Viser indlæg med etiketten karen blixen. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten karen blixen. Vis alle indlæg

lørdag den 13. april 2013

Nixen bixen, Karen Blixen

Ja, nu bor man vel i Nordsjælland, og så må man jo forfine sit sprog. Mener Øglen åbenbart, for lige siden hun holdt piratfødselsdag for børnehaven, og en af de store piger afsluttede mit "Nixen bixen" med et listigt "Karen Blixen", har Øglen også sagt det. Muligvis fordi jeg syntes, det var rimelig sjovt! Og måske/måske ikke er kommet til at sige det et par gange siden.

I påsken gik hendes 'Nixen bixen, Karen Blixen' helt over gevind, men hun havde også usædvanligt opbakkende publikum i form af både Mårmor og Mårfar. Sidstnævnte greb muligheden for at proppe lidt lærdom ind i hovedet på den unge dame, så nu ved Øglen, at "Karen Blixen har boet i Afrika. Og da hun kom hjem, begyndte hun at skrive en masse bøger". Øglens blik blev dog temmelig formørket, da jeg bød ind med noget om Isak Dinesen og pseudonymer i al almindelighed, men så lad gå da. Og hun misser ikke en chance for at sige det nu heller - så snart, der er grund til at sige nej (og det er der tit, lader Øglen til at synes), sker det med et "Nixen bixen, Karen Blixen". (I visse tilfælde - hvis hun er rigtig sur - råber hun "NæHÆÆÆÆJ, Karen Blixen", men hun opdager sjovt nok hurtigt, at det ikke rimer ...)

Vi leger "Nyhederne" ...  

Og nu har vi så besluttet, at fascinationen af om ikke Karen Blixen selv, men så hendes navn, skal  fodres. Og hvilken bedre måde at gøre det på end ved at besøge caféen på Rungstedlund, der skulle servere en killer-brunch?! Det er de umiddelbare planer for morgendagen, men lad os se, hvad humøret bringer. Og temperaturen på de små pander. Øglens var i hvert fald ret varm her til aften, og Varanen lyder som en blæsebælg, når han trækker vejret, så måske Karen Blixens brunch må vente. Desværre - både fordi det er synd for reptilerne, hvis/at de er sløje, men også fordi det er lidt synd for os. Jo mere vi er hjemme, jo sværere er det nemlig at komme med undskyldninger for, hvorfor det nu lige er, at vi ikke får kværnet de vanvittige mængder afklippede grene, vi har liggende i haven, med en lejet komposteringskværn. Har allerede brugt hele dagen i dag på det, men vores have er tilsyneladende vældig inspireret af Særimner og lader til at generere nye grene hele tiden. Så det ser ud som om, det har lange udsiger med at blive færdige. Derfor kan vi ligeså godt overspringshandle i Rungsted, og hvis det oven i købet kunne involvere noget brunch, er der jo ikke et øje tørt. Vi er nemlig nogen, der savner et hæderligt caféliv heroppe i Forstaden. (Og så er vi i øvrigt også nogen, der har spist aftensmad på "Madonnas". Og godt nok fået grin, smil og jublen ud af ellers temmelig trætte reptiler, men allywl. Om tre uger har vi også købt crocs, matchende fritidssæt og et fortelt. Provinsen er en sniger, er den).

Lige om lidt kommer der Barnaby på DR1, og der er chokoladeskildpadder i køleskabet. Ikke actionpacked, men fannarme hyggeligt.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...