Viser indlæg med etiketten mad. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten mad. Vis alle indlæg

søndag den 15. maj 2011

Jordbær med fløde

- flødeskum, that is. Og lidt kagecreme, marcipanfyld og mørdejsbund. Så kan det ustadige vejr bare komme an, kan det...
Published with Blogger-droid v1.6.5

onsdag den 4. maj 2011

Nem, hurtig hverdagsmad - svar på blogleg

Jeg er blevet tagget af Konen. Og så kom jeg i tanker om, at GravidGrahvad faktisk også taggede mig forleden, så den napper jeg lige først. Fordi det ikke er pænt at lade folk vente alt for længe - slet ikke, når man har skrevet i kommentaren, at man bare lige skal et smut i tænkeboks. Der er vist ingen, der tror på, at mine madplaner indeholder dén slags langvarige overvejelser, så jeg kryber til korset og indrømmer, at jeg havde glemt det, nå.

Men NU er jeg her. Og totalt parat til at kaste min lynhurtig-mad-i-en-fart opskrift ud i cyberspace (for det var det, tagningen gik ud på, bare så I ved det).

Pasta-halløj
Kogekoge pasta (mængde efter behov/sult).
Stegestege bacon på pande - tag det af og lad det dryptørre på køkkenrulle
Svits løg i tern og champignoner i skiver på bacon-panden. Evt. også squash, hvis der alligevel ligger sådan en svend i køleren
Tilsæt flødeost - med eller uden smag, du bestemmer - ½ pakke passer nok meget godt, hvis man er 2 voksne og en Øgle
Splat lidt mælk i panden, så flødeosten smelter
Rør rundt og opløs flødeosten
Tilsæt mælk til passende sovse-konsistens opnås
Hæld majs i sovsen, hvis du gider og godt kan lide sådan nogen
Rør sovs, pasta og afdryppet bacon sammen
Råb VI SKAL SPISE helt vildt højt
Spis

Den opmærksomme læser vil se, at det der med mængdeangivelse ikke er det, der er mest af i ovenstående opskrift. Men det er det, der er så genialt - når det hele er på slump, går det psykohurtigt… Og ja - jeg er klar over, at der mangler noget grønt i retten. Og den smager da også glimrende med en grøn salat til. Men så indgår der lige pludselig en del flere ingredienser, ligesom tilberedningstiden øges lidt. Og hvis man har vranten Øgle ved siden af sig, der vil have mad NU, er det ikke altid (læs: aldrig), man gider øge tilberedningstiden med så meget som et nanosekund. Grøntsager eller ej.

Der kan blive en hel del pastaretter ud af det her køleskab. Eller... mæælkesaucer, om ikke andet...

Derudover er jeg for nylig stødt på en anden skøn hverdagsret som smager rætti godt (bortset fra, at jeg så har fået totalt antipati for varm tomat, men det går forhåbentlig over igen, når jeg er færdig med at være gravid). Det er fra en af Nigella Lawsons kogebøger, og den er temmelig nem at lave.

Minut-minestrone
1 dåse blandede bønner
3 dl. grøntsagsbouillon
1 glas pastasauce
100-150 g suppehorn (eller så mange du nu tror, I kan spise)

Hæld væden fra bønnerne og put dem i en gryde sammen med pastasauce og bouillon. Når skidtet koger, tilsætter du suppehornene og koger dem efter anvisning på pakken. Når pastaen er færdig, tager du gryden af blusset og lader 'minestronen' stå og trække 5-10 minutter. Server evt. med lidt brød ved siden af og/eller en klat creme fraiche oveni suppen. Nam!

Bon appetit. Jeg vil elske at høre fra jer, hvis I også har nogle nemme foolproof opskrifter derude. Bare så der er noget at skifte imellem herhjemme. Og så går jeg ellers i tænkeboks (det GØR jeg, jeg lover) mht. min nyeste tagning.

onsdag den 30. marts 2011

Hormonella

Man ved (eller burde i hvert fald få en stærk mistanke om), at man er gravid, når man begynder at græde til Jason Mraz' "I'm Yours" i bilen på vej til arbejde om morgenen. Helt ærligt. Jason Mraz. Og når man, dage efter, at ham der Holger ER blevet fundet i god behold (og samtlige medier i øvrigt går FULDstændig amokka over det og kalder ham den nye Knut*), alligevel lige bliver nødt til at knibe en lille tåre ved tanken om, at han har vandret rundt i en mørk skov hele natten.



Bliver jo nødt til helt at stoppe med at høre radio og læse nyheder, hvis det skal fortsætte på denne her måde...

I øvrigt tog Øglen endnu et skridt på vejen mod evig sundhed i går. Havde veninder på besøg og havde lavet en ordentlig portion boller i karry (det er der nogen, der har sagt, at børn godt kan lide?), men ikke om Øglen ville røre det. Hun ville til gengæld rigtig gerne ind i stuen og se Postmand Per og have nogle kiks med. Det sagde Onde Mor blankt nej til, men foreslog optimistisk, at hun jo kunne få en lille kop med kogt broccoli-buketter med (det syntes vi selv var vældig morsomt foreslået, os veninder). Det var dog som om, de smørrede grin stivnede lidt, da Øglen lykkeligt hapsede koppen, fortærede indholdet på 1½ sekund og kom drønende fire (4!) gange mere for at få "mere båkåli". Jowjow - det varer ikke længe, før hun bliver medlem af Kostpolitiet og kommer og støvsuger vores skuffer og skabe for usunde ting...

*Måske er jeg bare sippet, men hvis jeg var Holgers mor, ville jeg blive pænt gnaven over at se min søn blive sammenlignet med en nyligt afdød epileptisk isbjørn, der måske/måske ikke var temmelig indavlet.

lørdag den 19. marts 2011

A farewell to jeans

- i hvert fald de 'skinny' af slagsen. Må bare er kende, at hverken hofter eller mave længere bryder sig om at være spærret inde i uTROlig stramt denimstof. I hvert fald ikke, hvis jeg IKKE går efter at tage begrebet muffin top til et helt nyt niveau. Hvilket jeg egentlig ingen planer har om, nu hvor jeg tænker over det.

Ved ikke, hvad der sker, altså. Eller jo - jeg ved jo godt, at jeg er gravid. Men med mindre jeg er en eller anden form for medicinsk mirakel (hvilket hverken læge eller scanningsdame har udtrykt noget om, de gange jeg har mødt dem), er jeg jo altså ikke gravid på hofterne. Og er der ikke også noget med, at man får en fin, rund mave, når man er gravid?! Det mener jeg at kunne huske fra dengang, jeg ventede Øglen. Lige nu ligner jeg bare en, der er gået alvorligt amok i en kage-buffet og skyllet efter med friture-olie. (Det har jeg så også næsten, men alligevel...) Og nu har mine strammere jeans altså besluttet sig for, at de ikke gider lege med mere. Så jeg har kigget dem dybt i lommerne og er blevet enig med dem om, at vi ses igen - om en baby og en amnings tid. Indtil da må de nyde et midlertidigt otium på loftet - sammen med de bluser, jeg om et par kvadratcentimeter maveskind (læs; flæsk) mere ikke vil kunne trække ned over mavsen.

Indtil det ventetøj, jeg har investeret i (og de få stykker tøj, der overlevede fra sidste graviditet) for alvor får sin berettigelse (bliver jo nødt til at tro på, at jeg på et tidspunkt får en rund(ere) dunk), må jeg så ty til de almindelige jeans, der trods alt stadig kan knappes. Men som ikke er mere end en enkelt bøtte Ben & Jerry's fra også at opgive ævred (pis os' - har nemlig lige set, at der åbner en en & Jerry's isbar på trianglen lige om lidt). Ellers er der jo altid kjoler. Eller en presenning.

Har købt 4 tørklæder i dag. Ja, fire! Fordi jeg syntes, jeg manglede. Og så ikke lige kunne stoppe, da jeg kom i gang. Men tørklæder kan man altid passe. Og så indgår de jo som uundværligt accessory til amme-uniformen. Så man ikke blotter mere end de absolut nødvendige kvadratmeter bleg, udstrukket hud. Der var derfor tale om en langtidsinvestering i dag, kan I nok se, og så er det helt i orden!

Og nu vil jeg spise nogle af de chokoladekiks, som mit alien hand syndrome rev ned fra hylden i Superbrugsen i dag. Mens Øglen lå og grinede nede på gulvet. Efter hun havde flået en hel del poser chips ned fra deres respektive plads. Og råbt "NØJJJJJJ" henne ved påskeæggene og kigget på dem, som var de en værdig konkurrent til Handy Manny. Hun ved heldigvis ikke, hvad der er indeni den glitrende indpakning, for så er jeg overbevist om, at hun ville være ovre i Brugsen endnu. Er temmelig glad for, at vi sædvanligvis handler på nettet.

Jeg vil også fortsætte med det hæklede tæppe, der har ligget uberørt hen i et par måneder. Og der er jo ikke noget, der giver blod på tanden som at skulle trevle halvdelen op, fordi nogen (ikke mig, selvfølgelig. Ahem) har lavet en ikke helt ubetydelig fejl. Grrrr.

Egentlig burde jeg jo smide beviser på enten kage-mave eller tørklædeindkøb. Men jeg kan jo godt lide jer, så jeg vil ikke ødelægge jeres øjne med et billede af maven, og jeg gider ikke pakke tørklæderne ud for at fotografere dem lige nu. Så I får et par billeder af Øglen i stedet. De første er fra i går, hvor hun blev ringet syg hjem fra vuggeren (synes I ikke også bare, hun ser herresyg ud?!?). De sidste fra Zoo i dag, hvor det allerfedeste var at spise sne. Yum!





fredag den 11. marts 2011

Oh vægelsind

Fredag aften. Alene hjemme (eller - sammen med Øglen, iggå, men hun sover nu. Så det er næsten som at være alene hjemme). Stener i sofaen foran det der X Traktor, som nu er afbrudt af TV Avis og ualmindeligt voldsomme billeder fra Japan. Ouch! Naturen er altså for sindssyg nogle gange.

Totalt actionpacked fredag aften for Øglemor, kan I nok høre. Men det var jo ikke meningen, at jeg bare skulle sidde og se tv og blogge. Det var meningen, at jeg skulle fylde mig med store mængder salt- og sukkerholdige fødevarer, så stor var glæden, da jeg lige kunne nå i Netto i det korte tidsrum, HDD var hjemme mellem fredagsøl og julefrokost (bedre sent end aldrig) - og hvor han i øvrigt "slet ikke kunne lugte", at Øglen trængte til at blive skiftet, selv om jeg nærmest kunne lugte det ude på reposen, da jeg kom tilbage. Belejligt. For ham. Bestemt ikke for mig. Hrmpf.

Nå, Netto. Hvor eneste (nedskrevne) punkter på dosmersedlen var chips og æbler (det er ikke fredag aften for ingenting, jo), og 235 kr. senere kom jeg hjem. UDEN chips. Og æbler. Men til gengæld med en sær sær neoprenjakke til et æble (ved ikke lige, hvad der skete dér) og meget surt slik. Og tyrkisk peber. Og cookies, der er dyppet i chokolade. Og nogle boller (havde ikke lige fået spist aftensmad). Og andet dims og dut.
'Kæft, den er egentlig grim. Og vel heller ikke engang særlig smart. Æbler bliver jo sjældent stødt(e)? Hvorfor købte jeg ikke den til bananer i stedet for, når jeg nu partout SKULLE have noget i neopren?

For det er jo sådan, jeg kommer til at bruge "Astrid Æble" - hængende på siden af Øglens Fjällræv, så den lissom kan give tilværelsen lidt kulør (!)

Mens jeg var i Netto, havde jeg lyst til det HELE (lige bortset fra chips og æbler, altså). Hvis ikke det var fordi, jeg trods alt ejer en smule pli, kunne jeg ligefrem have fundet på at åbne de sure vingummier nede i butikken. Og jeg har da også spist nogle af dem nu. 2 (arj, ok - 8), i hvert fald. Men resten... Nej tak. Har ikke lyst til noget af det, jeg har købt. Vil egentlig bare gerne have et æble. Og måske lidt chips.

Helt ærligt. Det er da ikke normalt...

lørdag den 11. september 2010

Arbejdsdag

Andelsforeningen har holdt arbejdsdag i dag. Fra 10-19, sådan cirkus. Med én frokostpause og to kaffepauser. Og nu sidder de flittige sjæle så og mæsker sig i lammesteg og 'en tung, lækker dessertkage' (hvad det så end dækker over, men det lyder helt ok for mig) ovre hos en af de andre i foreningen. HDD er der også.

Og mig? Ja, jeg sidder så her. Og blogger, mens jeg ser en genudsendelse af noget CSI (men i virkeligheden venter jeg bare på, at klokken bliver 21.30, så jeg kan se Barnaby på DR1). Har lige spist en tallerken frosne grøntsager (ja, altså - jeg varmede dem først, ing'?!) fordi jeg er tyk, selv om jeg meget hellere ville have lam. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg kan dufte den (gode) mad, de andre spiser.

Årsagen til, at jeg er her og ikke ovre ved lammestegen er, at jeg ikke har deltaget i arbejdsdagen. Jow altså - jeg har bagt en balje muffins til en af kaffepauserne, og så har jeg sniksnakket lidt med nogle af de hårdtarbejdende mennesker i foreningen* (seriøst - de har nået at slibe, grunde og male alt træværket på TO bagtrapper. Synes, de er rimelig hurtige). Men rent formelt har jeg ikke deltaget i arbejdsdagen. Fordi der jo lissom skal være en til at passe Øglen. Og det blev mig. Hvilket egentlig passede mig meget fint, da arbejdskagen blev skåret i morges, eftersom min trang til at slibe, grunde og male typisk - og også i dag - er temmelig lille.

Men lige nu ved jeg egentlig ikke, hvem af HDD og jeg, der tog det mest anstrengende stykke af arbejdskagen. Ikke så meget på grund af maden (jeg overlever nok), men fordi det egentlig er ret hårdt at have Øgle-tjansen sådan en regnvejrs-lørdag, hvor hun ovenikøbet er syg. Hun har hostet og spruttet igennem en uges tid, men i går var det så slemt, at vi holdt hende hjemme fra vuggestuen, hvilket hun kvitterede for med en tretimers lur og en nattesøvn på 13 timer. Hun må have trængt til det... Og i dag var hun så stadig sløj. Ondt i halsen, tror vi. Og muligvis også ondt i ørerne. Eller i hvert fald det ene. Hoster og snotter og ser mega-klattet ud. Men er i højt humør og totalt ude på spilopper. Så ikke noget med at putte sig ind til mor i sofaen og sove lidt. Næh nej. Der har været fuld fart på hele dagen, og da jeg e n d e l i g havde fået hende puttet, vågnede hun op og græd og græd og græd, hvorefter den stod på nusning, Panodil og syngen sange i en rum tid.

Nu sover hun (7-9-13), men jeg er på spring. For det er jo synd for hende, det lille pus. Det er også lidt synd for mig (især, hvis hun vågner), men det er som om, man har mistet "det er synd for mig"-retten, efter der kom børn ind i billedet, er det ikke? Nå. Jeg vil i hvert fald nyde, at hun sover lige nu. Og krydse fingre for, at hun kommer til at sove hele natten. Evt. 13 timer igen, tak.  Og så vil jeg i øvrigt også nyde, at jeg til trods for sygdom og spilopper har haft en hel dag sammen med min datter. Uden andre aftaler end med Postmand Per-cd'en og klapvognen. Det er - trods alt - luksustid, er det.


*Vi forsøgte at produktudvikle Øglen lidt, så hun (og jeg) kan deltage i næste arbejdsdag. Så overboen syer en heldragt i loddenfleece og jeg finder på en rulle, vi kan spænde hende (Øglen, ikke overboen) fast til, og vupti! Så har vi en glimrende malerrulle.

onsdag den 30. juni 2010

Motion og chokolade(tude)kiks

Skal lige høre om noget, ik'å'?! Når nu man i lang tid har været rimelig inaktiv (bare for ikke at kalde mig selv for decideret doven.) og ikke lavet megen anden motion i små 1½ år end at gå ture med barnevognen og slæbe Øglen op og ned ad trapper - først på Østerbro, så i Gammelby og så på Østerbro igen - ja, så er der jo ikke noget at sige til, at mavedellen (eller alle de andre deller, for den sags skyld), hverken rykker sig eller bliver mindre. Endnu mindre mærkeligt bliver det, når man oveni den manglende motion spiser så mange kager, at Kagens Dag skal være glad for, at jeg ikke fik købt billet i år (eller nogle af de øvrige år).

Men.

Nu er det jo så, at jeg godt kunne tænke mig at regulere min størrelse lidt (til det mindre, forstås). Og blive lidt sundere og alt det jazz. Ikke på den fanatiske måde, men der er jo ingen grund til at opføre sig som Pacman og æde alle forhindringer på ens vej, vel!? Så jeg har forsøgt at lægge lidt om. Skruet lidt ned for kageindtaget og op for motionen. Jeg cykler 16 km om dagen. Fem dage om ugen. Ikke, at jeg er over-god til hovedregning, men det er mere end 50 km og mindre end 100 km om ugen. Derudover løber jeg mellem 15 og 25 km om ugen. Med et beskedent håb om at komme op på et gennemsnit på 30km på et eller andet tidspunkt, når mine knæ orker. Men dellerne?! De bliver stædigt, hvor de hele tiden har været.

Jowjow - jeg får da mere energi af at spise sundere og bevæge mig mere. (Bortset fra, når jeg punkterer FULDstændig efter en løbetur og sværger, at jeg aldrigaldrig mere vil løbe så meget som ét skridt mere). Og jeg sover bedre om natten. Og har generelt mere overskud (og thank G** for dét, for Øglen er ramlet ind i noget, der minder om noget trodsalder). Men det VILLE nu være rart, om vægten (eller i det mindste bare spejlbilledet) gad være på mit hold. For selv om alt det nævnte er vældig godt, kan jeg jo ikke helt løbe fra (høhø - løb; fik I den?!), at jeg også gerne vil strammes lidt op og ind hist og pist. Og selv om jeg rent faktisk er begyndt at nyde mine løbeture, så kunne jeg da godt finde på noget andet at lave.

Don't get me wrong, men SÅ sjovt er det jo heller ikke at være magenta-farvet i fjæset flere timer efter endt løbetur. Eller mærke samtlige musker murre og værke som var man 89 og knogleskør. Og da slet ikke, når det tilsyneladende overHOVEDET ikke gør nogen forskel på størrelse eller vægt. Så kan jeg jo ligeså ligge på sofaen som en anden Barbara Cartland og fråde fyldte chokolader. Meget hyggeligere. Og (formentlig) ikke lige så sved-fremkaldende (alt efter, hvor meget chokolade jeg spiser, tænker jeg).

Men hvad sker der for de über-resistente deller, vil jeg gerne vide? Troede jo lige, at jeg havde fat i den lange ende med at skrue ned for de søde sager og op for motionen. Forbrænde flere kalorier end jeg indtager. Og videre i dén dur. Men nej, åbenbart. Hvis der er nogen, der har et råd, de gerne vil af med, så smid det endelig her. For jeg fatter hat (som de unge ville sige).

Tror, jeg går ind og spiser en tudekiks. Af chokolade. Fordi det er synd for mig. Og fordi det jo tilsyneladende hverken gør til eller fra i det store veje-/spejle-regnskab...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...