Viser indlæg med etiketten legoland. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten legoland. Vis alle indlæg

tirsdag den 16. maj 2017

Noget om maj

Maj har vist sig at være travl i år. Ikke på arbejdsfronten, men på alt muligt andet-fronten. Således har jeg på nuværende tidspunkt allerede været tre dage på Bornholm og to dage i Legoland (med den yngste - det var der, hans selvvalgte Jeg Skal Snart Begynde I Skole-tur gik hen. Hvor Ældstebarnets gik til Paris i sin tid. Akkeja, sådan er de jo så forskellige, de små).

Man ved, man er godt gift, når gemalen kommer hjem med ovenstående snackpack til turen, dagen inden man skal af sted

Bornholm <3

Dertil kommer den tid, jeg har brugt på at have dårlig samvittighed over at skulle i Legoland med den yngste, når nu den ældste ikke skulle med - det var som om, det var lidt nemmere at tage af sted med den ældste for to år siden, hvor den yngste ikke kunne være mere ligeglad med, om vi skulle til Paris eller bare en utrolig lang tur i Netto; han var tre og rodede primært rundt i bunden af Maslows behovspyramide. Der er det helt anderledes med en otte-årig, som har bevæget sig noget op i lagene af pyramiden og udmærket er klar over, hvad hun går glip af - og i øvrigt er helt fint i stand til at google 'Piratværelse', bare for at gnide salt i sit eget sår. Men alle overlevede heldigvis, og yngstebarnet og jeg havde en fest på førnævnte piratværelse. Og i Legoland, naturligvis. (Og nu er den yngste så muggen over, at Ældste og HDD fik sushi, mens vi var væk. Det ville han også gerne have haft, forlyder det. You can't win!)

Piratværelset. Yngstemanden var pænt begejstret!

Ninjago-legeplads i Legoland Holiday Village. Instant yndling!

Erfaren safaribils-chauffør

Dårlig samvittighed eller ej, så er der noget helt særligt ved at få lov til at have sine unger på tomandshånd en gang imellem. Der er en helt anden ro og tid til tingene, når det kun er et barn, der skal tilgodeses. Og så er det faktisk også meget rart lige at nå at savne hinanden lidt. (Også selv om der gik lige lovlig meget savn i den denne gang, da jeg kun lige nåede hjem og vende fra Bornholm, før jeg skulle videre til Legoland).

Derudover har vi haft en konfirmation og en niece-fødselsdag at se til, og inden længe skal jeg på venindetur til det store udland - bare en weekend, 'ing - og så er der jo også lige planlægning af skolekoloni, informationsmøde til forældre til børn, der skal starte i skole (ikke om jeg fatter, at jeg snart er mor til TO skolebørn!) og, nå ja, arbejde, hvor jeg er ved at ruske lidt op i tingene, så der kommer til at ske lidt nyt. Det står derfor lidt småt til med både tiden og ordene herinde. Jeg ville bare lige tjekke ind og sige hej.

Så. Hej!

mandag den 18. august 2014

Ferie: slut!

Hej. Jeg hedder Øglemor. Jeg har været i Lalandia. Og syntes, at det var ret sjovt. Shoot me!

Før jeg fik børn, smilede jeg høfligt og overbærende af småbørnsfamilier, der i ramme alvor fortalte, at feriens eller weekendens destination var Lalandia. Jeg tænkte ved mig selv, at det var en falliterklæring af de helt store, og at det måtte vidne om mangel på fantasi eller selvrespekt (alternativt begge dele), hvis man valgte at slæbe sit eget korpus og familiens med til dette Helvedes Forgård. (Alt dette blev naturligvis tænkt, uden at jeg overhovedet havde læst så meget som en brochure for dette Danmarks Syden. Det giver sig selv. Så tolerant er den om småbørnslivet så uvidende ungdom nemlig).

Vi var kommet af sted ganske uden både kamera og telefon, da vi var i Lalandia (og det var ikke engang bevidst), så de visuelle beviser må I være foruden. Og i stedet tage til takke med reptilerne og Lego Fuwends-pigerne

Men nu, ing'?! Nu forstår jeg alting meeeeget bedre. Efter en lang, dejlig ferie sluttede vi af med la grande finale - en weekend med den forrygende kombination Lalandia og Legoland. Ungerne havde glædet sig som små vilde hele ferien, og havde det ikke været for de to rokketænder, der dukkede op hos Øglen på feriens allerallersidste dag, ville det helt sikkert have været Lalandia og Legoland, der var rendt med prisen som feriens højdepunkt. Som det er nu, blev det de rokkende mælketænder og mig, der (på opfordring) synger "Jeg har en rokketand" på repeat.

Nå. Lalandia. Havde det noget som helst kulturelt at byde på? Ikke det mindste. Med mindre man altså er antropologisk interesseret (og det var jeg engang), for så er det et menneskestudie af rang. Bliver ens æstetiske sans bombarderet med nye impulser, så fingrene kribler efter at komme hjem og dekorere? På ingen måde. Bør Michelin-kokkene skæve nervøst over skulderen for at se, om Lalandias køkkenpersonale overhaler dem med nye, smarte anretninger? Jeg tillader mig at tvivle.

Men. Syntes børnene, at det var fedt? Det tror jeg nok, at de gjorde. Og er det i virkeligheden det, der tæller? Det tror jeg nok, at det er.

Det her er ikke Lalandia. (Selv om himlen derinde var cirka samme kulør). Det er Råbjerg Mile, og hvis I ikke har været der, skal I tage af sted med det samme. Det er helt fantastisk - også for børn

Og det var jo dén indsigt, jeg helt og aldeles manglede, da jeg sad der i min ophøjede ungdom og  selvretfærdighed med mine planer om, at "når jeg får børn, behøver jeg ikke lave mit liv om - de følger jo bare med" (indsæt selv skraldende dåselatter). For når alt kommer til alt, så er ferie med børn jo ikke ferie per se. For de voksne, i hvert fald. Men når man propper ét styks fingeret sydlandsk setting ind i ligningen, så bliver det pludselig lidt ferieagtigt, for børnene er så underholdt, at man enten kan læne sig tilbage og puste ud eller tage del i løjerne. Og man kan mene, hvad man vil om stedet, men det er da i hvert fald gennemført. Og - jeg gentager det lige, bare for ham der Prins Knud - (mine) børn e l s k e r det!

Så nu er jeg sådan en, der om ikke er blevet Lalandias discipel og store fortaler, så i hvert fald en, der ikke blankt afviser, at vi skal af sted igen. Om lang tid. Når jeg ikke længere får nervøse tics ved tanken om et overdimensioneret legeland, lysstofrørsbelysning og eksorbitante priser på alt lige fra is (vigtigt) til kaffe (endnu mere vigtigt).

Varanen, der er notorisk imod svømmehaller, voksede mærkbart i de tre (3!) timer, vi var i svømmedelen, og selv undertegnede, der ikke bryder sig om vandrutschebaner, endte med at tage flere af dem ganske frivilligt. Øglen turde det hele - og var primus motor på at hive sine lidt vandforskrækkede forældre rundt - og alle endte med at have en fest. Bagefter skulle hun naturligvis vise os, hvor god hun var til at hoppe i sådan nogle seler på en trampolin (modsat HDD, Varanen og jeg er Øglen jo erfaren Lalandiagænger). Og når hun skulle prøve, skulle Varanen naturligvis også, mente han - og så voksede han lige lidt mere, som han hang der flere meter over jorden og skraldgrinede.

Så altså. Lalandia: Ikke så slemt, som man skulle tro. (Et pay off I i øvrigt gerne må få, hvis I vil have det, Lalandia. Helt kvit og frit) Muligvis skyldes den positive attitude, at vi forinden havde tilbragt en skøn skøn uge i Skagen med frisk luft og rigtigt hav og gåture og nordjysk natur, når den er allerbedst. Og/eller at Lalandiaturen var kombineret med to dage i Legoland. Hvor undertegnede føler sig ret godt hjemme efter at have arbejdet der i hele syv år. Og hvor børnene i øvrigt morede sig nøjagtigt lige så godt - omend på en anden måde - som i Lalandia. Til trods for, at det søndag regnede så meget, at man ville være blevet mindre våd af at besøge AquaDomen.

Heller ikke Lalandia. Men Vesterhavet set fra Solnedgangskiosken i Skagen

Nu er ferien slut. Og det eneste gode, der er at sige om dét, er, at pungen kan blive lukket for en stund. Jeg har en fornemmelse af at have bidraget kraftigt til Friskos 2014-overskud, og jeg er også temmelig sikker på, at Billund kan mærke det positivt på bundlinjen, at vi har været fordi

Det er i øvrigt lidt pudsigt, ing'?! Jeg plejer at elske ferier (d'uh!), men jeg plejer også at elske, at de slutter. At komme tilbage til hverdagen, rytmen og - let's face it - nogle børnefri timer i løbet af dagen. Men det er som om, denne her ferie har været anderledes. Jovist har børnene været oppe at toppes, og jovist har jeg fantaseret om at stikke af til en øde ø med en bog og en hængekøje fra tid til anden, men generelt har det bare været så megahyggeligt, altså. Vi har fået en masse fantastiske oplevelser sammen, og vi er samtidig kommet ned i et gear, der har gjort, at vi også bare kunne slappe af sammen uden at der skulle ske noget hele tiden.

Reptilerne beundrer en massiv regnbyge i det fjerne. (Igen: Ikke Lalandia. Vesterhavet)

Reptilerne er kommet meget tættere på hinanden, og de har leget enormt godt sammen. Grinet og lagt planer og udtænkt skøre, sindrige og dybt mærkelige lege. Sunget og fjollet. Og vi voksne har haft tid til at slappe af og - hold nu fast! - læse bøger. I flertal.

Jeg tror, at det, der er anderledes denne gang, dels er, at ferien har været så lang - fem uger er længe at gå op og ned ad hinanden på både godt og ondt. Dels, at reptilerne er blevet så store. Øglen er så stor og dygtig og sød til at tage sig af sin lillebror og inddrage ham (undtagen, når hun bliver gal på ham og driller, skubber og udelukker), og Varanen er blevet så stor, at han dels tør mere, dels (for det meste) forstår de regler, der er i en legesituation (omend nogle legeregler ifølge Øglen er så komplicerede, at jeg ikke engang ville forstå dem, om jeg så studerede dem i årevis). Så alt i alt kan jeg konkludere, at sommerferien 2014 har haft meget gunstige vilkår og dermed kunnet danne ramme om verdens bedste sommerferie. Og det er jo slet ikke så ringe endda!

Og nu. Nu rammer hverdagen, men en ny en af slagsen. Varanen er nemlig begyndt i børnehave i dag, og jeg er ikke længere mor til et lille og et stort barn, men til to store børn. Tal om identitetskrise og hvad har vi. Men spændende, dét bliver det, og jeg kan garantere jer for, at I får lov at høre meeeeget mere om det. Yay!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...