Viser indlæg med etiketten morgen. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten morgen. Vis alle indlæg

onsdag den 27. marts 2013

Hej påskeferie

Så er påskeferien for alvor skudt i gang. Reptilerne har holdt ferie siden i fredags, og det har vi på sin vis også (Hr. Skæg i Forstaden, ZOO og masser af kage er jo også en slags ferieaktiviteter), men nu er vi taget hjemmefra, reptilerne og jeg - på 'rigtig' påskeferie. Vi landede i det vestsjællandske i går, hvor vi skal hænge ud nogle dage hos Mårmor og Mårfar. HDD kørte os herover, og da Varanen var blevet puttet, satte HDD kursen hjem mod Forstaden. Arbejdsfordelingen i denne påskeferie hedder, at jeg tager mig af reptilerne, og HDD tager sig af køkkenet. Eller manglen på samme.

Påskeudsigt 

Ejerskifteforsikringssagen er ved at være slut - der kommer en maler her til morgen og maler det nyopsatte køkkenloft - så nu er der efterhånden ikke flere undskyldninger for, at vores hjem ligner noget, der ville blive diskvalificeret til en episode af Ekstreme Samlere på grund af rod. Jeg har brugt de sidste par dage på at mørtle, spartle og slibe væggene i køkkenet (som desværre ikke havde noget med den ulovlige el at gøre - de var bare grimme), og selv om de er noget ... rustikke ... er de trods alt pænere, end da der var glaserede fliser med mønster og rødbrune fuger på dem.

Nå, men HDD skal bruge sine 'fridage' (fra kæreste og børn) på at samle de køkkenelementer, der mangler, samt få lagt bordplade på (sådan en er ret svær at undvære, har jeg erfaret). Derudover håber jeg, at han får kørt noget køkkenvask i stilling, for jeg er ved at blive en anelse bims af at skulle bruge den formningslokale-agtige vask, vi har i bryggerset. Som forøvrigt også ligner noget, der er løgn. Men vi får se, hvor meget han når.

Imens hygger jeg mig i påskemartyriet og har lagt hårdt ud med en kop kaffe, der er så sort, at tjære burde skamme sig. Det trænger man til, når man bliver vækket kl. 02 af mistænkeligt lugtende Varan, der drypper på en, når man tager ham op. Fordi han har oversk*dt sig selv, sin natdragt, sin madras og sin ene dyne. Dejligt (!) Og det så tager omkring to timer at få ham til at falde i søvn igen, fordi al den skyllens af og skiften ble har gjort ham driv-vågen (som Øglen ville have sagt). Og at Øglen så vågner små to timer efter dét og bliver ked af det, fordi jeg ikke ligger i sengen ved siden af hende, som hun havde regnet med, men inde på 'Varanens værelse'. Så godmorgen til os. Og til den sorte sorte kaffe.

Kaffe, min dejlige, bedste ven! 

Men natteroderi aside, så tegner det nu til at blive nogle dejlige påskedage. Afslappende og hyggelige. Varanen er så glad og stolt over, at han pludselig kan gå, så han laver stort set ikke andet. Og jeg render efter ham, fordi Mårmor og Mårfars hus er fyldt med stengulv og luskede trapper og trin, som man kan slå sig nederdrægtig meget på, når man er 1,5 år gammel og ikke helt bevidst om tyngdekraft og risici. Men det er så hyggeligt at følge med ham rundt - både fordi han er så glad og stolt, og fordi jeg kan huske fra dengang, Øglen begyndte at gå, at det er starten på en helt ny 'epoke' (og begyndelsen på frygtelig meget drønen rundt efter frygtløse babyer).

Stavrestavre

Stavrestavrestavrestatvrestavre

Vi har ingen planer ud over en masse, der omhandler påskeæg: male påskeæg, finde påskeæg og spise påskeæg. Og så lige lege lidt i haven og generelt bare hygge igennem. Det lyder ikke dårligt, vel? Det er det heller ikke. Jeg skal bare lige skyde alt det arbejde fra mig, som jeg VIRkelig burde sidde og lave. Men altså - jeg når det nok, ikke?! Det siger vi i hvert fald bare, at jeg gør ...

onsdag den 13. marts 2013

Der kom en pakke ...

Pakkeposten er kommet på arbejde, efter Reptilfamilien er flyttet til Forstaden. Jeg siger det bare. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan det står til med postudbringningen i den her forstadskommune så'n generelt, så det er bare en formodning, eggå, men eftersom gennemsnitsalderen er omkring de 400 år, gætter jeg på, at det ikke er online-shopping - og dermed pakkeudbringning - postbudene gør sig mest i.

Men jeg gør mit bedste for, at de kommer til at øve deres færdigheder udi pakkeudbringning! I sidste uge (eller var det forrige?) modtog jeg nemlig en stor pakke fra Asos, fordi jeg var kommet til at bestille nogle kjoler. Selv om jeg arbejder hjemme og nærmest ikke ser andre voksne end HDD og nogle forældre fra Den Nye Institution, prøver jeg at gøre bare lidt ud af min påklædning. Med mindre altså det var i går, og Varanen havde holdt fest fra kl. 23-03.30. Da var det faktisk et under, at jeg huskede at tage tøj på overhovedet, så træt var jeg.

Dagen efter kom postbuddet så med en pakke igen. Godt nok til HDD, men allywl. Og - waaait for it! - et par dage senere kom hun så igen. Med en GIGApakke. Til mig! Den var fra Urtekram (og Lahme Kommunikation), og jeg vidste jo godt, at den ville komme, men jeg vidste ikke, hvor stor den var. Og det vidste postdamen tilsyneladende heller ikke, for hendes smil var noget stift, da hun rakte mig kassen og bad mig skrive under. Og hendes "det gør ikke noget", da jeg sagde, at jeg nok skulle holde en pause med at få sendt ting nu, lød også ret hult. Men hvad - de tager sig jo godt betalt, de der Post DK, så mon ikke de klarer den?!

Morgenmad en masse

Men. Kassen! Hvad var der i? Jo, der var morgenmad i lange baner! Og til sådan en som mig, der er virkelig dårlig til at få spist morgenmad, fordi der altid lige er et barn, der nyser snotkaskader ud over sine havregryn, hælder mælk ned ad blusen, kommer op og slås om perlepladerne eller andet forstyrrende, så kommer lidt morgen-variation jo som kaldet. Om ikke andet så til når ungerne er afleveret, og jeg kan gå hjem og spise i fred og ro.

Kaffe og Blåbærgrød efter en nat med roterende Varan i dobbeltsengen og kun 3 timers søvn inden for vesten. Suk 

Reptilerne var også virkelig begejstrede for især kassen. Varanen fattede vist ikke, at der var noget i den ud over den trilliard stykker fyld, som han til gengæld så også syntes var VIRKELIG sjove at sprede ud over hele hytten. Øglen syntes dog, at det var hittet, at der også var mad i kassen, selv om hun ikke helt kunne forstå, at det kom med posten og ikke med "madmændene" (fra nemlig.com). Men hun bestiller dagligt noget nyt fra den nu meget velassorterede morgenmadsbuffet, og indtil videre er hendes favorit de Glutenfri flakes samt Quinoa flakes. Varanen er svært begejstret for Blåbærgrøden. Muligvis fordi den bliver serveret med Ahornsirup, men det kan jo også bare være fordi, den smager ret godt. Jeg er selv en fan! De dersens flakes er fine uden mælk som snacks, synes jeg, men jeg er generelt ikke så meget til corn-, quinoa- eller nogetsomhelstandet-flakes, når der er mælk på, så dem er jeg nok ikke den rette til at bedømme.

Reptilerne undersøger kassens indhold

"Det var ikke mig!" 

Hele familien er i øvrigt enige om, at Hindbærmarmeladen er intet mindre end fremragende. Normalt har vi marmelade stående i køleskabet i månedsvis, fordi vi aldrig kommer til bunds i krukken, men på blot en uge har vi præsteret at spise hele hindbærmarmeladen. Abrikosmarmeladen er også god, synes jeg, men både HDD og Øglen er skeptiske over for marmelade, der ikke er rød, så Varanen og jeg er kommet på arbejde. Vi skal dog nok komme igennem den.

Der var også Smoothiefrø i kassen, og selv om min indre jyde synes, det er lige smart nok med en pose blandede frø som man reelt lige så godt selv kan blande, så er de nu meget lækre. Også selv om jeg har opgivet at bruge dem i smoothies, da min stavblender bare pisker dem rundt og rundt og rundt frem for at smadre dem i atomer. De smagte nu fint i en smoothie alligevel, men jeg syntes, at det blev lidt underligt med hele kerner. Så nu bruger jeg frøene til at bage med i stedet, og det egner de sig fortrinligt til!

Har faktisk bagt temmelig meget på det seneste, og hver gang jeg klasker en dej sammen, glemmer jeg, at der også var en brødblanding i kassen. Den vil jeg prøve snart - den er med rødbede og gulerod og skulle efter sigende gøre brødet lyserødt. Det vil reptilerne elske; De har nemlig begge lyserød som yndlingsfarve.

Bolle med ris og smoothiefrø. God!

Jeg har stadig til gode at smage Godmorgen myslien og Fairtrade spelt- og dadelmysli, men de ser lækre ud. Og er garanteret også gode at bare med. Så kan man jo passende spise et stykke myslibrød med lidt af den Vildblomsthonning, der udgjorde rosinen i morgenmadskasse-pølseenden.

Jeg kunne helt sikkert godt finde på at købe mange af de her produkter, når vi har spist promokassen. Hindbærmarmeladen især. Dog kommer jeg næppe til at købe Smoothiefrøene, med mindre jeg en dag køber en ikke-stavblender, hvor de følger med. Det er meget rart at få pimpet sin morgenmad lidt i stedet for de sædvanlige havregryn, og Blåbærgrøden er et værdigt alternativ. Både til børn og deres trætte mor. (HDD har ikke smagt den - han er stadig på straight up havregryn-vognen. Jeg arbejder på sagen ...)

onsdag den 10. oktober 2012

Pis os'...

Øglen og jeg havde en stille og rolig morgen i morges. Varanen vågnede omkring kl. 06 og efter at have puttet og leget kælepotte i en rum tid, forlangte han mad. Ikke, at han kan sige noget endnu, men jeg tænker, at det at rejse sig op ved sin trip-trap-stol, ruske i den og råbe-græde 'mamamammmmm' må være en slags baby-esperanto for 'MAD. NU!'

Mens han spiste, fik HDD og jeg på skift et bad og et sæt øjne, og da HDD og Varanen var på vej ud ad døren, vågnede Øglen op. (Om jeg begriber, hvordan hun kan sove fra al den palaver om morgenen. Når hun om aftenen har en hørelse som Supermule og forlanger øjeblikkelig rapportering af, hvad samtlige lyde skyldes. Om det så bare er hunden ovenpå, der klør sig, kan hun høre det. Men om morgenen kan hun tilsyneladende sove fra et jordskælv).

Det var smadderhyggeligt at være hjemme bare os to i den mørke efterårsmorgen, og selv om Tændstikæsken i sandhed ikke er det mest stemningsfyldte sted i verden, lykkedes det nu alligevel at skabe lidt god atmosfære med havregrød med kanel, Ramasjang Radio og kildeture i sofaen. Jeg elsker at have god tid og at kunne give min udelte opmærksomhed til mine unger. Så alenetid med et af reptilerne, bare en gang imellem, er slet ikke at kimse af. Jeg ser derfor allerede frem til hhv. Rosa i Rytmeskoven og Bamses Bamlet, som Øglen og jeg skal ind og se i løbet af de næste par uger. Selv om jeg naturligvis også holder meget af at være sammen med dem begge to.

Udsigten fra køkkenvinduet: Vores vasketøj (noget af det), der nu er blevet regnet på i flere dage. Det bliver det jo ikke tørt af, skulle jeg hilse og sige. Og så kan det da godt være, at vi har fået vasket opkast af det, men jordslåethed er jo ikke markant bedre. Eller hvad?!

Øglen var sjovt nok rimelig svær at lokke med ud ad døren, da vi skulle over i børnehaven, og jeg kan faktisk ikke rigtig bebrejde hende. For det er da godt nok en både våd og kold fornøjelse derude i dag. Men med Øglens egen paraply gik det alligevel, og hun endte med at synes, at det var ret sjovt at hoppe over (og i) vandpytterne på vejen. Selv om vi kun har et par 100 meter, får vi altid sludret meget godt undervejs, og i dag var det så vejret, der stod for skud:

Øglen: Se alle vandpytterne, mor! Der er GODT NOK mange!

Mig: Dét er der. Husk nu at tage regntøj på, hvis I skal i skoven i dag, ikke?

Øglen: Hvorfor deeeeet?

Mig: Fordi det øsregner, skat!

Øglen: Ow-kæj mor.

Mig: Det var godt. ... Ah, nu er vi der snart. Sikke det dog regner, hva'?!

Øglen: Ja! Det pisser ned!

Mig: ... undskyld, hvad?!

Øglen: Det. Pisser. Ned!

Mig: *fniiiiiis* Ja, det har du da egentlig ret i. Men hvor har du hørt det henne? (som om jeg ikke godt ved det...)

Øglen: Det ved jeg ikke. Det siger man bare.

Godt så. Så fik vi sat det på plads: Det pisser ned, og vi taler åbenbart grimt herhjemme. Gad vide, hvad de diamantbesatte børn i Den Nye By Nordpå vil synes om den slags sprogbrug...

lørdag den 24. marts 2012

Go' morgen grød

Varanen og jeg er som sædvanligt tidligt oppe. Men i dag gør det ikke så meget noget, eftersom nogen valgte at sove fra 00.15 til 06.00. Uden at vågne. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har fået så stor en portion uafbrudt søvn siden jul, så det er bestemt en god start på weekenden.

Nu har vi delt en portion havregrød, men mens Varanens var pimpet med blåbærmos, så prøvede jeg med æbler, mandler og lakridssirup i stedet. Havde jeg haft taget mig sammen til at lave karamel, ville jeg også have haft sådan en klat på, men det må blive en anden dag.

Var lige en kende for gavmild med siruppen, men skruer man lidt ned for mængden, har vi en klar vinder. Den kedelige bløde havresmag går enormt godt sammen med den salte smag af rålakrids og den syrlige smag af æblerne. Nam.

Nu er Varanen godt i gang med at gnave sig gennem sin Sqwish-rangle, mens jeg stjæler mig til lidt tid ved computeren, mens jeg lytter til klassisk musik på en af de millioner milliarder radiokanaler HDD's nye Apple TV-dims kan levere. Så mangler vi bare, at resten af familien står op, og at havgusen udenfor lægger sig, så solen kan komme frem og levere det gode weekendvejr, spåmændene meteorologerne har lovet. God weekeend til jer alle!

mandag den 13. juni 2011

WTF?!

Vi er hjemme igen fra pinseweekend hos mormor og morfar (denne gang uden kø på motorvejen - hurra!) Havde fantastisk dag i går også; dog blev Øglen lidt dvask i det. Måske en anelse feber, måske lidt for meget leg med kusinerne? Anywho, så var hun træt og glad for at komme hjem i sin egen seng i går aftes.

Så glad faktisk, at hun stadig sover. Og klokken nærmer sig 10?! WTF?! Jeg har selvfølgelig været inde og tjekke, om hun trækker vejret og kan godt sætte flueben dér. Eftersom det virkede som den vigtigste ting at få klarlagt, har jeg besluttet mig for at lade være med at tjekke hende yderligere lige nu og er i stedet listet ind i stuen, hvor jeg sidder og forsøger at danne mig et overblik over alt det vasketøj sådan en bette weekend har genereret. Og undrer mig i mit stille sind over, at Øglen ikke er vågnet for ca. 3 timer siden. Som hun plejer. Ja, og så blogger jeg sæføli.

Men jeg klager bestemt ikke! Øglen skal da helt klart have lov at sove længe, når det nu er fridag. Faktisk måtte hun gerne gøre det til en vane, for stille morgener formiddage holder. Det havde jeg bare lige glemt, eftersom hun ikke har sovet så længe siden hun var under et år. Eller måske under et halvt år?! Det glider i hvert fald ud i glemslernes tåger, så længe siden er det. Så nu nyder jeg det bare.

PS: HDD sover også stadig. Men det er der ikke noget specielt nyt i, så hans vejrtrækning har jeg ikke lige været inde og tjekke, siden jeg selv stod op. For tre kvarter siden. Ahem...

tirsdag den 10. maj 2011

Slap af!

Mens jeg var ved at lægge sidste hånd på 'værket' (mit ansigt / ground zero / kald det, hvad I vil) i morges for at se bare nogenlunde menneskelig ud, før jeg skulle på arbejde, overhørte jeg følgende samtale mellem Øglen og HDD:

HDD (overtalende): Øgggg-le. Du skal ud og have ny ble på
Øglen (bestemt): Nej!
HDD (overtalende, men ikke overbevisende): Jo, det skal du altså. Du kan jo ikke komme i vugger uden tøj på.
Øglen (bestemt): Nej!
HDD (insisterende): Kom nu, Bølle (ja, det kalder vi hende (også). Vi er nu officielt 'sådan nogle forældre', der kalder deres børn svært irriterende ting). Når du har fået ble og tøj på, tager vi over i vuggestuen, hvor du skal lege med alle de andre.
Øglen (meget overbevisende): Jeg sidder lige her og slapper af, far.

'Nuff said.

Øglens til dato længste sætning - og så var den endda ganske velvalgt, hvis man spørger mig. Man kan tids nok få travlt. Vi når det nok, det hele ...

Gammelt billede, fordi jeg ikke var så snarrådig at tage et i morges, da Øglen sad og slappede af. Nu er man en stor pige, der kører på femtedagen uden sut, mm. man sover *prale prale*  (og lidt ærgerlig over, at vi ikke bare tog springet for længe siden, nu hvor det går så fint)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...