Viser indlæg med etiketten lykke. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten lykke. Vis alle indlæg

lørdag den 24. september 2011

Gæt et reptil

Varanen er 2,5 dage gammel nu. Og (selvfølgelig) skøn skøn, skøn! Han knirker som en gammel, hyggelig dør (eller 'Han virker lidt, mor!', som Øglen siger), når han er tilfreds, skriger som en måge, når han er sulten og sover så'n nogenlunde hæderligt (og hermed har jeg sikkert jinxet det totalt, så han fremover kun sover i 7 minutters intervaller). Derudover er jeg sikker på, at han har smilet til mig op til flere gange, så han er altså også ganske fremmelig (hvilket ikke kan undre med de forældre. Tøhø).

Han har stadig masser af mørkt hår (så vi burde måske have holdt fast i, at han skulle hedde Elvis), og han har HDD's øjne og mine ører. Lige nu, i hvert fald. Øglen ligner han til gengæld ikke så meget, blev HDD og jeg hurtigt enige om - altså lige indtil vi smuttede en tur ned ad den visuelle Memory Lane, som billedfilerne på min computer udgør. Vi kunne konstatere, at vores hukommelse ikke er knivskarp, for se lige her (ovenikøbet i samme tøj und alles):

Øglen eller Varanen?

Varanen eller Øglen?

Og apropos Øglen, så er jeg virkelig imponeret over, hvordan hun har taget imod Lillebror (og den styrtregn af storesøstergaver, der har været i hans kølvand). Lige fra hun kom ind ad døren fra "ferie hos farmor" og så Varanen i sin lift, har hun været totalt forelsket. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, hun har sagt "Awwww, hvor ER han SØD, mor og far!" og været ovre og ae og klappe. Hun har sunget improviserede godnatsange for ham og vil gerne dele sine nusseklude med ham. (At hun så også strækker sin gavmildhed til at omfatte tvangsfodring med hhv. rejechips og frosne majs, er en biting...) Dog skal der ikke helt så meget til, før filmen knækker for hende, men indtil videre har det ikke været alarmerende. Og kan, for så vidt, også skyldes, at hun skranter lidt med snot og hæshed.

Ehm... undskyld mig, men hvad er det her for en kørepose-ting? Og klæder huen mig overhovedet?!

Vi gør, hvad vi kan, for at hun ikke skal føle sig overset, og indtil videre har hun og jeg haft 'alene-tid' ved at være ovre og handle (ja, det elsker hun altså), nede og lege i gården og hygge os over aftenbadet. Og i dag hyggede hende og HDD, mens Varanen og jeg var til hørescreening og hælprøve (Varanens debut i (dobbelt-)klapvognen gik i øvrigt fortræffeligt - han sov begge veje og brokkede sig kun over at skulle have skiftet tøj ovre hos jordemoderen. Jeg har stadig ikke heeelt styr på, hvordan man tæmmer én cm tissetrold, som gerne vil tisse alle andre steder end indenfor bleens grænser).

Ae-aeeee

Desuden nyder hun i fulde drag, at familien kommer væltende. I torsdags var det Farmor og Faster. I går var det Mårmor og Mårfar. I dag var det Farfar, og i morgen kommer de så allesammen på samme tid (plus dem, der ikke har været her endnu), fordi undertegnede bliver et helt år ældre. Så det skorter i hvert fald ikke på opmærksomhed. Og måske er det i virkeligheden meget godt, at hverdagen begynder igen med vuggestue og sædvanlig rytme (og måske knap så mange chokoladekiks) på mandag, så hun kan pejle efter sine kendte holdepunkter.

Men det jeg egentlig bare ville sige (med utrolig mange ord), er, at livet som familie på 4 indtil videre holder max! Og i øvrigt tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer på mit seneste indlæg. De varmer og er blevet læst mere end en enkelt gang!

torsdag den 30. september 2010

Lykken er...*

at have tid, lyst og overskud til at gå hjem fra vuggeren med Øglen. Bruge 5 kvarter på at gå 3,5 km, samle kastanjer langs Søerne (eller - de sørgelige rester, nok nærmere; der må være en kastanje-mafia, der har ribbet strækningen for kastanjer), fodre svaner til de begynder at hvæse og nyde en smuk smuk efterårsdag.

Lykken er også at dele en banan (Øglen var så ikke enig - hun ville have det hele selv), snakke om dagen i vuggestuen (mest mig) og blæse på, om klapvognsselen er spændt, så Øglen kunne vride og vende sig, som hun lystede. (Hvis der er nogle sikkerheds-typer derude, så må I ikke slå mig ihjel - jeg havde nogenlunde styr på det, og Øglen og jeg havde slået en handel af, der hed, at hvis hun skulle have lov til at være u-spændt, så skulle hun også love ikke at kaste sig ud af klapvognen. Og det overholdt hun næsten).


Kloge hoveder vil muligvis foreslå mig at vende klapvogns-kassen om, så Øglen automatisk kommer til at sidde forlæns-vendt, men metoden ER afprøvet. Uden succes. Må vist bare erkende, at min datter er en rigtig lille Rasmus Modsat.

Og når vi er ved det der med lykke, så er det egentlig heller ikke så tosset med en hjemmearbejdsdag, hvor der er tid til at drikke masser af latte med mig selv, sætte vaske over (meget tiltrængt - bemærk flertals-endelsen), vade rundt og være grim og - nåh ja - arbejde, sæføli.

Så er det som om, det ikke betyder heeelt så meget (men alligevel lidt), at Øglen vågnede storgrædende kl. 03.52 (!!!) og først ville falde tilnærmelsesvist til ro, da hun kom ind i smørhullet. Og med "falde til ro" menes her utallige spark i hhv. mave (min), ansigt (mit) og skulderparti (mit), flåen dynen af mig omtrent en trilliard gange og så - selvfølgelig - dødlignende søvn i det sekund vækkeuret ringede, og jeg skulle op... 

*Kan I huske de der Lykken er-plakater? Fra InWear var det vist. Sådan nogle sort-hvide nogen med smukke mennesker og cheesy citater? Jeg havde en del af dem oppe og hænge på mit værelse... ahem...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...