjemme, så kvaliteten forbliver høj til premieren.

Således har man i det lille hjem kunnet høre omkring 100 forskellige variationer af sætningen "Åh nej - det kan I da ikke gøre!" de sidste par dage. Forbavsende, HVOR mange forskellige måder man kan sige det på, men sådan er det jo nok at være skuespiller. Hvis man spørger Varanen, i hvert fald.

Øglen er ikke videre imponeret af Varanens skuespil - eller hans replik, for den sags skyld - så hun øver sig på sine egne. Ikke, at hun skal medvirke i noget skuespil (i hvert fald ikke, hvad jeg ved af), men jeg har hende mistænkt for at planlægge sin helt egen forestilling, der formentlig kommer til at vare nogle år. Titlen? Jeg gætter på "Sådan er man, når man er teenager". Eller noget i den boldgade.

Forleden begyndte hun til parkour (det fortjener sit helt eget indlæg, så jeg skal gøre det kort her), og første træningsgang var både kold og mørk. Derfor blev hun udstyret med træningstøj, en løs hættetrøje og den eneste hue, jeg kunne finde, som ikke havde øjne og knurhår og lignede en ulv - nemlig en af mine beanier. I det outfit kom hun til at ligne en lille miniature-forbryder, men hun syntes, det var herre-sejt, og siden har huen ikke veget fra hendes side. Hun havde den endda på i går, da jeg hentede hende i skolen, og hun sad og holdt hof med tre af drengene fra klassen.

Selv om hun havde bedt mig hente tidligt, var det helt tydeligt meget belastende for hende, at jeg kom, så jeg blev mødt med et øjenrul og et "Arrjjsjgj - skal jeg hjem NU?!" Efter jeg havde snakket lidt med alle ungerne (og krammet dem med et meget vådt halstørklæde, gnæg), meddelte jeg, at vi skulle hjem. Hvortil Øglen kiggede på mig og li'så tørt sagde "Alt, hvad jeg hører dig sige er blablabla - nørdenørdenørde!" Bum. Ganske vist er det et citat fra en film (tak til Det regner med frikadeller, som vi så i vinterferien), men det er da noget af det mest teenage-agtige, jeg længe har hørt. Hun bliver en fest, når hun bliver rigtig teenager.

Næh. Må jeg be' om "Åh nej - det kan I da ikke gøre!" til hver en tid?!

torsdag den 3. marts 2016

Noget om andres øjne - og lidt om Andie MacDowell

På trods af flytning (eller måske snarere på grund af flytning) og hektisk efterår og alt det der, har jeg stadig en plads på kontoret. Jeg er der på ingen måde lige så meget, som jeg havde regnet med (og i perioder slet ikke - har været der pinligt lidt, siden jeg skrev under på lejekontrakten for snart to år siden), men alene visheden om, at jeg har en plads dernede, og at der er kollega-agtige mennesker at sparre med og sludre og drikke kaffe med, er hele huslejen værd, for det gør mig glad helt ned i maven. Så pyt med, at pladsen er lidt vel dyr pr. gang i forhold til, hvis jeg n*ssede mig derned et par gange eller tre om ugen. Glæde kan ikke gøres op i penge, er det ikke sådan, man siger?

Anywhoodles, så er jeg faktisk begyndt at bruge kontoret lidt mere. Det er mit marts-forsæt, at det bliver endnu mere - nu har jeg lavet et par tiltag på arbejdsfronten, der gør, at det rent arbejdsopgavemæssigt bliver nemmere at komme af sted - men også før marts kom jeg af sted et par gange. Faktisk. Og bedst som jeg i januar sad dér helt begravet i kaffe, computer og opgaver, kom et af de nyeste medlemmer af fællesskabet (der er rimelig stor udskiftning, men sådan er det jo) ind fra kulden, hilste rundt og fik øje på mig - og udbrød: "Dig kender jeg!" Heldigvis (gen)kendte jeg også hende, og vi kunne så nogenlunde huske, hvad hinanden hed. Vi læste sammen (og var oven i købet i en rimelig kick ass-læsegruppe sammen) i tidernes morgen på det studium jeg kun var på i ét år, og det er 15(!) år siden, vi så hinanden sidst. Tal om blast from the past!

Den næste halve time sludrede vi løs og opdaterede hinanden om alting og ingenting. Hun holdt ud på studiet gennem hele bacheloren, mens jeg, som nævnt, kun holdt et år. Hun bor (sjovt nok) ikke længere i den lille lejlighed, hun boede i dengang, og hun havde nærmest glemt, at hun nogensinde havde boet der. Mens jeg nærmest havde glemt, at jeg nogensinde havde boet i det bofællesskab (eller kollektiv, som hun refererede til det), som jeg boede i dengang. Og blev helt forvirret, da talen faldt på vores børn, og hun spurgte, om jeg havde dem sammen med ham, jeg var kærester med i 'kollektivet'. "HVEM?!", nåede jeg lige at tænke, før jeg kom i tanker om, hvem hun talte om. Og tænkte, at det føltes som markant mere end 15 år siden, jeg levede dét liv.

Vi fik hinandens færden gennem de seneste 15 år i overskrifter, og samtidig blev vi begge halet en tur gennem Memory Lane. Og fik et glimt af os selv - i hvert fald dem vi var - gennem den andens øjne. Dengang på studiet tænkte jeg, at hun var sådan en, der havde styr på det hele. Lidt bohème-agtig, sød, sjov og smuk med egen lejlighed. Meget voksen! Mens jeg selv følte, at jeg rodede rundt og vidste meget lidt om det meste - og københavnerlivet i særdeleshed. (Det forkerte studium kan få ens selvtillid helt og aldeles ned med nakken).

Sådan havde min tidligere læsemakker imidlertid slet ikke opfattet mig, viste det sig. Tværtimod havde hun været vildt benovet over mit liv - tænk at flytte til København, finde et kollektiv (det VAR altså bare et bofællesskab), og så oven i købet blive kærester med en af dem, der boede der! (Man kan kalde det sejt. Man kan også kalde det praktisk, tænker jeg ;-)) Og i stedet for at anse det for værende temmelig uovervejet og et udslag af ren og skær desperation (hvilket jeg i mit stille sind stadig gør af og til) at droppe ud efter et år, syntes hun, det var utrolig modigt og stærkt - og påstod, at hun ville ønske, at hun selv havde hørt efter, når alt i hende skreg, at hun var havnet det forkerte sted.

Jeg blev sådan cirka lige så overrasket over hendes udmelding, som hun blev over, at jeg havde betragtet hende som moden og tilnærmelsesvis voksen. Men er det ikke sådan, det ofte er - vores syn på os selv er ofte meget mindre nådigt og positivt end andres syn på os? Det tror jeg, jeg vil prøve at huske på lidt oftere. Ikke mindst efter, min nabo forleden fortalte mig, at hun længe havde tænkt over, hvem det var, jeg lignede, og hun var nået frem til, at det var en lys udgave af Andie MacDowell. Endda på en dag, hvor jeg var dødtræt, og mit hår klaskede. Og det kan man jo ikke blive gal over - heller ikke, selv om man selvfølgelig kan spekulere lidt i, at Andie MacDowell er 57, og jeg ikke er fyldt 40 endnu, men jeg satser på, at naboen mente det pænt).

Og så sent som i går fik jeg en besked fra hende her om, at hun havde set mig i Lorry. Jeg erindrer imidlertid intet om, at jeg har medvirket i tv, og eftersom indslaget handlede om en, der fik nyt hår, ved jeg med sikkerhed, at det ikke var mig, for mit hår er virkelig sløjt for tiden. Måske var det Andie MacDowell? Vi har ikke tv (eller jo, det har vi, men vi har ingen kanaler på det), og jeg kan ikke finde indslaget på nettet, men det kunne da være spændende at se, hvordan jeg ser ud i Cilles øjne. Med mindre velkommende i indslaget altså ligner Jabba The Hut (i mine øjne, altså) - så er jeg helst fri ...

tirsdag den 23. februar 2016

Noget om at holde ferie

Som selvstændig er det der med at holde fri noget underligt noget. For selv om der er en vis grad af frihed i hverdagen, når der ikke lige er deadline på en opgave, så ligger arbejdet altid og lurer i baghovedet - hvornår er det lige, der er deadline, får man mon den opgave, man gav tilbud på forleden, burde man have sagt ja tak til den seneste opgave, kan man nå det hele til tiden, og og og.

På grund af et alt for begivenhedsrigt efterår, er det oven i købet længe siden, vi har holdt ferie-ferie (jojo, vi holdt da fri i julen, men var jo 'bare' hjemme), så da jeg for små 5 uger siden blev bidt af en gal ski, var der ikke langt fra tanke til handling, og i et anfald af Vi Skal På Ferie NU!, bookede vi en uge på ski i uge 7.

Det fineste winter wonderland - med -20 grader om natten. Brrrr.

Nu skriver vi som bekendt uge 8, og vi er netop kommet hjem fra ... I gætter det aldrig ... En uge på ski. Hvor min telefon kun har kunnet få forbindelse til det der internet, når vi sad i varmestuen med en skoldhed kop kaffe - og i øvrigt havde travlt med at høre på alt det, afkommet havde oplevet i dagens skiskole. Så gæt selv, hvor meget dén netforbindelse blev brugt. (Og jaja - jeg ved godt, at man kan roame. Det gjorde jeg ca. to gange, før jävla-dyre TDC meddelte, at min mobilkonto nu var i minus, og om jeg ville være god at tanke op. Hvilket jeg med glæde ville have gjort, hvis ikke jeg havde glemt min adgangskode derhjemme). Så: Stort set internetfri ferie til mig.

Dét burde man knageme gøre noget oftere. Det frigav nemlig tid til at (ud over at stå på ski, naturligvis) spille Uno, junglespil og vendespil i lange baner, læse 2,5 bøger (sgu'!), løse et hav af krydsord, spise åndssvagt meget slik og gå tidligt i seng. Slet ikke tosset.

Den daglige frokost. Grillede hottere, som vi selv grillede ude i sneen efter en masse skiløb. Koldt og meeeega-hyggeligt!

Det er længe siden, jeg har været sådan rigtigt på ski, når man fraregner et par dage hist og pist. Helt præcist er det 8 år siden - i HDD's og mit forholds spæde begyndelse, hvor jeg med skam må meddele, at jeg blev så hidsig på en bakke, der ikke ville, som jeg ville, at jeg endte med en forvredet fod og ingen ski i halvdelen af ferien. 1-0 til bakken. Siden da er der sket meget (desværre ikke med mine evner til at stå på ski, selv om jeg trods alt ikke væltede denne gang. Muligvis på grund af større respekt for højderne nu?) - der er bl.a. kommet to børn til - og jeg er blevet langt mildere. Ahem.

Skeptisk type umiddelbart før tre timers skikursus. Idéen føltes pludselig ikke nær så god, som den gjorde, da jeg sad hjemme i sofaen og brægede op om, at jeg da "blev nødt til at lære lidt teknik". Suk.

Vi var spændte på, hvad ungerne sagde til en hel uge på ski, men det klarede de - selvfølgelig - i fin stil. Vi havde booket fem kvarters skiskole hver morgen (længe nok til at lære dem det grundlæggende - ikke længe nok til at gøre dem trætte af det), og mens de var af sted, tog HDD og jeg nogle skiture sammen. Efter skiskolen blev det hurtigt fast tradition med en kop kaffe og en ficka (ja, vi var i Sverige), og bagefter stod vi alle sammen lidt på ski.

HDD er den absolut mest habile skiløbet af os fire, snart skarpt efterfulgt af Øglen, der i dén grad har taget både sporten og teknikken til sig og helt frygtløst kastede sig ud i den ene bakke efter den anden. Jeg kan holde balancen og en nogenlunde hæderlig stil på de nemme bakker, men jeg mangler erfaring, så den arbejdede jeg på at få lidt af i år - bl.a. bha. et 3-timers skikursus. Det hjalp lidt og satte fokus på teknikken, men det kompenserede (desværre) ikke for en hel barndoms manglende skiferier, som HDD fører med.

Øglen i Troldeskoven

Varanen tålte skiskolen, men manglede Øglens udelte begejstring. Alligevel blev han dygtig til at holde balancen og fik sig nogle gode ture og succesoplevelser både i skisele og hånd i hånd med HDD.

Fordi vi havde booket sent, var der ikke flere ledige hytter i selve skiterrænet, så vi havde lejet en lille, hyggelig hytte ca. 1,5 km derfra. Der brugte vi de sene eftermiddag og aftener på at spille vendespil og Uno, og på at se et par i forvejen downloadede film, spille iPads og læse bøger. Når vi altså ikke kørte til nærmeste større by og satte os i blød i deres svømmebassin. Særligt det udendørs varmtvandsbassin fik en stor stjerne hos mig - ikke mindst den sidste gang, vi var der, hvor der var snestorm om ørerne på os. Ahhhh.

Hytten med en fin hat af sne. Ren fjeldidyl 

Uanset hvad, man kunne mene, er jeg sikker på, at det ikke er bassinets skyld, at jeg er kommet hjem med en gigantisk forkølelse, som jeg desperat prøver at slå ned. I hvert fald bare til i overmorgen. For i morgen er der en Øgle, der fylder syv. 7 hele år siden, verden ændrede sig for evigt, og jeg blev nogens mor. Og holdt en laaaang pause fra at stå på ski. Det er vildt. Og det er også lidt vildt, at jeg skal gelejde 13 piger fra skolen og hjem. Via et S-tog. Heldigvis er HDD der til at hjælpe. Og verdens bedste nabo (tænk at man kan få verdens bedste nabo TO gange. Dét må da siges at være heldigt!) tilbød så sent som i dag også at hjælpe med at få kræene hjem. Så det har jeg takket ja til. Tre voksne til 13 børn lyder ikke umiddelbart af for mange, tænker jeg.

Nå. Der skal bages. Og pyntes. Og pakkes gaver ind. Ninjago og Starwars. Nogen har for alvor lagt den lyserøde prinsesseverden bag sig og ønsker sig 'seje' ting. Og en kanin. Som vi desværre ikke kan give hende - når man er allergisk, duer det ikke. Måske de par Zhu-Zhu pets hun også får kan kompensere lidt ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...