Viser indlæg med etiketten moderlig stolthed. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten moderlig stolthed. Vis alle indlæg

mandag den 1. maj 2017

Noget om at være stolt (#morpral forude)

Der er mange gode ting at sige om weekenden og i dag, den uventede fridag (ja, uventede. Det er som om, det kommer bag på mig hvert år, at landet sådan lukker ned d. 1. maj. Så det var kun fordi, jeg tilfældigvis overhørte nogen tale om det til afslutning i børneren i torsdags, at jeg ikke stod klar til aflevering med madpakke og kæmmet Yngstebarn i morges), hvor foråret endelig er stoppet med at spille kostbar, men jeg skal gøre det kort og udelukkende holde mig til pralerierne:

*Ældstebarnet har været til sit første fodboldstævne og scorede alle tre mål i en af hendes kampe. Stolt fodboldspiller. Pavestolt far, som heppede på grønsværen. Mega-stolt mor, der heppede via sms fra legepladsen, hvor jeg befandt mig med Yngstebarnet.

*Yngstebarnet gik 5 km sammen med mig forleden. Godt nok i etaper med legepladsbesøg (hvor han heller ikke just sad stille) og ispause indlagt som pauser, men 5 km! Det tror jeg nærmest aldrig er sket før, og jeg ved ikke, hvem der er mest stolt - ham selv eller undertegnede.

*Der er kommet elevplaner for ungerne i 1. klasse, og Ældstebarnets er så flot, at jeg nærmest rødmer. Selv om jeg ikke har noget at rødme over overhovedet - det er jo udelukkende skolebarnets fortjeneste. Men Mor Er Stolt Alligevel.

*Yngstebarnet har lært at læse (se, hvor nonchalant, jeg lige fik smidt dén ind. Selv om jeg har lyst til at råbe det ud over hustagene). Bare sådan. Han har interesseret sig for bogstaver længe (og har i en rum tid bekendtgjort, når han skal ud og lave "L, O, R, T" (tak for dét!), men fra 'bare' at være interesseret og kunne genkende vores navne på skrift og 'ko' og 'nej' og 'tak' og videre i dén dur, har han simpelthen knækket læsekoden. Og kan nu læse for os i Søren og Mette. Det er simpelthen så kært, og både HDD og jeg er ved at revne af stolthed. Jeg er ikke sikker på, at han helt selv har forstået, hvor stor en verden, der er ved at åbne sig for ham, men han synes, det er sjovt - vist mest fordi han kan se, hvor meget på r*ven, HDD og jeg er over det.

Og det var vist også dét for denne weekend. Hvis man altså ser bort fra alle de små ting, der gør en stolt på daglig basis, som når ens unger deles om popcornene i stedet for at slå hinanden ihjel, når de ligger sammen på madrassen og enes om fjernbetjeningen, og når de giver en et kram 'bare fordi'. Men for, at det hele ikke bliver for pladdersødt, kan jeg, som modvægt til al stoltheden, berette, at vi i dag har spist is og popcorn til frokost (det var det, eller churros - Fælledparken 1. maj, I ved), og at ungerne allerede nu, først på eftermiddagen, har fået al for meget skærmtid. Bare så ingen tror, at vi går rundt og bliver helt über-mensch-agtige her på Østerbro. Balance i tingene, I ved ...

mandag den 11. februar 2013

Morpral

Jeg bliver dagligt stolt af reptilerne. Fordi de gør et eller andet, der bare er så fantastisk - og jeg er naturligvis helt objektiv - at moderhjertet vokser til uanede størrelser.

Og når så overpædagogen i Den Nye Institution lige syntes, hun ville sige til mig i morges, at hun "synes, det er så skide fedt, at Øglen ikke er så meget en tøs" (tilsæt selv udlandsk klingende accent og lad af samme grund være med at tillægge ederne helt så meget betydning, som jeg måske ville gøre, hvis jeg bare havde læst det), fordi hun bare er helt sin egen, så kan jeg ikke lade være med at blive lidt mere stolt.


Pædagogen nævnte det i forlængelse af, at Øglen og jeg fortalte hende, at Øglen gerne vil have pigerne fra stuen hjem, når hun har fødselsdag, og at hun rigtig gerne vil holde en pirat-fest. Ikke en prinsesse-fest eller noget andet lyserødt, men en piratfest, simpelthen. (Hvilket undertegnede personligt synes er topfedt, og jeg er allerede gået lidt amok i piratting til dagen. Muligvis også lidt for meget amok, men det kan I jo selv vurdere, når dagen oprinder, og jeg helt 100 tager en masse billeder). I samme moment kunne pædagogen fortælle om en Øgle, der i fredags til fastelavn (hvor hun i øvrigt var Pippi - som den eneste) ikke kunne være mere ligeglad med de 15 (!) prinsesser og deres slåskamp om at få de lyserøde fastelavnsboller, men i stedet bare gerne ville have en blå. Og at det undrede - og glædede - pædagogen, at "hun hviler så meget i sig selv og sine egne beslutninger".

*Svulme svulme*

Det kan godt være, at det kommer, det der med, at hun begynder at tvivle på sine egne beslutninger, og at hun bare allerhelst vil ligne de andre. Det gør det sikkert. Men jeg er glad på hendes vegne for, at det ikke er kommet endnu. For det er benhårdt hele tiden at skulle leve op til den udefinérbare størrelse, der er "de andre". Jeg var ikke specielt selvsikker som barn, men er heldigvis kommet nogenlunde efter det som voksen. Og det er ikke sådan, at jeg er traumatiseret eller noget, men jeg kunne bare godt tænke mig, at Øglen går igennem barndommen med en større tiltro til sig selv, end jeg gjorde.

Og vi ved det jo godt, det der med, at hun er mere eller mindre ligeglad med, hvad alle andre gør. Men det er rart at høre, at hendes børnehave-persona tilsyneladende er ganske lig den, vi ser herhjemme.

I øvrigt er hende Øglen vist også ved at få sig en "ny N" nede i børneren. Her i Forstaden hedder han så bare T, og vi hører utrolig meget om ham. Og efterhånden dukker der flere og flere navne op, når vi spørger, hvem/hvad hun har leget med, eller når vi ved puttetid taler om "Øglens Dag". Hun trives. Det er jeg sikker på. Og det gør Varanen også, men både HDD og jeg synes altså, at der er nogle ting, der ikke fungerer i vuggestuedelen. For nu at sige det diplomatisk. Nu har vi endda set det an i 1,5 måned, men det ser ikke ud til at blive bedre. Tværtimod. Så nu er der lige nogle snakke, der skal tages, og så må vi se, om det mon giver stof nok til et separat indlæg på et tidspunkt ...

Nå. Det var et sidespring. Og det er det også at fortælle, at jeg fik post i dag. Fordi jeg vandt lækker lækker give away hos Camsen for nylig. Virkelig lækkert ur, siger jeg bare. Det bliver fantastisk på væggen, når den engang er blevet spartlet. Og fået lovlig el. I omvendt rækkefølge.


Og nu. House of Cards. Er I ikke hoppet på den allerede, kan det kun gå for langsomt. Go. See. Now!

torsdag den 7. februar 2013

Den syngende Varan

Er det ikke ved at være rimelig længe siden, vi har fået en status på ham den lille lækkerhaps Varan? Jo, det tror jeg nok, det er. Så den kommer her.

  • Han er MEGAsød. Som i av-mit-hjerte-sød. Og bliver faktisk kun sødere og sødere. Det vidste vi jo godt, men det er meget rart lige at gentage det. Igen. Og igen. Og så lige igen.
  • Han har 12 tænder. Hvilket åbenbart er meget for hans alder, sagde tandlægen, som vi havde en aftale med i fredags. Hvilket gik fint, ud over lidt bebrejdende gråd fra Varanen, da tandlægen tog hans sut. Han blev dog god igen, da han fik en meget fin bold i bite-size. Som han nu overhovedet ikke vil af med, så jeg render rundt efter ham, hver gang han leger med den, af frygt for, at han æder den.
  • Og apropos æder, så spiser han stadig godt, ham Varanen. Vuggestuen melder også om god appetit derovre, så jeg er ret sikker på, at han får, hvad han skal bruge. Men den lille borgmestermave kommer jo heller ikke af sig selv, vel?
  • Han går stadig ikke. Eller, jo - han går 10-12 skridt engang i mellem og synes tilsyneladende, at det er en fest (måske fordi vi hujer og klapper som tåber, hver gang det sker), men mere end det gider han ikke. Dovenfrans. For han kan jo godt - det er det vist bare nemmere at kravle. Jeg er åbenbart bare doomed til at få børn, der går sent. Denne gang er jeg dog sluppet for henvisninger til fysioterapeuter på den baggrund. Tak for det. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det vil gøre det liiiidt nemmere at have ham med ud i det neverending snevejr, når han kan stavre rundt, Walking Dead-style, i stedet for at flippe over, at det er koldt og vådt at sidde på sneen i sin flyverdragt.
  • Han siger ikke så meget. Som vi kan forstå, altså. Han taler uafbrudt, men det er en dialekt af kantonesisk, tror jeg, for vi fatter ikke et klap. Ud over altså "MIAAAAARRR!" (mere), "A deeeeeet?" (hvad er det?) og "BAHR!" (mor eller far, alt efter, hvem der lige er der). Koen siger "Buuuuh", og hunden siger - nogle gange - "wauw-wauw". Men derudover ... kantonesisk, I tell you. (Med mindre det bare er mig, der ikke lige kan forstå, hvad "Buh-daahr, buhdahr, budaaaaaahr!", "Mi-narm, minarm, mi-prrrrrrrrr" og andet i dén dur betyder).
  • Yndlingsbeskæftigelserne lige nu er at puste på ting; Alt fra stearinlys til kaffe (og i en snæver vending: lyskæden) kan bruges. Og så at synge. Han ELSKER at synge på kantonesisk, og det er efterhånden muligt at identificere melodier som "Hjulene på bussen" og "Et barn er født i Betlehem". Jeg takker en syngeglad Øgle og vores to æsker fra Shufflebook for at være med til at videreudvikle den interesse.
  • Det er sikkert dumt at skrive, fordi lorteNemesis overvåger Blogland som en høg, men Varanen sover ret godt for tiden. Vi hører stort set ikke fra ham fra 19-06.30, så det er jo den rene luksus. (At Øglen så er begyndt at være lidt en natteravn i den forstand, at hun kommer dappende ind i vores seng hver nat, det er så en anden sag. Og kan muligvis have noget at gøre med, at hendes værelse faktisk er pænt koldt pga. temmelig skævt og utæt vindue).
  • Pusle-seancen er begyndt at gå godt igen og har faktisk gjort det en måneds tid eller to. Ved ikke, om jeg nogensinde fik skrevet om, at det ikke gik godt, men vi har haft vores kampe (for nu at sige det pænt) på puslebordet, mig og Varanen. IKKE, om han ville skiftes af mig i en lang lang periode. Skrig, skrål, drejen sig totalt af led og væren ved at dratte ned mere end en enkelt gang. Pænt frustrerende, for jeg synes jo, at pusleriet er (kan være!) så hyggeligt. Og har egentlig altid betragtet det som lidt et 'helle', hvor jeg har haft 100 % opmærksomhed på ham. Noget, der ellers kan være svært at finde tid til i en hverdag, hvor der er tryk på med to smållinger. Men nu - nu kører det. Og det er smadderhyggeligt.
  • Ang. mål og vægt på Varanen, så må jeg blive svar skyldig. 12,5-13 kg skyder jeg på. Og nogle-og-80-cm. Har netop smidt en (ny) trøje, str. 86 i bunken af børnetøj, jeg skal have sat til salg, når jeg gider får tid, så han vokser støt og roligt. (Måske jeg bare har voldvasket trøjen, for flere af hans trøjer, som han passer fint, er altså 'kun' str. 80. Men måske han bare er blevet kæmpe. Under alle omstændigheder skal jeg vist til at kigge efter tøj i str. 92 nu).
  • Han er blevet pænt hooked på konceptet iPad. Ikke, at han har for fem øre tålmodighed, når det kommer til film, spil eller andet, selv om interessen trods alt kan holdes en anelse ved Lift-Out Puzzle og så ved Teletubbies på Youtube. Men iPad'en i sig selv er et hit. Noget, man kan trykke på, dimse med og - ikke mindst - kaste med.
  • Yndlingslegetøjet er pt. en garage fra Fischer Price, biler og bolde. Og så førnævnte Shufflebook-sangkort. De kan spredes over et ret stort areal, der kan puttes ting ned i de tomme æsker, man kan glide rundt med kortene på de glatte gulve, osv. Plus naturligvis storesøster. De leger enormt godt sammen og side om side, og noget af det skønneste er, når jeg hører dem skraldgrine inde på et af værelserne. Og så er det bare om at nyde det, før en af dem bliver megasur over et eller andet, så der lyder et hyl fra en anden verden
Og så videre, og så videre. Essensen er, at Varanen er skøn. Hvis nu I skulle være i tvivl. Og her skulle så være et lige så skønt billede af ham, men jeg har af uransagelige årsager ikke fået taget nogle billeder af ungerne de sidste par dage. Måske fordi jeg har haft for travlt med at fotografere juice fra min nye, gamle saftpresser?

God torsdag til jer.

torsdag den 10. januar 2013

Den der indkøring

Det er ikke fordi, jeg tror, at andre bekymrer sig voldsomt om, hvordan det nu engang går med synkron-indkøringen af reptilerne i Den Nye Institution, men hvis der nu skulle sidde en enkelt tosse og være interesseret, vil jeg da ikke snyde nogen. Særligt ikke fordi det er et emne, der fylder enooooormt meget herhjemme (hence den noget magelfulde blogging på det seneste).

Nå. Men den korte version er, at det går godt. Rigtig godt. Over al forventning, faktisk. (Har jeg jinxet noget nu?)

Den lidt længere version kommer nedenfor, så hvis du bare var så’n lidt høfligt interesseret, kan du hoppe af her.

Reptilerne har været i Den Nye Institution i lidt over en uge nu. På den tid er Øglen blevet så godt som færdigindkørt, selv om hun stadig har korteagtige dage (9-14.45), og Varanen er så småt ved at skulle vænne sig til at sove ovre i vuggeren. I et monsterhyggeligt krybberum, hvor der i øvrigt ikke er krybber, men barnevogne, og hvert barn får så hver deres vogn, som de har, lige indtil de ikke skal sove lur mere. Så man kan ’indrette’ den, som man vil med hjemlige dyner, bamser, mv., men til at begynde med prøver vi nu lige og se, om ikke Den Nye Institutions ting funker godt nok.

I denne uge er hverdagen jo for alvor begyndt med pendlende HDD, der tager af sted 06.55, og mig, der sørger for at få ungerne op, fodret af og i tøjet (og gæt, hvor jeg selv og mit eget udseende havner på dén prioriteringsliste. Temmelig langt nede, kan jeg godt afsløre). Det er muligvis derfor, at klokken bliver 9, før jeg får afleveret, men øvelse gør mester og alt det der, ikke?!

Varanen giver den som kloge-Åge med moars pyntebriller

Indtil videre går det fint (jeg jinxer bare derudaf i dag, hva?!), men det kan hænge sammen med, at Mårmor har været på besøg og givet et nap med fra søndag til onsdag. Reptilerne syntes, det var et hit at finde Mårmor inde i stuen om morgenen, og de var også svært tilfredse med, at hun var der om eftermiddagen, når de kom hjem. Og ud over, at det naturligvis altid er hyggeligt at have besøg af Mårmor, var jeg også svært tilfreds med, at hun kunne kigge efter Varanen (som skulle hentes 11.45 som det seneste i ugens første halvdel), når jeg hentede Øglen 14.45. På den måde slap han for at blive fragtet unødigt frem og tilbage, og der var den fornødne ro omkring afhentningen af Øglen.

Der har endnu ikke været nogen videre reaktion fra reptilerne derhjemme (jinx!) ud over, at Øglens nattesøvn måske er blevet lidt dårligere (vågner op omkring kl. 23 og er totalt i hopla – og falder kun ned, hvis hun kommer med ind i smørhullet), og Varanen har lidt sværere ved at falde i søvn om aftenen. Men det kan også have noget at gøre med den MFR-vaccine, han fik første del af i mandags, tænker jeg.

Ovre i Den Nye Institution oplever vuggestuepædagogerne, at Varanen er begyndt at kontakte dem, frem for den anden vej rundt, og han er efter sigende også god til at kontakte de andre børn med henblik på leg. Han stritter ikke imod, når vi kommer over i vuggestuen – synes vist stadig, at det er en lidt pudsig konstellation, at det både er Øglen og jeg, der afleverer ham – men han er stadig ikke meget for selve afleveringssituationen og græder hjerteskærende, når jeg stikker ham i armene på de søde pædagoger. Og så ser han så forurettet og bebrejdende ud, at jeg føler mig som den værste mor i verden. Heldigvis kan jeg høre, at gråden stilner af i det sekund, jeg er ude af syne, og de pædagoger, jeg har opsnappet på fællesarealerne (en af de helt store fordele ved en integreret insti) fortæller, at ’han har det fint, han sidder og leger/spiser/griner/andet’.

Øglen i haven

Øglens aflevering tager lidt længere tid end Varanens, for hun vil forståeligt nok stadig gerne lige have, at jeg bliver og hjælper hende med at lægge et puslespil (’hjælpen’ består her i at tage puslespillet ned fra den høje hylde, se på, at hun lægger det og så rydde det op bagefter). Og så skal der lige lidt overtalelse og meget let stemmeføring til at lokke hende over til vinkevinduet sammen med en voksen. Men hun græder ikke, når jeg tager af sted, og hun virker til at acceptere tingenes tilstand uden at være ’slagen’ og/eller passiv af den grund. Jeg tror også, det hjælper lidt på det, at hun er blevet ’opgraderet’ til at være med i mange af Mellemgruppens aktiviteter, selv om hun ikke er fyldt 4 år endnu. På den måde føler hun sig lidt sej, og som pædagogerne siger, så kan hun så mange ting – også sprogligt – som gør, at hun kan være med de lidt større børn uden at halte bagefter. Jeg synes, at det er godt set af pædagogerne, at de tager hende med i gruppens aktiviteter allerede nu for at inkludere hende - ikke mindst fordi hun fylder 4 om halvanden måned og så ville rykke op alligevel.

Øglen er allerede begyndt at lege med et par af pigerne – nogle af de lidt mindre piger, for så kan hun jo få lov at bestemme, er HDD's og min teori :-) Men jeg er glad for at se, at hun har mod på at dyrke de sociale relationer, og det virker som om, hun er glad og tryg ved både stedet og de voksne. Hun galopperer i hvert fald i forvejen, når vi nærmer os institutionen, og hun nævner udelukkende den gamle børnehave, når hun refererer til noget, der er ligesådan eller forskelligt fra Den Nye Institution. Og kun i nøgterne vendinger. Forleden kom jeg til at spørge hende, om hun savnede den gamle børnehave (fy! Ikke lade eget savn gå ud over Øglen!), og så kiggede hun på mig med store øjne og sagde ”Mja!” for derefter at knække sammen af grine og råbe ”JAJAAAAA PRUT!”, så jeg er ret sikker på, at hun ikke martres af savn. Om en uge har vi en playdate med bedstevennen N, og så må vi se, om der kommer en reaktion på dét. Jeg tror det ikke (der var den igen: Jinx!)

Men uanset, hvor meget jeg ævler, forbliver konklusionen den samme – reptilerne virker glade for deres nye stuer, og både jeg og HDD har fået ro i maven omkring det valg, vi har truffet. Ja, det bliver presset økonomisk (enter: megasurt brev fra bank om et totalt midlertidigt overtræk på en af mine konti) en periode, men vi klarer den. Og en lidt strammere livrem er bestemt tålelig, hvis det samtidig betyder glade reptiler.

Så over ’n out herfra. Jeg glæder mig til at komme tilbage i Blogland med lidt højere frekvens. Nu er reptilerne jo også snart færdigindkørt, og så bliver der mere tid til arbejde blogging …

søndag den 9. december 2012

Endnu en dejlig decemberweekend

Der er nogen, der har taget min lille pige. Og erstattet hende med en selvsikker stor en af slagsen, der iklædt det yndigste englekostume skred op ad kirkegulvet i går formiddag med højtidelig mine storsyngende en afart af Et barn er født i Bethlehem. Det var børnerens årlige krybbespil, det var Mellemgruppen, der skulle optræde, og min lille Øgle kommende Drage skulle (naturligvis ... ?!) være engel.

Nåååhhhr, hvor var hun sød, altså. Og glad for at være med, selv om hun stadig insisterer på, at de bare øvede. Man skal ikke prøve på at sige, at de jo rent faktisk optrådte, for så bliver der ballade. Øglen bliver nemlig MEGET GENERT (efter eget udsagn), når det kommer til regulær optræden, så til at begynde med ville hun overhovedet ikke være med til krybbespillet. Kun fordi vi sagde til hende, at de jo bare skulle øve i går (liar, liar, pants on fire), og at alle forældrene fra børnehaven så tilfældigvis lige skulle komme forbi og kigge, gik hun med til det. Og syntes, at det var en fest. Ikke mindst på grund af de flotte englevinger og 'sølvkrans' til håret, som fulgte med kostumet.

Er hun ikke sød? Skal i øvrigt nok fjerne billedet, hvis nogle af de andre søde krybbespiltypers forældre gerne vil have poderne fjernet fra internettet

Efter endt krybbespil var der dans om juletræ og gaveuddeling af selveste julemanden. Og pebernødder i en lind strøm. Rent kaos, men enormt hyggeligt - lige indtil klokken nærmede sig middagslur, og Varanen ikke længere orkede 60 børnehavebørn + familier (can't blame him). Så er der pludselig langt til Den Nye By.

Lørdag aften stod på gode venner til middag, langtidsbraiseret oksebov, masser af rødvin og Bezzerwisser. Reptilerne opførte sig eksemplarisk og sov hele aftenen. Bortset fra da Øglen vågnede omkring 01.30, gik i julesokken og kom galopperende ind i stuen med gevinsten. Helt træt og missende med øjnene, og alligevel strålende af glæde over, at nissen allerede havde været der. Og naturligvis sødere end nogensinde, syntes moar. (Så fik jeg også en undskyldning for at gå i seng. Gamle Mor kan jo ikke holde til at være vågen så længe, mand!)

I morges kunne vi konstatere, at der var noget med noget snestorm, der vanskeliggjorde vores planer om at tage i jule-Tivoli. Rådførte os med vores venner i Kbh, som vi skulle følges med, og de rapporterede, at det (også) sneede og blæste heftigt derinde. Så vi blev enige om at aflyse, hvilket Øglen syntes var en seriøst dårlig idé. Det hjalp dog lidt på det, at vi kunne lokke med besøg fra vennerne (med jævnaldrende børn) i Forstaden i stedet. "Det er jo meget hyggeligere, at de kommer herud, ikke Øgle?! Vi gider jo ikke gå rundt inde i Tivoli og blive totalt sneet og blæst på, vel? Så kan dig og R lege herhjemme i stedet". Så gæt lige, hvem der blev skuffet, da det senere viste sig, at vennerne blev nødt til at opgive turen herud på grund af sneen.

Utæt tagrende much? Men pænt ser det ud

Øglen og den lavstammede snemand

Menmen. Så byggede vi en snemand i stedet. Kørte på kælk i haven. Og trak ét stk. skuffet Øgle på kælk (og en betuttet Varan i klapvogn - snekæder, anyone?) gennem snemasserne i Den Nye By til et center med lille nisselandskab og en café med is og varm kakao. Og et Ønsketræ, hvor vi købte gaver fra hvert af reptilerne til to smållinger. Øglen gik højt op i at være med til at vælge de helt rigtige ting fra en legetøjsbutik til de to gavemodtagere, og vi fik en god snak om, hvorfor det nu lige var, at vi skulle købe gaver, som ikke var til Øglen eller Varanen, og hvorfor de skulle afleveres til en dame i centeret. Så trods Tivoli- og venindeskuffelser endte det jo med at blive en rigtig rigtig hyggelig søndag alligevel.

HDD og Øglen på vej hjem fra center-kakao 

Jeg er ret vild med alt det her sne, altså. Jaja, det er koldt, men det er jo bare så pænt. Og hyggeligt. Så det skal jeg lige minde mig selv om i morgen tidlig, hvor vi skal forsøge at kæmpe os gennem snedriverne ind til Kbh med to stk. reptiler, der hellere vil være alle mulige andre steder, i bilen. Men efter dejlig weekend kan man jeg klare det meste. Håber jeg. Og ellers satser vi på, at vores nisse, der netop har holdt flyttedag fra brevsprækken til garderoben, kan give lidt ekstra styrke ...

Her, ved siden af støvler og tasker i garderoben, er vores nisse flyttet ind. Tak til Louise for inspiration til, hvor dælen man køber sådan noget julesmåtteri og til Ann-Christine for nissedørs-inspiration generelt

fredag den 22. juli 2011

Mmmm... ftalater smager godt!

Øglens sprog udvikler sig med lynets hast herhjemme. Synes, der kommer nye ord til dagligt, og på det seneste er hun også begyndt at sætte sætninger sammen. Ikke voldsomt lange og komplicerede konstruktioner, men ikke desto mindre nogenlunde forståelige sætninger. Det er ret hyggeligt - som nu til aften, hvor HDD kom hjem med pizza-mad (jep - vi er sådan nogle mennesker, der til trods for min sprogfascisme fornedrer sproget og siger 'pizza-mad', 'zebra-hest' og 'futtog'), og Øglen lykkeligt begyndte at flå i pizzaæsken og udbrød "Uhhh, hvor lækkert, far!" (hvorefter hun hoppede ned fra sin stol, tog en lille kuffert fra Søstrene Grenes og gjaldede "hejhejjjj - går lige på arbejd". Gad vide, hvor hun har hørt dét...)

Nogle gange går det bedre med udtalen end andre. 'Hækbrø' skal man nok være rimelig nært beslægtet med Øglen for at vide, at det betyder knækbrød. Ligesom man måske skal tænke en ekstra gang over, hvad hun mon kan mene med 'mindvølle'. Og den dag hun kom rendende og råbte 'TAMMENAM' i en lind strøm, var jeg ret taknemmelig over, at hun havde en træ-champignon i hånden, for ellers kunne jeg sidde og gætte på endnu, hvad hun mon mente.

Mary Poppins i klapvogn

Og så er der de ord, hvor det bare er et enkelt bogstav eller tre, der glipper. Som hendes nye bedste ven 'paraflyen'. Og ftalaterne*. Der tilsyneladende smager rigtig godt...


video
Mmmm... ftalater smager godt! (Se venligst bort fra gulvspand og moppe, der blev brugt på i al hast at vaske sporene fra eksploderet Cola-dåse op i går. Lige inden jeg skulle på arbejde. Puuurfect timing... (!) )

*Hvis nogen skulle være i tvivl, kan 'ftalater' oversættes så'n rimelig direkte til 'salat'

lørdag den 7. maj 2011

For tyk til at gynge

Så skete det. I dag er dagen, hvor Øglen turde at blive sat op i babygyngen (I ved - den slags man ikke kan falde ud af) på vores lokale legeplads. Uden at vride sig og lyde som om, hun bliver udsat for mishandling af værste skuffe. Hun gik endda med til at blive skubbet en lille smule, og sør'me om der ikke også var et enkelt smil at spore.

Nogen (arj, ok - alle!) vil sikkert tænke, at der ikke er det store at juble over, nu hvor Øglen er to år og en sjat. Langt størstedelen af alle børn er jo vilde med at gynge fra en meget tidlig alder, så big deal. Men det er en ret big deal hjemme hos os. Dels fordi Øglen er den vildeste Forsigtigfrans (især på legepladsen), dels fordi hun altid - A.L.T.I.D. har været skrækslagen for at gynge.

Dengang hun var spæd, var jeg konstant bange for at understimulere hende / ikke lege nok med hende, så jeg tyede til en eller anden "Leg med dit barn"-bog, der - udover at have et væld af billeder af sekt-agtige voksne klædt udelukkende i hvidt, i fuld gang med leg med smållinger, også indeholdt masser af idéer (nogle af dem bedre end andre) til at lege med sin baby.

Det var denne her bog. Og det er ikke helt retvisende, at den er så farverig på omslaget, for som sagt emmer det af kridhvidt tøj indeni bogen. Billede lånt herovre

En af idéerne gik på, at man lagde baby i et tæppe / lagen / lignende, tog fat i hver sin ende af stoffet og svingede baby blidt, hængekøje-style. Det skulle efter sigende stimulere balance / motorik / andet, man kan få brug for senere hen i livet, så det skulle vi da naturligvis prøve.

Ikke nogen succes.

Øglen skreg som en stukket gris, og til trods for min stædighed (hun skulle jo nok bare vænne sig til det, så vi prøvede gentagne gange), blev hun ved med at skrige, når hun blev gynget på den måde. Måske var det fordi, vi ikke var klædt udelukkende i hvidt, da vi prøvede det. Eller fordi vi ikke er med i en sekt. Jeg ved det ikke. Men når man tænker på, hvilket postyr hun også lavede, når hun blev proppet i en slynge (som hurtigt blev leveret tilbage til den glade udlåner), og når Sunderen kom for at veje hende i en stofble, så var der jo nok lige nogle balance-issues, der skulle udfordres.

Det blev de så til noget babyrytmik, vi gik til. Hvor "svinge i stof"-legen blev brugt flittigt. Mens de nybagte mødre sang "Sov sødt barnlille" og "Jeg sidder i min gynge", og alle babyer lå i sin stof-puppe og plirrede lykkeligt op i loftet på smuk Østerbro-kirke. Alle andre babyer end Øglen, altså. Som altid græd så heftigt, at legen måtte stoppe før tid. Og mig, der - efter et par gange (jeg er åbenbart ikke så hurtig) - sagde, at Øglen og jeg nok blev nødt til at springe lige netop dén del af rytmikken over. Vores lærer var dog temmelig ihærdig. Hun skulle nok få Øglen til at holde af svingeriet, men til sidst måtte selv hun give op og konstatere, at Øglen nok "bare ikke var sådan en, der brød sig om at gynge".



Apropos ingenting, så er græsset i vindueskarmen blevet til det rene vildnis, hvor man kan møde faldne heste, hvis man er heldig

Og nu er Øglen så over to. Og vi har vænnet os til, at hun haderhaderHADER at gynge. Har naturligvis prøvet at give hende interesse for gyngeriet i ny og næ (gynge med mig, gynge med far, gynge på gyngehest, gynge på ben, gynge på et eller andet). Uden nogen form for succes overhovedet. Og så vigtigt er det da heller ikke, at hun ikke vil gynge, men når andre hører det, kigger de som regel på Øglen, som om, hun lige er drattet ned fra det ydre rum. "Men… men… ALLE børn kan da lide at gynge", siger de. Eller noget i den stil.

Igen - det har ikke været en mærkesag for os at få Øglen til at gynge, men indrømmet; jeg har da kastet misundelige blikke på de Meget. Engagerede. Forældre, der har gynget deres afkom, der - som belønning - har hvinet af fryd. Mens jeg har forsøgt at lyde über-entusiastisk, når Øglen igen-igen bygger sandslotte i sandkassen (tips til variationer over temaet "det er vel nok et flot sandslot, skat" modtages gerne).

Øglen elsker at være på legepladsen, men når man er en Forsigtigfrans, der hverken tør gynge, rutsche (dét er hun så kommet over, thank g**), bruge sansegyngen, hoppe på mini-trampolinen eller bruge vippedyrene, så er det sq lidt op ad bakke, når man ovenikøbet er sådan en slags mor, der ikke jerner rundt for at sætte gang i legen og i farten lige inddrage en ekstra øgle eller 17.

Jeg tusser lidt rundt, smiler til de mødre, der ser mindst intimiderende ud, og snakker med Øglen. Og Øglen tusser lidt rundt, graver i sandet, rutscher lidt og kigger ellers på de "store, vilde børns" leg. Generelt fungerer det ret godt, synes jeg. Men det er bare som om, vi er mere eller mindre de eneste, der har den arbejdsfordeling på legeren. Alle mødre, jeg ser (for med fædrene forholder det sig ofte ganske anderledes - måske jeg i virkeligheden ville egne mig bedre til at være far?!), kaster sig rundt og leger, rutscher, gynger og gør ved med deres børn. Bygger sandslotte, der kunne deltage i konkurrencer (arhh, ok. Overdrivelse fremmer forståelsen, ved I nok), og er generelt bare enormt engagerede. Og de er gerne i flok. Eventuelt med økologiske madpakker, der ligner noget, der burde have en Michelinstjerne eller to. Vi er heldige, hvis vi har husket vådservietterne og noget, der tilnærmelsesvis er til at spise.


Øglen og HDD (som har et ansigt i virkeligheden) på en gynge, der åbenbart er lidt mere gavmild med pladsen til hofterne

Nå. Det blev en lang historie. Humlen var jo i virkeligheden bare, at Øglen har debuteret på gyngerne i dag. Siden påske har hun gynget (frivilligt, vil jeg gerne lige understrege) på skødet af HDD eller jeg, men i dag var så dagen, hvor hun gyngede alene. Mere af nød end af lyst, er jeg bange for, men sådan går det, når legepladsens gynger ikke er lavet til gravide hofter. Vil faktisk vove den påstand, at de er lavet til barnenumser (hvilket jo egentlig er rimeligt nok på en legeplads, men alligevel…)*. Prøvede at kile mig ned mellem jernkæderne, men hårdt metal, der borer sig mod utrænet flæsk er en ulige kamp. Av. Og selv om HDD heller ikke kunne være der, syntes han af en eller anden grund, at det er rimeligt nok at mobbe mig med graviditetskiloene. Og var endda så frisk lige at foreslå, at vi (vi?!?!?) laver et program, der hedder "For tyk til at gynge". Det lå bare lissom i luften, at hovedpersonen skulle være mig og ikke ham, så jeg takkede pænt nej.

Og sådan kan man så bruge en lørdag formiddag. På at få hamret selvtillidsbarometret i bund, men moderstoltheden over modig Forsigtigfrans helt i top. Og når solen skinner, Øglen klarer første dag i Projekt En Sut Er Kun Til At Sove Med til topkarakter, så er det da slet ikke så ringe endda.

*Og hvis nogen af jer, som af og til frekventerer legepladsen på Silkeborggade absolut INGEN problemer har med at være på gyngen, og mener, at det bare er mig, der er tyk, så behøver I ikke at dele det...

lørdag den 1. januar 2011

Vudde og Båss

Det er gået giga-hurtigt med Øglens sprog de sidste par måneder. Det er som om, hun har milliondoblet (ahhhhr, ok så) hendes ordforråd, siden vi var på Bornholm, og jeg undres dagligt over, hvem det er, der har nappet min lille baby og efterladt en lille pige i stedet.
Ord som "kaffe", "juhuuuu" (ytret på puslebordet i morges, da jeg fortalte hende, at HDD var ude i køkkenet?!), "male", "trøje" m.fl. er blot få af de ord, der er kommet til bare i dag, og der dukker flere op for hver dag. I dag har vi fået introduceret et par ord fra Disney Pixar (på tide, at vi fik noget kommercielt merchandise på ord-listen), så hvad kan man ønske sig mere?! Et par sammenstykkede sætninger, måske?! Lige nu kører hun hårdt på med enkeltstående ord, telegrafist-style, men det kan jo være, at telegrafist-tjansen står overfor et comeback. Man kan aldrig vide...

En af Øglens julegaver var et Duplotog med et par Toy Story-figurer. (Ikke, at jeg erindrer, at der er et tog i en ørken med kaktusser i nogle af Toy Story-filmene, men lad nu det ligge). Det er hun riiiiimelig vild med. Kører af sted med togvognene, mens hun siger "fut fut fut" og slæber de der Woody, Buzz Lightyear og Jessie (!?), der fulgte med, rundt i hele lejligheden, når hun ikke lige putter dem under de elskede putteklude.

Den formastelige Vuddi, lige ved siden af sin æske (og sin kaktus). Båss er blevet væk igen i skrivende stund. 
Ved ikke, hvordan hun bærer sig ad med at smide så meget væk så tit, hende Øglen.

I dag var Woody og Buzz blevet væk (oh gru), og jeg var hele lejligheden igennem for at finde dem. Vi skulle nemlig på besøg hos Øglens (tr)Oldemor, og toget inkl. indhold garanterer Øglefred i en kop kaffes tid eller to. Spurgte Øglen (optimistisk), om hun mon vidste, hvor de var blevet af, hvortil hun gik hen til Duplo-kassen, pegede på Woody og Buzz og sagde "Havarti". (Det betyder så "der var de" herhjemme, bare lige så'n for the record). Det kunne hun selvfølgelig have ret i, men jeg manglede jo fi-gu-rer-ne, eggå, så jeg ledte videre, og før jeg så mig om, drønede Øglen rundt i hele hytten og råbte "Vuddeeee?" og "Båssss?" ind i skabe, skuffer og værelser. Det synes jeg egentlig var ret sødt, men det hjalp desværre ikke, så vi blev nødt til at tage af sted uden figurerne. Besøget gik heldigvis glimrende alligevel - måske fordi jeg havde et par figenstænger med til at bestikke damen med, og fordi Oldemor placerede en lille skål pebernødder på niveau med Øglens næse. Hapshapshaps, og så var der ro en stund. Hvis man altså betragter gumle- og knaselyde som ro.

I øvrigt er jeg stadig forkølet, men hovedet føles ikke længere, som om det er på størrelse med sækkestol (bare, hvis nu du sidder derude og er bekymret...). Så med brandhyggelig familie-nytårsaften i går, kransekage til morgenmad og fantastisk vejr hele dagen, så tegner 2011 egentlig meget godt. Tænker dog, at ejerne af de to - 2! - biler nede på gaden, der har fået smadret hhv. forrude og tag pga. faldende istapper, ikke er heeeelt så begejstrede for solskinnet og tø-vejret, som jeg er... 

Håber, I alle kom godt og sikkert ind i det nye år, og at tømmermændende ikke er alt for slemme. Her er de ikke-eksisterende *pudser lige glorien*, men derfor har grillkylling med fritter og remoulade jo aldrig gjort nogen noget, vel?!

fredag den 17. december 2010

Stolthed og fordom

Vi var jo til samtale i vuggeren i går. Sådan en, vi selv havde bedt om. Fordi Øglen efterhånden har gået i vuggeren et år (et ÅR?!?). Og trods alt tilbringer pænt meget af sin tid dernede. På det seneste er hun begyndt at ligge op remse alle pædagogernes navne op, når hun bliver lagt i seng om aftenen, ligesom hun bliver mere end almindelig lykkelig, når vi fatter, hvad det er for en sang, hun gerne vil have os til at synge (indtil videre er det kun lykkedes os at identificere "Hjulene på bussen", fordi hun sidder og hjuler rundt med armene og siger "rong-rong-rong").

 Fascineret af tv'et

Så vi tænkte, at det måske kunne være lidt fedt at vide, hvad de synger nede i vuggeren. Hvad de laver sådan mere overordnet. Og hvordan hun egentlig sådan går og har det, i de der 7-8 timer hun er dernede om dagen. For alt andet lige er det temmelig begrænset, hvor meget vi når at få at vide, når vi henter og bringer.

Er ikke sikker på, at de er helt vilde med sådan nogle samtaler i vuggeren. I hvert fald har de et temmelig lille tidsrum, man kan komme i (forudsat, at man har booket tid i forvejen) - nemlig torsdag ml. 12.30 og 13.30. Rimelig svært lige at finde tid til at nappe en halv dag fra arbejde (begge to), men det gik (måske også fordi vi bookede mødet for 5-6 uger siden).

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet. En form for eksamen, måske. Hvor jeg ville føle mig vendt og vurderet som forælder. Hvor jeg skulle sidde og have (endnu mere) dårlig samvittighed over, at HDD og jeg er sådan nogen, der har valgt at arbejde fuldtid og dermed parkere vores stakkels, forhutlede barn i en ond institution. Men sådan var det bare slet ikke. (Igen; det ville også være tarveligt at holde samtalen i Eventyrrummet, hvis de bare skulle sidde og være onde og sure).

For det første tror jeg, at de troede, at vi var kommet for at brokke os over et eller andet. Så de så helt perplekse (og en anelse lettede?) ud over, at vi 'bare' var kommet for at høre, hvordan (de synes), Øglen har det. Så de fortalte os om, hvordan dagen forløber. Om hvordan Øglen gebærder sig i forhold til mad, putning, de andre børn, leg, sang, musik, historiefortælling og leg udenfor. Hvordan hun agerer politimand over for dem, der bryder rytmen (Steiner-esque vugger, fyldt med rytme og rutine), hvordan hun 'påtaler' det for pædagogerne, hvis de synger en sang med færre/andre rekvisitter end sædvanligt. Hvordan hun elsker genkendeligheden i vuggestuens mønster.

De fortalte om en lille pige, der er meget selvstændig og ikke angler efter de voksnes opmærksomhed hele tiden. Men som i den grad siger fra, hvis tingene ikke bliver gjort, som hun gerne vil. Som har temperament, men som ikke er hysterisk. De fortalte også om en lille pige, der taler enormt meget, er enormt opmærksom på sine omgivelser, og som hader at gå glip af noget (og derfor heller ikke er så vild med at blive puttet derovre). Om en lille pige, der er helt fremme i bussen med store, strålende øjne, når der bliver fortalt eventyr. Og endelig om en lille pige, der er forud for sin tid i forhold til at mærke sine behov (vil ud og lege, vil være i fred, vil have opmærksomhed, etc.) De kunne generelt fortælle en masse ting og ikke så mange dårlige, så moderdyret kunne ikke sige sig fri fra at blive lidt stolt.

Rockstar-attitude

Hov. Og så kunne de selvfølgelig også berette om en lille pige, der er riiiiimelig vild med mad. Som næsten ikke kan sidde stille, når der bliver serveret. Heller ikke selv om overpædagogen noget optimistisk har fortalt hende om Herman Hesse og hans tese om, at hvis man vil blive til noget her i livet, så må man være tålmodig, faste og bede... Nice try. Øglen kommer sandsynligvis aldrig til at mestre nogen af delene...

Som sagt ved jeg ikke rigtig, hvad jeg havde forventet af samtalen. Men jeg gik derfra rigtig rigtig glad. Fordi det, pædagogerne fortalte, stemmer så fint overens med, hvordan Øglen også er derhjemme. Fordi de fortalte om hende med smil og varme i stemmerne. Fordi det bare virker som den helt rigtige vugger for Øglen. Og alle mine idéer - fordomme, om man vil - om, hvordan det måske ville forløbe, blev gjort til skamme. Det er der jo også en læring i, kan man sige. I bund og grund er det vel også lige meget, om jeg trives i vuggeren? Så længe Øglen gør...

mandag den 13. september 2010

Safri Solo

Hun er et naturtalent, hende Øglen. Jeg siger det bare. Hun skal nok blive til noget stort. Måske de der Uffe og Morten kunne bruge et medlem mere i gruppen? Safri Trio lyder da også ok, gør det ikke?!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...