Viser indlæg med etiketten mental sundhed. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten mental sundhed. Vis alle indlæg

torsdag den 14. april 2016

Noget om at løbe (videre)

Der var engang, hvor jeg løb. Og løb og løb og løb. Lige indtil jeg ikke løb længere. Fordi jeg blev træt af det. Fordi jeg fik ondt i knæene. Fordi det var hyggeligere at drikke vin med naboerne, end at halse rundt i DNP. Fordi det var så som så med energien med istandsættelse af hus, to små børn og opstart af virksomhed. Fordi DNP var virkelig nederen (læs: bakket) at løbe i. Fordi *indsæt selv undskyldning*.

Det er næsten to år siden, jeg løb regelmæssigt. Det er to et halvt år siden, jeg løb mit sidste marathon. Og nu er jeg i gang igen. Ikke med at træne til marathon - du godeste, nej - men med at løbe. Til husbehov og lidt til. Dels fordi jeg er blevet temmelig blød i kanten. Dels fordi det der løb gør mig til et bedre menneske. Af en art. Selv om jeg kan have svært ved at hælde mig selv i løbeskoene og ud af døren, er jeg, uden undtagelse, altid i godt humør, når jeg kommer hjem fra en løbetur. Jeg har fået lys og luft, masser af synsindtryk, pulsen op, lyttet til Mads & Monopolet, som jeg aldrig når om lørdagen, og - måske det vigtigste - lidt alenetid (eller voksentid, alt afhængigt om jeg løber alene eller sammen med naboen). Og det er slet slet ikke så ringe.

Jeg bliver aldrig træt af at have vandet lige uden for min hoveddør. Det perfekte sted til (bl.a.) at strække ud efter løb og tømme hovedet fuldstændigt ...

Jeg sætter ingen rekorder og har pt. ingen planer om at løbe længere end 10 km i den næste lange tid, men det er skønt at være i gang igen. At finde en identitet, eller hvad det nu er, i noget, der hverken er arbejde eller moderskab. Ikke, at der er noget i vejen med nogle af delene, men i og med jeg ikke er den helt store hobby-person, er det meget rart at have noget, der får mig ud og op af sofaen. Som ellers i dén grad kan være svær at komme op af om aftenen, når børnene er puttet. Så derfor eksperimenterer jeg med at udvide dagen lidt i den anden retning og står nu op kl. 06.00 et par gange om ugen, så jeg kan nå at løbe, før børnene får øjne. Det er sandsynligvis normal tid for rigtig mange andre, men eftersom jeg først plejer at stå op ved 6.45-tiden, er det ret så tidligt for mig. Byen er fantastisk på det tidspunkt om morgenen - den er så småt ved at vågne i takt med, at solen står op, og på min efterhånden faste rute når jeg dels at vågne helt, dels at lade op til dagen, der er forude.

Vel hjemme igen kan jeg så vække dem, der stadig sover (Øglen. Altid Øglen. Hun står først op, når det er allerhøjst nødvendigt. Jeg tror, hun er blevet teenager før tid) og spise morgenmad med ungerne i ro og mag (og en lugt af gnu). Når Øglen og HDD så er sendt af sted i skole og på job, kan jeg gå i bad og lege lidt med Varanen, før vi skal ud af vagten. Og så er dagen ligesom kommet i gang på en rigtig god måde. Det kan jeg sagtens vænne mig til - også selv om det er besnærende at trykke på snooze, når løbeskoene kalder ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...