Viser indlæg med etiketten kom og køb. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten kom og køb. Vis alle indlæg

mandag den 1. juli 2013

Rester fra loppis (salg og en forespørgsel)

I forrige weekend var nabokonen (for det er jo det, hun teknisk set er - også selv om 'kone' får hende til at lyde, som om hun er en trind madamme iført forklæde med Atamon i lommen. Hvilket ikke kunne være længere fra sandheden) og jeg jo, som nævnt, på loppis. Det var en lang og begivenhedsrig dag, og der var godt gang i salget. Selv havde jeg ikke så meget med, men lidt blev det til, og det var da også overskuddet, der finansierede vores Tivoli-tur forleden.

Nabokonen - arj, lad os kalde hende nabodamen i stedet. Det lyder, alt andet lige, bare en anelse mindre sat - havde temmelig mange ting med. For nu at sige det pænt. Der var mange aftagere af hendes lækre sager (det var så nu, det kunne have været praktisk, hvis jeg havde brugt samme størrelse som hende, men det er ikke tilfældet. I denne sammenhæng er det i dén grad mig, der er den trinde, omend jeg ikke er kone), men ingen af os fik udsolgt. Sidst på dagen stod vi derfor og skulle overveje, hvad der skulle med retur, og hvad der måtte lade livet. Der var en del, der røg ud (og i den forbindelse må jeg lige udtrykke min retfærdige harme over, at der ikke var en genbrugscontainer inden for miles omkreds. Det, der røg ud, røg i de der 'alt, der ryger heri, bliver brændt eller presset sammen til atomer'-containere, som stod på parkeringspladsen. Heldigvis sad der en håndfuld aftagere bænket omkring containerne, så de bedste ting fik lov at overleve i en eller anden form. Men jeg siger det bare, Røde Kors, Kirkens Korshær og Co. - der ville være mulighed for en del nyt gammelt tøj i biksen, hvis I havde en container placeret i nærheden af de større loppemarkeder ...), men noget var simpelthen for godt til bare at smide i skraldespanden.

Og i den forbindelse blev jeg betroet en ret stor mængde af det fineste babytøj, som jeg lovede at pushe i mit netværk. Det er så her, I kommer ind i billedet, Blogland. Måske har I allerede set billedet på Instagram, men det tåler bestemt en gentagelse. Og så kan det jo også være, at der rent faktisk er nogen, der ikke er på IG.

Lillebitte og fint. Nåååårh


Det ligner én stor rodebunke, kan jeg godt se, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke lige orkede at stå og tage billeder af alle de über-nuttede outfits et for et. Er der nogen, der er interesserede, kan jeg godt tage flere billeder, men lige for nu, må et samlet billede kunne gøre det.

Alt på billedet er pigetøj (der er også drengetøj), primært i str. nyfødt (50-62). Enkelte ting i andre størrelser også - som fx den fine, gule Wheat-kjole, der ligger foldet sammen i højre hjørne af billedet. Det er tøj af rigtig god kvalitet og i god stand. På enkelte ting kan der forekomme en lille plet, men der er ingen tydelige pletter eller noget tøj med huller i, fx. Det er kun det bedste, der fik lov at overleve turen hjem fra loppis igen.



Så: Er du nybagt pigemor, eller en vordende en af slagsen (eller kender du en, der kender en?), og kunne du godt lige bruge nogle lækre pigesager, så er det her, det sker. Der er rigtig mange gode sager - holdt i farveskalaen hvid, råhvid, sand, grå og rosa (med enkelte afstikkere), og du skal få det til special price for you, my friend. Spread the word, m'kay?

**

Og så har jeg en lille forespørgsel. På noget, jeg gerne selv vil købe. Men fordi jeg er en ludfattig tekstforfatter, har jeg simpelthen ikke de knaster, det åbenbart koster. Så derfor tilspørger jeg jer, om der er nogen, der kender billigere alternativer til de hersens Gonge trædesten?

Billede lånt her - sig til, hvis jeg skal fjerne det, så gør jeg det fluks

Det er som om, jeg engang har hørt/set/læst/drømt, at man kunne (kan?) få noget lignende i IKEA, og der kan min pengepung bedre være med. Men er det bare noget, jeg tror? Og har Gonge i virkeligheden eneretten på taktile plastikdimser til at lege Jorden Er Giftig med? I ved så meget, Blogland - ved I ikke også noget om trædesten?

torsdag den 4. oktober 2012

Tæp-tæppelæp-tæp-tærum-tæp(pe)!

Ahem. Vil bare lige gøre opmærksom på, at der er nye Mormor-tæpper i biksen. Og de er seriøst flotte. Just saying!

Så kom ud af busken, og køb et flot tæppe til jer selv, jeres venner, familie, naboer, bedsteforældre, yndlingsbarn i vuggestuen, eller en eller anden anden. Størrelsen er, som de andre, ca. 75x75, undtagen Tæppe B, der er lidt større og måler ca. 1x1 m. Se pris under hvert enkelt tæppe. Portoen kommer oveni, hvis du foretrækker at få det sendt, frem for at hente det på Østerbro. Så slå til, d'damer - det fås hverken flottere eller billigere!

Tæppe A, 300 kr.

Tæppe B, 250 kr.


Tæppe C, 200 kr.


søndag den 16. september 2012

Tæpper til salg

Min gamle mødregruppe var rætti rætti god. Bevares - den nye fejlede heller ikke noget (de gange jeg altså var der), men det blev aldrig det samme. Måske var den første så god, fordi det var første gang, og behovet for sparring og et forum at vende alle sine tanker (og dem var der mange af!) i var større dengang. Eller også var det fordi, jeg var heldig at havne i mødregruppe med de skønneste damer og ditto børn.

Ud af de fire andre mødre ser jeg stadig de tre jævnligt, også selv om en af dem er rykket uden for byen (så måske det kan fortsætte, selv om vi også bliver sådan nogen, der flytter ud af byen på et tidspunkt), og jeg er ovenikøbet så heldig, at en af de andre var på sin anden barsel på ret præcis samme tidspukt som jeg. (Det KAN have været udslagsgivende for min ringe mødefrekvens i mødregruppe 2, at jeg har haft C til at brokke mig til, grine sammen med, sammenlignet babyer med, osv.) Og fra 'bare' at have været mødregruppe-buddies, er vi blevet veninder i løbet af det seneste år. (Ret mig, hvis jeg tager fejl, C).

Nå, men C er velsignet med en mor, der syer. Afsindigt godt, ovenikøbet. C's første pusletaske var syet af hendes mutti, og jeg er sikker på, at jeg taler på hele mødregruppens vegne, når jeg siger, at der er blevet kastet mere end ét misundeligt blik i dens retning.

Desværre syer C's mor ikke pusletasker mere, men til gengæld har hun kastet sig over quiltede (kviltede?) tæpper i stedet. Og det er hun dæleme også god til. Nu er hun imidlertid løbet tør for børnebørn at sy til, og da C måske alligevel synes, det er overkill at have 10 tæpper til hendes to børn, har hun besluttet sig for at sælge de otte sidst ankomne. Tæpper, ikke børn.


Og det er her, jeg - og I stakkels tæppeløse stakler - kommer ind i billedet! Jeg har nemlig været så heldig at få lov til at prøve at sælge de otte tæpper, og selv om det her ikke er en salgsblog (det ER det ikke. Ama'r. Bare se bort fra de øvrige salgsrelaterede indlæg, her har været) skal det være mig en udsøgt fornøjelse. For nu har jeg jo egenhændigt gramset på tæpperne, og jeg lover jer, de er lækre. Og pæne. Og så er de ovenikøbet også billige - 200 bobs for unika-tæpper med 95% søvngaranti hos baby, og underholdningsfaktor for de lidt større babyer, der kan ligge og stene over mønstrene i stoffet. Lavet af bomuld og måler ca. 75-80 cm x 75-80 cm.

Tæppe 1 og 3 er nu solgt

Tæppe 5 er væk

Der er selvsagt kun ét af hver slags (unika, sagde jeg jo!), så det er først til mølle. Så trænger du til et lækkert svøb, et legetæppe eller slet og ret pynt til børneværelset eller -sengen, så køb da lige et tæppe, hva'? Det kunne også være alletiders gaveidé til din nybagte veninde eller så'n noget. Og uden at have tjekket, så kunne jeg forestille mig, at C's mor synes, det er ok, hvis du fortæller selvsamme veninde, at du da selv lige biksede tæppet sammen på den gamle Pfaff derhjemme... Bare så du fremstår totalt krea-agtig og overskuds-typet.

Send en mail til mig (shopamokka@gmail.com), hvis du er interesseret, så skal jeg ekspedere den videre i systemet asap. Hov - det er køber, der betaler porto, hvis I ikke vil afhente på Østerbro. Omkring en halvtreller, vil jeg gætte på. Og er der spørgsmål, så stil dem i kommentarfeltet - så skal jeg (eller C?) forsøge at svare.

- Postet fra mini-Padden

lørdag den 18. august 2012

Udsalg!

Vi pakker og pakker herhjemme, og nu er vi kommet til kasserne med Øglens gamle babytøj. Det er hyggeligt! Og shite, hvor er der meget, altså. Så HDD har krævet spurgt, om jeg ikke lige kan finde ud af at skille mig af med noget af det. Og det må jeg jo så gøre. Jeg har allerede pakket en stor pose til genbrug, men nogle af tingene var altså næsten for fine til bare at dumpe i en container, så jeg tænkte, at jeg lige kunne holde et hurtigt brandudsalg her på bloggen.

Desværre er jeg for træt til at tage billeder - også selv om jeg godt ved, at et billede siger mere end 1000 ord og blabla. Men hvad om vi bestemmer, at I kan sige til, hvis der er noget, I gerne lige vil se et billede af, før I slår til?! (For det gør I jo!) Så fatter jeg kameraet og lægger et billede på, men inden da, så gider jeg simpelthen ikke. Sowwy. Jeg lover, at tøjet er i rigtig god stand, at det er vasket i Neutral og aldrig er blevet tumblet (eller strøget, for den sags skyld).

Dagens kasse indeholdt tøj primært i str. 68. Der var også en snas i str. 74 og så lidt dims og tilbehør. Se selv:

Str. 68:
  • T-shirt fra H&M med påsyede lange ærmer. Støvet grøn med sødt fugle-/træ-/blomster-motiv - 15 kr.
  • Petit Bateau-body k/æ, babyrosaog hvidstribet, diskret lille tryk foran - 15 kr.
  • Mexx sommerskjorte/tunika - 10 kr.
  • 2 søde sommerdragter fra Nanoou, korter ærmer og korte ben. Den en er gul med hvide stjerner, den anden er lilla med hvide træer - 25 kr pr. stk.
  • Hollys body k/æ, hvid m/lilla kløvere - 25 kr.
  • OshKosh overalls - røde m/hvide striber - 50 kr.
  • Marineblå og hvidstribet kjole med tilhørende blebuks i dejlig bomuld. Ukendt mærke.Sød, lidt tuttenuttet kjole uden ærmer fra Picapau. Lyserød med vertikale striber i hvid, grå og (mere) lyserød - 15 kr.
Str. 74:
  • Hollys heldragt, rød m/hvide kløvere - 25 kr.
  • Hollys heldragt, lyserød/rosa m/brune kløvere - 25 kr.
  • Hollys body l/æ, lilla m/blå kløvere i hvid cirkel - 20 kr.
Dims og tilbehør:
  • NameIt dynejakke str. 74. Den er gået all in på bling, blomster og lir, og der er endda fake fur på den (aftagelige) hætte. SÅ sød til den lille gangsta-pige - 50 kr.
  • Cocomma (nu Bisgaard) futter i sølv, str. 19. Aldrig brugt - 50 kr.
  • Voksipose. Eller i hvert fald Voksibetræk. Uden dyne, men med det der hylster inkl. bæreremme til pladen (dog uden plade). Klassisk mørkeblå med ternet foer. Brugt, men i fin stand - 100 kr.
  • Barnestol (ja, den var så ikke i kassen). Sådan en, der kan lægges ned og blive til et bord med indbygget stol, you know. Nogen har malet den sort (ikke mig, jeg sværger - så ville jeg have gjort det lidt mere omhyggeligt), og den funker fint. Varanen har brugt den lige indtil i går - 150 kr.
  • Babydyne inkl. hvidt, old-skool (på almue-måden, ikke på retro-måden) betræk. Fin ekstradyne til barnevognen - 50 kr.
Nu er priserne jo latterligt lave, som I kan se, men jeg tøver alligevel ikke med at tilbyde alt tøjet fra de øverste kategorier til en samlet pris på 200 kr. Det kan afhentes på Østerbronx, eller jeg kan sende det, men så kommer portoen altså oveni prisen.

Skulle nogen være interesseret i barnestolen, så sender jeg den altså ikke. Det bliver simpelthen for bøvlet.

torsdag den 28. juni 2012

Varanen sælger ud

Det kan godt være, at jeg ikke synes, at jeg har købt synderligt meget til Varanen i den korte tid (eller... 9 måneder... det er da egentlig ret længe), han har været hos os. Men ikke desto mindre har han alligevel en del ting, han enten er vokset ud af, eller som han ikke bruger. Og eftersom vi ikke har ret meget plads (og i øvrigt forhåbentligt skal flytte inden for en overskuelig fremtid), så er der jo ingen grund til at proppe skabe og loft og kasser med memorabilia, som vi formentlig aldrig kommer til at bruge igen. Eller alternativt kan erhverve os igen, skulle det nogensinde blive aktuelt. (Og her kan jeg betro jer, at det ikke kommer til at ske, før vi har fået os en lur af Tornerose-agtige dimensioner).

Kigger du efter Baby Dior og haute couture til småfolk, så er det ikke her, du skal kigge. Men mangler du en lækker Småfolk-heldragt, en Thildeklud (hvad ER det i øvrigt?), nogle ydmygende (for baby, så no worries) arm- og fodbånd og alt muligt andet - mest tøj - så tag lige et kig her.

Jeg kan ikke love, at jeg ikke fylder mere på senere. Lige nu ligger der et par fantastiske Krutter-bukser, Rasmus Klump-style, og en smørblød Poppy Rose-heldragt i måske-bunken, men jeg er jo så piv-sentimental, at jeg ikke ved, om jeg kan nænne skille mig af med de bukser, Varanen havde på til sin dåb, eller den heldragt han fik i barselsgave af Farmor. Måske overvinder kynisme og grådighed tilsidst den irrationelle sentimentalitet, men i givet fald må jeg lægge tøjet online da. Indtil videre må I nøjes med følgende, der også bærer et minde eller to med sig, men ikke i helt samme grad...

Småfolk-heldragt med æbler i tyk, god kvalitet og lækker blå farve. Str. 68, men en anelse til den store side. Varanen fik den i barselsgave af Tante L og har nydt at have den på i den måneds tid eller to, han kunne passe str. 68. Pris: 100,- plus porto.

Sort Ej Sikke Lej-heldragt, str. 74 - men lidt til den lille side. Øglen fik den af en anden tante (også en Tante L, as it happens) og har brugt den en enkelt gang eller to. Varanen har aldrig brugt den, da den er lidt for slim-fit. Fint ugleprint bagpå (se næste billede). Prisidé: 75,- plus porto. 

Ej Sikke Lej-dragt. Se nærmere beskrivelse på billedet ovenfor

LaMaze håndleds- og fodrangler. Raslet en smule med af både Øglen og Varanen og vasket en gang eller to, men i rigtig fin stand. Pris: 50,- plus porto.

Supersødt sæt fra Benetton, str. 74. Sorte, bløde fløjlsbukser og hvid- og blåstribet t-shirt. Barselsgave fra Tante S. Blusen er brugt nogle få gange, mens bukserne er brugt lidt mere. Pris: 100,- plus porto for sættet.

Sej heldragt fra Nanoou, str. 74. Virker dog lidt længere, ellers er det bare snittet. Kan ikke finde ud af, om den er slim-fit, eller om det bare er Varanen, der er for tyk til den. Under alle omstændigheder har han ikke brugt den. Købte den til Øglen i sin tid, og hun brugte den kun et par gange. Mest fordi jeg glemte, jeg havde købt den, og da jeg kom i tanker om det, var hun næsten blevet for stor. Pris: 50,- plus porto.

Molo-body str. 62. Ret normal i størrelsen, men pga. den smarte lukkeflap kan den også passe længere babyer. Varanen brugte den i hvert fald også, da hans andet tøj hed str. 68. Kan simpelthen ikke huske, hvor jeg har den fra, så her slipper I for anekdoterne. Pris: 25,- plus porto.

Den originale Thildeklud. Som angiveligt er en nusseklud, købt af mig til Varanen, før han blev født. Fordi han skulle have en nusseklud, han kunne blive lige så glad for, som Øglen er for sine. Det har han også fået - det er så bare en Snoozebaby. Ligesom Øglens. Så mine børn er åbenbart ikke Thildekluds-børn. Kluden er aldrig blevet nusset, men har ligget forhåbningsfuldt i Varanens seng et par måneder. Nu har den dog opgivet nogensinde at blive rigtigt elsket hjemme hos os, og derfor søger den væk. Pris: 50,- plus porto

Og det var så alt i denne omgang. Giv lyd, hvis noget kunne have interesse...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...