Viser indlæg med etiketten hverdagsmagi. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten hverdagsmagi. Vis alle indlæg

fredag den 14. august 2015

Om perfektion – eller noget, der kommer tæt på


Hverdagen er en sjov en. Lige så rugbrøds- og hamsterhjulsagtig den kan være, lige så fantastisk kan den vise sig. I de små ting som det at have god tid til at gå hjem fra børnehaven, i lange morgener, højtlæsning, syngende børn, solskin og andre hverdagsting, der er lige til en reklame for Rynkeby.

Ud i det blå 

Og hverdagene er jo, på godt og ondt, dem, der er flest af. I hvert fald i vores familie. Det er ikke dem alle, der tåler at se dagens lys, og visse af dem er mere leverpostejsagtige end andre, men jeg tror godt, jeg tør vove at påstå, at der aldrig går en dag, hvor der ikke er glæde i et eller andet format. Hvor ungerne får et kys og et kram, hvor vi smiler og griner sammen, hygge-driller og/eller får en god snak om dette eller hint. Men træerne vokser jo heller ikke ind i himlen, og alle de små, idylliske lyspunkter er som regel blandet med lidt tilfældig vrissen, generel træthed, sukken over, hvorfor det mon var nødvendigt at vælte koppen med vand hele TO gange. På tæppet. Inden for 3 minutter. Og så fremdeles.

Altså lige bortset fra i går. Som var så tæt på perfekt, som det kommer. Og det er faktisk meget heldigt, for det var nemlig Øglens første skoledag – en dag hun forhåbentlig kommer til at huske (for noget godt, altså) i rigtig rigtig lang tid. Og hvis det ikke er tilfældet, er hermed et blogindlæg til at agere hukommelse for hende ...

Spændt (selv om forældrene muligvis var endnu mere spændte. For "jeg har jo været derovre mange dage i SFO, mor" ...

Den første skoledag varede kun to timer. HDD havde taget fri, og efter en rolig morgen med hygge og masser af tid til leg, blev Varanen afleveret i børnehaven. Øglen, HDD og jeg fik en forfriskning på vejen til skolen, for Øglen havde ondt i maven. Jeg gætter på, at det var de famøse sommerfugle, der var på spil.

Vel ankommet på skolen tog vi plads sammen med de andre nye forældre i gymnastiksalen og lyttede til en fin velkomsttale fra rektor og en sang fra 3.-4.-klasserne, der i dén grad gav mig lyst til at vande høns. Selv om jeg i virkeligheden ikke er alt for vild med børn, der synger i flok, så var de bare så søde, og det hele var så højtideligt, og Øglen var helt tryllebundet, og … *tuuuud* (Jeg holdt mig i skindet. Modsat en del andre mødre, så jeg bagefter. Så kunne jeg jo godt bare have givet los ...)

Bagefter skulle nulte-klasserne ringes ind. Øglens skole er en gammel en af slagsen med mange fine traditioner, og en af dem er altså, at alle nye elever skal ringe sig ind på skolen. Og ud igen efter niende. Jeg synes, det er en rigtig fin tradition, og det var hyggeligt at overvære børnene, der blev kaldt op ved navn, få klokken til at bimle og bamle på skift. Forældrene fik lov til at gå med op i klassen for at få nogle informationer (bl.a. om skolefotografering. I dag. Tal om at blive kastet ud i den dybe ende. Så skulle vi jo huske at udfylde alt muligt), før vi blev smidt ned i gården. Her kunne vi sludre med de andre forældre, drikke kaffe, gufle croissanter og udfylde de påkrævede sedler – og sør’me om vi ikke også nåede at gå en lille tur, få afsluttet et par hængepartier over telefonen og mærke solen skinne på os – i både bogstavelig og overført betydning.

Tilbage igen fik vi en glad, men træt Øgle i favnen. Hun var helt klar på frokost på Joe & the Juice (hvor vi i parentes bemærket også var umiddelbart efter hendes besøgsdag på skolen for nogle måneder siden. Så det er efterhånden også en tradition – om end lidt mere verdslig end den med klokken) og efter shakes, sandwich og sludren om skoledagen var vi parate til at hente den søde Varan, som lod sig lokke med hjem efter løfter om besøg på den lokale badestrand i det strålende vejr. Af uransagelige årsager har vi ikke været der før, hvilket må siges at være en stor fejl, for den er helt fantastisk! 

Det meste får selvfølgelig et positivt skær, når temperaturen nærmer sig de 25 grader, men selv på en køligere dag ville man ikke kunne komme uden om, at sandbunden var blød som en barnenumse, og at man kunne gå langt langt ud, uden at det blev dybt. I looove. Selv Varanen, der normalt er kendt som Barnet, Der Hader Vand, elskede det. (Lige indtil han snublede i det lave vand og fik hovedet under. To gange. Men han kom sig heldigvis hurtigt igen). Faktisk elskede vi det så meget, at vi også har været på stranden i dag. I mega-blæsevejr. Men det havde også sin charme.

Kom an, hav! 

Før Faldene

Efter en times plasken blev det nærmest for varmt at være der (totalt luksusproblem), så nogen fik en is, og så gik turen hjemad. Eller – i Netto for mit vedkommende, og da jeg kom hjem med poserne fyldt med grøntsager (hej sunde livsstil, der skal kompensere for de 1,9 kg slik, jeg kom til at købe i Arlanda forleden), var ungerne fordybet i mit gamle Fabuland. De legede, indtil det blev spisetid, og drengene hentede den sushi, Øglen havde efterspurgt forleden og fået bevilget i går. Hvis der er en dag, man skal have sushi, er det på første skoledag, synes jeg. Øglen og jeg fik 15 minutter i arm foran flimmeren imens, og da drengene kom hjem, blev sushien fortæret på terrassen i de sidste solstråler, før det begyndte at blive køligt.


Ingen billeder af sushien. Den blev spist hurtigere, end nogen kunne nå at fotografere ...


Putningen foregik i god ro og orden – og ungerne var oven i købet enige om, at de hellere ville have én lang bog end to korte. Store sager! Aftenen blev tilbragt i fred og fordragelighed foran flimmeren, hvor HDD og jeg skiftedes til glæde os over, hvor godt dagen gik. Og hvor godt det der skole nok skal blive. Efter vi var færdige med at panikke over, at vi nu er forældre til et skolebarn og dermed for alvor voksne!

Efter sådan en dag ville det være forventeligt – ja, oven i købet en form for acceptabelt – hvis i dag havde været helt gak, men nu, hvor klokken nærmer sig midnat, er det ikke sket endnu. Så jeg tillader mig at blive grådig og håbe på, at den perfekte hverdagsstemning fortsætter weekenden med. Og i hele næste uge. Og – hvis det ikke er for meget forlangt – 10-12 år. Eller endnu længere …

mandag den 22. september 2014

3 år, Niller! 3 år!

Varanen fylder 3 i dag. Det har været længe ventet - omend han har benyttet sig af den sidste uge til at sige "Jeg er IKKE 3 år endnu!", når/hvis man har vovet at mene, at han er en stor dreng, som "jo nok må kunne forstå" dette og hint. For så kunne det jo være, at man ikke behøvede at være helt så stor. Eller noget ...

Fødselaren vågnede op i morges, vaklede ud af soveværelset, gned søvndrukkent øjnene og sagde "Tak!", da jeg råbte sagde tillykke. Hvorefter han krævede vingummibamser og gik ud til skuffen og tog to til sig selv og to til Øglen. Ah well - det er vel fødselsdag ...

Morgenen blev brugt på at pakke gaver op (kikkert og glimmertryllestav) - den 'store' gave får han i eftermiddag, når HDD er hjemme og kan være med til at give ham den. (Han får en cykel. Med 'pendaner'. Ssccchh!) Vi skiftede havregrynene ud med chokolademadder og spillede fiskespil og snakkede lidt om fødselsdage. Og Varanen skulle lige været helt sikker på, at det nu også er i dag, han fylder år, så han spurgte helt genert, om det "virkelig er i dag, jeg har fødselsdag mor?" Og kvitterede med et "Yay! Så er jeg TRE ÅR!", da jeg svarede bekræftende.

3 år! 
 
De tre år steg ham en anelse til hovedet på vej til børnehaven, så da han spankulerede ind i garderoben, proklamerede han, at det var ham, der bestemte "ALTING!" Og da to (store) piger mente, at det nok snarere var dem, der bestemte, kiggede han køligt på dem og sagde "Nej. For jeg har nemlig fødselsdag. Så JEG bestemmer i dag!" Så var det ligesom på plads.

Jeg Vi fik gjort frugtkopperne klar (med drinkspinde og flag. Så fint. Glemte bare at tage billeder), og så var jeg af sted. Jeg henter tidligt i dag, og så går hverdagen ellers slag i slag med eftermiddagshygge og Øglen til gymnastik. Og så ellers lige lidt gaveuddeling, minilagkage og "sjusji" til aftensmad. (Efter Varanens ønske. Jeg klager ikke!) Familien kommer og fejrer ham søndag, så fødselsdagen bliver spredt lidt ud. Det er jeg sikker på, han ikke har noget imod.

Men altså. Varanen. 3 år. Jeg ved godt, jeg skriver det jævnligt, men ikke om jeg fatter, hvor tiden bliver af. Hvis nu min gamle computer ikke var dødere end død (faktisk så død, at end ikke CSI, eller hvem det nu er, der har haft den til fancy diagnosticering i endnu mere fancy støvfrit miljø i England, kan få så meget som en lillebitte flig af data ud af den), ville jeg have lavet en billedkavalkade fra de seneste 12 måneder, så jeg (og I) kunne se, hvor meget der er sket. Men nåååååh nej! Jeg har jo stort set ingen billeder fra det seneste år, så det må vi undvære. Og i stedet glæde mig over min egen, knivskarpe hukommelse (Som om! Jeg er glemsom på grænsen til det uhyggelige. Kan jo dårligt huske, hvordan Varanen så ud i går, let alone for 12 måneder siden).

Men stor, dét er han. I torsdags havde jeg ham til 3 års-undersøgelse. Det gik over al forventning - endda selv om begge reptiler var med. Jeg havde forberedt ham i forvejen på turen til lægen, og han var helt cool med det. Selv om det selvfølgelig også hjalp på sagen, at han og Øglen skulle hentes tidligt pga. lægebesøget. At jeg så havde glemt at tage snacks med, er min egen skyld, men resulterede heldigvis kun i en mindre nedsmeltning. Efter lægebesøget. Og blev afhjulpet derhjemme af en juice, en håndfuld nødder og bagning af ét styks æbletærte.

Min date på Joe & the Juice i lørdags. Knaldgodt selskab, siger jeg jer!

Varanen var ret interesseret i lægens legetøj og fandt sig i både at blive vejet, målt, befamlet på lårene (noget med et lille udslæt) og mærket på testiklerne. Men nu taler vi jo altså også om drengen, der af og til råber "Vil du se min diller?" til Øglen, så genert - dét er han i hvert fald ikke! Han vejer 17,4 kg, er 98,2 cm høj og måler 52,2 cm om knolden (no wonder, at han vokser ud af alle hjelme, hatte, kasketter, mv.) og er en "stor, flot dreng med et ordforråd i rivende udvikling" ifølge lægen. (Men det vidste jeg jo godt ...)

Siden 2 års-undersøgelsen er han vokset 10 cm (jeg venter stadig spændt på, at jeg vokser 10 cm) og vejer 2,6 kg mere. Hans sprog er gået amok, men han taler selvfølgelig også hele tiden. Og synger. Sidste weekend overraskede han fx ved at synge Laust Højbyes hedengangne hit "Man er som man er" (godt nok 20 år for sent, men altså ...) helt korrekt, mens jeg gyngede ham på Farfars sansegynge. Heldigvis kan han stadig overtales til at ligge i arm og blive nusset - det håber jeg varer længe, før han vokser fra.

I øvrigt tror jeg nok, at han stoppede med at bruge sut i lørdags. Bare sådan. Jeg havde regnet med, at vi skulle have en kamp uden lige (og havde på ingen måde regnet med, at det var nu, han skulle droppe sutten. For min skyld måtte han gerne have den nogle måneder endnu), men da han lørdag morgen tyggede sin absolut sidste sut i stykker (tredje sut på tre dage), tænkte vi, at det nok var ved at være på tide med et suttestop, hvis vi ikke ville ruinere os selv på at købe nye sutter hele tiden. Han blev lidt gal over, at han ikke kunne få en ny, men vi havde jo vitterligt ingen, og det tror jeg, skinnede kraftigt igennem. Desuden kunne han godt huske, at vi købte de sidste sutter i Sverige, og der kunne vi jo ikke lige køre til i lørdags, så han accepterede faktisk uden de store sværdslag. Og har nu sovet to nætter uden sut. Han har kun kaldt på den et par gange, men uden den store længsel i stemmen, så nu håber jeg, han klarer sig fint i børnehaven uden (de har en til ham derovre. Som de kan give ham, hvis han går helt amok, når han skal sove lur. Men jeg tror faktisk ikke, det bliver nødvendigt. Eller er det at jinxe det?)

De sørgelige sutterester. Som jo nok skal bruges som hård valuta i en legetøjsbutik. Men lad os nu lige se, hvad han scorer i fødselsdagsgave, før vi shopper amok. Kan næsten ikke tro, at han er færdig med at bruge sut nu. Tænk, hvis det skal være så nemt?!  

Så jeg behøver jo i virkeligheden ikke billeder til at fortælle mig, at min dreng er blevet stor. Alle tegn i sol og måne tyder jo på det. MIN store dreng. Som er så fantastisk, sød og sjov, at ord slet ikke rækker (så her ville billeder jo egentlig have været meget rare). Også selv om han råwer.

3 år, mand. Det er vildt!

onsdag den 9. april 2014

Hverdagsmagi - eller noget om løgn og latin

Jeg har vist skrevet om det før, men i vores lille familie omgås vi sandheden om ikke lemfældigt, så i hvert fald med en vis ramme for fortolkning. Ikke når det gælder almindelige ting, forstås, men herhjemme er udsagn som "Der bor en nisse i skorstenen i december" og "Der bor trolde i de svenske skove - de lever af blåbær og af at drille børn" fuldt ud lige så sande som "Der er syv dage i en uge".

Jeg elsker at bruge fantasien, og jeg elsker, at mine børn elsker at bruge fantasien. Særligt Øglen er meget hittepåsom, og hun elsker magiske fortællinger og noget, der falder lidt uden for det normale. Varanen er også helt med på især konceptet nisse (måske fordi vores dukker op efter forgodtbefindende; fx forleden, hvor han havde farvet risengrøden grøn - og i øvrigt får skylden for alt, der ikke lige kan forklares).

Det giver sig selv, at både julemanden og påskeharen findes, og undertegnedes øjne i nakken står heller ikke til at diskutere. Selv om man ikke kan se dem.

Farmor er ikke helt enig i vores måde at "drille" børnene på, som hun kalder det. Hun er bekymret for, om de kommer til at føle sig drillet, og på den måde bliver kede af det. Derfor har hun flere gange forsøgt at dementere fx fortællingen om troldene i Sverige, og vi har flere gange bedt hende lade være. For er der noget, Øglen kan huske fra gang til gang, vi er i Sverige, så er det, at vi skal sætte blåbær ud på trappen om natten, så troldene spiser dem og lader være med at lave ballade og skræmme ungerne. Ligesom hun også kan huske, at de store trolde bor under de store mosbeklædte sten, og de små trolde bor under de små mosbeklædte sten. Det er blevet en stor del af det at være i Sverige, så det er vi ikke interesserede i at tage fra hende. Jeg tror i øvrigt også, at Farmor efterhånden har fattet budskabet, og så må hun småryste på hovedet fra afstand.

Naturligvis er det ikke planen, at reptilerne skal vokse op i en parallelverden, hvor der danser enhjørninger rundt på en mark fyldt med slikkepinde og ende med at blive mobbet herfra og ud i evigheden, når de engang skal i skole. Men verden og hverdagen kan blive alvorlig hurtigt nok, så derfor synes hverken HDD eller jeg, at der er noget forgjort i at gøre det hele en lille smule magisk. Bare engang imellem.

Og det har jo også sine fordele. Øglen er fx blevet overbevist om, at HDD kan trylle, fordi jeg i weekenden havde held til at smugle en slikkepind fra skabet ned i mit ærme, uden hun så det. Og da vi så sad og spillede Ludo, spurgte jeg helt bekymret, om der var noget i vejen med hendes øre. Hun svarede benægtende, men jeg fik allernådigst lov at kigge alligevel, fordi jeg sagde, at det så helt rødt og mærkeligt ud. Og vupti! Onkeltricket over dem alle - så kom der sør'me en slikkepind ud af øret på hende. Dét blev der dæleme tænkt meget over (da den første begejstring havde lagt sig). Og konklusionen blev, at det måtte være HDD (som ikke var hjemme), der havde tryllet en slikkepind ind i hendes øre, da vi var nede og handle et par timer tidligere ...

Hun tror i øvrigt også, at jeg kan trylle. For et par måneder siden var vi nemlig nede i det lokale storcenter, og Øglen så noget glimmerlim, som hun måtte eje. Onde Mor sagde nej, og så gik vi videre - ét stk. surmulende Øgle rigere. Men da vi kom hjem, kom Onde Mor i tanker om, at vi faktisk allerede havde samme type glimmerlim, så det fik jeg i al ubemærkethed fisket frem fra skabet og præsenteret for Øglen. Instant awesomeness fra den bette til mig.

En eller anden dag finder ungerne ud af, at hverken HDD eller jeg kan trylle. At julemanden ikke findes, og at der ikke er trolde i Sverige (og at de, hvis der var, ikke ville spise blåbær). Men den dag kan tids nok komme, og indtil da stemmer jeg for lidt mere magi i hverdagen!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...