Viser indlæg med etiketten kærlighed. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten kærlighed. Vis alle indlæg

torsdag den 6. april 2017

Når alt er love

HDD og jeg har været kærester i lang tid efterhånden. Hele 10 år og to måneder, faktisk. En dejlig tid fyldt med gode oplevelser, latter og masser af kærlighed, og sådan havde jeg egentlig forestillet mig, det skulle fortsætte længe endnu. Resten af livet, faktisk.

Men i lørdags stoppede HDD og jeg med at være kærester - vi blev nemlig gift!

Så nu er jeg altså en kone. Eller en hustru. Eller en kran, som HDD foreslog i går. (Nej. Bare nej). Oven i købet en glad en af slagsen, der stadig er glad i låget over den bedste dag og weekend overhovedet.

Solen skinner, foråret er kommet, og alt er love 

Den smukkeste buket til den vordende brud - hjembragt af HDD

Ungernes kridt-skriblerier udendørs i søndagens dejlige vejr. Der må have været kærligheds-vibes i luften ;-)

lørdag den 29. marts 2014

Ak, den kærlighed!

Varanen er en meget kærlig dreng (når han altså ikke slår). Han elsker at sidde og nusse og holde i hånd i sofaen, og konceptet med at ae i stedet for at slå, er så småt ved at trænge ind fange an og vokse ind i andre situationer også. Hvor han "Bare lige vil ae dig, mor!". Men de store kærlighedserklæringer er han lidt karrig med. Han er ikke typen, der lader sig presse til et "Jeg elsker også dig", hvilket naturligvis er glædeligt på den lange bane, men også ville være vældig dejligt her på den korte bane, så når mutti her spontant udbryder "Mor ELSKER Varanen!" og sleeeeet ikke håber at få en kærlighedserklæring retur, plejer variationer af følgende samtale at udspille sig:

Mig: Nåååååårh, Varan. Mor ELSKER dig!
Varanen: Varanen ELSKER kage/flødeskum/slik/is/*indsæt selv flere*!
Mig: Kage smager også dejligt. Mor elsker også kage.
Varanen: Varanen ELSKER flødeskum/kage/slik/is/*indsæt selv flere*!

Men i går. Helt ud af det blå. Midt i Disney Sjov, oceaner af dyner og børn og gufskåle midt på gulvet. Hvor Varanen efter en fridag med tandlægebesøg, indkøbstur og leg i haven var dødtræt og derfor udsplattet oven på mig. Udspillede der sig en ny variant:

Mig: Sidder du godt, Varan?
Varanen *vender sig om, aer mig på kinden og siger*: Altså, mor. Varanen ELSKER mor. Og Varanen ELSKER også far!
Mig: *smelte smelte smelte*

Kærlighedserklæringer på sådan en helt almindelig fredag aften er ikke sådan at kimse af. Og fik mig næsten til at glemme, hvor dårlig en idé, det egentlig var, at tage begge unger med ned og handle i går ved 15-tiden. Hvor vi alle var ret trætte efter en fridag (ja, det er ret utroligt, at det kan være hårdt at have fri, ikke?), og Varanen i øvrigt insisterede på at køre på scooter hele vejen. De 800 meter tog jo så også kun 20 minutter. Hver vej. Inkl. hysterisk anfald over, at det ikke var ok bare at slå et sving ud midt på stor, trafikeret vej.

søndag den 17. februar 2013

Hverdagen truer

Mandag i morgen. Efter en uge i slowmotion med HDD hjemme på 'ferie' (arbejdsferie more like it - han har i hvert fald tilbragt ret meget tid i Silvan) og ungerne kun på kort visit i institutionen dagligt - og helt fri fredag.

Torsdag havde HDD og jeg, som nævnt, 6-årsdag. Og vi brugte den faktisk også med andet end at melde Varanen ud af vuggeren (og ind i en ny). Vi var nemlig til koncert på Jazzhouse (ja, inde i Kjøbenhavn. Følte os kortvarigt helt hippe. Lige indtil vi begge to udbrød "Næææh - de har da lavet om herinde, har de ikke? Det har jeg da ikke set før!"). HDD havde givet mig billetter til Becca Stevens i julegave - primært fordi hun spillede på datoen for vores årsdag, og fordi hun spiller jazz (som vi jo også hørte på vores første date). Ingen af os kendte hendes musik på forhånd, men det var meget meget dejligt, stemningen var god, og vi hyggede - og fik ladet batterierne helt op. Farmor passede reptilerne hjemme hos os imens, og der havde (selvfølgelig) ingen problemer været.

Mmmm ... koncert ...

Fredag havde reptilerne fridag, og den spenderede vi i LEGO World (havde fået nogle fribilletter af sød veninde) ude i Bella Center. Nøjjjjjj, mand! Dét var sjovt! Og Øglen var helt og aldeles solgt. Og forbløffet. Det var også svært at være andet, for hold nu kævver, der var mange klodser. Både løse og i formationer, så man jo nærmest troede, det var løgn. Selv jeg, der ellers har en lang og glorværdig karriere i Legoland bag mig, var ret benovet. Varanen kiggede på al virakken med høflig interesse, men han var primært interesseret i, hvor stort Bella Center er, og hvor hurtigt man kan kravle væk, når mor og far kigger et nanosekund i den anden retning.

Begejstret Øgle

Overvældet Øgle, der bunder undertegnedes latte

Chiller i Lego-poolen

Efter 2,5 timer med øjne på stilke var begge reptiler imidlertid ved at falde fra hinanden af træthed, så selv om mor og far godt kunne have brugt et par timer med at bygge et eller andet fantastisk kunstnerisk (eller daset i Lego-poolen), måtte vi jo hellere hjemad. Rundede dog lige den kæmpestore shop først, og Øglen fik frit valg på alle hylder. Eller - det gjorde hun så ikke, men det troede hun, at hun gjorde, og så var det min fornemste opgave at lokke hende til at vælge noget andet, når nu det umiddelbare førstevalg var noget stort og dyrt.

Byttet endte med at blive en kasse kage-Duplo, og selv om jeg overhovedet ikke får så meget som en eneste lillebitte klods for at sige det her (hint hint, Duplo-typer!), så er det da bare det mest geniale ever! Totalt lyserødt, men perfekt til både at bygge med (Øglen og Varanen), lege fødselsdag med (Øglen), forsøge at spise (Varanen) og kaste med (også Varanen). Og at æskens låg fungerer som bakke til kagerne - well, det er bare endnu et plus. Så hvis I lige mangler noget at bruge 150-160 kr på (og hvis I ikke er bange for forskellige afarter af lyserød), så er det her et godt bud. (Og i øvrigt, Duplo-typer, så kunne I måske overveje en kageversion, der er bare lidt mindre lyserød. Eftersom drenge også synes, at sådan noget med kager kunne være sjovt. Og at der rent faktisk findes kager, der er blå. Eller grønne. Eller gule. Eller orange. Eller ... Og jaja, de kageglade drenges forældre ville jo så bare kunne købe en kasse lyserøde kager, hvis nu drengen er så begejstret, men når alt ved det her 'Kreative kager' gjalder piger, så er det ikke alle drengeforældre, der umiddelbart ville flå det ned fra hylden. Ligesom nogle drenge måske også godt selv kan se, at der er fnisende piger uden på æsken. Og mor og far kan læse, at små piger vil elske at bygge og servere kager. Og nej - jeg er ikke en af dem, der mener, at alting burde være kønsneutralt, men kager er sgudda - om noget - for begge køn, såeh ... Jeg siger det bare!)

Varanen er et glimrende eksempel på, at drenge også godt kan lide kager. Så meget, at den politibil med lyd og lys, som han fik i går, bliver vraget i forhold til marengs og lys. Endnu, i hvert fald

Lørdag trængte alle til at slappe af uden at skulle noget, så det gjorde vi indtil sidst på dagen, hvor HDD smuttede til herremiddag, og jeg fik besøg af Lego-veninde plus familie. Som havde mere Lego med til reptilerne og en bestillingsvare til HDD. Den sejeste VW-autocamper, som ikke lige sådan er at finde i Forstadens BR, så man må jo bruge de kontakter, man har. Han blev rimelig glad, skal jeg i øvrigt lige tilføje ...

I dag er primært blevet brugt på playdate med N her i forstaden. Stor gensynsglæde, omend Øglen var en anelse tilbageholdende. Jeg nåede at tænke en masse filosofisk om, at det jo kunne være, at hun var 'kommet videre', at hun forsøgte at kappe båndene til Den Gamle Børnehave, osv., men da N og hans mor var taget hjem, og vi havde gået en lille tur, kollapsede Øglen totalt, sov en time og vågnede med feber. Så intet filosofisk i gære - bare en forkølelsesvirus. Det lugter lidt af hjemmedag i morgen; Virkelig dårlig timing ift. arbejde og deadlines, men det er vel det, aftenerne er til for?! (Suk)

På trods af feber har det dog været en virkelig dejlig weekend. Og hvis man skal dømme efter den mængde blomsterskud, HDD fandt, da han ryddede et bed for trætte grannåle, så er foråret slet ikke så langt borte endda. Vel?

Jamen, halløj dernede!

søndag den 22. april 2012

Kærlighed

Lige så øglet Øglen kan være, lige så fantastisk er hun altså også. Så efter et mindre hystella-anfald forleden, da vi kom hjem fra børnehaven, fordi "jeg vi-hiiil så gerne lege en masse nede i gården med DIG, mor!"(Onde Mor sagde nej, eftersom Varanen var træt og sulten og lige var blevet gramset på i en halv time af overgejlede børnehave-kryb), havde vi følgende ordveksling op ad trappen:

Mig: Kom så, Øgle. Nu går vi op og bager noget af spelt og fletter noget pilehegn, mens vi spiller på panfløjter, som vi selv har snittet. (Arj, ok - det sidste sagde jeg ikke. Måskeeee har jeg sagt noget om, at vi skulle op og finde Cirkeline på iPad'en. Men jeg kunne også have sagt noget andet. Eller... Ahem...)

Øglen: *tager mig i hånden, stadig surmulende* Jeg gider ikke gå selv, mor. Du skal bære mig!

Mig (med Varanen på armen, pusletasken på ryggen og Øglens rygsæk i hånden. Sammen med en tegning til Hobbitterne (?), der absoLUT ikke måtte blive krøllet): Æhm... det kan jeg ikke, skat. Jeg har ikke flere hænder.

Øglen: Men mor. Du bærer ikke så meget (I BEG you pardon?!?!). Du har kun Varanen og min taske. Du kan godt bære mig.

Mig: Øh... Nix! Du må gå selv. Du er i øvrigt smaddergod til at gå på trapper.

Øglen: Ow-kæj, mor.

Øglen *trampende*: Du er så sød, mor. Awww.

Mig: Du er også sød!

Øglen: Du er... kær... ehm... kær... ehm... KÆRlighed!

Mig: Nååååhrrr, det var sødt sagt! Hvor har du lært det ord henne?

Øglen: Det har Farmor og Mårmor fortalt mig om. Kærlighed! Det er rart!

Ajmen shit, hvor er hun sød, altså. Lille væsen. Der pludselig kan alle mulige fine ord. Fantastisk. Også selv om både Mårmor og Farmor benægter at have fortalt hende om kærlighed. (Som om det nu skulle være slemt? Jeg tog da gerne credit for det, hvis jeg havde været dem...).

Og mens vi er ved det der med kærlighed, så er søskendekærlighed jo bestemt ikke sådan at kimse af

Men hun bliver bare så stor. Og bare for at understrege det, kaldte den lille store pige mig ind på værelset her til aften (igen-igen, efter først at have forlangt brød, mælk, at det ene billede blev taget ned, fordi det var grimt (wtf? Og det blev i øvrigt ikke taget ned, bare fordi Hendes Højhed havde set sig sur på det), at hun blev pølset ordentligt ind i dynen, og. så. videre) bare lige for at hviske "Moarrrr. Jeg er en stor pige. Og jeg bruger snart ikke sut mere!" Hvorefter hun så godt nok stoppede sutten ind i munden og så helt lykkelig ud, men hey - Rom blev ikke bygget på én dag. Og kan vi få hende til at smide sutten selv, så er jeg ikke den, der klager... Når nu vi ikke selv kan få taget os sammen til at tage den fra hende til trods for henstilling fra tandlægen.

Nå, tilbage til min Half-baked Ben & Jerry's. Som skal smides ovenpå den burger fra Halifax, der ligger trygt og godt nede i min mave. Mmmm. Burgere og is med en trilliard kalorier. Det er også en slags kærlighed.

fredag den 16. marts 2012

Mr. Lambada

Altså, er der noget, at sige til, at jeg har lidt kvaler med, at min barsel næsten er slut, når det betyder farvel til lange, dovne dage sammen med Mesteren i Liggende Lambada her?

video
Det er ikke tis, den der våde plet på hans dragt. Det er bare hans utjekkede mor, der kom til at lægge et stykke vådt vat på ham, da han blev puslet. Og først opdagede det bagefter...

Han triller ikke, mm. man tilskynder ham kraftigt til det (læs: prikker/skubber til ham), måske fordi de der lår er lidt i vejen, men til gengæld er han en megahaj til at sprælle. Og grine. Og spise. Så hvem gider bekymre sig om at rotere om sin egen akse?!

Var til åbent hus hos sunderne i går for at høre, om de havde nogle gode råd til nattesøvnen, som stadig ikke er fantastisk, men dog heller ikke er lige så sløj, som den har været. (Selv om HDD nok vil være lidt uenig i dét udsagn, eftersom han tilbragte det meste af natten til i går i vågen tilstand på sofaen sammen med Varanen, mens jeg fik et par timers søvn. Det er dog længe siden, det sidst har været så slemt).

Jeg ved ikke, hvad jeg havde håbet på, at sunderen kunne sige, men jeg gik i hvert fald derfra uden at være blevet et hak klogere. Eller - det er ikke helt rigtigt. For jeg ved nu, at Varanen er 73 cm lang og vejer 9,4 kg. Til sammnligning vejede Øglen 8,9 kg, da hun var et år... Og at han er vild med at være nøgen foran fremmede damer. I hvert fald blev der sprællet og grinet til den store guldmedalje. Så hvis han bare skruer ned for sprælleriet, men fortsætter med at slå smut med sine store brune øjne, så skal det der nøgenheds-noget nok give pote, når han bliver lidt ældre. Med mindre det selvfølgelig tager overhånd, så han ryger i brummen for blotteri...

Men nøgenhed er én ting - bryster åbenbart en anden. Og dem (mine, i hvert fald) gider han tilsyneladende ikke mere. Så det der amning, det bruger vi ikke så meget tid på længere. Tidlig morgen, eftermiddag (hvis vi er hjemme, og der ikke sker et klap andet, så han kan døse lidt imens), og nogle gange ved puttetid. (Indtil for en uges tid siden kunne lige præcis dén amning tage 1-1,5 timer, og nu er jeg heldig, hvis han gider spise i 5 minutter). Det ved jeg da egentlig ikke lige, hvad jeg skal sige til.

På sin vis er det naturligvis meget rart, hvis han kunne blive vænnet fra amningen uden de store sværdslag, men omvendt har det jo fungeret rigtig godt indtil nu, der er rigeligt med mælk, og så er det jo bare praktisk. Og mega mega hyggeligt. Hm. Det er jo ikke min beslutning, kan man sige, og opretholder han sit amme-veto et stykke tid endnu, giver det jo sig selv. Men allywl. Og så skal jeg lige pludselig til at sætte mig ind i, hvor meget mælk han får/skal have i løbet af en dag og skolde flasker og alt muligt. Åh dog. Nå. Fandt jo ud af det med Øglen i sin tid, så det lykkes nok igen, men næh, hvor har jeg da glemt meget i løbet af de par år...

fredag den 3. februar 2012

En racerbil,

en prinsesse, en faaaarlig ulv og en roulade-kage. Så mange personaer nåede Øglen igennem i dag på de omtrent 100 meter, der er hjem fra børneren. Humøret var højt (efter kort nedsmeltning over, at det ikke var i dag, vi skulle til 'Slogisk Have og se på 'kænguraer' og elefanter), og humøret blev ikke dårligere af, at Øglemutti lavede varm kakao med vanilleflødeskum (til Øglen, naturligvis. Projekt Smid Fødepøllen forsvinder jo desværre ikke af den slags udskejelser). Undertegnedes humør var til gengæld lige ved at lide overlast, da jeg fuld af multitasking-gåpåmod skulle skrue ned for kakaoen, samtidig med, at jeg stavblender-piskede flødeskum. Og måtte lære på den hårde måde, at det bør man lade være med. Hvis altså man ikke er interesseret i halvpisket fløde over hele køkkenet. H E L E køkkenet, I tell you. Inklusive ens egen utroligt uldne sweater, der - selvfølgelig - skal håndvaskes. Joy! Men roen blev genoprettet, og Varanen lod sig allernådigst placere i sin skråstol, hvor han havde det kølige overblik, mens mutti tørrede fløde op fra samtlige flader, og Øglen skiftevis spillede et eller andet Toca Boca-halløj på Padden og sagde "Dét var fjollet, mor! Hvorfor gjorde du det?"

Apropos ingenting, så er Varanens dåbsgave fra Mårmor og Mårfar nu komplet. Maria og "det lille Josobarn" ankom til matriklen med PostDK i dag, så selv om der går en rum tid, før Juleevangeliet igen bliver aktuelt, så er vi nu parate...

Efterfølgende så vi lidt Rosa fra Rouladegade, Varanen hyggede i sansegyngen, og jeg fik en ordentlig krammer af søde-Øglen sammen med et "Jeg ELSKER dig, mor. Fordi du er den bedste i hele verdenen". Awwww. (Og jeg ved godt, jeg har skrevet noget lignende tidligere. Men jeg bliver adrig træt af det, så hvis ellers Øglen bliver ved med at være så kærlig, hun er for tiden, kan jeg ikke love, at jeg kommer til at skrive om det igen. Og igen. Og så lige igen...)

Og nu er det så weekend. Ungerne sover, og jeg burde meget sidde og rette i min forskudsopgzzzzzzzz. Eller sætte mig ind i reglerne for supplerende dagpengeZZZZZ. Eller - og nu bliver det vildt og cwazy - finde ud af, om min nuværende A-kasse fortsat skal være min A-kasse, når jeg er færdig med at barsle den. Åh, alle disse spændende valgmuligheder her på en fredag aften. Faktisk er det hele SÅ spændende, at jeg har besluttet mig for at udsætte det hele til i morgen. Og i stedet nyde, at det er fredag, og at begge unger sover. Og så måske komme bare lidt videre med det projekt, jeg har sat HDD i gang med, men som også kræver, at jeg kaster temmelig mange timer ind i kampen. Men først: en kop te!

Rigtig god weekend til jer alle!

søndag den 22. januar 2012

De fromme børn

Varanen blev døbt i går. Og selv om jeg godt ved, at hans indsats i hele virakken var temmelig begrænset, så klarede han det virkelig virkelig flot. Han fandt sig i at blive båret af sin gudmor, han græd ikke, da han fik vand i håret, og han faldt i søvn under den sidste salme, mens han sad ved mig - så gudmutti måtte lige vige pladsen på udvejen. Og nåh ja - og så stak han præsten (som var megasej og havde en iPad og alt muligt) det yndigste smil, da hun havde givet ham vand i håret, så hun blev helt forfjamsket og bagefter mente, at det havde været en meget speciel oplevelse. That's my boy - meget speciel og allerede helt klar over, hvordan han skal sno damerne om sin lillefinger...

Efter dåben fortrak selskabet i sjap og slud til nærliggende café, hvor vi fik brunch og hyggede et par timer. Jeg sakkede lidt bagefter med Varanen, der vågnede fra sin morfar ude i våbenhuset og derfor kunne afføres arvekjolen og iføres noget lidt mindre broderet og satin'et, og som var væsentlig mere handy at smide ham ned i Voksien i. Efter endnu en morfar - denne gang i barnevognen - sluttede festens midtpunkt sig til os, og så blev der ellers charmeret og suget til sig fra den lille herre. (Og åbenbart var det hele så spændende, at nogen valgte at sk*de gennem alt sit tøj. Jowjow - sådan gør mit afkom tilsyneladende bare på deres dåbsdag. Denne gang var der desværre bare ikke noget puslebord, men det gik da alligevel...)

Øglen var næsten helt frisk igen, og bortset fra temmelig hardcore surhed til at begynde med (sukkerkolde Øgler skal man ikke spøge med, og de må hellere end gerne fodres!) blev hun sit søde, sjove jeg igen. Og hyggede sig virkelig meget. Så meget, at hun var ved at gå omkuld i Varanens Voksien lige midt på gulvet.

Varanen blev begavet i stor stil, og der var alt fra Den Farlige Bog For Drenge over Kaj Boyesen gravhund til sølvske, servietring og tøj. Altsammen rigtig gode gaver, men hvis man må have favoritter, så synes jeg, at gaven fra Mårmor og Mårfar var helt genial (hvis jeg selv må sige det; kan ikke sige mig helt fri for at have haft en finger med i spillet) - et forhåndstilsagn om, at der er en Ostheimer julekrybbe med Maria, Josef og det lille Oso-barn (som Øglen kalder ham) på vej til Varanen. Jeg elsker Ostheimers univers, og jeg elsker, at man kan blive ved med at 'bygge til' med figurer og dyr. Og så, at der er timers leg i det. Så selv om det er en julekrybbe, så kommer den til at stå fremme hele året herhjemme. Det er muligt, at Maria & Co. kun kommer frem til jul, men nu må vi se. Nu skal krybben i første omgang lige komme hjem til os fra Restordreland.

Og apropos det lille Oso-barn, så er Øglen gået hen og blevet helt kirkelig. Hun glædede sig som en lille vild i går til, at vi skulle over i kirken ("og så er der musik, og så kommer englene oppe i loftet og synger, mor!"), og hun sad næsten stille under hele (den ret korte) dåbsgudstjeneste. I dag har vi læst Juleevangeliet i De Mindstes Bibel (Varanens gave fra Den Danske Folkekirke) hele to gange. Godt nok i skarp konkurrence med De Tre Små Grise, der lå ved siden af og lokkede, men alligevel. Og bagefter ville Øglen så gerne i kirke. Heldigvis stillede hun sig fuldt ud tilfreds med "Gudstjeneste i DRkirken" i fjerneren, så Dovne Mor (Som Ikke Lige Orkede At Finde Ud Af, Om Der Er Gudstjeneste Nogen Steder Kl. 14) slap for at gå ud.

Dernæst proklamerede Øglen, at hun gerne vil begynde at spille tuba (tak til messingblæsende typer i tv-kirken!) og lod sig ikke slå ud af min forklaring om, at tubaer er ret så store. Så jeg googlede "lille tuba", "børnetuba" og alt muligt andet tuba, og efter at have sorteret en masse omkring rådgiving til børn af alkoholikere fra (et i øvrigt meget prisværdigt initiativ) fandt jeg ud af, at man godt kan få en lille tuba-agtig ting. Så hedder den bare et euphonium i stedet for, og står en i 3000 kr. Dén ville Øglen gerne have, sagde hun, og jeg sagde "Jaja, skat" og begyndte så at spille lidt WF. Hvorefter Øglen kiggede bebrejdede på mig, tog iPad'en og sagde "ikke spille bogstaver nu, mor. Jeg lægger lige Padden på plads. Du skulle jo finde en tuba til mig!" (Rundstykke. Der er måske i virkeligheden ikke noget at sige til, at hun har kaldt mig "dumme mor" - dog i en anden sammenhæng - to gange i dag. For første gang nogensinde, men desværre nok ikke for sidste gang).

Spændende at se, om hun har glemt tubaen i morgen. Eller, undskyld, euphoniummet (euphoniet?). Det håber jeg, for synes sq ikke lige, vi har plads til en tuba herhjemme.

Nå, men det var den der dåb. Det gik så fint. Varanen var (er!) så sej. Alle var glade, og det var en dejlig dag. Som ikke blev mindre dejlig af, at Øglen blev überglad for den Storesøster Til Dåbsbarnet-gave, hun fik, da vi kom hjem til os selv. En blå løbecykel (købt brugt på dba, men det er hun jo heldigvis ligeglad med). Hun fik et lyserødt løbehjul af os i julegave, men hun mestrer det ikke helt endnu, og desuden har alle de seje i børneren åbenbart løbecykler. Det burde vi jo have vidst... ! Summasumarum har hun været ret ked af løbehjulet og talt enormt meget om, hvor gerne hun ville have en mørkeblå løbecykel (?) Det har hun så nu, og hendes ansigtsudtryk viste med al tydelighed, at det var den helt rigtige gave.

I dag er Varanen i øvrigt 4 måneder gammel og har haft sin grøddebut. Det må siges at være et hit, og jeg tillader mig at håbe på grødens gunstige indvirkning på nattesøvnen. Gerne snart, tak!

Og nu - over and out. Skal nok smide nogle dåbsbilleder, men fotografen, aka Mårfar, skal lige have en chance for at sende dem til os. Og hey; jeg fik aldrig taget et billede af mig selv i kjolen. Men den er pæn. Og når jeg skal have den på igen engang, skal jeg nok tage et billede, mkay?!


- Posted using BlogPress from my iPad

tirsdag den 22. november 2011

Varanen, 2 måneder

Vroummmmm. Så forsvandt der lige to måneder. Med gråd, bleskift, dikkedikken, amning, frustrationer, amning, uendelig kærlighed, et overskud jeg ikke aner hvor kommer fra, amning, søvnløshed, jesus-sange, amning, gråd - og ikke mindst glæde over vores lille, nyeste familiemedlem.

Det er to måneder og nogle timer siden, jeg fødte Varanen efter alt alt for mange timer med veer og truslen om ve-drop hængende over hovedet. (Ikke tale om, at jeg skulle have noget som helst, der kunne forstærke mine veer, så UD med sig, Varan!) Og det forbavser mig, at jeg helt uden at lyve kan sige, at jeg har glemt, hvor ondt det gjorde at føde ham. Hvor r*v-frustrerende det var at have veer i et døgn, før der rigtigt kom gang i sagerne, og hvor lidt sjove de sidste 4 timer af fødslen så var. Selv om alting gik lige efter bogen, og indtil flere af jordemødrene fortalte mig, hvor nemt det var gået. (Skylder vist i øvrigt en fødselsberetning...)

Eller, ok... Ret skal være ret - jeg kan godt huske, at det ikke var sjovt. Jeg ved også, at jeg blev både bange, irriteret og direkte sur undervejs i forløbet. Men jeg har fuldstændig glemt (fortrængt?) selve smerten, og måske derfor er jeg ikke fuldstændig afvisende over for at skulle have et tredje barn en dag. Om lang tid. Fx når jeg har vundet i Lotto (gerne mere end de 37 kr. jeg vandt i onsdags) og ikke behøver bekymre mig om, hvordan de sultne munde skal mættes, når jeg jo selvfølgelig går derhjemme med alle tre børn, dyrker vores egne grøntsager (på tagterrassen, måske?), laver perleplader og kreerer dukkehuse af alle de papkasser, jeg får ved at shoppe på nettet (jeg vandt jo i Lotto i denne her dagdrøm, mkay?!)

Betragter skeptisk bøjlen med havdyr

Nå. Varanen. 2 måneder! Jeg ved godt, at I formentlig er ganske ligeglade, men jeg har alligevel tænkt mig at fortælle, at han har fundet sine hænder. Og synes, at de er noget federe end sutten (hvilket ikke siger så lidt). Det får ham til at lugte ret meget af sur karklud, eftersom savl, mælkerester og knyttede babynæver er god grobund for bakterier, men det er ikke noget, en klud eller fyrre ikke kan klare.

Jeg kan huske fra han blev født, at han har en hals, men jeg har ikke set den længe. Enten skal jeg spørge Sunderen, om det er normalt, at halse forsvinder fra tid til anden, eller også skulle jeg prøve at bladre lidt i hans hager og kinder for at se, om den bare gemmer sig et sted inde bag alle babydellerne.

Han er en stor dreng - lige knap 6,3 kg og 63 cm for en lille uge siden. Det gør, at han er ved at vokse ud af str. 62, hvilket er lidt ærgerligt - dels fordi jeg har temmelig meget tøj i dén størrelse, dels fordi jeg kun har en enkelt dragt eller to i str. 68. Måske man kan være foregangs-Varan for noget med noget trendy baby-nøgenhed? (Eller utroligt dybe udskæringer i bodyerne - så kan jeg fortsætte med str. 62 længe endnu...)

Han smiler, snakker og lytter. Slår smut med chokoladeknap-øjnene (de bliver SÅ brune, de øjne!) og er vild med sin søster. Kigger intenst på hende, når hun er i nærheden og brokker sig næsten ikke, når hun i ren og skær begejstring 'aer' ham i hovedet med sine fødder eller lægger al sin vægt på hans lille mave, når hun forsøger at give ham sin Yndlings Soveklud i Hele Verden.

En af de dage, jeg huskede at lægge ham på maven. Begejstringen ville ingen ende tage. Eller...

Legetæppet for sig selv er ikke et yndet opholdssted. Skråstolen kan til nøds accepteres, men favoritstedet er helt klart i armene på undertegnede - gerne med et bryst i munden (Varanen, ikke mig). Så det passer ham glimrende at spise stort set hele aftenen non-stop. Knaldhyggeligt (og det giver sikkert også plads til en træstamme ekstra på kaloriekontoen), men ret hæmmende i forhold til putning af Øglen - og ikke mindst i forhold til hjemmet, der i den grad trænger til at blive ryddet op, gjort rent og få vasket tøj. Håber, det bare er et appetitspring, og at vi snart kan begynde at indføre en putterutine, der indebærer putning af Varanen i soveværelset i stedet for i liften i stuen. Og hvis der er nogen, der har en god idé til, hvad Varanen kan sove i, når han nu snart bliver for stor til sin lift, men som ikke er en tremmeseng (den er der ikke plads til i soveværelset), så tager jeg imod dem med kyshånd.

Jeg finder det nemmere og væsentligt mere afslappende at blive mor anden gang i forhold til første gang. Også på trods af markant mindre søvn denne gang. Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at bekymre mig, om jeg nu gør dit og dat rigtigt/nok, men jeg tænker, at det er en del af den store mor-pakke?! Som følges ad, hånd i hånd, med den dårlige samvittighed. Dagene flyver, og det er ikke alle dage, jeg husker at lægge ham på maven eller give ham hans d-dråber. Og nogle gange får jeg en fornemmelse af, at han ikke laver meget andet end at spise og at ligge i sin lift på vej ind efter Øglen eller på vej til at tage en lur. Men jeg håber, han klarer den alligevel, for selv om han måske ikke får vitaminer hver dag, så får han en seriøs dosis kærlighed, og det må da også betyde lidt.

Langt indlæg, uden speciel megen sammenhæng. Sådan er det efter (endnu) en nat uden meget søvn. Men under alle omstændigheder, så tillykke til Varanen. Tak fordi du valgte lige netop os som familie. Det føler jeg mig faktisk mere heldig over, end hvis jeg havde vundet alle de der millioner i Lotto i onsdags. Selv om det nu også ville have været rart...

lørdag den 19. november 2011

All you need is love

Ok, jeg indrømmer det - Sure Mor var liiiige ved at flytte ind på matriklen igen her i eftermiddags. Som kulminationen på lettere irritabilitet, der begyndte at røre på sig omkring afhentningstid i går, hvor jeg brugte 3 kvarter (I kid you not) på overhovedet at få Øglen med ud fra vuggeren, og som så småt slog rod, da jeg med dobbeltklapperen, aka kampvognen, måtte forcere vejarbejdet - og fodgængerne - fra helvede på vej mod Nørreport med en semi-brokkende Varan i Voksien og en Øgle, der kørte "Jeg vil ikke hjem, jeg vil på 'teket (biblioteket, hendes nye yndlingssted), mor!" på repeat. Stress-sved much?!

Irritationen (og sveden) forduftede heldigvis, da vi kom hjem, men den kom så småt snigende igen i dag, da Øglen a) nægtede at få skiftet ble og forsvandt dansende ud i køkkenet, mens hun gjaldede "Jeg har lort i bleen!", b) kastede med (godt nok tørre, men alligevel) nudler ud over hele køkkenet - også selv om det ikke var med vilje, c) hapsede en hel æske frugtstænger i skuffen og skreg som en stukket gris, da jeg tog dem fra hende, d) havde sagt "Jeg vil have fleeeere pandekager!" sådan cirka 18.000 gange efter Ras Krums (Rasmus Klump) fødselsdag på biblo sammen med samtlige andre børnefamilier på Østerbro, e) gik amok over, at HDD formastede sig til at give hende lidt "flodeskum" fra sin varme kakao på en gaffel (det skulle åbenbart have været en ske) og senere over, at hun spildte varm lunken kakao ud over sin flyverdragt, da hun selv forsøgte sig med flodeskummet, f) osv.

På mirakuløs vis formåede jeg at holde Sure Mor fra døren stort set hele dagen, lige bortset fra ble-episoden, hvor hun stak sit - ret sure - fjæs frem. Og det kunne Øglen vist godt mærke, for da hun endelig blev wrestlet om på puslebordet, og Sure Mor gik i gang med vaskeklud og ren ble, aede Øglen mig på armen og sagde "Jeg elsker dig mor!"

*Smelte*

"Og jeg elsker far, Varanen, Faster Fest (ja, det kalder vi hende) og fætter Mads!" (havde besøg af sidstnævnte på pågældende tidspunkt), fortsatte hun

*Smeltesmeltesmelte*

Jeg ved godt, at hun er for lille til at være så'n rigtig udspekuleret. Men hun ved altså, hvad der skal til for at få Sure Mor til at forsvinde og gøre Øglemor blød i knæene. Selv HDD måtte smelte lidt, da han puttede hende (det tager 'kun' en times tid nu... (!)) til aften og havde fortalt, at mor og far elsker hende, og hun med lille stemme tilføjede "... og Varanen er for lille til at sige noget, men han elsker også Øglen!"

Meget kan man sige, men hun er f**** sød, altså. Så hun er svær at være sur på ret længe ad gangen...

tirsdag den 17. maj 2011

Plus på kontoen

HDD og jeg gik begge to tidligt fra arbejde i dag. Fordi jeg for et par uger siden var blevet ringet op af uTROlig glad bank-type, der præsenterede sig som vores nye bankrådgiver (huh?), og som var SÅ glad for "sådan nogen som os" (Poul Krebs-fan?). Så derfor havde hun en million milliard spændende ting, hun gerne ville tale med os om. Jaså? Jeg havde tålmodig-hatten på den pågældende dag, så jeg opfordrede hende til at fortælle løs. Og det gjorde hun så. Men jeg glemte lidt at høre efter og kan desværre kun huske, at en af de Helt. Vildt. Spændende. Ting var, at vi nu kan hæve i 'fremmede pengeautomater' (lyder så racistisk) uden gebyrer.

SCORE!

Nå, men jeg spurgte så Nye Bankrådgiver, om ikke hun kunne være så sød at sende os noget skriftligt på alle de der Spændende Ting. (Så kunne jeg nemlig genfortælle det til HDD (som interesserer sig noget mere for det der bank-noget, end jeg gør) uden at behøve at sige, at jeg lissom havde glemt at høre efter). Men nej, det kunne hun ikke. For hun ville SÅ gerne mødes med os. Og sige hej og byde os ordentligt velkommen og sådan noget.

Ehm. Okaaaaay...? Altså, jeg vil da medgive hende, at vi nok ikke er de værste kunder at have indenfor dørene, men med mindre det går rigtig dårligt for banken, så kan vi umuligt være de bedste heller. Men ok, da - vi kunne godt mødes med hende, når nu det tilsyneladende betød så meget. Tjekkede kalender. Aftalte et tidspunkt for et møde (i dag). Var ude i en mini "you hang up. No - YOU hang up"-situation i vores gensidige forsøg på at være søde og høflige. Og bagefter modtog jeg så pr. email en tak for vores behagelige samtale og en bekræftelse på, at vi skulle mødes i dag. Kl. 15.30. I filial på Østerbro. Med Nye Bankrådgiver.

 Hvem ved - måske Nye Bankrådgiver også er en alf? Billede herfra

Så HDD og jeg gik tidligt fra arbejde. For at nå ud på Østerbro til møde om de der Helt. Vildt. Spændende. Ting. Farmor var rykket ud for at hente Øglen og passe hende, til vi var hjemme igen, og i det hele taget var der styr på det hele.

Eneste problem var så bare, da vi ankom til Nye Bankrådgivers filial. Hvor Anden (meget ung) bankrådgiver-type tog imod os med et stort smil. Som i dén grad falmede, da hun hørte, hvem vi skulle tale med. For hun var lige gået. Til noget med noget kursus. Og om vi var helt sikre på, at det var i dag. Det var vi helt sikre på, men vi sagde til Unge Bankrådgiver (der så lidt ud som om, hun var bange for, at vi ville begynde at slå), at det ikke gjorde så meget. At der nok bare var gået et eller andet galt i det dersens edb-system. Og at hun ikke skulle tage det så tungt - hvis de bare kunne skrue renterne på vores boliglån ned på 0%, så skulle de ikke høre mere fra os. Og så lo vi. Og chit-chattede om vandhaner som installationskunst (man skulle nok have været der) og lo lidt mere. Og var i det hele taget sært overskuds-agtige. Måske fordi solen skinnede lidt lige dér. Og fordi vi havde taget tidligt fri fra arbejde. Og der var nogen, der tog sig af Øglen. Og fordi ingen af os i virkeligheden gad til det der møde.

 - få en ny bankrådgiver. Billede lånt her

Unge Bankrådgiver syntes vi tog det forbavsende godt. Og begyndte efterhånden at ligne en, der ikke længere var bange for at få tæv. Grinede endda lidt. Og tjekkede mit sygesikringskort - "bare for lige at se, hvad det var, samtalen drejede sig om". Da hun kom tilbage, tror jeg, hun havde haft Nye Bankrådgiver i røret. Hun lovede i hvert fald højt og helligt, at hun nok skulle ringe til mig i morgen for at aftale tid til et nyt møde. Ama'r Halshug. Og vi forlod banken med ordene "det er noget RIGTIG spændende og godt, hun vil tale med jer om. Så I kan GODT glæde jer!" klingende i ørerne.

Jowjow. En bank-cliffhanger. That's a first.

Men så var det jo, at vi lige pludselig havde en times tid til overs, HDD og jeg. Bevares - vi kunne da godt tage hjem til Øglen og farmor, men dels ælllsker farmor at have lidt alene-Øgle-tid, dels havde vi lige fyret i omegnen af 30 kr. i parkometeret (man er vel jyde?!). Så vi stjal os til en times kærestetid. På Kafferiet. Som jeg elsker, men hvor jeg kommer alt for sjældent. Hvor vi fik en kæmpe-kop kaffe og en cookie. Hver. Læste i blade, snakkede og grinede. Slappede af, holdt i hånden og skrællede de sidste ugers alt for massive travlhed af.

 Ser det ikke bare ud som sådan ca. verdens hyggeligste sted? Billede herfra

Det var bare en time, men det føltes som meget længere. På den rigtig gode måde. Og da vi kom hjem, var vi begge ladet helt op. Og kunne faktisk godt overskue, at Øglen humør-vendte på en tallerken og gik fra skraldgrinende (mens farmor var på besøg) til stortrampende, surmulende og snotsprøjtende, fordi hun ikke fik lov til at spille "Raz Krum" (Rasmus Klump-vendespil for dem, der ikke taler Øglsk) på iPad'en a) med ketchuphænder, b) i badekarret. Det blev bare mødt med en konspiratorisk "hvad har hun sving i"-skuldertrækning HDD og jeg imellem, og på magisk vis lykkedes det at dysse hende ned, proppe hende i bad og få hende til at glemme ham der Raz Krum. Nærmest samtidig med, at vi nåede at vaske op, lege med Øglen og få handlet (på det der internet, I ved). Som la grande finale gik Øglen i seng uden de store sværdslag, og hun sov 15 minutter efter, hun var blevet puttet.

Og alt det pga. vores Nye Bankrådgiver og hendes ikke så opdaterede kalender. Det er da egentlig meget godt. Glæder mig allerede til næste gang, hun glemmer en aftale med os. Det giver nemlig plus på overskudskontoen, lader det til...

onsdag den 13. april 2011

Bestillingsindlæg: Det første møde

Her kommer lige et bestillingsindlæg mere. Åbnede jo selv lidt for muligheden forleden, kan man sige, da jeg efterkom Louises ønske om at høre noget om Øglens Steiner-agtige vuggestue. Og GravidGrahvad var ikke sen til at benytte sig af mulighedsvinduet (hvorfor er det lige, at 'mulighedsvindue ikke lyder heeelt så catchy som "window of opportunity"?!)

Hun ønskede sig et indlæg om, hvordan HDD og jeg mødte hinanden. Og jeg erindrer da også svagt et eller andet om, at jeg engang i et kommentarspor var så sløset at skrive noget om, at det kunne være, at jeg kom med historien en dag. Det gjorde jeg så bare aldrig. Fordi jeg glemte det *flov smiley* Men NU er der ingen vej udenom. Og ligesom sidste bestillingsindlæg, så bliver det her langt. Rætti langt. Det er derfor ganske frivilligt, om I vil læse med helt til slutningen (undtagen dig, GG - du er tvangsindlagt).

Billede herfra

Det var i det herrens år 2007. Jeg havde været single i 1½ år, og selv om jeg havde haft en fest, var jeg så småt begyndt at være klar til at møde en sød fyr. Så jeg ikke behøvede at være helt mutters om søndagen. Eller gifte mig med min søde søde veninde, i matchende hvide læderkjoler, som var planen, hvis ingen af os havde mødt en mand, når vi fyldte 35. (Ikke, at det ikke ville være smadderhyggeligt at være gift med min veninde. Bevares).

I single-tiden havde jeg drukket min del af drinks og udstået min del af irriterende, fulde folk, og jeg kunne, uden at tænke alt for meget over det, hurtigt konstatere, at det der med at finde en kæreste i det københavnske natteliv nok ville blive omtrent lige så nemt, som det er at finde Osama bin Laden. Altså måtte jeg lægge hovedet i blød. Hvor f***** møder man ellers søde mænd, hvis man ikke gider gå til obskure fritidsinteresser eller troppe op til samtlige fodboldkampe på den lokale sportsbar? Det tog mig forbavsende lang tid at nå frem til åbenbaringen Netdating™, når man tager i betragtning, hvor meget tid jeg (også dengang) tilbragte ved computeren. Måske fordi jeg, delvist ubevidst, syntes, at det var liiiiidt taber-agtigt sådan at blive nødt til at sætte datingen i system. At det ikke var helt lige så "rigtigt", hvis det foregik på den måde, som hvis man bare lige bumpede ind i verdens sødeste fyr nede i Netto, tabte sin taske, han hjalp med at samle den op, og man så bare - lige dér, midt i Netto - fandt ud af, at man ikke kunne leve uden hinanden.

Men dengang (som nu) levede jeg i den der virkelige verden, hvor sådan noget bare ikke sker. I hvert fald ikke, når man bor på Østerbro, og den Netto, man oftest frekventerer, er en af de travleste i landet. Hvis man taber sin taske derovre, kan man være så sikker som amen i kirken på, at nogen vil vrisse højlydt af en, for derefter at køre taskeindhold - og måske en selv - over med barne- eller indkøbsvogn, og al sød musik vil forstumme, før den overhovedet er opstået.

Netdating™ it was.

Billede herfra (og nej, det er ikke mig på billedet)

Søgte moralsk støtte hos en af verdens tre sjoveste, som var med til at forfatte en vældig morsom og sød og catchy og alt det der profiltekst (syntes vi i hvert fald selv). Men det der med billede nægtede jeg. Selv om jeg selv konsekvent sorterede alle henvendelser fra fyre uden billede væk. Jeg kontaktede naturligvis ikke nogen selv - ventede på, at de kom til mig. For jeg var jo lidt hævet over det der pjat. Men. Det endte faktisk med at blive helt sjovt. Selvfølgelig var der nogle klaphatte, men modsat i nattelivet, hvor klaphattene har en tendens til at svirre som bananfluer, så er det lidt nemmere at give dem et dødbringende klask via Netdating™ - nemlig ved at tie dem ihjel. Easypeasy. Og der var faktisk ret langt mellem de VIRkelig store klaphatte. Der var derimod en masse søde mennesker.

Nogle af dem mødtes jeg med, andre skrev jeg bare lidt sammen med. Men der var ikke rigtig noget, der fængede. Ergo tog jeg min sjove veninde i ed igen. Vi tweakede min profiltekst, så den blev endnu sjovere (det skulle man ellers ikke tro var muligt), og hun truede mig til at hoppe ned fra min høje hest og selv begynde at kontakte nogle fyre. Det måtte jeg jo så indvillige i. Om end modstræbende.

Men. Inden jeg nåede det, så var der jo denne her søde fyr, der kontaktede mig. Han boede på Østerbro, havde pænt hår, kunne skrive, var vild med musik og gik til næsten lige så mange koncerter som mig, og så var han sjov! What's not to like?! Efter tre mails foreslog han, at vi skulle mødes, og selv om jeg syntes, det var pænt hurtigt, slog jeg til. Senere har jeg så fået at vide, at det var fordi, han ikke gad betale for endnu en måneds medlemskab af datingsiden (nærigr*v). 

Bog herfra. Jeg har aldrig læst den. Men det gik jo helt fint alligevel...

Vi udvekslede telefonnumre. Og han foreslog, at jeg jo bare kunne ringe. Ehm. Altså. Nej, helst ikke. For sagen er den, at jeg ikke er voldsomt glad for at tale i telefon med folk, jeg ikke kender. Jeg er blevet bedre til det, men dengang er det vist ikke nogen overdrivelse at sige, at jeg var en lille smule bange for at skulle ringe til næsten fremmede mennesker. Bare sådan noget som vvs'eren og skoleadministrationen kunne få mig til at gå lidt i coma, så tanken om at skulle ringe til HDD, var temmelig angstprovokerende. Jeg fik snoet mig udenom, og vi klarede planlægningen af vores første møde via sms og e-mail (nu udenom datingsiden, fordi NHDD (Nærige HDD) ikke ville betale de 69,- (mener jeg), det kostede pr. måned).
Haribo-kys herfra

Skæbnen ville, at jeg i den periode havde sindssygt travlt. Jeg havde lige fået en fuldtids-praktikplads, min sjove veninde og jeg var lige gået i gang med at skrive speciale, og en af mine meget gode veninder skulle giftes, og jeg var med i polterplanlægningsudvalget. Det levnede ikke mange tomme felter i kalenderen, men vi fandt da ud af at mødes - 14. februar 2007. Valentine's Day, som en af os konkluderede i en mail. Men med en pæn portion distancerende ironi kunne vi sagtens overbevise os selv og hinanden om, at det jo ikke betød noget. Det ER jo en amerikansk ting, som vi i vores kækhed på ingen måde behøvede at tage del i. Og det behøvede vi da heller ikke. Men det behøvede resten af Kbh åbenbart. Så da vi først havde mødtes for at høre lidt jazzzz (og var gået efter første set, fordi man jo sjovt nok ikke kan tale helt vildt meget sammen til en intim-jazzkoncert, hvor man udgør ca. 1/4 af publikum, uden at påkalde sig unødig opmærksomhed), gik vi på Café Sommersko. Hvor der var hjerter over det hele og Lady in Red i højttalerne. Der var sne udenfor, café latte i kopperne og samtaleemner til mere end bare én date, så da vi fulgtes hjem til Østerbro efter en hyggelig aften, blev vi enige om at gentage succesen.

Det gjorde vi så ugen efter, og vi er blevet ved med det i efterhånden lidt mere end 4 år. På trods af, at jeg faktisk var snothamrende forkølet og på penicillin på vores første date. Og i øvrigt havde forsøgt at sno mig udenom ved at udsætte daten, men var blevet blankt afvist af HDD, som mente, at "man vel altid kunne drikke en kop kaffe". Temmelig vedholdende, dér, men senere har han fortalt, at han troede, at min forkølelse bare var et påskud for at droppe daten helt, og det ville han ikke lade mig gøre. (Så kan man jo spørge sig selv, om han fortrød dén disposition en smule, da han så mig ankomme - med et hoved på størrelse med en sækkestol og et års forbrug af Kleenex i tasken).

Men et eller andet må jeg jo have gjort rigtigt, for han gad godt se mig igen. Og igen. Og igen. Også selv om jeg havde så psykotravlt og arbejdede hele tiden - hvadenten det så var på specialet eller på praktikpladsen. Men det hjalp selvfølgelig lidt på det, at vi rent faktisk arbejdede det samme sted (ja, det var et temmelig stort sted, så havde ikke lige spottet hinanden på "jeg tabte lige min taske i kantinen"-måden). Og at vi boede ca. 500 meter fra hinanden. Og brugte den samme Netto. Så i teorien KUNNE mit Netto-scenarie godt have udspillet sig for os. Hvis nu månen havde stået i 7. hus og Jupiter havde ligget på linje med Mars (næh, vent lidt - det er sq da fra The Age of Aquarius).


Billede lånt her. Kunne også være en mulighed for at møde en kæreste, tænker jeg - til en åbningsfest i Netto...

Havde jeg vidst den aften, at jeg her, lidt mere end 4 år senere, ville have en lejlighed, en bil, en 2-årig Øgle og en Kamæleon på vej med ham der den søde fra Elitedaters, ja så ville jeg nok have haft en anelse mere præstationsangst på vej til vores første date. Og have forudset, hvor svært det ville være at få bord på en restaurant på alle vores årsdage fremover. Fordi det er på den der Valentine's Day. Men på den anden side, så er det nok meget godt, at jeg ikke lige havde en krystalkugle. For 2007-mig ville måske have været skræmt fra vid og sans - næsten direkte fra singlehood ind i far, mor og børn. Men engang imellem er det vist bare det bedste at svæve i lykkelig uvidenhed, for jeg har ikke fortrudt et sekund. Hvis jeg skulle gøre noget som helst om i mit og HDD's forhold, er det eneste vist, at jeg en anden gang ville have brugt en flyttemand til at flytte HDD's seng fra hans lejlighed til min, da vi sådan officielt flyttede sammen. Eller i det mindste en bil. Jeg ville ikke længere gide at slæbe den hele vejen. HELLER ikke selv om der kun er 500 meter. 500 meter er for langt, når man slæber på en halvandenmandsseng.

Så det er HDD og mig. Ikke noget, der ikke tåler dagens lys. Men til gengæld en stor stor kærlighed. Som kun er blevet større, efter Øglen er kommet til. Og som det næsten ikke er til at forstå måske vokser proportionelt, når Kamæleonen melder sin ankomst. Ret vildt, hvad internettet kan gøre, ikke?

mandag den 29. november 2010

Her har I mig tilbage...

Hårh. Der er godt nok hvidt her i DK, hva'?! Det er pænt. Og ret koldt, egentlig. Ved I, hvor der ikke er sne? Berlin! Og ved I, hvem der lige har været i Berlin? Mig. Vil I høre lidt om turen. Hvordan det var sådan at være af sted uden Øgle, pusletaske, konstant Øgle-agtpågivenhed og egen behovsudsættelse? Vil I?

Nej?

Nå. Så må I hellere stå af her. For jeg kommer nok til at nævne turen et par gange eller 18 i det her indlæg...

Vi har haft f a n t a s t i s k weekend. Til alle, der overhovedet har tænkt tanken om at efterlade afkom hos bedsterne og skrubbe et par dage på weekend med den bedre halvdel: Gør det! Lige nu. Det er bedre, end man sådan lige husker det, det der med at kunne slentre hånd i hånd, tage sig tid til at spise et helt måltid uden at skulle kommunikere i børnehøjde en eneste gang, have tid til at læse aviser (arj, ok - jeg læste ikke så meget som en eneste spalte i Die Zeitung. Men et Hallo Magasin blev det da til. På tysk, altså...), gå i karbad (har jeg ikke været i omkring 5 år, hvilket trods alt har mere med daglig mangel på badekar end med Øglen at gøre), ose, shoppe, sove længe (8.30 var, hvad vi kunne strække den til, her post-Øgle) og generelt bare være til stede.

Wir bleiben alle... Lige indtil nogen fjerner vinduerne, tilsyneladende. Så bliver det sq alligevel for koldt.

 Kærlighed i sneen
 
Grimt. Og alligevel så charmerende.

Ingenmandsland i Mitte.

Grafitti i Ingenmandsland.

Hej Starbucks! Hvorfor flytter du ikke til Kbh?! Kastrup er så langt væk...

Tysk er sjovt...

Stole-stilleben.

Ampelmann.

Der skulle også være lidt for HDD at kigge på...

Uforvarende sjove (læs; platte) ord pga. defekt lysskilt.

Cupcake-invasionen har også nået Berlin.

Øglen har i mellemtiden haft en fest hos mormor og morfar. Hver gang jeg ringede hjem (og det gjorde jeg så faktisk en del, må jeg indrømme), kunne jeg høre hende kluk-le i baggrunden. Lige bortset fra én gang, hvor hun græd, og da var mormor lynhurtig til at verfe mig af og ringe op igen 2 min. senere, hvor hun lagde en "alt er godt - hun blev bare ked af, at jeg ikke var hurtig nok til at give hende en pære"-besked på telefonsvareren. Så alt i alt kan jeg konstatere, at Øglen har haft det som blommen i et æg og tilsyneladende ikke har ænset, at HDD og jeg har været væk i 3 nætter. (Utaknemmelige skarn).

Kunne godt have brugt en enkelt fridag i dag - vi var først hjemme kl. 21.30 i går - men hverdagen venter jo som bekendt ikke. Men af en eller anden grund virker den ikke helt så trummerummet set i skæret fra turen til Berlin. Og alt det hvide derude...

torsdag den 6. maj 2010

Sød musik

Nå, men apropos musik og at Øglen efterhånden har udviklet et tandsæt, der seriøst får hende til at ligne Rasmus Nøhr, synes jeg lige, at jeg vil dele et par strofer af ”Sød musik” med jer. Den har da bare den sødeste tekst! (Eller er det bare mig, der stadig ikke har fået styr på hormonerne, efter jeg har været gravid med Øglen?!) Og man kan (næsten) selv bestemme, om man synes, teksten handler om manden eller babyen… :-)

Du er violin,
Du smiler i søvne og gør natten fin
Og blander din snorken med måneskin
Finder mit bryst og putter dig derind
Åhåh

Du’ sangene jeg synger
Du’ tonerne, der strømmer
Du’ drømmene jeg drømmer
Du’ sød musik

Du er ro og stille fred
Du’ min store kærlighed
Du’ så meget mer’ end nogen aner

Intet i verden er som før
Mange flere farver og meget større
Ligesom sød musik

Du’ sangene jeg synger
Du’ tonerne, der strømmer
Du’ drømmene jeg drømmer
Du’ sød musik












































Øglen med fint gebis

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...