Men jeg ammer jo?!

I morges fik jeg en hjerneblødning af de større (blame it on the snot). Frisk - eller, ok... "frisk" dækker det nok nærmere - ude af badet, på vej ind for at finde dagens outfit (hæhæ, lyder fancy, ikke?! Kan dog betro jer, at tøjet for tiden består af jeans, ammetop og variation over sweater eller cardigan), mødte jeg Vægten. Som stod der i morgenlysets skær og kiggede hånligt på mig. Og i stedet for bare at lade den være og svælge i, at jeg, sidst jeg betrådte dens grumme glasoverflade, vejede nøjagtigt det samme, som da jeg blev gravid, så sprang jeg optimistisk op på den.

Det var en dårlig idé.

Altså, min hjerne ved jo godt, at det ville være noget underligt noget, hvis alle de kalorier, jeg kører ind i form af slik, kage, is og sukret te efter mørkets frembrud, bare forsvandt ud i den blå luft. Men jeg ammer jo, så jeg må godt! Det er min krop så bare ikke helt enig i, lader det til. For vægten i dag viste 2 kg mere, end den gjorde sidst - og det er vel omkring en måned siden. 2 kg er ret meget på en måned, synes jeg - i hvert fald, hvis det fortsætter i det tempo. Min første indskydelse var naturligvis, at vægten måtte være i stykker, men den ser desværre ud til at fungere upåklageligt. Og selv om jeg i virkeligheden ikke går såååååeh meget op i, hvad jeg vejer, men snarere hvordan jeg føler mig, så kan jeg jo ikke løbe fra mit spejlbillede særlig længe, i hvert fald. Som er aldeles nådesløst - ligeledes i morgenlysets skær - og som har en ubændig trang til at fortælle lang og kedelig historie om dansehåndtag og bløde lår.

Og jaja - det hele bliver selvfølgelig meeeeget bedre, når jeg for alvor får taget fat på løbetræningen til det der bette løb, jeg har meldt mig til. Jeg skal da bestemt også i løbetøjet igen, når snotten har fundet exit, men motion gør det jo ikke alene, så indtil videre har jeg vinket farvel til aftensnackeri ifa. meget kalorierige ting. I stedet har jeg her til aften lavet en kande af den fantastiske te, der var med i min oplevelseskasse, og så har jeg spist fire (ja, 4 - havde egentlig taget to med ind i stuen til HDD, men han ville ikke have, og så kom jeg til at spise hans...) mandariner. Og det er egentlig helt ok. Savner i hvert fald ikke slik (endnu), men det kan også hænge sammen med, at jeg alligevel ikke kan smage noget pga. forkølelse...

Såeh - babysteps, men det er også fint. Det er et tempo, jeg kan følge med til. Og den gåtur på 10 km jeg var på i går og den på 5, jeg var på i dag, må da også tælle for noget (og så ikke et ord om den latte på sødmælk, jeg bestilte sammen med mødregruppen på Krummen & Kagen bagefter). Desuden så ammer jeg jo, så lige om lidt har jeg smidt de 2 kg dér. Og måske endda mere til. Lige om lidt, blev der sagt!!! Så bliver jeg også ekstra flash i min pailletblazer, der kom i dag, og som faktisk er virkelig fin. Når den ligger ned, i hvert fald. Har ikke lige fået den prøvet endnu...

Og hey, Birgitte - hvis jeg bestiller kage i morgen, når vi ses til kaffe, har du nu officielt håneret...

Dét skal fejres!

Har lige været ved lægen til det der 8-ugers tjek. Alt så fint ud, og det er selvfølgelig dejligt, men det er ikke det, der er det vigtige. Det er det, jeg havde (og stadig har) på hos lægen, der er det vigtige, for det var (er) nemlig et par før-graviditetsbukser! Jeg siger det bare! Og i går havde jeg en før-graviditetsnederdel på. Bukserne er ikke skinny jeans, og nederdelen ikke af den allermest smygende slags (baggy er vist en mere korrekt betegnelse), men alligevel - det går da den rigtige vej!

Så det skal selvfølgelig fejres, og hvordan gør man det bedre end at sætte kursen direkte mod Lagkagehuset efter en træstamme? Og impulsshoppe en cardigan på vejen. Længe leve barsel. Og dagpenge...

 

Tøj og mad! (Og det er den lille pose, der er træstamme i. Den store pose gemmer på rugbrød)

Lægen kiggede i øvrigt Varanen i munden og mente ikke, at der var grund til at klippe tungebåndet (endnu?) Det er jo godt, at de sundhedsfaglige personer er enige. Eller nåwet...

Noget om sundhed

Ja, det er jo ikke fordi, den her blog emmer af ruccola, koldpressede olier og absolut fravær af mælkeprodukter. Derfor kan det også undre, at jeg, qua denne blog, er blevet inviteret til et seminar om lige netop sundhed. I familien. Eller måske er det et vink med en vognstang, som jeg i givet fald ikke helt har fanget.

Jeg bliver ellers aldrig inviteret til noget som helst (ynke-ynk), så jeg ville da egentlig gerne have været med (behøvede jo ikke at høre efter, vel? Kunne jo bare nøjes med at sidde og kigge lidt langt efter ham der Christian Bitz, som er one fine man, hvis man spørger mig), men det ramlede i dén grad sammen med Varanens ankomst, så det gik ikke.

Senere viser det sig så, at seminaret er blevet aflyst, men de flinke mennesker, der inviterede mig i første omgang ville da bare lige høre, om jeg ikke kunne tænke mig en af de goodybags, der skulle have været uddelt til seminaret. Om? But of course! For ikke nok med, at jeg aldrig bliver inviteret til noget, så får jeg heller aldrig noget (mere ynke-ynk; jeg er jo ikke en af de der indviede, der får lov til at prøve alle mulige skøre produkter), så når chancen byder sig, SÅ springer jeg til!

Og den der goodybag, den kom så med posten i dag. En fin Reisenthel-termotaske (som Øglen straks forelskede sig i - måske fordi den ligner Rasmus Klumps bukser?!) fyldt med vitaminpiller (ignorerer bare, at der er et glas 50+ vitaminer i tasken. Nok føler jeg mig gammel grundet søvnmangel, meeeen...) og en kogebog med Mr. Bitz. (Forstår ikke helt titlen "Bitz dit køkken", men måske der er en skjult betydning, jeg ikke fatter? Enlighten me!) Det er da en okay goodybag, hvis man spørger mig. Så skal jeg bare lige huske at æde nogen af alle de der vitaminer. Måske jeg skal stille dem i samme skab, hvor jeg gemmer forskellige afarter af slik? Og så skal jeg nok også prøve at læse i - og lave mad fra - Bitz-bogen. Før det der sundhedsnoget sådan for alvor batter herhjemme.

 

Nogen, der har taget Rasmus Klumps bukser, syet en taske af dem...

 

... og fyldt dem med vitaminer...

 

... og Christian Bitz?  

Men nu er det jo ikke sådan, at jeg er usund HELE tiden. Vel. Forleden var jeg fx på den der 42 Raw. Og fik nogle "thainudler" af squash og gulerod med noget lækker sauce. Det smagte glimrende, men nudler?! I don't think so. Stik mig et mandolinjern, så skal jeg også skamsnitte squash og gulerødder, kalde dem nudler og forlange kassen for dem. og det der rå mad skulle jo være så sundt, at jeg næsten ikke har dårlig samvittighed over, at jeg dagen forinden spiste det her til frokost:

 

Latte og træstamme fra Lagkagehuset. Jamen, er I KLAR over, hvor godt sådan en smager? Den er alle 19 kroner værd! Tak til Nye Mødregruppe-mor for at have ledt mig på sporet af dem...

 

Raw food. Med noget jordbær/æble/ingefær-saft. Nam. Fik ikke taget billeder af teen, men den var også god. Og helt klart varmere end 42 grader...

Er det mon optimisme eller naivisme

... når man, 3 uger og 2 dage efter fødslen (hvor man vel og mærke tog i omegnen af 20 kg på) beslutter sig for at prøve et par skinny jeans fra ens 'rigtige' (læs: før-graviditets-) garderobe?!

Kunne ikke passe dem, hvis nogen skulle være i tvivl. Endnu altså. (Der var den igen; optimistisk eller naiv?) Det skal nok komme. Jeg skal så nok bare lige lade være med at spise slik og kage minimum én gang om dagen og typisk også om aftenen, efter Øglen er proppet i seng.

Og mens vi er ved spørgsmålene, skal man så blive tøsefornærmet eller grine manisk hjerteligt, når man i 7-Eleven foreslår sin kæreste, at han snupper en jumbosnegl, hvis han er sulten, og han som svar på dét napper en i fødepøllen og proklamerer, at han allerede har en jumbosnegl?!

Drastiske midler

... Ja, når han ikke kommer frivilligt, ham Varanen, så må man jo tage de drastiske midler i brug. Derfor var jeg forbi 7-Eleven på vej hjem fra Øgle-afhentning for at købe Faxe Kondi og en hindbærsnitte. Det virkede for Lykke, så nu skal det stå sin prøve hos mig også. (Og når det endelig skal være, så er det jo ikke det allerværste, man kunne indtage).

 

Det er dog ved at være en del timer siden, at kombo'en blev indtaget, og der er ikke tegn på noget som helst endnu. Måske fordi jeg ikke har drukket al Faxe Kondi'en? Måske fordi jeg delte snitten med Øglen? Det må være derfor - jeg har simpelthen ikke fået sukker nok! Så nu er HDD sendt i kiosken efter Ben & Jerry's. Absurde mængder sukker må være lige det, der skal til, for at lokke Los Varanos frem...

Og ja - Øglen er naturligvis blevet puttet. Det skal jo ikke gå ud over hende, at jeg i ren og skær desperation vælger at svælge i sukker, vel?! *Ahem*

Man kan tage Øglemor ud af Jylland

... men man kan ikke tage Jylland ud af Øglemor. Jeg er jyde, og selv om jeg har boet over ti år (10 år, mand!) i Kbh, så tror jeg aldrig, at jeg slipper af med min indre krejler. Og det er egentlig meget rart, for den indre krejler kan man faktisk tjene penge på i ny og næ.

Kan I huske, at HDD og jeg var mega-dårlige forældre i starten af august og sendte Øglen i institution, mens vi selv var effektive derhjemme? Vi fik bl.a. ryddet op og ud på loftet, og vi fandt RET mange mærkelige ting, som vi ikke liiiige kunne huske, hvorfor vi havde gemt, endsige hvad vi skulle bruge til fremover. Så vi satte meget af det til salg på dba.dk. Vi er langt fra i bund (der står stadig to flyttekasser med underlige ting inde i soveværelset, og det bliver jeg snart en lille smule vanvittig over), men nogle af tingene er om ikke gået som varmt brød, så i hvert fald blevet solgt. Og derfor har vi nu en lille plasticbøtte i et af  skabene med små 3000 kr i. Som vi har tjent på at rydde op på loftet, kan man vel godt sige. Det er da ikke helt skidt.

Nogle af tingene har selvsagt været dyrere end andre. Min gamle pusletaske (jeg har købt en ny. Hurra!) kostede fx en brøkdel af, hvad vi tog for den fine skænk fra IKEA. Og Le Klint-lamperne. Men et eller andet sted, så betyder prisen ikke alverden - jovist er det rart at have sparet lidt op til ny vaskemaskine (booooring!), nyt køkkengrej (også lidt kedeligt, men trods alt sjovere end vaskemaskine) eller ting til Varanen (now we're talking), men jeg synes egentlig bare, det er fedt at kunne give fuldt funktionsdygtige ting et hjem i stedet for at kyle dem til storskrald. Og jeg er sikker på, at ham, der var gået i stå i sin bil et sted på Østerbro i går, også var glad for, at vi havde et sæt startkabler billigt til salg (og var hjemme), så han slap for at betale 400 kr. for de samme på en tankstation. Så genbrug / gensalg holder begge veje...

 

Ny pusletaske. Som ikke er købt brugt, og hvis pris ikke er specielt krejler-agtig, men lad nu det ligge...

Min indre jyde var i øvrigt også en kende træt af, at den (og jeg) igen ikke havde fået spist alle vores bananer (sådan går det, når man tager en pause fra hverdagen - uden bananer), så jeg fik brugt de meget brune stakler til et bananbrød. Som jeg genopdagede ovre hos Frk. Struds forleden. Havde fuldstændig glemt, at det eksisterede, men jeg dykkede ned i mine håndskrevne opskrifter (ved nærmere eftertanke kunne jeg jo så bare have brugt opskriften ovre hos Frk. Struds, men altså...) og fandt den gamle glemte kending frem. Og vupti, var de trætte bananer omdannet til noget, der vist bedst kan beskrives som kage, men som hedder noget med brød, og sådan noget er jo sundt, som vi alle ved...

Noget af opskriften. Skrevet med ung, håbefuld hånskrift i meget gammel opskriftbog, som er utrolig grim, men vældig nyttig.

 

Det færdige bananbrød. Nu med mørk chokolade, à la Frk. Struds. Og det kan godt være, at det ikke ser så spændende ud, men det smager fortrinligt...

Så det er altså det, jeg har fået min barsels-fredag til at gå med; lege krejler (i dag til/med/for nogen, som akut manglede lys (?!) i deres lejlighed), bage (og spise) bananbrød og skrive blogindlæg. Og nå ja - drikke kaffe med ligeledes højgravid mødregruppe-kollega. Så det kan godt være, at jeg er tilbage i byen efter min hverdags-pause, men det er nu også lige til at holde til...

Pause-Poul

Mig og Øglen holder pause. Fra den der hverdag (som i virkeligheden ikke er så hård, hvis man er mig og på barsel, men som straks er lidt mere actionpacked, hvis man er Øglen og går på stue med 12 andre hårdkogte Hobbitter). I går morges pakkede vi Familie-slæden (som jeg kører alt alt for lidt i, og som jeg derfor er ved at udvikle en bil-fobi overfor) og drog vestover til Mormor og Morfar (Øglens, altså).

Selv om jeg næppe nogensinde bliver perlevenner med morgentrafikken og vejarbejdet i København, så gik turen glimrende, og Øglen brillerede ved at sidde på bagsædet og synge 'Lille Peter Edderkop', kommentere landskabet og bekymre sig over, hvorvidt 'mindvøllerne' mon var i stykker, når de ikke drejede rundt. Når hun altså ikke kom med små besserwisser-udbrud som "Du kører ALT for hurtigt, mor". Hvilket jeg faktisk ikke gjorde *pudse-pudse glorie*, men jeg blev nødt til at smække bremserne i, fordi ham, der kørte foran mig, lavede en ualmindeligt underlig manøvre.

Øglen havde glædet sig som en lille dreng til at komme over til Mårmor og Mårfar, så hun har faktisk ikke været synderligt øglet, siden vi ankom. Tværtimod. Hun snakker, griner, uddeler krammere, som stillede hun op til valg på det, og har spurtet Mårfar i møde, når han er kommet hjem fra arbejde, sprunget op på skødet af ham og krammet til på "Awwww-måden". Lutter idyl, og vi mangler sådan set bare underlægningsmusikken til Det Lille Hus På Prærien (eller måske endda 7th Heaven?) for at gøre idyllen komplet. Det er meget muligt, at vi ikke ses til dagligt, men det bliver tilknytningsforholdet generationerne imellem tydeligvis ikke mindre af, og det synes jeg egentlig er temmelig priviligeret.

My preciousssss... Brombær-rov med Mårfar

Jeg får lov til at crashe på sofaen, læse dameblade og spise kage. Masser af kage. Bl.a. min mors f a n t a s t i s k e cheesecake. Med brombær plukket af Øglen og Mårfar, da de var ude at gå i går. Uden klapvogn, men på de buttede Øgle-ben, skam. Den var ikke gået (tøhø) hjemme i Kbh, men når man hænger ud med Mårfar, er man åbenbart lidt mere street, end man er sammen med mor og far. Jeg fik da også strenge formaninger om ikke at komme med: "NEJ, mor. Dig skal ikke med. Øglen og MÅRfar går tur!" Nånå. Bevares. Og skål i kage og sofa-crashning!

Nu er Øglen og Mårfar ude at plukke flere bær. Mårmor har tålmodigt forsøgt at forklare mig strikkekunstens mysterier, og jeg tror nok, at jeg kan strikke retstrik nu. Måske ikke noget, der vinder mig nogle krea-præmier, men man skal jo starte et sted. Og alene det, at jeg kan jonglere med to pinde ad gangen uden at stikke nogen ned, er succes nok for mig.

Cheesecaken før...

Det er altså ikke aktivitetsniveauet, der udmatter mig, her i Pauseland. Selv om jeg da må indrømme, at jeg er en anelse stolt af mig selv over i dag at have ringet og lavet aftaler med ikke bare en eller to, men hele TRE børnehaver, jeg skal ud og inspicere i næste uge. Så må vi se, hvor fresh jeg er, når jeg rent faktisk skal dukke op til aftalerne og rende rundt og stille spørgsmål til frokostordninger, pædagogiske visioner og lukkedage. Velvidende, at chancen for, at Øglen får en plads i en af de pågældende børnehaver, er cirka lige så stor, som at jeg smider alle mine graviditetskilo 10 minutter efter fødslen og bliver tyndere end nogensinde.

Cheesecaken efter...

Men som en af børnehave-damerne var så opmuntrende at sige til mig, da jeg ringede i formiddags: "Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Vi har allertidligst pladser til sommer igen, men det er jo selvfølgelig ikke forbudt at håbe på mirakler". Nix. Det er det nemlig ikke. Så det vil jeg gøre. Og mens jeg gør det, tror jeg da lige, at jeg lægger mig på sofaen sammen med cheesecaken et dameblad...

Jordbær med fløde

- flødeskum, that is. Og lidt kagecreme, marcipanfyld og mørdejsbund. Så kan det ustadige vejr bare komme an, kan det...

Published with Blogger-droid v1.6.5

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

Der er (stadig) rocker-travlt på job. Det trækker tænder ud, men heldigvis har weekenden været über-skøn med solskin og al tid i hele verden til at tumle, lege og nyde at til stadighed undres over, hvor hurtigt sproget hos en to-årig udvikler sig. Det har ladet batterierne godt op, og jeg er nu klar til en sprint her i den kommende uge - påskeferien står nemlig og vinker lokkende til mig ude i horisonten.

Og når det endelig skal være så travlt på arbejde, så kunne det faktisk være meget værre. For se nu her:

Chokolade-/mint-muffins med blå frosting

Afdelings-burgerfrokost (i fredags, godt nok. Ikke i dag). Fordi det var synd for os

Slikbjerg. Til fri afbenyttelse. Ja tak.

Og klokken 14 er der kage (de der muffins var i fredags. Det er jo ikke fordi, vi spiser kage TO gange på en arbejdsdag. Næh nej...). Er der noget at sige til, at jeg bliver stor som et hus? Kamæleonen vil jo smage det HELE. HDD er begyndt at kalde mig Barbamama. Jeg vælger at tro på, at han tænker på, at Barbapapaerne kan antage en milliard forskellige former, og at han synes, at jeg har antaget høj og slank-formen. Og ikke fordi jeg efterhånden er nemmere at hoppe over end at gå udenom. Jo, det må helt klart være det, han mener...

Nammenam!

Prøliå se, hvad Øglen fik af sin søde tante i går. Serveret i kageæske fra bager og det hele. Mmmmm.

Det er min svigerindes søster, der har hæklet dem, og hvis jeg kender hende ret, er det foregået efter gehør. Hvem, der bare var kvart så krea. (Og ja, jeg har lyst til kage nu... Selv om jeg lige har spist noget til morgenmøde på arbejde... Man kan aldrig få kage nok...)