Viser indlæg med etiketten jul. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten jul. Vis alle indlæg

lørdag den 31. december 2016

Noget om jul

December er næsten forsvundet i en duft af kanel, gran og julepynt (jo, julepynt dufter også. I mit barndomshjem havde kufferterne og kasserne med julestadset en helt særlig duft, og selv om det nok primært hang sammen med, at det blev opbevaret på et koldt og ikke-så-isoleret loft, kan jeg stadig mærke duften i næsen, når jeg pakker min egen beholdning af jule- og flitterstads ud og ned). Kun denne dag med, og så skal vi til at vænne os til at skrive 2017.

Vi holder - og har holdt - juleferie i stor stil og har nedskaleret antallet af julekomsammener meget i forhold til forgangne år. Og hvor jeg tidligere i mit voksenliv har været vant til at flintre land og rige rundt både 1. og 2. juledag, har vi de seneste år trukket stikket helt og aldeles i hvert fald 1. juledag og insisteret på at holde den hjemme. For 1. juledag er som skabt til at dappe rundt i nattøj, spise rester med fedtet hår og lege med alle de julegaver, ungerne man fik. I år var ingen undtagelse, og eftersom vi selv var værter for årets juleaften, var det ekstra nemt at blive hjemme.

Brormand og hans familie overnattede, og selv om de havde en anderledes hektisk 1. juledag end os - noget med en tur på tværs af landet til familien derovre - nåede vi at have nogle svært hyggelige timer sammen om morgenen. Også selv om alle først vågnede 9.30. Varanen inklusive! Noget godt kommer der altså af at erklære juleaften for en aften, hvor man selv bestemmer, hvornår man går i seng (Varanen klarede den til 01.30, hvor han og jeg puttede os i soveværelset. De to største holdt helt til 02.30. Ikke noget at sige til, at de trængte til at sove!)

Jule med måger

Juletræet med nogle af gaverne under ...

Juleaften forløb som var den skabelonen til Peters Jul. Agtigt. Brormand og familie kom omkring frokosttid - medbringende hele hovedretten, som bare skulle færdigmonteres - og så legede børnene ellers til de store guldmedalje, lige til vi skulle spise. Kun afbrudt af de omkring 5.000 gange, de spurgte, hvornår de skulle have gaver. Troldemor blev hentet ved 17-tiden og fragtet hjem igen (efter eget ønske) fire timer senere, så hun nåede at have nogle hyggelige timer med både børne- og oldebørn. Og ikke nok timer til, at hendes ører faldt af over det lydniveau, der opstod, da gaveuddelingen for alvor kom i gang.

Traditionen tro var der flest gaver til børnene. Mange spil og sjovt legetøj, og begejstringen var høj hos dem alle. Men Varanen tog nok prisen, hvad angår begejstring, da han pakkede gaven fra os op: Et skateboard. Seriøst - jeg tror aldrig, jeg har set nogen blive så glad for noget. Han fløj op med armene i vejret, og råbte "YEARRHHHHHHHHH!", og så blev der ellers danset sejrsdans i hele stuen - både med og uden skateboard. Og da det var blevet pakket ordentligt ud, fik det lige en dansetur mere - denne gang akkompagneret af et rungende "HA-LLE-LUJAH!" Der ramte vi vist plet ...

Udsigt fra Røsnæs

Silhuetter - også på Røsnæs

Juledagene er blevet brugt både med og uden familie, med og uden reflektion. Vi har været på legepladsen, indviet den ældstes nye løbetøj med en mor-/datter-løbetur (pyhh, det var hårdt oven på al julemaden) og været på legepladsen. Byttet et par gaver (og givet fortabt over for horderne af gavebyttere i Magasin og derfor gået hjem og bestilt det hele på nettet i stedet). Set film, spist bjerge af slik og leget med julegaver. Kort sagt: En blandet landhandel, hvor både samvær og nærvær har ligget helt i front.

Mine ønsker for det nye år er mange - og det kommer der nok et indlæg om på et tidspunkt, når jeg får taget mig sammen til at skrive sådan et - men hvis samvær og nærvær kommer til at spille hovedrollerne, tænker jeg, at det ikke kan gå helt galt.

Rigtig godt nytår, alle sammen. Må I få en dejlig aften med lige præcis de mængder champagne, blonder, glimmer og fest, som I foretrækker. Vi skrives ved på den anden side!

torsdag den 15. december 2016

Noget om julestemning i Hamborg

Nu, hvor vi hastigt nærmer os weekenden, tænkte jeg, at det var på sin plads at berette lidt om sidste weekend. Hvor vi angreb horderne af julearrangementer med ... endnu et julearrangement. Som strakte sig fra lørdag morgen til mandag aften og bragte os ud af landet og dermed gjorde os helt og aldeles utilgængelige for brunkagebagning, klippe-klistren og øvrige arrangementer, som december har det med at byde på. Ikke, at de ikke alle sammen er hyggelige og dejlige - der er bare så mange af dem, at det af og til er svært at få sig selv og julestemningen med dér midt i glanspapiret, smørdejen og hyg for helved-heden.

Så vi skred til Hamborg, gjorde vi. Auf wiedersehen, Kopenhagen - bis bald! Egentlig ville vi have været til Berlin, men eftersom vi gerne ville en tur over æ' grenz, som vi sydjyder siger, og dermed skulle have bilen med, syntes vi pludselig, at der blev lidt langt for en weekend. Som oven i købet blev skudt i gang med firma-julefrokost for HDD's vedkommende, så det blev Hamborg i stedet.

Jeg tør næsten ikke at indrømme det, men jeg har faktisk aldrig været i Hamborg før. Hvorfor må guderne vide, for eftersom jeg har henslæbt de første 20 år af mit liv i det jyske - endda det sydjyske - er det jo ikke som om, der har været langt. Men sådan er det altså blevet. Og selv om weekendens besøg var det første, bliver det med garanti ikke det sidste.

Rathausmarkt. Fint så det ud i mørket, men der var så mange mennesker, at vi hurtigt besluttede os for at finde et mindre befolket marked

Vi ankom ved middagstid lørdag, og da vi begav os fra bilen til hotellet, blev vi passet op af et rart udseende tysk par, der sagde en masse ting ret hurtigt efter hinanden, samtidig med at de viftede med en håndfuld billetter. Jeg skammer mig over at indrømme, at mit første instinkt faktisk var at gå videre. Det er bare så indgroet det der med, at folk, der stopper en, absolut må være ude på noget. Heldigvis blev jeg stående og forsøgte at finde hoved og hale i, hvad de sagde (og takkede mine 20 år i det sydjyske og en mor, der var tysklærer), for det viste sig, at de havde billetter til en koncert i domkirken, som lå 1,5 cm fra vores hotel, men da deres venner var blevet forhindrede, ville de droppe det. Så hvis vi ikke havde billetter, kunne vi da få deres? Jeg blev helt forvirret og begyndte straks at forklare, at vi lige var kommet, og at jeg kun havde syv euro i rede penge, men de smilede bare og forsikrede mig om, at de skam ikke skulle have nogen penge, og at billetterne var en gave. Og at billetterne var ganske ægte.

Så sagde de god jul, og gik videre - og jeg stod jeg dér med børn og HDD og en masse bagage - nu fem koncertbilletter rigere. Koncerten begyndte imidlertid kun en halv time efter billetoverrækkelsen, og ingen (ud over mig) syntes, det lød som en god idé at høre Händel og andet godt i kirken i mere end en time. Så fornuften (og hensynet til de andre kirkegængere) sejrede, og vi besluttede os for at gå ud og indsnuse Hamborg i stedet - dog ikke før, jeg havde givet billetterne videre til nogle andre. For jeg måtte nægte at lade sådan en juleagtig god gerning - til en samlet sum på omkring 800 kr. at dømme efter prisen på billetterne - gå til spilde.

Det viste sig imidlertid noget sværere at komme af med billetterne end først antaget. Åbenbart er jeg ikke den eneste, der har som første instinkt at gå videre, når man bliver tiltalt af en fremmed, der vifter med billetter. Goddammit, der var mange, der ikke gad høre på mig. (Medgivet: Jeg så nok også lidt nusset ud efter en del timer i bil, og mit gebrokne pizza-tysk hjalp formentlig heller ikke (derfor gik jeg også over til engelsk til sidst), men alligevel ...) Det lykkedes mig at afsætte to af billetterne til et midaldrende par, der mest af alt så ud som om, de bare tog dem for at få mig til at forsvinde, men de tre sidste - to voksenbilletter og en børnebillet - var nærmest umuligt at komme af med. Derfor blev jeg selvfølgelig stædig og endte med at have det helt sjovt med at passe mennesker op. Bare for at se de krumspring, de gjorde, for at komme væk fra mig.

En amerikansk gruppe på fire ville meget gerne have haft billetterne - åbenbart var koncerten helt udsolgt - men de kunne ikke nøjes med tre billetter, jo. De var til gengæld glade for tilbuddet. Resten, jeg henvendte mig til, opførte sig mest som om, jeg var spedalsk. Bortset fra en meget make-uppet ældre dame, der tilsyneladende havde fået nys om mit foretagende, eftersom hun kom susende hen til mig for at høre til billetterne. På en ret 'must buy crack'-agtig måde, småmumlende på tysk, mens hun lagde an til at hive kontanter frem. Jeg fik gjort hende forståeligt, at hun skam ikke skulle betale (det kunne da lige mangle), og da udtrykket af absolut vantro, morfet til skepsis, gen-morfet til vantro havde lagt sig, lyste hun op i et gigantisk smil og gav mig en kæmpekrammer. Og valsede med sine nyfundne billetter hen til mand og barnebarn og, forestiller jeg mig, en kæmpe oplevelse.

St. Michaelis Kirche, hvor koncerten skulle foregå. Dagen efter, da jeg insisterede på at kigge indenfor

Og således blev weekenden i Hamborg skudt i gang med en sand omgang julestemning. Som fortsatte i Miniatur Wunderland, hvor Yngste gavmildt delte den Lindt-chokolade, der dumpede ud af miniature-chokoladefabrikken, ud til tilfældige besøgende. Som i øvrigt så lige så skeptiske ud som alle dem, jeg forsøgte at afsætte billetter til (og mig selv, for den sags skyld), indtil hans forehavende gik op for dem. Så blev de, naturligt nok, meget glade. (Jeg kan i øvrigt ikke bebrejde dem deres skepsis. Loven siger, at 5-årige, der frivilligt deler slik, MÅ være ude på noget).

Vi havde med vilje ikke lagt nogen planer, så vi gjorde, hvad vi havde lyst til. Og selv om børnene syntes, vi gik lige vel rigeligt (en af dagene rundede vi de 10 km), så tog vi den med ro og havde masser af tid til afslapning på hotellet, besøg på julemarked(er) - i flertal, byen var fyldt med dem - lidt let shopping, karbad, mv. Hamborg er en superhyggelig by, og vi boede centralt, så det var nemt at komme rundt på gåben. Miniatur Wunderland var en kæmpe (pun intended) oplevelse for både store og små, men derudover besøgte vi ikke flere turistattraktioner. Chokolademuseet blev overvejet, men droppet igen, da tanken om, hvad en guidet tur på 90 minutter ville gøre ved den 5-åriges tålmodighed, ikke just appellerede til os. Og eftersom den ældste alligevel ikke kan lide chokolade (I don't get it), virkede det ikke som et specielt stort offer.

Ungerne foran gigantisk juletræ på Weinachtsmarkt i Hafencity

Honningkager, brændte mandler und so weiter ...

I stedet købte vi småting, vi ikke har brug for, spiste alt for meget stivelse, og drak i dén grad for meget kaffe. Stod på skøjter i skumringen til tysk schlagermusik, mens duften af glühwein bredte sig, og gik på opdagelse i hhv. Altstadt og et mørkt og regnvådt Hafencity. Og kamphyggede. Næste gang, vi skal til Hamborg, skal det være på en tid på året, hvor det ikke bliver nær så tidligt mørkt, og hvor vejret er sådan, at en tur i hhv. Planten und Blomen og Grasbrookpark giver mening.

Vi kom hjem igen mandag aften efter førnævnte detour over æ' grenz. Den eneste plan vi havde for dén del af turen var 'slik til jul', hvilket viste sig at være lige løst nok formuleret. Og endte med at koste os en trilliard. Til gengæld kan vi nu brødføde en hel hær med alt godt fra sukkergenren indtil julen 2017. Mindst.

Om blot en uge står den på juleferie, og inden da er antallet af arrangementer støt dalende. Lucia i børnehaven tirsdag og morgenkaffe i skolen onsdag var de sidste skole-/institutionsbastioner, og tilbage er nu 'kun' en julefrokost for HDD lørdag og en venindeaftale for mig i næste uge. Af julerelaterede ting, altså. Derudover kommer selvfølgelig alle besøgene på Bispebjerg, legegrupper og andet spændende, men det er jo hverdagen på godt og ondt - som ikke lader sig bremse af decembers overflod af hyggeligheder.

Men altså. Ferie ret forude. Det bliver godt!

tirsdag den 5. januar 2016

Hej 2016

Ninja-december stak helt af. Overrumplede mig totalt med både jul og nytår for så at skride i en sky af julepyntsefterladenskaber og gavepapir. Nu skriver vi 2015 2016 (kommer til at skrive forkert mange gange, manner), og erfaringen fortæller, at der ikke er meget ninja over januar. Tværtimod plejer januar at være måneden, der s n e g l e r sig af sted indhyllet i moderigtigt mørkt og koldt, men holder måneden stilen fra i går med høj sol (eller i dag med sne. Yay!), hører I ikke mig klage. Heller ikke selv om mine kinder faldt af på vej på kontoret i morges.

Nogen glædede sig pænt meget til juleaften

Jeg kan skrive meget om juleferien, men jeg gider egentlig ikke. Primært fordi jeg har brugt de fleste af mine ord på snak gennem de sidste par uger, og fordi dem, jeg har tilbage, skal bruges på arbejde. Meget atypisk for januar byder måneden nemlig på psykopache-mange opgaver. Men jeg kan da sige så meget, at vi har hygget os. Og om ikke nået zen-lignende tilstande, så slappet af og nydt at have tid til at sove længe, spise aftensmad i sofaen med diverse animationsfilm som underholdning, tænderklaprende kolde ture på legepladsen, caféture, familiehygge og meget andet godt. Når vi altså ikke har været i IKEA. Det har vi nemlig været ret meget her i ferien. Fordi det der planlægning tilsyneladende ikke er noget, vi gør os i. Ikke om jeg fatter, hvordan HDD og jeg til sammen kan skrabe to projektleder-certifikationer sammen, når vi ikke engang kan skrive en udførlig indkøbsliste til IKEA.

Fra tredje - og sidste - tur til IKEA i juledagene. Ældstebarnet var på besøg hos en veninde, så hun slap

Ret skal dog være ret - mængden af IKEA-besøg skyldes ikke udelukkende dårlige planlægningsevner, de var også udslag af hhv. spontane indfald og vredesudbrud over vanvittigt rod i lejligheden. Som ikke kun bestod af julegaver. Når man flytter fra hus med virkelig rummelig garage OG bryggers, man bare kunne lukke døren ud til, når rodet blev for meget, så er det virkelig en prøvelse på skrammelfronten at flytte til splinternyt byggeri, der end ikke har en bagtrappe. Arkitekterne må have tænkt "Nøjjj, det bliver pænt, det her" snarere end "HER skal de stille alt deres l*rt", da de slog deres fine streger på tegnestuen. Eller også har de bare ikke kalkuleret med, at vi er nogle, der tilsyneladende stadig ikke har fattet konceptet 'less is more'. Hvad jeg ikke har af gamle dagbøger, nostalgi-ting og -tøj, "DET her skal vi bruge, når/hvis vi engang får et sommerhus"-ting og andre memorabilia, er ikke værd at have (og det er så dét, der fylder hele vores lillebitte kælderrum). Heller ikke selv om vi har smidt virkelig meget ud og givet mindst lige så meget væk. Men så er det jo godt, at IKEA er leveringsdygtig i fine opbevaringsløsninger. Både første, anden og tredje gang man besøger etablissementet på 12 dage ...

Et meget lille udsnit af uendeligt meget rod. Deraf behovet for de mange IKEA-ture 

Juleaften både kom og gik og glimrede ved sit høje hyggeniveau. Personligt var det ikke selve juleaften, jeg havde frygtet i forhold til at mangle min mor - det var mere december som helhed, jeg vidste ville blive hård. Det blev den også, men heldigvis på en måde, så det har været til at være i. Til trods for andre menneskers høje forventninger til mig har jeg stjålet mig tid til bare at være og at dvæle ved tanker og minder. Og lovet mig selv, at jeg her i 2016 skal være bedre til at tage mig af mig selv. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil svælge i mit savn, men fordi efteråret (ud over dødsfald, flytning, læssevis af arbejde og falden til i et nyt, gammelt område) er gået med at prøve at være en masse for andre (som ikke er mine børn). Hvilket har været nødvendigt, men nu er det så også nødvendigt, at jeg passer på mig selv.

Selv om vi ikke holdt jul derhjemme, fik vi et lille juletræ. Rødgran leveret til døren af Farmor og hendes mand - direkte fra ødegården i Sverige, hvor de selv har plantet det for år tilbage

Børnene fik en masse dejlige gaver til jul, og de er alle blevet brugt meget - måske lige med undtagelse af den gave, de begge ønskede sig allermest: rullesko! Særligt den ældste havde vist ikke kalkuleret med, at det at ønske sig - og få! - de eftertragtede rullesko ikke var ensbetydende med også at få en fiks og færdig balance og yndefuldhed på de 2 (4) hjul. Det har betydet skrabede knæ og frustrerede miner. Og en holdning fra den ældste om, at jeg var den mest nederen i hele verden, fordi jeg heppede optimistisk og citerede Pippi Langstrømpe (måske en oktav eller to for højt. Og et par gange for meget) med hendes "Det her har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg garanteret godt finde ud af". Yngstebarnet tager heldigvis ikke rulleriet (eller mangel på samme) så højtideligt. Han er fint tilfreds med, at skoene, som i øvrigt både lyser og blinker (men til hans store skuffelse - og til forældrenes usigelige lettelse - ikke også synger), fint kan bruges uden hjul under også. Vi skal vist ud og øve væsentligt mere, når vejret bliver lidt mildere ...

LEGO-gaver var der også en del af under træet, og det var som altid et hit. Traditionen tro er det HDD, som har haft samletjansen med ungerne på skift, og jeg ved snart ikke, hvem der hygger sig mest. Projekt Saml Ungernes Milliard Sæt LEGO Igen Fordi Det Er Gået Fra Hinanden Under Flytningen har HDD også klaret - med en smule brok bare for syns skyld, men jeg har luret ham; han syntes, det var megahyggeligt. LEGO rawks!

Også den fineste brandbil, som ungerne fik Lillejuleaften af den temmelig gavmilde nisse (i dette tilfælde Jollyroom.dk, der havde sponsoreret i forbindelse med en giveaway på Instagram) viste sig populær. Også selv om de vel strengt taget er en smule for gamle til den - der er blevet leget brandmand mere en 10 gange efterhånden, tror jeg. Og spurgt efter de plasticbrandhjelme, de aldrig tidligere har brugt, ca. samme antal gange. Jeg har endnu ikke fortalt dem, at de altså røg ud i forbindelse med flytningen ...

Brandbilen i al sin pænhed 

Og se nu! Jeg har allerede skrevet meget mere, end det var meningen. Jeg ville jo spare på ordene. Men på den anden side så er det også bare så hyggeligt at være tilbage igen. Der er alt for langt mellem indlæggene herinde for tiden. Måske jeg skulle arbejde på at få frekvensen op i 2016?

onsdag den 16. december 2015

Ninja-december

December er kommet snigende sådan helt lydløst. Lynhurtigt har måneden lavet et par cirkelspark og kastet med nogle ninjastjerner, og pludselig er det den 16. Og jeg har købt én gave. Én, blev der sagt. Og så er der styr på Øglens gave til HDD. Sparegrisen blev slagtet i mandags, hvor Øglen og jeg havde en stille og rolig hjemmedag pga. en nat med sløjhed, og det søde, betænksomme barn insisterede på at give sin far en gave. Som vi i fællesskab fandt frem til på nettet. Noget helt specifikt, som vi begav os af sted efter i forbindelse med, at vi alligevel skulle hente Varanen.

Det skulle dog vise sig, at det ikke var helt nemt at få fat i bemeldte gave. Butikken påstod nemlig hårdnakket, at de ikke havde produktet på lager. Selv om det stod på nettet, at det var der. I dén butik. "Har du søgt på [produktet] på Google?", spurgte den purunge medarbejder. "Ja", svarede midaldrende mig. "NÅÅÅHHHH, jamen, så er der DERFOR, vi ikke har den", blev der råbt. "Hvorfor?", spurgte jeg. "Fordi man ALTID får vist en GAMMMMMMEL version af hjemmesiden, når man kommer fra Google", blev der råbt videre. Og da jeg spagt bemærkede, at jeg udmærkede kender til caching og derfor selvfølgelig også havde fremsøgt produktet på selve hjemmesiden (som jeg måtte antage var opdateret og ikke gammmmel), så troede man tilsyneladende ikke på mig. Og man nævnte en del mere om GAMMMMLE hjemmesider. Her kunne jeg godt have givet mig til at diskutere, men jeg havde en meget spændt Øgle ved min side, så jeg droppede det og gik ud for at fremsøge produktet igen, eftersom min netadgang (naturligvis) ikke duede inde i butikken.

Nisseløjer med cornflakes 

Udenfor virkede nettet, men hjemmesiden gjorde ikke. Ikke som den havde virket hjemme fra computeren, i hvert fald, og jeg kunne derfor ikke engang finde kategorien længere. Flot. Øglen insisterede på at få lige præcis den udgave af produktet, vi havde set derhjemme og ikke en, der lignede svagt. Det skulle være nøjAGTIGT den. Så jeg måtte ringe til en concept store eller to og fik den nedslående besked, at produktet var udsolgt og ikke kom igen før efter jul. Det var ikke populært hos Øglen, men der var jo ikke så meget at gøre, så jeg lokkede hende med i Netto under påskud af, at vi ville tænke over, hvad vi så skulle gøre. Og så - lige da vi går forbi butikken med den gammmmmle hjemmesides vinduer - råber Øglen pludselig: "Dér, mor! Der er den!" Og sør'me om den famøse kommende gave ikke hang lige dér. På en mannequin. I løbet af nul komma fem var vi inde i butikken igen og beordrede ny ungersvend til at afmontere gaven fra vinduet. Den unge mand med de gamle hjemmesider var der desværre ikke; følte mig ellers helt i hopla til en spydig bemærkning. Men på denne måde bevarede vi den gode stemning, og Øglen betalte med hele sparegrisens indhold og var stolt som en pave hele vejen hjem. Dog kun marginalt mere stolt en mig, tænker jeg, for når ens datter helt frivilligt vælger at bruge 250 kr. af sine egne surt sammensparede penge på en gave, hun synes, er helt perfekt til sin far, tænker jeg, man må have gjort et eller andet rigtigt et sted på vejen.

Nissehulen under en trærod hos Mårfar. Øglen, Varanen og deres to kusiner var nede og se på den i december-aftenens mulm og mørke. En dejlig og hyggelig tradition, som ungerne sluger råt. Ikke mindst, når der ligger lidt slik til dem. 

Nå. Men det var de der gaver, vi kom fra. Jeg har som sagt kun købt én gave (til hver af ungerne, så det er strengt taget to, selv om de kommer det samme sted fra) og ved godt, at jeg begynder at få småtravlt lige om lidt. Men ikke om jeg begriber, hvordan det allerede kan være midt i måneden?

Det burde ellers ikke komme bag på mig, for det er ikke som om, det har skortet på julearrangementer i år. Vi kickstartede faktisk julemåneden en hel uge før første søndag i advent til julebag hos Farmor. Dagen før første søndag i advent blev brugt på honningkagebagning, -pyntning og -spisning med ungernes grandfætre, og første søndag i advent blev fejret med juletræstænding i 2100 med julemand (som kom i ladcykel - man er vel på Østerbro) og godteposer og varm kakao med flødeskum på café bagefter.

Den første uge i december eksploderede i juleklip på skolen (hvor man var velkommen til at blive hele dagen, hvis man havde lyst. Og det havde man, men muligheden forelå ligesom ikke, da der var noget så trivielt som arbejde, der skulle passes) og adventsgudstjeneste med fællesspisning i klasserne dagen efter. Og legeaftaler og klippe-klistre-weekend hos Mårfar og og og. Børnehavebarnets Lucia-optog lå ugen efter med tilhørende juleklip, som Mårfar blev lokket med til. Aldrig har den 4-årige set så from ud, som da han kom trissende helt hvidklædt med glimmerbånd i håret, lys i hænderne og englevinger på ryggen.

4-årig arkitekt in spe og IKEAs fine peberkagehus. Til en 30'er, eller noget i den stil. Under alle omstændigheder pænt meget billigere end den (godt nok) økologiske variant, jeg så hos Emmery's i går. Til 129 kr. !! 

Hjemme er der egentlig også fuld skrue på julen - vores nisse (som heldigvis er flyttet med fra DNP; ungerne var ellers helt bekymrede en overgang) startede meget ambitiøst ud med julesok, juledril og julebrev hver dag (købt færdigt sidste år, men aldrig brugt), og derudover har jeg hevet den gode gamle Pixi Julekalender frem, men eftersom alle tingene skulle nås inden skole og børnehave, holdt nissen pludselig op med at skrive og driller nu kun sporadisk. Af og til er den også så venlig at lave praktiske ting - i nat samlede den f.eks. den reol, vi skal bruge til Projekt Badeværelse. Den slags dril synes ungerne ikke er helt så sjove, men mutti her synes, det er swell - så fik jeg nemlig samlet reolen OG nisse-'drillet' på en og samme tid. Gaverne i sokkerne kræver til gengæld lidt fantasi, for nogen har ikke lige fået købt - endsige pakket ind - 48 småting og pakket dem smukt og Instagram-venligt ind. Så vi veksler lidt mellem godter og forskellige ting, vi får smuglet med hjem fra spotvarehylderne fra en handletur.

Øglens ønskeseddel til nissen. Jeg dør lidt over, hvor kært børnestavning er. Og hvis nogen skulle være i tvivl, står der 'Himmelstjerne' øverst. Sådan en ønsker hun sig nemlig. "En rigtig stjerne fra himlen, mor. Sådan en, som Mårmor er blevet til". #nåååååårh

Sat op på dén måde kan jeg måske pludselig godt se, hvordan det blev den 16. Og utrolig tæt på den 18., hvor der er dømt ferie for ungerne og dermed også for mig. I dagtimerne, altså. Det er som om, arbejdet ikke helt har fattet, at det er december og dermed den måned på året, hvor der, sammen med juli, er absolut mindst at lave. Men ikke i år, tilsyneladende. Travlheden gør dog, ud over altså at holde mig fra at købe de julegaver, jeg skal give væk, at jeg kan holde de triste tanker lidt på afstand. En undvigemanøvre, der hverken kan eller skal vare for evigt, men lige nu er det egentlig ok. Jeg er dog sikker på, at tristheden nok skal komme igen med renter og renters rente, når ferien rammer og  julefreden sænker sig. Men midt i sorgen er jeg sikker på, at vi også kommer til at hygge os. Og også her er det så utroligt livgivende at have børnene omkring sig. De er så meget i nuet, og de har - som altid - fortjent den bedste jul. En jul, som vi i øvrigt tyvstarter i dag med julehalløj i Tivoli. Hvis man ikke kommer i julestemning af det, kommer man det ikke ...

Lidt natur-zen til de dage, hvor julelys og nisser bliver lidt for meget ...

onsdag den 17. december 2014

Dugen og julen


Jeg har købt en dug i dag. Nåja, jeg har også købt løg, mælk og smør (og noget sygt nedsat julepynt), men nu skal vi snakke lidt om dugen. Ikke fordi den er specielt fancy eller noget – det er såmænd bare noget jaquardvævet (hvad ER det?!) gråt halløj med noget diskret stjernemønster, men det er en dug. Min eneste dug, hvis man ikke tæller den temmelig malingplettede vokssag frem, som ligger og hygger sig sammen med ungernes lidt vildere kreaudstyr.

Ja, hej. Jeg er så sådan en, der ikke bruger duge. Nogensinde. Så derfor er denne, min første dug, nu udråbt som noget særligt.

Jeg har ikke købt den, fordi den ’bare var så fin, og jeg slet ikke kunne lade være med at købe den’ (det er nemlig gået ret fint i 36 år IKKE at købe en dug, uanset hvor fin eller ufin den så end har været) – jeg har købt den, fordi den skal på bordet juleaften. Eftersom juleaften skal holdes hjemme hos os selv i år. Og ligesom dugen er dét en første gang.

Som vi alle ved, bliver man jo først sådan rigtig voksen, når man selv har jongleret juletræ, and, ris à la mande (ja, jeg ved godt, at man ifølge dansk retskrivning gerne må skrive ’risalamande’, men jeg nægter!) og gaver. Nogle ville måske mene, at det i en alder af 36 er ved at være på tide – både det med at blive voksen og lære at jonglere med julen. Men det har passet os fint indtil nu at være hos HDDs og min familie på skift. Nu skal det imidlertid være. Børnene er blevet så store, at vi gerne vil til at etablere vores egne juletraditioner, så det gør vi. Og Mårmor og Mårfar, trOldemor og Familien fra Bryggen (uden Linse) kommer og hjælper med at etablere dem. Det skal nok blive rigtig godt – ikke mindst fordi jeg har afværget en potentiel andekatastrofe ved at udlicitere lige netop dén del af madlavningen. (Og ris à la manden også, i øvrigt, såeh …)

Jeg har ikke et billede af dugen, så I får et af Rundetårn i stedet

Undermålerne har skrevet brev til julemanden sammen med Mårmor, og rygtet vil vide, at de begge ønsker sig en Elsa-kjole (det var det, jeg sagde – Frost hitter big time hos os for tiden). Men selv om jeg synes, at alle børn kan lege med alle slags legetøj, tror jeg nu alligevel, at vi nøjes med en Elsa-kjole til Ældstebarnet og så i stedet går efter det Olaf-kostume, som Yngstebarnet også ønsker sig. Så kan han prøve Ældstens Elsa-kjole, og ønsker han sig den stadig brændende, må han få en senere.

Ældstebarnet ønsker sig i øvrigt også et eller andet Torneroseslot fra Lego og en dolk. Og en sav (”En RIGTIG sav, mor!” #detbliveretnejherfra). Og en sminkedukke (!?), så der er lidt at vælge imellem. Ud over Frost-kostumerne ønsker Yngstebarnet sig et Batman-kostume (what’s with the dressing up?), en Olaf-bamse (LILLE. IKKE stor. Som den jeg allerede har købt (men ikke givet) til ham endnu. Bloody typisk) og en kringle. En rigtig kringle, tilsyneladende, og desværre ikke en pretzel, som vel til nøds kunne indgå i legekøkkenet, når den bliver tør nok. Næh nej – ”sådan en med marcipan og kage”, befalede drengen, så det må vi jo se på. Ikke, at man behøver at få alt, hvad man ønsker sig, men jeg synes næsten, det skal honoreres, at han har puttet noget med remonce på ønskesedlen.

Strøget i juletøj 

Som de sidste mange år er det primært børnene, der får gaver juleaften. Vi voksne kan også være bange giver gaver parrene imellem, og så har vi hver trukket et navn på en, vi skal give en gave. Således skal jeg fx give min svigerinde en gave, HDD skal give min mor og så fremdeles. Det giver en dejlig ro i en ellers travl december, at man ’kun’ skal stå for gaver til et par stykker (som alligevel ender med at løbe op i 6 børn og 5 voksne, når man også tæller HDDs familie med), og samtidig passer det den slunkne pengepung aldeles glimrende. Hvis man tror, at gavepolitikken gør, at gavebunkerne under træet bliver lidt smålave, så kan man i øvrigt godt tro om. Om det er fordi alle lader sine uforløste gavegivertendenser gå helt amok, når det gælder gaveindkøbene til børnene, skal jeg lade være usagt, men jeg er ret sikker på, at ingen børn vil blive skuffede, når de ser gaverne under juletræet.

… Og apropos juletræ, så skal vi jo egentlig også have sådan et (og et tæppe til at lægge under det. Og en juletræsfod. Argh!). Det er vi ikke lige nået til endnu. Meningen er, at vi skal ud og fælde det (endnu en first, hvad angår julede ting i mit voksenliv. Ikke i mit børneliv, hvor hele villavejen hvert år var ude og fælde juletræer i vores nabos plantage. Men det er en anden historie), men lad os nu se – og ellers har jeg hørt, at de sælger nogle vældig fine træer ret tæt på, hvor vi bor. Bare nu, hvis det er …

fredag den 12. december 2014

Decemberhygge


Når man har hold i ryggen på anden dag (av for s*tan), har så travlt, at man næsten ikke kan overskue, at der er ferie om en uge – en uge, seriøst: Det er jo lige om lidt! – og det tisøsregner udenfor (og man snart skal hente børn. På cykel), så må man gerne overspringshandle lidt. Man BØR ikke, men man MÅ gerne.

Så hej blog, min kære overspringshandling. Hej indlæg om decemberhygge, mørke morgener, stearinlys og julekalendere (ja, i flertal). Om julesokker, drillenisser og barnetro på julemanden. Bare hej.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker december og julen generelt, og det er kun blevet værre (bedre?), efter jeg fik børn. Hvis der er noget, der kan give en den barnlige glæde over julen tilbage, så er det - sjovt nok - børn. 

Under den Linden

At have ungerne med til Berlin, hvor der i sandhed bliver julet igennem, var intet mindre end magisk, og at få lov til at drille-hygge med nisserier og gaver i julesokken (fra nissen, selvfølgelig) derhjemme er et privilegium, jeg skatter særlig højt i år. Jeg er nemlig alvorligt bange for, at det bliver det sidste år, hvor Øglen tror på det sådan for alvor. Der har allerede sneget sig en anelse skepsis ind i hendes stemme, når talen falder på drillenissen, omend hun elsker at se, hvad han har lavet af ballade om morgenen, når hun står op, og var fuld af ærefrygt, da nissedøren og diverse tilbehør begyndte at dukke op et par dage før 1. december. Varanen er ikke helt så benovet, men han kan klart fornemme på sin søster, at det her er noget helt særligt - og han har (nok netop derfor) da heller ikke forsøgt at splitte nissehulen ad endnu. Og gavekonceptet er han helt nede med. Heldigvis fandt jeg ud af, som I måske har set på Instagram, at appen Santa Spy Cam er umådelig effektiv til at slå enhver nisseskepsis hårdt ned med. Efter jeg har vist den til ungerne, er der ingen tvivl i Øglens sind om, at vores nisse findes. Og er grøn. Og hvis Øglen siger det, tror Varanen på det. Nemt. Så jeg elsker, at barnetroen stadig er nogenlunde i behold.

Juletræ af Ritter Sport-chokolade. Følte mig svært fristet til at tage et par af de lilla nederst, bare for at se, hvad der ville ske ...

Julemarkedet på Potsdamer Platz

Fordi der er så mange gaver, begivenheder, sukkerstads og nisserier i december, havde jeg frygtet en måned, der ville bære præg af en mere-mere-mere-agtig mentalitet fra ungerne. Men selv om vi ikke er i mål endnu, synes jeg, det går forbavsende godt. De får en lille gave i julesokken hver morgen (og er, som nævnt, fast overbeviste om, at det er nissen, der har den med) og har indtil videre være meget glade for det relativt beskedne indhold (klistermærker, mal selv-kopper, glimmertusch, bøger, mv.), som de har leget temmelig meget med. Vi prøver at stå op i ordentlig tid hver morgen, så der er tid til at hygge ved morgenmaden, tænde stearinlys (vi er så nået til 2. december på kalenderlyset. Ahem), kigge på kalendergaverne og høre julemusik – og så læse dagens bog fra Pixi Julekalenderen, som de fik sidste år før vi tager hhv. i børnehave og på arbejde. Bøgerne var med i Berlin, men det var kalenderlyset tydeligvis ikke, så vi må lige oppe os lidt på den front.

Hvad angår julekalendere, så foretrækker begge unger Jullerup Færgeby, om end Varanen finder det NOGET langtrukkent, at ham der fiskergutten synger hele tiden. Og jeg kan ikke rigtig bebrejde ham – forleden blev der sunget 7,5 minutter ud af de 16, afsnittet varer. I streg, vel og mærke. Riiiimelig kedeligt, selv om jeg ikke husker det sådan fra min barndom. Men dengang var der selvfølgelig heller ikke en trilliard forskellige julekalendere at zappe imellem … Øglen er også ret vild med Tidsrejsen (vi kan ikke se TV2, så Pyrus er ikke en mulighed), så vi ser dem begge. Selv om vi napper Tidsrejsen fra iPad’en – kl. 19.30 er lige sent nok, når Varanen (påstår han) også gerne vil se med. Alle sammen siddende i sofaen; gerne med dyner og små øjne lige inden puttetid.

Mariakirche og Fernsehturm 

Jowjow, trods regn, kulde og mørke, så er december skam ganske hyggelig indtil videre, synes jeg. Selv om jeg ikke helt fatter, hvor den er blevet af. Og nu vil jeg tage mit hold i ryggen og begive mig ud i styrtregnen. Og messe "dererkunenkilometerhvervejdererkunenkilometerhvervej" hele vejen over til børnehaven og retur. Neglene er lakeret røde, og i aften kommer Farmor for at babysitte - og jeg skal til julefrokost. Så der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget! God weekend!

fredag den 20. december 2013

Øglemor vs. Villavej

... eller Hvordan Man Klemmer 25 Mennesker Sammen Til Æbleskiver Og Gløgg I Et Ret Lille Hus.

I går oprandt dagen så. Den dag, der var blevet gjort til bagkant for alle vores små og store projekter i huset - Æbleskivedagen. For hele vejen. Selv om "hele vejen" i virkeligheden ikke er så vildt, som det lyder - vi er nemlig kun 10 huse, hvorfor det, trods alt, virkede nogenlunde overskueligt at invitere hele flokken (minus et enkelt hus, hvor ejeren er flyttet, og husets skæbne er uvist). Vi havde så godt nok ikke regnet med, at alle ville takke ja, men det skal man jo ikke klage over. Vi fik kun et enkelt afbud fra en ældre dame, men alle andre meldte tilbage, at de kom X antal personer, og "tak for det gode initiativ" og så videre.

Så i går troppede der så - heldigvis ikke på én og samme tid - i alt 25 personer op til gløgg og æbleskiver i vores lilleputhus. Og selv om det er begrænset, hvor meget man når omkring som vært, så havde jeg helt klart indtryk af, at folk hyggede sig. Alle talte sammen på kryds og tværs, og jeg tror nu, at jeg har mere eller mindre styr på, hvem der bor i alle husene. Så fremover behøver vi forhåbentlig ikke længere præsentere os med husnummer, men kan nøjes med vores almindelige navn ...

Billede af Varanen, som ikke har noget med noget at gøre. Jeg fik bare ikke taget nogle billeder til æbleskivearrangementet i går, så i stedet kan I kigge på min søde søn. I sin nye flyverdragt, der er str. 3 år. Mega-dreng. 

Jeg ved godt, at det virker som ren Wisteria Lane at invitere naboerne til julehygge, men netop fordi vi bor på så lille en vej, burde det være muligt at om ikke kende hinanden, så i hvert fald have en idé om, hvem hinanden er. Jeg synes nemlig ikke, det er en selvfølge at forskanse sig bag ligusterhækken, bare fordi man har bosat sig på Villavej I Provinsby. Jeg synes til gengæld, at det er tankevækkende, at folk, der har boet på vejen i hhv. 10 og 17 år, i går, ligesom alle os andre 'nye', blev nødt til at præsentere sig med husnummer over for hinanden. Er det bare mig, eller er det lidt vildt, at man overhovedet ikke har talt sammen i så mange år?

Et af husene på vejen er ved at blive sat i stand, og de nye ejere flytter først ind til foråret, men de troppede op i går alligevel. Med børn, der er stort set jævnaldrende med reptilerne. Så i alt var der 7 børn i alderen 2-5. Det bliver den perfekte legevej til sommer.

Reptilerne klarede det store rykind til UG. Varanen var lidt betuttet og blev ked, når han ikke kunne finde mig i menneskehavet, men som udgangspunkt klarede han det rigtig flot. Og Øglen lod allernådigst de andre børn komme ind på sit værelse. Plus vores nye nabo, som rigtig blev charmet.

Da alle gæsterne var gået, fandt jeg min indre fullblown forstadsfrue frem, pakkede en lille kurv med en liter gløgg, en pose gløggmix, et syltetøjsglas med hjemmebag, en håndfuld mandariner, nogle valnødder og en enkelt julestjerne; og begav mig hen til den næsten-nabo, der havde meldt afbud. Hun havde ikke begrundet sit afbud (hvilket hun naturligvis heller ikke behøvede), men jeg havde på fornemmelsen, at det måske kunne handle lidt om overskud - eller mangel på samme. Hun er en ældre dame midt i firserne, så hvis hun ikke lige orkede et væld af nye ansigter, kunne jeg sådan set ikke bebrejde hende. Men hun skulle ikke snydes for lidt julelækkerier, så af sted med mig (mens jeg krydsede fingre for, at min fornemmelse var korrekt).

Kurv til næsten-nabo

Næsten-naboen var hjemme. Og havde ganske rigtigt ikke haft overskuddet til at tage med til arrangement. Dels på grund af gigtplagede hofter, dels på grund af et nyligt indbrud, forfløjne tagsten (tak, Bodil!) og et oliefyr, der var sat ud. Så sociale arrangementer stod ikke øverst på listen over ting at tage fat på. Men hun blev virkelig glad for kurven, lod det til, og vi blev enige om at drikke en kop kaffe en anden dag.

Efter dagens gode gerning trissede jeg hjem til pizza sammen med vores medværter in crime, Yndlingsnaboerne, og sladrede spiste pizza. Og jeg blev enig med mig selv om, at jeg kan grine nok så meget af provinslivet, men jeg kan sq godt li' det, altså ... (det betyder imidlertid ikke, at jeg ønsker mig Crocs i julegave. Bare for the record)

fredag den 13. december 2013

Det er da ingen sag ...

Som selvstændig i en enkeltmandsvirksomhed er det der med julefrokosterne lige til at overskue. Selv om jeg selv synes, jeg er gevaldig sjov, så betakker jeg mig alligevel ved en Julefrokost Med Det Hele - Bortset Fra Deltagere. Mine veninder og jeg har aldrig rigtig fået sat det der med julefrokoster i system, så (også) i år er min december dejlig julefrokostløs.

Jeg har ikke det mindste ondt af mig selv. Dagene, hvor jeg syntes, en fyldt kalender - særligt i december - var tegn på, hvor vigtig eller uvigtig jeg var, er gudsketakoglov overstået for længst. Jeg behøver ikke en julefrokost for at hygge mig og skatter hurtige kopper kaffe, en legeaftale og/eller en hyggeaften med veninder mindst lige så højt. Muligvis fordi det der med alkohol siger mig nul og niks længere. Jeg ved godt, det lyder helligt. Det er det såmænd ikke. Jeg elsker en god øl eller et godt glas vin i ny og næ (og derfor gav Universet os så naboer, der er rundhåndede med smagsprøverne fra deres egen vinimport), men jeg tror faktisk, at jeg helt uden at lyve kan sige, at jeg ikke har drukket mig selv i hegnet siden før, jeg blev gravid med Øglen.

Det giver sig selv, hvorfor jeg ikke røg i hegnet, da jeg var gravid. Så meget har man da trods alt lyttet til Sundhedsstyrelsen. I et halvt års tid efter graviditeten ammede jeg, så det var også en no-brainer. Og derefter glemte jeg det lissom. Måske fordi antallet af weekend-aftener på egen hånd kunne tælles på en enkelt hånd. Og fordi alkohol lige pludselig var blevet så pokkers upraktisk. Det blev i hvert fald kold kalkule: Var en brandert virkelig de tømmermænd, der unægteligt ville dukke op dagen efter, værd? Og hvad var sandsynligheden for, at Øglen (sidenhen Varanen) ville sove længe? Nej/Lig nul, lød svaret altid, så jeg er bare aldrig rigtig kommet i gang med festbranderterne igen.

Ikke, at man partout skal drikke sig ned til en julefrokost. Men traditionen foreskriver jo som regel et vist kvantum sprut fra i hvert fald en del af selskabet. Og da jeg har været til min del af julefrokoster ganske og aldeles ædru (vi siger tak til graviditet og amning), ved jeg, at en julefrokost sædvanligvis ikke bliver sjovere af afholdenhed. Tværtimod, tør jeg faktisk godt sige. Så nej - jeg er ikke ked af, at jeg ikke har nogle julefrokoster på programmet i år. Heller.

Hvad skal man med julefrokoster, når man kan spise morgenmad med selveste julemanden?!

HDD vælter sig heller ikke i julefrokoster, men han har tre årligt tilbagevendende. To med venner, en med arbejdet. Og to af disse er faldet sammen i denne uge. Hvilket betyder, at jeg har taget mig en del af børnene på egen hånd. Ikke, at det bør udløse en medalje (eller jo, faktisk. Nu jeg tænker over det), men jeg vil alligevel gerne have lov at sige, at det kan være lidt af en sejtrækker. Særligt, når undertegnede i et øjebliks klarsyn beslutter sig for at holde begge reptiler hjemme fra institution tirsdag (hvor den ene julefrokost fandt sted). Thank g*d, Husmoder og Skrubben kom og stod for formiddags-underholdningen. Og når Varanen beslutter sig for at sove som en klaphat natten mellem onsdag og torsdag, skrante torsdag, så han blev nødt til at blive hjemme, og fredag - i dag - så er dagen med næste HDD-julefrokost, aj så må jeg godt synes, jeg er lidt træt. Bare lidt.

Slattenfrans får i fridagens anledning lov til at spise 'pastamad' på køkkenbordet

Heldigvis var begge unger friske til at tage i institution i dag, så de har været af sted hele dagen. Mens jeg havde mere end almindeligt svært ved at tage mig sammen til noget klogt, så det meste af tiden blev brugt på at samle den uendelige strøm af IKEA-møbler, der står over alt i huset, samt klistre noget wallsticker op på Øglens værelse (€#&"/"!!).

Wallstickers from hell. Men Øglen blev glad. Og tror, at det er nissen, der har sat dem op. Jeg retter hende ikke, for så har vi nogen at skyde skylden på, når Øglen kommer i tanker om, at det da vist ser lidt skævt ud ...

Jeg må tilstå, at jeg ikke spåede vores fredag aften til at blive specielt hyggelig, da Øglens reaktion på min tilsynekomst i børnehaven i dag var et surt fjæs og et gjaldende "DUMME MOR!" Og da hverken Øgle eller Varan overhovedet gad høre tale om at blive til Luciaoptog i vuggestuen (hvor ingen af dem i parantes skulle gå med), var det eneste, jeg sådan for alvor ønskede mig, et smart ur, der kunne spole tiden hurtigt frem til sengetid.

Men. Det gjorde underværker at komme hjem. Og komme i skumbad og få nattøj på klokken 16 (!?) At få besøg af sød nabo og sød nabodatter. Og blive inviteret ind til selvsamme naboer og få aftensmad, for "så behøver I ikke stå og bøvle med det selv!". Derfor har jeg ikke svinget en eneste kødgryde til aften og har i stedet ladet mig (og reptilerne) traktere med lækker laks og røræg. Og udsøgt hvidvin til de voksne.

Skumbad i verdens mindste badekar. Sammen, selvfølgelig. Næsten uden at slås. 

Efter Disney Sjov (er jeg den eneste, der elsker, at det kun varer en halv time nu pga. julekalender? Det eneste, der er godt ved programmet, er jo de gamle tegnefilm, som tilsammen udgør ca. 10 minutter af den time, det plejer at vare) ville Varanen gerne hjem og putte, mens Øglen gerne ville se en tegnefilm hos naboen. Ingen problem, sagde naboerne, så nu er jeg hjemme hos snorksovende Varan, mens Øglen hænger ud hos naboerne. Der kommer ind med hende, når filmen er færdig/når det er ved at være puttetid for deres børn. Indtil videre har hun været derinde en time, og jeg har nået at rydde op, blogge og overveje at begynde på et afsnit af Grey's.

Så på den måde er det jo ingen sag at være julefrokostgræsenke. Overhovedet, faktisk. Måske man skulle foreslå, at Øglen bare sover derovre ...?!

mandag den 2. december 2013

Så' det juuuul

... Altså, sådan da. Under alle omstændigheder er det blevet december - også i Den Nordlige Provinsby. Til stor glæde for især Øglen og, må jeg indrømme, undertegnede. Jeg elsker julelys og den stemning, der indfinder sig i julemåneden - og efter jeg har fået børn, er det jo decideret magisk.

Den 'spæde' nissedørsstart 


Nu med alt udstyr 

I sidste uge var Øglen og jeg på vores sædvanlige rosinbolle-raid i det lokale center (man kan nemlig ikke danse i tre kvarter, hvis man ikke har fået en rosinbolle først. Har Øglen bestemt), og der var pyntet op til jul efter alle kunstens regler. Øglen var helt vild - det er også flot! - og det lykkedes mig faktisk næsten at se det med hendes øjne og lade mig begejstre lige så meget. Af samme årsag flyttede vores drillenisse ind kort efter - før den første december. Jeg kunne nemlig ikke vente mere. Good call, hvis man skal dømme efter den unge Øgles reaktion - der bliver gået op i det med liv og sjæl, og den langsommelige indflytning er blevet fulgt med skarp opmærksomhed. Og da nissen så endelig rykkede ind, sådan for alvor - med støvler foran sin miniaturedør og julesokker på reptilernes værelsesdøre (hos os er det nemlig drillenissen, der egenhændigt står for julesokkerne. Og Mårmor, der står for det fyld, der skal i dem) - ville begejstringen nærmest ingen ende tage. Varanen er noget mere cool omkring det, men det skyldes måske, at jeg har placeret nissedøren lidt væk fra gulvet (læs: ovenpå brændeovnen), så han ikke kan smadre både udstyr og illusion i ét hug.

To reptiler, der kigger på isbjørneorkesteret i det lokale center. Varanen er bestemt heller ikke upåvirket af al flitterstadsen. (Og ja. Vi er nu officielt sådan nogle, der lader vores børn underholde i centeret ...)

Mårmor Nissen fordeler, blandt andre ting, Pixi julekalenderen i reptilernes julesokker i år - 24 bøger givet skiftevis til ungerne. Den, der ikke får en bog, får en dims (nissehue, lille dukke, bold eller lignende), og allerede nu - blot to dage inde i konceptet - kan jeg afsløre, at vi nok får 12 relativt bøvlede morgener. Øglen synes nemlig ikke, at det er helt lige så sjovt at få en Pixibog, som jeg havde troet inde i hovedet #hvadhavdejegregnetmed?. Og trods alle forsøg på at forklare begrebet "taknemmelighed", så en fireårig er helt og aldeles enig, tror jeg stadig, at vi må ruste os til lidt mukkeri de dage, hvor det er Varanen, der modtager den, ifølge Øglen, 'rigtige' gave.

Indtil videre er Varanen godt nok temmelig ligeglad med, hvad der er i hans julesok - bare der er et eller andet. Og han elsker jo bøger, så al ny lekture bliver modtaget med glæde - og et råb om "JULEMAND!", hvis der er bare skyggen af en nisse at spore. Dermed dog ikke være sagt, at han ender med at modtage de resterende 22 Pixibøger ...

Julemåneden blev i øvrigt skudt godt i gang for HDD og jeg med en weekend, der bød på et velfortjent spaophold på Kurhotel Skodsborg. Og helt uden at have aktier i foretagendet eller modtage noget som helst for at sige det, vil jeg på det varmeste anbefale deres Spa Adventure. Det var fantastisk, og at der var afsat et par timer bagefter til brunch, før vi igen skulle ud i den virkelige verden, gjorde jo bare besøget helt perfekt. Ikke mindst pga. de rå mængder kaffe og de nystrøgne aviser. Varigheden var også god - vi kunne nemlig lige nå en familiefødselsdag bagefter, før vi gik helt omkuld.

Klædelige bliver de nok aldrig, de der badekåber, men praktiske - det er de


#nomnom

Søndag bagte vi honningkager, klaskede juledekorationer sammen og foldede julestjerner det meste af dagen hjemme hos Farmor til den årlige HDD'ske klippe-klistre-dag. Øglen scorede et nissekostume fra en af sine store fætre (som hun har leget så godt med hele weekenden på trods af aldersforskellen på syv år, at mit moderhjerte (og tantehjerte) er lige ved at briste på den gode måde), så hun er ikke til at skyde igennem. Særligt ikke fordi hun brændende har ønsket sig et, siden Fætter BR begyndte at hænge dem op udenfor butikken, så man ikke kan undgå at se dem. Tak for det, Fætter BR (!)

Dyb koncentration over honningkagerne

Nissebanden

Øglens juledekoration

Der er pyntet til jul i både børnehave og vuggestue, og børnehaven har tilsyneladende direkte kontakt med julemanden. Han sender dem nemlig dagligt et brev, der dikterer, hvad dagen skal bringe. Gad vide, om vi kan få Øglen til at gå i seng uden brok, hvis bare vi bilder hende ind, at det er julemanden, der har forlangt det? Det er måske værd at prøve ...

Som I kan høre, juler vi den helt ud i år. Det har kun været december i to dage, og jeg stresser nærmest allerede over, at det snart er slut. Der er så mange ting, vi skal nå at klippe, folde, spise og pakke ind. Så mange historier, vi skal nå at læse, og så meget julekalender, vi skal nå at se. (Det bliver dog næppe Jul på Slottet, som jeg ellers havde satset på. Ungerne kan ikke holde interessen fanget. Hvad ser I andre med børn på reptilernes alder?) Så hvis jeg ikke blogger så meget, er det bare fordi, jeg har megatravlt. Med at jule.

lørdag den 15. december 2012

Lørdag

Så kan der sættes flueben ved alltime favourite decemberbeskæftigelse (i hvert fald, hvis man er sådan nogen med børn), nemlig juletivoli. Det var jo meningen, at vi skulle have været derinde i sidste weekend, men det satte sneen en stopper for. I dag ville regnen muligvis have sat en stopper for det, hvis ikke det var fordi, man ikke lover Øglen at komme i Tivoli to gange i streg uden at holde det mindst en af gangene, så vi trodsede sjappen og begav os mod byen.

Bortset fra, at al følelse i mine fødder forsvandt et sted mellem karrusellerne og de kinesiske både, så var Tivolituren et stort hit. Øglen og veninden R var glade, og Varanen og hans babybuddy J var yderst medgørlige og tog sig endda begge en lur midt i al julevirakken. Og de voksne hyggede sig og blev en lille smule lykkelige af at sætte tænderne i rimelig nice flæskestegssandwich efter at have trasket Tivoli rundt op til flere gange (sådan føltes det i hvert fald).

Øglen højt til hest på en af Tivolis mange karruseller

Og nu er det så lørdag aften. Reptilerne er blevet puttet, og jeg har mest lyst til også selv at gå i seng. En hel dag udendørs giver halvtunge øjenlåg, men jeg må vist bare i gang med kaffen, for vi har et køkken, der skal ryddes kraftigt op. HDD kom nemlig til at rive noget af køkkenet ned i arrigskab over åndssvag opvaskemaskine, der havde afstødt afløbsslangen. Eller, altså - kom til og kom til; det har hele tiden været meningen, at køkkenet skal rives ned, det var bare ikke lige meningen, at vi skulle i gang i aften. Men det kom vi så, og det er måske i virkeligheden meget godt. Så kan vi nemlig også se, om der er flere edderkopper-reder, der skal støvsuges væk (brrrr!). Mårmor fjernede i øvrigt støvsugerposen forleden, så nu tør jeg godt støvsuge (og åbne skabet) igen.

Mårmor og Varanen arbejder med støvsugeren i det rodede bryggers

Mårmor-besøg var (ud over nyttigt pga. edderkoppe-assistance) meget hyggeligt og afstedkom en fridag til reptilerne. Som kvitterede ved at sove til kl. 07.30?! Og så blev der ellers hygget og drukket kakao i centeret (giv mig et halvt år, så er jeg totalt centerrotte, mand!) og lavet sneengle og drukket kaffe, og og og - og lige pludselig var dagen gået, og Mårmor måtte bytte sin Mormor-kasket ud med Farmor-hatten og drage mod de skønne niecer på Bryggen.

Centerrotter in spe

Sne-Øgle

I går fik reptilerne så yderligere en fridag, for Farmor ville gerne have dem på besøg, så de kunne lave småkager og julehygge. Jamen, by all means! Så jeg fik helt uventet en hjemmearbejdsdag, hvor jeg både kunne nå at være produktiv OG se huset i dagslys. Og i øvrigt bare lige gå ind og tage en ekstra trøje på, hvis det var for koldt. En luksus, der ikke just hænger på træerne på Hovedbiblo, hvor jeg plejer at husere i dagtimerne.

Reptilerne blev oven i købet bragt lige til døren, og Farmor gav et nap med putningen (HDD var til julefrokost), så jeg må sige, at jeg synes, konceptet bedsteforældre holder max.

Og apropos fridage til reptilerne, så er der snart ikke flere dage i år til at holde fri af. For ud over, at det snart er juleferie, så har de begge sidste dag i deres institutioner på torsdag. Sidste dag, mand! Har totalt krise på forhånd. Ikke på grund af mine seje reptiler, som nok skal klare det, men på grund af mig. Som ikke er spor sej og derfor i høj fare for at blive tudevorn og pinlig, når jeg skal sige farvel. Det ser jeg ikke frem til, men mon ikke vi alle overlever trods alt?! Det håber jeg.

- Postet fra mini-Padden

søndag den 9. december 2012

Endnu en dejlig decemberweekend

Der er nogen, der har taget min lille pige. Og erstattet hende med en selvsikker stor en af slagsen, der iklædt det yndigste englekostume skred op ad kirkegulvet i går formiddag med højtidelig mine storsyngende en afart af Et barn er født i Bethlehem. Det var børnerens årlige krybbespil, det var Mellemgruppen, der skulle optræde, og min lille Øgle kommende Drage skulle (naturligvis ... ?!) være engel.

Nåååhhhr, hvor var hun sød, altså. Og glad for at være med, selv om hun stadig insisterer på, at de bare øvede. Man skal ikke prøve på at sige, at de jo rent faktisk optrådte, for så bliver der ballade. Øglen bliver nemlig MEGET GENERT (efter eget udsagn), når det kommer til regulær optræden, så til at begynde med ville hun overhovedet ikke være med til krybbespillet. Kun fordi vi sagde til hende, at de jo bare skulle øve i går (liar, liar, pants on fire), og at alle forældrene fra børnehaven så tilfældigvis lige skulle komme forbi og kigge, gik hun med til det. Og syntes, at det var en fest. Ikke mindst på grund af de flotte englevinger og 'sølvkrans' til håret, som fulgte med kostumet.

Er hun ikke sød? Skal i øvrigt nok fjerne billedet, hvis nogle af de andre søde krybbespiltypers forældre gerne vil have poderne fjernet fra internettet

Efter endt krybbespil var der dans om juletræ og gaveuddeling af selveste julemanden. Og pebernødder i en lind strøm. Rent kaos, men enormt hyggeligt - lige indtil klokken nærmede sig middagslur, og Varanen ikke længere orkede 60 børnehavebørn + familier (can't blame him). Så er der pludselig langt til Den Nye By.

Lørdag aften stod på gode venner til middag, langtidsbraiseret oksebov, masser af rødvin og Bezzerwisser. Reptilerne opførte sig eksemplarisk og sov hele aftenen. Bortset fra da Øglen vågnede omkring 01.30, gik i julesokken og kom galopperende ind i stuen med gevinsten. Helt træt og missende med øjnene, og alligevel strålende af glæde over, at nissen allerede havde været der. Og naturligvis sødere end nogensinde, syntes moar. (Så fik jeg også en undskyldning for at gå i seng. Gamle Mor kan jo ikke holde til at være vågen så længe, mand!)

I morges kunne vi konstatere, at der var noget med noget snestorm, der vanskeliggjorde vores planer om at tage i jule-Tivoli. Rådførte os med vores venner i Kbh, som vi skulle følges med, og de rapporterede, at det (også) sneede og blæste heftigt derinde. Så vi blev enige om at aflyse, hvilket Øglen syntes var en seriøst dårlig idé. Det hjalp dog lidt på det, at vi kunne lokke med besøg fra vennerne (med jævnaldrende børn) i Forstaden i stedet. "Det er jo meget hyggeligere, at de kommer herud, ikke Øgle?! Vi gider jo ikke gå rundt inde i Tivoli og blive totalt sneet og blæst på, vel? Så kan dig og R lege herhjemme i stedet". Så gæt lige, hvem der blev skuffet, da det senere viste sig, at vennerne blev nødt til at opgive turen herud på grund af sneen.

Utæt tagrende much? Men pænt ser det ud

Øglen og den lavstammede snemand

Menmen. Så byggede vi en snemand i stedet. Kørte på kælk i haven. Og trak ét stk. skuffet Øgle på kælk (og en betuttet Varan i klapvogn - snekæder, anyone?) gennem snemasserne i Den Nye By til et center med lille nisselandskab og en café med is og varm kakao. Og et Ønsketræ, hvor vi købte gaver fra hvert af reptilerne til to smållinger. Øglen gik højt op i at være med til at vælge de helt rigtige ting fra en legetøjsbutik til de to gavemodtagere, og vi fik en god snak om, hvorfor det nu lige var, at vi skulle købe gaver, som ikke var til Øglen eller Varanen, og hvorfor de skulle afleveres til en dame i centeret. Så trods Tivoli- og venindeskuffelser endte det jo med at blive en rigtig rigtig hyggelig søndag alligevel.

HDD og Øglen på vej hjem fra center-kakao 

Jeg er ret vild med alt det her sne, altså. Jaja, det er koldt, men det er jo bare så pænt. Og hyggeligt. Så det skal jeg lige minde mig selv om i morgen tidlig, hvor vi skal forsøge at kæmpe os gennem snedriverne ind til Kbh med to stk. reptiler, der hellere vil være alle mulige andre steder, i bilen. Men efter dejlig weekend kan man jeg klare det meste. Håber jeg. Og ellers satser vi på, at vores nisse, der netop har holdt flyttedag fra brevsprækken til garderoben, kan give lidt ekstra styrke ...

Her, ved siden af støvler og tasker i garderoben, er vores nisse flyttet ind. Tak til Louise for inspiration til, hvor dælen man køber sådan noget julesmåtteri og til Ann-Christine for nissedørs-inspiration generelt

mandag den 3. december 2012

Hej december

Så skal jeg da lige love for, at julemåneden er skudt i gang. Med sne, æbleskiver, julemand, kalendergaver og med intravenøst sukker-drop fra morgen til aften. Hej december - så kender vi dig igen!

Men nuij, hvor er det hyggeligt, altså. Alle I, der har børn, og vågnede hhv. lørdag og søndag morgen til sneklædt verden ved selv, hvor begejstrede sådan nogen størrelser bliver over sne. Hell, jeg blev begejstret over sne. Og sne, når man har en have, ing' - det holder da bare m a x! Især når ens have er så'n lidt gøglet og bugter sig i bakkedal og alt det der. Vips, så har man sin egen private kælkebakke, og det er slet ikke så dårligt, hvis man spørger reptilerne.

Øglen lørdag, hvor snevejret jo bare holdt en lidt fesen generalprøve ...

... forud for søndag, hvor det var virkelig hvidt herude i Forstaden (og det er det så i øvrigt stadig)

Ud over leg i sne både lørdag og søndag stod den også på julearrangement på HDD's arbejde med pakker til ungerne leveret af selveste julemanden, æbleskiver i læssevis (Varanen åd seks. Efter at have onduleret en halv skål pebernødder. Jeg ved ikke, hvor meget Øglen konsumerede, for jeg var for fascineret af Varanens gigantiske appetit på julens glæder til at holde øje med meget andet) og dans om juletræ. Vi blev desværre nødt til at forlade etablissementet, før de enormt julede(!?) guest stars Svampebob Firkant og Dora the Explorer kom på banen. Noget med en Øgle, der overhovedet ikke gad mere (nu havde hun jo fået sin gave) og en Varan, der valgte at levere størstedelen af de seks æbleskiver i bleen. Uden et puslebord i sigte. Enter stresssved, da jeg forsøgte at få über-moslende - surt! - reptil til at ligge stille på gulvet på et handicaptoilet. Uden at få alt for meget fordøjet æbleskive på mig. Derefter videre til andet julearrangement - denne gang i familiens skød. Den skønne niece havde fået det bedre og lagde sammen med sine forældre og lillesøster hus til den årligt tilbagevendende bage-/knase-dag.

Varanen med sin pakke fra Julemanden (som vi desværre ikke fik noget billede af)

Hvad? Jeg sidder faktisk lige og spiser her, if you don't mind!

Mårmor og Mårfar var også på besøg, og selv om det var yderst begrænset, hvor meget reptilfamilien nåede at bage (prøv med: ingenting. Til gengæld fik jeg spist pænt meget af den marcipan, de andre havde lavet), var det hyggeligt lige at komme og sige hej. Det blev kun til et par timer, for Varanen var forståeligt nok julet helt ud. Så hjem med os, så han - og Øglen, for den sags skyld - kunne komme i seng og knalde brikker.

Vi sov alle til den lyse morgen, hvor sneen jo så var kommet for alvor. Øglen sov inde hos os og kunne højlydt konstatere, at det "bare har sneet helt. vildt. meget! i nat!" Og i bedste parcelhus-stil var jeg ude og skovle sne. Efter jeg havde bagt boller i julemuffinsforme, for det insisterede Øglen på. Det der sneskovleri er da i grunden ret hyggeligt, hva'? Det kan godt være, jeg ikke mener det samme, hvis jeg skal skovle hver dag i to måneder, men på en smuk, hvid søndag, hvor tiden på ingen måde er knap, holder det meget godt. Endda så meget, at Øglen og jeg da lige nappede genboens fortov også (skulle måske lige have overvejet, at hun bor på en hjørnegrund, inden jeg begav mig ud på dén opgave). Ikke, at vi har mødt hende, men vi har ladet os fortælle, at hun er en ældre dame - noget, rollatoren foran hoveddøren godt kunne vidne om. Forsøgte at lade hende vide, at vi lige ville stjæle hendes sne, inden vi gik i gang, men der var ikke nogen, der lukkede op. Ah well - hvis hun vil have det tilbage, har vi en del i haven, hun godt må få. Nåja, og så har jeg pyntet til jul og lavet en juledekoration, som Øglen har affærdiget som værende 'grim'. Slet og ret.

Sne-reptiler

Søndag var der bage-/knasedag i HDD's familie, så sukkermængderne var ikke ligefrem for nedadgående. Varanen fik løs på de honningkager, vi fik bagt, og Øglen pyntede kagehus til den store guldmedalje. Farmor havde købt saml-selv kagehuse til alle børnene, og der var blevet indkøbt alt, hvad hjertet kunne begære af glasur, krymmel (drøssel, som Øglen kalder det) og what-not. Reptil-mutti var så hende, der stod for at klistre mesterværket sammen med napalm smeltet sukker og det lykkedes sådan nooogenlunde. Og jeg fik kun én brandvabel. Sindssyge sukker!

Temmelig pyntet hus - Sneglehuset i Thyborøn kan godt gå hjem og lægge sig

Det færdige - skæve - resultat. Med enkelte sætningsskader og en håndfuld K3'ere. Men det står endnu

Varanen blev sjovt nok også helt udjulet til bage-/knasedag, take #2, hvilket jeg ikke kan bebrejde ham. Vi andre var sq også trætte, altså, og det er jeg for så vidt stadig i dag. Og nok også i morgen. Men så er det jo heldigt, at jeg først er sådan en, der skal danse logistikvals igen på onsdag. I dag har begge reptiler været hjemme med HDD, mens jeg har prøvekørt Den Nye Bys bibliotek (arbejd' arbejd') og lavpris-latte fra SuperBrugsen. #nomnom. Og i morgen bliver hoste-Varanen og jeg hjemme og snakker med hhv. skorstensfejer og vvs-typer, der skal komme og give et tilbud på et nyt fyr. Og hygger os.

Indtil videre klarer december det nu meget godt, synes jeg. Keep up the good work. Er det ikke sådan man siger, når man bor i provinsen?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...