Ost ost ost ost ost ost ost

Som barn var jeg (også) ret optaget af mad, så da jeg som ca. 8-årig hørte Sebastians Ostesang* på min folkeskole i forbindelse med et eller andet skuespil, så var jeg solgt. På sangen. Ikke så meget på osten - det kom senere - men sangen har siddet godt fast lige siden. Ikke mindst omkvædet, der primært handler om at synge "ost" utrolig mange gange hurtigt efter hinanden. Måske derfor reptilerne er så vilde med den?!

Øglen bryder sig ikke om ost, men Varanen og jeg elsker det (jeg spiser stort set alle oste, undtagen de skimlede. Så voksen er jeg åbenbart ikke blevet endnu), og HDD spiser det også gladeligt. Så da der for nogen tid siden dumpede en køletaske fuld af lækre oste fra Taverna ind hos os, blev den taget imod med kyshånd.

Ostefest!

Der var virkelig meget salatost, grillost og græsk yoghurt i tasken, og selv om jeg anser mig selv for at være en ganske habil ostespiser, er jeg blevet nødt til at give noget af osten væk til hhv. svigerfamilie og naboer. Resten er blevet brugt til bl.a. pizza og lasagne (fungerer ganske udmærket, faktisk), lækre salater og fyldte, bagte tomater. Ikke dårligt overhovedet.

Grillosten er mild og blød i konsistensen, og mens den neutrale udgave ikke smager af så meget, er der lidt mere spark i chilivarianten, som gør sig godt alene eller i en salat. Den græske yoghurt var lækker både til morgenmad med müsli (og honning, mmmm) og aftensmad som dressing med eller uden krydderurter.

Produkterne i indlægget er sponsorerede, men meninger og ord og holdninger und so weiter er helt og holdent mine.

*Omkvæd til ostesang:
Roquefort og emmentaler,
gorgonzola, jeg betaler
hvad som helst for feta!
Brie eller camembert,
hvad der lugter endnu værre,
gammel ost fra Kreta.
Ost, jeg vil ha' ost
jeg må ha' ost!
Ost, jeg vil ha' ost
jeg må ha' ost!
ost, ost, ost, ost, ost
jeg må ha' o-hooost!

Noget om jul, mad, weekend og spons, eller Den weekend, jeg blev voksen

I weekenden var vi hjemme hos Mårmor og Mårfar. Igen-igen. Men denne gang var HDD også med, OG min bror og hans lille familie var der. Anledningen var, udover selvfølgelig, at vi 'bare' skulle hygge os, den årlige bage-/knase-weekend.

Ikke, at jeg fik hverken bagt eller knaset særlig meget. Ud over altså de par stænger brunkagedej med pistacienødder og lakrids, som Øglen og jeg fik æltet sammen i torsdags, da den slatne Varan tog sig en maratonlur. (4,5 timer. Crazy!) Marcipanen nåede vi aldrig rigtig til, og Luciabrødene blev bagt søndag, efter vi var draget af sted for at få fragtet Øglen af sted til et andet bage-/knasearrangement.

Skæreskære brunkager - og forsøge at holde små, interesserede reptilfingre fra den. Dejen var næsten bedre end kagerne, syntes de

Mårfars hjemmebagte "æbleskiber", som Varanen kaldte dem

Til gengæld fik vi klippeklistret lidt - engle, flere engle og små nisser blev det til fra min og Øglens hånd. Ikke ligefrem et overvældende udkomme af en hel weekend, men vi skulle jo nå så meget andet. At spise, for eksempel (#vigtigt).

Tyl-engel à la Filihunkat, hånd-, fod- og mundengle og nisser à la Filihunkats søster, som tilfældigvis er min svigerinde

Det kræver sit køleskab at bespise 10 sultne personer, hvorfor jeg havde taget forsyninger med, så Mårmor og Mårfar ikke behøvede at stå for det altsammen (som de plejer). Ikke mindst fordi jeg jo var så heldig at modtage hele to lækre spons-kasser i sidste uge - en fra Kohberg* og en fra Kokkens Favorit. Så vi kom godt omkring hele madpyramiden, og det skulle familien selvfølgelig nyde godt af.

Kød-kassen

Brød-kassen

Således havde jeg medbragt rugbrød med hhv. græskar og majs (førstnævnte var desværre muggent, men det er jo det, der sker med rugbrød fra tid til anden. Det andet var lækkert), æblecider-marmelade fra Kivik Mosteri, Urtekrams sandwich spread med basilikum, grøn tomatrelish, Kåsaberg sild (som jeg spiste sammen med Mårmors killer-æble-karrysalat. Mums!), leverpostej og sylte**. Personligt bryder jeg mig ikke om sylte, men de øvrige i selskabet spiste den med velbehag. Den anden (der var nemlig hele to i kassen) blev doneret til naboernes julefrokost sammen med et rugbrød og faldt i god jord.

Derudover var der en masse lækre sager fra Mårforældrenes køleskab, så weekendens frokoster har været ganske overdådige. Og det skal man jo ikke klage over. Overhovedet.

Reptilerne var ellevilde over endnu engang at være på besøg hos Mårmor og Mårfar, og at kusinerne også var der, var bare en bonus. I hvert fald for Øglen, der legede amok med dem begge to. Kusinerne er hhv. 2 år ældre og 1 år yngre end Øglen, så det er lidt forskelligt, hvem der leger bedst med hvem. Men denne gang var det ret ligeligt fordelt, omend Øglen og den yngste kusine i særdeleshed havde en fest. Blandt andet med at synge temmelig meget (og temmelig højt) for hunden. Før jeg fik børn, var barnesang (på den falske, skingre måde) noget af det værste, jeg kunne komme i tanker om. Nu er det - for det meste - SÅ hyggeligt ...

To Dracula-kusiner

Varanen er også vild med sine kusiner, men han er allermest vild med sin Mårmor. Så der var ikke nogen tvivl hos ham om, hvem han helst ville hænge ud med. Særligt ikke fordi han var temmelig snottet og hostende og ikke helt gearet til trioens vilde lege. (Selv om han nu virkede RET frisk på mig de 2,5 timer, han var vågen natten mellem fredag og lørdag. Hvor han ville "OPPPP!", "SE SARSYN!", "LE-JØ LE-GO, MO-AR!", "LÆ-SØ BÅW, MOAR" og snakke med Mårfar, da det omkring klokken 05 lykkedes ham at råbe Mårfar vågen. Så slattenheden gemte han til om dagen, og så kunne han og undertegnede jo passende være slatne sammen, selv om min slattenhed 'kun' skyldtes uendelig træthed ...)

Yndlings-Mårmor

Yndlings-Mårfar

Men hvis vi havde troet, at weekenden udelukkende skulle handle om at bage, knase, klippe-klistre og spise, så kunne vi godt tro om igen. Mårmor og Mårfar er gået i gang med det helt store rydde-op-og-rydde-ud-frenzy, og nu var turen nået til de seks bedrollers, der var fyldt med Lego. De kan jo have en pointe i, at det er lige i overkanten i forhold til, hvad deres børnebørn når at lege med, når de er på besøg (særligt fordi tre af bedrollerne er placeret på loftet og derfor aldrig ser dagens lys), men sådan har det været en menneskealder nu, så vi havde alle accepteret tingenes tilstand. Indtil nu, altså.

Bittelille togbane (i forhold til, hvor mange skinner, der er)

Mårfar havde imidlertid besluttet, at det resterende Lego også skulle om ikke sorteres, så deles. Mellem min bror og jeg. Så midt mellem alle julerierne og spiserierne, gennemgik vi kasse efter kasse. I guder, hvor har vi haft meget Lego som børn. Det er jo faktisk næsten helt pinligt. Men dengang havde vi naturligvis også en hel kælder til rådighed, som vi kunne bygge i - og lade kreationerne stå i, ikke mindst. Det er så ikke helt tilfældet nu. Alligevel er jeg nu den glade indehaver af tre bedrollers fyldt med Lego - primært tog med et uendeligt antal skinner, skiftespor, lysledninger og transformatorer (arj, ok - der er kun en enkelt transformator). Og skidtet virker! Brormand og HDD byggede en lille bane "bare for at prøve" (yeah, right - bare indrøm, at I blev 12 år igen for en stund), og togene futtede lystigt derudad. (Nåja - og så alt mit Fabuland, som jeg nolede med hjem for nogle måneder siden).

Et par af Lego-bedrollerne

 
Varanen bliver en lykkelig dreng, når han om et par år bliver stor nok til at lade være med at smadre togene (han nåede at skille tre ad på de få timer, togkassen var åben. Lømmel!). Og når vi har vundet i Lotto og enten fået et større hus med integreret legerum, eller fået bygget til vores eksisterende hytte. Så kan vi nemlig bygge togbaner, der vil blive kendt vidt og bredt i kvarteret.

Brormand scorede en lufthavn med et hav af shuttlebusser, -minitog, lastbiler, kontroltårn, mv. Og så var der jo selvfølgelig alle de 'ukurante' klodser, som vi delte sådan nogenlunde fifty-fifty. Bortset fra den halve bedroller med klodser, der fik lov at stå, til når der er småfolk på besøg.

Så nu er vi sådan nogle med ustyrligt meget Lego. Godt nok næppe så meget som Konen, men jeg tør godt vove det ene øje og sige, at vi har flere tog (ellers bliver jeg bange). Og jeg er for alvor blevet voksen. Hidtil har jeg ikke helt vidst, hvad definitionen på at blive voksen egentlig var. Og havde man spurgt mig før, ville jeg nok have sagt noget i retning af, at "Man er voksen, når man har fået et barn" eller "Man er voksen, når man er flyttet i hus" eller sådan noget. Nu siger jeg imidlertid "Man er voksen, når ens forældre rydder loftet for ens gamle legetøj, og man får det med hjem. Til sine egne børn".

-----

*Egentlig var rugbrødet en del af en 'madpakke-kasse', men da begge reptiler har madordning i institutionerne, smører jeg ikke så ofte madpakker længere. Det ændrer imidlertid ikke på, at jeg synes, det er enormt vigtigt at smøre lækre, alsidige madpakker, når behovet opstår, og derfor er jeg da også utroligt glad for den inspirationsbog, der fulgte med (Madpakkebogen af Louisa Lorang) samt en superpraktisk madkasse fra Sistema. Madkassen havde jeg i øvrigt hele to af i forvejen, da det var den, jeg sværgede til, da Øglen havde madpakke med dagligt. Jeg har faktisk ikke lovord nok i mit vokabularium om den - den er VIRKELIG god!

**Der er stadig lækre, koldpressede olier samt masser af pølser tilovers fra kødkassen. De skal nydes på grillen til vores næste Spis & Skrid-arrangement med gode venner.

Der kom en pakke ...

Pakkeposten er kommet på arbejde, efter Reptilfamilien er flyttet til Forstaden. Jeg siger det bare. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan det står til med postudbringningen i den her forstadskommune så'n generelt, så det er bare en formodning, eggå, men eftersom gennemsnitsalderen er omkring de 400 år, gætter jeg på, at det ikke er online-shopping - og dermed pakkeudbringning - postbudene gør sig mest i.

Men jeg gør mit bedste for, at de kommer til at øve deres færdigheder udi pakkeudbringning! I sidste uge (eller var det forrige?) modtog jeg nemlig en stor pakke fra Asos, fordi jeg var kommet til at bestille nogle kjoler. Selv om jeg arbejder hjemme og nærmest ikke ser andre voksne end HDD og nogle forældre fra Den Nye Institution, prøver jeg at gøre bare lidt ud af min påklædning. Med mindre altså det var i går, og Varanen havde holdt fest fra kl. 23-03.30. Da var det faktisk et under, at jeg huskede at tage tøj på overhovedet, så træt var jeg.

Dagen efter kom postbuddet så med en pakke igen. Godt nok til HDD, men allywl. Og - waaait for it! - et par dage senere kom hun så igen. Med en GIGApakke. Til mig! Den var fra Urtekram (og Lahme Kommunikation), og jeg vidste jo godt, at den ville komme, men jeg vidste ikke, hvor stor den var. Og det vidste postdamen tilsyneladende heller ikke, for hendes smil var noget stift, da hun rakte mig kassen og bad mig skrive under. Og hendes "det gør ikke noget", da jeg sagde, at jeg nok skulle holde en pause med at få sendt ting nu, lød også ret hult. Men hvad - de tager sig jo godt betalt, de der Post DK, så mon ikke de klarer den?!

Morgenmad en masse

Men. Kassen! Hvad var der i? Jo, der var morgenmad i lange baner! Og til sådan en som mig, der er virkelig dårlig til at få spist morgenmad, fordi der altid lige er et barn, der nyser snotkaskader ud over sine havregryn, hælder mælk ned ad blusen, kommer op og slås om perlepladerne eller andet forstyrrende, så kommer lidt morgen-variation jo som kaldet. Om ikke andet så til når ungerne er afleveret, og jeg kan gå hjem og spise i fred og ro.

 

Kaffe og Blåbærgrød efter en nat med roterende Varan i dobbeltsengen og kun 3 timers søvn inden for vesten. Suk 

Reptilerne var også virkelig begejstrede for især kassen. Varanen fattede vist ikke, at der var noget i den ud over den trilliard stykker fyld, som han til gengæld så også syntes var VIRKELIG sjove at sprede ud over hele hytten. Øglen syntes dog, at det var hittet, at der også var mad i kassen, selv om hun ikke helt kunne forstå, at det kom med posten og ikke med "madmændene" (fra nemlig.com). Men hun bestiller dagligt noget nyt fra den nu meget velassorterede morgenmadsbuffet, og indtil videre er hendes favorit de Glutenfri flakes samt Quinoa flakes. Varanen er svært begejstret for Blåbærgrøden. Muligvis fordi den bliver serveret med Ahornsirup, men det kan jo også bare være fordi, den smager ret godt. Jeg er selv en fan! De dersens flakes er fine uden mælk som snacks, synes jeg, men jeg er generelt ikke så meget til corn-, quinoa- eller nogetsomhelstandet-flakes, når der er mælk på, så dem er jeg nok ikke den rette til at bedømme.

Reptilerne undersøger kassens indhold

"Det var ikke mig!" 

Hele familien er i øvrigt enige om, at Hindbærmarmeladen er intet mindre end fremragende. Normalt har vi marmelade stående i køleskabet i månedsvis, fordi vi aldrig kommer til bunds i krukken, men på blot en uge har vi præsteret at spise hele hindbærmarmeladen. Abrikosmarmeladen er også god, synes jeg, men både HDD og Øglen er skeptiske over for marmelade, der ikke er rød, så Varanen og jeg er kommet på arbejde. Vi skal dog nok komme igennem den.

Der var også Smoothiefrø i kassen, og selv om min indre jyde synes, det er lige smart nok med en pose blandede frø som man reelt lige så godt selv kan blande, så er de nu meget lækre. Også selv om jeg har opgivet at bruge dem i smoothies, da min stavblender bare pisker dem rundt og rundt og rundt frem for at smadre dem i atomer. De smagte nu fint i en smoothie alligevel, men jeg syntes, at det blev lidt underligt med hele kerner. Så nu bruger jeg frøene til at bage med i stedet, og det egner de sig fortrinligt til!

Har faktisk bagt temmelig meget på det seneste, og hver gang jeg klasker en dej sammen, glemmer jeg, at der også var en brødblanding i kassen. Den vil jeg prøve snart - den er med rødbede og gulerod og skulle efter sigende gøre brødet lyserødt. Det vil reptilerne elske; De har nemlig begge lyserød som yndlingsfarve.

Bolle med ris og smoothiefrø. God!

Jeg har stadig til gode at smage Godmorgen myslien og Fairtrade spelt- og dadelmysli, men de ser lækre ud. Og er garanteret også gode at bare med. Så kan man jo passende spise et stykke myslibrød med lidt af den Vildblomsthonning, der udgjorde rosinen i morgenmadskasse-pølseenden.

Jeg kunne helt sikkert godt finde på at købe mange af de her produkter, når vi har spist promokassen. Hindbærmarmeladen især. Dog kommer jeg næppe til at købe Smoothiefrøene, med mindre jeg en dag køber en ikke-stavblender, hvor de følger med. Det er meget rart at få pimpet sin morgenmad lidt i stedet for de sædvanlige havregryn, og Blåbærgrøden er et værdigt alternativ. Både til børn og deres trætte mor. (HDD har ikke smagt den - han er stadig på straight up havregryn-vognen. Jeg arbejder på sagen ...)

Men jeg ammer jo?!

I morges fik jeg en hjerneblødning af de større (blame it on the snot). Frisk - eller, ok... "frisk" dækker det nok nærmere - ude af badet, på vej ind for at finde dagens outfit (hæhæ, lyder fancy, ikke?! Kan dog betro jer, at tøjet for tiden består af jeans, ammetop og variation over sweater eller cardigan), mødte jeg Vægten. Som stod der i morgenlysets skær og kiggede hånligt på mig. Og i stedet for bare at lade den være og svælge i, at jeg, sidst jeg betrådte dens grumme glasoverflade, vejede nøjagtigt det samme, som da jeg blev gravid, så sprang jeg optimistisk op på den.

Det var en dårlig idé.

Altså, min hjerne ved jo godt, at det ville være noget underligt noget, hvis alle de kalorier, jeg kører ind i form af slik, kage, is og sukret te efter mørkets frembrud, bare forsvandt ud i den blå luft. Men jeg ammer jo, så jeg må godt! Det er min krop så bare ikke helt enig i, lader det til. For vægten i dag viste 2 kg mere, end den gjorde sidst - og det er vel omkring en måned siden. 2 kg er ret meget på en måned, synes jeg - i hvert fald, hvis det fortsætter i det tempo. Min første indskydelse var naturligvis, at vægten måtte være i stykker, men den ser desværre ud til at fungere upåklageligt. Og selv om jeg i virkeligheden ikke går såååååeh meget op i, hvad jeg vejer, men snarere hvordan jeg føler mig, så kan jeg jo ikke løbe fra mit spejlbillede særlig længe, i hvert fald. Som er aldeles nådesløst - ligeledes i morgenlysets skær - og som har en ubændig trang til at fortælle lang og kedelig historie om dansehåndtag og bløde lår.

Og jaja - det hele bliver selvfølgelig meeeeget bedre, når jeg for alvor får taget fat på løbetræningen til det der bette løb, jeg har meldt mig til. Jeg skal da bestemt også i løbetøjet igen, når snotten har fundet exit, men motion gør det jo ikke alene, så indtil videre har jeg vinket farvel til aftensnackeri ifa. meget kalorierige ting. I stedet har jeg her til aften lavet en kande af den fantastiske te, der var med i min oplevelseskasse, og så har jeg spist fire (ja, 4 - havde egentlig taget to med ind i stuen til HDD, men han ville ikke have, og så kom jeg til at spise hans...) mandariner. Og det er egentlig helt ok. Savner i hvert fald ikke slik (endnu), men det kan også hænge sammen med, at jeg alligevel ikke kan smage noget pga. forkølelse...

Såeh - babysteps, men det er også fint. Det er et tempo, jeg kan følge med til. Og den gåtur på 10 km jeg var på i går og den på 5, jeg var på i dag, må da også tælle for noget (og så ikke et ord om den latte på sødmælk, jeg bestilte sammen med mødregruppen på Krummen & Kagen bagefter). Desuden så ammer jeg jo, så lige om lidt har jeg smidt de 2 kg dér. Og måske endda mere til. Lige om lidt, blev der sagt!!! Så bliver jeg også ekstra flash i min pailletblazer, der kom i dag, og som faktisk er virkelig fin. Når den ligger ned, i hvert fald. Har ikke lige fået den prøvet endnu...

Og hey, Birgitte - hvis jeg bestiller kage i morgen, når vi ses til kaffe, har du nu officielt håneret...

Held i uheld

Nåm', de der nemlig.com var forbi i går med en god, blandet landhandel af varer. Det er jo altid dejligt at få fyldt op i skabe og skuffer - ovenikøbet uden at skulle slæbe.

Men se nu her, hvad der lå sammen med de danske æbler, det økologiske mel, alle bleerne og de andre kedelige ting:

 

Altså, jeg ved godt, at jeg ikke selv er helt uforskyldt i slik-leverancen. Men jeg købte altså kun 4 poser (tilbud, I ved). Ikke 7 (hvoraf 3 af dem er Tyrkisk Peber). Ikke desto mindre stod der 7 poser slik på fakturaen, så den må jo være god nok. Hjemmesiden var altså også lidt træg i det, da jeg bestilte varer forleden. Og da jeg er en kende utålmodigt anlagt, kan jeg jo nok godt være kommet til at klikke en gang eller tre i arrigskab, før den registrerede... ja, tre... poser Tyrkisk Peber.

Altid noget, at det var ved slikket, at trægheden satte ind. Ville have været svært kedeligt, hvis det var den frosne spinat, der var kommet mange pakker af.

 

 Noget af slikket er netop blevet fortæret. (igen: det ER mærkeligt, at jeg har fået en ekstra røv!)  Men bemærk venligst æblet også...

Frelsthed for en femmer

Ja, hvis nogen skulle være i tvivl, så har vi jo været på ferie. De to uger føltes som dejlig lang tid, mens vi var af sted, men nu - retrospekt - synes jeg måske godt, at de kunne have varet lidt længere. Ah well - sådan er det vel altid… Har dog stadig ferie-rester i kroppen i form af afslappethed, der tangerer zen, og sør'me om jeg ikke også har fået noget, der minder om kulør? Normalt bliver jeg højst mørkehvid (eller krebsefarvet), men denne gang har jeg ramt en eller anden (godt nok lidt fesen, men allywl) honning-tone. Beige, måske? Og det er store sager, når man er skummetmælksfarvet til daglig. Som en af verdens tre sjoveste udbrød i går, da jeg så hende: "Nejjjj, du har fået FARVE? Og du er jo ellers ikke ligefrem den, der stod forrest i køen, da der blev uddelt pigment". So true.

 Ja, ok - dårligt valgt billede, eftersom det er fra den første dag. Præ farve af nogen art. Jeg er jo nærmest selvlysende. Men det her var altså vores daglige vu på gåturen til legepladsen og is-manden. Ikke helt skidt, vel?

Nå, men zen og kulør. Ikke de værste ting at få med sig fra en ferie. (Og så dropper vi at tale om de mange kilo is i maven og væske i fødderne, jeg også har med hjem). Men det stopper ikke her. Der røg nemlig også en pæn portion frelsthed i hjemrejse-kufferten. For når man sådan hænger ud i solen og varmen i et land, der holder siesta i FIRE timer (hvad sker der for det?!) om dagen, og man i øvrigt også har resten af dagen til at tale sammen (når altså snakkechatollet Øglen ikke overdøver ethvert tilløb til tankevirksomhed med sit: "Se mor. En mindvølle. Den drejer. SE. En flyvemaskine! Brrrrmmmbrrr. På vej hjem. Aftensmad? Hurraahh, solen skinner. Ahhhhh, darjlig varmt. Is, mor? Iiiiiiis? NED OG SOPPE. NU!" *gentages i 30 uendeligheder*), så kommer man vidt omkring.

Den lille Øgle og havet

Vi har hver især fået læst en del, og mens litteraturen for mit vedkommende bestod af noget m a j e t læsevenligt af slagsen, læste HDD anderledes oplysende bøger. "Eating animals" af Jonathan Safran Foer, fx. Som jeg egentlig gerne vil læse, men ikke kan få mig selv til at gå i gang med, fordi jeg bare ved, at jeg vil synes, den er klam. Det syntes HDD også, den var. Og nu beHØVER jeg ikke læse den, for han har snakket så meget om den, at jeg bliver mere og mere sikker på, at det ville have været en vældig god idé bare at holde sig fra den. Så jeg kunne blive ved med at spise mine vandpumpede Netto-kyllingefiletter med god samvittighed. På den anden side er det jo aldrig nogen skade til at blive klogere, og det der med at være en oplyst forbruger sætter jeg egentlig en ret stor ære i. (At en af mine kolleger så kalder mig semi-hippie af selvsamme årsag er en anden diskussion).

Øglen i hopla

Men altså, uden at skulle referere hele bogen (eller HDD's udlægning af den), så handler den primært om, at de der dyr, vi (eller i hvert fald amerikanerne) spiser, ikke har det helt top-dollar. Tværtimod. Og jeg har jo hørt noget om nogle programmer på tv, der skildrer en dag i en burhønes liv og sådan noget, så vidste godt, at den nok ikke var helt god. Og den fornemmelse kan mr. Safran Foer så underbygge. Og HDDs udpenslinger af bogen sammenholdt med psykopatvarme (og tilgængeligheden af uanede mængder frisk fisk og skaldyr) gjorde, at jeg ikke havde særlig meget lyst til kød i det der Pastaland. Eller nu, for den sags skyld. Så det er ikke kød, der er blevet spist mest af - om overhovedet - siden vi kom hjem for hele fire dage siden. Har proppet en øko-spegepølse og en ditto leverståhej i kurven hos nemlig.com, og kunne da også godt have brugt lidt bacon, men det kan man af uransagelige årsager ikke købe online mere, og med "Eating animals" i baghovedet kunne jeg ikke få mig selv til at købe den konventionelle. I virkeligheden er økologisk kød vel heller ikke garanti for, at dyrene har haft det markant bedre i deres korte levetid - bare, at de har spist medicin-fri kost, og at det derfor er sundere for mig som forbruger at spise dem? Eller hvad?

 

Typisk hjemme-frokost i Pastaland. Og ja, der er lidt kød. Er jo ikke blevet helt fanatisk, vel?! 

Kan godt høre, at det lyder frelst, det her. Og er det vel langt hen ad vejen også. Men faktum er, at HDD og jeg ikke har brug for at spise alt det kød, som vi tidligere har gjort. Øko eller ej. HDD er desuden blevet fuldstændig pas på (siger man det mere, eller sidder jeg bare ubehjælpeligt fast i 90'erne?) svinekød. Og finder vegetaropskrifter og what-nots på Indernettet. Det er virkelig nye toner, skal jeg hilse og sige. Vi taler om manden, der kan tylle en dåse cocktailpølser og høvle hakket kød ned, som var det Matadormix. Men jeg nyder det, så længe det varer (som med det meste frelsthed tænker jeg, at this too shall pass) og undrer mig over, hvordan min krop tilsyneladende har det glimrende med at undvære kødet. Det kan selvfølgelig også hænge sammen med varmen (vi kan tales ved, når det bliver koldt igen, eller når jeg craver boller i karry). Indtil det sker vil jeg nyde kød i de mængder, det bliver serveret for mig, men vil i større omfang end tidligere prøve at finde alternative proteinkilder i den daglige husholdning. Øglen får kød i vuggestuen og vil naturligvis også få noget derhjemme (bare rolig - der går ikke Kernesund i den hjemme hos os), så hun skal også nok klare sig.

Ud over kød-retræten, har vi også besluttet at skære bare en ANELSE ned for sukker-indtaget. Sofa, tv, computer og slik/kage af en eller anden herkomst var blevet hverdagskost, når Øglen var blevet lagt i seng, og det lider alle vores sideben altså lidt under (de 12,5 kilo kom jo ikke helt af sig selv, vel?!). Så mindre sukker - faktisk ingen snacks om aftenen, mm. det er noget, der har vokset et eller andet sted engang (rosiner og peanuts tæller også, har jeg bestemt, så der bliver heller ingen raw food-bølge hjemme hos os).

Øglen har helt sikkert fået sine sukkerdepoter fyldt op til randen på ferien. Så en artikel i dag, der hed et eller andet i retning af "Så få is må dit barn få". Den læste jeg ikke. Er sikker på, den ville have gjort mig aldeles deprimeret.

Og mens vi er i gang, har vi nu også opsagt vores tv-pakke. Altså ikke fuldstændigt, vel, vi har stadig en lille pakke, men vi har for tit fjernsynet kørende med for mange ligegyldige ting, som vi alligevel ikke ser, fordi vi laver alt muligt andet, og så er der jo ingen grund til at pøse penge ud til det. Måske aftenerne også kunne bruges lidt mere konstruktivt - har jo fx købt en symaskine i julen engang, som stadig ikke er blevet pakket ud, så det kan være, at fraværet af knald-programmer kan få mig til i det mindste bare at åbne æsken. Så farvel til De Unge Mødre, Playhouse Disney (Øglen aner slet slet ikke, hvad der rammer hende!) og alle de dersens TV1000- og CANAL+ kanaler. Og goddag til mere musik, flere bøger og brætspil. Og måske en symaskine?

Ak ja. Intentioner og idealisme har jeg i hvert fald nok af. Fikse idéer er jeg også leveringsdygtig i. Rygrad - knap så meget. Men lidt har vel også ret? Vil i hvert fald nyde frelstheden så længe, den varer, og gøre alt for ikke at blive lige så røvsyg at hænge ud med, som jeg godt lidt kan høre, jeg er kommet til at lyde…

 

Nemt nok at blive lidt frelst i de her omgivelser, er I ikke enige?

Jeg er faktisk stadigvæk meget sød og sjov (synes jeg selv). Jeg er bare holdt op med at spise så meget kød i en periode. Jeg er trods alt ikke begyndt at male mit eget korn, bage legetøj af spelt og spinde min egen uld. Endnu. Når jeg begynder på det, er det ok at råbe vagt i gevær. Eller gennemtæve mig med en kotelet. Så den opfordring er hermed videregivet.

Og nu vil jeg gå ud i køkkenet og se, om der er et eller andet nedfaldsfrugt, jeg kan spise. Eller også kunne jeg nyde, at vi har Kanal 4 lidt endnu og se noget House. Pakke føromtalte symaskine ud? Klaske en biga-dej sammen? Tage opvasken fra madklubben har været på besøg? Alle de muligheder - og sjovt nok tror jeg allerede nu, at jeg ved, hvilken en, der vinder...

Tykke mor

Nå, så er det officielt. Nu er det ikke længere kun en joke mellem HDD og jeg (mest HDD), at jeg er for tyk til at gynge, for jeg er  nemlig blevet vejet som et andet kreatur hos min læge. Til den der 24 ugers-undersøgelse man skal til "hos egen læge". Overvejede et splitsekund at sige "ORK ja, og jeg har kun taget 37 gram på", da lægen spurgte mig, om jeg havde vejet mig derhjemme, men efter at have opsparet små 33 års livserfaring ved jeg jo godt, at det ikke er lægen, jeg snyder, men mig selv. Så jeg krøb til korset og sagde i stedet for noget i retning af "absolut nej - holder mig helst så langt væk fra vægte som overhovedet muligt". Kan være, at jeg skal lære middelvejens kunst; lad være med at lyve, men lad også være med at være hudløst ærligt omkring sådan noget som vejning, for min myndeslanke læge spidsede jo straks ører, og jeg er ret sikker på, at jeg - hvis jeg havde kigget rigtig godt efter - kunne have set et par røde alarmer blinke på hende.

Min læge er skøn, men der er ikke meget kære mor over hende - således er hun kvinden, der til selvsamme 2. graviditetsundersøgelse, da jeg ventede Øglen, tørt konstaterede, at jeg egentlig godt måtte stoppe med at spise sådan i al almindelighed, da jeg havde været på vægten. Så jeg kastede mig ikke ligefrem jublende over hendes lille skrøbelige glasvægt i dag.

Det positive ved vejeseancen var, at mit gravide korpus ikke splintrede og ødelagde hendes vægt.

Det knap så positive var, at jeg på nuværende tidspunkt har taget ligeså meget på som ved føromtalte graviditetsundersøgelse - den der udløste den let spydige kommentar. Eller - jeg har taget 0,5 kg. mindre på. Og når vi er oppe i den størrelsesorden, så tæller selv de mindste marginaler med. Således vejer jeg nu 12,5 kg mere, end jeg gjorde, da jeg blev gravid.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

12,5 kg. Tolv komma fem kilo. TOLVKOMMAFEMKILO! 12500 gram. 62,5 plader Marabou. 125 poser Haribo. 8,3 halvandenliters colaer. Ogsåvidere.

24+0 - nu officielt way wayyyy over før-graviditetsvægt. Havde det jo godt nok på fornemmelsen, men håbet har man jo lov at have. Beklager lille snip af pose (som - til bonusinfo - indeholder en brugt ble). Skal nok rydde op.

Armen, hvad sker der, mand? No wonder, at jeg føler mig som en hval. Men overraskende nok havde min læge ingen spydige kommentarer denne gang. Hun spurgte bare, om jeg tilfædigvis sidder og spiser flødekager hele tiden, og det kunne jeg svare benægtende på. Og tilføje, at flødekager er en af de eneste typer kage, jeg ikke kan lide, og at det muligvis kan have noget med dét at gøre. Herefter fik jeg en lille lektion i, at hun jo egentlig er ligeglad med, hvor meget jeg tager på, men at retningslinjerne jo er sat for den gravides egen skyld (tænkte jeg det ikke nok!) - og at det kan være farligt at føde, hvis man vejer alt for meget.

Jaja. Jeg ved det jo godt. Hun sagde det også sidste gang, og så længe siden er det jo heller ikke. Men når nu kage bare smager så godt?!? Lægen trøstede mig (måske hun i virkeligheden ikke er min rigtige læge - hun gør sig nemlig ikke rigtigt i trøst - men bare en empatisk klon?) med, at vægtstigningen hos gravide også kan hænge sammen med genetik (joh, meeeeen...), men at jeg naturligvis kan rykke på de helt åbenlyse ting. Som at lade være med at kædespise sukkerholdige ting (moi?!) og ellers bare have som målsætning, at jeg ikke tager mere på i hele graviditeten, end jeg gjorde, da jeg ventede Øglen - 16-17 kg i alt endte jeg vist på. Og hun nikkede (omend lidt fraværende), da jeg håbefuldt spurgte, om jeg mon ikke bare kunne være en af de der typer, der tager det hele på i starten af graviditeten og så 'flader ud'.

Da jeg skulle lige til at gå, sagde hun noget, jeg vist aldrig har fået at vide af nogen før; at hun ikke ville anbefale mig at dyrke mere motion, end jeg gør nu. Huh? troede nærmest ikke, at man kunne dyrke for meget motion. Og jeg laver jo reelt ikke andet end at cykle frem og tilbage til job og at futte rundt med Øglen. Men det er åbenbart rigeligt. Jamen SÅ vil jeg da bare læne mig tilbage og nappe en kage gulerod...

Men bortset fra vægtens himmelflugt gik lægebesøget rigtig fint uden de meget seriøse løftede pegefingre. Maven blev målt, og jeg hørte tydelig hjertelyd. Det er nu så hyggeligt. Og så roste lægesekretæren min urinprøve. Now that's a first.

Lægesekretær (med undren i stemmen): "Den var helt blank. Jeg tror aldrig, jeg har set så blank en prøve hos en andengangs gravid. Den var HELT blank og fin".

Mig (med flakkende blik over at høre ordet 'blank' så mange gange i en sætning, der havde noget med mig at gøre): "Ehm... Ok... Fint nok. Tror jeg nok... Hejhejjjjjj..."

 

Femkorns-/havregrød med kanel (og lidt sukker - shoot me!), latte, kiwi, mini-banan og appelsinjuice. Og min elskede trafikske...

Og nu er jeg så hjemme. Længe leve hjemmearbejdspladser. Har lige spist sen morgenmad - som egentlig var planlagt til at være en kanelsnegl fra Emmery's (Mille lokkede totalt meget med Emmerys ovre hos sig selv i går), men med sætninger som "12,5 kg mere end din før-graviditetsvægt" og "farligt at føde" rungende i ørerne, undlod jeg dén lille sukkersnas og tog i stedet hjem og lavede sund(ere) morgenmad. Som nu også smagte glimrende. Men det VAR jo ikke ligefrem en kanelsnegl...

Og denne her går ud til...

... veninder, der er næsten lige så madglade som jeg selv. I aften skal jeg ud med tøserne, og HDD skal være hjemme hos Øglen. HDD og Øglen skal spise rester fra i går, og selv om rester af chili con carne da ikke sådan er at kimse af, så er det jo ikke "steak frites", som jeg har planer om at mæske mig i, når jeg skal kamphygge med veninderne på Pastis.

Vi er 4 stks kvindfolk, der er kommet ind i en ret god vane (hvis man spørger mig) med at sætte hinanden stævne på en restaurant et par gange eller 4 om året. Typisk Pastis, faktisk, fordi den ligger så praktisk lige midt i det hele, og fordi de laver darjlig mad. Så spiser vi os tykke(re) og mætte og vender verdenssituationen - og glemmer for en stund mand og barn/børn derhjemme. Vi slutter som regel af med at hænge liiiidt for længe (efter tjenerens smag) over en kop kaffe og måske en bette chokolademousse, og til sidst triller vi propmætte hjem, hver til sit.

Billede fra aok

Sidst vi sås på restaurant-måden, var vi på Fishmarket. Som bestemt også er et besøg værd, meeeen - når man er så madglad, som vi er, så er det svært at stille sig tilfreds med en fisk (hvor lækker og veltilberedt den så end er). Så da vi holdt rådslagning udenfor restauranten efter middagen, blev vi enige om, at maden var god, men at der i dén grad manglede bearnaise. Og en steak. Og måske også nogle pomfritter (må man egentlig gerne stave sådan til pommes frites nutildags, eller bliver man så dyppet i tjære og rullet i fjer af Dansk Sprognævn?). Ergo blev vi enige om fremover at holde os til den 'rigtige' Pastis (Fishmarket er nemlig med i familien, de laver bare mad med... ja... fisk...). If it works, don't fix it, right?

Så nu glæder jeg mig bare til om nogle timer, hvor jeg skal mæske mig i mad og venindesludder. Og lige nå hjem omkring og kysse på Øglen og suge al det hyggelige ud af eftermiddagen - og så stikke af lige idet ulvetimen sætter ind, og HDD får armene fulde af madlavning (arj, ok - så hårdt er det heller ikke at opvarme rester), karbad og putning. Nogle gange holder mandage altså meget godt...

Oh vægelsind

Fredag aften. Alene hjemme (eller - sammen med Øglen, iggå, men hun sover nu. Så det er næsten som at være alene hjemme). Stener i sofaen foran det der X Traktor, som nu er afbrudt af TV Avis og ualmindeligt voldsomme billeder fra Japan. Ouch! Naturen er altså for sindssyg nogle gange.

Totalt actionpacked fredag aften for Øglemor, kan I nok høre. Men det var jo ikke meningen, at jeg bare skulle sidde og se tv og blogge. Det var meningen, at jeg skulle fylde mig med store mængder salt- og sukkerholdige fødevarer, så stor var glæden, da jeg lige kunne nå i Netto i det korte tidsrum, HDD var hjemme mellem fredagsøl og julefrokost (bedre sent end aldrig) - og hvor han i øvrigt "slet ikke kunne lugte", at Øglen trængte til at blive skiftet, selv om jeg nærmest kunne lugte det ude på reposen, da jeg kom tilbage. Belejligt. For ham. Bestemt ikke for mig. Hrmpf.

Nå, Netto. Hvor eneste (nedskrevne) punkter på dosmersedlen var chips og æbler (det er ikke fredag aften for ingenting, jo), og 235 kr. senere kom jeg hjem. UDEN chips. Og æbler. Men til gengæld med en sær sær neoprenjakke til et æble (ved ikke lige, hvad der skete dér) og meget surt slik. Og tyrkisk peber. Og cookies, der er dyppet i chokolade. Og nogle boller (havde ikke lige fået spist aftensmad). Og andet dims og dut.

'Kæft, den er egentlig grim. Og vel heller ikke engang særlig smart. Æbler bliver jo sjældent stødt(e)? Hvorfor købte jeg ikke den til bananer i stedet for, når jeg nu partout SKULLE have noget i neopren?

For det er jo sådan, jeg kommer til at bruge "Astrid Æble" - hængende på siden af Øglens Fjällræv, så den lissom kan give tilværelsen lidt kulør (!)

Mens jeg var i Netto, havde jeg lyst til det HELE (lige bortset fra chips og æbler, altså). Hvis ikke det var fordi, jeg trods alt ejer en smule pli, kunne jeg ligefrem have fundet på at åbne de sure vingummier nede i butikken. Og jeg har da også spist nogle af dem nu. 2 (arj, ok - 8), i hvert fald. Men resten... Nej tak. Har ikke lyst til noget af det, jeg har købt. Vil egentlig bare gerne have et æble. Og måske lidt chips.

Helt ærligt. Det er da ikke normalt...