Viser indlæg med etiketten melankoli. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten melankoli. Vis alle indlæg

tirsdag den 13. september 2016

Noget mere om efterår

Smukke september er hård i år. Det vil den nok blive ved med at være. Men jeg må sige, at måneden gør, hvad den kan for at kompensere med både varme og smukhed. Og selv om al varme og smukhed i hele verden ikke bringer min mor tilbage, må jeg anerkende indsatsen.

Jeg kan mærke, at solen og varmen gør mig godt. Sommer-tilstandene trænger dybt ind under huden og giver energi. Energi til at klare bare lidt mere end det allerhøjst nødvendige. Energi til at træne (sgu'!), planlægge legeaftaler og fritidsinteresser (endda en enkelt for mig selv - mere om det i et andet indlæg på et andet tidspunkt), organisere håndværkere (endnu et indlæg i støbeskeen) og oven i købet til at tage livtag med de af min mors ting, som endnu ikke er blevet sorteret. Min far og jeg sorterede sammen en dag i sidste uge. I det smukkeste solskin. Og selv om det var hårdt, var det en god dag.

Jeg fik lidt tøj med mig hjem - og et par smykker, som nu er blevet fast inventar på hhv. finger og håndled. Lige som de var det hos min mor. Hver gang jeg kigger på smykkerne bliver jeg glad. Og så rigtig ked af det. Og så glad igen. Selv om det bare er ting, er det ting med uendeligt mange minder i. Og det får mig til at føle, at hun er endnu tættere på.

Det er snart et år siden, hun gik bort. På mange måder føles det som meget kortere tid, mens det på andre føles som meget længere tid siden. På bare et år har jeg skullet lære, hvordan man eksisterer uden sin mor. Læringskurven har været stejl, og vi er ikke ved vejs ende endnu. Overhovedet. Selv om savnet på mange måder er blevet lettere at bære, rammer det med fuld styrke fra tid til anden - og særligt her i september.

Om lidt har Varanen fødselsdag, og det er så kært, hvor meget han glæder sig. Allerede i juli lavede vi en afkrydsningsliste, så han kunne følge med i, hvor mange dage der er tilbage, og nu, hvor der kun er 9 dage endnu, kan han næsten ikke være i sin lille krop af bare begejstring. Jeg glæder mig med ham og for ham, men samtidig er hans fødselsdag så uendelig bittersød. Fordi jeg stod lige midt i orkanen sidste år på samme tid, og en del af mig skulle forsøge at koordinere fejring og gaveindkøb, mens en anden del af mig skulle deale med bedemænd og begravelsesforberedelser. Noget meget mere modsætningsfyldt end det skal man lede længe efter. Men livet går jo, som jeg har sagt utrolig mange gange det sidste år, som bekendt videre, og Varanen skal have et brag af en fødselsdag. Med stuen fra børnehaven, Paw Patrol-tema, gaveregn og all the works. Endda en tur til Legoland i forbindelse med en snart forestående tur til Jylle. Og så nogle af de gaver vi ved hjælp af mere eller mindre vellykkede forhørsteknikker har vristet ud af ham, at han ønsker sig.

Det skal nok blive en god fødselsdag. Der mangler bare en ...

torsdag den 1. september 2016

Noget om efterår

Jeg kan ikke sige det ofte nok - jeg elsker efteråret. Og det er det jo nu, siger kalenderen. Sensommeren er dejlig, men efteråret, særligt septemper, er fantastisk. Hver sommer glæder jeg mig hemmeligt en lille smule, til jeg kan stikke i et par lækre støvler og smyge mig i strik, og selv om jeg naturligvis er vild med, at jeg ikke behøver-behøver have sokker på i skoene endnu pga. de sommerlige temperaturer, ville det ikke genere mig, hvis det blev bare lidt køligere. Så længe solen altså bliver her, forstås. For når jeg siger, jeg elsker efteråret, er det jo de kølige, solbeskinnede dage, jeg mener. De dage, hvor man for alvor kan nyde de gyldne toner i trækronerne, og hvor både krop og sind kan blive blæst godt igennem. Uden at man får lungebetændelse og stivfrosne fingre af det.

Dette efterår, og denne september i særdeleshed, imødegår jeg dog med en noget blandet følelse. Ikke at måneden har gjort noget som sådan - faktisk har den blandt andet dannet rammen om både min egen og Varanens ankomst til verden for hhv. snart 38 og 5 år siden - men den har også været kulisse for min mors død. Det er snart et år siden, hun gik bort. Og endnu snarere et år siden, vi fik den triste besked om, at der ikke var mere at gøre. Det år har på en gang varet for evigt og et splitsekund.

Jeg forstår ikke, hvordan det har været muligt at eksistere så længe uden hende, men det har jo ladet sig gøre på et eller andet plan. Fordi det skal det. Og nok også fordi hun er her endnu. I mit hjerte og, som Øglen så fint formulerede det, som vinden omkring huset, som en stjerne om natten og som en fugl om dagen. Det trøster en smule, selv om jeg klart ville foretrække, at hun bare var her som min mor.

fredag den 26. juni 2015

Farvel børnehave!

I januar 2013 havde vi ikke boet i DNP ret længe. Vi havde pendlet et par måneder til og fra institutionerne i Kbh, og endelig havde ungerne fået en plads i hhv. børnehave og vuggestue. Det havde kostet store overvejelser og masser af research at finde frem til den rigtige institution, og bekymringen var til at tage og føle på - kunne det nu blive lige så godt, som det vi kom fra?

Nu - 2,5 år senere (eller noget, der minder om 5 minutter) - kan vi konstatere, at ja, det kunne det. Også i dén grad. (Vi udelader lige vuggestue-mellemregningen og en Varan, der blev flyttet - nu er det børnehaven, vi taler om).

I dag har det været Øglens sidste dag i børnehaven. For evigt. Og altid. (Og nutid og datid. Tak til MGP). Ikke om jeg fatter det. Ikke om jeg kan holde det ud. Heller ikke selv om anledningen - sommerferie og skolestart - overhovedet ikke er sørgelig. Men alligevel. Hun bliver så stor. Og det er selvfølgelig heller ikke sørgeligt, det er bare lidt vemodigt.

I går sad jeg og trawlede institutionens billeder af Øglen igennem og gemte dem på computeren for eftertiden, og så faldt jeg over et billede, der var blevet taget af hende, kort efter hun begyndte. Hun var lige fyldt fire og - syntes jeg dengang - kæmpestor. Men det var hun jo slet ikke. Hun var lillebitte. Og nuttet. Og havde mærkeligt hår og runde kinder. Og passede noget af det samme tøj, som Varanen render rundt i nu. NU er hun til gengæld kæmpestor. Vokser, som havde nogen givet hende Substral. Har solbrune kinder, en håndfuld voksentænder, der tilsyneladende også har fået vækstfremmer, og lange, lyse lokker. Elsker at klatre, løbe, gå på armgang (hun er stærk som en okse, mand. En ting hun HELT sikkert ikke har fra mig), tegne, danse, hulahoppe (nogen har erstattet hendes hofter med kuglelejer, mens jeg kiggede væk et øjeblik), fnise og lege - og meget meget mere. Hun er videbegærlig og spørger om alt mellem himmel og jord - og mere endnu - og er generelt bare SÅ klar til at komme i skole.

Pigen med det lange hår klar til at tage i børnehave for sidste gang. Hun havde selv bestilt frisuren, men forestillede sig formentlig, at min eksekvering var noget bedre, end tilfældet var

Det er bare mig, der ikke er klar. Til at forlade de trygge rammer, de velkendte ansigter og det sted, der bød os velkomne med åbne arme, da vi som helt nyslåede forstadsbeboere kom trissende med det dyrebareste vi har. Men det skal nok gå. Det var i hvert fald det, jeg sagde til Øglen i går, da det hen under aften gik op for hende, at i dag var sidste dag sådan for alvor, og hun græd de modiges tårer. (Hun har tilsyneladende arvet sin mors tendens til melodramatik og håndtering af 'så er det sidste gang, at ...') Og så skal jeg huske på, at Varanen fortsætter i børneren lidt endnu. Og i øvrigt skal derover igen allerede på mandag. Så mere sørgeligt er det jo altså heller ikke.

Jeg skal vist generelt tage mig selv lidt i nakken og huske på, at sidste børnehavedag ikke er en sorgens dag. Tværtimod er den begyndelsen på noget nyt og spændende, nemlig en skole, der virker intet mindre end perfekt. Og så kan jeg da i det mindste trøste mig med, at der er 9-10 år til, jeg skal sige farvel til dén institution.

Der var i øvrigt ikke spor af gårsdagens melankoli at spore hos Øglen i morges, da vi satte kursen mod børnehaven (for sidste gang. HULK!) med is i lange baner til stuen og cava, flødeboller, tegninger og et brev til pædagogerne. Og ved afhentningen var hun mere interesseret i at vise mig alle de ting, hun nu skulle have med hjem fra børnehaven, end i at dvæle ved, at hendes plads i garderoben var helt tømt. Hun fik krammet alle sine pædagoger helt flade, og så var hun videre med et nonchalent "Hejhej, god weekend!". Så det er vitterligt bare mutti, der skal tage sig sammen. Det gør jeg hermed. Fraaaa NU af!

lørdag den 8. september 2012

Vuggestue-Varanen #3

En af de ting jeg til stadighed skal vænne mig til ved barn nr. 2 er, hvor lidt jeg husker at dokumentere* i forhold til barn nr. 1. Dels pga. mangel på tid, dels pga. at jeg - til trods for, at det ikke er samme barn - har prøvet de fleste babyudfordringer før.

Selv om erfaringen bidrager positivt til den ro, jeg oplever omkring at blive mor anden gang, så går den også ind og pirker til min latente dårlige samvittighed (nogen, der vil have noget? Der er nok til alle). For er det nu også retfærdigt overfor Varanen, at jeg tager hans natlige flip (når der er sådan nogle) med ophøjet ro blandet med en snert af irritation og opsathed på, at Øglen ikke skal vækkes, fremfor bekymring og efterfølgende Googlen mig gul og blå efter, hvad det mon kan skyldes? Og hvad med det der med at huske og dvæle ved de små, fantastiske ting og fremskridt i hverdagen, uden de drukner i praktikaliteter og andre gøremål?

Se, hvor er han sød!

Jeg gør mit bedste, og mens jeg bruger krudt på at konferere med min indre perfektionist omkring, hvorvidt det nu også er godt nok, kan jeg da kaste nogle kræfter efter at nedfælde Varanens begyndelse på sin vuggestuekarriere og de kvantespring, han tager i den forbindelse. For der er fart på udviklingen nu, kan jeg mærke, og hvis jeg ikke tvinger mig selv til at dvæle, huske og skrive ned, så glider det mig af hænde. Og det ville jeg synes var så ærgerligt. Så! Vuggestuen! Go:

Varanen har været institutionsbarn i ret præcist en måned nu, hvilket betyder, at han har kravlet i ret præcist en måned. På det seneste har han forfinet sin teknik, så han kan forcere dørtrin og større forhindringer (som fx madrasser og underlige, hævede gulve), men han har stadig til gode at lure "numsen først"-finten, når han skal ned fra noget. Det resulterer i en del knubs og endnu flere raserianfald fra Varanen, der ikke har tålmod som en af sine primære dyder (så det Varanen og Øglen ikke har tilfælles i udseende, har de tilfælles dér), selv om han jo ellers er ret blid og mild af natur. Inden for den sidste uge - faktisk i al den tid, vi har boet i Tændstikæsken - er han begyndt at rejse sig op ad ting og vil gerne gå med os i hænderne. Det har han gerne villet længe, men det er først nu, benene for alvor gider bære ham. Og alligevel ligner han en glad rockblomst, når han stavrer af sted. Simpelthen så kært.

Han er glad for vuggestuen og ikke mindst for de mandshøje plakater af bl.a. Ghita Nørby, der er på et eller andet billetsalgshalløj lige over for vuggestuen. De får smil, grin, grynt og klap med på vejen dagligt, og jeg er ikke helt sikker på, om det er i forventningen om at se Ghita eller vuggestuen, han retter sig op og er , når vi hopper af toget og spadserer ned mod vuggeren.

Afleveringerne er stadig ikke de sjoveste i verden, men jeg er da i det mindste holdt op med at græde, når jeg har afleveret. Selv om jeg må indrømme, at det nok aldrig holder op med at give et stik, når man hører sit barn græde hjertenskærende på den anden side af en lukket dør. Men han holder altid op igen relativt hurtigt, og pædagogerne - de søde mennesker - forsikrer mig om, at han bliver hurtigt glad igen. Og som over-pædagogen sagde i går, da hun kom ud og fandt mig i garderoben, mens jeg ventede på, at der blev stille, så ville de ringe, hvis han blev ved med at være så ulykkelig. At de ikke ville lade ham græde på den måde i særlig lang tid, før der blev sendt bud. Og det ved jeg jo godt, nu jeg tænker efter...

I mandags talte jeg med en af de nyere pædagoger på Varanens stue - hende, Varanen gerne vil adoptere - og efter at have hørt, hvordan hun synes, det går med Varanen på stuen, og hvordan hun opfatter ham, ja så havde jeg nærmest lyst til at adoptere hende. Jeg ved jo godt, at Varanen er fantastisk og verdens sødeste baby, men det er ret dejligt, at en af dem, der tilbringer virkelig mange timer sammen med ham dagligt, også synes det. Eller i hvert fald synes, at han er "sød og glad og helt ufattelig nem. Smiler, griner og leger rigtig godt med de andre børn, og så sover han jo bare i det sekund, han bliver lagt. Og vi bliver faktisk tit nødt til at vække ham, når vi skal ind og have eftermiddagsfrugt. Så han sover som regel 2 timer" (her blev jeg så lige nødt til at stoppe og sikre mig, at vi rent faktisk talte om den samme baby, for det der med "bare at sove, når han bliver lagt", det arbejder vi ikke ligefrem med herhjemme. Men den er god nok - det var Varanen, hun roste til skyerne).

Sådan her ser det nærmere ud, når vi prøver at lægge Varanen. En Varan med vidtåbne glugger, der for alt i verden ikke vil gå glip af noget. Så nogle gange bliver mutti liiige nødt til at have sig en kop kaffe...

Så Varanen er glad for sin vuggestue, lader det til, til trods for afleveringerne. Som måske udspringer af, at han kom relativt 'sent' i vuggestue i forhold til Øglen, der begyndte som 9 mdr. gammel og aldrig sagde et kny til at blive afleveret, før hun blev så stor, at hun fik et sprog. Og så i dén grad begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hele afleveringskonceptet. Eller måske hænger sammen med, at vi lige er flyttet, og der er blevet rodet op i en masse. Han er i hvert fald blevet majet morglad på det seneste. Jeg må helst ikke gå nogen steder, og hvis jeg er et sted, hvor han kan høre mig, men ikke se mig (som var tilfældet her til aften, hvor jeg var ude i gården sammen med Øglen), går han helt amokka. Det kan  selvfølgelig også skyldes, at planeterne står skævt i forhold til ...stjernetegnene?... og derved laver ravage i afleveringerne? Eller måskeeee er det bare fordi, han er en baby? Who knows? Under alle omstændigheder skal han jo have lov at være ked af det, når jeg går, hvis det er hans umiddelbare følelse. Det er jo et eller andet sted bare mit behov, at han skal være glad...

Ooooog - SOV! Han kan jo godt. Han er bare stædig. Ligesom sin far søster 

Vuggestuen gør, at Varanen er mere end almindeligt kvæstet, når klokken passerer 18. Derfor bliver han puttet mellem 18 og 18.30, og det er HDD naturligvis lidt ked af, eftersom han først er hjemme fra arbejde omkring kl. 17. Men sådan må det være i en periode - det varer forhåbentlig ikke evigt. Og der er jo ikke noget at sige til, at det er hårdt at være i vuggestue. Til trods for de relativt korte dage, jeg giver ham (afleverer 8.30-9 og henter 14.30-15 lige for tiden, men det bliver desværre ikke ved med at gå for mit vedkommende. Det levner nemlig ikke rocker-meget tid til at arbejde) er der jo stadig en masse nye-agtige mennesker, han skal forholde sig til, et nyt sted, nye rutiner og i det hele taget bare en udvikling i rivende fart.

Jeg har allerede krise over, at vi på et tidspunkt skal rykke ham ud af de trygge rammer, han er ved at få etableret ovre i vuggestuen, men den tid, den bekymring - nu skal vi lige finde ud af, hvor og hvor meget vi overhovedet kan købe hus for, så skal vi finde et hus, og så skal vi overtage det. Så vores tidshorisont er da i hvert fald nok et halvt års tid. Og selv om rammerne i vuggestuen naturligvis ikke (forhåbentlig da) er blevet mindre trygge til den tid, så kan det være, at det ekstra halve år giver både mor og Varan rum til at kunne rumme noget nyt.

Hov. Lige til sidst (så stopper jeg, det lover jeg), så skal jeg da huske at fortælle, at jeg havde Øglen med ovre for at hente Varanen i vuggestuen i går. Jeg var ret spændt på, hvor meget - om noget - hun kunne huske fra sin egen tid i vuggestuen, for selv om hun godt ved (med ord, i hvert fald), at det er hendes gamle vuggestue, så var hun helt blank, da vi for nylig fandt nogle billeder fra de stuer, hun gik på. Hun kunne ikke huske, hvad en eneste af pædagogerne hed, og det eneste barn hun kunne kende, var bedstevennen N, som jo også går ovre i børneren.

Øglen syntes, det var sjovt at være med ovre efter Varanen, men hun gav ikke udtryk for, at hun kunne huske stedet overhovedet. Jeg havde hende med inde på de forskellige stuer for at sige hej til hendes gamle pædagoger - to af hendes absolutte yndlings fra dengang var på arbejde, men det virkede ikke til, at der var noget, der ringede hos Øglen (modsat hos pædagogerne, der var ved at gå helt op i limningen over, hvor stor og sød, Øglen er blevet. Det sagde de i hvert fald). Det overraskede mig lidt, og så alligevel ikke - børn er jo fantastiske på den måde, at de lever 100 % der, hvor de er, og ikke der, hvor de har været engang. Men det er alligevel en speciel oplevelse at konstatere, at mennesker og steder, der har haft så stor betydning for ens barn, pludselig ikke længere eksisterer i deres erindring. Trist og enestående på samme tid.

Øglen i toget på vej til Varanens vugger. Meget meget hårdt at køre to stop med S-toget, tilsyneladende 

Nå. Nu stopper jeg. Det lovede jeg jo. Har også nogle marengs, der skal spises puttes i dåser. Og noget Breaking Bad, der skal ses. (Har I set den? Nej? Så gå i gang NU, blev der sagt. Fan-fucking-tastic serie).


*Og med "dokumentere" mener jeg ikke "at tage billeder". For det gør jeg om muligt endnu mere nu, end da Øglen var baby. Nu har jeg nemlig en AjFåååun. Dengang havde jeg en Sony Ericsson, der måske nok var fancy for sin tid, men tage billeder, det var den sgu'nte god til...

torsdag den 22. marts 2012

Varanen 6 måneder

For 6 måneder siden kom den underskønne Varan til verden. Et helt halvt år er der gået, og hold nu käften, hvor er det bare fløjet af sted. For et halvt år og en dag siden var jeg stadig lidt smånervøs ved, hvordan det nu skulle gå at blive en familie på fire i stedet for tre. Det ved jeg nu, og der havde ikke været nogen grund til at være nervøs, for det er f*cking fedt. Hårdt, men det hele værd! Tillykke, verdens sødeste Varan!

Varanen, kun få timer gammel. Lidt trykket efter alenlang fødsel, men smuk smuk smuk, hvis man spørger mig...

Varanen, 1 måned
 
Varanen, 2 måneder. Og allerede i skrap ligge på maven-træningslejr
 
Varanen, 3 måneder. Og på vej på tur sammen med alle sine bamser i liften
 
Varanen, 4 måneder og et par timer. Og SÅ klar til skemad
 
Varanen, 5 måneder. Sammen med Elton Varan

Varanen, 6 måneder. I gang med at ondulere et stykke knækbrød. Og en god portion hirsegrød med ærtemos. Yum (!)

lørdag den 13. august 2011

Tak for dansen

Er tilbage i din favn
Står ved døren med dit navn
Ånd i ånd og kigger op
Ser forbi stråleglansen
Hvisker.. "Tak for dansen"

HDD og jeg har været ude og være kærester. Bare ham og jeg sammen med først skønne tapas på Adendum, dernæst med en hel del andre mennesker i Den Grå Hal. Blandt andre Søren Huss og Love Shop. Det holder 100 sådan at have tid til at spise lækker mad og lytte til god musik, men håhr mand. Rimelig tough aften. Altså - jeg vidste jo godt, at det ikke ville blive nogen munter koncert. Har jo tidligere lyttet en del til Søren Huss' 'Troen og Ingen' og blev faktisk nødt til at stoppe med at høre det på arbejde, fordi jeg ikke kunne lade være med at græde lidt.

Søren Huss

 Søren Huss

 Love Shop - Copenhagen Dreaming...

Det kunne jeg så heller ikke i går. For nu at sige det mildt. Ud af de 11 numre på albummet (som han spillede fra ende til anden, thank you vewy much!), græd jeg nok til de 8. Eller 9. Og det var ikke noget med en elegant lille tåre ned ad den ene kind. Nænæ - vi taler full-on tudefjæs. Virkelig klædeligt at sidde (for jeg fandt en siddeplads, hæ!) med våde kinder og røde øjne under en hel koncert. Men jeg trøster mig med, at jeg bestemt ikke var den eneste, der havde våde øjne. OG at jeg er gravid. Så jeg må gerne.

Men altså. Fabelagtig koncert med smukkesmukke numre. Troppede gerne op igen, hvis ikke det havde været fordi, gårsdagens koncert var den sidste på turnéen. Og dermed den sidste, hvor 'Troen og Ingen' blev spillet i sin fulde længde. Glad for, at jeg nåede at opleve det.

Love Shop var også gode, men jeg er nok bare mere en Jens Unmack-kinda girl. Forstået på den måde, at jeg bedre kan lide hans solo-numre end Love Shops materiale. Desuden var jeg lidt mærket af dels at være oppe til langt over min sædvnlige sengetid (jep - er blevet endnu mere totalt mormor-agtig her i graviditetens sidste fase), dels af den milliard ekstra kilo jeg render rundt med, så kl. 23.30 kunne jeg og min ryg ikke mere. Så vi fik ikke afslutningen på koncerten med, men hvis I lover ikke at sige det til nogen, kan jeg lige så godt sige, at vi primært var kommet pga. Søren Huss. Og føler, at vi fik fuld valuta for pengene.

Ud over den fulde valuta for pengene, fik jeg også en alkoholfri øl (wohooo!) til mine tapas, OG Varanen fik glæden af dunsten fra en joint indtaget af et par lige foran os. Man er vel ikke på Staden for ingenting....

Mens HDD og jeg holdt i hånd over tapas og melankolsk musik, fik Øglen femstjernet behandling hjemme hos sine små kusiner. Der blev trakteret med kage, tegnefilm og masser af leg, og hun havde efter sigende været sød og medgørlig (gad vide, om nogen ville sige det, hvis nu hun var totalt håbløs at passe?!).

Det er vi jo altid glade for at høre, for så kan det være, at vi kan nå at få endnu en kæresteaften, inden Varanen melder sin ankomst. Men ellers gør det ikke så meget - i går aftes var fuldt gyldig som Den Sidste Aften Uden Børn I Meget Lang Tid!

onsdag den 13. oktober 2010

Flash back

Var i Gammelby forleden. For at besøge en af verdens tre sjoveste. Kørte hjemmefra lige, da det var begyndt at blive mørkt. Det var køligt, jeg havde vinterjakken trukket godt op om ørerne, og bilens blæser blev skruet godt op. Tina Dickow på anlægget (eller, ok - 'anlæg' er måske en tilsnigelse) og så ellers af sted nordpå.

For ret præcist et år siden kørte jeg den selvsamme tur. Med den samme musik på "anlægget", den samme temperatur udenfor og formentlig også iført næsten det samme tøj (mit klædeskab er virkelig kummerligt!). Men humøret var væsensforskelligt fra humøret medio oktober 2009. For dengang græd jeg mine modige tårer, mens jeg trillede af sted. Ikke kun fordi Tina D. er lidt af en tudeprinsesse, men fordi jeg dengang var på vej hjemmefra. Fra mit elskede København, som mit hjerte ikke havde sagt ordentligt farvel til. På vej til at flytte ind i en lejlighed, der var blevet fremlejet i al hast. I et område, der kunne have været federe. Med mennesker, der kunne have været yngre (og sikkert også var det engang ... Tilbage i 1930'erne. Eller 1920'erne, måske ...). Faste læsere vil vide, at flirten med Forstaden var kort, men til gengæld var den frustrerende. Der er blevet brugt mange kræfter på at træffe 'det rigtige valg', og der er spildt tårer på at begræde det, der kunne have været. På at komme overens med den beslutning, der nu engang var truffet og på at komme overens med, at den beslutning, der nu engang var truffet, alligevel ikke var den rigtige.

Jeg er stædig af natur. Og en anelse perfektionistisk. Forstået på den måde, at jeg gerne vil gøre tingene rigtigt første gang. Især når det er store, livsomvæltende ting som at flytte. Kommune, ovenikøbet. Men her måtte jeg sluge en kamel. Og alle dens venner. For flirten med Forstaden var ikke rigtig. Endnu. Konklusionen blev derfor, at der er en tid for alting, og vores tid for at flytte ud af byen tilsyneladende lod vente på sig.

Turen til Forstaden forleden var en nostalgisk affære. Har jo været der utallige gange i det forgangne år, men fordi årsdagen snart oprinder, var det noget særligt. Jeg elsker at være ude af byen. Jeg elsker roen, at himlen er mørk (og ikke lilla). At der bliver koldt nok på en oktoberaften til, at rimen lægger sig på biltaget. At vasketøjet står udenfor og tørrer. At der er plads, og at der føles trygt. Og jeg tænker, at jeg nok selv havner der. Engang. Men ikke endnu. For selv om jeg elsker at være uden for byen, elsker jeg byen højere. Endnu. Byen er tryg for mig. Og jeg føler mig tryg der sammen med Øglen. Og HDD. Endnu. Nøgleordet er nok 'endnu' (sikkert også derfor jeg har brugt det omkring 18 gange i det her indlæg indtil videre). For på et eller andet tidspunkt tror jeg, at min - vores - tid kommer for at flytte. Men så er jeg også klar til det. Tror jeg nok ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...