Viser indlæg med etiketten jylland. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten jylland. Vis alle indlæg

fredag den 26. august 2011

Man kan tage Øglemor ud af Jylland

... men man kan ikke tage Jylland ud af Øglemor. Jeg er jyde, og selv om jeg har boet over ti år (10 år, mand!) i Kbh, så tror jeg aldrig, at jeg slipper af med min indre krejler. Og det er egentlig meget rart, for den indre krejler kan man faktisk tjene penge på i ny og næ.

Kan I huske, at HDD og jeg var mega-dårlige forældre i starten af august og sendte Øglen i institution, mens vi selv var effektive derhjemme? Vi fik bl.a. ryddet op og ud på loftet, og vi fandt RET mange mærkelige ting, som vi ikke liiiige kunne huske, hvorfor vi havde gemt, endsige hvad vi skulle bruge til fremover. Så vi satte meget af det til salg på dba.dk. Vi er langt fra i bund (der står stadig to flyttekasser med underlige ting inde i soveværelset, og det bliver jeg snart en lille smule vanvittig over), men nogle af tingene er om ikke gået som varmt brød, så i hvert fald blevet solgt. Og derfor har vi nu en lille plasticbøtte i et af  skabene med små 3000 kr i. Som vi har tjent på at rydde op på loftet, kan man vel godt sige. Det er da ikke helt skidt.

Nogle af tingene har selvsagt været dyrere end andre. Min gamle pusletaske (jeg har købt en ny. Hurra!) kostede fx en brøkdel af, hvad vi tog for den fine skænk fra IKEA. Og Le Klint-lamperne. Men et eller andet sted, så betyder prisen ikke alverden - jovist er det rart at have sparet lidt op til ny vaskemaskine (booooring!), nyt køkkengrej (også lidt kedeligt, men trods alt sjovere end vaskemaskine) eller ting til Varanen (now we're talking), men jeg synes egentlig bare, det er fedt at kunne give fuldt funktionsdygtige ting et hjem i stedet for at kyle dem til storskrald. Og jeg er sikker på, at ham, der var gået i stå i sin bil et sted på Østerbro i går, også var glad for, at vi havde et sæt startkabler billigt til salg (og var hjemme), så han slap for at betale 400 kr. for de samme på en tankstation. Så genbrug / gensalg holder begge veje...

Ny pusletaske. Som ikke er købt brugt, og hvis pris ikke er specielt krejler-agtig, men lad nu det ligge...

Min indre jyde var i øvrigt også en kende træt af, at den (og jeg) igen ikke havde fået spist alle vores bananer (sådan går det, når man tager en pause fra hverdagen - uden bananer), så jeg fik brugt de meget brune stakler til et bananbrød. Som jeg genopdagede ovre hos Frk. Struds forleden. Havde fuldstændig glemt, at det eksisterede, men jeg dykkede ned i mine håndskrevne opskrifter (ved nærmere eftertanke kunne jeg jo så bare have brugt opskriften ovre hos Frk. Struds, men altså...) og fandt den gamle glemte kending frem. Og vupti, var de trætte bananer omdannet til noget, der vist bedst kan beskrives som kage, men som hedder noget med brød, og sådan noget er jo sundt, som vi alle ved...

Noget af opskriften. Skrevet med ung, håbefuld hånskrift i meget gammel opskriftbog, som er utrolig grim, men vældig nyttig.

Det færdige bananbrød. Nu med mørk chokolade, à la Frk. Struds. Og det kan godt være, at det ikke ser så spændende ud, men det smager fortrinligt...

Så det er altså det, jeg har fået min barsels-fredag til at gå med; lege krejler (i dag til/med/for nogen, som akut manglede lys (?!) i deres lejlighed), bage (og spise) bananbrød og skrive blogindlæg. Og nå ja - drikke kaffe med ligeledes højgravid mødregruppe-kollega. Så det kan godt være, at jeg er tilbage i byen efter min hverdags-pause, men det er nu også lige til at holde til...

søndag den 9. januar 2011

Det her bliver vi nødt til at tale om...

Jeg har været til fest. Uden HDD og uden Øglen. Hjemme hos Malene (som jeg ikke kan finde ud af at linke til via det hersens Bloggerdroid, men det er hende fra maleneshverdage.blogspot.com).

Malene bor i min hjemby, hvor jeg kommer megetmeget sjældent, så udover en fest, så har jeg også været en tur nede ad Memory Lane. Alle mine (og Malenes) hjemmepiger var der, og det var simpelthen så skønt at se dem igen, drikke rødvin, ae gravide maver og generelt bare have en aften fyldt med voksne mennesker. Sov hjemme hos ældstevenindens mor, som jeg har gjort utallige gange, da jeg var ung (mimremimre) og vågnede op til friskbrygget kaffe og overdådigt morgenbord. Har en ide om, at jeg aldrig kommer til at forkæle Øglens veninder ligeså meget...

Og nu er jeg så på vej hjem. I X-bus (ikke som i 'forhenværende bus', men som i 'ekstrabus'. Tror jeg), som skal fragte mig til jysk stationsby, hvorfra jeg - forhåbentlig - kan borde et tog, der kan fragte mig hjem til 210Ø. Hvis jeg er heldig, og det hele går ligeså glat som på udturen, så tager det 'kun' 4 timer. Men hvor tit er det lige, at man har 8 timer for sig selv i en weekend nutildags?

Det giver i hvertfald god tid til at læse. Og tænke. Og jeg bruger så min tankekapacitet på at fundere over sæderne i bussen. Altså det stof, de er betrukket med.

Hvad sker der?! Hvem er det, der i al sin visdom har besluttet sig for at 'designe' det? Og hvem er det, der efterfølgende har bestemt, at det da kunne være kaNON at bruge som betræk i ikke bare een (min telefon kan ikke lave accenter over e?!), men stort set ALLE busser i landet (eller i hvert fald i Jylland. Min bus-empiri på Sjælland er ikke så stor). Prøver de bevidst at gøre folk køresyge? Vil de gerne jage folk ud af bussen med grimhed? Fik de et godt tilbud på 3.000 km grimt stof? Eller er der nogen, der rent faktisk synes, at det er - gys - pænt?

Find selv på flere spørgsmål. Jeg er vist løbet tør. Nu undres jeg bare. Så det vil jeg nok fortsætte med, indtil bussen når frem. Hvorefter jeg kan hvile øjnene (sådan da) i det der dsb. God søndag til jer alle. Håber i sandhed, at I har noget pænere at kigge på end jeg.
Published with Blogger-droid v1.6.5

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...