Viser indlæg med etiketten løb. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten løb. Vis alle indlæg

fredag den 22. april 2016

Noget om irriterende typer

Ok. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg synes, andre mennesker kan være irriterende. Ikke hele tiden, forstås, men af og til. Og typisk er mængden af angiveligt irriterende mennesker, jeg støder på, omvendt proportional med mængden af mit blodsukker. Altså: Jo lavere blodsukker, jo flere irriterende mennesker. Og vice versa.

I dag har mit blodsukker været ret stabilt. Jeg har husket at spise bare sådan nogenlunde jævnligt, og til trods for, at vi var til et FCK-arrangement (lidt fordomme har man vel altid?!) mødte jeg faktisk kun én ret irriterende type. Og det var mig selv. Go figure!

Irriterende Mig dukkede faktisk op allerede i går, hvor HDD spurgte, om vi ikke bare skulle tage S-toget til der, hvor arrangementet løb af stabelen. Det ville jeg normalt synes var en glimrende idé, men af uransagelige årsager syntes jeg i går, at det var smartere, hvis jeg løb, mens HDD cyklede ved siden af med ungerne i ladcyklen. "Nu er det jo sådan noget idræts-noget, vi skal til, og så er det vel ok, at jeg bare har løbetøj på", fik jeg sagt helt friskfyrs-agtigt. (Det er også muligt, at jeg fik sagt et eller andet helligt omkring transportløb, og at man skal udnytte sin fridag bedst muligt, og at det jo er så DEJLIGT at løbe, når vejret er godt). HDD blev med rette noget forbavset, men var hurtig til at acceptere, og så var dét ligesom aftalt.

Godt så.

Det lød jo meget godt, det der med at løbe. I går, altså. I morges var jeg ikke helt så hooked på idéen, men bordet fanger som bekendt, så vi tog af sted i god tid før arrangements-start, så der ikke var stress på. Ungerne opførte sig eksemplarisk hele vejen (Øglen læste Pixi-bøger højt for lillebror på hele turen. Hva'ba'!), og de steder, hvor der var mulighed for det uden at genere andre, kunne HDD og jeg også sludre lidt. Og ellers gik det ellers med mig i front og spandex, og HDD på det lyserøde kassecykel-lyn i bedste følgevognsstil.

Kønt var det ikke, men jeg overlevede da de 6 km til Halmtorvet, hvor der lige var tid til en kaffe på Carlton, før vi skulle over og sige "Zanka", "Verbic", "Toutouh" og andre, for mig, komplette fremmedord. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig har været til et FCK-arrangement før og interesserer mig så uhyggelig lidt for fodbold, at det faktisk er pinligt, men når klubben ligefrem inviterer til Cph Playday, fordi Øglen er medlem af en af deres samarbejdsklubber, så siger man da ikke nej.

Det var nu ikke fordi, der var så meget fodbold over det. Eller - der var jo logoer og den der Leo-maskot og så en enkelt fodbold-aktivitet, men der var også så meget andet. Parkour, slackline og forskellige lege igangsat af nogle idrætslærerstuderende, f.eks. Floorball og dans. Og så videre. Ungerne syntes, det var et hit, og både HDD og jeg morede os også ret meget.

Af gode grunde havde jeg jo mit løbetøj på, og jeg har formentlig set noget mere sporty og ambitiøs ud, end tilfældet egentlig var, som jeg fulgte ungerne rundt. Der var da også en, der et øjeblik troede, at jeg var en af dem, der stod for det, nu jeg tossede rundt i fuldt sports-outfit i stedet for casual praktisk, som alle de andre var klædt i. Det kunne jeg så forsikre ham om, at jeg ikke var, og efter et par mistænksomme blikke accepterede han fakta. Jowjow.

Efter arrangementet skulle vi sjovt nok hjem igen. Jeg havde taget mit rejsekort i lommen, så jeg kunne springe på toget, men vejret var godt, og det var så hyggeligt at hænge ud alle fire, så jeg besluttede mig for også at løbe tilbage. Og springe frokosten bestående af franske hotdogs fra 7-Eleven (det var straffen for, at HDD hjemmefra mere eller mindre havde lovet Øglen, at man kunne få hotdogs til arrangementet. Det kunne man ikke) over med begrundelsen, at "jeg skal jo løbe". Og rende rundt, stadig i fuldt løbegear, på legeplads på Øster Farimagsgade og være lidt for løbekæk ("Nåh, er I klar, unger? Skal vi lige nappe det sidste stykke til Trianglen?!"). På Trianglen lokkede skiltet hos ParadIs, men jeg kvitterede med endnu et nej tak - denne gang efterfulgt af et "Jeg har jo en grøn juice med i tasken - den tager jeg bare". Så mens HDD og ungerne fortærede hver deres lækre is, drak jeg grønkåls-/broccoli-/æble-/grape-juice fra en flaske og følte mig ret så sund. Og i dén grad irriterende.

Bagefter gik turen hjemad. I luntetrav. Til en toast (ikke specielt helse-Else, men nu havde jeg jo også lige drukket noget vældig sundt. Det skal jo heller ikke gå helt amok, vel?) og et bad. Og en kaffe med naboen på bolværket med sol på næsen og udsigt over havnen. Og r*v-ømme ben.

Er der nogen, der måtte have krydset en irriterende type i løbeudstyr på vejen mellem Østerbro og Vesterbro, så var det bare mig. Og jeg vil gerne lige understrege, at i dag var en one-off. Normalt løber jeg ikke til noget og ses a l d r i g i det offentlige rum i løbetøj, med mindre jeg er i gang med at løbe en tur. Det er til gengæld ikke så usædvanligt, at jeg takker nej til is, men jeg lover, at jeg aldrig tidligere har trukket en grønnere-end-grøn hjemmejuicet sag op af tasken i stedet. Den slags sundhed plejer jeg at holde inden for hjemmets fire vægge. Så jeg er altså ikke så irriterende i virkeligheden. Det var bare lige i dag.

Undskyld.

(For at kompensere for al irriterende-heden har jeg spist en stor håndfuld saltbomber, mens jeg så Disney Sjov. Og de har nu givet mig ondt i maven. Straffen for at tosse rundt i løbetøj hele dagen, formoder jeg?!)

torsdag den 14. april 2016

Noget om at løbe (videre)

Der var engang, hvor jeg løb. Og løb og løb og løb. Lige indtil jeg ikke løb længere. Fordi jeg blev træt af det. Fordi jeg fik ondt i knæene. Fordi det var hyggeligere at drikke vin med naboerne, end at halse rundt i DNP. Fordi det var så som så med energien med istandsættelse af hus, to små børn og opstart af virksomhed. Fordi DNP var virkelig nederen (læs: bakket) at løbe i. Fordi *indsæt selv undskyldning*.

Det er næsten to år siden, jeg løb regelmæssigt. Det er to et halvt år siden, jeg løb mit sidste marathon. Og nu er jeg i gang igen. Ikke med at træne til marathon - du godeste, nej - men med at løbe. Til husbehov og lidt til. Dels fordi jeg er blevet temmelig blød i kanten. Dels fordi det der løb gør mig til et bedre menneske. Af en art. Selv om jeg kan have svært ved at hælde mig selv i løbeskoene og ud af døren, er jeg, uden undtagelse, altid i godt humør, når jeg kommer hjem fra en løbetur. Jeg har fået lys og luft, masser af synsindtryk, pulsen op, lyttet til Mads & Monopolet, som jeg aldrig når om lørdagen, og - måske det vigtigste - lidt alenetid (eller voksentid, alt afhængigt om jeg løber alene eller sammen med naboen). Og det er slet slet ikke så ringe.

Jeg bliver aldrig træt af at have vandet lige uden for min hoveddør. Det perfekte sted til (bl.a.) at strække ud efter løb og tømme hovedet fuldstændigt ...

Jeg sætter ingen rekorder og har pt. ingen planer om at løbe længere end 10 km i den næste lange tid, men det er skønt at være i gang igen. At finde en identitet, eller hvad det nu er, i noget, der hverken er arbejde eller moderskab. Ikke, at der er noget i vejen med nogle af delene, men i og med jeg ikke er den helt store hobby-person, er det meget rart at have noget, der får mig ud og op af sofaen. Som ellers i dén grad kan være svær at komme op af om aftenen, når børnene er puttet. Så derfor eksperimenterer jeg med at udvide dagen lidt i den anden retning og står nu op kl. 06.00 et par gange om ugen, så jeg kan nå at løbe, før børnene får øjne. Det er sandsynligvis normal tid for rigtig mange andre, men eftersom jeg først plejer at stå op ved 6.45-tiden, er det ret så tidligt for mig. Byen er fantastisk på det tidspunkt om morgenen - den er så småt ved at vågne i takt med, at solen står op, og på min efterhånden faste rute når jeg dels at vågne helt, dels at lade op til dagen, der er forude.

Vel hjemme igen kan jeg så vække dem, der stadig sover (Øglen. Altid Øglen. Hun står først op, når det er allerhøjst nødvendigt. Jeg tror, hun er blevet teenager før tid) og spise morgenmad med ungerne i ro og mag (og en lugt af gnu). Når Øglen og HDD så er sendt af sted i skole og på job, kan jeg gå i bad og lege lidt med Varanen, før vi skal ud af vagten. Og så er dagen ligesom kommet i gang på en rigtig god måde. Det kan jeg sagtens vænne mig til - også selv om det er besnærende at trykke på snooze, når løbeskoene kalder ...

onsdag den 2. oktober 2013

Hvor er tiden, der ta'r os?

Det går stærkt i de her dage. Også i de her dage. Jeg synes jo lige, vi har været i Berlin, men det er faktisk allerede tre dage siden, vi kom hjem. Og siden da har Varanen lært at sige sin søsters navn klokkeklart (i stedet for "GI-GAH!", som han kaldte hende før), vi har fået slagboret endnu et hul i entrégulvet (som er lavet af beton, hvis nogen skulle være i tvivl), fordi vores nye bedste ven, Affugteren, er kommet til kort over for omkring 1 m2 temmelig våde leca-kugler under gulvet. Så måske der er endnu et brud på en vandledning #dontgetmestarted. Derudover har vi fået smækket rullegræs i forhaven, og den er nu så friseret og fin, at man skulle tro, vi boede på Wisteria Lane og holdt plæneklipperkonkurrencer med naboerne. Men lad os nu se, hvor længe det look holder.

Men nå. Alt det er uvæsentligt, for nu skal vi snakke lidt om Berlin. Og mig. Og om det maraton jeg (og HDD) løb. Altså, det kan gøres rimelig kort, det der maraton. Det var hårdt. Psykohårdt. Punktum.

Men vi kan også godt gøre historien lidt længere. Og fortælle om en dejlig weekend, hvor vi trods alt nåede at opleve lidt af Berlin i strålende sprødt efterårsvejr. På cykler. Vi var i Tempelhof for at hente vores løbenumre, og ud over at det var lidt af en oplevelse at se indtil flere flyhangarer fyldt med forskellige slags løbesko og -udstyr (seriøst - hvor mange forskellige slags sko har man brug for?!), så var det også et gigantisk dask af historiens vingesus at stå der i den gamle Vest-lufthavn og indsnuse stemning. Og se på lokalerne, hvor tiden tilsyneladende har passeret i al ubemærkethed. Sikkert tilfældigt, men alligevel meget symbolsk, var viserne pillet af uret i ankomsthallen.

Cyklecykle gennem små, hyggelige gader

Cykel-selfie

Tempelhof - der gøres klar til Bambini-run ved flyveren

Bortset fra cykelturen nåede vi også en kaffe og frokost på Starbucks. Det var det eneste, jeg ville(ja, jeg er meget beskeden, når det lige stikker mig), og kaffen var lige så god, som jeg huskede den. Og ellers lavede vi faktisk ikke så meget. Ud over at slentre lidt rundt, drikke litervis af vand, spise pasta til aftensmad og gå tidligt i seng. Man kan sige, hvad man vil, men når man skal op klokken 5.30 søndag morgen for at få spist morgenmad i tide - for derefter at gå 3 km hen til startområdet, løbe 42,195 km, gå 3 km tilbage til bilen og så køre en milliard km tilbage til DK, så er der ikke plads til de helt store armbevægelser dagen før. Men vi hyggede os, og det var dejligt at have en masse uforstyrret tid til at sludre, bare HDD og jeg. Også selv om jeg faktisk savnede børnene helt enormt meget. Mere end jeg havde troet, endda. Jeg går jo hen og bliver helt sentimental på mine gamle dage ...

Siegessäule - pejlemærket fra startområdet

Måååål. Dagen før, godt nok, men allywl

Selve løbet var en stor oplevelse. Ikke ligeså stor som sidste år, men det var jo også mit første maraton, så den stemning indfinder sig næppe igen. Desværre gled jeg allerede ved 6 km-mærket (vi siger tak til en kombi af spildt gel og fumle-løber, der stoppede brat op) og lavede et underligt vrid i knæ og hofte. Godt hjulpet på vej af søde løbere omkring mig kom jeg dog hurtigt videre, og først efter ca. 23 km blev jeg nødt til at stoppe op for at strække føromtalte hofte. Med det resultat, at jeg fik krampe i låret. Swell (!) Det fortog sig imidlertid også, så videre med mig. Til 32 km, hvor jeg begyndte at blive svimmel. Derfra skiftevis gik og løb jeg de sidste 10 km - jeg pressede ikke mig selv så hårdt, som jeg kunne have gjort, men jeg ville ikke risikere at dejse om; Intet løb er det værd. Så tempoet var adstadigt, men alligevel - kunne jeg se bagefter - rimelig stabilt. Tiden blev 04.52.06, og mens det langtfra var hurtigt nok til at vinde BMW'en (så skulle jeg have været fra Kenya og løbet på lige over 2 timer), var det hurtigt nok til mig.

Før og efter ...

Så med endnu en maraton-medalje inden for vesten takker jeg nu af, hvad angår maraton. Det er så definitivt at sige "for altid", men der skal ske noget helt alvorligt med min løbegejst for, at jeg gider løbe et igen. Løbet i år var, som skrevet, en stor oplevelse, men det var ikke sjovt-sjovt, og træningen har s*u også været lidt op ad bakke (i mere end en forstand her i Den Bakkede Nordlige Provinsby). Og skal man løbe 42,195 km skal motivationen simpelthen være større, end min har været. Jeg glæder mig til at begynde at løbe igen (mit knæ skal bare lige i orden igen - det gør rimelig nas) og ser umådeligt frem til VM i Halvmaraton til marts, men halvmaraton-distancen må være nok nu.

Ligesom sidste år var reptilerne sendt i Farmor-internat, og de havde haft en fest. Selvfølgelig. Med kastanjetur, æblefest på nærliggende gård, te hos faster og onkel og masser af is. Vi blev taget imod med åbne arme af dem begge og fejrede vores hjemkomst med at holde en fridag med ungerne. Som primært blev brugt på at ømme os (HDD og jeg) og skændes (reptilerne). Men vi nåede også at bide til bolle ("Skal vi ikke lege den der bolle-leg, mor?!") og prøve at fange et æble i en skål vand. Og kramme en hel masse. Ude er godt, men hjemme er bedst. Basta.

mandag den 26. august 2013

Weekend // Av mine stænger

Så er vi på den anden side af endnu en dejlig weekend, som blev tilbragt hos Mårmor og Mårfar. Der er simpelthen så dejligt - vi elsker alle at være der, og børnene nok især. Og når vejret så oven i købet viser sig fra sin smukkeste sensommerlige side, så der kan tilbringes oceaner af tid i haven, plukkes mirabeller og brombær og spises is i lange baner, jamen så er der jo ikke et øje tørt.

Den klassiske udsigt over fjorden - gennem høstanemonerne (som jeg netop har fundet en masse af i min egen have. Score!)

Men selv om vi elsker at være hos Mårmor og Mårfar og gerne kommer der 'frivilligt', så må jeg jo tilstå, at vi havde en bagtanke med at tage derover i denne weekend. HDD og jeg skulle nemlig løbe langt i går, og da vi ikke havde været helt skarpe til at finde pasning, stod vi jo lige pludselig med et problem en udfordring. Svaret blev et visit i det vestsjællandske til stor jubel for børnene - som i øvrigt ikke kunne være mere ligeglade med, at deres forældre skulle være væk det meste af søndagen.

Yndlings-Mårmor!

I går morges kl. 8 satte HDD og jeg os så i bilen, kørte to timer til løbet, fik gjort os parate, og klokken 11 satte vi så i gang. Vi løb de 27 km næsten lige langsomt hurtigt, så det var nemt at finde hinanden i målområdet, og efter en vand og en is (John Doe-is - hold øje med dem. De er VIRKELIG gode!) kørte vi, noget stivbenede, to timer tilbage til Mårmor og Mårfar. Hvor HDD tog en lur, og jeg legede med reptilerne i haven ("Og så sagde vi, at vi legede sådan en leg, hvor jeg sad meget ned, ikke reptiler?!"). Efter aftensmaden pakkede vi os sammen og kørte to timer tilbage til Den Nye By (som fremover vil blive benævnt Den Nordlige Provinsby). Og SÅ var vi et par løbere, der var trætte, skulle jeg lige hilse og sige. Og som syntes, vi havde kørt lige rigeligt for én dag.

Fin medalje. Ingen smalle steder, skam 

Reptilerne havde naturligvis haft en fest, mens vi var væk. De havde været på et naturcenter med klappe-kaniner, geder, grislinger, æsler, mm. Gynget, leget og hygget. Og Varanen havde sovet til middag i tre timer (!) Hjemme tager han højst halvanden. Hvis han altså er meget træt. Desuden havde han lært at sige "Mårfar", der indtil da havde heddet "FARF!"

Øglen og Mårmor havde bagt "mirabella"-kage (eller "belle", som Varanen kalder dem), og der var også blevet både plads og tid til et par is. Så at sige, at de kære små havde haft det som blommen i et æg, vil vist ikke være at overdrive spor.

Varanen på vej med sin høst af "beller" (nede i kagedåsen)

Den smukkeste solnedgang, da vi kørte mod Den Nordlige Provinsby i går. Perfekt afrunding på en sensommerdag med perfekt vejr. Til alt andet end at løbe 27 km i ...

Derfor er det da også så meget desto hårdere at komme i gang med hverdagen igen. Ikke mindst, når Varanen græder hjerteskærende ved aflevering. Han er nemlig meget sjældent ulykkelig, ham Varanen. Sur, ja. Hysterisk, ja. Ked af det i et nanosekund, hvis han slår sig, ja. Men ulykkelig - det er sjældent. I morges var så åbenbart en ulykkelig morgen. Da vi afleverede, altså. Hjemme var der ingen problemer, og der blev hygget til den store guldmedalje med højtlæsning, morgenmad ad flere omgange og mulmen af bløde tumlingekinder.

Ulykkeligheden var vist primært 'bare' forårsaget af al for tidlig opvågnen i forhold til, hvornår han blev afleveret. Men alt var i hvert fald galt ovre i vuggestuen. Han ville være ude, han ville beholde "jakki"på, han ville ikke have sine "shgo" af, osv. Det lykkedes heldigvis til sidst at aflede ham og gøre ham interesseret i en leg (hvor man puttede togvogne ned i et kasseapparat?), så tårerne var tørre, da jeg sagde farvel. Men alligevel - det skærer mig i hjertet, når han er så ked.

Øglen var (heldigvis) ikke ked af det i morges. Hun har fået sig nogle gode veninder i børnehaven, der begyndte at hvine og vinke til hende, allerede da de så hende gennem vinduet, så jeg er sikker på, at hendes dag kommer til at flyve af sted. Og over-pædagogen kunne så ydermere fortælle mig, at de har 'opgraderet' Øglen og en af hendes veninder til storegruppen i de kommende par uger, hvor de så skal være med i skoven tre ud af fem dage. Det bliver et hit; Øglen elsker at være udendørs!

Og apropos udendørs, så skal jeg vist også snart til at bevæge mig af sted. Beholdningen af bleer er faretruende lav, og så er der et køleskab, der skal fyldes op. På den sunde måde, for jeg har lige set løbebilleder af mig selv fra i går, og de lårbasser er ikke sådan at spøge med. Godt, jeg ikke går med spandex til dagligt ;-)

mandag den 17. juni 2013

Løøøøøøb!

En skøn weekend er slut, og mandag er sparket i gang med et kærkomment fravær af arbejdsopgaver og en langsom morgen, hvor Varanen sov til klokken 8.45! Endog særdeles tiltrængt med et langsomt tempo oven på en nat, hvor jeg har sovet et par timer i entréen (lang historie, men den handler - selvfølgelig - om en Varan, der ikke syntes, han skulle sove, og en mor, der syntes, han skulle. Og et kompromis, der gik på, at jeg lå lige uden for hans dør, parat til at tysse og berolige, når han blev ked. Kan nu berette, at en fladtvævet løber fra IKEA ikke umiddelbart udgør det perfekte soveunderlag).

Jeg kan nu ikke bebrejde ham, ham den lille Varan. Jeg havde også svært ved at falde i søvn oven på en meget begivenhedsrig weekend, så jeg tror gerne, at tanker og indtryk har buldret rundt i knolden på ham. Normalt forsøger vi at have mindst én stille dag i weekenden, hvor vi ikke skal det store. Så der er tid til at lege i haven, flade ud i sofaen og/eller hygge os i ro og fred. Nogle gange er det bare ikke muligt, fordi alting falder sammen, eller mor og far er psykodårlige til at sige nej og fra, og denne weekend var et glimrende eksempel på, hvor travlt man egentlig kan have, selv om man har fri.

Varanen i fuldt firspring i Fælledparken

Denne weekend har både budt på sommerfest i børnehaven fredag (fredag klokken 17, vel og mærke. Ikke nødvendigvis det tidspunkt jeg ville have valgt, hvis nogen havde spurgt, men det giver naturligvis alle en chance for at nå hjem fra arbejde) med efterfølgende fredagsmiddag hos Farmor. Eklatant dårlig planlægning af os forældre at lægge begge dele en fredag aften. Nogen *hostØglenhost* blev pænt sure over at misse de første seks minutter af Disney Sjov (selv om det bare var det der l*rtedårlige Darkwing Duck - er der nogen, der synes, det er godt?), og Varanen var tæsketræt, men vi nåede da at få et par hyggelige timer, inden vi drog hjemover.

Med bamsestafetten - klar til start 

On top of the world!

Lørdag skete der det forunderlige, at alle sov længe. Sådan rigtig længe. Ikke bare sådan italesat-længe som et fesent klokken 07.10. Næhnej. HDD og jeg stod op klokken 9.20. Hvor Varanen lige havde øffet i to minutter. Og Øglen, der var kommet krybende i løbet af natten, begyndte også at give lyd fra sig. Jeg ved faktisk ikke, hvornår det sidst er sket. Aldrig, tror jeg. Så jeg var helt rundt på gulvet det meste af dagen. Sidst på formiddagen, da alle mand var kommet op og i tøjet, pakkede vi os selv ind i bilen og drog mod Østerbro. Øglen skulle løbe "Mini-maraton" - Fri for Mobberis børnestafet. Nuij, hun har glædet sig, mand, og hun kunne jo nærmest ikke være i sin egen krop for bare forventning. Vi hentede hendes løbenummer og t-shirt til løbe-expo'en, og så gik vi lige over og kiggede på løbeområdet. Hvorefter vi spiste lidt frokost på Kafé Kapers og indsnusede Østerbro. I de få øjeblikke, hvor Varanen altså ikke kastede med isterninger, skreg efter "miahr" af alting og generelt bare var gnaven. Jeg var vist ikke den eneste, der var groggy.

Øglen havde svinget lidt imellem, hvem hun ville løbe sammen med af HDD og jeg, men hun endte med at vælge mig, og det syntes jeg faktisk var ret så hyggeligt. Jeg fik dermed lov til at betragte hende på nærmeste hold, mens vi varmede op og lyttede til Bubber og "den rigtige prinsesse", og føle hendes helt andægtige tavshed, da idolet Katrine fra Lille Nørd kom på scenen. Og så fik jeg naturligvis lov til at løbe med min lille store pige i hånden hele vejen rundt. Hun klarede det bare SÅ flot! 1 km er faktisk et stykke vej, men der var ingen brok overhovedet. Hun stoppede op og gik et par gange, men ellers drønede hun bare derudaf og var naturligvis ikke til at skyde igennem, da hun fik sin medalje. Af ... Katrine fra Lille Nørd, naturligvis!
 
Nymalet 1 km-løber

Så besøgte vi ansigtsmalerne i DHL-teltet, Varanen formåede at nidstirre en stakkels mand, der gik med en pose rundstykker, så længe, at han (Varanen) fik et rundstykke ud af det, og så var det på tide at finde Den Nye By. Hvor der blev leget med nabobørnene i flere timer, før himlen åbnede sluserne, og vi overvejede, om huset mon var i fare for at sejle væk.

Slap sgudda af med al den regn

Stueplanten betragter ragnarokken udenfor

I går var det så HDD og jeg, der skulle løbe. Et lille lokalt løb langs Strandvejen - en smuk rute i et perfekt løbevejr. Nåede heldigvis i mål, før nogen igen tog bundproppen ud af himlen, og regnen kunne iagttages i tørvejr. Mens vi løb, passede Farmor reptilerne, der havde fået lokket både fiskenet, spande og krabbefiskestænger ud af hende nede på havnen. Og generelt haft en fest. De stod i opløbsstrækningen, da jeg var næsten i mål, og det gav lige lidt ekstra energi efter en lang tur at se to glade børn, der råbte og klappede. Øglen var løbet med HDD over målstregen - det ville jeg gerne have set, men jeg løber nu engang ikke lige så hurtigt som ham, så han var inde små 10 min. før mig.

Varanen napper en timeout

Vel hjemme igen skulle vi i gang med forberedelserne til et hold gæster, vi ser alt for sjældent. De har ikke set vores efterhånden ikke længere så nye hus, så det var ved at være på tide. De kom først på formiddagen med deres tre, umanerligt søde og velopdragne børn, og de blev indtil efter aftensmaden. Ungerne legede og hyggede sig, og de voksne drak kaffe, spiste småkager (#jegmågodtjegharløbet) og hyggede. Meget afslappende. Til sidst var Varanen dog så træt, at han insisterede på at få en timeout i sin seng. Det har han aldrig gjort før, så han trængte tilsyneladende til fred. Han gik da også ud som et lys, efter gæsterne var gået - lige altså indtil i nat, hvor han så syntes, det var på tide at råbe HEJ virkelig mange gange samt få sunget "FARVER" på repeat.

Og nu ... Ja, nu trænger jeg faktisk snart til weekend igen. Men indtil den kommer, vil jeg drikke en kop kaffe mere og nyde, at jeg har tid til at hente Øglen og en legekammerat tidligt i dag. Så er der da én playdate mindre at tænke over i denne uge.

--

Hov, og så havde jeg jo lovet at trække en vinder af vendespillet i dag. Random.org har udtrukket nr. 4, så det er dig, M.S, der er den heldige vinder. Tillykke - jeg sender dig lige en mail!

mandag den 1. oktober 2012

Advarsel - her blæres!

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Det her bliver et blæreindlæg. Det kommer hverken til at handle om børn eller moderskab, men kommer til gengæld til at handle om mig. I endnu højere grad, end mine indlæg sædvanligvis gør, så nu er I advaret.

HDD og jeg har jo lige været i Berlin. På kærestetur, hvor HDD skulle løbe maraton. Og jeg skulle heppe, hed det sig. Men i virkeligheden skulle jeg også løbe. Og har skullet det hele tiden. Har bare ikke sagt noget, for tænk nu, hvis modet svigtede. Men det gjorde det heldigvis ikke (altså lige bortset fra de eksamenslignende nerver, jeg rendte rundt med aftenen og morgenen forinden).

Så HDD's og min kærestetur var i virkeligheden overhovedet ikke spor kærestet eller romantisk. Den gik nemlig primært ud på at spise pasta og lyst brød med syltetøj, gå tidligt i seng og så selvfølgelig løbe.

Rester fra (den i øvrigt overdådige) 'maraton-morgenmad' på hotellet 

Det længste, jeg hidtil har løbet, er 26,6 km, da jeg løb rundt om noget sø for 5 uger siden. Det var rigelig langt, men denne gang var der jo så yderligere 16 km oveni. Fårk, det er langt, mand! Var ellers grusomt kæk indtil omkring de 26 km, moderat kæk indtil 28 km, forundret over, hvor langt to km kunne føles op til de 30 og fuldstændig tæskesmadret fra 32 km. Kulminerende i et "nu går jeg bare, så!" fra 40-41,5 km. Hvorefter jeg med opbydelsen af de sidste kræfter fik tvunget de tunge ben i løb over målstregen. Og fik min medalje. Hell yeah!!!

Taget i betragtning, at den hurtigste løber nåede i mål på 2 timer og 4 minutter, lyder min tid på 4:37:41 ikke af meget, men jeg tillader mig at blære mig alligevel. For jeg gennemførte! Og har dermed fuldført det projekt, jeg gik i gang med for fem mdr. siden. Derudover er det en bedrift i sig selv, at mine ben ikke faldt af, synes jeg, selv om jeg nu sagtens kunne undvære dem i dag. For nuij, de gør nas!

Jeg tillader mig også at være ganske godt tilfreds med, at jeg i en alder af 34 år og 5 dage har givet mig selv den fødselsdagsgave, det er at løbe et maraton. For selv om det er en temmelig barsk gave, var oplevelsen det hele værd. Berlin på en skyfri septemberdag, 40.000 løbere fra hele verden og et publikum i verdensklasse, der heppede og skabte en stemning, man skal lede længe efter, kan helt klart anbefales!

Billedet yder på ingen måde arrangementet retfærdighed. Det her var lige før start, og stemningen var helt elektrisk. Vanvittig, kan man vel kalde den... 

Desuden er det lidt en sejr for mig, at jeg et år og otte dage efter Varanens fødsel har været i stand til at træne op til et maraton. Ikke mindst fordi jeg var rigtig godt i gang med løbetræningen (og faktisk havde meldt mig til Copenhagen Marathon), da jeg blev gravid med Varanen. Så selv om jeg gladeligt opgav løberiet pga. min graviditet, er jeg da glad for, at jeg er kommet i gang igen.

Jeg ved ikke, om jeg skal løbe maraton igen en dag. Sikkert ikke. Men nu har jeg gjort det, og til trods for psykolangt løb i går og ømme stænger i dag, brokker jeg mig ikke over, at jeg nu bare kan hælde kulhydrater indenbords. På chokolademåden. Medalje og chokolade - ren win!

My precious

Har ikke billede af chokoladen - den blev spist for hurtigt - men jeg nåede at knipse sejrsmåltidet fra Burger King, inden det forsvandt

Så ikke meget kærestetur til HDD og jeg i denne omgang. Særligt ikke fordi, vi blev nødt til at skære en dag af turen og komme hjem i går i stedet for i dag (kan i øvrigt ikke anbefales at bruge 7-8 timer i bil umiddelbart efter, man har løbet 42 km). Men eftersom det forhåbentlig skyldes en løsning på vores snarligt presserende boligproblem, så gør man jo det, der skal til. Kærestetur eller ej. Vi tager revanche en anden god gang.

Hjemtur. Kan man ikke næsten se, hvor ømme de ben er?! 

Nåja. Reptilerne? De blev passet hos Farmor og Bedstefar, og de har haft en fest. Selvfølgelig.

søndag den 8. juli 2012

En sommersøndag i punktform

*Varanen drattede ned af sengen i et øjebliks ubevogtethed. Landede på kinden og skreg, så himlen var ved at falde ned. Og mit moderhjerte bristede en lille smule.

*Jeg løb en laaaang tur. 16 km. Uden at dø. Men overvejer nu at amputere mine ben. Eller alternativt mit hoved efter en knaldende hovedpine har drevet gæk med mig hele eftermiddagen.

*HDD løb en lang tur (ja, vi er blevet sådan et irriterende par i spandex, der begge to løber fra tid til anden), mens jeg hyggede om og med reptiler. (Og svedte som en gris efter min egen løbetur, men der er jo intet, der bidrager til hyggen som lidt frisk tran-lugt)

*Reptilfamilien begav sig på tur til Østre Anlæg med klapvogn og 'skærebræt' (Øglens ståbræt til klapperen) for at høre Jazz for Kids.

Michael Watson m. Jazz Five - det var rætti godt 

*Øglen og undertegnede jazzede i bagende sol, mens Varanen og HDD sad i skyggen og delte en kanelgiffel hjemmebagt klidbolle med speltdrys (!)

Kanelgiffel og skygge medbragt fra hhv. Købmanden og hjemme 

*Alle mand fortsatte til Kongens Have, hvor der blev indtaget iskaffe (er I klar over, hvor god iskaffen fra det der is-hus i Kongens Have er?!) og 'Funny Finger'-is (Øglens. Er jeg i øvrigt den eneste, der synes, at det er et rimelig nederen navn til en is?) på græsset.

Bliss! 

*Øglen og jeg så 'Helten i Køleskabet' ved Marionetteatret, mens HDD trillede rundt med sovende Varan. (Og jeg kom på glatis ved at skulle forklare handlingen for Øglen. Det var noget med en tyk dreng, der blev drillet i gymnastiktimerne, et syngende blomkål og en rullesteg, der var ond og ville spise en lille tyk pige. Forklaringen lå ikke lige til højrebenet, men vi endte da med at få os en god snak om venskaber, tykke og tynde mennesker, og om at man ikke må drille. Og om dansende grøntsager...)

*Øglen og HDD var på legeren i Østre Anlæg, mens jeg trillede rundt med sovende Varan.

*Reptilfamilien satte kursen hjemad, med ømme fødder, solbrankede kinder og leende børn (efter Øglen havde haft et mindre flip over, at vi skulle hjem, altså)

Og resten af aftenen er så gået slag i slag. Med overtrætte reptiler, der alligevel hyggede sig enormt godt sammen - lige indtil Øglen gokkede Varanen i hovedet med sit knæ. Som i øvrigt fik et giga asfaltskrab i børneren forleden, og derfor er det tvivlsomt, hvem det gjorde mest ondt på - Øglen eller Varanen. De græd i hvert fald lige højt. Og længe.

Dét stunt markerede så afslutningen på en skøn skøn sommerdag. Hvor der har været tid til det hele - og lidt til. Dem vil vi gerne have lidt flere af (minus knæ-stunt og at Varanen triller ud af sengen). Ligesom vi gerne vil have lidt slik. Såeh. Hvem henter?

søndag den 10. juni 2012

Av mine stænger

Ja, jeg løber så stadig. Kom godt nok til at pjække fra den 6 km-tur, jeg ifølge mit program skulle have løbet i ugens løb, men til gengæld cyklede jeg en milliard kilometer (sådan føltes det) til noget med noget arbejde. Så det går nok lige o.p op (som virkelig onkel-agtige typer ville sige). Eller det lader vi i hvert fald bare som om, at det gør.

Havde sq nok egentlig også pjækket fra dagens tur, hvis det altså ikke lige var fordi, jeg havde meldt mig til Alt for Dullernes Kvindeløb for nogen tid siden. Fordi jeg efter 33,5 år kender mig selv så godt, at jeg ved, jeg har mega-meget nemmere ved at holde mig selv oppe på et projekt, hvis jeg forpligter mig til noget i forbindelse med det. Så Alt for Dullerne - here we come.

På snedigste vis lykkedes det mig at overbevise HDD om, at det ville være konge (som folk, der sidder fast i 90'erne ville sige), hvis han og reptilerne fik sig lidt frisk havluft. På den måde kunne de nemlig køre mig til (og fra) løbet, og jeg slap for at cykle alt for mange kilometer i højst ustadig vejr, der ikke kunne beslutte sig for meget andet, end at det i hvert fald skulle blæse. Så familien Reptil tog til Amager, og Øglemutti løb sammen med alle de andre kvindfolk, der også havde været så letsindige at melde sig til 10 km-ruten.

LøbeØgle

Bagefter fik Øglen mit løbenummer (HDD kunne nemlig berette, at Øglen var blevet lidt ked af det og havde sagt ting som "Jeg vil også have et nummer, så jeg kan danse" og "Hvornår skal jeg løbe mini-marathon?", da hun var blevet vidne til det kollektive vanvid som fællesopvarmning til sådan nogle konceptløb er kan være), dansede lidt og syntes generelt, at det var the shizzle at være på strand- og skovtur.  Og så gik turen hjemad. Til cafébesøg (efter et bad, bare rolig), kig på en lejlighed (man må godt ose, selv om man ikke har solgt endnu) og bunker af vasketøj. Til leg i stuen, kokkereren af aftensmad og ulvetime. Og - ikke mindst - til umanérligt ømme stænger. Det kan godt være, at Amager Strandpark udgør en vældig smuk kulisse for løbeture, men de der betonklodser, den er bygget op af, gør IKKE noget godt for knæ og hofter. Eller også er det bare kadaveret, der giver sig efter at have bevæget sig i andet end luntetrav gennem længere tid.

Goodybag. Som heldigvis ikke udelukkende indeholdt sunde og/eller mærkelige ting. den cremede brie bliver IKKE fortæret i aften, ligesom den grønne te heller ikke gør. Dippe-Dutterne (huh? Bugles, om jeg må be') fra Kim's gør derimod. Og chokoladen fra Marabou...

Nu sover reptilerne, og jeg overvejer at amputere et ben eller to. Eller som alternativ humpe ud i køkkenet og hente den goodybag, Alt for Dullerne udstyrede sine deltagere med. God søndag aften!

Og nåh ja. Tiden på det der løb? 53,45 sagde chippen. Wohoooo! (Og så ikke et ord om, at min Endomondo mente, at jeg stadig manglede at løbe 370 meter, før jeg ramte de 10 km. Internettet siger, at ruten var opmålt efter alle kunstens regler af DAF. Hvem de så end er. Men hvis internettet siger det, så er det rigtigt...)

fredag den 18. maj 2012

Løøøøb!

Jeg er blevet sådan en, der løber. Igen. Var engang ret godt i gang, men så blev det isvinter, og jeg blev gravid. Og træt. Og meget meget sulten.

Men nu - nu kører det igen. Og har gjort det en måneds tid. I dag ramte jeg de 10 km, og selv om det var hårdt, var det også skønt. Ikke mindst pga. vejret, der i dén grad har været med os her i Kbh. Så jeg tillader mig at håbe, at jeg endelig - efter 33 års udkig - har fundet en sportsgren, der passer til mig. (Men dermed ikke være sagt, at jeg synes, HDD's forslag om at købe en babyjogger, når Varanen skal til at gå i vugger langt pokker i vold, er helt lige så godt, som han synes...)

Jeg kan godt lide, at jeg kan løbe hvorsomhelst og nårsomhelst. At det ikke kræver voldsomt meget udstyr. Og, vigtigst, at jeg kan gøre det alene. Det skorter lidt på mig-tid i en familie med (to) børn, men når jeg løber, behøver jeg ikke tage stilling til gråd, aftensmad, bleskiftning, osv. Så løber jeg bare. Og er jeg lidt sur, når jeg løber af sted (Martyr-mor bor nemlig nogle gange inden i mig, skal jeg sige jer), er der næsten garanti for, at humøret er blevet bedre ved hjemkomsten.

Lyder jeg lidt frelst? Ja? Bare en lillebitte smule? Jeg ved det godt, men det er egentlig ikke meningen. Jeg er bare lidt oppe og køre over, at det ser ud til, at løb er blevet til et regelmæssigt indslag i min uge. Og at jeg ovenikøbet har tabt mig 1,4 kg på to uger. Selv om jeg stadig æder masser af slik og kage. Med den fart mangler jeg bare 8 uger endnu, før mig og vægten bliver perlevenner.

Men hey. God musik til løb? Lige nu hører jeg Mads & Monopolet podcasts, men for variationens skyld vil jeg gerne have noget musik. Så fortæl - løber du, og hvad lytter du til imens?

- Postet fra mini-Padden

onsdag den 1. september 2010

Så stopper det!

Jeg lover hermed, at jeg ikke blogger mere om løb (eller anden fysisk aktivitet) i den næste måned. Det ER jo ikke en sports-blog det her. Det er bare så nyt for mig at være aktiv, at jeg slet ikke kan lade være med at skrive om det (læs: blære mig).

Men nu er der ikke flere løb i en måned. Træningsture, jowjow, men ikke løb-løb. Var til det lillebitte undselige DHL-halløj i Fælledparken i går. Der var jo ikke særlig mange mennesker. Eller... vent lige lidt...


















Der blev løbet og hygget og spist (men hvad skete der for al den hønsesalat, der var i DHL-kasserne?!), og jeg overlevede. Til trods for ret så ømme stænger efter natteroderiet forleden. Af uransagelige årsager føltes de 5 km i går som femTUSIND km, mens de 10 km forleden var til at holde ud. Ved ikke, hvad der var galt (måske det grønne filttæppe man skulle løbe på gennem meget af parken?), men jeg troede, at jeg skulle dø et par gange undervejs på ruten. Klarede det dog uden at standse og endte også med en tid på 26,21 - det hurtigste jeg nogensinde kommer til at løbe, er jeg bange for. Ikke ligesom den hurtigste på et af firmaets øvrige hold, der da lige løb på 20.59. Det er jo ikke menneskeligt... (Eller også er jeg bare misundelig)

Farmor passede Øglen, mens der var løb. HDD og jeg er nemlig nogle af de der typer, der arbejder samme sted, så vi skulle begge to ud og svede. Til en anden gang ville jeg nok have nogle andre forslag til, hvad vi skulle lave på en børnefri aften, men én gang om året går det nok at have motions-date sammen med utrolig mange kolleger.

Men nu. Nu stopper jeg som sagt med at ævle om løb. Kan ikke love, at der ikke kommer et lille blære-indlæg i slutningen af september, hvor jeg skal løbe FriLøbet. Men derudover bliver der tyst som i graven, hvad angår løb. Promise.

Zip.

søndag den 29. august 2010

Natteløberi

Så var det i går, det der Midnatsløb på Frederiksberg løb af stabelen. 10K kl. 22 en lørdag aften. Den, der har fundet på dét, kan jo ikke være helt vel forvaret. Jeg syntes, at det lød som en vældig god idé, da jeg meldte mig til for 1000 år siden, men efterhånden som dagen (aftenen) nærmede sig, syntes jeg lige pludselig sagtens, at jeg kunne finde på rætti mange andre ting at bruge min lørdag aften på. Se Barnaby, fx. Sove på sofaen (savlende og med åben mund). Spise nogle af de Polly-chokolader, min bror havde med til mig forleden. Se maling tørre. Et eller andet. Bare ikke løbe...

Men. Jeg havde jo meldt mig til. Og havde en aftale med mig selv. Og havde i øvrigt også skrydet lige rigeligt om at "løbe inde i Zoologisk Have midt om natten, ik'å?" til mine kolleger. Så syntes ligesom, at jeg blev nødt til at gennemføre. Eller i det mindste prøve på det.








Så kl. 21.15 i går, spændte jeg cykelhjelmen og satte af sted fra Østerbro mod Frederiksberg, og på vejen smuldrede de sidste forbehold, jeg havde. For aftenen var lun (-agtig), månen var fremme, og København viste sig fra sin allersmukkeste, tysteste side. Jeg kommer desværre ikke ud tit nok efter mørkets frembrud længere (skyder skylden på Øglen), og da slet ikke på cykel. Så jeg nød det virkelig i fulde drag og fik nok engang bekræftet, hvor dejlig en by København er.






















Overlevelsespakke til Midnatsløbet - 3 nøgler, banan, chokolade (iChoc?!?! - nåede ikke at spise det), armholder, høretelefoner og grim orange pose (matchende til grim orange t-shirt)

På Frederiksberg var der lagt op til fest for galningene i de virkelig grimme orange løbstrøjer. Mig selv inklusive. Sambadansere, højhøj musik, god stemning og en snert af utålmodighed - som varede ved de første 2 km af løbet, hvor man på det nærmeste løb i kø. Det var lidt ærgerligt (og jeg giver det skylden for, at jeg ikke nåede samme tid, som sidst jeg løb 10 km ;-)), men på den anden side var det meget rart at nappe Roskildevej i adstadigt tempo. Er ikke så vant til stigninger fra min sædvanlige løbetræning (damn you, Valby Bakke), men jeg synes, at de første 7 km gik nemt. Nåede faktisk lige at tænke "piece of cake", før den sidste stigning kom og var ved at gøre det af med mig. Nemesis til mig, thank you very much. Men jeg nåede i mål - 1 time rent - og har det vældig godt med at have gennemført. Næste løb bliver FriLøbet i september - så må jeg se, om jeg kan forbedre tiden lidt dér. Og hvis ikke, så går det nok også.

Desværre var der ingen, der havde fortalt Øglen, at mor var lidt træt her til morgen pga. natteløberi, så hun vågnede ufortrødent kl. 7 og ville underholdes. HDD havde selv været ude at løbe 10km i går ("sympatiløb", som han kaldte det), så ham var der heller ikke megen hjælp (eller ynk, for den sags skyld) at hente hos. Så op med mig. Og på legepladsen. Og vade det halve Østerbro rundt med overtræt Øgle (hvad er HUN blevet så træt af?!). Og til frokost hos venner med bitteny baby. Og og og.

Men nu! Nu sover Øglen, jeg sidder i gyngestolen, og der er muffins i køkkenet. Er der ikke noget med, at det man indtager dagen efter et natteløb, ikke sætter sig?! I think so. Så jeg skal nok have to. Eller tre...

onsdag den 30. juni 2010

Motion og chokolade(tude)kiks

Skal lige høre om noget, ik'å'?! Når nu man i lang tid har været rimelig inaktiv (bare for ikke at kalde mig selv for decideret doven.) og ikke lavet megen anden motion i små 1½ år end at gå ture med barnevognen og slæbe Øglen op og ned ad trapper - først på Østerbro, så i Gammelby og så på Østerbro igen - ja, så er der jo ikke noget at sige til, at mavedellen (eller alle de andre deller, for den sags skyld), hverken rykker sig eller bliver mindre. Endnu mindre mærkeligt bliver det, når man oveni den manglende motion spiser så mange kager, at Kagens Dag skal være glad for, at jeg ikke fik købt billet i år (eller nogle af de øvrige år).

Men.

Nu er det jo så, at jeg godt kunne tænke mig at regulere min størrelse lidt (til det mindre, forstås). Og blive lidt sundere og alt det jazz. Ikke på den fanatiske måde, men der er jo ingen grund til at opføre sig som Pacman og æde alle forhindringer på ens vej, vel!? Så jeg har forsøgt at lægge lidt om. Skruet lidt ned for kageindtaget og op for motionen. Jeg cykler 16 km om dagen. Fem dage om ugen. Ikke, at jeg er over-god til hovedregning, men det er mere end 50 km og mindre end 100 km om ugen. Derudover løber jeg mellem 15 og 25 km om ugen. Med et beskedent håb om at komme op på et gennemsnit på 30km på et eller andet tidspunkt, når mine knæ orker. Men dellerne?! De bliver stædigt, hvor de hele tiden har været.

Jowjow - jeg får da mere energi af at spise sundere og bevæge mig mere. (Bortset fra, når jeg punkterer FULDstændig efter en løbetur og sværger, at jeg aldrigaldrig mere vil løbe så meget som ét skridt mere). Og jeg sover bedre om natten. Og har generelt mere overskud (og thank G** for dét, for Øglen er ramlet ind i noget, der minder om noget trodsalder). Men det VILLE nu være rart, om vægten (eller i det mindste bare spejlbilledet) gad være på mit hold. For selv om alt det nævnte er vældig godt, kan jeg jo ikke helt løbe fra (høhø - løb; fik I den?!), at jeg også gerne vil strammes lidt op og ind hist og pist. Og selv om jeg rent faktisk er begyndt at nyde mine løbeture, så kunne jeg da godt finde på noget andet at lave.

Don't get me wrong, men SÅ sjovt er det jo heller ikke at være magenta-farvet i fjæset flere timer efter endt løbetur. Eller mærke samtlige musker murre og værke som var man 89 og knogleskør. Og da slet ikke, når det tilsyneladende overHOVEDET ikke gør nogen forskel på størrelse eller vægt. Så kan jeg jo ligeså ligge på sofaen som en anden Barbara Cartland og fråde fyldte chokolader. Meget hyggeligere. Og (formentlig) ikke lige så sved-fremkaldende (alt efter, hvor meget chokolade jeg spiser, tænker jeg).

Men hvad sker der for de über-resistente deller, vil jeg gerne vide? Troede jo lige, at jeg havde fat i den lange ende med at skrue ned for de søde sager og op for motionen. Forbrænde flere kalorier end jeg indtager. Og videre i dén dur. Men nej, åbenbart. Hvis der er nogen, der har et råd, de gerne vil af med, så smid det endelig her. For jeg fatter hat (som de unge ville sige).

Tror, jeg går ind og spiser en tudekiks. Af chokolade. Fordi det er synd for mig. Og fordi det jo tilsyneladende hverken gør til eller fra i det store veje-/spejle-regnskab...

tirsdag den 15. juni 2010

Løøøøb!

Fordi det her er min blog, vil jeg godt have lov til at blære mig lidt. Så det gør jeg hermed: I går løb jeg det der Alt for Damerne-løb, jeg har fablet om siden januar. Var lidt loren ved at skulle løbe 10K, fordi jeg ikke har været så flittig på løbefronten i de sidste par uger. Men det gik, og jeg prustede mig over målstregen på en tid på 55,43 minutter. Havde et beskedent håb om at komme under en time, og det lykkedes jo så.

Det var noget hårdere, end jeg lige havde regnet med, synes jeg nu nok. Men samtidig var det også fedt. Selv opvarmningsdelen med über-friske Fitness DK-piger, der dansede rundt til Skub til taget, bidrog til den gode stemning. Og der ER da et eller andet fascinerende ved, at 6.500 mennesker, i et anfald af kollektivt vanvid, har besluttet sig for at løbe så langt, at man er ved at vende vrangen ud på sig selv af anstrengelse. OG hopper rundt til Skub til taget uden så meget som at overveje, hvor dum (men alligevel ret sjov) den sang er.



I dag har jeg så en hjemmearbejdsdag. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have været til et Nestlé-seminar om børn og kost, som nogen har været så søde at invitere mig til, men mine bunker og atter bunker af arbejde mente ikke, at det var nogen god idé, at jeg rev en formiddag ud af kalenderen for at lave noget ikke-arbejdsrelateret. Altså arbejder jeg. (Og blærer mig på bloggen) Og så tror jeg i øvrigt også, at mine ben er ok glade for, at de ikke skal ud og cykle hele vejen til kontoret og tilbage igen i dag...

tirsdag den 20. april 2010

Løgn om løb

Jeg er jo begyndt at løbe. Det er sådan set meget rart at komme ud og røre sig og få pulsen op, og hvis jeg er rigtig heldig kunne det jo være, at det har en gavnlig effekt på vægten.

Og tilsyneladende er der jo ingen ende på alle de ting, løb skulle være godt for. På den lange bane skulle man efter sigende leve længere og afværge alskens syg- og dårligdomme. På den lidt kortere (men dermed ikke mindre vigtige) bane, skulle ens appetit blive reguleret (= positive resultater på vægten), øjnene blive klarere, og man skulle generelt få meget mere energi.

Ja.

Nu skal jeg ikke kunne udtale mig om langtidseffekten, men jeg vil da gerne lige smide en kommentar om de lidt mere kortsigtede fordele ved løb: Svindel og humbug, siger jeg bare! Appetit-reguleringen har jeg ikke mærket noget til - det skulle da lige være den gale vej, for jeg er simpelthen så sulten om aftenen (NÅR jeg har spist aftensmad, vel og mærke), at jeg af og til overvejer at sætte tænderne i Øglen. Det har jeg dog afstået fra indtil videre, men i stedet er det gået ud over sagesløs chokolade og andre godis. Altså kan jeg nok kigge langt efter en eventuel gavnlig effekt på vægten. Det der med klare øjne, det har jeg ikke nogen holdning til, men synes ikke, at jeg kan se noget anderledes dér. Og så kommer vi til min helt store kæphest: mere energi! Det var dét, jeg havde glædet mig allermest til overhovedet ved det her selvpineri, de kalder løb, men er der noget af det i sigte?! Ikke en hujende fis, siger jeg bare. Tværtimod. Er simpelthen så træt som et alderdomshjem (som min mor ville sige) og føler mig virkelig snydt, så vandet det driver.

Har haft lidt træls nat med Øglen i nat, og snuppede af den grund en hjemmearbejdsdag. Var (er) mildest talt ikke til pænt brug i dag, så jeg tænkte, at jeg lige ville nappe en frisk løbetur til at vågne op på. Det blev til 8 km (psykopat-løbeprogram), hvilket jeg er ganske godt tilfreds med. Var kun ved at tabe lunger og ben fem gange på vejen, men jeg kom da hjem intakt. Og det var så HER, jeg godt kunne have brugt noget af den der hypede ekstra energi. Men i stedet punkterede jeg fuldstændigt, og min produktivitet har virkelig ikke været noget at skrive hjem om i dag. Til gengæld har jeg gabt, så en katte-kennel ville blive misundelig, og jeg kan nærmest ikke holde øjnene åbne.

Hvis nu det var et firma, der kløede på med den slags falske markedsføring, så var det blevet nødt til at dreje nøglen om pga. sure kunder. Men man kan jo ikke fjerne løb fra jordens overflade (kan man?) Eller dem, som hårdnakket bliver VED med at påstå, at det giver mere energi (for dem er der dæleme mange af). Men de lyver jo. Eller er det bare mig, der gør noget helt forkert? Jeg ved godt, at jeg kun har været på løbebølgen i 2½ uger, men synes jo ligesom, at det der løb godt bare kunne give et lille incitament til at orke at fortsætte. Og ny, spændende gangart (tænk gamling med hofteskred) tæller ikke som incitament...

torsdag den 15. april 2010

Om løb og cykler

Er der nogen, der vil købe en krop? (Altså ikke på Skelbækgade-måden, men på "værsgo - her har du et stk. krop. Tag den venligst med dig og behold den, og efterlad venligst din egen"-måden).

Signalement: Hudfarvet (måske lidt blegere end gennemsnittet), blød (tænk franskbrødsdej), omkring 147 cm høj (jeg har fraregnet omkring 20 cm til hoved). Intakt med to arme og ben med dertilhørende hænder/fødder. Stand: slidt!

Er simpelthen så radbrækket i dag. Jeg er begyndt at løbe (igenigen), eftersom der lige pludselig ikke er så lang tid til juni, hvor jeg jo er kommet til at melde mig til det der Alt for Damerne-noget. Jeg har ovenikøbet lavet en aftale med Mette om, at vi skal løbe det sammen, for på den måde får jeg lidt sværere ved at løbe (høhø) fra aftalen, og eftersom jeg selvfølgelig har en interesse i, at en medblogger ikke ser mig hoste mine lunger op og/eller bruge 14 timer på at løbe 10K, så bliver jeg jo også nødt til at træne lidt (meget).

Min bror har anbefalet et løbeprogram, og det er jeg så godt i gang med nu. I går bød på 7 kilometers løb (inkl. lidt gang), og det kan godt mærkes i dag. Men der er vel ikke andet for, end at fortsætte. Gerne med en anden krop uden skavanker. Inden da skal jeg dog liiiige hjem fra arbejde - på skod-dårlig cykel, der har tendens til at frastøde sin kæde (det gjorde den så TRE gange på vej til arbejde i morges - så kan man godt blive pænt sur!). Er der nogen derude, der kan anbefale en god cykel, som ikke er alt for dyr, og som er til at holde ud at cykle 16-17 km på dagligt? Jeg tænker selv på en Raleigh Tourist de luxe, men jeg ved ikke, om den er for tung. Input anyone?

søndag den 17. januar 2010

Motion - eller mangel på samme

Jeg har aldrig været specielt sporty. Det der med motion er aldrig faldet mig naturligt, og udtalelser som "Jeg kan bare ikke undvære at træne" er bestemt ikke noget, jeg har gjort mig i. Fra tid til anden har jeg frekventeret motionscentre og forsøgt mig med at løbe, men der er bare ikke noget, der har grebet mig nok til, at jeg er fortsat med det.

Jeg befinder mig i virkeligheden nok på grænsen af det forjættede land "Doven", men fra de perioder, hvor det rent faktisk er lykkedes mig at træne regelmæssigt ved jeg, at jeg jo får det bedre af det - mere energi, mere harmonisk kropsfacon og bedre samvittighed over, at jeg af og til kommer til at spise salmiak-bolcher til morgenmad og småkager til frokost (som i dag. Ups.)

Det kunne endda gå, da jeg stadig ammede (verdens bedste slankekur) og vadede gader og stræder tynde med en sovende Øgle, men begge dele er slut nu; madkasserne er tørret ind, og Det Dumme Virkelige Liv har snuppet al den tid, der var til at gå lange ture (i hvert fald til daglig).

Og nu går den så ikke mere. (Den er faktisk ikke gået i et stykke tid, men jeg er mester i overspringshandlinger, så jeg har lige udsat det lidt. Og så lidt mere. Men NU...!) Som jeg sidder i mit lidet flatterende hjemmetøj og har en anelse kvalme over alle de småkager, jeg fik spist sammen med mødregruppen for et par timer siden, er jeg blevet ret træt af den her laissez-faire-livsstil. Jeg taler ikke Kernesund eller triathlon eller noget, bare almindelig sund kost i hverdagen, og så lige lidt motion!

Har funderet over, hvad der kunne være den bedste motionsform for mig, og selv om jeg synes, det er hjernedødt kedeligt (og hårdt!), og jeg tidligere har forsøgt mig, men givet op, er det alligevel løb, som bedst lever op til mine kriterier om, at det skal være nemt at gå til, billigt og uafhængigt af tid og sted. Så... løb it is. I guess.

Men jeg kender mig selv. Og jeg ved, at jeg har brug for en gulerod for at holde træningen ved lige. Så da jeg så, at Alt for Damerne holder Kvindeløb til sommer, tænkte jeg, at dét måske var noget?! Der er noget at træne efter, og jeg binder mig til en aftale - og så er der fem måneder til at træne i. Man kan vælge både 5 og 10 km ruter, og selv om jeg har mest lyst til at vælge 5k, tænker jeg på, om jeg mon ikke vil være mere stemt for at give den gas med træningen, hvis jeg skal op og løbe 10k? Eller hvad siger I (hvis der er nogle løbekyndige out there) - er det helt urealistisk at tro, at jeg kan træne mig op til at løbe 10k på fem måneder, når jeg starter ud som glad begynder (Og i øvrigt har tidsrøveren Øgle at holde styr på)? Og skal jeg i virkeligheden bare være glad, hvis jeg kan gennemføre 5?

Åhr, se nu. Det er besværligt allerede. Jeg snupper lige et bolche. For de gode intentioner gælder jo (som altid) først fra i morgen...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...