Jeg er uddannet inden for kommunikation, ligesom omkring 9 milliarder andre, så jeg er klar over, at man kan fodre øffende bondegårdsdyr med sådan nogen som mig. Men jeg vælger at tro på, at min kærlighed til og evner inden for sprogets løjerligheder om ikke er bedre, så i hvert fald fuldt ud lige så gode som en stor procentdel af de 9 milliarder.
I går havde jeg mit første konsulent-agtige møde. Med makeup, en taske, der for første gang i et halvt år ikke var en pusletaske og tøj helt uden grød på. Tror jeg da i hvert fald nok. HÅBER jeg! Det var en helt ny oplevelse - både det at have rent tøj på, det at skulle optræde i en ny 'rolle' og den der detalje med, at min hjerne pludselig skulle til at beskæftige sig med andre og lidt længere ord end 'grød', 'mos' og 'ble'. Men særligt det, at jeg pludselig skulle spille hård i filten var nyt.
Normalerweisse er jeg ret flink. For flink til tider - særligt, hvis folk går hårdt nok til mig. Desuden har jeg - endnu - en ret lille viden om hele konsulentbranchen. Men lige netop med mødet i går kender jeg mit værd. Og det er markant højere end det, den potentielle kunde spillede ud med. (Og hvis jeg ikke var så goddamn flink, så ville jeg sq nok være blevet ret fornærmet, faktisk). Så selv om det, han kunne tilbyde, arbejds-wise, lød rimelig interessant, så var det ikke interessant nok til den foreslåede pris. Og det måtte jeg jo så fortælle ham. Og stå på mit hele vejen gennem samtalen. Det lykkedes; endda uden jeg blev helt forfjamsket og undskyldende, og selv om jeg gik fra mødet uden nogen aftale, så har jeg en god fornemmelse i maven. Mr. boss-man finder næppe pludselig ud af, at han alligevel gerne vil betale prisen, men han er heldigvis kun én ud af mange potentielle kunder. Så jeg leder videre og er bare glad for, at jeg nu er én erfaring rigere inden for disciplinen 'indledende samtale med potentiel kunde'.
Jeg har ikke valgt selvstændig-vejen for at komme til at arbejde mindre (selv om det da ville være en glimrende bivirkning). Om noget, kommer jeg formentlig til at arbejde mere. Men ved at være min egen herre kan jeg i vid udstrækning selv disponere over min tid, og det er særdeles attraktivt for mig i øjeblikket, hvor jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at se, hvordan Det Virkelige liv-kabalen skal komme til at gå op med to 'almindelige' fuldtidsjob. Syntes, det var vanskeligt nok, da vi kun havde Øglen, og jeg har en idé om, at det ikke bliver nemmere, nu hvor der inden længe kommer en ekstra hente-bringning ind i ligningen. Men selvfølgelig ville det kunne lade sig gøre - det er der jo massevis af levende beviser på derude...
Jeg ved ikke, om idéen kan flyve, men den skal i det mindste have chancen for at prøve. Hvis den kan, er det intet mindre end fantastisk. Hvis ikke den kan, jamen så må jeg jo ud og prøve at finde mig et 'almindeligt' arbejde, og der er ingen skade sket.
Er der ikke noget med, at man ikke fortryder det, man har prøvet af, men det man ikke får prøvet af?! (Eller går den i virkeligheden på børn?! Ah, nevermind) Gider i hvert fald ikke at stå om 5-10 år og mega-ærgre mig over, at jeg ikke turde prøve. Så nu gør jeg det bare. Sq. Og hvis der er nogen, der liiiige står og mangler en kommunikationstype til et eller andet, så sig endelig til... ;)