Viser indlæg med etiketten køkken. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten køkken. Vis alle indlæg

mandag den 22. april 2013

Har jeg forøvrigt husket ...

... at fortælle, at ham Varanen helt har sløjfet sutteflasken? For det har han nemlig - for ret præcist ti dage siden. Nogen vil måske mene, at det er på høje tide, eftersom Varanen runder de 19 måneder i dag (til-lyk-keeee!), men når man er så glad for sin aftenflaske som Varanen, så er det altså ikke 'bare lige'.

I lang tid har det næsten været det rene vand, der var i aftenflasken. Blandet op med en anelse mælkepulver for at give lidt smag. Kort efter påske løb vi så tør for mælkepulver, og jeg havde med vilje undladt at købe mere. Så gik der en-to uger med en aftenflaske bestående af lunt vand og en lille sjat æblejuice, men d. 12/4 (ja, vi er meget præcise i vores dokumentation af vores afkoms gøren og laden herhjemme) gad Varanen ikke have den, så den blev skubbet væk. Hvilket vi tog som et 'Nåmn, så er du nok færdig med dén så'n for altid'. Og det er gået over al forventning. Medgivet: Når det er HDD; der putter. Jeg havde lige en enkelt aften, hvor jeg cavede og blandede lidt saft, da Varanen skreg og skreg og skreg (og HDD ikke var hjemme), men der blev kun drukket en lille smule, så dagene, hvor flasken kunne berolige ham, er i dén grad ovre. Siden har Varanen ikke efterspurgt flasken overhovedet. Tænk engang - jeg havde regnet med, at det ville koste blod, sved og tårer at få den fra ham, men med HDD's magiske putte-touch, har det ikke været nødvendigt. Yay. Og lidt vemodigt. Det var den allersidste rest af baby, der røg der.

Jep, det er den her store dreng, vi snakker om. Som ser så dejligt koncentreret ud. Og det var han også. I sådan cirka en milliardendedel sekund. Inden han væltede alle perlerne (der var væsentlig flere end på billedet, kan jeg afsløre) på gulvet 

Træt og uskyldigt udseende Varan

Næste skridt er, at få Varanen til at acceptere mig som puttemaskine også. Men vi venter lige et par uger - den kloge sunder synes nemlig (heller) ikke, at der er nogen grund til at lave alt for mange forandringer på én gang. Og med ny(ish) institution og nu ingen aftenflaske kan vi godt lade ham beholde putterutinen med HDD lidt endnu. Og det er nu også så hyggelig en rutine. Ikke, at der er mange ben i den, men HDD gør tilsyneladende Varanen så rolig, at han kan ligge alene i sin seng og synge (arj, ok - nynne) Mester Jacob og afprøve de nye ord i vokabulariet - "Fuuuuh!" (fugl), "BI!" (bil) og "Hgo!" (sko). Helt modsat, når det er mig, der prøver at putte ham, hvor det ender med gråd og tænders gnidsel og en arrig dreng, der kaster alting ud af tremmesengen, indtil han går omkuld af træthed og udmattelse. Det er meget meget mærkeligt, men det, at han bliver så vred over, at jeg går ud af hans værelse, passer jo meget godt overens med, hvor psykopatschen morsyg han er. Min lille, frustrerede mand.

***

... Og til jer, der sidder åndeløse af spænding efter at høre, om vi klarede at skovle 1 ton skærver om på terrassen i går, så: Ja, vi klarede det. Og har ondt i armene i dag. Det bliver smadderpænt - især, når vi lige får bestilt et ton skærver MERE. Hvem havde anet, at en relativt lille terrasse bare sådan uden videre kan opsluge tre ton skærver? Med vores held er vi ikke hjemme, når de kommer og afleverer det nye ton skærver heller, så det bliver spændende at se, hvor de finder på at stille dem denne gang. Foran hoveddøren, måske, så vi hverken kan komme ud eller ind? Jeg viser i øvrigt hellere end gerne billeder, når næste læs skærver er kommet på. Indtil da kan I bare forestille jer byggepladslignende tilstande med river og trillebører - og jord - over det hele.

Til gengæld for de manglende billeder af terrassen, kan I få et enkelt snapshot fra køkkenet. Hvor min nymalede nye hylde kom op på de næsten nymalede nye tavler. Når vi er lidt længere med omgivelserne (læs: Når vi har fået en køkkenvask, og bordpladerne ligger, hvor de skal - i stedet for at stå i gangen, hvor jeg går ind i dem HELE tiden!), så skal jeg nok tage flere billeder, mkay!?

onsdag den 29. december 2010

Køkken og snot

Det kan godt være, at julen er hjerternes fest, men det har virkelig også været gavernes fest, når man ser på alle de gode sager, Øglen har indkasseret. Alt lige fra en hjemmelavet dukke (med tøj), en hjemmehæklet abe, et Glückskäfer dukkehus, et Duplotog, en bondegård, et stable-ur, en hue, modellervoks (bivoks-halløj, som er så øko-agtigt, at man an spise det uden problemer, men som til gengæld er så stenhårdt, at man skal have Hulken til at ælte det en times tid inden brug), Stockmar-farvekridt, et par bøger og et legekøkken. Plus en lille efter-julegave i form af en pakke jumbo-tuscher, der er magen til dem, den store kusine fik i mandelgave, og som Øglen var helt ekset med.

Egentlig ikke dårligt, når man ikke engang er fyldt to.

Der bliver leget og grinet og hvinet og tegnet og hygget og slappet. Helt fantastisk. For så er der tid til, at jeg kan være snotforkølet i fred. Pt foregår det med pebermynte-te og et lag af en Anton Berg-chokoladeæske. Det må da kunne gøre mig frisk igen. For man kan da ikke være syg nytårsaften, vel?!


Øglen arrangerer og regerer i sit nye køkken. Og byder sin forkølede mor, der plaprer snøvlende, på kage.

mandag den 20. december 2010

Spøjelser?

Nåm', den der forretningsfrokost gik fint. Jeg nævnte ikke slimhånden med ét ord (havde heller ikke taget den med), og jeg sagde kun "min datter" én eneste gang. På et tidspunkt, hvor det rent faktisk passede ind i samtalen. Drak espresso, der var sort som natten og toppede op med et par stykker slik - ikke 30 håndfulde, som jeg muligvis ville have gjort, hvis det var veninder, jeg lånsjede med og ikke forretningsforbindelser. Afslog høfligt et tilbud om en taxa og gik i stedet hjem (kunne have løbet på hænderne med hovedet drejet 160 grader Exorcisten-style efter den hardcore espresso, men det ville nok have været for meget for de gode østerbro-borgere). Så alt i alt en succes. Håber jeg.

Resten af arbejdsdagen har budt på hjemmearbejde, hvor der har været tid til at forberede mig lidt på, at der kommer sjove mennesker til middag. Syntes, at jeg ville bage et eller andet, nu hvor jeg jo er flyttet i surdejs-lokaler, så jeg har netop haft Balleruppen til at røre en dej til arabiske fladbrød, mens jeg har siddet og overspringshandlet lidt.






Røremaskinen, som vel bedst kan beskrives som 60'ernes bud på en Kitchen Aid er en regulær arbejdshest. Det er dog ikke derfor, at den lille grønne dåse er placeret på den - det er en tilfældighed. Men det kunne nu godt ligne en tanke, eftersom dåsen er sådan en af de der irriterende anordninger, der siger en dyrelyd, når man trykker på den. Dengang jeg var lille, havde jeg en dåse (som godt nok var lidt større, men same-same), der sagde MUH, når man vendte den på hovedet. Denne her vrinsker. Når man trykker på den. Dåsehest, arbejdshest. Get it?! (Nå, ikke...)

Øglen har fået dåsehesten i sin pakkekalender-sok, og hun er megabange for den. Forstår jeg egentlig godt, for den vrinsker virkelig højt! Til at begynde med syntes hun, den var meget sjov, men nu bliver hun bange, bare hun ser den. Så den er blevet gemt nødtørftigt af vejen - tilsyneladende bag Mastermixerens store stålarm.

Opdagede ingenting, da jeg tændte for maskinen, og til at begynde med tog jeg da heller ikke notits af larmen. For en Ballerup Mastermixer larmer rimelig meget. Men i dag lød det grangiveligt som om den vrinskede. Det plejer den trods alt ikke. Og sandelig om ikke Dåsehesten stod ved siden af den skrumlende maskine og brægede løs? Den stoppede, så snart jeg kom derhen (nice try - du ER opdaget, hest!), men hver gang jeg fjernede mig, gik den i gang igen. Meget mærkeligt. Især fordi man skal trykke på den, for at få den til at vrinske. Prøvede at ryste den voldsomt (må have set åndssvagt ud), for at se, om jeg kunne få lyd ud af den på den måde, men nej.

Så nu konkluderer jeg (måske lidt hastigt?), at vi har spøgelser ("spøjelser", som min kære farmor ville have sagt). Som vrinsker. Det kunne være værre, men hvis de holder sig til at vrinske, når Mastermixeren er tændt, går det nok. Især hvis Øglen ikke er hjemme. Eftersom hun også er bange for Mastermixeren (hun er egentlig lidt pivet?), ville det nok være en ret dårlig kombi...

lørdag den 11. december 2010

Parkinsonhænder?

HDD er jo ved at lave køkken her på matriklen. Det startede egentlig ud med, at det bare var alle fronterne, der skulle skiftes. Men så var der også noget med et 'knæk' på bordpladen, vi var trætte af. Og et underligt lille skuffemodul. Så det skulle væk. Det var nemt nok at få væk. Og smide ned i det magiske storskraldsrum.

Det var rart at få knækket væk, men så duede bordpladen ikke mere - der manglede jo et stykke, og desuden så den gamle bordplade ret cheap-o ud ved siden af alt det nye sorte højglans-halløj. Så vi fik bestilt en ny bordplade. Som ankom i etaper, men som nu ligger fint og glimter i al sin stålhed.

Så var det opvaskemaskinen, der stak i øjnene. Alle de andre fronter var sorte, men opvaskemaskinen var bare hvid. Og gammel. Og muligvis årsag til et ret stort vandforbrug. "Arjmn, skal vi så ikke skifte den til sådan en indbygnings-én?" "Jo, dét er en god idé". Sælge sælge gammel maskine på dba, købekøbe ny maskine på Whiteaway. Smække sort front på. SÅ fint!

Og så skulle man jo tro, at det hellige køkken var velforvaret.

Men.

Så er der nogen, der engang har lavet noget mærkeligt med noget rørføring oppe over vores overskabe. Som de har kapslet ind i noget grimt, træt, hvidt noget. Så det burde næsten males. Bare for at gøre det lidt pænere. Og så er der jo lige et lille udestående, der hvor det lille underlige skuffemodul (med tilhørende overskab) var. Der mangler fx lidt tapet. Som vi har bestilt, men ikke liiiiige fået op endnu.

Og mens vi (HDD) er i gang, kan vi (HDD) jo lige så godt få malet hele køkkenet. Det fik vi jo aldrig gjort, da vi flyttede ind, og der trænger virkelig...

Et hurtigt overblik over alt det, der allerede ER lavet i køkkenet, afslører, at jeg har lavet lige præcis intet af det. Som i overhovedet intet. Med mindre det tæller at bære lidt storskrald ned i ny og næ. Og så var det jo, jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte tilbyde at male. (Suk!) Jeg foreslog det sådan rimelig halvhjertet (for jeg gider jo ikke at male, vel?!), og sandelig om HDD ikke sagde nej tak?! Med begrundelsen, at nu havde han jo lavet det hele indtil videre, og så ville han egentlig også gerne gøre det færdigt. Hm? Ikke helt sikker på, at jeg ville have det ligesådan (prøv med "nu har jeg #/("€( lavet det hele, og så kunne du #%€/# godt give bare et LILLE nap med. Capice?!"). Men ingen maling til mig, siger du? Sounds good to me.

Men så blev jeg alligevel lidt mistænksom, iggå? Maling er jo keeedeligt. Og har reelt ikke noget med køkkenet at gøre. Så forleden, da jeg havde en veninde på besøg, og HDD og jeg underholdt hende med køkkentilblivelsens genvordigheder (ja, vi er noget af en fest at være sammen med, kan jeg godt afsløre. Sjove, stimulerende og VILDT interessante), og jeg nåede til delen om, at HDD gerne ville færdiggøre køkkenet selv, blandede han sig i samtalen og sagde, at det måske i virkeligheden havde lidt mindre at gøre med koceptet "jeg har selv lavet det" og noget mere at gøre med, at jeg (åbenbart?) har parkinsonhænder*, når jeg skal male.

Der var også en her, der ikke har haft en helt sikker malerhånd... 
Billede snatchet fra Berlingske. Jeg flytter det, hvis I bliver sure over, at jeg bruger det her.

Nå. Ser man det?! Det er ganske nyt for mig. Synes overhovedet ikke, at jeg ryster på hænderne, når jeg maler, men det kan jo være, at han mener, at mit lille uheld med den sorte maling i vores ellers ganske hvide gang, har dannet præcedens for fremtidige malerseancer? Bare fordi jeg ikke fik tapet HELT nøjagtigt af. Men det er alligevel i garderoben, så der er innnngen, der lægger mærke til det. Bortset fra HDD, altså.

Indrømmet - jeg er ikke så stor en detaljerytter som HDD. Overhovedet ikke, faktisk. Men parkinsonhænder, ligefrem?! Det synes jeg faktisk er lidt strengt. Så det surmulede jeg over. Lige indtil det gik op for mig, hvilke muligheder det vil give mig til fremtidige lejlighedsprojekter.

"Vi skal også have sat en kæmpefotostat op i soveværelset, skat. Og du har jo sagt, at jeg ikke duer til sådan noget...", "Male radiatorer, siger du? Jamn, dét kan jeg ikke. Tænk, hvis jeg maler udenfor radiatoren. Så kommer det til at se farligt ud", "Ska-aaaat?! Gider du ikke hænge den her ny-nørklede adventskrans (bedre sent end aldrig) op? Jeg ryster jo nok lidt for meget på hænderne", osv. Endeløse muligheder, I tell you. Så jeg har lagt surmuleriet på hylden og glæder mig i stedet over (åbenbart) at være megadårlig til at male...

*Det var det, han kaldte det. Han har ikke uddybet yderligere (og jeg har ikke spurgt), men jeg går ud fra, at det henviser til en usikker hånd. Og når det er sagt, har hverken HDD eller jeg noget som helst imod Parkinsonsyge. Så jeg håber ikke, jeg (HDD) har fornærmet nogen.

tirsdag den 16. november 2010

Rod, rod, rod

Det skrider fremad med køkkenetAlt Det meste skrammel er blevet smidt ud (har desværre ikke fundet mere brugbart i storskraldsrummet), og der er blevet sorteret kraftigt i køkkentøjet. (Altså ikke det tøj, man har på i køkkenet, vel?) Synes dog stadig, at der er ret meget tilbage, men jeg må jo prøve at få plads til det. Ellers må det komme ud i vores fantastiske rum på bagtrappen, der er lidt ligesom Pelles næb - der kan være det, som man lige har brug for, derude.

Vi har fået afsat vitrinen, som bliver hentet på fredag. HDD skilte den ad i går (vidste godt, at den er stor, men da den lige lå ned på køkkengulvet for en kort bemærkning, var den jo ENORM!), og nu har vi så vitrinedele spredt over det meste af lejligheden. Og en stor, bar plet, der hvor vitrinen plejede at stå. Meget mærkeligt, men ganske rart (så længe, det varer).

Vitrinens fald har desværre betydet, at mit musselmalede stel er blevet hjemløst, så nu overvejer jeg kraftigt at sætte det på loftet for en stund. For vi bruger det jo ikke alligevel. Jeg er nemlig sådan en, der drikker te af store krus - ikke af små bitte skrøbelige tekopper. Og HDD kan ikke få sine store grabber til at passe til tekoppernes små hanke. Men det er næsten helligbrøde at smide noget så smukt på loftet.

Som følger af køkkenprojektet, har vi også haft de andre rum under lup og er nået frem til, at der er et par små-møbler, vi ikke bruger. Derfor sælger vi dem, så igen - er nogen interesserede, så sig til. Det drejer sig om en Joe Colombo Boby Trolley (som er virkelig fed!) og et IKEA PS-skab. Som vi elsker, men som vi har 4 af i forvejen, så det må være nok…



Billede tyvstjålet fra IKEAs hjemmeside. Det er kun den nederste del - den med benene - vi har til salg.

Det er ikke fordi, det her skal udvikle sig til en salgsblog, men jeg tænkte, at det jo kunne være, at nogen lige stod og manglede et skab eller et retrochikt opbevaringsmøbel… Eller kendte nogen, der gjorde…

Nåmn, tilbage til køkkenprojektet. Som jo også lige pludselig er blevet til et "tapetser og mal"-projekt. Suuuuuk! GIDER ikke male, men det er jo så bare ris til egen r*v over, at vi ikke malede køkkenet (som det eneste rum), da vi flyttede ind. Det er mig, der har fået lov til at vælge tapet (skal bare på en enkelt væg), og det er lige kommet i dag, så nu håber jeg, at der ligger en lille gut inde i tapetpakken, som gider sætte det op.


Det blev det her tapet, der fandt nåde for mit blik, og jeg må da tilstå, at jeg er noget spændt på, hvordan det kommer til at se ud live.
Men hvo intet vover, og alt det der…

Øglen er ikke meget for al den virak, vi har gang i for tiden. Hun er ikke så god til opbrud, og jeg er ikke så god til at huske, at hun ikke er så god til opbrud. Måske fordi jeg ikke betragter en mindre køkkenrenovering som opbrud, men tager jeg børnebrillen på, kan jeg godt se, at det må virke voldsomt med ting, der forsvinder, nye ting, der kommer til, ting, der pakkes i kasser, ting, man ikke må pille ved, osv. osv. Hun tager det nu med ophøjet ro, mens hun drøner rundt mellem nedrevne fliser og gamle køkkenelementer, men ved puttetid er hun helt umulig. Hun skriger og skriger og er generelt helt ulykkelig - ret meget ligesom da vi flyttede ind. (Med den lille forskel, at hun heldigvis godt tør bevæge sig rundt i lejligheden nu. Så slipper jeg i det mindste for en diskusprolaps).

Det tærer unægtelig på både kræfter og humør at skulle bruge flere timer hver aften på at få hende til at hidse sig ned, men et eller andet sted er vi jo selv ude om det. Håber, at vi snart er færdige med køkkenet, så sovevanerne kan komme tilbage til normalt. (Selv om det selvfølgelig er lidt vanskeligt at lave køkken om aftenen, når nu Hun. Aldrig. Sover). Jeg hepper på weekenden (og som mellemstation på i morgen, hvor jeg har fri og skal lege med DEJLIGE damer på Fyn. Bl.a. hende her. Og derfor ikke er hjemme, når putteseancen finder sted... Hurra.)

Vi blogges ved. Og indtil da kan I lige få Nobody puts baby in a corner, part 2:

lørdag den 13. november 2010

Jeg tager det i mig igen

- ham HDD var hurtigere til at skrue et køkken sammen, end jeg lige havde regnet med. Bevares - det er ikke færdigt, og bordpladen kommer ikke lige med det første (så fik jeg i det mindste lidt ret!), men de fleste af elementerne står færdige, og jeg er flyttet ind i dem. Eller, altså - jeg bor jo i lejligheden, ing', så det er køkkentingene, der er flyttet ind i elementerne. Samtidig er der en hel del ting, der er flyttet ud af vores vitrineskab, som nu er blevet ganske overflødigt. Så hvis der er nogen, som står og mangler sådan en s*tan, så giv lige lyd, for vi sælger hellere end gerne.

Mit bidrag til hele projekt køkken har i øvrigt primært været at holde mig (og Øglen især) væk. Så vi har været ude i verden i dag. Legeren, biblioteket (som fejrede Rasmus Klump og derfor gav pandekager. Gæt, om Øglen syntes, dét var et hit?!), en god skraber i vognen (Øglen) og en kop kaffe på Pixie (mor). Derefter en laaang gåtur på Østerbro med tilhørende vinduesshopping (mor) og fri leg i gården (Øglen). Var egentlig ikke meningen, men jeg kan ikke stå for Øglens nuttede "lå låh laajjj?" (betyder 'ud og lege', hvis nogen ikke skulle være så stiv i Øglsk, som jeg er).

Legen sluttede, da Øglen tog sig til bagdelen, så lidende ud og gjaldede "blæææææ" ud i hele gården (en lille skævhed i udtale af vokalen 'e', eller også en fin krydsning af 'ble' og 'bæ', måske?!) Op ad trapperne, bugsere Øgle over køkkenbyggerod, aflevere til HDD og så ellers af sted ned til bette blomsterbutik, hvor jeg under vinduesshoppingen havde set mig varm på en smååååk troldhassel (troldegren? Troldebusk? Krøllet, tørt udseende plante?) Fik god sludder med blomsterdamen (som måske nok er verdens sødeste blomsterdame) og endte med at slæbe for 275 kr blandet troldedusk med mig hjem. Men den er det hele værd, for da HDD havde haft fingrene i den, så den sådan her ud:

Øglens værelse. Nu med troldhassel. 
(Ved i øvrigt godt, at det roder, men er bange for, at det stort set altid ser sådan ud. 
Øgler roder nemlig, skal jeg sige jer...)

Nu mangler der bare lidt tyl eller nåwet henover grenen, så det bliver lidt mere 'hulet'. Og måske noget dims til at hænge op i grenen. Men indtil jeg finder ud af, hvor man køber tyl (og derefter rent faktisk køber det), må Øglen leve med den tyl-fri version. Som egentlig også er meget fin, synes jeg.

Resten af dagen blev brugt på det føromtalte rykken ind i skuffer og ud af vitriner og Postmand Pære og så'n. Øglen opførte sig eksemplarisk og nøjedes med at splitte en hel pakke sugerør ad og sprede dem i det meste af lejligheden, fylde vaskemaskinen med sine køleskabsmagneter og sidde og hamre på radiatoren med en mejsel, som hun fandt i en pose (?!?!) Så det var rent faktisk muligt at blive færdig med køkkenoprydningen, inden hun skulle i seng.

Putningen trak tænder ud (dog intet i sammenligning med i går, hvor hun først overgav sig 22-22.30. Putningen var iværksat omkring kl. 19), så vi følte helt klart, at vi havde fortjent sushi. Så jeg smuttede efter rå fisk og havde et par køkkenskuffer til storskrald under armen. Tror faktisk, jeg er ved at blive helt gode venner med det storskraldsrum. For selv om jeg ikke fandt en barnevogn denne gang, fandt jeg en fin (men støvet!) kogekedel fra Le Creuset. Som er som skræddersyethamrebanket til vores nye-agtige køkken. Og en sød urtepotte. Og RET meget mere, som jeg heldigvis ikke kunne slæbe, fordi jeg jo også skulle bære sushien. Min indre krejler har virkelig ikke godt af, at der er en gratis genbrugsbutik lige nede i porten (for det er vel egentlig det, det er?). Men på den anden side er genbrug jo både CO2-venligt og totalt oppe i tiden. Så mit krejleri må jo næsten gøre mig helt klima-agtig og trendy. Ikke? Det tror jeg nok bare, vi aftaler, at det gør...

Megastøvet, men er den ikke fin?

Mmmmm. Sushi!

fredag den 12. november 2010

Det kan godt være, at jeg er i (for) god tid

... men nu er det gjort. Pakkekalenderen til Øglen, som jeg købte ind til tilbage i august (jaja; men der var TILBUD på pakkekalender-ting, mkay?!) er næsten færdig. Og så kan det godt være, at pakkerne (og billedet, i øvrigt - skodagtige mobiltelefon-kamera) er herregrimme, men jeg har jo heller aldrig påstået, at jeg var krea, vel?!


Så mens Øglen snorkede (og hostede - hvordan kan 85 cm indeholde så meget snot?) i går aftes, sad jeg bøjet over køkkenbordet og pakkede ind. Og bandede. Primært over de gaver, der ikke var firkantede, og dem var der ret mange af. Der er temmelig mange Schleich-dyr i pakkerne, og de er desværre sjældent specielt firkantede. Jeg siger jer, det var noget af en udfordring at få pakket grisen ind. Og blåhajen. ISÆR blåhajen! Åndssvage finner.

Billedet er hapset fra byneel.dk (hvor jeg i øvrigt også har købt alle kalendergaverne...)

Nåmn, grimme pakker eller ej, så blev jeg da næsten færdig. Og behøver dermed ikke at spekulere mere på dén ting. Lige bortset fra de 5 pakker, der mangler, for at der er 24, men måske vi bare sagde, at HDD fik til opgave at købe dem? Og pakke dem ind? Joeh, det tror jeg nok, vi sagde...

I weekenden piller HDD vores køkken (mere) fra hinanden, og han har truet med at fjerne køkkenbordet helt. Siger også, at jeg nok skal få et nyt køkkenbord - også inden weekenden er omme, men det vil jeg se, før jeg tror det. Så i de næste par dage (uger? I hope not!) skal spisebordet substituere for køkkenbord. Og så bliver der ikke plads til at pakke kalendergaver ind. Men det behøver jeg jo heldigvis ikke stresse over længere.

Til gengæld ville det måske klæde mig at begynde at stresse bare en anelse over, hvad jeg egentlig skal lave af gaver til hjemmelavet jul. Jeg kan ikke love, at det bliver kønt (det er jeg faktisk ret sikker på, at det ikke gør), men det bliver lavet med kærlighed. Og formentlig en hel del banden og svovlen...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...