Farveller

'Kæft, hvor kunne jeg skrive om meget, mand. Noget med noget polterabend i går for en af verdens tre sjoveste. Noget om riffelskydning og en, der hedder Finn. Noget om sushi i stakkevis og om så meget kage, at jeg blev nødt til at give op (jo, s*u - totalt slapt!).

Jeg kunne også skrive noget om tandlæger og tandsæt. Om nye ord, der bliver sprøjtet ud hjemme på matriklen (dog ingen nye lande iblandt). Eller om søndagshygge i Roskilde. Om økosamfund, kunstnere og Rasmus Klump-kiks med spelt.

Men jeg vil lade være med at skrive om noget af det. I stedet vil jeg lette r*ven og se at komme i gang med at pakke. For vi er nemlig nogen, der skrider til Bornholm i morgen. På sådan noget ferie. I ved - holde fri, sove længe (nåååh nej, det var præ-Øgle, man gjorde sådan noget), slappe af med hele den pukkelryggede. Plus en hel masse mere. Så håber vi bare, at øen ikke er lukket for sæsonen på Bodie-måden. For jeg har rimelig store forventninger til det der karamelkogeri (som i parantes bemærket er jævnt nærige med deres åbningstider). Og til alt muligt andet på øen, for den sags skyld. Men først skal jeg lige have pakket. Det ser nemlig ikke ud til, at taskerne pakker sig selv (og HDD pakker dem vist heller ikke, er jeg bange for), så better get on with it.

Hav en god efterårsferie. Vi ses på den anden side.

XOXO, Øgle-mor (må stoppe med at se Gossip Girl-trailers. Nu.)

Nu du bange...

Gravidgrahvad har tagget mig. Det er en tagning, der har været vidt omkring i blogland, og den handler om, at man skal fortælle, hvad man er bange for. "Høh", tænkte jeg - "jeg er ikke bange for noget! Ud over lige gøglere og klovner, men eftersom jeg engang fik en skideballe af en gigantisk Fætter BR (damn you, oversized garder-gøgler-bjørn!), og fordi min far kender/kendte Diana Benneweisczchczssch (= nærkontakt med klovner), er der jo en forklaring på den angst, og så er det jo ikke sjovt". PRÆCIS sådan tænkte jeg! Nå. 

Men så var det jo, at jeg tænkte lidt efter. Og støvede af i et par hjerne-krikelkroge, hvor jeg ikke normalt kommer. Dér stødte jeg på en edderkop - og sådan nogle er også bange for - men jeg fandt også et par dybereliggende fobier, om man vil, som jeg sjældent anerkender eller gør op med. Så det vil jeg da gøre her - også selv om jeg faktisk synes, at det er overraskende personligt at skulle stille sin frygt(er) op sort på hvidt.

Jeg er bange for at forfordele nogen. Og her mener jeg forfordele i ordets traditionelle betydning - at nogen bliver begunstiget i forhold til andre (kunne godt sige en ting eller to om pendul-ord, men eftersom jeg ikke er bange for dem, men udelukkende sur over dem, vil jeg lade det ligge for nu). Det være sig enten med gaver, tid, taknemmelighed, opmærksomhed eller andet. Mit pleaser-gen er beklageligvis på størrelse med et lille land, og selv om jeg arbejder på at få det til at fylde mindre, oplever jeg af og til, at jeg slår knuder på mig selv for at familie og venner skal føle, at jeg deler sol og vind lige.

Jeg er bange for ensomheden. Som af og til - men heldigvis nærmest aldrig, siden jeg har mødt HDD - gnaver et lille hul i min mave, på trods af en skøn omgangskreds og ditto familie.

Sidst, men absolut ikke mindst, er jeg bange for at blive gennemskuet. At der en dag, er en grimmer karl, der kommer hen til mig, løfter mig op i nakkehårene, kigger mig dybt ind i sjælen og konstaterer, at jeg er en ommer - både, hvad angår job, kæreste-status og moderskab.

Tager jeg mine dommedags-briller af (jeg bruger dem faktisk ikke så tit), ved jeg jo godt, at ingen af delene kommer til at ske i det omgang, jeg frygter dem. Men det er jo det, der kendetegner frygten - den er ikke rationel.

Pyh. Det var da lige lidt rask sortsyn og hjernegranskning på en tirsdag, hvor jeg arbejder hjemme (på prokrastinerings-måden). Nu vil jeg lave en kop te*, æde den pose Tyrkisk Peber, jeg har liggende ved siden af mig og på bedste blog-vis give stafetten videre til Mette, Katrine og Malene.

... Nu I bange. Men vi skal længere ind. Helt ind i sjælen. Eller nåwet! ;-)

*Altså, har i smagt den her te? Hvis ikke, så er det bare om at komme af sted til den nærmeste Superbest. Den smager fab - og på ingen måde af traditionelle elevator-te.

(Hus)mor med et mål?

Jeg har været hjemme to dage i denne uge. Første gang, fordi der var vandskade i vuggeren, anden gang fordi jeg er så privilegeret at have hjemmearbejdsplads og gør brug af den i ny og næ. Og kommer så altså også til at se lidt tv. Bare en lille smule… Bl.a. et (i grunden ret skrækkeligt) program, der vist hedder ”The secret life of a soccer mum”. Det handler om en hjemmegående husmor, der gerne vil vide, hvordan hendes liv ville være, hvis nu hun ikke var 'stay at home mum', men i stedet var tilbage på det job, hun elskede, men som hun forlod til fordel for mand, hjem og børn.


Nogen, der har set det? Eller. Spurgt på en anden måde: Nogen, der vil INDRØMME, at de har set det?!

Ahem. Nå. Jeg har altså set det. To gange. Pinligt! Og så var det jo, at jeg kom til at tænke lidt. (Hvilket jeg i øvrigt ikke tror, er meningen med programmet). Og, hvor ynkeligt det så end må være, så gik (går) det mig lidt på, for det rammer direkte ned i min helt store kæphest, nemlig manglen på en drøm/et mål/en vej.

Det er ikke ofte, jeg finder mig selv misunde hjemmegående husmødre fra USA (faktisk tror jeg godt, jeg tør vove pelsen og sige, at det aldrig er sket før), men i dette tilfælde gør jeg det. For de havde et job, de brændte for og var gode til, og de får så muligheden for at prøve kræfter med det igen og derfra træffe et til- eller fravalg.

I min situation gik jeg på barsel fra et job, jeg var semi-glad for og kom tilbage til et job, som jeg virkelig ikke bryder mig om (selv om det er ét og samme job). Lad os nu antage, at jeg havde valgt at blive hjemmegående husmor (neeever gonna happen, men rent hypotetisk), og der kom en dilettant-agtig vært fra et pseudo-reality show og tilbød mig at prøve kræfter med jobbet, jeg forlod, så jeg kunne vælge, om jeg ville tilbage på arbejdsmarkedet, så ville jeg løbe skrigende væk over stepperne (og ikke kun, fordi jeg ikke vil på tv). For jeg brænder ikke for mit job. Og selv om jeg er ok god til det, jeg laver, så er det underligt ’u-målbart’. Forstået på den måde, at hvis man er designer eller kok (tilfældigvis de to eksempler, jeg har set i tv-programmet), så skaber man noget. Man designer en kjole eller kreerer en ret, men hvis man laver det, jeg gør, så producerer man i bedste fald en masse papir.

Og hvis der er noget, jeg har fundet ud af, mens jeg har været på barsel, så er det, at jeg har behov for at kunne måle det, jeg laver. Nok derfor havde jeg så svært ved at vænne mig til livet på barsel (jeg kom heldigvis efter det), fordi dagene jo bare fløj af sted, uden jeg havde et hjemmestrikket tørklæde, en bog om livet som mor, et abstrakt maleri eller 10 tons kager til at bevise det. Lidt ligesådan er det på jobbet. Jeg har ingen projekter, jeg kan tage ejerskab over, og de få flueben, jeg kan sætte, er ved temmelig ligegyldige ting. ”Det er ikke på nogen måde forretningskritisk, og det er f*cking utilfredsstillende”, som en god kollega (med de samme job-træthedssymptomer som jeg) sagde tidligere i dag.

Jeg har ingen ambitioner om at blive sådan en totalt uundværlig type, der skal sove med telefonen under hovedpuden og det ene øje på klem, hvis nu der var brug for mig på arbejde. Jeg vil bare have en stilling, hvor det ville gøre bare en lille forskel, hvis jeg nu ikke kunne komme en dag. Og så kunne jeg egentlig godt bare tænke mig at skifte hest. Til hvilken ved jeg dog ikke, da jeg, efter 12 måneder på barsel, faktisk er ret usikker på, hvad det nu lige er, jeg kan. Tænk engang; 5 år på CBS, og jeg står stadig med følelsen af, at jeg ikke kan noget videre. Men jeg læser jobannoncer i ét væk, og får præstationsangst på forhånd. Alligevel søger jeg et par stillinger, når der er nogen, der virker nogenlunde inden for rækkevidde, men jeg har også fået afslag på dem. Med hhv. 295 og 275 ansøgninger til jobbet, var jeg ikke kommet i betragtning. Og det er jo ok. Men det kan ikke undgå at pirke til usikkerheden på, om jeg så NOGENSINDE får et nyt job. (jojo, når krisen er overstået, kan det da godt være, at der er nogen, der vil brødføde mig, men det er NU, jeg gerne vil have et nyt job, for jeg er seriøst ved at være færdig med det her på alle måder.

I går var jeg vildt ked af hele job-situationen. Syntes, at det hele tårnede sig op, og at det bare var gråt (det var det så også). Men i dag er jeg bare træt af pis. (Ja, undskyld mit franske) Og selv om det ikke er holdbart i længden, så er det trods alt noget mere konstruktivt end tristesse, for i sidstnævnte tilstand, er man (jeg) bare ikke vildt produktiv. Tværtimod. I dag har jeg i stedet fundet endnu et job, jeg skal have søgt, og selv om det ikke giver mig evner til at sy, strikke, male eller skrive en bog, så er det da et skridt på vejen. Må prøve at udholde tiden indtil på fredag, hvor jeg går på ferie (HURRA!), og bruge al den tid, mine ikke-eksisterende arbejdsopgaver giver mig, til at søge flere job. OG til at finde ud af, hvor det er, jeg gerne vil hen. Hvordan jeg kan kombinere mine uudtalte arbejds-ambitioner med familielivet.

Og så må jeg jo glæde mig over, at selv om jeg ikke har skabt ret meget, så har jeg trods alt skabt halvdelen af hende her:

Og det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med, hvis jeg selv skal sige det... :-)

Force majeure

... der er vist ikke anden betegnelse for det, når man som sædvanligt på en mandag morgen står op kl. aaalt for tidligt, vækker Øglen (der er noget ganske unaturligt over konceptet "væk en baby"), får hende i tøjet, fodret af, ned i bilen og fragtet hende (og undertegnede + HDD) hele vejen til Kbh i sneramt morgentrafik, og så - i sekundet inden man pakker Øglen ud af autostolen - får en opringning fra Over-pædagogen om, at vuggeren er fyldt med vand, og om man kan holde Øglen hjemme i dag?

Her har man så to valg. Man kan sige "nej, det passer ikke så godt i dag" og så sende sit afkom ind i koldt og klamt lokale, hvor op til flere vvs'ere står og hamrer og banker, eller man kan skrue op for et (falsk) smil og sige "ok, vi holder hende hjemme", velvidende at man så misser et møde på arbejde, som man helst skulle have været til, men at man til gengæld slipper for den nagende samvittighed ved at have sendt Øglen ind i vandskadet institution.

HDD og jeg valgte mulighed 2 - den med at holde hende hjemme. Fordi det er mig, der ikke har noget at lave på det der arbejde (bortset lige fra mødet), var det mig, der vandt passe-tjansen, men det var til gengæld HDD, der vandt chauffør-tjansen, som gik ud på at fragte Øglen og Øglens mutti tilbage til Forstaden gennem sneramt morgentrafik. Noget for noget.

Det er klart hyggeligere at have en rask Øgle hjemme sådan en helt almindelig hverdag, end en syg en af slagsen, men hold nu kæft, hvor det da også stiller krav til ens hittepåsomhed, snakketøj og overskud. Jeg har bygget med klodser, tumlet, haft hende med ude i sneen for første gang (dåååårlig mor!), hvilket i øvrigt ikke var noget hit, fodret, sunget og sikkert en hel masse mere. For det der med at putte under dynen og få læst bog, det kan man da glemme alt om, når 10 kg Øgle drøner hærgende gennem lejligheden, kyler laksefrikadeller på gulvet, smadrer vandglasset (fyldt) ned i bordet, så der er vand over det hele, splitter stuen ad og generelt bare har fuldt drøn på.

Men selv en Øgle har sine begrænsninger, så omkring middag blev hun træt. Men ikke om hun ville sove. Det ville (vil!) jeg til gengæld gerne, men sådan fungerer det vist ikke. Prøvede alt - synge, læse historier, være kedelig, gå ud fra værelset, tysse og nusse og hvad ved jeg, men der var ikke noget, der virkede. Så jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg - igen (tsktsk) - tyede (hedder det dét i datid?) til den nemme løsning: flasken. Jeg ved godt, at det ikke holder. Flasken er kun til om aftenen, og sådan har det været i lang tid nu. Og selv den skal vi så småt til at have udfaset. Men jeg var (er) bare så træt. Og jeg magtede ikke lige tanken om at vade op og ned ad Forstadens gader med Øglen i barnevognen. Slet ikke fordi Forstaden pt. er én stor snedrive. Og når nu jeg ved, at flasken virker, så...

Håber, hun sover rigtig længe. Så jeg kan nå en kop te og smække fødderne op. Og gøre klar til næste heat i Operation Underhold Øglen. Den her latente træthed jeg har kørende måtte bare gerne skride. Sammen med den ømhed jeg har i nakke og skuldre. Og sneen. Ville vist egne mig glimrende som bjørn - har nemlig svært meget lyst til at gå i hi...

Flyttedag

Ok, here's the deal. Jeg glæder mig SÅ meget til at flytte fra Forstaden og ind til civilisationen, at jeg næsten ikke kan sidde stille. Jeg har lyst til at pakke alting ned og bare sidde og stirre på flyttekasserne, indtil der kommer to hærdebrede mænd fra 3x34 og slæber dem væk. Men det går jo ikke (siger HDD). Der ER trods alt små 5 uger til. Og måske er det i virkeligheden heller ikke så skægt i længden at sidde og glo på flyttekasser.

Men noget må der ske! Og da jeg desværre ikke kan regne med, at mit job kan fjerne fokus fra de endeløse uger, der ligger forude, så må jeg jo finde på noget andet. Jeg hækler helt vildt. Men nu er jeg løbet tør for gult garn, så nu kan jeg ikke komme videre. (Hvis nogen har et nøgle solgult Hjertegarn, Mississippi no. 8 liggende, så betaler jeg gerne for garn og porto). Så hækling er ude.

Jeg kan også skrive jobansøgninger. Og gør det også. Men SÅ mange job er der heller ikke at søge. Så den er også ude.

Madlavning. Har jeg også kastet mig over. Men utroligt nok er der grænser for, hvor meget mad, jeg kan spise, før jeg a) bliver mæt, b) buler (endnu mere) ud i taljen. U d e.

Og så var det jo, jeg tænkte, at jeg kunne flytte. Domæne, altså. Farvel til Smartlog, utidige oppetider og begrænset mængde billeder. Goddag til international udbyder, mere struktur, mange flere muligheder og (forhåbentlig) mere oppetid.

Så velkommen i de nye rummelige lokaler. Her skal lige males, tapetseres og møbleres endeligt, men det kommer hen ad vejen. Håber, I føler jer hjemme - det gør jeg i hvert fald allerede.