Viser indlæg med etiketten job. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten job. Vis alle indlæg

torsdag den 29. marts 2012

Det der arbejde

Som GravidGrahvad 'antydede' (nej, ok - klappede i stavelser) for nogle indlæg siden, så er det vist ved at være på tide, at jeg løfter sløret for, hvad det egentlig er, jeg går og pønser på at lave, når jeg om alt for kort tid er færdig med at være på barsel. Jeg ved, at I har været enormt spændte på det og muligvis også ligget søvnløse over det, så jeg håber ikke, I bliver skuffede, når jeg fortæller, at pønserierne såmænd 'bare' går ud på, at jeg vil prøve kræfter med at blive selvstændig. Kommunikationskonsulent og tekstforfatter, that is.

Jeg er uddannet inden for kommunikation, ligesom omkring 9 milliarder andre, så jeg er klar over, at man kan fodre øffende bondegårdsdyr med sådan nogen som mig. Men jeg vælger at tro på, at min kærlighed til og evner inden for sprogets løjerligheder om ikke er bedre, så i hvert fald fuldt ud lige så gode som en stor procentdel af de 9 milliarder.

I går havde jeg mit første konsulent-agtige møde. Med makeup, en taske, der for første gang i et halvt år ikke var en pusletaske og tøj helt uden grød på. Tror jeg da i hvert fald nok. HÅBER jeg! Det var en helt ny oplevelse - både det at have rent tøj på, det at skulle optræde i en ny 'rolle' og den der detalje med, at min hjerne pludselig skulle til at beskæftige sig med andre og lidt længere ord end 'grød', 'mos' og 'ble'. Men særligt det, at jeg pludselig skulle spille hård i filten var nyt.

Normalerweisse er jeg ret flink. For flink til tider - særligt, hvis folk går hårdt nok til mig. Desuden har jeg - endnu - en ret lille viden om hele konsulentbranchen. Men lige netop med mødet i går kender jeg mit værd. Og det er markant højere end det, den potentielle kunde spillede ud med. (Og hvis jeg ikke var så goddamn flink, så ville jeg sq nok være blevet ret fornærmet, faktisk). Så selv om det, han kunne tilbyde, arbejds-wise, lød rimelig interessant, så var det ikke interessant nok til den foreslåede pris. Og det måtte jeg jo så fortælle ham. Og stå på mit hele vejen gennem samtalen. Det lykkedes; endda uden jeg blev helt forfjamsket og undskyldende, og selv om jeg gik fra mødet uden nogen aftale, så har jeg en god fornemmelse i maven. Mr. boss-man finder næppe pludselig ud af, at han alligevel gerne vil betale prisen, men han er heldigvis kun én ud af mange potentielle kunder. Så jeg leder videre og er bare glad for, at jeg nu er én erfaring rigere inden for disciplinen 'indledende samtale med potentiel kunde'.

Jeg har ikke valgt selvstændig-vejen for at komme til at arbejde mindre (selv om det da ville være en glimrende bivirkning). Om noget, kommer jeg formentlig til at arbejde mere. Men ved at være min egen herre kan jeg i vid udstrækning selv disponere over min tid, og det er særdeles attraktivt for mig i øjeblikket, hvor jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at se, hvordan Det Virkelige liv-kabalen skal komme til at gå op med to 'almindelige' fuldtidsjob. Syntes, det var vanskeligt nok, da vi kun havde Øglen, og jeg har en idé om, at det ikke bliver nemmere, nu hvor der inden længe kommer en ekstra hente-bringning ind i ligningen. Men selvfølgelig ville det kunne lade sig gøre - det er der jo massevis af levende beviser på derude...

Jeg ved ikke, om idéen kan flyve, men den skal i det mindste have chancen for at prøve. Hvis den kan, er det intet mindre end fantastisk. Hvis ikke den kan, jamen så må jeg jo ud og prøve at finde mig et 'almindeligt' arbejde, og der er ingen skade sket.

Er der ikke noget med, at man ikke fortryder det, man har prøvet af, men det man ikke får prøvet af?! (Eller går den i virkeligheden på børn?! Ah, nevermind) Gider i hvert fald ikke at stå om 5-10 år og mega-ærgre mig over, at jeg ikke turde prøve. Så nu gør jeg det bare. Sq. Og hvis der er nogen, der liiiige står og mangler en kommunikationstype til et eller andet, så sig endelig til... ;)

søndag den 31. juli 2011

Ledighed er roden til alt godt

... eller... altså... på dag 2 i Ledighedsland er det i hvert fald stadig ret så hyggeligt! Forudser, at de næste 16 dage også bliver ret hyggelige, og hey - så skal jeg jo officielt på barsel. Det tror jeg også bliver ret hyggeligt. (Og så ikke et ord om smertefulde fødsler, søvnløse nætter og lejlighedsvis sindssyge).

Uofficielt er jeg jo gået på barsel. Tvivler på, at der er ret mange, der gider ansætte mig nu (men hvis der er, og I samtidig gider betale min barsel, så sig frem - jeg lover at knokle mig selv halvt fordærvet de næste 16 dage, så. Ja?), så rent mentalt er jeg altså på barsel, selv om jeg har en ledighedserklæring og et CV ude at flyve hos den der a-kasse.

Sidste dag på jobbet gik fint. Jeg både fik og uddelte tæv i bordfodbold, spiste psykopat-meget kage og fik snakket en masse med de kolleger, der ikke var på ferie. Og, nåh ja, jeg fik også afsluttet de sidste opgaver, ryddet op på min computer og afleveret id-kort og alt muligt andet, der knyttede mig til biksen. Oveni det hele fik jeg et fint 'farvel-brev' fra kollegerne, en bog med Nutella-opskrifter OG 5 kg Nutella! (De kender mig for godt!) Mmmm...

Rimelig seriøs størrelse Nutella. Som iflg. datomærkningen skal spises inden for et år. Easy-peasy. Eller...

Havde frygtet lidt, at hormonerne ville spille mig et puds og få mig til at kamp-tude, da jeg gik ud af døren for sidste gang, men jeg nøjedes med lidt fugtige øjenkroge og hagede mig fast i "vi ses, når jeg kommer ind og viser afkommet frem". For det gør jeg jo. Kommer ind og viser Varanen frem. Det slipper de ikke for. Men i virkeligheden er det vel lidt underligt, for jeg arbejder der jo ikke længere. Hm. Dem om det. Jeg viser glad og gerne Varanen frem til alle, der gider kigge på ham, såeh... Og der skal da bestemt ikke herske nogen tvivl om, at jeg kommer til at savne mine kolleger. Rigtig meget endda. Dem har jeg været heldig med, og jeg kan da godt blive bekymret for, om jeg finder lige så meget fælles fodslag med nye kolleger på en ny arbejdsplads. Engang. Men det er der længe til, og lige nu må det hedde én ting ad gangen...

Sovende Øgle med 'låg' på sengen...

Nåmn, indtil videre har barslen Ledighedsland budt på middag med gode venner, Louisiana i solskin, frisk fisk fra Sletten Havn og en hyggelig søndag formiddag på legepladsen i H.C Ørstedsparken. Altså - hvis I bor i nærheden og ikke har været der (og har børn i legepladsstørrelse, that is), så go play! Det er en super-legeplads!

Nu sover Øglen, helt udmattet af leg, i sin interimistiske hule-seng, og jeg drikker latte og har lige kværnet et stykke friskbagt surdejsbrød med... nåja... Nutella. HDD dimser på computeren (det gør jeg så også), og resten af søndagen er uden planer. Perfekt afrunding på Øglens ferie fra vuggestuen. I morgen er det tilbage til hendes elskede Hobbitter, og jeg skal i gang med at planlægge (og købe ind til?) Varanens ankomst. På nuværende tidspunkt har jeg købt fire ting - strikket vest, babyindsats til ErgoBaby'en, et par poser drengetøj i str. alt for stort og et puslebord. Men det er også det hele. Så mangler omkring 18.000 ting, tror jeg. Vist meget godt, at jeg er stoppet på arbejde, for det lader til at blive et fuldtidsjob at få styr på resten...

torsdag den 28. juli 2011

Mini-Magritte?

Ceci n'est pas une pipe:

 
Ogøhm... Ceci n'est pas une lommelærke...

 
Øglen fik lige fat i HDD's 'herre-sæt' i går aftes. Vist meget heldigt, at hverken pibe eller lommelærke nogensinde har været i brug. 

Og hey... på det her tidspunkt i morgen er jeg sådan en, der har været på barsel (arj, ok - teknisk set skal jeg lige være ledig i 2 uger før, jeg kan gå på barsel, men jeg tvivler på, at jeg kommer til at bestride specielt mange vikarjob i den periode) i 4 timer. Mmmm.
 
Så kan jeg blive liggende i sengen om morgenen og putte med Øglen, når hun igen-igen er kommet dappende ind kl. lidt-i-vækkeuret-ringer og giver en krammer. Og klapper på sengen, når jeg er på vej ud ad døren, og siger "Der er plads her, mor. Kom!" Mmmm igen. Det bliver nu slet ikke så tosset. 

At der så også lige er en uvis fremtid uden job-planer forude, lader vi lige fare for en stund. Det er, når alt kommer til alt, først engang næste år, det bliver aktuelt. Og indtil da er det en tanke, snarere end en realitet. Såeh... Ceci n'est pas une udfordring. Det er bare tanken om en udfordring. N'est-ce pas?

tirsdag den 19. juli 2011

Forskud på barslen...

Øglen og jeg er hjemme i disse dage. Øglen fordi Københavns Kommune (blandt andre) driver gæk med sine institutionsgængere, jeg fordi den pasning, vi havde til Øglen i meget af denne uge, desværre gik i vasken. Og så er gode råd jo dyre. Heldigvis har jeg den fordel, at jeg dels har et enormt fleksibelt arbejde, dels alligevel er ved at drosle ned for arbejdsopgaverne, da jeg kun har halvanden uge tilbage, før jeg går på barsel. (Halvanden uge - hørte I det?! Det er der ikke længe til!!!).

Så vi har lagt pasnings-puslespil her på matriklen, og jeg vandt mandag- og tirsdag-brikken, HDD trak en halv onsdags-brik og en fredags-brik, og farmor fik resten. Puzzle solved! Næste uge har HDD ferie, så der behøver vi ikke lægge puslespil - og vips, så er der gået to uger, og vuggestuen har åbent igen.

Nå, men mandags- og tirsdags-brikken er så småt lagt på brættet, og det har faktisk været ret så hyggeligt. (Godt nok har jeg ikke lige fået arbejdet så meget i dag, som jeg (naivt) havde håbet på - det er sjovt, som man ikke får lov til at fordybe sig i noget som helst, når Øglen hærger rundt omkring en). Man kunne argumentere for, at hun har set liiige rigeligt med tv i dag, men hun har både fået sund og nærende mad, været på legepladsen med Krabbe og prikket mit ene øje delvist ud, så jeg tænker, at hun er blevet stimuleret så'n nogenlunde. Desuden skal hun se at få dækket sit tv-behov nu, for lige om lidt er det for sent...

Søde unger (som smed sandalerne så'n rimelig synkront) på legeren

I går var vi ude og se en bittelille baby i Roskilde og udover, at det var Groundhog Day, hvad angik tog-driften (kan underholde længe om aflyste afgange, elevatorer, der var ude af drift og Tysklands samlede amatør-cykelryttere presset ind i én cykel-/barnevogns-vogn), var det en skøn dag. Hvor Øglen opførte sig eksemplarisk og helt tydeligt syntes, det der med tog var en fest (godt, der var en af os, der syntes det...)

Bittelille baby med bittesmå fødder. Nåååårh!

Eneste lille hjertesuk over passe-tjansen (udover altså, at en hjemmearbejdsdag, som i dag egentlig skulle have været, ender med at blive en hjemmearbejdsaften) er, at Øglen ikke gider sove middagslur. Overhovedet ikke. Heller ikke selv om jeg har lokket med sut (er gået i gang med sutte-afvænning del 2, og denne gang er vi rimelig nazi, så hun ved godt, at ingen søvn = ingen sut), skønsang og alt muligt andet. Hun virker så til gengæld heller ikke spor træt (åhhhhh nej - please sig, at det er alt alt for tidligt at droppe middagsluren permanent, når man kun er næsten 2,5 år gammel. Står det til mig, skal hun middagslure den til hun bliver 8. Mindst!), men det gør jeg til gengæld. Bliver jo totalt flad af hele tiden at have en holdning til ting lige fra 26. gentagelse af Rasmus Klump til måden, osteskiven bliver lagt på tallerkenen på.

Fordelen (for man skal jo se på de gode ting, ing'?) ved at være på benene hele tiden er imidlertid, at man kan få noget fra hånden på hjemmefronten. Således har jeg nu fået styr på en brøkdel af vasketøjet, bagt verdens nemmeste (og bedste) brød og prøvet at lave Ann-Christines flødekarameller med salt. De står til afkøling lige nu, så jeg skal ikke kunne sige noget om resultatet, men en tidlig smagsprøve lover godt.

Og så har jeg ryddet et skab og fundet noget noget ret fint dynebetræk, som kunne blive til noget ret fint sengetøj til Varanen. Hvis der bliver målt, klippet og - gisp! - syet i det. Så nu skal jeg bare lige lure, hvordan filan jeg griber dén an. Godt, der er 8 uger til termin.

Så alt i alt er det slet ikke så tosset at tulle rundt herhjemme. Jeg skal nu nok blive glad for at være på barsel. Og kunne man være så heldig, at Varanen bliver inden i maven frem til termin, er der også nogle dage uger, hvor Øglen er i vuggestue og jeg derfor kan tage alle de middagslure jeg har lyst til. Uden at få øjnene prikket ud eller konstant skulle svare på spørgsmål. Jooooh - det virker nu alligevel temmelig tillokkende. Halvanden uge endnu...

torsdag den 7. juli 2011

30+0

- og stor som et hus. Har heldigvis ikke lige noget billede til at dokumentere det, men tro mig på mit ord. Er sq noget prustende i dag, så det kan godt være, at det var skudt lidt over målet, at jeg cyklede 16 km i går og slæbte doven/pirrelig (og tung) Øgle op på 4. sal. Og i øvrigt kun har sovet 6 timer hver nat, siden vi kom hjem fra ferie. Som prikken over i'et har jeg været så kæk at tage et par jeans på i dag, som klemmer alle de forkerte steder, så min bevægelsesfrihed er yderligere indskrænket. Flot - og vist meget godt, at jeg snart har fri.

Heldigvis er jeg så udstyret med en arbejdsplads, hvor der er ved at gå lidt sommerferie i den, så det mest strabadserende, jeg har lavet i dag, er at lammetæve chefen i bordfodbold og besøgt kaffemanden, der højst uventet (og derfor modtaget som en sand helt) har indtaget sin vante plads. Han havde ellers meldt sommerferie hele måneden, og når alternativet er skod skod skod SKOD-"kaffe" fra bedaget automat, bliver man en anelse desperat...

I aften har jeg været så snu at lade være med at lægge nogen planer, så med lidt held kan jeg komme i seng før klokken midnat. Det vil mit korpus have godt af - ikke mindst fordi jeg i morgen skal cykle langt pokker i vold ud på Frederiksberg (arj, ok - kun til Fbr. Hospital, men det føles langt, fordi det er ret meget i den gale retning i forhold til kontoret, hvor jeg skal ud bagefter) for at sige hej til min jordemoders ferieafløser. Mon ikke jeg kan overbevise hende om, at jeg ikke skal vejes?! Det kunne man da håbe...

I øvrigt - apropos absolut ingenting - er der så nogen, der ved, hvor man kan købe en billig stegeso/rømertopf? Eller en støbejernsgryde med låg, der kan gå i ovnen? Gerne på Østerbro, hvis man må være så doven...

onsdag den 25. maj 2011

HR? Borgerservice? A-kassen? Julemanden?

Det er så småt ved at gå op for mig, at jeg snart skal på barsel (eller, altså - til august, ikke? Så ikke snart-snart. Men alligevel lidt snart). Ikke kun fordi min lænd er begyndt at gøre ondt på den der psykopat-agtige måde, som den også gjorde, da jeg ventede Øglen. Heller ikke kun fordi Varanen danser jitterbug indeni maven. Lidt - men ikke kun - fordi jeg efterhånden er på størrelse med en sækkestol (og har cirka samme facon). Men primært fordi mine arbejdsopgaver så småt bliver færre og færre.

Jeg er jo ansat i et barselsvikariat. Og hende, jeg vikarierede for, er lige kommet tilbage. Nu overlapper vi så et par måneder (fordi min chef er sød og forlængede mig et par måneder, da hun hørte, at jeg var gravid og IKKE lige følte for at skulle melde mig ledig som højgravid), og det betyder, at der er god tid til at få min kollega sat ind i tingene igen og lige så god tid for mig til at komme ud af dem.

Efter en sindssyg periode på jobbet, hvor jeg nærmest ikke kunne huske, hvad jeg selv hed pga. travlhed, er det slet ikke så tosset at være to om at dele tjansen. Men omvendt er det lidt mystisk ikke at se sin to do-liste blive fyldt hurtigere end en ble fra et barn med rotavirus, når der grundet afsluttede opgaver bliver lidt plads. Derfor sidder jeg nu med en liste, der nok er lang, men ikke specielt omfattende. Og har den der 'gad vide, hvad jeg nu skal lave'-følelse (at det så er blevet til bordfodbold med kollegerne og lidt snusen rundt i Blogland, lader jeg være med at tale alt for højt om).

Og dén følelse har fået mig til at tænke på, hvor kort tid, der egentlig er til 1. august. Hvor min kontrakt stopper, og jeg er on my own efter 4 år i biksen. Godt nok kun 1½ år i min nuværende afdeling, men SÅ stor er virksomheden heller ikke, så jeg kender efterhånden folk ret godt. Det bliver mærkeligt at stoppe. Lidt vemodigt, men også lidt spændende. Både fordi jeg skal på barsel og lære et lillebitte væsen at kende, og også fordi 4 år i den samme virksomhed er en hel del, når man kun har været færdiguddannet i 4 år. Derfor kunne det måske være meget sjovt at prøve kræfter med noget nyt *trygheds-agtig smiley, der griner hysterisk*

Menaltså. Farvel-talen kan jeg skrive senere. Når jeg stopper, fx. Indtil da er der RIGEligt at se til med forskellige offentlige instanser. Fordi jeg jo pludselig er 'sådan en', der ikke har andre end staten til at betale min barsel. Det skal jeg lige vænne mig til, kan jeg godt mærke. Det generer mig lidt (og ikke kun fordi jeg har et unaturligt forhold til shopping). Også selv om det ikke har været nogen overilet beslutning, det her med, at jeg blev gravid igen. Og at vi vidste, at jeg udelukkende skulle leve af dagpenge på min barsel. Nooooo problems. I hvert fald ikke, da der var længe til jeg skulle på barsel. Nu er der ikke så længe til, og praktiske spørgsmål som "hvordan får man overhovedet dagpenge?" begynder at presse sig på.

Derfor har jeg i de sidste par dage snakket med og mailet med hhv. a-kassen, borgerservice, jobcenteret og noget, der hedder 'Barselsteamet'. Og vores interne HR-dame. Er blevet lidt klogere på nogle punkter, men temmelig meget mere forvirret på andre.

Vidste I fx godt, at man først kan gå på barsel(sdagpenge) præCIS 4 uger før sin barsel? Hvilket betyder, at jeg får nogle temmelig fattige dage fra 1.-18. august, fordi jeg ikke længere har noget arbejde, og fordi jeg ikke kan gå på barsel? Jeg kan så vælge at melde mig ledig i de 17 dage, fortalte a-kasse-damen (som i øvrigt var rigtig sød og relativt nem at forstå), "men det kan jo nærmest ikke betale sig". Fandt aldrig lige ud af hvorfor, det ikke kan betale sig, men måden jeg skulle melde mig ledig på, lød alligevel som noget, der krævede en Ph.D., og sådan en har jeg ikke, såeh...

Alternativt kan jeg holde ferie. Ja tak. Ferie vil vi gerne have! Det kræver så bare et feriekort fra mit arbejde - som jeg tidligst kan få sendt 10. august, sagde HR-damen, da jeg havde trykket mig gennem voice-responses absurd mange valgmuligheder. Så jeg har hørt noget om, at jeg nok ikke lige skal shoppe det store i DE to uger...

Derudover ved jeg nu, at jeg ikke kan melde barsel på forhånd hos kommunen. Fordi jeg skal være i opsagt stilling, før de kan gøre noget. Og at jeg i øvrigt skal være opmærksom på, at de nok forlanger en blanket fra a-kassen, så hvis de vil have den, skal jeg bare ringe igen. Adspurgt, om jeg ikke bare kunne anskaffe den med det samme, fik jeg svaret, at det jo ikke var sikkert, at de ville have den - fordi det, den der blanket DP-97436259K kan, åbenbart er noget, som kommunen selv burde kunne klare, når nu jeg ikke melder mig ledig. "Men de vil nok gerne have den alligevel". Nå. Jeg synes allerede, at de der Kommunen lyder som nogle rigtige skrappeduller, så jeg er lidt bange på forhånd.

Men altså - man kan godt nok bruge meget tid på først at finde ud af, hvem man skal ringe til, og dernæst på rent faktisk at begynde at ringe rundt. Det er jo en JUNGLE, og den er på ingen måde indrettet sådan, at den skal være bare sådan nogenlunde ligetil at finde ud af. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke rigtigt mere, end at jeg ikke kan/skal gøre noget endnu. Men omvendt venter jeg stadig på at høre fra 'Barselsteamet', og det kan jo være, at de er af en anden mening...

Og for at det ikke skal være løgn, så skal jeg snart have fat i Pladsanvisningen. For at høre, om man mon kan skrive Øglen op til børnehavedelen af en bestemt integreret insitution (og rent faktisk have et håb i helvede om at få en plads til hende), eller om jeg bare skal droppe den idé straks med det samme. De har tidligere slået mine små, spæde håb i jorden, så jeg nærer ikke de store forhåbninger. Heldigvis er klokken blevet for mange til, at jeg kan nå at ringe til dem i dag, så det må blive i morgen. Eller i overmorgen. Kan næsten ikke vente på at foretage endnu Et Spændende Opkald, kan I nok høre. Måske jeg bare skulle skrive et brev til julemanden i stedet. Tror faktisk, at oddsene er bedre dér...

mandag den 11. april 2011

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

Der er (stadig) rocker-travlt på job. Det trækker tænder ud, men heldigvis har weekenden været über-skøn med solskin og al tid i hele verden til at tumle, lege og nyde at til stadighed undres over, hvor hurtigt sproget hos en to-årig udvikler sig. Det har ladet batterierne godt op, og jeg er nu klar til en sprint her i den kommende uge - påskeferien står nemlig og vinker lokkende til mig ude i horisonten.

Og når det endelig skal være så travlt på arbejde, så kunne det faktisk være meget værre. For se nu her:

Chokolade-/mint-muffins med blå frosting

Afdelings-burgerfrokost (i fredags, godt nok. Ikke i dag). Fordi det var synd for os

Slikbjerg. Til fri afbenyttelse. Ja tak.

Og klokken 14 er der kage (de der muffins var i fredags. Det er jo ikke fordi, vi spiser kage TO gange på en arbejdsdag. Næh nej...). Er der noget at sige til, at jeg bliver stor som et hus? Kamæleonen vil jo smage det HELE. HDD er begyndt at kalde mig Barbamama. Jeg vælger at tro på, at han tænker på, at Barbapapaerne kan antage en milliard forskellige former, og at han synes, at jeg har antaget høj og slank-formen. Og ikke fordi jeg efterhånden er nemmere at hoppe over end at gå udenom. Jo, det må helt klart være det, han mener...

mandag den 7. marts 2011

Haves: Meget brugt mandag. Ønskes: Fridag (ny)

Det begyndte så godt i morges. Var booket til en ganske usædvanlig arbejdsdag, der indbefattede kampagne-filming med klaptræ(er?), bluescreen (som er grøn?), dårlig automatkaffe og hele pivtøjet.

Kendte nærmest ikke nogen, men forsøgte at improvisere og klarede det vist udmærket (i hvert fald hostede jeg ikke, når der var blevet beordret "ro på settet", og det var heller ikke min telefon, der ringede. Jeg siger det bare!). Frokosten var god, folk var søde og det var da også ret sjovt at se, hvordan en "rigtig ægte skuespiller" arbejder i virkeligheden. Ovenikøbet sluttede det hele et par timer før tid, fordi alt bare klappede (inkl. klaptræ, tøhø), og jeg begyndte at synes, at det var totjal i orden dér at få fri kl. 14.

Men. Jeg burde have vidst det. Der sker ALtid noget, når en tidlig dag står og vinker lokkende i horisonten. Og det gjorde der da også i dag. Noget med en hastesag. Som har hastet siden i torsdags. Og som jeg rent faktisk har gjort noget ved (i torsdags, eftersom "en haster" i min verden betyder, at det ...ja, haster ...). Men Hasteren er så blevet fanget i verdens største spindelvæv af politik og e-mail-korrespondancer, og fredag eftermiddag var vi et par afdelinger, der besluttede, at vi ikke gad gøre mere ved den, eftersom den tilsyneladende ikke hastede mere, end at der kunne gå totalt gedemarked i den. Men nu hastede den igen. Så meget, at der faktisk lød ordre fra højeste sted om, at den skulle af sted. Nu. Suuuper, når man ikke lige er på kontoret, når chefen holder fri, og når de to andre potentielle brandslukkere er hhv. på ferie og på barsel.

Så der var jo ikke andet for, end at chefen måtte inddrage sin egen fridag, og hende og jeg satte så kursen mod det der kontor. Hvor vi arbejder. Og som ligger en milliard kilometer fra der, hvor dagen var startet så fint. Suuuk!

Men det gik jo hverken værre eller bedre, end at Hasteren blev lavet færdig og 'eksekveret'. Det ordner sig jo som regel, sådan noget. Også selv om det lige kostede endnu en irriterende mail-korrespondance, hvor ikke så få spydigheder blev udvekslet. Talte lige - for sjov (haha) - hvor mange mails, jeg havde fået om emnet siden fredag formiddag, og jeg nåede op på 18. Det er for mange, hvis man spørger mig.

Nåede hjem væsentligt senere end planlagt. Til sød lille Øgle, der havde holdt fastelavn i vuggeren (og den dårlige mor havde hverken afleveret eller hentet. Fyyyy!) og været på legepladsen med HDD. Hun var helt mast og rendte rundt og puttede sig ind til mig, til IKEA-skamlen (!?) og sine støvler. Og ville  høre historie hele tiden. Fra sin nye bog "Historier for de meget små", som hun har fået i fødselsdagsgave (stortstort hit, i øvrigt. Det er den første bog, udover Åh Abe, som vi synger hurtigere end lynet, som hun gider få læst højt fra).

Det er lidt snyd, for billedet er fra januar. Men Øglen var altså (også) giraf i dag. Billederne jeg nåede at tage, før hun skulle i vugger, blev bare ikke så gode. Så I må tage til takke med en januar-giraf.

 Nu er hun puttet og ligger og gumler på en bolle (den nyeste craze; brød i sengen), råber "SKRUETRÆKKER" i ny og næ (vi bliver nødt til at stoppe med det der Handy Manny, kan jeg godt høre) og tager sine støvler af og på (don't ask). Og jeg sidder og overvejer, om jeg burde spise et æble eller en af de frosne fastelavnsboller, der ligger i fryseren (eller begge dele. Ja?). Og så glæder jeg mig Helt. Vildt til på onsdag, hvor jeg tager en fridag. Fordi jeg faktisk synes, at jeg fortjener det efterhånden. Og fordi jeg skal en helt masse gode ting. Og en enkelt lidt farlig, men mere om det efter onsdag...


Disclaimer: Det her er IKKE ved at udvikle sig til at blive en ren arbejdsblog. Pwomise! Jeg lover at vende tilbage med lidt mindre saglige kedelige ting ligeså snart arbejdspuklen er blevet lidt mindre. Og det skulle gerne ske snart. Basta!

torsdag den 3. marts 2011

Arbejds-aften

- det er nu. Sidder på kontoret og skal være her mange timer endnu. Men har fået sindssygt meget fra hånden og håber satser på at nå endnu mere, inden jeg slipper ud i den friske luft og cykler de 8 km mod Østerbronx.

Vi er en håndfuld kolleger til at holde hinanden med selskab. Der er store forsyninger slik, chips og drikkevarer, og netop i dette sekund tikkede der en mail ind om, at der kommer pizza om en time. Håber Tror, at resten af aftenen kommer til at gå nogenlunde hurtigt, og efter i morgen er det weekend. Hurra!


- Og så skal jeg bare lige abstrahere fra, at det sidste jeg hørte HDD sige, før han lagde på (HøneØglemor blev jo lige nødt til at høre, hvordan det gik derhjemme, iggå?!) var "Nejnejnej, Øgle - ikke løbe med knive"...

onsdag den 2. marts 2011

Jamen hej

Nå, jamen så døde jeg da lige lidt af travlhed. Men det havde jeg (heldigvis) ikke tid til at blive ved med, så jeg blev nødt til at vågne op og arbejde videre. Ville bare lige stikke næsen forbi Blogland og sige hej. Jeg følger sådan nogenlunde med i, hvad der sker, men er der noget, jeg har overset, beklager jeg meget.

Jeg håber snart at vende sådan rigtigt tilbage. Nogen (chefen) har ladet skinne igennem, at der bliver bedring om et par uger - når hhv. barslende og ferierende kollega er tilbage på pinden. Ah well - et par uger I can manage. Og det er jo egentlig meget sjovt. Selv om jeg bliver lidt forpustet af i bogstaveligste forstand at løbe rundt på kontoret for at nå både at printe, lave en kop te, sende et par mails, cleare en arbejdsgang eller ti og alt muligt andet, inden jeg skal i møde. Seriøst - sidst jeg løb nogen steder, sådan ganske frivilligt og u-motionsagtigt, var i Folkeskolen. Hvor vi ikke måtte løbe på gangene. Men gjorde det alligevel, fordi vi havde så travlt. Med spændende ting som hønseringe, legeaftaler og skolerugbrød. Så er det anderledes… spændende (eller nåwet)… ting, jeg har travlt med for tiden. Kampagner, damage control, almindelige driftsopgaver og generelle hastere. Som der af uransagelige årsager er mere end almindeligt mange af i disse underbemandede dage. Men pyt; jeg spalter mig bare i atomer for at få tiden til at række. Og den arbejdsaften, der er blevet indkaldt til i morgen, må da også gøre noget godt for bunkerne på mit skrivebord. Hvis det stadig ikke er nok, må jeg ty til den der tidsvender, Hermione har i Harry Potter nr. 491. Så det skal nok gå.

Øglen? Hende bliver der heldigvis lidt tid til. Kan stadig ikke forstå, at hun er blevet så stor, men det er ok, har jeg bestemt, så længe hun bare blivere sødere og sjovere for hver dag. Selv om hun i går bestemt gjorde sit for at gøre sig berettiget til Øgle-navnet. Hun belønnede nemlig sin prustende og stønnende mor (cyklede for en gangs skyld, og jeg er pænt ude af træning) med at blive så arrig, som jeg sjældent har set hende, fordi mine armkræfter slap op, og jeg ikke kunne slæbe hende længere end til 3. sal (vi bor på 4.). Så jeg vovede at sætte hende ned.

My G*D, hun flippede. Lige midt i trappeopgangen, som et eller andet geni har gjort til en akustik-oplevelse af dimensioner. Megafon gange en milliard. Smart. (Not!) Og for ligesom at tage forskud på teenageårene (tænker jeg) nægtede hun at tage sin flyverdragt af, da vi endelig kom indenfor. For hun var sur, jo. Og blev absolut kun surere af, at jeg kom til at strejfe (arj, ok - hive lidt i, så) lynlåsen på dragten. Så gik sirenen i gang igen. Og jeg måtte lede efter mine trommehinder, der blev blæst ud over køkkengulvet. Jowjow, det skal nok blive sjovt, når hun kommer i puberteten. For hun har jo tydeligvis ikke noget temperament overhovedet (!)

Men vi tager det hele med. Skrigeri, travlhed og alt muligt andet sjovt. Og også tandlægebesøget senere i dag. Har jeg ikke lyst til. VED bare, at de hiver alle mine tænder ud OG forlanger penge for det. De er onde, sådan nogle tandlæger (taler af erfaring. Fra 6.-9. klasse boede jeg praktisk talt hos skoletandlægen og blev truet med fraser som "togskinner på til du bliver 20", "brækker kæben op på dig og sætter den fast med wirer", "hvad mener du med, at det gør ondt - jeg er nærmest ikke begyndt", osv.) Finder trøst i, at Onkel Anne overlevede sit besøg hos de hvidkitlede. Så kan jeg også. Ikke?

onsdag den 19. januar 2011

Når musikken spiller #2

Ikke fordi, der skal gå totalt anmelder i den, men dagens kunstner i mine ørebøffer på jobbet er Søren Huss. Ham fra det der Saybia. Ham, der mistede sin kone, da hun og deres lille datter var ude for en højresvingsulykke for et par år siden. Han har begået et soloalbum (ja, det er så ved at være ½ år siden, men jeg er heller aldrig blevet beskyldt for at være hurtig), og det er altså RET godt.

Fik øjnene (og ørerne) op for albummet, da Søren Huss optrådte til P3 Guld i fredags. Bl.a. sammen med De Eneste To, hvor han sang et vers af 'Jeg har ikke lyst til at dø'. Det gik direkte i tårekanalerne på mig, at han så'n stod der og sang om, at det der med at have børn er det, der tæller, og at alle de ting, vi normalt opfatter som vigtige, ligesom træder lidt ud af kraft, når man står overfor døden. Og nu har jeg lige forsøgt at læse et interview med ham i forbindelse med album-udgivelsen i oktober, men blev nødt til at stoppe, fordi det der med at sidde og vande høns i et storrumskontor ikke umiddelbart virker så appellerende. Så jeg kan vist roligt konstatere, at jeg er noget følsom omkring historien Søren Huss.

Er generelt blevet noget grådlabil, efter Øglen er kommet til verden, og når det er noget, der har med børn at gøre, og når det ovenikøbet er sket i et kryds, jeg kommer forbi stort set dagligt, jamen så går det da helt galt. Især fordi det hele bare er så SØRGEligt! Men albummet er virkelig smukt. Sørgeligt, men smukt.

Hatten af for den evne til at sorgbearbejde og så ovenikøbet kunne kanalisere det ud på en måde, så hårene rejser sig og tårerne triller.

Søren Huss med 'Du er' fra solo-albummet Troen og Ingen

De Eneste To featuring Søren Huss til P3 Guld (ca. 2:40)

Og det må så være tuderi nok for i dag. Men lyt, for saddan. Lyt! (Og læs også lige interviewet. Og giv evt. mig et resumé)...

torsdag den 6. januar 2011

Pyyyh!

Håhr, mand. Så skal jeg da lige love for, at der var nogen, der trak bundproppen ud af feriebadekarret. Her havde jeg lige regnet med et par stille og rolige opstartsdage på jobbet - ferie-blues, og alt det der - men ud over i mandags, hvor jeg (stadig) var syg, synes jeg ikke, jeg har mærket meget til hverken Stille eller Roligt.

Tværtimod, faktisk. Min kalender blipper og bimler og husker mig hele tiden på ting, jeg skal gøre, mennesker, jeg skal snakke med og møder, jeg skal gå til. Og et hurtigt sneak-peak på næste uges kalender viser, at jeg åbenbart skal nyde 'freden' i denne uge.

Øglen med en "is" bestående af vaffel, flødeskum og æblemos. 
Hun var noget nær lykkelig for kombinationen.

Heldigvis er der sket et eller andet med min HTC Legend, efter jeg opdaterede styresystemet, der gør, at synkroniseringen med mailboksen på arbejde og kalenderen fra samme sted på ingen måde virker efter hensigten. Det betyder, at jeg da i det mindste om aftenen kan slippe væk fra møder og gøremål, og det passer mig sådan set udmærket.

Det passer mig egentlig også glimrende, at Øglen gik omkuld kl. 18.15 (sandsynligvis fordi hun kun havde sovet en halv time i vuggeren?!) - også selv om det kun har givet mig et par timers vågentid med hende efter arbejde. De timer har vi til gengæld brugt på at spise, synge, bade og hoppe på madrasser, så lidt kvali-tid har vi da haft, og det var bestemt også rigtig sjovt og hyggeligt. Men engang imellem, iggå. Engang imellem trænger man jeg bare til en aften, hvor der ikke skal leges med Duplo, ryddes op (HDD ryddede lige op i hele hytten, mens jeg havde Øglen i bad - love it!), synges 'Oppe i Norge' mere end tre gange (vidste I godt, at det er samme molodi som 'Marken er majet', hva'?! Fandt ud af det i julen. Ikke, at det betyder noget - den er irriterende alligevel - men det er da lidt sjovt. På jeg har ingen liv-måden), bygges med klodser og fræse rundt og lede efter Vudde og Båss, osv. osv.

"Ganternes fald" af "Ken Ollett", chokolade med chokolade omkring og en latte fra Nespressoen. Yum.

Så nu har jeg tændt nogle stearinlys, sat mig til rette med min bog (og min computer - ahem...), en kop kaffe og noget chokolade, jeg tilfæææældigvis fandt i skabet. Host host. Lidt senere kommer der Dexter, og hvis jeg får et pludseligt anfald af energi, vil jeg hækle lidt. Men det er ikke sikkert, jeg kan mønstre energien til at løfte begge hænder samtidigt. Vil nyde freden og roen* og prøve at lade være med at tænke på, hvor meget jeg skal nå på det der arbejde, før det bliver weekend, og jeg skal over og besøge hende her. Dét glæder jeg mig til!

*HDD er egentlig hjemme, så der burde jo egentlig ikke være helt så roligt. Men han har netop fundet ud af, at man kan få Angry Birds til Macbooken (= stoooore fugle og stooore grise), så jeg regner ikke med at høre noget fra ham i i hvert fald en time eller mere...

mandag den 20. december 2010

Just another day at the office

Kæft, jeg burde snart gå på juleferie, altså. Min hjerne er fyldt med pebernødder (bagte dem her forleden, godt nok med frisk ingefær og sort peber, men det blev de ikke dårligere af), hjemmelavede julegaver og indpakningspapir og desværre ikke med de kampagner, forretningsfrokoster og lange to do-lister, som den burde flyde over med.

Heldigvis er jeg vist ikke den eneste af kollegerne, der har det sådan. I hvert fald er vi nogle stykker, der netop har fået 10 minutter til at gå med at fange post-its, brochurer og alt muligt andet, der ikke vejer så meget, med den magiske slimhånd, jeg var så heldig (?!) at vinde til sidste uges meget seriøse afdelingsdags-pakkeleg. Et hurtigt mobil-snapshot af (et udsnit af) mit skrivebord ser nu sådan her ud:

Slimhånd, ½års Øgle og 1-års Øgle

Og nu er der så dømt lånsj ude i byen. Hvor jeg skal fremstå skarp og vittig. På forretningsmåden, tænker jeg. Ikke på slimhånds-måden. Eller Øgle-måden. Bliver spændende at se, hvordan jeg klarer dén...

torsdag den 2. december 2010

Jeg - en stalker

Hvis nu jeg ikke var det, jeg var - så tror jeg sq næsten, jeg skulle have været detektiv. For jeg synes, det er lidt sjovt at stalke folk. Ikke på skæg og blå briller-måden, hvor jeg ligger på lur i en busk og tager kompromitterende billeder / blotter mig / roder i folks skrald for at se, hvad de spiser. Bare på den der 'jeg skal nok finde ud af, hvem du er'-måde.

Det er ikke for ingenting, jeg blev kaldt Google-meister på studiet, og jeg vælger også at tro på, at min barndoms fascination af "Detektivspil", som vi kaldte det i min familie, har spillet ind. (Og så ikke et ord om, at min gymnasiekæreste døde af grin, da han hørte, vi kalder det "Detektivspil". For det hedder (åbenbart) Cluedo. Well, excuuuuuse me!) Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Lektor Blomme eller nogle af de andre rødder har begået en forbrydelse. I køkkenet. Med en svensknøgle.

Ikke, at det er den slags krimi-agtig stalking, jeg udfører. Næh, bevares. Det her er den mere fredelige slags. Som udspringer af ubærlig nysgerrighed. Husmoder har prøvet det på egen krop, og hun kan (forhåbentlig) berette, at der ikke skete nogen personskade overhovedet. Og at der ikke var svensknøgler involveret. Tværtimod endte det med en øl, og det så i det mindste ud som om, hun hyggede sig. Selv om hun var blevet stalket.

Og nu har jeg så gjort det igen. (Stalket. Ikke drukket øl). Stadig på den fredelige måde, hvor ingen er kommet til skade. Objektet for stalkingen er end ikke blevet adviseret. Og bliver det nok heller ikke. Men jeg har fået stillet min nysgerrighed.

 Stalker-billede lånt fra sao-nacht.ch. Fjerner det fluks, hvis nogen bliver sure og/eller fornærmede

Det hele kom sig af, at jeg i de sidste par dage har afleveret Øglen samtidig med, at en Anden Vuggestue-Mor netop har afleveret og er på vej videre. Hver gang har hun hilst hjerteligt - ja, nogen ville nok kalde det overstrømmende - på mig, og jeg har naturligvis hilst igen. Muligvis lidt mere forbeholden. Og så har jeg spekuleret over, hvem i al verden hun dog kunne være. Veninde, jeg havde midlertidigt glemt? Nej. Nær kollega? Nej. Familiemedlem? Nej. Osv. Og til sidst er jeg nået frem til, at hun nok bare er en af de Vuggestue-Forældre, der er rigtig gode til det sociale nede i vuggestuen (og som i virkeligheden gør det en LILLE smule svært for os andre, der gerne bare vil hente og bringe og derudover passe os selv...)

Men så rendte jeg ind i hende igen i morges, hvor hun var på vej ud, og jeg var i gang med at wrestle med Øglen, der ikke ville have sine støvler af. Da Øglen så hende, strøg hun ud af mit åbenbart ikke helt så jernagtige greb, stillede sig udfordrende op foran den Anden Vuggestue-Mor og gjaldede "HEJ". Den Anden Vuggestue-Mor kvitterede med et "hej" (intet unormalt dér), men fortsatte så med et "neeeeejjj! Har du fået nye STØVLER, Øgle!? (arj, ok - hun brugte hendes rigtige navn. Men ja - Øglen har fået nye-agtige støvler). Hvor ER de flotte". Osv. osv. Derefter hilste hun overstrømmende på mig, og så var hun væk.

Hm. Hun var altså også sådan en, der kunne huske navne, så. Lidt stress, eftersom jeg allerbedst kan huske børnenes navne, hvis de står henne omkring deres garderobeplads (hvor der er navn på). Men nå. Kunne dog ikke dy mig for at spørge en af pædagogerne om, hvem det nu liiiiiige var, hende, der netop var smuttet, egentlig var mor til (lod som om jeg havde det lige på tungen, men bare havde svedt det ud, see?), da jeg afleverede Øglen. Svaret gjorde mig bare på ingen måde klogere, så jeg kunne gå derfra med uforrettet sag.

Nu kunne jeg jo have stillet mig tilfreds med, at hun bare er en af de Vuggestue-Forældre, der er rigtig gode til det sociale nede i vuggestuen, OG som kan huske børnenes navne, OG hvilke støvler de plejer at have på, men jeg er for nysgerrig. Og da HDD (som holdt i bilen lige udenfor og ventede på mig) kunne berette, at den Anden Vuggestue-Mor havde vinket og hilst og smilet over hele femøren, da hun så ham, blev jeg jo ikke mindre nysgerrig. Så der var ikke andet for end en god portion stalking.

Skæbnen vil det således, at der er et par stykker fra min arbejdsplads, der har børn i Øglens vugger. Men da jeg arbejder et ret stort sted, er det ikke nødvendigvis alle, man kender eller har set før. Så der var jo ikke meget at gå efter. Ud over et navn fra en underskriftindsamling i vuggeren fra noget tid siden. Som jeg syntes, jeg havde set før, men kunne ikke komme i tanker om hvor. Men i dag fandt jeg så ud af, at det navn (og personen bag) arbejder i samme biks som mig. "A-ha!", tænkte jeg. Måske vi har fat i den rigtige.

Jeg kunne imidlertid ikke finde noget billede af hende, så jeg fik fat i en gammel kollega, som kender alle i hele biksen, og fik et signalement af hende, jeg havde på fornemmelsen var den Anden Vuggestue-Mor. Som passede fint. Fik også et billede. Som overhovedet ikke lignede. Men nu havde jeg også gjort min gamle kollega nysgerrig, så hun kontaktede en anden gammel kollega, som hun ved, er venner med den (måske) Anden Vuggestue-Mor på Facebook (nu bliver det tricky, kan I godt se). Så gammel kollega nummer to kunne tjekke, hvad den Anden Vuggestue-Mors barn hedder. Og sør'me om navnene ikke passede sammen. Så nu er jeg 99% sikker på, hvem den Anden Vuggestue-Mor er.

Nu skal jeg så bare lige finde ud af, hvorfor hun kender mig. Om det vitterligt 'bare' er fordi, hun ER den her totalt oveskuds-agtige har styr på det hele-type (ud over at virke sød er hun også pæn. Og tynd), eller om hun selv har udført lidt stalking, så hun (også) ved, at vi arbejder i samme firma. Hmmm. Den kan jeg så tænke lidt over. Og undersøge nærmere, når der igen bliver tid til lidt frisk stalking...

mandag den 25. oktober 2010

Hverdags-matematik

Lige kommet tilbage på pinden efter 10 dages ferie
+
Træt efter at have lukket et brag af et bryllup i lørdags (er blevet for gammel til det pjat)
=
Usandsynlig lav arbejdsproduktivitet

Jeg vil tilbage til Bornholm. Og spise karameller (slentrepinden er svært god - og ikke kun pga. dens fantastiske navn), samle kul på stranden, putte med Øglen og læse bøger højt. Pege på alle mulige mærkelige ting og høre Øglen forsøge at udtale navnene på dem (sædvanligvis ikke succesfuldt, men hun skal næsten have points for at prøve). Jeg vil sove længe (-agtigt), have tid til at bage boller hver morgen og ikke have andet at nå end en gåtur i skoven og en balje to baljer kaffe, der skal drikkes.

Alternativt vil jeg fryse tiden fast omkring kl. 02 lørdag nat, hvor bruden, undertegnede og en håndfuld veninder fræsede rundt på dansegulvet, mens vi skrålede (og jeg mener virkelig s k r å l e d e) med på Nik & Jay + Alphabeat. På "jeg er 16 og totalt nede med det her danseshit"-måden. Og rent faktisk glemte for en stund, at vi alle er cirka det dobbelte af 16 og nogle af os (eller i hvert fald jeg selv) ikke ejer rytme. Men efter en halv snes tranebær specials kan man bilde sig selv meget ind - også, at man er en regulær Ginger Rogers.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne være et andet sted end lige midt i hverdagen. Som allerede har vist sig fra sin mest praktiske (læs: irriterende) side i den forstand, at
  • Det var sort som natten (sjovt nok ...), da vækkeuret ringede,
  • Øglen skulle vækkes og slet slet ikke kunne vågne (der er noget meget naturstridigt over at vække et sovende barn)
  • HDD havde et møde kl. p*s og derfor blev nødt til at tage af sted midt i havregryn, døsigt barn og megatræt mor
  • Alt Øgle-overtøjet - regntøj, termotøj, gummistøvler, varm ude-bluse, hue og handsker - skulle transporteres sammen med mig og Øglen på cyklen, fordi vi ikke er sådan nogen, der har to af alting og derfor har haft alt med hjemme fra vuggeren, så vi også kunne have glæde af det på ferien
  • Der ikke var mere mælk til kaffen på arbejde (og nej - jeg kunne ikke bare løbe ned og købe noget, for dels gad jeg ikke, dels ekesisterer der ikke skyggen af mælke-indkøbsmuligheder i nærheden af kontoret)
  • Osv.
  • Osv.
Det var ALDRIG sket på Bornholm. Jeg siger det bare. (Og ja, det hænger muligvis sammen med, at der var noget med noget mormor med på Solskinsøen, som ikke glemmer ikke at købe mælk. Basta).

Men der er vist et eller andet med, at man skal få det bedste ud af det, man har. Er der ikke? Som jeg har været inde på før, så er ham DVL jo egentlig helt ok. Når man lige har vænnet sig til hans bryske facon. Så et andet regnestykke kunne hedde:

Fødselsdags-kollega-wienerbrød
+
Ikke så mange møder
+
Solen skinner
=
Det er da egentlig helt ok

Så måske det faktisk ikke er så slemt at være tilbage i hverdagen. Også selv om det ikke er på Bornholm. Og selv om jeg gerne vil have nogle karameller ...

torsdag den 30. september 2010

Lykken er...*

at have tid, lyst og overskud til at gå hjem fra vuggeren med Øglen. Bruge 5 kvarter på at gå 3,5 km, samle kastanjer langs Søerne (eller - de sørgelige rester, nok nærmere; der må være en kastanje-mafia, der har ribbet strækningen for kastanjer), fodre svaner til de begynder at hvæse og nyde en smuk smuk efterårsdag.

Lykken er også at dele en banan (Øglen var så ikke enig - hun ville have det hele selv), snakke om dagen i vuggestuen (mest mig) og blæse på, om klapvognsselen er spændt, så Øglen kunne vride og vende sig, som hun lystede. (Hvis der er nogle sikkerheds-typer derude, så må I ikke slå mig ihjel - jeg havde nogenlunde styr på det, og Øglen og jeg havde slået en handel af, der hed, at hvis hun skulle have lov til at være u-spændt, så skulle hun også love ikke at kaste sig ud af klapvognen. Og det overholdt hun næsten).


Kloge hoveder vil muligvis foreslå mig at vende klapvogns-kassen om, så Øglen automatisk kommer til at sidde forlæns-vendt, men metoden ER afprøvet. Uden succes. Må vist bare erkende, at min datter er en rigtig lille Rasmus Modsat.

Og når vi er ved det der med lykke, så er det egentlig heller ikke så tosset med en hjemmearbejdsdag, hvor der er tid til at drikke masser af latte med mig selv, sætte vaske over (meget tiltrængt - bemærk flertals-endelsen), vade rundt og være grim og - nåh ja - arbejde, sæføli.

Så er det som om, det ikke betyder heeelt så meget (men alligevel lidt), at Øglen vågnede storgrædende kl. 03.52 (!!!) og først ville falde tilnærmelsesvist til ro, da hun kom ind i smørhullet. Og med "falde til ro" menes her utallige spark i hhv. mave (min), ansigt (mit) og skulderparti (mit), flåen dynen af mig omtrent en trilliard gange og så - selvfølgelig - dødlignende søvn i det sekund vækkeuret ringede, og jeg skulle op... 

*Kan I huske de der Lykken er-plakater? Fra InWear var det vist. Sådan nogle sort-hvide nogen med smukke mennesker og cheesy citater? Jeg havde en del af dem oppe og hænge på mit værelse... ahem...

onsdag den 25. august 2010

Prokrastinering

Jeg har travlt på arbejdet i øjeblikket. På den dér måde, hvor man spiser frokosten foran computeren eller til møder, drikker for meget kaffe, får ondt i maven (kan også hænge sammen med de 5 reklamebolcher, jeg åd på et kvart sekund) og ikke har tid til de vigtige ting i livet såsom at smutte forbi Engby Barnevogne med kalechen på vores &#¤!/#-klapvogn, som for alvor har besluttet sig for at opgive ævred (hvem har også bestemt, at vogn-værkstedet kun har åbent mellem 10 og 16 tirsdage og torsdage, hva'?! Mødre, der ikke længere er på barsel, har altså også børne-køretøjer, der går i stykker, at I ved det!)

Nå. Arbejde. Travlt. Så travlt, at jeg ikke kan overskue det, så jeg overspringshandler til den store guldmedalje. Og lader som om, jeg ikke godt ved, at papirbunker og deadlines nok skal overfalde mig inden for nær nær fremtid.

En af overspringshandlingerne er selvfølgelig Blogland. Og som så ofte før, fører dén overspringshandling flere af slagsen med sig. I denne her omgang i form af indkøb af pakkekalender-pakker til Øglen. Det er Lisbeth, der med sit overskud og væren i god tid-hed gav mig idéen, så jeg begav mig fast besluttet på besøg hos By Neel. Og endte med at få købt næsten alle Øglens kalendergaver. Hva'ba'?! Jeg forestiller mig derfor, at jeg kommer til at gå december i møde med zen-agtig ro, for nu er der i hvert fald styr på Øglen. (Og jaja, jeg ved godt, at jeg er i ret god tid, men der var helt vildt meget tilbud, mkay?!)

Så lader jeg bare som om, jeg har glemt alt om konceptet hjemmelavet jul, som vi tænkte var verdens bedste idé, da den blev vedtaget forrige jul, men som - nu, hvor den nærmer sig - begynder at stresse lidt. Så meget for zen-agtig ro...

Og det var så arbejdet, jeg kom fra. Må hellere gøre noget (andet end at købe ting på nettet). Ellers kommer mine arbejdsopgaver til at strække sig fra nu af og ud i evigheden, og så kan jeg for alvor skyde en hvid pind (pil? Gider ikke google det) efter zennen.

fredag den 18. juni 2010

Type 2-dårlig samvittighed

Ligesom der er noget, der hedder Type 2-diabetes, er jeg blevet af den faste overbevisning, at der er noget, der hedder Type 2-dårlig samvittighed. Og jeg er ret sikker på, at jeg lider af den. Type 1 har jeg været igennem - det er alt det der med Det Virkelige Liv, logistik-puslespil fra helvede og konstant underskud på overskudskontoen. Har endnu ikke fundet en kur mod den, men de værste symptomer kan holdes nede med fleks-tid på arbejde, rengøringshjælp og udbringning fra SuperBest (især sidstnævnte har vist sig at være helt alvorligt tidsbesparende).

Type 2-dårlig samvittighed er så den onde tvilling, der er kommet snigende, ligesom jeg troede mig sikker i mit forhold til Type 1. Da den er meget ny i mit liv, har jeg ikke fundet ud af, hvad jeg skal stille op med den, men hvis en af jer kloge damer har et råd, må I meget gerne smide det min vej.


Type 2-dårlig samvittighed er kendetegnet ved, at den dukker op, når man har det godt på arbejde. Når man har travlt med inspirerende opgaver og viljen til at yde noget ekstra. Når klokken nærmer sig 15.30, og man ved, at man bliver nødt til at gå NU for at kunne hente Øglen i tide, men at man altså virkelig godt lige kunne tænke sig at blive en time ekstra, så man kunne færdiggøre dette og hint. WHAM! (ikke bandet med George Michael ...) Så slår den til! Den svælger i to overordnede - konfliktende - tanker; at man ikke er en særlig god mor, når man ikke styrter ud af døren i det sekund ens kontraktmæssige 7 timer og 24 minutter er oprundne, og at man ikke er en særlig  god medarbejder, når man ikke liiige kan vente lidt på at smutte ud af døren, for så kan man nå en deadline (mere), og Øglen dør jo heller ikke af at blive i vuggeren en halv time ekstra?! Og den trives ved, at man farer mere og mere vild i krydsfeltet mellem tjenstvillighed over for ens chef og kolleger, og forpligtelsen og lysten til at være sammen med ens barn.

Øglen vinder tanke-tovtrækningen til hver en tid. Det skal der ikke herske tvivl om. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at den dårlige samvittighed lusker rundt som en såret ulv - knurrende og snappende - lige uden for fyraftenens porte. For kunne jeg ikke lige have nået opgave X? Eller omprioriteret opgave Y og Z, så jeg også kunne være gået i gang med opgave Æ? Telefonen gør ikke samvittigheden bedre, for den er nemlig meget dygtig til at pushe mails. Smart, men voldsomt upraktisk. For den minder jo bare konstant en om, at arbejdet ikke stopper med at eksistere, bare fordi man næsten, i hvert fald har stemplet mentalt ud. Kommer der så en vigtig mail, så begynder tankerne at rotere, og så holder jeg jo reelt ikke længere helt fri. Og når jeg ikke holder helt fri 'after hours', så får jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke er 140% til stede sammen med Øglen.

Argh.

Det er jo fantastisk, at jeg er blevet glad for mit job. Det er også fantastisk (eller - 'rart' kan måske dække det), at jeg har lyst til at gå den ekstra mil (elsker at hade fordanskede udtryk) for at gøre det godt. Men det er hverken rart eller fantastisk, at det giver mig dårlig samvittighed. Jeg håber, at det bare er en fase. Indtil jeg vænner mig til at have et job, jeg er glad for, så jeg forhåbentlig bliver bedre til at jonglere arbejde og privatliv, uden at de to skal karambolere alt for mere.

Og i mellemtiden vil jeg nyde, at det er weekend. Og forsøge at undlade at tænke på, hvor meget min Type 2-dårlige samvittighed kommer til at gå amok i næste uge, hvor vuggestuen sådan lige henkastet har spurgt, om vi ikke kan komme og hente Øglen inden hendes middagslur - hele ugen, tak. Fordi der er noget med noget facade på nabobygningen, der skal pudses, og det kommer til at larme og dermed genere børnene - især, når de skal sove, og det er jo synd, så hvis vi kunne være så venlige. For BØRNENES skyld, forstås. Sagde jeg, at det var hele ugen?! Helt ærligt; hvad har de tænkt sig?! Der er da ingen (!!!), som kan gå fra arbejde kl. 11.15. Og så i en hel uge. Eller hvad? Enlighten me.

Nå, men det sagde jeg jo så (pænt) til en af pædagogerne i dag. Og det kunne han sagtens forstå. "Vi fortæller det bare, som det er", sagde han. "Og det er jo også bare fordi, vi tænker på, at det bliver så højt og ubehageligt for de små ører". Men vi skulle jo bare aflevere og hente hende som normalt, når vi nu ikke har mulighed for at holde hende hjemme.

Cue: Dårlig samvittighed! På forhånd! Tilsat kniv i hjertet med salt og citron.

Den dårlige samvittighed er primært over for Øglen. Men også over for jobbet, der jo nok ikke kan undgå at komme til at lide lidt under det, hvis jeg skal gå hjem kl. 11.15 hver dag. Heller ikke, selv om jeg kan arbejde hjemme. For det får man jo alligevel ikke rigtig gjort, når man har ét stk. 16 mdr. reptil fræsende rundt om fødderne, vel?!

Nå, det var weekenden, jeg kom fra. Have a good one, alle mand (kvinder). Og husk nu at sige til, hvis der er nogen, der har en idé til at komme den dårlige samvittighed til livs, ikke? (Jeg har fundet ud af, at det hjælper kortvarigt at spise enorme mængder chokolade, men jeg kunne godt tænke mig et middel, der ikke nødvendigvis får mig til at tage mere på).

tirsdag den 15. juni 2010

Løøøøb!

Fordi det her er min blog, vil jeg godt have lov til at blære mig lidt. Så det gør jeg hermed: I går løb jeg det der Alt for Damerne-løb, jeg har fablet om siden januar. Var lidt loren ved at skulle løbe 10K, fordi jeg ikke har været så flittig på løbefronten i de sidste par uger. Men det gik, og jeg prustede mig over målstregen på en tid på 55,43 minutter. Havde et beskedent håb om at komme under en time, og det lykkedes jo så.

Det var noget hårdere, end jeg lige havde regnet med, synes jeg nu nok. Men samtidig var det også fedt. Selv opvarmningsdelen med über-friske Fitness DK-piger, der dansede rundt til Skub til taget, bidrog til den gode stemning. Og der ER da et eller andet fascinerende ved, at 6.500 mennesker, i et anfald af kollektivt vanvid, har besluttet sig for at løbe så langt, at man er ved at vende vrangen ud på sig selv af anstrengelse. OG hopper rundt til Skub til taget uden så meget som at overveje, hvor dum (men alligevel ret sjov) den sang er.



I dag har jeg så en hjemmearbejdsdag. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have været til et Nestlé-seminar om børn og kost, som nogen har været så søde at invitere mig til, men mine bunker og atter bunker af arbejde mente ikke, at det var nogen god idé, at jeg rev en formiddag ud af kalenderen for at lave noget ikke-arbejdsrelateret. Altså arbejder jeg. (Og blærer mig på bloggen) Og så tror jeg i øvrigt også, at mine ben er ok glade for, at de ikke skal ud og cykle hele vejen til kontoret og tilbage igen i dag...

tirsdag den 25. maj 2010

Arbejd' arbejd'

He. Så er man pludselig sådan en, der har fået et barselsvikariat. I den samme biks, som jeg er i i dag. Og i den samme afdeling - bare den del af afdelingen, som har mest med min uddannelse (og mit interesseområde) at gøre. Fra den dag min nuværende kontrakt slutter og indtil videre seks måneder frem, men sandsynligvis i 10 måneder i alt. Hva'ba'?! Det er da SLET ikke nogen dårlig start på ugen efter en skønskøn pinse, hvor vi har hygget, slappet af, hængt ud i Zoo og sovet længe?! (Tak, Øgle).
 
Så nu kan de dagpenge, der har ligget på lur, klar til at stække mit forbrug og generelt bare genere mig fra og med august, godt pakke sammen. Ha. Og jeg kan ånde lettet op ved tanken om, at jeg ikke skal gå hjemme fra nu af og ud i evigheden, fordi der er ca. 7 millioner ansøgere til de job, jeg går efter. Det er 'bare' et barselsvikariat, men det køber mig noget tid, og når barselsvikariatet stopper, har de 7 millioner ansøgere forhåbentlig alle fået job, krisen er slut, og jeg valser bare ind fra højre og napper drømmejobbet. Dream on...

Og nu vil jeg smide mine snart barselsvikarierende ben op på sofabordet, se noget CSI og nyde lyden af HDD, der pakker de varer ud, som det rare Superbest-bud lige har været med. For den lyd betyder, at jeg slipper for at handle i morgen. Ja, resten af ugen, for den sags skyld. Online dagligvare-indkøb holder hele vejen!!!

Håber, I alle har haft en dejlig pinse.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...