Viser indlæg med etiketten john grant. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten john grant. Vis alle indlæg

onsdag den 12. januar 2011

Når musikken spiller

Ligesom så mange andre kan jeg rigtig godt lide musik. Som barn blev kasettebåndoptageren brugt flittigt til at afspille de bånd med Roxette (af temmelig tvivlsom kvalitet), som jeg havde erhvervet mig for en mønt eller to på en ferie i Jugoslavien. (Håhr - hele TO ord i en sætning, som næppe bliver en naturlig del af Øglens ordforråd: kasettebåndoptager og Jugoslavien...)

Denne her ligner SÅ meget den båndoptager, jeg havde, at det megel vel kan have været den. Undskyld for alle de gange, du har måttet spille Roxette, lille båndoptager...
Billede hapset fra steampunk.dk

Efter kasettebåndene (og Roxette) kom cd'erne, iPod'en, koncerterne. Og nu. Stort set ingenting. Det bliver til alt alt for få koncerter. Og jeg var lige ved at give helt op musik-mæssigt, da jeg i går opdagede, at begge matriklens internetradioer var indstillet på DR Oline. (Især fordi der ikke rigtig var noget musik, men i stedet for et særdeles jysk barn, der blev "interviewet" om at bo på en gård med en masse grise).


HDD er - mindst - ligeså glad for musik, som jeg er, og det var faktisk en af de allerstørste fællesnævnere, da vi lærte hinanden at kende for snart 4 år siden. (Men jeg skal vist lige plukke en Oline-høne med ham snarest). Vores allerførste date var faktisk en jazz-koncert (at vi så gik, fordi vi ikke kunne tale sammen i tonerne fra saxofoner og andet godt, er sagen uvedkommende). Vi har været til Dave Matthews-koncerter (bemærk flertals-endelsen), Take That, Joan as Police Woman, Thomas Dybdahl (x 2), Tina Dickow (x 2), Trentemøller, og og og. Valfartet til SPOT-festival og Vesterbro-festival. Besøgt Lades Kælder til mystifystiske underground bands (nogle bedre end andre). Og. Så. Videre.

Det var altsammen Præ Øgle. Det var ligesom nemmere lige at hive et par timer ud af en hverdagsaften for at cykle ud til obskur koncert og drikke et par øl, når der ikke ligger 85 cm (eller hvor høj hun nu er) Øgle hjemme i tremmesengen. Vi har dog en regel om, at vi skal ud - uden Øgle - én gang om måneden. Og det har vi holdt. Mere eller mindre. Nogle af gangene er 'blevet brugt' på bryllupper, middage og fester generelt, men mange af gangene har vi rent faktisk være til koncerter (den første af slagsen, da Øglen ikke engang var 3 mdr. gammel. Moar var ikke stolt af situationen). Så lidt musik bliver det da til. Trods alt.

Det hjalp også på musik-tørken, at en af de ting, jeg fik ud af den hjemmelavede jul, var den mest fantastiske cd fra HDD. Med musik af alle de kunstnere, vi har været til koncerter med i vores tid sammen.

A Tribute to Love & Music - komplet med oversigt over kunstnere og tid og sted for koncerten. <3

Den cd har kickstartet mit hensygnende forhold til musik, så i de sidste mange dage har jeg på det groveste gjort brug af, at vi i storrumskontoret har hver vores hørebøffer og derfor kan høre så meget musik, som vi overhovedet orker. Jeg tager en kunstner ad gangen (det kan godt gå hen og blive et langvarigt projekt), men mit seneste crush er på John Grant og hans album Queen of Denmark. Hør det. Nu!

John Grant med Where Dreams Go To Die. Med Midlake som backing.
Så bliver det simpelthen ikke smukkere (eller mere melankolsk).

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...