Viser indlæg med etiketten livetmedbørn. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten livetmedbørn. Vis alle indlæg

onsdag den 27. april 2016

Noget om (flere) babyer

I morges vågnede jeg ved, at jeg stirrede lige ind i knolden på Varanen, som lå og gassede sig midt i dobbeltsengen. Det var der i og for sig ikke noget underligt i - han er kommet vandrende ind til os lige siden han fik tremmerne af sin seng i januar 2014 (sic!), så det har vi efterhånden vænnet os til. Det er lidt forskelligt, om han snorksover eller er vågen, når jeg vågner, og det er - lige som hos alle andre, formoder jeg - forskelligt, hvilket morgenhumør han er i. Forleden var han gnistrende glad og kunne slet ikke vente med at komme i gang med dagen. I dag var han vist vågnet skævt, for han så både vred og trist (og ikke helt vågen ud), da han med en stemme fuld af bebrejdelser konstaterede, at han "ikke kunne vente med at blive storebror!"

Mit søvndrukne jeg nåede lige at spekulere på, om jeg rent faktisk er gravid (det er jeg ikke, red.), og derefter måtte jeg jo så høre, om han havde drømt noget om søskende. Det mente han ikke, at han havde, men han var virkelig opsat på, at han ville være storebror, og det kunne kun ske for langsomt!

Jeg brugte lidt tid på at ligge og sludre med ham og forsøge at få ham i godt humør, men der var ikke rigtig noget, der hjalp. Og da det blev tid til at stå op og gå i bad, ville han bare blive liggende. Hvis jeg lovede at komme og ligge lidt sammen med ham igen bagefter. Som lovet, så gjort - så måtte madpakker og morgenrutiner bare gå lidt hurtigere.

Da vi endelig stod op, fik HDD nys om storebror-ønsket, og ham og Varanen fik sig en god snak om det. Blandt andet gik det op for Varanen, at hvis han skal være storebror, så vil det involvere en baby, som måske/måske ikke larmer pænt meget om natten. Varanen vil i givet fald gerne bestille en baby, som "kun piver en lillebitte smule. IKKE græder. Og SLET ikke vækker mig om natten", og dertil måtte HDD jo sige, at hvis man kunne bestille sådan en på forhånd, så kunne vi måske godt tale om det, men at det sjældent er sådan, det fungerer.

Det endte med, at jeg fandt nogle gamle videoer frem på computeren. Fra dengang Varanen var baby, og Øglen var 4. Det syntes de begge to var en fest, og jeg faldt så langt ned i nostalgigryden, at vi alle sammen var ved at komme for sent til alting.

Tilbage på hjemmekontoret kom jeg liiiige til at se et par videoer mere. Og så nogle flere. Og kunne lige pludselig slet ikke forstå, at mine unger nogensinde har været så små. Og sjove. Og lettere psykopatiske. Og - ikke at forglemme - megasøde. De er stadig det hele, men nu er de det bare på en anden måde. En stor måde!

I teorien er jeg rimelig skruk. I praksis er jeg det overhovedet ikke. Jeg sætter i dén grad pris på den frihed vi har som familie nu, og at vi får sovet om natten. At vi har lige så mange voksenhænder som børnehænder, og at vi på en eller anden forunderlig måde har formået at få både tiden og økonomien til at gå op i en højere enhed. Hvor der godt nok ikke er plads til store armbevægelser, der involverer månedsvis af orlov til fjerne himmelstrøg, men hvor vi ikke mangler noget i det daglige. Og som oven i købet levner plads til, at vi kan lægge bare en my til side hver måned (hvis undertegnede altså prøver at gøre en indsats for ikke at klatte det væk på take away-kaffe. Jeg forsøger virkelig at vække min indre jyde, der ville korse sig over at betale på den gode side af 30 kroner for en kop brunt, varmt vand, men det er som om jyden er faldet i dyb, dyb slummer efter vores returnering til 2100 Spelt).

Desuden kan jeg ikke sige mig fri for at blive lidt fatalistisk omkring en eventuel treer. Vi har fået to sunde, raske børn indtil videre, og hvad nu, hvis vores held på den front er brugt op? Som HDD var så venlig at minde mig om forleden, så bliver jeg jo ikke yngre (at han heller ikke bliver det, indgik sjovt nok ikke i den samtale), og det kan han jo på mange måder have ret i ...

Det er ikke fordi, man udelukkende skal være praktisk omkring det. Jeg tænker, at hvis ønsket om en baby mere er højt nok, så finder man ud af alt det praktiske hen ad vejen. Men enden på det hele bliver nok, at der ikke kommer flere reptil-babyer. Jeg er bare ikke helt parat til at konkludere det endeligt endnu. Til én gang for alle at bestemme, at jeg aldrig mere skal bære rundt på et lille liv, dufte til en nyfødt og nyde babyers små, knirkende lyde.

Såeh ... Det er der, vi er. Hvor ingen på matriklen er gravide eller i babyplanlægnings-mode. Men lidt skruk er man vel altid. På afstand, i hvert fald.

Og Varanen? Jeg tænker, han overlever ikke at blive storebror. Han har i hvert fald ikke nævnt noget om det siden i morges. Efter børnehaven har han talt mest om iPads og det cirkus, vi skal til i børneren i aften. Og Øglen har desuden sagt pænt nej tak til flere søskende. Med mindre hun får 50 eller 100 på en gang - gerne helt magen til hende selv. Med samme navn - for det synes hun "kunne være sejt" ... (!)

tirsdag den 16. juni 2015

Mandags-mandag

I går startede bare fint. Og sluttede heldigvis også dejligt. Men på et eller andet tidspunkt mellem start og slut lykkedes det både Varanen at få næseblod (vildfaren øgle-albue lige i krydderen) og klemme venstre hånds lillefinger i Øglens dør i en grad, så jeg troede, at den var brækket. Både at dømme ud fra dens skæve, meget klemte udseende, og volumen på hans gråd. Naboen (der er sygeplejerske og heldigvis var hjemme) mente, at den skulle kigges på, så vi ringede til Akuttelefonen. Sidst, jeg Varanen havde behov for en vagtlæge, var der ikke noget, der hed 1813, så det var en ny oplevelse. Og selv om sygeplejersken i den anden ende var både sød og kompetent, var jeg ikke helt glad for at skulle vente i kø i 15 minutter. Men sådan er det jo nok bare. Vi fik en tid 2 (!) timer efter på det nærmeste hospital, så alle kneb måtte i brug for at aflede en meget ulykkelig Varan. Som skiftevis hikstede "Min finger vokser aldrig ud igen!", "SE! AL MIN HUD LØBER VÆK!" (nasty hudafskrabning, red.) og "Det gør så oo-hooondt, mor!"

End ikke en is hjalp på humøret, og den skål med koldt vand, jeg fik ham til at sidde og plaske i, gavnede kun i de 3 sekunder, den ikke væltede og gjorde ham helt våd. Gode råd var dyre, så jeg besluttede, at bestikkelse var den eneste vej frem. Første reaktion på spørgsmålet om, hvad han godt kunne tænke sig, var et grædende "Jeg ved jo ikke, hvad jeg må få!", men da det gik op for ham, at der var frit valg på alle hylder - også dem med slik - stilnede gråden lidt af. Og en håndfuld Matadormix senere i selskab med bildyne, kæleskildpadde og Dora the Explorer var humøret mærkbart bedre. Vi snakkede om, at han skulle til lægen, og da HDD kom styrtende hjem (hidkaldt fra reception), var humøret nærmest højt. Og det blev kun endnu højere af, at vi lovede en tur på "Makkedånners" efter visit hos lægen.

På skadestuen var der lidt ventetid, men begge unger klarede det fint, og Varanen var helt stoppet med at græde. Nu var det jo nærmest spændende. Han syntes i øvrigt også, at "det var heldigt, at jeg klemte min finger, mor, for så fik jeg jo slik, selv om det ikke er freeeeedag" (indsæt selv kluklatter).

Da lægen kom for at hente os, rendte han efter hende med et "Læge. Læææægø! Vil du se min finger?!", og inde til selve konsultationen fik jeg nærmest ikke et ord indført, fordi han selv fortalte hele sin lidelseshistorie: "Jeg klemte min finger i døren til Øglens rum! Og ved du, hvad så, læge? Så SKREG jeg!" Det gjorde ikke ondt på ham at blive trykket på - kun der, hvor han havde en hudafskrabning - så lægen konstaterede, at der ikke var noget brækket. Heldigvis. Til gengæld syntes hun, at Varanen var rimelig sød (det er han også, men i går var han nærmest sødere end normalt), og hun kunne ikke lade være med at grine, da han helt fortroligt hviskede til hende: "Læge ... Når vi er færdige her, så skal vi på ... *kunstpause* ... MAKKEDÅNNERS!" Han fik en pose Lego som tak for besøget, og der var oven i købet også en til Øglen, så konceptet skadestue er i dén grad accepteret hos Varanen.

McD var jo - som altid - en succes omend en udfordring for mit aktuelle kostregime, og da vi lagde os til at sove (alt for sent), mente han, at det ikke gjorde noget, at han havde klemt sin finger, fordi det havde været sådan en hyggelig aften. Jeg fik mumlet noget om, at det syntes jeg også - det med en hyggelig aften - men at man jo ikke behøver at klemme fingre for at komme på McD. Næste gang vi skal derhen, skal det helst være uden nogen sårede. Bare for lige at sikre mig, at det ikke bliver et eller andet kamikaze-trick for at lokke os på den gyldne måge. Begge unger grinede og sagde "Arrrrj, det gør vi da ikke", men man ved aldrig med de to små baryler.

I dag ser fingeren fin ud igen, og Varanen fortæller om i går på samme måde, som hvis han var krigsveteran fra 'Nam. Men han var sq også både sød og sej, så han fortæller bare løs. Og jeg forsøger at glemme, hvor forskrækket jeg blev - hans gråd i går bragte nemlig i dén grad mindelser fra sidste sommer, hvor det lød på ca. samme måde, da han brækkede kravebenet midt ude i de svenske skove ...

torsdag den 21. maj 2015

Vi prøver igen i morgen ...

I morges var en af dén slags morgener. Hvor det sq bare ikke lige spillede. Hvor jeg blev for skarp i tonen, Varanen blev for skinger, og Øglen blev for ked. Hvor det hele bare gik lidt i hårknude, og hvor jeg virkelig ville ønske, at jeg kunne gøre det hele om.

Det begyndte ellers så godt. Efter nogle morgener, hvor jeg er blevet nødt til at stå op på samme tid som HDD (= før fanden får sko på) pga. forskellige praktiske gøremål, kunne jeg i morges sove, indtil børnene vågnede. Det gjorde de omkring kl. 7, og Varanen ville som det første på jagt efter en badesvamp af form som en isvaffel (som jeg i grunden gerne vil have, han snart finder. Den er sidst set i fredags - i særdeles våd tilstand - og har siden været som sunket i jorden. Det er spændende at se, hvor den dukker op), så af sted gik den vilde jagt. Øglen vågnede og ville gerne være med, og så snart jeg var blevet overbevist om at deltage i jagten, gad ungerne ikke mere. Great.

Nå, men isvaflen kunne ikke findes, så i stedet gav Varanen Øglen en badesvamp i paddehatteform (vi har virkelig meget sjov med de badesvampe, kan I nok høre). Dén gad Øglen ikke at have - hun ville hellere have den ispinde-svamp, Varanen rendte rundt med (hvorFOR syntes jeg, det var en god idé at købe dem?!), så hun skældte ud, og Varanen blev gal. Jeg girafsprogede derudad og synes i al beskedenhed, at jeg klarede det udmærket, indtil Varanen nægtede at tage tøj på, og Øglen transmogriffede sig om til en sur politibetjent, der stod på sidelinjen og nævnte alt det, Varanen skulle lade være med at gøre - med det resultat, at Varanen blev endnu mere nej-hat-agtig. Oven i det hele gjorde Øglen sit bedste for at ødelægge et hårbånd, vi fandt i skabet i går, og da jeg (venligt) påpegede, at det ikke var så god en idé at tage det om maven, fik jeg et "Det skal du overhovedet ikke bestemme. Det er et fælles hårbånd, og jeg tager det om maven, hvis jeg har lyst!" retur. Så blev jeg altså en anelse bister.

Nå, munterhederne (!) fortsatte ved morgenbordet (som Øglen i øvrigt havde dækket helt selv - elsker, når de gør sådan noget helt uden at blive bedt om det). Først fik Varanen for få cornflakes. Så fik han for meget mælk. Så forklarede jeg ham stille og roligt, at det da også var irriterende, men at verden ikke gik under af den grund - og det hjalp faktisk. Lidt. Lige indtil Øglen påtog sig at sige det samme - bare med en 6-årigs vrængen - hvilket sendte ham helt op i det røde felt. Og fik mig til at blive pænt bister. Igen. Så blev Øglen ked af det og fortrak til køkkenet, hvor hun stod og græd. Hvilket jo ikke var meningen. Efter lidt parlamenteren frem og tilbage spurgte jeg, om hun i virkeligheden trængte til et kram, og så kom hun galopperende med tårerne sprøjtende ud til alle sider. Og trængte bare til at sidde tæt.

Der sker mange ting for hende lige nu. Om ikke så længe er det farvel til børnehaven, og det betyder et farvel til alle de faste og kendte rammer. Og legekammerater. Hun skal ikke i skole med nogen af dem, hun kender, og for at føje spot til skade skal hendes bedste veninde skoleudsættes og derfor blive i børnehaven. For en 6-årig må det virke som den absolut bedste løsning på det store og ukendte - bare at blive der, hvor man kender det hele. Og som voksen er det meget svært at forklare på en måde, så en tryghedssøgende pre-schooler kan forstå det, at man ikke kan blive i børnehaven for evigt. For det virker det jo lige nu som om bedsteveninden kan.

Så der er ikke noget at sige til, at ældstebarnet er temmelig kortluntet for tiden. Ikke, at de mange følelser giver carte blanche til at være næsvis eller ualmindelig hård i tonen, men det hjælper lidt at vide, hvad der giver anledning til følelsesudbruddene. Jeg håber, at det hjælper lidt, når vi får afmystificeret skolegangen lidt - i næste uge skal hun til før-skoledag og møde sine kommende klassekammerater. Og konstatere ved selvsyn, at de (forhåbentlig) ikke har horn i panden og skarpe hugtænder.

Alle blev glade igen, morgenmaden blev indtaget i nogenlunde ro og orden (hvis man ser bort fra, at Varanen valgte at flytte alle sine cornflakes fra skålen og ud på bordet, fordi han kun ville have mælken i skålen - "men jeg lagde dem på servitten (stavefejl tilsigtet, red.), mor". Tak, min dreng), og vi kom over i børnehaven. Hvor alt så var galt, hvis man spurgte Varanen - lige fra måden, jeg hældte vand i hans drikkedunk, til måden jeg gik ud af døren på. Det er vist godt, at det snart er (lang) weekend.

I aften skal HDD og jeg til møde på Øglens kommende skole (en slags før-skoledag for forældre, eh?), og ungerne skal hjem til Farmor. De kan næsten ikke vente - ikke mindst fordi de skal med hjem til Farmors venner og GRILLE! Større bliver det åbenbart ikke. Og i morgen er der atter en dag. Og en morgen, som jeg allerede har bestemt skal være bedre end den i dag ...

tirsdag den 16. september 2014

Om livet i Caps Lock

Varanen er sur for tiden. Ikke bare lidt på tværs, men sådan virkelig sur. Nej. RAHHHsende, faktisk. Der skal ingenting til, så flipper han ud. Og når Varanen flipper ud, så sker det i lydstyrke Crazy Højt.

Generelt er han sådan rimelig højlydt, hvilket er ok, når nu det skal være. Ingen bly viol dér, i hvert fald. Når han gerne vil høres, så råååwer han. Jeg skal have tjekket hans ører, just in case, når nu han skal til 3 års-undersøgelse lige om lidt, men jeg tvivler på, at der er noget, der blokerer. Jeg tror såmænd bare, at det er en skønsom blanding af frisk næsten-3-årig, ivrighed for at trænge igennem med sine meninger om alt og det faktum, at han er vant til at gå i institution, hvor lydniveauet, alt andet lige, er lidt højere end hjemme i parcelhuset.

Nå. Men altså. Generel højlydthed og virkelig surt humør udmønter sig til virkelig højrøstede morgen-, eftermiddag- og aftenseancer hjemme hos os for tiden. Primært fra Varanen, for selv om jeg af og til mister tålmodigheden og råwer tilbage (shoot me), så preller det fuldstændig af på ham og ansporer ham bare til at råwe endnu højere. Så vi girafsproger den en del herhjemme. Med DR Undervisningsprogram-stemmen på og negle-på-tavle-irriterende sætninger som "Jeg kan godt forstå, du er vred, men ..." (Og nej - i virkeligheden forstår jeg ikke, hvorfor han er vred halvdelen af gangene. Jeg er fx slet ikke med på, hvorfor han blev stikhamrende tosset i går morges, da jeg tog hans ble af, og han reagerede med at skrige, som havde jeg skåret ham i småskiver. Og løb væk fra mig og skreg lidt mere. Og blev ved med at skrige, indtil jeg gav ham lov til at beholde hans soveble på. Ja. Det gjorde jeg. Sådan en mor er jeg. Men når ens ører bløder, og man reelt ikke kan - eller har lyst til at - holde sit barn nede for at skifte bleen, så er det dét, der er løsningen. Hvor kortsigtet den end må være).

Et zen-agtigt skovbillede fra weekendens tur til Lolland som modvægt til alt råweriet (som der ikke vare så meget af på Lolland, faktisk)

Jeg kan til nøds forstå, at man bliver ked af det, når man er næsten 3 og lige har bestemt sig for inden i hovedet, at man mægtig gerne vil se 50 afsnit af Dora fra morgenstunden og så får nej til at se så meget som et eneste. At det var fordi jeg havde valgt at lade kræet sove til 8.30 i stedet for at vække ham, og at klokken pludselig var blevet så mange, at vi skulle til at af sted (normalt er morgenelastikken meget lang herhjemme, men vi skal jo altså ud af døren på et eller andet tidspunkt!), betød mindre. Men jeg kan ikke forstå, at man bliver så ked af det, at man skriger og slår på grund af det. Uanset, hvor girafsprogsagtig eller bestemt jeg er.

Jeg ved godt, at det nok er vores egen skyld. At vi et eller andet sted på den snart treårige Varanvej har ladet ham forstå, at man kan få det, som man vil, hvis bare man råber højt og længe nok. Så nu betaler vi prisen. Jeg ved også godt, at man ikke ændrer vaner overnight, og at det kræver et sejt træk at komme igennem, men det ville være virkelig rart - for alle - hvis råweriet blev dæmpet bare en smule. Så der ikke jævnligt fosser blod ud af ørerne på os allesammen.

Det værste af det hele er næsten, at Øglen bliver lidt klemt i alt det her. Hun er så sød og god og fornuftig, at det halve kunne være nok (undtagen når hun altså ikke er), og særligt under putningen bliver der brugt uforholdsmæssigt lang tid på at dysse Varanen ned (fordi han a) vil sove i "mors og fars seng"*, b) vil have, at jeg ligger inde hos ham**, c) vil ind i stuen, d) vil finde et eller andet obskurt tøjdyr, e) vil synge en sang, f) vil læse godnathistorie "igæng", g) find selv på flere). Mens Øglen ligger fint og stille, men (selvfølgelig) ikke kan sove, fordi nogen råååwer. Og når Varanen så ENDELIG holder kjäft, så lyder der som regel et klokkeklart "Ahhh - DÉT var dejligt. NU kan jeg sove" inde fra Øglen. Hvilket egentlig er forståeligt nok (så jeg bider mig selv en del i tungen for tiden for ikke at bede hende ret bestemt om at tie stille. Det er jo heller ikke fair, at hun dårligt nok må gabe i fare for at trykke Play på Varanen), men det sætter desværre bare Varan-pladen i gang igen. Så vi hygger totalt meget om aftenen lige i øjeblikket, kan I nok høre.

På et eller andet tidspunkt bliver det bedre. Det ved jeg. Og det vil jeg så glæde mig til. Lige nu har jeg det bare som om, nogen har trykket livets Caps Lock-tast ned, og det føles temmelig højt. Endda højere end dengang min mor var Ny Med Sms'er og konsekvent sendte beskeder som: HEJ! HVORDAN GÅR DET? KOMMER DU HJEM I WEEKENDEN?" og "VI HAR LIGE VÆRET HJEMME I (Hjemby, red.). JEG SKULLE HILSE FRA KIRSTEN!" Når man åbnede sådan en, var man jo lige ved at blive blæst bagover af råbe-versalerne, og havde man haft en telefon, der kunne læse beskederne op, ville de formentlig være blevet leveret som en Skråler. (Hun har i øvrigt forlængst lært at sms'e med minuskler (eller gemener, som jeg lige har set, det også kan hedde. Er vild med det! "Gemene bogstaver" lyder så dejligt ... ondt ... Gnæggnæg), så det er længe siden, jeg sidst har modtaget en råbe-sms. Heldigvis)***.

Men altså. Hvis nogen ser mig et sted ude i Den Virkelige Verden og råber hej, og jeg ikke svarer, så er det ikke fordi, jeg er uforskammet. Jeg er bare midlertidigt døv****.

---

* + ** Før nogen stempler mig som ond og ufølsom mor, så handler det der med at ligge i "mors og fars seng" og/eller at jeg ligger hos ham udelukkende om at få sin vilje. Det er ikke fordi, han er utryg på sit eget værelse - når han bliver puttet enten sidder eller ligger jeg lige uden for hans dør, indtil han sover, og er altså max. en meter væk. Døren er i øvrigt åben, så han kan se mig, og hvis han ellers ville, kunne vi holde hinanden i hånden.

*** Undskyld, mor!

**** Bevares, han er ikke sur hele tiden. Heldigvis da. Og når han er glad, er han virkelig glad og drilsk og sød og kærlig. Så det er ikke jammer det hele. Det er bare lige det, der fylder lige nu.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...