Viser indlæg med etiketten mandag. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten mandag. Vis alle indlæg

tirsdag den 24. januar 2017

Noget om at fejre

Det kan godt være, jeg ikke har købt ret meget kaffe i januar (i skrivende stund kun tre kopper kaffe på café til tre forskellige møder - en indtil videre all time-low på en måned. Det er lige før, jeg brugte flere penge på købekaffe i DNP, og det siger ikke så lidt), men så har jeg til gengæld brugt penge på så meget andet.

For det var som om, der gik lidt sport i det der sparemåned. Selv om det kan lyde paradoksalt, eftersom jeg lige har skrevet, at jeg har brugt penge. Men hør mig nu ud, som de virkelig unge og svært irriterende ville sige:

Al spareriet (som med rette indtil videre kun har bestået af at lægge købekaffen på hylden og i stedet medbringe min egen termokande med latte til hhv. bordtennis, håndbold og legepladsbesøg, fuldstændigt pølsehorns-embargo for ungerne, som kunne æde 50 af 7-Elevens pølsehorn om dagen, hvis de fik lov (og jeg vandt i Lotto) og knap så hovedøse indkøb i Netto ("Nejjjj, se! En underlig dims, som jeg slet ikke har brug for. Men den er fin. Og koster kun 20 kroner! Sammen med den her pakke rugbrød. For jeg kan ikke huske, om vi har noget derhjemme". Og så videre, indtil der er forsvundet flere hundrede kroner på noget, vi reelt set ikke har behov for) har gjort, at jeg har taget tyren ved hornene og kigget min økonomi lidt efter i sømmene. (Snork, det var kedeligt. Men det udløste chokolade bagefter. Fra mig til mig, fordi jeg havde været så flittig) Og der så jeg jo, at mit studielån stod og gjorde sig til. Det har det sådan set gjort længe (hvilket jeg trods alt godt vidste), og det eneste gode, der er at sige om dét, er, at det da trods alt bliver mindre og mindre.

Efter denne måneds indbetaling til SU-gribbene viste det sig imidlertid, at jeg ikke længere skyldte så meget væk, at det virkede uoverskueligt at udbetale det. Lige det modsatte, faktisk. Så det har jeg gjort. Vredet min opsparing til den sidste krone og udbetalt lånet. FarVEL månedlige indbetaling i bundløst hul.

Ergo er jeg altså gældfri nu. Hvad angår SU-styrelse, i hvert fald. Og selv om min opsparing nu er tom som den skål, hvor der burde være slik i derhjemme, er det altså en rar fornemmelse. Næsten så rar, at jeg fortjener en kop købekaffe ... #justkidding

Udsigten fra 12. etage

Mmmm ...

Jeg har haft SU-lånet med på sidelinjen i mere end 10 år, og selv om jeg ikke fortryder, at jeg optog det i sin tid - en nødvendighed i forhold til den bolig, jeg havde på det tidspunkt - er det alligevel helt utrolig rart at slippe af med det. Og selv om det ikke giver mening at bruge endnu flere penge, når man lige har brugt en masse, kom jeg til at invitere familien på sushi i går. Mandage trænger nemlig generelt til at blive peppet lidt op, så vi tog på Tivoli Hotel og mæskede os i sushi og lækker udsigt. Det er vigtigt at spare, men det er også vigtigt at fejre. Synes jeg.

tirsdag den 16. juni 2015

Mandags-mandag

I går startede bare fint. Og sluttede heldigvis også dejligt. Men på et eller andet tidspunkt mellem start og slut lykkedes det både Varanen at få næseblod (vildfaren øgle-albue lige i krydderen) og klemme venstre hånds lillefinger i Øglens dør i en grad, så jeg troede, at den var brækket. Både at dømme ud fra dens skæve, meget klemte udseende, og volumen på hans gråd. Naboen (der er sygeplejerske og heldigvis var hjemme) mente, at den skulle kigges på, så vi ringede til Akuttelefonen. Sidst, jeg Varanen havde behov for en vagtlæge, var der ikke noget, der hed 1813, så det var en ny oplevelse. Og selv om sygeplejersken i den anden ende var både sød og kompetent, var jeg ikke helt glad for at skulle vente i kø i 15 minutter. Men sådan er det jo nok bare. Vi fik en tid 2 (!) timer efter på det nærmeste hospital, så alle kneb måtte i brug for at aflede en meget ulykkelig Varan. Som skiftevis hikstede "Min finger vokser aldrig ud igen!", "SE! AL MIN HUD LØBER VÆK!" (nasty hudafskrabning, red.) og "Det gør så oo-hooondt, mor!"

End ikke en is hjalp på humøret, og den skål med koldt vand, jeg fik ham til at sidde og plaske i, gavnede kun i de 3 sekunder, den ikke væltede og gjorde ham helt våd. Gode råd var dyre, så jeg besluttede, at bestikkelse var den eneste vej frem. Første reaktion på spørgsmålet om, hvad han godt kunne tænke sig, var et grædende "Jeg ved jo ikke, hvad jeg må få!", men da det gik op for ham, at der var frit valg på alle hylder - også dem med slik - stilnede gråden lidt af. Og en håndfuld Matadormix senere i selskab med bildyne, kæleskildpadde og Dora the Explorer var humøret mærkbart bedre. Vi snakkede om, at han skulle til lægen, og da HDD kom styrtende hjem (hidkaldt fra reception), var humøret nærmest højt. Og det blev kun endnu højere af, at vi lovede en tur på "Makkedånners" efter visit hos lægen.

På skadestuen var der lidt ventetid, men begge unger klarede det fint, og Varanen var helt stoppet med at græde. Nu var det jo nærmest spændende. Han syntes i øvrigt også, at "det var heldigt, at jeg klemte min finger, mor, for så fik jeg jo slik, selv om det ikke er freeeeedag" (indsæt selv kluklatter).

Da lægen kom for at hente os, rendte han efter hende med et "Læge. Læææægø! Vil du se min finger?!", og inde til selve konsultationen fik jeg nærmest ikke et ord indført, fordi han selv fortalte hele sin lidelseshistorie: "Jeg klemte min finger i døren til Øglens rum! Og ved du, hvad så, læge? Så SKREG jeg!" Det gjorde ikke ondt på ham at blive trykket på - kun der, hvor han havde en hudafskrabning - så lægen konstaterede, at der ikke var noget brækket. Heldigvis. Til gengæld syntes hun, at Varanen var rimelig sød (det er han også, men i går var han nærmest sødere end normalt), og hun kunne ikke lade være med at grine, da han helt fortroligt hviskede til hende: "Læge ... Når vi er færdige her, så skal vi på ... *kunstpause* ... MAKKEDÅNNERS!" Han fik en pose Lego som tak for besøget, og der var oven i købet også en til Øglen, så konceptet skadestue er i dén grad accepteret hos Varanen.

McD var jo - som altid - en succes omend en udfordring for mit aktuelle kostregime, og da vi lagde os til at sove (alt for sent), mente han, at det ikke gjorde noget, at han havde klemt sin finger, fordi det havde været sådan en hyggelig aften. Jeg fik mumlet noget om, at det syntes jeg også - det med en hyggelig aften - men at man jo ikke behøver at klemme fingre for at komme på McD. Næste gang vi skal derhen, skal det helst være uden nogen sårede. Bare for lige at sikre mig, at det ikke bliver et eller andet kamikaze-trick for at lokke os på den gyldne måge. Begge unger grinede og sagde "Arrrrj, det gør vi da ikke", men man ved aldrig med de to små baryler.

I dag ser fingeren fin ud igen, og Varanen fortæller om i går på samme måde, som hvis han var krigsveteran fra 'Nam. Men han var sq også både sød og sej, så han fortæller bare løs. Og jeg forsøger at glemme, hvor forskrækket jeg blev - hans gråd i går bragte nemlig i dén grad mindelser fra sidste sommer, hvor det lød på ca. samme måde, da han brækkede kravebenet midt ude i de svenske skove ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...