Viser indlæg med etiketten koncert. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten koncert. Vis alle indlæg

lørdag den 13. august 2011

Tak for dansen

Er tilbage i din favn
Står ved døren med dit navn
Ånd i ånd og kigger op
Ser forbi stråleglansen
Hvisker.. "Tak for dansen"

HDD og jeg har været ude og være kærester. Bare ham og jeg sammen med først skønne tapas på Adendum, dernæst med en hel del andre mennesker i Den Grå Hal. Blandt andre Søren Huss og Love Shop. Det holder 100 sådan at have tid til at spise lækker mad og lytte til god musik, men håhr mand. Rimelig tough aften. Altså - jeg vidste jo godt, at det ikke ville blive nogen munter koncert. Har jo tidligere lyttet en del til Søren Huss' 'Troen og Ingen' og blev faktisk nødt til at stoppe med at høre det på arbejde, fordi jeg ikke kunne lade være med at græde lidt.

Søren Huss

 Søren Huss

 Love Shop - Copenhagen Dreaming...

Det kunne jeg så heller ikke i går. For nu at sige det mildt. Ud af de 11 numre på albummet (som han spillede fra ende til anden, thank you vewy much!), græd jeg nok til de 8. Eller 9. Og det var ikke noget med en elegant lille tåre ned ad den ene kind. Nænæ - vi taler full-on tudefjæs. Virkelig klædeligt at sidde (for jeg fandt en siddeplads, hæ!) med våde kinder og røde øjne under en hel koncert. Men jeg trøster mig med, at jeg bestemt ikke var den eneste, der havde våde øjne. OG at jeg er gravid. Så jeg må gerne.

Men altså. Fabelagtig koncert med smukkesmukke numre. Troppede gerne op igen, hvis ikke det havde været fordi, gårsdagens koncert var den sidste på turnéen. Og dermed den sidste, hvor 'Troen og Ingen' blev spillet i sin fulde længde. Glad for, at jeg nåede at opleve det.

Love Shop var også gode, men jeg er nok bare mere en Jens Unmack-kinda girl. Forstået på den måde, at jeg bedre kan lide hans solo-numre end Love Shops materiale. Desuden var jeg lidt mærket af dels at være oppe til langt over min sædvnlige sengetid (jep - er blevet endnu mere totalt mormor-agtig her i graviditetens sidste fase), dels af den milliard ekstra kilo jeg render rundt med, så kl. 23.30 kunne jeg og min ryg ikke mere. Så vi fik ikke afslutningen på koncerten med, men hvis I lover ikke at sige det til nogen, kan jeg lige så godt sige, at vi primært var kommet pga. Søren Huss. Og føler, at vi fik fuld valuta for pengene.

Ud over den fulde valuta for pengene, fik jeg også en alkoholfri øl (wohooo!) til mine tapas, OG Varanen fik glæden af dunsten fra en joint indtaget af et par lige foran os. Man er vel ikke på Staden for ingenting....

Mens HDD og jeg holdt i hånd over tapas og melankolsk musik, fik Øglen femstjernet behandling hjemme hos sine små kusiner. Der blev trakteret med kage, tegnefilm og masser af leg, og hun havde efter sigende været sød og medgørlig (gad vide, om nogen ville sige det, hvis nu hun var totalt håbløs at passe?!).

Det er vi jo altid glade for at høre, for så kan det være, at vi kan nå at få endnu en kæresteaften, inden Varanen melder sin ankomst. Men ellers gør det ikke så meget - i går aftes var fuldt gyldig som Den Sidste Aften Uden Børn I Meget Lang Tid!

onsdag den 12. januar 2011

Når musikken spiller

Ligesom så mange andre kan jeg rigtig godt lide musik. Som barn blev kasettebåndoptageren brugt flittigt til at afspille de bånd med Roxette (af temmelig tvivlsom kvalitet), som jeg havde erhvervet mig for en mønt eller to på en ferie i Jugoslavien. (Håhr - hele TO ord i en sætning, som næppe bliver en naturlig del af Øglens ordforråd: kasettebåndoptager og Jugoslavien...)

Denne her ligner SÅ meget den båndoptager, jeg havde, at det megel vel kan have været den. Undskyld for alle de gange, du har måttet spille Roxette, lille båndoptager...
Billede hapset fra steampunk.dk

Efter kasettebåndene (og Roxette) kom cd'erne, iPod'en, koncerterne. Og nu. Stort set ingenting. Det bliver til alt alt for få koncerter. Og jeg var lige ved at give helt op musik-mæssigt, da jeg i går opdagede, at begge matriklens internetradioer var indstillet på DR Oline. (Især fordi der ikke rigtig var noget musik, men i stedet for et særdeles jysk barn, der blev "interviewet" om at bo på en gård med en masse grise).


HDD er - mindst - ligeså glad for musik, som jeg er, og det var faktisk en af de allerstørste fællesnævnere, da vi lærte hinanden at kende for snart 4 år siden. (Men jeg skal vist lige plukke en Oline-høne med ham snarest). Vores allerførste date var faktisk en jazz-koncert (at vi så gik, fordi vi ikke kunne tale sammen i tonerne fra saxofoner og andet godt, er sagen uvedkommende). Vi har været til Dave Matthews-koncerter (bemærk flertals-endelsen), Take That, Joan as Police Woman, Thomas Dybdahl (x 2), Tina Dickow (x 2), Trentemøller, og og og. Valfartet til SPOT-festival og Vesterbro-festival. Besøgt Lades Kælder til mystifystiske underground bands (nogle bedre end andre). Og. Så. Videre.

Det var altsammen Præ Øgle. Det var ligesom nemmere lige at hive et par timer ud af en hverdagsaften for at cykle ud til obskur koncert og drikke et par øl, når der ikke ligger 85 cm (eller hvor høj hun nu er) Øgle hjemme i tremmesengen. Vi har dog en regel om, at vi skal ud - uden Øgle - én gang om måneden. Og det har vi holdt. Mere eller mindre. Nogle af gangene er 'blevet brugt' på bryllupper, middage og fester generelt, men mange af gangene har vi rent faktisk være til koncerter (den første af slagsen, da Øglen ikke engang var 3 mdr. gammel. Moar var ikke stolt af situationen). Så lidt musik bliver det da til. Trods alt.

Det hjalp også på musik-tørken, at en af de ting, jeg fik ud af den hjemmelavede jul, var den mest fantastiske cd fra HDD. Med musik af alle de kunstnere, vi har været til koncerter med i vores tid sammen.

A Tribute to Love & Music - komplet med oversigt over kunstnere og tid og sted for koncerten. <3

Den cd har kickstartet mit hensygnende forhold til musik, så i de sidste mange dage har jeg på det groveste gjort brug af, at vi i storrumskontoret har hver vores hørebøffer og derfor kan høre så meget musik, som vi overhovedet orker. Jeg tager en kunstner ad gangen (det kan godt gå hen og blive et langvarigt projekt), men mit seneste crush er på John Grant og hans album Queen of Denmark. Hør det. Nu!

John Grant med Where Dreams Go To Die. Med Midlake som backing.
Så bliver det simpelthen ikke smukkere (eller mere melankolsk).

mandag den 6. december 2010

Ahem...

... Fik jeg forøvrigt sagt, at jeg skal til koncert med dem her til sommer?

Har tyvstjålet fra bbc's hjemmeside. I. Will. Remove. It. If. You. Want. Me. To.

Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal sige til, faktisk. Var til deres koncert (uden ham der Wobbie) i 2008. Og det var sjovt. Blev totalt teenage-agtig igen (selv om jeg egentlig ikke var specielt vild med dem, da jeg var teenager). Meeeen - 2 gange på 2½ år. Bliver det ikke for meget af det gode?

Så kan man lære ikke at give et åndsfraværende "jowjow" som svar på venindes telefonforespørgsel, mens man belæsset med gaver, råbende Øgle og al for lidt tid suser af sted gennem byen til børnefødselsdag...

Til gengæld skal jeg til koncert med ham her i marts:

Tyvekoster fra livexs.nl.

Han hedder José Gonzalez, hvis nogen skulle være i tvivl. Og en koncert med ham MÅ simpelthen være balsam for sjælen. Så kan det være, at jeg bedre kan holde til TT nogle måneder senere. Eller også kan jeg sælge min billet...

onsdag den 5. maj 2010

Waiting for that one clear moment

Jeg har været til koncert med manden, jeg skal giftes med. (HDD ved det godt. Og han er okay med det. Så længe han har lov til at stikke af med Szchzirley, hvis lejligheden byder sig).

Koncerten var helt uovertruffen - et åndehul på ca. halvanden time, hvor der var plads til at synge lidt med, putte sig ind til HDD, falde i svime over de skønne musikere, fælde en tåre (jaja - man har vel lettere til tåre her post-Øgle, men prøliå forestil jer "One day you'll dance for me New York City" live i et stopfuldt Vega). I kan høre sangen lige her (kan ikke finde ud af at proppe YouTube-klip ind på bloggen). Hør den, og græd! (Eller... bare hør den...)


 Her er han så. Den norske sangfugl. Mmm. Billedet har jeg selv taget, så ikke noget rettighedsbøvl dér.

Thomas Dybdahls nyeste album hedder Waiting for that one clear moment, og selv om jeg ikke er så vild med det, som fx The October Trilogy, kan jeg faktisk vældig godt lide titlen. Måske fordi den minder mig om, hvor jeg er henne (mentalt, altså - fysisk er jeg i allerhøjeste grad til stede på min arbejds-pind) lige nu.

Igennem et stykke tid har jeg haft det lidt underligt. Jeg har haft en mærkelig fornemmelse af ikke helt at være 'til stede', (især) når jeg er på jobbet, og det er som om, tiden smuldrer mellem fingrene på mig. Gennem hele ugen glæder jeg mig helt vildt til weekenden, og når den så kommer, så nyder jeg den selvfølgelig, men det er som om, den bliver overskygget af, at jeg skal tilbage på jobbet om mandagen, hvorefter jeg så kan gå i gang med at glæde mig til næste weekend... Hvis jeg så ikke kunne fordrage mit arbejde, så ville det give nogenlunde mening, men jeg er faktisk forbavsende glad for det. Det havde jeg egentlig ikke regnet med, da jeg begyndte for små 2 måneder siden, men jeg kan ret godt lide at være der. Så jeg ser ingen grund til at ønske mig væk fra det.

Forleden skrev jeg en mail til en veninde, og da jeg lige skimmede den inden afsendelse, så jeg, at jeg (åbenbart) havde skrevet, at jeg havde det fint, men at "jeg render rundt og har det som om, jeg venter på et eller andet. Jeg ved bare ikke helt, hvad det er, så indtil dét kommer for en dag, må jeg jo bare ræse rundt i hamsterhjulet ligesom alle kollegerne". Det sad jeg så og funderede over og har gjort det lige siden, for det er præCIS sådan, jeg har det: Jeg har det som om, jeg venter på noget, men jeg ved ikke, hvad det er. Og det er ret frustrerende, for det gør, at jeg ikke kan 'committe'* mig sådan rigtigt på arbejde. Fordi jeg hele tiden tænker, at der må være en anden - større - mening med tingene, end at aflevere Øglen i vugger hver morgen, tage på arbejde, knokle, hente Øglen i vuggeren, underholde/rydde op/vaske tøj/lave mad, spise aftensmad, bade Øglen, putte Øglen, kollapse i sofaen med samme tv-repertoire aften ud og aften ind (indsæt selv en løbetur på et eller andet tidspunkt mellem de andre gøremål).

Måske er det fordi, jeg har en skarp bagkant på min ansættelse. Måske ikke. Måske har det slet ikke noget med jobbet at gøre. Måske er det pollenallergiens skyld. Eller svenskernes. (Er det ikke altid svenskernes skyld?). Uanset hvad, så er det bare rætti træls at vente på noget, man ikke ved, hvad er og hvornår - hvis nogensinde - kommer.

Giver det overhovedet nogen mening? Formentlig ikke. Forstår det heller ikke helt selv. Men mens jeg forsøger at finde hoved og hale i det, vil jeg lytte lidt (mere) til "Waiting for that one clear moment". For måske er det i virkeligheden 'bare' sådan et, jeg venter på? Et øjeblik, hvor alting er helt klart. Er det for meget forlangt?!

*Et af de mange hade-agtige fordanskede buzz-words (ahem. bullshit-bingo. ahem), som vi er meget glade for inde på kontoret.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...