Viser indlæg med etiketten karameller. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten karameller. Vis alle indlæg

mandag den 25. oktober 2010

Hverdags-matematik

Lige kommet tilbage på pinden efter 10 dages ferie
+
Træt efter at have lukket et brag af et bryllup i lørdags (er blevet for gammel til det pjat)
=
Usandsynlig lav arbejdsproduktivitet

Jeg vil tilbage til Bornholm. Og spise karameller (slentrepinden er svært god - og ikke kun pga. dens fantastiske navn), samle kul på stranden, putte med Øglen og læse bøger højt. Pege på alle mulige mærkelige ting og høre Øglen forsøge at udtale navnene på dem (sædvanligvis ikke succesfuldt, men hun skal næsten have points for at prøve). Jeg vil sove længe (-agtigt), have tid til at bage boller hver morgen og ikke have andet at nå end en gåtur i skoven og en balje to baljer kaffe, der skal drikkes.

Alternativt vil jeg fryse tiden fast omkring kl. 02 lørdag nat, hvor bruden, undertegnede og en håndfuld veninder fræsede rundt på dansegulvet, mens vi skrålede (og jeg mener virkelig s k r å l e d e) med på Nik & Jay + Alphabeat. På "jeg er 16 og totalt nede med det her danseshit"-måden. Og rent faktisk glemte for en stund, at vi alle er cirka det dobbelte af 16 og nogle af os (eller i hvert fald jeg selv) ikke ejer rytme. Men efter en halv snes tranebær specials kan man bilde sig selv meget ind - også, at man er en regulær Ginger Rogers.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne være et andet sted end lige midt i hverdagen. Som allerede har vist sig fra sin mest praktiske (læs: irriterende) side i den forstand, at
  • Det var sort som natten (sjovt nok ...), da vækkeuret ringede,
  • Øglen skulle vækkes og slet slet ikke kunne vågne (der er noget meget naturstridigt over at vække et sovende barn)
  • HDD havde et møde kl. p*s og derfor blev nødt til at tage af sted midt i havregryn, døsigt barn og megatræt mor
  • Alt Øgle-overtøjet - regntøj, termotøj, gummistøvler, varm ude-bluse, hue og handsker - skulle transporteres sammen med mig og Øglen på cyklen, fordi vi ikke er sådan nogen, der har to af alting og derfor har haft alt med hjemme fra vuggeren, så vi også kunne have glæde af det på ferien
  • Der ikke var mere mælk til kaffen på arbejde (og nej - jeg kunne ikke bare løbe ned og købe noget, for dels gad jeg ikke, dels ekesisterer der ikke skyggen af mælke-indkøbsmuligheder i nærheden af kontoret)
  • Osv.
  • Osv.
Det var ALDRIG sket på Bornholm. Jeg siger det bare. (Og ja, det hænger muligvis sammen med, at der var noget med noget mormor med på Solskinsøen, som ikke glemmer ikke at købe mælk. Basta).

Men der er vist et eller andet med, at man skal få det bedste ud af det, man har. Er der ikke? Som jeg har været inde på før, så er ham DVL jo egentlig helt ok. Når man lige har vænnet sig til hans bryske facon. Så et andet regnestykke kunne hedde:

Fødselsdags-kollega-wienerbrød
+
Ikke så mange møder
+
Solen skinner
=
Det er da egentlig helt ok

Så måske det faktisk ikke er så slemt at være tilbage i hverdagen. Også selv om det ikke er på Bornholm. Og selv om jeg gerne vil have nogle karameller ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...