Viser indlæg med etiketten maraton. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten maraton. Vis alle indlæg

onsdag den 2. oktober 2013

Hvor er tiden, der ta'r os?

Det går stærkt i de her dage. Også i de her dage. Jeg synes jo lige, vi har været i Berlin, men det er faktisk allerede tre dage siden, vi kom hjem. Og siden da har Varanen lært at sige sin søsters navn klokkeklart (i stedet for "GI-GAH!", som han kaldte hende før), vi har fået slagboret endnu et hul i entrégulvet (som er lavet af beton, hvis nogen skulle være i tvivl), fordi vores nye bedste ven, Affugteren, er kommet til kort over for omkring 1 m2 temmelig våde leca-kugler under gulvet. Så måske der er endnu et brud på en vandledning #dontgetmestarted. Derudover har vi fået smækket rullegræs i forhaven, og den er nu så friseret og fin, at man skulle tro, vi boede på Wisteria Lane og holdt plæneklipperkonkurrencer med naboerne. Men lad os nu se, hvor længe det look holder.

Men nå. Alt det er uvæsentligt, for nu skal vi snakke lidt om Berlin. Og mig. Og om det maraton jeg (og HDD) løb. Altså, det kan gøres rimelig kort, det der maraton. Det var hårdt. Psykohårdt. Punktum.

Men vi kan også godt gøre historien lidt længere. Og fortælle om en dejlig weekend, hvor vi trods alt nåede at opleve lidt af Berlin i strålende sprødt efterårsvejr. På cykler. Vi var i Tempelhof for at hente vores løbenumre, og ud over at det var lidt af en oplevelse at se indtil flere flyhangarer fyldt med forskellige slags løbesko og -udstyr (seriøst - hvor mange forskellige slags sko har man brug for?!), så var det også et gigantisk dask af historiens vingesus at stå der i den gamle Vest-lufthavn og indsnuse stemning. Og se på lokalerne, hvor tiden tilsyneladende har passeret i al ubemærkethed. Sikkert tilfældigt, men alligevel meget symbolsk, var viserne pillet af uret i ankomsthallen.

Cyklecykle gennem små, hyggelige gader

Cykel-selfie

Tempelhof - der gøres klar til Bambini-run ved flyveren

Bortset fra cykelturen nåede vi også en kaffe og frokost på Starbucks. Det var det eneste, jeg ville(ja, jeg er meget beskeden, når det lige stikker mig), og kaffen var lige så god, som jeg huskede den. Og ellers lavede vi faktisk ikke så meget. Ud over at slentre lidt rundt, drikke litervis af vand, spise pasta til aftensmad og gå tidligt i seng. Man kan sige, hvad man vil, men når man skal op klokken 5.30 søndag morgen for at få spist morgenmad i tide - for derefter at gå 3 km hen til startområdet, løbe 42,195 km, gå 3 km tilbage til bilen og så køre en milliard km tilbage til DK, så er der ikke plads til de helt store armbevægelser dagen før. Men vi hyggede os, og det var dejligt at have en masse uforstyrret tid til at sludre, bare HDD og jeg. Også selv om jeg faktisk savnede børnene helt enormt meget. Mere end jeg havde troet, endda. Jeg går jo hen og bliver helt sentimental på mine gamle dage ...

Siegessäule - pejlemærket fra startområdet

Måååål. Dagen før, godt nok, men allywl

Selve løbet var en stor oplevelse. Ikke ligeså stor som sidste år, men det var jo også mit første maraton, så den stemning indfinder sig næppe igen. Desværre gled jeg allerede ved 6 km-mærket (vi siger tak til en kombi af spildt gel og fumle-løber, der stoppede brat op) og lavede et underligt vrid i knæ og hofte. Godt hjulpet på vej af søde løbere omkring mig kom jeg dog hurtigt videre, og først efter ca. 23 km blev jeg nødt til at stoppe op for at strække føromtalte hofte. Med det resultat, at jeg fik krampe i låret. Swell (!) Det fortog sig imidlertid også, så videre med mig. Til 32 km, hvor jeg begyndte at blive svimmel. Derfra skiftevis gik og løb jeg de sidste 10 km - jeg pressede ikke mig selv så hårdt, som jeg kunne have gjort, men jeg ville ikke risikere at dejse om; Intet løb er det værd. Så tempoet var adstadigt, men alligevel - kunne jeg se bagefter - rimelig stabilt. Tiden blev 04.52.06, og mens det langtfra var hurtigt nok til at vinde BMW'en (så skulle jeg have været fra Kenya og løbet på lige over 2 timer), var det hurtigt nok til mig.

Før og efter ...

Så med endnu en maraton-medalje inden for vesten takker jeg nu af, hvad angår maraton. Det er så definitivt at sige "for altid", men der skal ske noget helt alvorligt med min løbegejst for, at jeg gider løbe et igen. Løbet i år var, som skrevet, en stor oplevelse, men det var ikke sjovt-sjovt, og træningen har s*u også været lidt op ad bakke (i mere end en forstand her i Den Bakkede Nordlige Provinsby). Og skal man løbe 42,195 km skal motivationen simpelthen være større, end min har været. Jeg glæder mig til at begynde at løbe igen (mit knæ skal bare lige i orden igen - det gør rimelig nas) og ser umådeligt frem til VM i Halvmaraton til marts, men halvmaraton-distancen må være nok nu.

Ligesom sidste år var reptilerne sendt i Farmor-internat, og de havde haft en fest. Selvfølgelig. Med kastanjetur, æblefest på nærliggende gård, te hos faster og onkel og masser af is. Vi blev taget imod med åbne arme af dem begge og fejrede vores hjemkomst med at holde en fridag med ungerne. Som primært blev brugt på at ømme os (HDD og jeg) og skændes (reptilerne). Men vi nåede også at bide til bolle ("Skal vi ikke lege den der bolle-leg, mor?!") og prøve at fange et æble i en skål vand. Og kramme en hel masse. Ude er godt, men hjemme er bedst. Basta.

mandag den 1. oktober 2012

Advarsel - her blæres!

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Det her bliver et blæreindlæg. Det kommer hverken til at handle om børn eller moderskab, men kommer til gengæld til at handle om mig. I endnu højere grad, end mine indlæg sædvanligvis gør, så nu er I advaret.

HDD og jeg har jo lige været i Berlin. På kærestetur, hvor HDD skulle løbe maraton. Og jeg skulle heppe, hed det sig. Men i virkeligheden skulle jeg også løbe. Og har skullet det hele tiden. Har bare ikke sagt noget, for tænk nu, hvis modet svigtede. Men det gjorde det heldigvis ikke (altså lige bortset fra de eksamenslignende nerver, jeg rendte rundt med aftenen og morgenen forinden).

Så HDD's og min kærestetur var i virkeligheden overhovedet ikke spor kærestet eller romantisk. Den gik nemlig primært ud på at spise pasta og lyst brød med syltetøj, gå tidligt i seng og så selvfølgelig løbe.

Rester fra (den i øvrigt overdådige) 'maraton-morgenmad' på hotellet 

Det længste, jeg hidtil har løbet, er 26,6 km, da jeg løb rundt om noget sø for 5 uger siden. Det var rigelig langt, men denne gang var der jo så yderligere 16 km oveni. Fårk, det er langt, mand! Var ellers grusomt kæk indtil omkring de 26 km, moderat kæk indtil 28 km, forundret over, hvor langt to km kunne føles op til de 30 og fuldstændig tæskesmadret fra 32 km. Kulminerende i et "nu går jeg bare, så!" fra 40-41,5 km. Hvorefter jeg med opbydelsen af de sidste kræfter fik tvunget de tunge ben i løb over målstregen. Og fik min medalje. Hell yeah!!!

Taget i betragtning, at den hurtigste løber nåede i mål på 2 timer og 4 minutter, lyder min tid på 4:37:41 ikke af meget, men jeg tillader mig at blære mig alligevel. For jeg gennemførte! Og har dermed fuldført det projekt, jeg gik i gang med for fem mdr. siden. Derudover er det en bedrift i sig selv, at mine ben ikke faldt af, synes jeg, selv om jeg nu sagtens kunne undvære dem i dag. For nuij, de gør nas!

Jeg tillader mig også at være ganske godt tilfreds med, at jeg i en alder af 34 år og 5 dage har givet mig selv den fødselsdagsgave, det er at løbe et maraton. For selv om det er en temmelig barsk gave, var oplevelsen det hele værd. Berlin på en skyfri septemberdag, 40.000 løbere fra hele verden og et publikum i verdensklasse, der heppede og skabte en stemning, man skal lede længe efter, kan helt klart anbefales!

Billedet yder på ingen måde arrangementet retfærdighed. Det her var lige før start, og stemningen var helt elektrisk. Vanvittig, kan man vel kalde den... 

Desuden er det lidt en sejr for mig, at jeg et år og otte dage efter Varanens fødsel har været i stand til at træne op til et maraton. Ikke mindst fordi jeg var rigtig godt i gang med løbetræningen (og faktisk havde meldt mig til Copenhagen Marathon), da jeg blev gravid med Varanen. Så selv om jeg gladeligt opgav løberiet pga. min graviditet, er jeg da glad for, at jeg er kommet i gang igen.

Jeg ved ikke, om jeg skal løbe maraton igen en dag. Sikkert ikke. Men nu har jeg gjort det, og til trods for psykolangt løb i går og ømme stænger i dag, brokker jeg mig ikke over, at jeg nu bare kan hælde kulhydrater indenbords. På chokolademåden. Medalje og chokolade - ren win!

My precious

Har ikke billede af chokoladen - den blev spist for hurtigt - men jeg nåede at knipse sejrsmåltidet fra Burger King, inden det forsvandt

Så ikke meget kærestetur til HDD og jeg i denne omgang. Særligt ikke fordi, vi blev nødt til at skære en dag af turen og komme hjem i går i stedet for i dag (kan i øvrigt ikke anbefales at bruge 7-8 timer i bil umiddelbart efter, man har løbet 42 km). Men eftersom det forhåbentlig skyldes en løsning på vores snarligt presserende boligproblem, så gør man jo det, der skal til. Kærestetur eller ej. Vi tager revanche en anden god gang.

Hjemtur. Kan man ikke næsten se, hvor ømme de ben er?! 

Nåja. Reptilerne? De blev passet hos Farmor og Bedstefar, og de har haft en fest. Selvfølgelig.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...