Institutionsføljetonen - afsnit 349

Nå, men så var det jo, at vi sagde, at vi var nogen, der havde meldt Varanen ud af vuggestuen i Den Nye Institution. Og meldt ham ind i en anden, der ligger lige ved siden af. Som han kan begynde i midt i marts, fordi Den Nye Institution er så søde at lade som om, de ikke har 2 måneders opsigelse til udgangen af en måned og i stedet bare siger 1 måned til den 15. i en måned. (Jeg vænner mig aldrig til, at der åbenbart bare altid er pladser, nærmest uanset hvilken institution man henvender sig til  - det er åbenbart fordelen ved at bo i en kommune fyldt med gamlinge).

Er vi hysteriske? Sikkert. Var det sjovt at fortælle den konstituerede leder, at vi ville melde Varanen ud, men at vi i øvrigt "er helt vildt glade for bønehavedelen"? Nej. Føles det rigtigt i maven? Helt klart.

Så det er så det, der sker. Er personligt ikke så pjattet med, at Varanen skal opleve endnu et skift på så kort tid, men jeg kan simpelthen ikke blive ved med at aflevere min søn i en vuggestue, der er konstant underbemandet på grund af sygdom (i går var der syv syge!), og hvor det er reglen mere end undtagelsen, at der ikke er nogen 'rigtige' pædagoger til stede på stuen. Hvis der da er nogen overhovedet. Jeg kan heller ikke blive ved med at aflevere ham på en stue, hvor døren aldrig bliver lukket, så børnene kan få ro, til trods for at stuen støder lige op til et gennemgangsareal, og der er støj konstant. Eller en stue, hvor - formentlig den sløje personalesituation taget i betragtning - standardsvaret altid er "vi har bare leget inde", når man spørger, hvad de har lavet. Ikke, at jeg vil have, at de skal følge læreplaner slavisk, men hvis Varanen alligevel bare krabber rundt og leger på gulvet, så kan han jo ligeså godt bare gøre det derhjemme, når jeg arbejder. Og sådan kunne man spare 4000 bobs i en ruf.

Jeg ved godt, at vi er røget ind i Den Nye Institution på en utaknemmelig årstid, og Sneen, Der Aldrig Smelter ligger tyst over forstaden og sender pædagoger folk til tælling som aldrig før. Det er unfair odds, og det kan jo også meget vel være, at alting bliver fryd og gammen, så snart der kommer plusgrader. Men det kan også godt være, at det ikke gør. Og ærligt talt har jeg ikke lyst til at satse på det, når der er plads til Varanen i ét styk fantastisk nabo-institution lige nu. Hvor de har mange, uddannede pædagoger til ikke så mange børn. Hvor de har læreplaner og lukkede døre. Og i øvrigt kører skæld-ud-fri-pædagogik.

Da Den Nye Institution er integreret (Den Endnu Nyere Institution er 'bare' en vuggestue) er Øglen er naturligvis også ramt af de syv syge medarbejdere. Men selv om hun självklart også har brug for både opsyn (seriøst - det er ikke bare mig, der er hys, vel? Der SKAL sgu da være opsyn?!) og pædagogiske principper, har hun også brug for sociale relationer til børnene, og dem er hun i fuld gang med at opbygge. Desuden er hun lidt en tryghedsfrans, så jeg er overbevist om, at hun om nogen nok selv skal kræve den voksenkontakt, hun finder behov for. Det kan Varanen, qua hans unge alder, jo desværre ikke.

Jeg ved ikke, om vi vitterligt er hysteriske. Om vi forhaster os. Eller om det simpelthen er et udslag af, at en integreret institution bare alligevel ikke lige var the shizzle for i hvert fald Varanens forældre. Jeg finder jo nok heller aldrig ud af det nu, men jeg finder forhåbentlig ud af, at vi har gjort det rigtige ved at flytte vores lille purk. Eftersom det ikke lige kan komme på tale at flytte ham igen-igen ...

Og nåh ja. Glædelig Valentine's dag. Og tillykke til HDD og jeg, der har været kjærester i seks år. 6 år, Niller! Så ved man et og andet!

Spænding i tilværelsen

Med et køkken, der hænger i laser (undskyld, HDD - jeg ved godt, du knokler på det i alle dine ledige timer, men det ændrer desværre ikke på, at vi ikke har haft fungerende kogeplader i to uger nu!) og et nært forestående projekt om at udskifte hoveddøren og vinduerne på den ene side af huset, der for alvor har bekendt kulør her i permafrosten og vist sig at være omtrent lige så tæt som et fuglebur, skulle man synes, at vi havde nok at se til, sådan projekt- og spændingswise.

Ikke desto mindre besluttede vi os i tirsdag for at få endnu en (kollektiv) hjerneblødning over Den Nye Institution, og før vi fik set os om, var vi kommet til at skrive reptilerne op til den anden institution, de fik tilbudt plads i - the one that got away. Bare for at prøve. Og eftersom det hele er blevet så digitalt og "smart", endte det med at der kun gik 10 minutter, før der tikkede en mail ind om, at Den Nye Kommune, Der Primært Er Befolket Af Mennesker Med Pels og Sølvhjelme Og Derfor Har En Udpræget Mangel På Børn, kunne tilbyde Varanen en plads i pågældende insti til april. Og så kunne Øglen måske komme ind på en søskendefordel. Yikes! Så skulle vi jo pludselig til at tage stilling igen. Hurtigt igen. Onsdag var vi ude og se instien igen, og den var stadig god og hyggelig. Så vi overvejede og overvejede. Lagde planer for at tage ungerne ud af Den Nye Institution nu-nu (vi kan være så dramatiske), holde dem hjemme hos mig et par måneder med tilskud til pasning af egne børn, satse på en plads til Øglen senest i juni, miste depositum i nuværende insti, og. så. videre.

Reptiler, der storhygger med tegneriet! 

Vi talte og talte og talte. Og blev enige om, at den nys tilbudte institution var intet mindre end Den Hellige Gral. Lige indtil altså i går, hvor jeg på bedste Basil Mus-vis (læs: stalker-manér) passede nogle intetanende, afleverende forældre op og spurgte til deres oplevelse af Den Hellige Gral. Jeg fik et ret klart svar om, at vuggestuedelen var fantastisk, og at børnehavedelen var lige præcis det modsatte. Den ene mor talte jeg ret længe med, og hun endte faktisk med - efter hun havde talt lidt i ring - decideret at fraråde mig at putte mine børn i institutionen. Eller gøre det - og så håbe på, at det måske blev bedre. Hm. Ikke lige det, jeg gerne ville høre. Og da jeg senere ringede til lederen for at få uddybet nogle ting (kom ikke og sig, at jeg ikke er grundig!), og hun ikke kunne svare klart på nogle i mine øjne ret vigtige spørgsmål om alderssammensætning på (de små) børnehavestuer samt stabilitet (eller mangel på samme) i personalegruppen, var det som om, Den Hellige Gral smuldrede en anelse. Ikke mindst fordi der også var et par andre ting, der var sådan lidt bop-bop, for nu at bruge et godt, gammelt 90'er-udtryk.

 

Piss' koldt ude i Forstaden. Det er, hvad det er. Og jaja, rundstykke, hvis du har set billederne før ovre på Instagram. Hvis du ikke har, så kom over og sig hej til @astridsf

Alligevel brugte jeg det meste på i går på at tale med Pladsanvisningen og andre institutioner, regne på forskellige scenarier og overveje, hvad man nu lige skulle sige til Den Nye Institution, hvis man melder sit afkom ud efter 3 uger. Men da jeg så hentede selvsamme afkom i Den Nye Institution i går, iggå? Da var de bare så glade. Og havde lavet fede ting. Og de ting, jeg var lidt bekymret omkring (hvilket jeg talte med lederen om i går morges), kunne jeg se, at de allerede var begyndt at gøre noget ved. Og Øglen fortalte, at D havde fødselsdag, at hun havde leget med M, at hun havde fået et bamse-klistermærke, fordi hun "var en god ven og ikke skubbede de andre ud af legen", og at Lillegruppen skulle lave suppe over bål i dag. Og så var det som om, at Den Nye Institution ikke var så slem endda. Nærmest tværtimod. Så nu tror jeg bare, at vi holder kæft med den institution. Og prøver at forstå, at ingen institution på 3 uger kan nå at leve op til de institutioner, vi brugte år på at lære at kende inde i Kbh. Så nu er vi glade for Den Nye Institution igen. Men hvad skal vi så få tiden til at gå med?!

- Det hul i taget, der kom i går - og som i øvrigt, paradoksalt nok, blev forårsaget af den tagmand, der var ude for at vurdere tagets tilstand?

- Det faktum, at jeg netop har aftalt med Dagpengeland, at vi er through, fordi nogen prøver at gå all in på det der firma-noget (efter at have modtaget supplerende dagpenge en rum tid snart). Og derfor ikke har nogen som helst fast indtægt fraaaaa NU af?!

...

Man kunne selvfølgelig også bare sætte sig i sofaen med en kop kaffe og slappe af? I stedet for at panikke totalt, hvilket ellers virker som det mest oplagte valg lige nu, hvis man spørger mig ...

Den der indkøring

Det er ikke fordi, jeg tror, at andre bekymrer sig voldsomt om, hvordan det nu engang går med synkron-indkøringen af reptilerne i Den Nye Institution, men hvis der nu skulle sidde en enkelt tosse og være interesseret, vil jeg da ikke snyde nogen. Særligt ikke fordi det er et emne, der fylder enooooormt meget herhjemme (hence den noget magelfulde blogging på det seneste).

Nå. Men den korte version er, at det går godt. Rigtig godt. Over al forventning, faktisk. (Har jeg jinxet noget nu?)

Den lidt længere version kommer nedenfor, så hvis du bare var så’n lidt høfligt interesseret, kan du hoppe af her.

Reptilerne har været i Den Nye Institution i lidt over en uge nu. På den tid er Øglen blevet så godt som færdigindkørt, selv om hun stadig har korteagtige dage (9-14.45), og Varanen er så småt ved at skulle vænne sig til at sove ovre i vuggeren. I et monsterhyggeligt krybberum, hvor der i øvrigt ikke er krybber, men barnevogne, og hvert barn får så hver deres vogn, som de har, lige indtil de ikke skal sove lur mere. Så man kan ’indrette’ den, som man vil med hjemlige dyner, bamser, mv., men til at begynde med prøver vi nu lige og se, om ikke Den Nye Institutions ting funker godt nok.

I denne uge er hverdagen jo for alvor begyndt med pendlende HDD, der tager af sted 06.55, og mig, der sørger for at få ungerne op, fodret af og i tøjet (og gæt, hvor jeg selv og mit eget udseende havner på dén prioriteringsliste. Temmelig langt nede, kan jeg godt afsløre). Det er muligvis derfor, at klokken bliver 9, før jeg får afleveret, men øvelse gør mester og alt det der, ikke?!

Varanen giver den som kloge-Åge med moars pyntebriller

Indtil videre går det fint (jeg jinxer bare derudaf i dag, hva?!), men det kan hænge sammen med, at Mårmor har været på besøg og givet et nap med fra søndag til onsdag. Reptilerne syntes, det var et hit at finde Mårmor inde i stuen om morgenen, og de var også svært tilfredse med, at hun var der om eftermiddagen, når de kom hjem. Og ud over, at det naturligvis altid er hyggeligt at have besøg af Mårmor, var jeg også svært tilfreds med, at hun kunne kigge efter Varanen (som skulle hentes 11.45 som det seneste i ugens første halvdel), når jeg hentede Øglen 14.45. På den måde slap han for at blive fragtet unødigt frem og tilbage, og der var den fornødne ro omkring afhentningen af Øglen.

Der har endnu ikke været nogen videre reaktion fra reptilerne derhjemme (jinx!) ud over, at Øglens nattesøvn måske er blevet lidt dårligere (vågner op omkring kl. 23 og er totalt i hopla – og falder kun ned, hvis hun kommer med ind i smørhullet), og Varanen har lidt sværere ved at falde i søvn om aftenen. Men det kan også have noget at gøre med den MFR-vaccine, han fik første del af i mandags, tænker jeg.

Ovre i Den Nye Institution oplever vuggestuepædagogerne, at Varanen er begyndt at kontakte dem, frem for den anden vej rundt, og han er efter sigende også god til at kontakte de andre børn med henblik på leg. Han stritter ikke imod, når vi kommer over i vuggestuen – synes vist stadig, at det er en lidt pudsig konstellation, at det både er Øglen og jeg, der afleverer ham – men han er stadig ikke meget for selve afleveringssituationen og græder hjerteskærende, når jeg stikker ham i armene på de søde pædagoger. Og så ser han så forurettet og bebrejdende ud, at jeg føler mig som den værste mor i verden. Heldigvis kan jeg høre, at gråden stilner af i det sekund, jeg er ude af syne, og de pædagoger, jeg har opsnappet på fællesarealerne (en af de helt store fordele ved en integreret insti) fortæller, at ’han har det fint, han sidder og leger/spiser/griner/andet’.

Øglen i haven

Øglens aflevering tager lidt længere tid end Varanens, for hun vil forståeligt nok stadig gerne lige have, at jeg bliver og hjælper hende med at lægge et puslespil (’hjælpen’ består her i at tage puslespillet ned fra den høje hylde, se på, at hun lægger det og så rydde det op bagefter). Og så skal der lige lidt overtalelse og meget let stemmeføring til at lokke hende over til vinkevinduet sammen med en voksen. Men hun græder ikke, når jeg tager af sted, og hun virker til at acceptere tingenes tilstand uden at være ’slagen’ og/eller passiv af den grund. Jeg tror også, det hjælper lidt på det, at hun er blevet ’opgraderet’ til at være med i mange af Mellemgruppens aktiviteter, selv om hun ikke er fyldt 4 år endnu. På den måde føler hun sig lidt sej, og som pædagogerne siger, så kan hun så mange ting – også sprogligt – som gør, at hun kan være med de lidt større børn uden at halte bagefter. Jeg synes, at det er godt set af pædagogerne, at de tager hende med i gruppens aktiviteter allerede nu for at inkludere hende - ikke mindst fordi hun fylder 4 om halvanden måned og så ville rykke op alligevel.

Øglen er allerede begyndt at lege med et par af pigerne – nogle af de lidt mindre piger, for så kan hun jo få lov at bestemme, er HDD's og min teori :-) Men jeg er glad for at se, at hun har mod på at dyrke de sociale relationer, og det virker som om, hun er glad og tryg ved både stedet og de voksne. Hun galopperer i hvert fald i forvejen, når vi nærmer os institutionen, og hun nævner udelukkende den gamle børnehave, når hun refererer til noget, der er ligesådan eller forskelligt fra Den Nye Institution. Og kun i nøgterne vendinger. Forleden kom jeg til at spørge hende, om hun savnede den gamle børnehave (fy! Ikke lade eget savn gå ud over Øglen!), og så kiggede hun på mig med store øjne og sagde ”Mja!” for derefter at knække sammen af grine og råbe ”JAJAAAAA PRUT!”, så jeg er ret sikker på, at hun ikke martres af savn. Om en uge har vi en playdate med bedstevennen N, og så må vi se, om der kommer en reaktion på dét. Jeg tror det ikke (der var den igen: Jinx!)

Men uanset, hvor meget jeg ævler, forbliver konklusionen den samme – reptilerne virker glade for deres nye stuer, og både jeg og HDD har fået ro i maven omkring det valg, vi har truffet. Ja, det bliver presset økonomisk (enter: megasurt brev fra bank om et totalt midlertidigt overtræk på en af mine konti) en periode, men vi klarer den. Og en lidt strammere livrem er bestemt tålelig, hvis det samtidig betyder glade reptiler.

Så over ’n out herfra. Jeg glæder mig til at komme tilbage i Blogland med lidt højere frekvens. Nu er reptilerne jo også snart færdigindkørt, og så bliver der mere tid til arbejde blogging …

Happy nubbi!

Så blev det 2013, hva'?! Håber, I havde en fest. Vi havde en fest af den kaliber, det nu bliver, når den involverer fem børn, hvoraf den ældste var Øglen på knap fire år, og den yngste var to måneder.

Vi var hos gode venner, hvis børn (2,5 og 0,5 år) blev puttet 19.30-ish, og så sov de ellers resten af aftenen. Babyen vågnede lidt fra tid til anden og skulle ammes og dikkedikkes, og så var der reptilerne...

Varanen blev forsøgt lagt kl. 19.30, men han kunne nok godt mærke, at vi vidste, den kamp var tabt på forhånd: et fremmed sted i en fremmed seng i et værelse, der stødte lige ud til køkkenet og til gaden, der var under kraftig fyrværkeribeskydning hele aftenen. Så efter en halv times hoppen op og ned og forsøg på at splitte alt inden for nå-afstand ad, kom han med op igen. Og festede videre til kl. 23. Hvor han i øvrigt ikke dejsede om eller noget, men skulle have endog en hel del hjælp til at falde i søvn. Hans søvntærskel er bare ikke som folks er flest, men han hyggede sig, og så er sengetiden den ene gang om året jo temmelig underordnet.

Som nogen måske har set ovre på Instagram (@astridsf - kom over og sig hej!), så havde Øglen fået som hverv at finde nytårshatte til sig selv og Varanen. Så nytårsaften havde vi pludselig fået husdyr i form af en hund ...

... og en lille sød mus. Nååårh (synes moderen)

Nammenam! (Og nej - dette er ikke Varanens nytårsoutfit - billederne er taget, inden vi drog af sted til festivitas. Har bare ingen billeder fra om aftenen; der var andre, der stod for fotograferingen)

Vi vidste helt fra begyndelsen, at Øglen ikke ville være til at slå ud, så vi gad ikke engang forsøge at putte hende. Og hun holdt da også ud til den bitre ende (som sørgeligt nok er blevet til 01.30), hvor vi tog hjem. Hun stenede lidt til noget Bamse på dvd på et tidspunkt, men ellers hyggede hun sig med det hav af legetøj, der findes der, hvor vi var (de har et dedikeret legeværelse, hvor der står bjerge af legetøj på hylder - lige til at tage ned og lege med!), og så tjekkede hun lige ind hos os fra tid til anden. I grunden ret afslappende, selv om det faktum, at begge reptiler var vågne det meste af aftenen, ikke just gjorde noget for varigheden af de intervaller, hvor HDD og jeg kunne sidde ved bordet.

Alt i alt var aftenen en succes. Meget afslappende og så kaotisk som en aften, hvor børnene uundgåeligt er omdrejningspunkt på den ene eller den anden måde, kun kan være. Men eftersom alle tre par både var og er i mere eller mindre samme båd, gik det strålende. Og vi blev enige om at begynde en nytårstradition, fordi der så er en sandsynlighed for, at vi på et eller andet tidspunkt - måske om 13-14 år - kan sidde omkring bordet på samme tid og føre en civiliseret samtale, som ikke er akkompagneret af introen til Bamses Billedbog, indignerede babyhyl eller generel brok fra børnene.

Og nu er hverdagen så i gang igen. Sådan da. For HDD har fri indtil på mandag, og resten af denne uge er dedikeret til indkøring af reptilerne i Den Nye Institution. De første to dage er gået upåklageligt. Glade børn og søde voksne - og en stokdøv Øgle (væske i ørerne, suk!) samt en Varan, der i går lignede noget, der var løgn, pga. pus i øjnene (men jeg har fået ham tjekket, og det er 'bare' forkølelse, der har sat sig i øjnene, så han smitter ikke - og han har det i øvrigt glimrende. Han ser bare lidt frastødende ud fra tid til anden).

Drage-Øglen

Snot-Giraf-Varanen

Begge unger har taget imod insti med åbent sind, og efter kun et par timer, har de virket både glade og trygge. Eneste bet er, at vi i dag fandt ud af, at den søskenderabat, vi har kalkuleret temmelig meget med, er blevet reduceret kraftigt her fra nytår. Det var der så ingen, der havde oplyst om - og hvis der var, så tror jeg sq nok, vi var blevet nødt til at vælge den kommunale institution af økonomiske årsager. Det kan godt hænge sammen, men med hiv og sving, så den skulle vi jeg lige sluge, og pga. cocktail bestående af ovennævnte info, en begyndende Hovedpine fra Helvede og en ny institution, der jo sjovt nok ikke er den gode gamle (som vi er nogen, der har temmelig svært ved at slippe - og 'nogen' er i øvrigt de voksne og overhovedet ikke Øglen, der ikke har nævnt den som mere end en bibemærkning i løbet af julen), er der blevet grædt et par spandfulde tårer herhjemme i de sidste par dage. For har vi nu truffet det rigtige valg, er Den Nye Institution den bedste for reptilerne, eller ville den anden have været bedre, burde vi vælge om, hvornår mon man kan få tilbudt en plads i den kommunale institution igen, osv. osv. Heldigvis har en gåtur i solen (yay! endelig sol!) i dag med HDD, fodring af ænder i Den Nye Institutions baghave (mere eller mindre), sludren med glad Øgle, der havde været i børneren alene i to timer i dag og en reparationslatte på byens eneste café vendt bøtten, og nu kører vi på. Og er glade og tilfredse med det valg, vi har truffet, for med mindre reptilerne decideret vantrives derovre, bliver det ikke anderledes. Indtil videre tyder Den Nye Institution i øvrigt på at være de ekstra penge værd, så det krydser vi fingre for fortsætter.

Blabla. Langt indlæg herfra, som stopper nu. For nu skal der drikkes et par seriøse kopper kaffe efter hurtig tur til lægevagten i Gentofte med virkelig hostende, grædende og pibende Varan, der heldigvis ikke viste sig at fejle andet end Akut Snot. Gætter på, at det bliver en lang nat ... (Og lad os lige se, om den der indkøring af i hvert fald Varanen ikke lige får lov til at holde en pause i morgen)

... vi havde nr. 55, så ventetiden var dejlig kort. Til stor ærgrelse for Varanen, der morede sig med at flå og rive i alle møbler i venteværelset

- Postet fra mini-Padden

Luksusproblemer

Hvorfor er det altid sådan, at når man lige har bestemt sig for noget, så kommer der noget uventet ind fra højre?!

I dag var jo dagen, hvor jeg (og Varanen) skulle over og se reptilernes potentielle nye institution. Varanen var i hopla efter at have øvet nye syvsovertendenser til kl. 7.30, og besøget var en succes. Alle pædagogerne vidste tilsyneladende, hvem vi var - "Det er dig, der har en pige og en dreng, der skal starte til januar, ikke?" - og de virkede søde og imødekommende. Ikke, at jeg havde regnet med andet, men det var rart at konstatere ved selvsyn, at de ikke er en samling gale øksemordere. Stedet var rart - lille og hyggeligt med to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper, og så var der en dejlig, stor legeplads. Lederen var fantastisk, og de pædagoger jeg mødte, virkede kompetente og ikke mindst venlige. Derudover er der madordning - noget førsteprioriteten på den kommunale venteliste ikke kunne prale af. Heller ikke i vuggestuedelen og de har deres egen lille bus, de tit tager på tur i. I det hele taget virkede stedet ganske overskudsagtigt, og de børn, jeg så, forekom glade, så jeg gik derfra med en god fornemmelse (og nogle tilmeldingspapirer. De havde nemlig to pladser til reptilerne til januar, hvis vi ville have dem). Talte med HDD i telefonen, og vi blev enige om, at han lige skulle læse papirerne igennem og få den fulde beretning, når han kom hjem fra arbejde, og så kunne vi bestemme os.

Men så var det, at Pladsanvisningen i Den Nye By ringede. Og med trommehvirvler, fanfarer og bordbomber kunne annoncere, at de havde en plads til reptilerne i vores førsteprioritet - pr. 1. januar. Og hvis jeg lige var så venlig at svare ja eller nej med det samme, så ville de sørge for at melde os til. Altså. Øhm. Joeh. Jamen ... Argh!

Træt Varan på vej hen med tilmeldingspapirer

Totalt forvirret fik jeg bedt om et kvarters betænkningstid (hvilket jeg allernådigst fik bevilget), og så ringede jeg ellers til HDD i en allerhævløds fart og fik forelagt vores temmelig akutte luksusproblem. Snakkesnakke frem og tilbage. Veje for og imod. Og til sidst ende med at bestemme os for den nye, private institution. Som måske nok var ny i ligningen (og i øvrigt noget dyrere), men som ikke desto mindre bare virkede rigtig god. Synes jeg. HDD har jo ikke set den.

Så jeg ringede til Nye, Private Institution og dobbelttjekkede, at de nu også havde en plads til os pr. 1. januar, og derefter ringede jeg til Pladsanvisningen, hvor jeg beklagende måtte takke nej til den tilbudte plads. Blev mødt af stor forundring, men det er der vel egentlig heller ikke noget at sige til, taget i betragtning, at jeg nærmest har ringet til dem dagligt i en periode. Og havde de bare ringet i sidste uge, ville der da heller ikke have været tvivl om, at jeg ville have takket ja. Men det gjorde de bare ikke. Og nu har vi jeg så bare fundet noget, der - måske - er bedre. Eller ligeså godt. Eller værre? Hvem ved. Men nu prøver vi, og det skal nok blive godt. Blev der sagt.

Jeg har allerede været forbi Nye, Private Institution med tilmedingsblanketterne, og nu ved jeg, at reptilerne er sådan nogle, der kommer på hhv. Giraf- og Drage-stuen, når de starter. I må selv gætte, hvem af mine børn, der bliver/er en drage ... *fniiiis*

Uh, det bliver spændende!