Viser indlæg med etiketten mors store pige. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten mors store pige. Vis alle indlæg

tirsdag den 1. juli 2014

Teltet i barndommens have

Kan I huske dengang man var lille og fik lov til at sove i telt i haven? Hvordan det var helt vildt hyggeligt og helt vildt uhyggeligt på samme tid. Og det var lidt koldt, men det gjorde ikke så meget, for man havde tæpper og dyner og en veninde og, hvis man var heldig, lidt slik. Og man skulle lige debattere lidt med sig selv om, hvorvidt man turde gå ind for at tisse, når det var blevet helt mørkt. Og og og.

Jeg blev kastet tilbage til teltet i min barndoms villahave her i weekenden. Vi var taget på visit hos Mårmor og Mårfar (hvad? Synes I, vi besøger dem meget? Pjat med jer!) - denne gang faktisk lidt som en hovsa-løsning, fordi min bror og hans to piger, reptilernes kusiner, skulle derover og spurgte, om vi ikke også kom. Jamen jo; det gjorde vi da, men da vi havde en fødselsdag i Roskilde fredag, blev det bare fra lørdag til søndag.

Det var som altid hyggeligt, og de tre kusiner hyggede og legede en masse. Særligt Øglen og den store kusine på 6,5 havde en fest, og der var lige et par kastanjer, der skulle redes ud af ilden i ny og næ, når "de små" formastede sig til at spørge, om de måtte være med. Den yngste kusine på 4 fik allernådigst lov til at være med, men Varanen er ikke bare "alllllt for lille" - han er også en dreng. Så han fik den kolde skulder, hvilket imidlertid ikke virkede til at genere ham alt for meget, for så kunne han jo bare monopolisere Mårmor og Mårfar i stedet. Og sine forældre. Og jeg må da indrømme, at jeg havde svært ved at stå for ham, da han på et tidspunkt kom hen til mig, kiggede på mig med sine store chokoladeknapøjne og spurgte med sin fine, lille stemme: "SKAL vi ikke lege med mig?".

Jaja, jeg burde have beskåret billedet, men det nåede jeg ikke lige. Vi blev inviteret til avantgarde-koncert af de tre frøkener, der spillede på alt fra luftpumpe til tørret hestebønne og træsko


Det blev også til en tur til den nærliggende naturskole, hvor et sort får fik kærligheden at føle

Men nå. Teltet i barndommens have. Som i denne fortælling overhovedet ikke er et telt, men en overdækket terrasse. Ældstekusinen foreslog på et tidspunkt de andre kusiner, om ikke de skulle sove udenfor om natten. Sammen. På et par madrasser. Og straks var de alle fyr og flamme. De indrettede med stort set alle tingene fra det hedengangne legehus (tak til dig, Bodil, fordi du blæste huset omkuld(!)), så snart var der billeder, kagedåser, legetøj og endda en skraldespand ude på terrassen. Jeg supplerede med et par madrasser og en hulens masse tæpper, dyner og puder, og da aftenen sænkede sig, sad der tre lyshårede småpiger under dynerne og deltes om iPad'en med Phineas & Ferb. Simpelthen så hyggeligt.

Hygge hygge hygge hygge 

Varanen blev puttet, og pigerne fik lov til at være noget længere vågne end sædvanligt. Og da de så skulle puttes, var det, at jeg kom til at tænke på dengang, jeg var barn. Og sov udenfor. Pigerne var både trætte og spændte, men de var nok blevet en tand for trætte, for det endte med, at den yngste kusine ikke ville sove udenfor alligevel, og at den ældste kusine ikke ville sove derude, fordi hendes far ikke kunne ligge ude hos hende, eftersom han skulle putte den yngste. Så pludselig var terrassen ganske kusineløs, så det endte med, at jeg lagde mig ud til Øglen, der syntes, det var ret fedt at ligge udenfor. Og i øvrigt var ret uimponeret over, at hun skulle sove derude alene. (Det endte så med, at HDD sov derude. Til min store ærgrelse, for jeg ville gerne have sovet der sammen med hende. Men Varanen var forkølet og pylret og ville kun have mig. For "jeg kan ikke SNUSE, mor!", som han sagde, den lille snotling).

Team Terrasse vågnede først omkring kl. 7 (og så undlader jeg at kommentere, at nogen sov videre til 9-9.30 inde i sengen, mens andre havde været oppe med Varanen siden 05.32 (sq!)) og Øglen siden kl. 7. Men Øglen havde sovet dejligt og fattede vist i øvrigt ikke, hvorfor jeg pludselig syntes, hun var så sej, og var så interesseret i at høre, hvordan hun havde sovet. ("Du har sovet på terrassen hele NATTEN, skat! Hvor er det sejt!" "Jeg ved det godt mor. Jeg sov fint. Nu har du sagt det!" Ahem). Men jeg vælger at tro på, at hun kommer til at huske sådan nogle nætter - måske ikke lige denne her, men andre af samme slags, når hun bliver voksen. Sommerminder er nemlig ikke sådan at kimse af.

Vi kom relativt sent hjem fra Mårmor og Mårfar søndag, så i går holdt reptilerne og jeg pyjamasdag. Hvor vi ikke lavede noget som helst ud over at stene i sofaen, lege og være et smut i Netto (gad vide, hvornår de holder op med at synes, at det er et eventyr i sig selv?), hvor der var tilpas få mennesker til, at det ikke gjorde så meget, at reptilerne var ved at komme op og slås over, hvem der skulle styre den lille indkøbsvogn. Og at det heller ikke gjorde så meget, at det var Varanen, der vandt (så skulle Øglen til gengæld have lov at tage alle varerne fra hylderne), på trods af, at han ikke heeeelt har lært det der med at køre uden om andre menneskers vogne. Og nåja, så var vi et smut til frisøren med Varanen. Men det gælder ikke, for det ligger virkelig tæt på, og Varanens hår var blevet VIRKELIG langt. Og når nu jeg ikke må nærme mig de gyldne lokker med en ildtang saks (eller shampoo eller en børste, for den sags skyld), må man jo lokke med en slikkepind efter veloverstået klipning. Det gik - med et par sværdslag - og nu er min lille dreng så fin så fin. Og ser pludselig så stor ud, nu hvor man kan se hans ører og alt muligt.

Se! Han har ører. Who knew?! 

Og i dag startede hverdagen så for os igen. Let forsinket, men lige til at holde til, for der er halvanden uge til ferie. Og dermed også halvanden uge til Varanens sidste dag i vuggestuen. Gisp, manner!

tirsdag den 25. februar 2014

Øøøøglen har fødselsdag, og det har hun jo, og det var ... i går!

Øglen havde fødselsdag i går. 5 år blev hun. Og selv om jeg godt ved, jeg siger det hele tiden, så skal i dag ikke være nogen undtagelse - OMG, hvor går tiden bare hurtigt! Alt alt ALT for hurtigt!

Søndag var hele familien på besøg. De kom ved 15-tiden, og ventetiden var lang for den da kun 4-årige Øgle. Særligt fordi hun ikke helt kunne forstå, at der ikke var noget morgenbord med gaver. "For det var der da sidste år, mor? Så stå lige op!" (det var min tur til at sove længe søndag, men det fik jeg så ikke lov til. Men det var alligevel allerede blevet spoleret af Varanen, der havde taget en Fabuland-karussel med ind i soveværelset, hvor han sad og drejede den rundt i mit ansigt). Så måtte vi jo forklare, at fødselsdagen reelt først var dagen efter, men at hun ville få gaver - også den fra os - søndag. Og så var det hele ok igen. (Og for the record, så var der morgenbord og balloner og en gave fra Varanen på selve dagen. Selv om Øglen holdt på, at hun altså havde haft fødselsdag).

Vi forsøgte at nedbringe fornemmelsen af lang ventetid ved at give hende gaven fra os omkring middagstid. En flunkende ny cykel blev placeret uden for hoveddøren, og så bankede vi ellers på og afventede Øglens reaktion, da hun åbnede (efter nogen overtalelse, for hun blev helt forskrækket, da det pludselig bankede på). Den nye cykel vakte i dén grad lykke. Den gamle var blevet alt for lille, og nu kommer foråret forhåbentlig snart, så hun kan hjule rundt på vejen. Og til og fra børnehave, når hun gider. Hvor hun på den gamle cykel var en kende usikker, gav den nye cykel hende tilsyneladende et selvtillidsboost, og efter få ture drønede hun rundt på vejen og bremsede og drejede og kom selv i gang igen, så det er vist sikkert at sige, at gaven var et hit.

Store, stolte Øgle med den nye cykel. Som hun i øvrigt er cyklet til børnehave på i dag. Og væltede en enkelt gang, men efter et par vredestårer var faldet glemt, og hun hjulede ufortrødent videre.

Det var de øvrige gaver nu også. Et påfuglekostume, rulleskøjter, flotte halskæder og Lego Friends i massevis - alle gaver blev pakket op med stor begejstring, og der er blevet leget med det hele. Bortset lige fra Lego Friends-båden, som ikke er blevet samlet endnu. Har ikke lige haft 10 sammenhængende timer at afsætte til dét projekt ...

Der pakkes gaver op i fællesskab - og i fuld fordragelighed, faktisk. Vildt. Skyldes måske Varanens tre-timers middagslur søndag?!

Kagekonen. Som altid bagt af Mårmor. Og som altid virkelig lækker. Mmmmm - brunsviger!

Efter familiefødselsdagen søndag var begge reptiler godt trætte. Og det var forældrene i øvrigt også, så man tildeler ikke sig selv den store planlægningsmedalje, når man efter oprydningen skal til at i gang med at lave mad til en masse sultne børnehavebørn. Som skulle komme mandag klokken 10. Men så planlægger man bare anderledes næste år. Det var i hvert fald det, jeg messede for mig selv, da jeg søndag aften stod og bagte pølsehorn og lavede frikadeller. Og da jeg mandag morgen lavede flere frikadeller, bagte muffins og pizza og pyntede op ...

I går morges. Hvor Øglen kom ind i stuen iført nattøj og rulleskøjte. Man skal ikke spilde så meget som ét sekunds rulle-tid, åbenbart

 
Pynte-pynte op til børnehave-invasion. Temaet var påfugle - deraf farven på tallerkenerne. Som sammen med fjerene på bordet i øvrigt også var det eneste påfugleagtige ved arrangementet

Fødselsdagen for børnehaven gik helt perfekt. Vi havde ikke planlagt nogen aktivitet (skattejagt fx) - særligt fordi børnehavens regler omkring fødselsdage netop er blevet ændret til, at børnene ikke må have noget med hjem fra fødselsdagen, som de ikke havde med, da de kom. Børnehaven syntes, at det havde taget overhånd med små dimser og masker og armbånd og slik m.m., så den regel rettede vi os naturligvis efter. Og ungerne hyggede sig da også ganske fint uden. Alle 8 prøvede Øglens rulleskøjter, de klædte sig ud, de hoppede i Øglens seng og havde generelt en fest. Og efter maden og kagerne nåede de endda en tur ud i haven og lege. Det var jo ret basic set gennem voksne øjne, men flere af ungerne sagde til HDD (som havde taget en fridag; bless him!), at det var "den bedste fødselsdag nogensinde". Jeg ved godt, at komplimenterne ofte sidder ret løst på smållinger, men det glæder mig nu alligevel, at de hyggede sig. Og at de alle sammen legede så godt.

Jeg fik en lang snak med en af pædagogerne, og hun sagde (uopfordret) så mange pæne ting om Øglen, at jeg blev helt genert. Og selv om jeg jo godt ved, hun er fantastisk, så er det dejligt, at nogle af dem, hun ser så mange timer om ugen, tilsyneladende er enige. Således har vi nu prædikater som hedder vellidt, velopdragen, intelligent, moden af sin alder, omsorgsfuld, i god kontakt med sine følelser, m.fl. at sætte på hende (det havde vi også før, men you know ...), og det vil jeg bestemt ikke klage over.

Alle børnehavebørnene - inkl. Øglen - smuttede lidt over 12, men HDD hentede Øglen i børnehaven straks de kom tilbage (noget med noget forsikring, at de åbenbart skal have lige så mange børn med hjem til børnehaven, som de havde med ud. Så Øglen kunne ikke bare blive hjemme, da de andre gik), og så gik hende og HDD ellers i krig med noget af det nye Lego Friends, mens jeg arbejdede lidt og løb nogle ærinder. På vej retur fra ærinderne hentede jeg Varanen, og så kørte Reptilfamilien ellers til Dyrehaven for at nyde de spæde forårstegn (der, ligesom for præcis 5 år siden, hvor solen sendte sine smukke stråler ind gennem vinduerne på Rigshospitalet og - er vi sikre på - bebudede både forår og den smukkeste, nye verdensborger, var i luften) og lufte Øglens rulleskøjter. Skøn tur - på trods af rulleskøjtestyrt og mine usandsynligt dårlige klapvogns-skills, der sendte Varanen en tur i asfalten. Dog uden mén, men med et bebrejdende "HÅÅÅÅUW!" fra Varanen. Can't blame him.

Steady. Steeeeadyyyy! Masser af trilleplads i Dyrehaven

Smart at kunne holde fast i vognen, når fødderne (med rulleskøjter på) ikke gider mere  

Vel hjemme igen var alle trætte. Og reptilerne fik lov til at se væsentligt mere tv end de anbefalede 0,03 minutter (eller hvor længe det nu er), før de røg i seng. Hvor de begge sov i løbet af ret kort tid. Uden at blive holdt i hånden eller siddet inde hos, skal jeg lige huske at sige. For der er nemlig nye sove-boller på suppen herhjemme (skrid, Nemesis), men det kan jeg altid skrive om i et andet indlæg.

Fri leg i Dyrehaven

Mere fri leg i Dyrehaven

Nu er jeg officielt mor til en 5-årig. Endda uden jeg føler, at jeg selv er ældet med 5 år, siden jeg fik hende. Men det sladrer billederne fra Øglens første dage (som vi så sammen i går. Virkelig hyggeligt. Og virkelig nostalgi-tåre-fremkaldende for undertegnede) om, at jeg er. I dén grad. Hrmpf.

mandag den 20. januar 2014

Når Øglen er ude ...

... danser Varanen på bordet. Eller noget.

Vi har lånt Øglen ud til Mårmor og Mårfar. Helt til på onsdag. Ikke fordi vi skal noget som helst, men fordi Øglen elsker at være på ferie. Uden os. (Ved ikke helt, hvad det siger om HDD's og mine evner inden for disciplinen Forældre, men jeg vælger at tage de positive briller på og tro, at det 'bare' betyder, at hun er tryg nok til at være væk fra os).

Vi kickstartede Øglens ferie med alle sammen at tage over til Mår-forældrene. Varanen ville aldrig have tilgivet os, hvis vi ikke havde gjort det sådan - han elsker Mårmor og Mårfar og kan tale om dem nonstop. Særligt, når han hænger ud med Farmor, det lille skarn ... Faktisk overvejede vi, om han mon også skulle på ferie der, men Hønemor her synes trods alt, at han er lidt for lille til at være på ferie 'bare fordi'. Og Øglen ville desuden ikke høre tale om, at hun skulle dele Mår-forældrenes opmærksomhed med nogen. Så hun er på ferie, og Varanen får alenetid med HDD og jeg. Så bliver han forkælet lidt ekstra - bl.a. med det par 'glimmersutsko' han forelskede sig stormende i i Netto i går. Som han sov med i nat. Og som han har på i vuggestuen i dag. Min lille fashionisto.

Se lige, hvor flotte de nye sutsko er. Jeg kan godt forstå, han faldt for dem. Hvis jeg ellers brugte str. 24 i sko, kunne jeg også have været fristet ...

Weekenden i det vestsjællandske var som altid hyggelig. Den gik bare alt for hurtigt (syntes de voksne. Øglen ville gentagne gange høre, hvornår vi mon tog hjem). Af uransagelige årsager fik jeg stort set ikke taget nogen billeder. Men til gengæld fik vi hygget foran pejsen, jeg fik introduceret Øglen for Ludo (stort hit - må vist få købt sådan et spil til at have herhjemme også), Varanen highjackede sine Mår-forældre på skift til at læse bøger, de små var i skumbad, vi var alle nede og se til den nissehule, der meget belejligt er nede i Mårmor og Mårfars 'skov' (og sør'me om ikke vi var så heldige, at selv om nisserne måske/måske ikke er smuttet retur til Nisseland, så havde de lagt en lille pakke med vingummier til reptilerne?), de voksne drak en masse kaffe, og pludselig var weekenden forbi. For HDD, Varanen og jeg, altså.

Varanen og Mårfar var ude at gå med hunden. Og mødte en brændestabel i mini-skoven. Mårfar er fotografen bag billedet, da jeg, som nævnt, nærmest ikke fik taget nogen

Vi blev vinket af sted af Mårmor, Øglen og en Yoohoo-bamse med grotesk store øjne, og så måtte vi ellers bruge de første kilometer på at forsikre en temmelig betuttet Varan, at alt var, som det skulle være, og at det ikke var en fejl, at Øglen ikke var med. "Øglen sidde dér, mor og far!", kommanderede han, mens han pegede på det tomme bagsæde. Efterfulgt af et "Hvor' Øglen henne?".

I går aftes var det også svært at forstå, hvor hun var henne, og det første, Varanen sagde i morges (efter "Ikke sove mer'" og "Guddi, hangegryn!" altså - man må jo have prioriteterne i orden) var "Hvor' Øglen henne, mor?!". Så han savner sin søster. Som i øvrigt har det godt. Siger Mårmor. Øglen gad ikke rigtig snakke, da jeg ringede, men hun gad dog godt hurtigt berette, at hun havde banket Mårfar i Ludo. Hvilket i parantes bemærket er lidt af en bedrift, for han er en hård Ludo-negl.

Billede fra Mårfar. Øglen ved nissehulen, der i nattens løb har fået en lille stige. Mystikken stiger ... #tøhø

Det er meget mærkeligt ikke at have Øglen hjemme. Og kun at have et enkelt reptil at tage sig af. Faktisk er det, indtil videre, den rene badeferie. For det kan godt være, at Varanen kom dappende ind i vores seng midt i nat. Men til gengæld sov han - og jeg - så også til omkring klokken 8. Luksus! Han får en kort dag i vuggeren i dag, og i morgen begynder han til det nye Mikle. Som i øvrigt er det gamle Mikle, da det nye var noget værre hø, ifølge HDD. Men det er en anden historie. Derudover har han jo så sine forældres udelte opmærksomhed, når han er hjemme, så han skal også nok få nogle hyggelige dage - selv om han selv mener, at han hellere vil hjem til Mårmor og Mårfar. Næste gang tænker jeg, at han skal prøve at være på en lille ferie derovre. Og næste gang igen kan de måske være på ferie sammen. Måske. Hvis Hønemor kan undvære ham.

Der er længe til onsdag aften, synes jeg. Men selv om jeg savner Øglen, glæder det mig, at hun får lov til at have nogle dejlige dage med Mårmor og Mårfar. Og at Varanen får noget alene-tid med HDD og jeg. Derudover glæder jeg mig over, at vi har muligheden for at give ungerne den slags oplevelser. At de (Øglen, om ikke andet) gider. Og at Mårmor og Mårfar gider, ikke mindst. Det er jo ikke nogen selvfølge. Men det hjælper selvfølgelig nok lidt på det, at vi har at gøre med verdens absolut sødeste børn. Uden sammenligning ... ;-)

mandag den 17. juni 2013

Løøøøøøb!

En skøn weekend er slut, og mandag er sparket i gang med et kærkomment fravær af arbejdsopgaver og en langsom morgen, hvor Varanen sov til klokken 8.45! Endog særdeles tiltrængt med et langsomt tempo oven på en nat, hvor jeg har sovet et par timer i entréen (lang historie, men den handler - selvfølgelig - om en Varan, der ikke syntes, han skulle sove, og en mor, der syntes, han skulle. Og et kompromis, der gik på, at jeg lå lige uden for hans dør, parat til at tysse og berolige, når han blev ked. Kan nu berette, at en fladtvævet løber fra IKEA ikke umiddelbart udgør det perfekte soveunderlag).

Jeg kan nu ikke bebrejde ham, ham den lille Varan. Jeg havde også svært ved at falde i søvn oven på en meget begivenhedsrig weekend, så jeg tror gerne, at tanker og indtryk har buldret rundt i knolden på ham. Normalt forsøger vi at have mindst én stille dag i weekenden, hvor vi ikke skal det store. Så der er tid til at lege i haven, flade ud i sofaen og/eller hygge os i ro og fred. Nogle gange er det bare ikke muligt, fordi alting falder sammen, eller mor og far er psykodårlige til at sige nej og fra, og denne weekend var et glimrende eksempel på, hvor travlt man egentlig kan have, selv om man har fri.

Varanen i fuldt firspring i Fælledparken

Denne weekend har både budt på sommerfest i børnehaven fredag (fredag klokken 17, vel og mærke. Ikke nødvendigvis det tidspunkt jeg ville have valgt, hvis nogen havde spurgt, men det giver naturligvis alle en chance for at nå hjem fra arbejde) med efterfølgende fredagsmiddag hos Farmor. Eklatant dårlig planlægning af os forældre at lægge begge dele en fredag aften. Nogen *hostØglenhost* blev pænt sure over at misse de første seks minutter af Disney Sjov (selv om det bare var det der l*rtedårlige Darkwing Duck - er der nogen, der synes, det er godt?), og Varanen var tæsketræt, men vi nåede da at få et par hyggelige timer, inden vi drog hjemover.

Med bamsestafetten - klar til start 

On top of the world!

Lørdag skete der det forunderlige, at alle sov længe. Sådan rigtig længe. Ikke bare sådan italesat-længe som et fesent klokken 07.10. Næhnej. HDD og jeg stod op klokken 9.20. Hvor Varanen lige havde øffet i to minutter. Og Øglen, der var kommet krybende i løbet af natten, begyndte også at give lyd fra sig. Jeg ved faktisk ikke, hvornår det sidst er sket. Aldrig, tror jeg. Så jeg var helt rundt på gulvet det meste af dagen. Sidst på formiddagen, da alle mand var kommet op og i tøjet, pakkede vi os selv ind i bilen og drog mod Østerbro. Øglen skulle løbe "Mini-maraton" - Fri for Mobberis børnestafet. Nuij, hun har glædet sig, mand, og hun kunne jo nærmest ikke være i sin egen krop for bare forventning. Vi hentede hendes løbenummer og t-shirt til løbe-expo'en, og så gik vi lige over og kiggede på løbeområdet. Hvorefter vi spiste lidt frokost på Kafé Kapers og indsnusede Østerbro. I de få øjeblikke, hvor Varanen altså ikke kastede med isterninger, skreg efter "miahr" af alting og generelt bare var gnaven. Jeg var vist ikke den eneste, der var groggy.

Øglen havde svinget lidt imellem, hvem hun ville løbe sammen med af HDD og jeg, men hun endte med at vælge mig, og det syntes jeg faktisk var ret så hyggeligt. Jeg fik dermed lov til at betragte hende på nærmeste hold, mens vi varmede op og lyttede til Bubber og "den rigtige prinsesse", og føle hendes helt andægtige tavshed, da idolet Katrine fra Lille Nørd kom på scenen. Og så fik jeg naturligvis lov til at løbe med min lille store pige i hånden hele vejen rundt. Hun klarede det bare SÅ flot! 1 km er faktisk et stykke vej, men der var ingen brok overhovedet. Hun stoppede op og gik et par gange, men ellers drønede hun bare derudaf og var naturligvis ikke til at skyde igennem, da hun fik sin medalje. Af ... Katrine fra Lille Nørd, naturligvis!
 
Nymalet 1 km-løber

Så besøgte vi ansigtsmalerne i DHL-teltet, Varanen formåede at nidstirre en stakkels mand, der gik med en pose rundstykker, så længe, at han (Varanen) fik et rundstykke ud af det, og så var det på tide at finde Den Nye By. Hvor der blev leget med nabobørnene i flere timer, før himlen åbnede sluserne, og vi overvejede, om huset mon var i fare for at sejle væk.

Slap sgudda af med al den regn

Stueplanten betragter ragnarokken udenfor

I går var det så HDD og jeg, der skulle løbe. Et lille lokalt løb langs Strandvejen - en smuk rute i et perfekt løbevejr. Nåede heldigvis i mål, før nogen igen tog bundproppen ud af himlen, og regnen kunne iagttages i tørvejr. Mens vi løb, passede Farmor reptilerne, der havde fået lokket både fiskenet, spande og krabbefiskestænger ud af hende nede på havnen. Og generelt haft en fest. De stod i opløbsstrækningen, da jeg var næsten i mål, og det gav lige lidt ekstra energi efter en lang tur at se to glade børn, der råbte og klappede. Øglen var løbet med HDD over målstregen - det ville jeg gerne have set, men jeg løber nu engang ikke lige så hurtigt som ham, så han var inde små 10 min. før mig.

Varanen napper en timeout

Vel hjemme igen skulle vi i gang med forberedelserne til et hold gæster, vi ser alt for sjældent. De har ikke set vores efterhånden ikke længere så nye hus, så det var ved at være på tide. De kom først på formiddagen med deres tre, umanerligt søde og velopdragne børn, og de blev indtil efter aftensmaden. Ungerne legede og hyggede sig, og de voksne drak kaffe, spiste småkager (#jegmågodtjegharløbet) og hyggede. Meget afslappende. Til sidst var Varanen dog så træt, at han insisterede på at få en timeout i sin seng. Det har han aldrig gjort før, så han trængte tilsyneladende til fred. Han gik da også ud som et lys, efter gæsterne var gået - lige altså indtil i nat, hvor han så syntes, det var på tide at råbe HEJ virkelig mange gange samt få sunget "FARVER" på repeat.

Og nu ... Ja, nu trænger jeg faktisk snart til weekend igen. Men indtil den kommer, vil jeg drikke en kop kaffe mere og nyde, at jeg har tid til at hente Øglen og en legekammerat tidligt i dag. Så er der da én playdate mindre at tænke over i denne uge.

--

Hov, og så havde jeg jo lovet at trække en vinder af vendespillet i dag. Random.org har udtrukket nr. 4, så det er dig, M.S, der er den heldige vinder. Tillykke - jeg sender dig lige en mail!

søndag den 9. juni 2013

Her er så stille ... #2

Det føles ikke som ret meget mere end et par uger siden, Øglen var på ferie hos Farmor og ikke ville hjem. Men det skyldes nok, at det kun er et par uger siden, Øglen var på ferie hos Farmor. Og nu er hun så på ferie igen. Denne gang hos Mårmor og Mårfar. De kom forbi i går og hapsede hende med (ja, altså - vi havde aftalt det på forhånd, ing'?!), og vi skal først hente hende igen tirsdag. Jeg synes jo faktisk, at det er temmelig lang tid, men hvis det stod til Øglen ville hun gerne blive der mindst én dag mere. Hun har i den grad fået smag for alenetid med bedsteforældrene, og hurra for det! Det er en gave for hende - og forhåbentlig også for bedsteforældrene.

Jeg har talt med Mårmor et par gange, efter Øglen er kommet til det vestsjællandske (lidt hønemor er man vel), og det eneste alarmerende har været, at Øglen havde insisteret på at se håndbold-landskamp i går aftes. Og tilsyneladende havde været über-entusiastisk. Glemte at spørge, om de havde stoppet på en rasteplads på vejen hjem og på nogen måde kunne være kommet til at tage et fremmed barn med hjem, for håndbold-entusiast lyder ikke umiddelbart som noget, jeg kan have været med til at lave. Min egen håndboldkarriere var i hvert fald gevaldig kort - var kun til 'træning' en enkelt gang eller to, før jeg blev smækket ned af en ond omgang mononukleose og aldrig nåede tilbage, før sæsonen sluttede. Er sikker på, Universet forsøgte at fortælle mig noget ...

Før Øglen tog af sted, havde hun besøg af bedstevennen N fra Østerbronx. Det er efterhånden to måneder siden, de sidst har set hinanden, men det lod ikke til at genere dem. Gensynsglæden var i hvert fald stor, og ud over et par meget små uoverensstemmelser, hørte vi ikke et pip fra dem. Det gav mødrene tid til at sludre og drikke te, mens HDD var i Bauhaus. Helt fair arbejdsfordeling, hvis man spørger mig.

Bedste venner i modlys

Nå, men Øglen har det altså som blommen i et æg hos Mårmor og Mårfar, men Varanen lider bestemt heller ingen nød herhjemme. Han har spurgt et par gange efter "Di-dah", som han kalder Øglen, men stiller sig tilfreds med et hvilket som helst svar, vi giver ham - uanset om vi siger "Hun er hos Mårmor og Mårfår", "Hun er på en lille ferie" eller "Hun er blevet bortført af en rumraket og er nu på vej til det ydre rum", så råber han bare "JAHHH" på bedste skoletysk og stavrer nynnende videre. Han elsker, at der er tid i lange baner til rådighed til ham og ham alene (og lidt til Candy Crush, kaffedrikning og ture i Plantorama, men altså ...), og der er blevet sunget, sunget lidt mere - favoritten er "FARRRVER!" (Se min kjole), som på en eller anden måde er blevet hans faste godnatsang inden for de sidste par måneder. Lige som det også var Øglens. Til trods for, at jeg brugte hele hans første leveår på at synge Elefantens Vuggevise hver eneste aften for ham. Men "Farrrver!"it is - og læst bøger, snakket og leget i haven.

En af fordelene ved, at storesøster ikke er hjemme, er, at man kan tiltuske sig adgang til det forjættede land, der er hendes værelse. Og til det lille Lego

I dag var vi i Plantorama, som jeg ved indgangen afskrev som Helvedes Forgård. Men der var jeg alligevel lidt for hurtig ved havelågen, for selv om man kan få sten-"dekorationer" til haven, der er grimmere, end noget jeg nogensinde har set før, så var det faktisk et helt fint sted. Og havde vi været af sted efter planter, ville jeg være gået helt bananas. Dagens mission var dog 'bare' nogle havemøbler (som ikke var så pæne IRL som i "laklamen") og så selvfølgelig en kop kaffe fra den integrerede Baresso. Varanen åd en muffin, drak en tredjedel Café Latte Grande, og så var han ellers i hopla. Og vildt begejstret for Koi karperne (ikke røre, min dreng - har ikke 9.000 kroner til fisk) og kaninerne. Bagefter var vi i Bauhaus (ja, vi tog de spændende butikker i dag, kan I nok høre), og til sidst var Varanen så træt, at han næsten ikke kunne hænge sammen mere. Så han faldt i søvn i bilen og sov iiiii - en hel halv time. Så gad han ikke dét pjat mere, så vi har haft temmelig hyper, men dog glad, lille dreng i vores varetægt hele dagen.

Nomnomnom - Varanen er den fødte cafégænger

Man kan lissom se på ham, at han er ude på at gøre et eller andet mærkeligt ved de der fisk, ikke? Men der blev holdt et skarpt øje med ham. Med mindre børnepengene er blevet sat op, siden jeg sidst tjekkede, så er der heller ikke lige små 10.000 kr. til at lege med fisk for på dén konto

Brrrrrrrmmmmm i Bauhaus

Alligevel har vi fået fældet en del i vores virkeligvirkelig grimme forhave, jeg har hevet mælkebøtter og tidsler op, der var højere end Varanen, og HDD har fået puttet tagasfalt på vores skorsten (don't ask). Nu er vi trætte, og derfor gad ingen af os smutte ned og handle til ugen, selv om det ville have været den smarte ting at gøre. På den anden side slipper jeg så for at martre mig selv med, hvorvidt jeg skulle få HDD til at købe noget guf, og er i stedet blevet nødt til at holde kostplanen. Så der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Lidt af ukrudtet i og omkring indkørslen (på nuværende tidspunkt ligger der en megastak bestående af et assorteret udvalg af buske, grene og ukrudt). Man kan mene, at vi skulle have adresseret problematikken Crazy Mælkebøtter Fra Helvede, FØR de blev højere end Rundetårn, men vi er stadig nye med det hus og have-noget, mkay? Og håbede måske, at der kom en eller anden og fiksede det i nattens mulm og mørke. Det gjorde der så ikke, og nu ved vi dét til næste år 

I morgen kalder hverdagen så igen, og efter en temmelig amputeret uge med humørpletter, Grundlovsdag og pasning af nabo-Skoldkop, så er der en temmelig stor arbejdsbunke, der skal bringes ned til et tåleligt niveau. Inden turen går vestover tirsdag efter en Øgle, som har det dejligt, der hvor hun er, men som er savnet, der hvor hun bor ...

fredag den 10. maj 2013

Filosofisk fredag

Jeg ved ikke, hvordan eller hvornår det skete, men lige pludselig er Øglen bare blevet en rigtig stor pige. Som af og til gerne bare "vil være i fred på mit værelse lidt, så jeg lukker lige døren. Hold øje med Varanen, så han IKKE kommer ind!" Og som 'svarer igen' med - synes jeg - ret velovervejet argumentation. Som nu her til aften, hvor Øglen ikke ville spise ret meget (for ikke at sige noget overhovedet - kan måske hænge sammen med den kanelsnegl, hun fik umiddelbart før maden ...):

Mig: Du bliver altså nødt til at spise noget, skat.

Øglen: Nej tak.

Mig: Bare lidt - du ender bare med at blive sulten lige om lidt.

Øglen: Nej TAK! Jeg er ikke mere sulten nede i min mave.

Mig: Er du SIKKER?

Øglen: Ja! Jeg fik to kiks i bilen, da jeg var ude at køre med far. Det er riiiiiigeligt!

Mig: *Fnis*

Generelt husker hun ret mange ting (også længere tilbage end de to kiks, altså), som hun er dygtig til at drage med ind i samtaler. Og så reflekterer hun meget.

Hun tør sør'me også være alene ude i haven/på terrassen nu. Mens jeg er inde i tørvejr og drikker kaffe. Det kunne ikke komme på tale for bare et par måneder siden

For nylig ville hun fx gerne vide, hvad det betød at hævne sig. Og hun taler ofte med HDD om, hvorvidt han og jeg altid vil være der. Det er nemlig gået op for hende, at man kan dø - i hvert fald, når man er meget gammel (blev jo lissom nødt til at sige ET eller andet, da hun blev ved med at spørge om, hvor oldemors far mon var). Så hun tjekker lige jævnligt op på, om vi er meget gamle. Og ja, her ville det være oplagt at indsætte en joke om, at man er så gammel, som man føler sig og at to små børn kan få aldringen til at gå amok, und so weiter, men den må I selv klare ...

Samtidig med, at hun er så stor og reflekterende, har hun (heldigvis) stadig de kæreste 'talefejl'. Det hedder fx stadig laviser, laklamer og lasandwich. Og bilen skal stadig have 'appelsin' på.

Vi opererer også stadig med, at det kan være drivkoldt, og så er hun begyndt at "sove DIREKTE!", når hun falder i søvn med det samme.

Der er mange flere ting, som jeg ikke vil trætte jer med her, for det har jo intet at gøre med, at jeg ikke lige kan huske dem. Men jeg bliver ikke den, der retter dem.

Søskende, der leger. Og det endte - for en gangs skyld - ikke i tårer 

Jeg ved godt, det er en kliché, det der med, at tiden går så hurtigt, når man har små børn. Men det gør den jo! Og selv om jeg er vild med min store, kloge, smukke, reflekterende pige, vil jeg også gerne beholde hende den lille, som var så uskyldig. Og hverken tænkte på hævn eller bortgang. Tror for alvor, det er begyndt at gå op for mig, hvor svært det bliver at skærme hende fra alle de ting i livet, der ikke bare er en lind strøm af kiks, Bamses Billedbog og ture i ZOO. Allerhelst ville jeg vist bare pakke hende ind i vat. Selvom det jo heller ikke nytter noget.

Men den første, der gør hende ked af det over noget, der stikker dybere end "det er min skovl, jeg så den først", får slag. Jeg siger det bare ...

- Postet fra mini-Padden

onsdag den 27. februar 2013

Forårsfridag

Hvem havde anet, at dagen i dag skulle blive så smuk og forårsfantastisk, som det endte med at være tilfældet? I hvert fald ikke mig, da jeg cyklede reptilerne til Den Nye Institution kun iført latterligt tyndt løbetøj i morges, mens rimfrosten lå tungt over Forstaden, og der var iskrystalleriskrystallerfrys! i ens ånde.

Men jeg fik selvfølgelig varmen igen, da jeg efterfølgende tonsede rundt i kvarteret med min dårlige kondi, der i dén grad cementerer, hvor dumt det er a) at negligere løbetræningen på det kraftigste i fire måneder, b) at flytte til en by, der er så bakket, at det halve kunne være nok.

Nå, men dagen udviklede sig jo helt fantastisk efter ismorgenen, og først på eftermiddagen var det faktisk så lunt på vores terrasse, at jeg lige nappede mig 20 minutter med en kop kaffe og et par magasiner midt i en solstråle. Uden jakke, mind you! Jowjow - foråret er lige rundt om hjørnet!

Løbeturen og kaffepausen i solen var led i en god, gammeldags fridag. Eller, altså - jeg har lavet lidt arbejdsrelateret på computeren, men i det store hele har jeg lavet det, jeg havde lyst til. (Hvilket så også omfattede oprydning og rengøring af køkken og stue. Men forårssolen er virkelig også nådesløs, når den retter spottet på støvbunkerne ...)

Ahhhh. Så skal sneen i baggrunden bare lige forsvinde...

Jeg øver mig stadig i at forstå, at det er okay at holde fri engang imellem, når der ikke lige er en deadline. At det blandt andet er det, der gør, at det er så jävlafedt at være selvstændig (for det er i hvert fald ikke lønnen, kan jeg betro jer!). Når min eneste indtægt er den, jeg selv henter hjem, skal der imidlertid helst ikke være alt for mange dage, hvor jeg bare kan holde fri. Men det er der så heller ikke, for nu at sige det pænt. Og det skal jeg være den sidste til at brokke mig over. Jeg skal bare lære at nyde de få dage, hvor der ikke er så meget, og ikke nødvendigvis hige og søge efter nye opgaver at kaste mig over. I dag gik det fint nok, men ikke uden at jeg måtte minde mig selv om det ret mange gange. Håber, roen indfinder sig på et tidspunkt, og at det føles helt naturligt 'bare' at kunne holde fri. Indtil da må jeg jo øve og øve. (Ja, det er benhårdt arbejde. Jeg ved det ;-))

Og i morgen begynder deadlines'ne så igen at stille sig i kø. Så jeg tror, denne dag har været givet godt ud. Næste gang, der kommer sådan en dag, gider jeg ikke bruge den på rengøring. Skarp forårssol eller ej.

---

Øglen var forøvrigt til 4-årsundersøgelse hos lægen i går. Forinden havde jeg forberedt hende på, at hun skulle vaccineres, så det har hun brugt ret meget krudt på at flippe ud over med jævne mellemrum. Det kunne dog dysses ned med lovning om en virkelig stor is, når det hele var overstået, så alt foregik i fred og fordragelighed. Ikke mindst fordi lægen havde en 'tryllepude', hun kunne sætte på Øglens arm under selve stikket, som gjorde, at Øglen intet - som i INTET - mærkede. Fantastisk! Øglen var også meget begejstret (undtagen, da jeg så kom til at joke med, at hun jo ikke behøvede at få en is, når det ikke havde gjort ondt. Spøg aldrig med is!) 16,9 kg siger vægten. Og 103 cm. Hun ligger præcis på sin kurve og er dermed gennemsnittet af gennemsnittet. Sagde lægen. Jeg synes jo, hun er noget helt specielt ...

mandag den 11. februar 2013

Morpral

Jeg bliver dagligt stolt af reptilerne. Fordi de gør et eller andet, der bare er så fantastisk - og jeg er naturligvis helt objektiv - at moderhjertet vokser til uanede størrelser.

Og når så overpædagogen i Den Nye Institution lige syntes, hun ville sige til mig i morges, at hun "synes, det er så skide fedt, at Øglen ikke er så meget en tøs" (tilsæt selv udlandsk klingende accent og lad af samme grund være med at tillægge ederne helt så meget betydning, som jeg måske ville gøre, hvis jeg bare havde læst det), fordi hun bare er helt sin egen, så kan jeg ikke lade være med at blive lidt mere stolt.


Pædagogen nævnte det i forlængelse af, at Øglen og jeg fortalte hende, at Øglen gerne vil have pigerne fra stuen hjem, når hun har fødselsdag, og at hun rigtig gerne vil holde en pirat-fest. Ikke en prinsesse-fest eller noget andet lyserødt, men en piratfest, simpelthen. (Hvilket undertegnede personligt synes er topfedt, og jeg er allerede gået lidt amok i piratting til dagen. Muligvis også lidt for meget amok, men det kan I jo selv vurdere, når dagen oprinder, og jeg helt 100 tager en masse billeder). I samme moment kunne pædagogen fortælle om en Øgle, der i fredags til fastelavn (hvor hun i øvrigt var Pippi - som den eneste) ikke kunne være mere ligeglad med de 15 (!) prinsesser og deres slåskamp om at få de lyserøde fastelavnsboller, men i stedet bare gerne ville have en blå. Og at det undrede - og glædede - pædagogen, at "hun hviler så meget i sig selv og sine egne beslutninger".

*Svulme svulme*

Det kan godt være, at det kommer, det der med, at hun begynder at tvivle på sine egne beslutninger, og at hun bare allerhelst vil ligne de andre. Det gør det sikkert. Men jeg er glad på hendes vegne for, at det ikke er kommet endnu. For det er benhårdt hele tiden at skulle leve op til den udefinérbare størrelse, der er "de andre". Jeg var ikke specielt selvsikker som barn, men er heldigvis kommet nogenlunde efter det som voksen. Og det er ikke sådan, at jeg er traumatiseret eller noget, men jeg kunne bare godt tænke mig, at Øglen går igennem barndommen med en større tiltro til sig selv, end jeg gjorde.

Og vi ved det jo godt, det der med, at hun er mere eller mindre ligeglad med, hvad alle andre gør. Men det er rart at høre, at hendes børnehave-persona tilsyneladende er ganske lig den, vi ser herhjemme.

I øvrigt er hende Øglen vist også ved at få sig en "ny N" nede i børneren. Her i Forstaden hedder han så bare T, og vi hører utrolig meget om ham. Og efterhånden dukker der flere og flere navne op, når vi spørger, hvem/hvad hun har leget med, eller når vi ved puttetid taler om "Øglens Dag". Hun trives. Det er jeg sikker på. Og det gør Varanen også, men både HDD og jeg synes altså, at der er nogle ting, der ikke fungerer i vuggestuedelen. For nu at sige det diplomatisk. Nu har vi endda set det an i 1,5 måned, men det ser ikke ud til at blive bedre. Tværtimod. Så nu er der lige nogle snakke, der skal tages, og så må vi se, om det mon giver stof nok til et separat indlæg på et tidspunkt ...

Nå. Det var et sidespring. Og det er det også at fortælle, at jeg fik post i dag. Fordi jeg vandt lækker lækker give away hos Camsen for nylig. Virkelig lækkert ur, siger jeg bare. Det bliver fantastisk på væggen, når den engang er blevet spartlet. Og fået lovlig el. I omvendt rækkefølge.


Og nu. House of Cards. Er I ikke hoppet på den allerede, kan det kun gå for langsomt. Go. See. Now!

søndag den 9. december 2012

Endnu en dejlig decemberweekend

Der er nogen, der har taget min lille pige. Og erstattet hende med en selvsikker stor en af slagsen, der iklædt det yndigste englekostume skred op ad kirkegulvet i går formiddag med højtidelig mine storsyngende en afart af Et barn er født i Bethlehem. Det var børnerens årlige krybbespil, det var Mellemgruppen, der skulle optræde, og min lille Øgle kommende Drage skulle (naturligvis ... ?!) være engel.

Nåååhhhr, hvor var hun sød, altså. Og glad for at være med, selv om hun stadig insisterer på, at de bare øvede. Man skal ikke prøve på at sige, at de jo rent faktisk optrådte, for så bliver der ballade. Øglen bliver nemlig MEGET GENERT (efter eget udsagn), når det kommer til regulær optræden, så til at begynde med ville hun overhovedet ikke være med til krybbespillet. Kun fordi vi sagde til hende, at de jo bare skulle øve i går (liar, liar, pants on fire), og at alle forældrene fra børnehaven så tilfældigvis lige skulle komme forbi og kigge, gik hun med til det. Og syntes, at det var en fest. Ikke mindst på grund af de flotte englevinger og 'sølvkrans' til håret, som fulgte med kostumet.

Er hun ikke sød? Skal i øvrigt nok fjerne billedet, hvis nogle af de andre søde krybbespiltypers forældre gerne vil have poderne fjernet fra internettet

Efter endt krybbespil var der dans om juletræ og gaveuddeling af selveste julemanden. Og pebernødder i en lind strøm. Rent kaos, men enormt hyggeligt - lige indtil klokken nærmede sig middagslur, og Varanen ikke længere orkede 60 børnehavebørn + familier (can't blame him). Så er der pludselig langt til Den Nye By.

Lørdag aften stod på gode venner til middag, langtidsbraiseret oksebov, masser af rødvin og Bezzerwisser. Reptilerne opførte sig eksemplarisk og sov hele aftenen. Bortset fra da Øglen vågnede omkring 01.30, gik i julesokken og kom galopperende ind i stuen med gevinsten. Helt træt og missende med øjnene, og alligevel strålende af glæde over, at nissen allerede havde været der. Og naturligvis sødere end nogensinde, syntes moar. (Så fik jeg også en undskyldning for at gå i seng. Gamle Mor kan jo ikke holde til at være vågen så længe, mand!)

I morges kunne vi konstatere, at der var noget med noget snestorm, der vanskeliggjorde vores planer om at tage i jule-Tivoli. Rådførte os med vores venner i Kbh, som vi skulle følges med, og de rapporterede, at det (også) sneede og blæste heftigt derinde. Så vi blev enige om at aflyse, hvilket Øglen syntes var en seriøst dårlig idé. Det hjalp dog lidt på det, at vi kunne lokke med besøg fra vennerne (med jævnaldrende børn) i Forstaden i stedet. "Det er jo meget hyggeligere, at de kommer herud, ikke Øgle?! Vi gider jo ikke gå rundt inde i Tivoli og blive totalt sneet og blæst på, vel? Så kan dig og R lege herhjemme i stedet". Så gæt lige, hvem der blev skuffet, da det senere viste sig, at vennerne blev nødt til at opgive turen herud på grund af sneen.

Utæt tagrende much? Men pænt ser det ud

Øglen og den lavstammede snemand

Menmen. Så byggede vi en snemand i stedet. Kørte på kælk i haven. Og trak ét stk. skuffet Øgle på kælk (og en betuttet Varan i klapvogn - snekæder, anyone?) gennem snemasserne i Den Nye By til et center med lille nisselandskab og en café med is og varm kakao. Og et Ønsketræ, hvor vi købte gaver fra hvert af reptilerne til to smållinger. Øglen gik højt op i at være med til at vælge de helt rigtige ting fra en legetøjsbutik til de to gavemodtagere, og vi fik en god snak om, hvorfor det nu lige var, at vi skulle købe gaver, som ikke var til Øglen eller Varanen, og hvorfor de skulle afleveres til en dame i centeret. Så trods Tivoli- og venindeskuffelser endte det jo med at blive en rigtig rigtig hyggelig søndag alligevel.

HDD og Øglen på vej hjem fra center-kakao 

Jeg er ret vild med alt det her sne, altså. Jaja, det er koldt, men det er jo bare så pænt. Og hyggeligt. Så det skal jeg lige minde mig selv om i morgen tidlig, hvor vi skal forsøge at kæmpe os gennem snedriverne ind til Kbh med to stk. reptiler, der hellere vil være alle mulige andre steder, i bilen. Men efter dejlig weekend kan man jeg klare det meste. Håber jeg. Og ellers satser vi på, at vores nisse, der netop har holdt flyttedag fra brevsprækken til garderoben, kan give lidt ekstra styrke ...

Her, ved siden af støvler og tasker i garderoben, er vores nisse flyttet ind. Tak til Louise for inspiration til, hvor dælen man køber sådan noget julesmåtteri og til Ann-Christine for nissedørs-inspiration generelt

lørdag den 8. september 2012

Vuggestue-Varanen #3

En af de ting jeg til stadighed skal vænne mig til ved barn nr. 2 er, hvor lidt jeg husker at dokumentere* i forhold til barn nr. 1. Dels pga. mangel på tid, dels pga. at jeg - til trods for, at det ikke er samme barn - har prøvet de fleste babyudfordringer før.

Selv om erfaringen bidrager positivt til den ro, jeg oplever omkring at blive mor anden gang, så går den også ind og pirker til min latente dårlige samvittighed (nogen, der vil have noget? Der er nok til alle). For er det nu også retfærdigt overfor Varanen, at jeg tager hans natlige flip (når der er sådan nogle) med ophøjet ro blandet med en snert af irritation og opsathed på, at Øglen ikke skal vækkes, fremfor bekymring og efterfølgende Googlen mig gul og blå efter, hvad det mon kan skyldes? Og hvad med det der med at huske og dvæle ved de små, fantastiske ting og fremskridt i hverdagen, uden de drukner i praktikaliteter og andre gøremål?

Se, hvor er han sød!

Jeg gør mit bedste, og mens jeg bruger krudt på at konferere med min indre perfektionist omkring, hvorvidt det nu også er godt nok, kan jeg da kaste nogle kræfter efter at nedfælde Varanens begyndelse på sin vuggestuekarriere og de kvantespring, han tager i den forbindelse. For der er fart på udviklingen nu, kan jeg mærke, og hvis jeg ikke tvinger mig selv til at dvæle, huske og skrive ned, så glider det mig af hænde. Og det ville jeg synes var så ærgerligt. Så! Vuggestuen! Go:

Varanen har været institutionsbarn i ret præcist en måned nu, hvilket betyder, at han har kravlet i ret præcist en måned. På det seneste har han forfinet sin teknik, så han kan forcere dørtrin og større forhindringer (som fx madrasser og underlige, hævede gulve), men han har stadig til gode at lure "numsen først"-finten, når han skal ned fra noget. Det resulterer i en del knubs og endnu flere raserianfald fra Varanen, der ikke har tålmod som en af sine primære dyder (så det Varanen og Øglen ikke har tilfælles i udseende, har de tilfælles dér), selv om han jo ellers er ret blid og mild af natur. Inden for den sidste uge - faktisk i al den tid, vi har boet i Tændstikæsken - er han begyndt at rejse sig op ad ting og vil gerne gå med os i hænderne. Det har han gerne villet længe, men det er først nu, benene for alvor gider bære ham. Og alligevel ligner han en glad rockblomst, når han stavrer af sted. Simpelthen så kært.

Han er glad for vuggestuen og ikke mindst for de mandshøje plakater af bl.a. Ghita Nørby, der er på et eller andet billetsalgshalløj lige over for vuggestuen. De får smil, grin, grynt og klap med på vejen dagligt, og jeg er ikke helt sikker på, om det er i forventningen om at se Ghita eller vuggestuen, han retter sig op og er , når vi hopper af toget og spadserer ned mod vuggeren.

Afleveringerne er stadig ikke de sjoveste i verden, men jeg er da i det mindste holdt op med at græde, når jeg har afleveret. Selv om jeg må indrømme, at det nok aldrig holder op med at give et stik, når man hører sit barn græde hjertenskærende på den anden side af en lukket dør. Men han holder altid op igen relativt hurtigt, og pædagogerne - de søde mennesker - forsikrer mig om, at han bliver hurtigt glad igen. Og som over-pædagogen sagde i går, da hun kom ud og fandt mig i garderoben, mens jeg ventede på, at der blev stille, så ville de ringe, hvis han blev ved med at være så ulykkelig. At de ikke ville lade ham græde på den måde i særlig lang tid, før der blev sendt bud. Og det ved jeg jo godt, nu jeg tænker efter...

I mandags talte jeg med en af de nyere pædagoger på Varanens stue - hende, Varanen gerne vil adoptere - og efter at have hørt, hvordan hun synes, det går med Varanen på stuen, og hvordan hun opfatter ham, ja så havde jeg nærmest lyst til at adoptere hende. Jeg ved jo godt, at Varanen er fantastisk og verdens sødeste baby, men det er ret dejligt, at en af dem, der tilbringer virkelig mange timer sammen med ham dagligt, også synes det. Eller i hvert fald synes, at han er "sød og glad og helt ufattelig nem. Smiler, griner og leger rigtig godt med de andre børn, og så sover han jo bare i det sekund, han bliver lagt. Og vi bliver faktisk tit nødt til at vække ham, når vi skal ind og have eftermiddagsfrugt. Så han sover som regel 2 timer" (her blev jeg så lige nødt til at stoppe og sikre mig, at vi rent faktisk talte om den samme baby, for det der med "bare at sove, når han bliver lagt", det arbejder vi ikke ligefrem med herhjemme. Men den er god nok - det var Varanen, hun roste til skyerne).

Sådan her ser det nærmere ud, når vi prøver at lægge Varanen. En Varan med vidtåbne glugger, der for alt i verden ikke vil gå glip af noget. Så nogle gange bliver mutti liiige nødt til at have sig en kop kaffe...

Så Varanen er glad for sin vuggestue, lader det til, til trods for afleveringerne. Som måske udspringer af, at han kom relativt 'sent' i vuggestue i forhold til Øglen, der begyndte som 9 mdr. gammel og aldrig sagde et kny til at blive afleveret, før hun blev så stor, at hun fik et sprog. Og så i dén grad begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hele afleveringskonceptet. Eller måske hænger sammen med, at vi lige er flyttet, og der er blevet rodet op i en masse. Han er i hvert fald blevet majet morglad på det seneste. Jeg må helst ikke gå nogen steder, og hvis jeg er et sted, hvor han kan høre mig, men ikke se mig (som var tilfældet her til aften, hvor jeg var ude i gården sammen med Øglen), går han helt amokka. Det kan  selvfølgelig også skyldes, at planeterne står skævt i forhold til ...stjernetegnene?... og derved laver ravage i afleveringerne? Eller måskeeee er det bare fordi, han er en baby? Who knows? Under alle omstændigheder skal han jo have lov at være ked af det, når jeg går, hvis det er hans umiddelbare følelse. Det er jo et eller andet sted bare mit behov, at han skal være glad...

Ooooog - SOV! Han kan jo godt. Han er bare stædig. Ligesom sin far søster 

Vuggestuen gør, at Varanen er mere end almindeligt kvæstet, når klokken passerer 18. Derfor bliver han puttet mellem 18 og 18.30, og det er HDD naturligvis lidt ked af, eftersom han først er hjemme fra arbejde omkring kl. 17. Men sådan må det være i en periode - det varer forhåbentlig ikke evigt. Og der er jo ikke noget at sige til, at det er hårdt at være i vuggestue. Til trods for de relativt korte dage, jeg giver ham (afleverer 8.30-9 og henter 14.30-15 lige for tiden, men det bliver desværre ikke ved med at gå for mit vedkommende. Det levner nemlig ikke rocker-meget tid til at arbejde) er der jo stadig en masse nye-agtige mennesker, han skal forholde sig til, et nyt sted, nye rutiner og i det hele taget bare en udvikling i rivende fart.

Jeg har allerede krise over, at vi på et tidspunkt skal rykke ham ud af de trygge rammer, han er ved at få etableret ovre i vuggestuen, men den tid, den bekymring - nu skal vi lige finde ud af, hvor og hvor meget vi overhovedet kan købe hus for, så skal vi finde et hus, og så skal vi overtage det. Så vores tidshorisont er da i hvert fald nok et halvt års tid. Og selv om rammerne i vuggestuen naturligvis ikke (forhåbentlig da) er blevet mindre trygge til den tid, så kan det være, at det ekstra halve år giver både mor og Varan rum til at kunne rumme noget nyt.

Hov. Lige til sidst (så stopper jeg, det lover jeg), så skal jeg da huske at fortælle, at jeg havde Øglen med ovre for at hente Varanen i vuggestuen i går. Jeg var ret spændt på, hvor meget - om noget - hun kunne huske fra sin egen tid i vuggestuen, for selv om hun godt ved (med ord, i hvert fald), at det er hendes gamle vuggestue, så var hun helt blank, da vi for nylig fandt nogle billeder fra de stuer, hun gik på. Hun kunne ikke huske, hvad en eneste af pædagogerne hed, og det eneste barn hun kunne kende, var bedstevennen N, som jo også går ovre i børneren.

Øglen syntes, det var sjovt at være med ovre efter Varanen, men hun gav ikke udtryk for, at hun kunne huske stedet overhovedet. Jeg havde hende med inde på de forskellige stuer for at sige hej til hendes gamle pædagoger - to af hendes absolutte yndlings fra dengang var på arbejde, men det virkede ikke til, at der var noget, der ringede hos Øglen (modsat hos pædagogerne, der var ved at gå helt op i limningen over, hvor stor og sød, Øglen er blevet. Det sagde de i hvert fald). Det overraskede mig lidt, og så alligevel ikke - børn er jo fantastiske på den måde, at de lever 100 % der, hvor de er, og ikke der, hvor de har været engang. Men det er alligevel en speciel oplevelse at konstatere, at mennesker og steder, der har haft så stor betydning for ens barn, pludselig ikke længere eksisterer i deres erindring. Trist og enestående på samme tid.

Øglen i toget på vej til Varanens vugger. Meget meget hårdt at køre to stop med S-toget, tilsyneladende 

Nå. Nu stopper jeg. Det lovede jeg jo. Har også nogle marengs, der skal spises puttes i dåser. Og noget Breaking Bad, der skal ses. (Har I set den? Nej? Så gå i gang NU, blev der sagt. Fan-fucking-tastic serie).


*Og med "dokumentere" mener jeg ikke "at tage billeder". For det gør jeg om muligt endnu mere nu, end da Øglen var baby. Nu har jeg nemlig en AjFåååun. Dengang havde jeg en Sony Ericsson, der måske nok var fancy for sin tid, men tage billeder, det var den sgu'nte god til...

torsdag den 12. juli 2012

Stor stor Øgle

Nogen kan måske erindre, at det der med at aflevere (og hente) Øglen i børneren ikke altid har været en dans på roser. Meget blev afhjulpet ved, at Øglen fik dræn i fødselsdagsgave, men i lang tid har vi haft et temmelig rigidt morgenregime, der hed, at vi skulle være ovre i børneren senest kl. 8. På det tidspunkt er der nemlig stadig morgenmad, og selv om Øglen spiser hjemmefra, synes hun, det er vældig hyggeligt at få en syltetøjsmad (sneaky little bastard - det er der nemlig ikke på menuen derhjemme) eller en ekstra portion havregryn sammen med de andre børn. Desuden er der ikke så mange børn i børnehaven på det tidspunkt, og der er voksenhænder nok til, at hun kan blive 'afleveret til' en pædagog. (Det har i al hemmelighed passet Hønemor her vældig fint, for så har jeg da været helt overbevist om, at de har registreret Øglens ankomst). Vi har en fornemmelse af, at hun godt kan lide roen om morgen. Det var det samme i vuggestuen, så det har vi ikke tænkt så meget over - vi har bare gjort det efter trial & error-metoden.

Men på det seneste er Øglen begyndt at sove længe(re) om morgen - nogle gange helt indtil 7.45. Og så kniber det temmelig meget at nå i børnehave til kl. 8; særligt, når man også gerne lige "vil lege en lille tur, søde mor!" eller parlamentere stolpe op og stolpe ned om, hvorfor man ikke vil have noget bestemt tøj på. Omvendt har jeg heller ikke haft lyst til at vække hende, for når nu vi har tiden til at have en langsom morgen, så føles det absurd at tvinge hende ud af fjerene.

Så det var med dyster mine, jeg for et par uger siden troppede op med Øglen i børnehaven længe efter, morgenmaden var pakket sammen, og pædagogerne var i gang med andre ting end at riste rugbrød og hælde mælk i kander. Sidst, det skete, var der en scene uden lige, da jeg skulle gå. Men denne gang - ingenting. Så længe jeg bare lige satte hende i sving med at tegne ("Du skal tegne et æbletræ til mig, mor. Og så må du gå"), så var der ingen problemer (måske fordi mine tegnekundskaber er så ringe, at det blev pinligt for hende, hvis jeg hang ud længere end højst nødvendigt). Wild.

Den store pige i sit Steiner-agtige outfit (!) Alle print i verden - samlet på én Øgle. Med overrepræsentation af O'Kitty...

Og det er fortsat. Sen(ere) aflevering, ingen morgenmad (i børnehaven), tegne et æbletræ og så af sted. Indtil i dag, hvor jeg ikke skulle tegne noget som helst. Jeg skulle bare smutte. Men først efter, Øglen havde skubbet til to af de store drenge henne i vinke-døren og bedt dem flytte sig, "så jeg kan komme til at vinke". I øvrigt var pædagogerne hhv. i et tilstødende lokale, i køkkenet og ude på legepladsen, da jeg traskede ud af børnehaven, så det der med at blive afleveret til nogen, lader også til at være en saga blot. Og da jeg krydsede legepladsen og kiggede over mod vinke-døren, så jeg Øglen stå og holde hof med førnævnte drenge. Allernådigst stak hun hovedet ud af døren og gjaldede "FAAAARRVELLLL! HAV EN GODDDD DAG, MOR! VI SEEEES!", og så var hun ellers væk.

Hun er altså ved at være stor, min lille Øgle. Hvilket da også blev cementeret forleden, hvor jeg købte en stor stak tøj til hende i H&M, og langt størstedelen hed str. 110-116. Det er langt, mand! Men langt er godt - så slipper hun måske for de kommodeben, hendes mor render rundt med...

mandag den 21. maj 2012

Farlig farlig tegning

Øglen elsker at tegne. Hun kan sidde længe med farvekridt, kuglepenne eller vandfarve (og så gad man godt, at man aldrig havde vist hende, hvordan man kan male sine håndflader og lave et aftryk på papiret med dem. Det sidder godt fast, det trick, selv om hun kun har fået det vist én gang. Men hun kan ikke huske, at hun ikke må slå. Eller vælte Varanen. Selv om hun har fået det at vide omkring en trilliard gange). Jeg synes, det er herre-hyggeligt. Både at iagttage hende, men også selv at male med. Og det er top swag (jeg er SÅ nede med det der teenage-sprog, mand!), at hun endnu ikke har luret, hvor dårlig jeg er til at begå mig på et stykke papir og stadig synes, at mine ubehjælpsomme streger er de flotteste hhv. blomster, heste, julemænd og huse, hun nogensinde har set.

Hendes tegninger har aldrig rigtig lignet noget, selv om hun i lang tid har forklaret, hvad det var, hun tegnede. En dag gik hun fx helt i selvsving og tegnede tegninger til hele familien. En af dem hed "Skorstene. Og et badeværelse". Ren avantgarde. Og hun tegner jævnligt blomster. Åbenbart. Og robotter. Og alt muligt andet. Hun har sorte perioder (proklamerer i hvert fald stolt, at "jeg har brugt alt det sorte vandfarve, jeg har!") og blå perioder. Perioder med jordfarvede kridt (fra dengang mor var dreng og troede, at jeg var kreativ). Og alle mulige andre farver. Modsat i virkeligheden, hvor alt bare skal være lyserødt. Hele tiden. Senest et par "sandaner", som dødpinemig SKAL være lyserøde. Med røde blomster på. Nogen, der ved, hvor man kan få sådan nogle?

Man skal koncentrere sig, så man ikke maler uden for stregerne... 

Men lige pludselig, iggå. Så finder man ud af, at hun kan tegne indenfor stregerne, hvis hun har nogle rammer at forholde sig til. Og at hun også kan tegne ansigter. Eller i hvert fald noget, som bedre kan gå for at være ansigter, end det krimskrams hun hidtil har tegnet. Og så bliver man helt stolt og 'hvor er hun blevet stor'-agtig (igen! Synes, jeg bliver 'hvor er hun stor'-agtig HELE tiden for tiden!). Og lige om lidt, så er hun bedre til at tegne end mig, hvilket ikke skulle være så svært og synes, at mine skilderier er pinlige. Det er de også. Så må jeg ikke være med til at tegne mere, og lige pludselig flytter hun hjemmefra. Ind til en, der hedder Kim, som har huller i ørerne og en tunet knallert. Og som er droppet ud af folkeskolen, er kendt af politiet og ryger for mange smøger. Jeg ved det bare!

Ansigter en masse. Det kan I godt se, ikke? Den spidseste af dem er en ballon. Det kan I også godt se, ikke?

Såeh. Tegning er farligt, folkens. Det gør jeres børn alt for hurtigt store. Og så flytter de. Det var bare det, jeg ville sige. Hej!

søndag den 13. maj 2012

Byg En Bjørn og Smid En Sut

Så blev det Mors Dag. Ikke noget vi fejrer herhjemme. Med mindre altså det tæller at få en tur i Build-A-Bear? Iklædt guldpailletblazer, godt nok - det var Øglen, der insisterede - så jeg følte mig måske en kende overdressed for en søndag formiddag. Men så var det jo godt, at det var koldt, så jeg kunne beholde min forårsjakke på...

Men altså. Vi havde jo talt om, at Øglen skulle smide sutten. Og det ville vi nok have talt om endnu, hvis det altså ikke lige havde været fordi, vi var til brånsj hos nogle venner i går, hvis datter netop havde fået taget sutten fra sig. Og hun var rasende. Græd stort set hele tiden, mens vi var der, og forpassede ikke en chance for at gå helt i baglås. Så vi tænkte, at det da også kunne være sjovt at prøve. Eller, nej - vi håber naturligvis, at Øglen tager det pænt, men jeg tror bare, det gik op for os i går, at uanset hvor længe vi venter, vil der være sværdslag, og at tårer - selv om de ikke er sjove - ikke er farlige.

Så eftermiddagen i går blev brugt på at forberede Øglen på, at hun og jeg skulle i Build-A-Bear her til morgen. Hun kunne så udmærket huske butikken, hvor man kun kan betale med sutter, og det første hun spurgte til i morges var, hvornår vi skulle af sted.

Vi hoppede på toget til Hovedbanen (attraktion i sig selv), og da klokken slog 10, valsede vi ind i bamsehelvede. Hvor Øglen selvfølgelig lagde ud med at vælge den eneste bamse, der var udsolgt - en lilla Hello Kitty. Hun lod sig dog ikke kue af udsolgtheden og valgte prompte en (meget) rød i stedet. Og blev umiddelbart derefter ramt af akut generthed og var ikke til at slå et ord af over for den ungersvend, der skulle stoppe fyld i Kitty og storytelle derudad. Så gæt, hvem der i stedet skulle varme det lille stofhjerte, der skulle indeni. Og puste liv i det. Og 'vaske' bamsen. Korrekt - moi.

Da ungersvendens rolle var udspillet, begyndte Øglen så småt at tø op. Og se uanede muligheder i det ocean af forskellige accessories, man kunne tilkøbe. Helt vild blev hun, da hun fandt en meget lyserød dukkeklapvogn, hun kunne trille O'Kitty (som kræet er blevet døbt) rundt i butikken med. Og jeg fornemmede jo godt, hvor det bar hen - klapvognen skulle med hjem. Udtømte arsenalet af argumenter for, hvorfor Grim Klapvogn ikke skulle med hjem, men Øglen var ubøjelig - og jeg havde heldigvis taget ja-hatten, evnen til at sluge en kamel (eller 10), og det store Dankort med. Så principper idéer om økodøko speltagtigt Steiner-legetøj har været forment adgang i dag, og i stedet har vi slået dørene op på vid gab for ikke bare en højrød japansk kat, men også hendes blomstrede lyserøde kjole, hendes glimmersko og en virkelig legetøjsagtig klapvogn. Hvad man dog ikke gør (og betaler) for eventyret om bortskaffelsen af Den Elskede Sut.

O'Kitty i egen højrøde person. I sin klapvogn. Aldrig er en kat blevet elsket så meget - lad os se, om kærligheden er stærk nok til at vare i morgen med. Og forhåbentlig mange mange flere dage...

Øglen var ret fascineret af hele det der med at betale med sutten, selv om hun ikke selv ville give den til 'damen' (som måske var 20 år gammel. Max). Så det fik jeg også lov til, men der var ingen problemer med at gå derfra og vinke til den. Heldigvis. Og heldigvis takkede hun også nej til at få puttet sutten ind i bamsen sammen med fyldet - jeg kunne levende se et scenarie for mig, der lynhurtigt ville give Øglen indianernavnet Sidder Med Saks, når savnet til sutten blev for stort...

Derefter gik turen - med O'Kitty i klapperen - til Hovedbanen, hvor det blev fejret med en is (Øglen) og en kaffe (mig), at Øglen nu er en stor pige, der ikke længere bruger sut. Ingen melankoli at spore hos pigebarnet overhovedet, for som hun sagde: "Hvis jeg græder for sutten, så krammer jeg bare O'Kitty rigtig meget. Så bliver jeg slet ikke ked af det mere!" Klogt barn.

Og ikke et kny har der været hele dagen. Heller ikke ved sovetid - det eneste var lidt 'fidgeting', der gik over, da jeg tilbød hende at holde i hånden. Nu ligger hun så og sover sødt med sin nye rødeste  bedste ven inde i sengen. Og ser pludselig lidt ældre ud, synes jeg...

Er I søde at krydse fingre for, at hun ikke vågner med et vræl i nat og vil have sin sut nu nu NU og pludselig synes, at O'Kitty er dum og stor og grim og rød? Og at hun ikke lægger sig alt for mange gange på O'Kittys hånd i nat, eftersom den har fået indopereret en temmelig gennemtrængende grinelyd? Kan nemlig ikke lige umiddelbart se det attraktive i at stå med to vågne, gnavne børn klokken Midt I Nat...

- Postet fra mini-Padden

lørdag den 25. februar 2012

Den Falske Fødselar

Vi har fejret Øglen i dag - godt nok en dag for sent, men når man er 3, så er man rimelig ligeglad (eller en usædvanligt god skuespiller, der holder gode miner til slet spil). I går ved sengetid fik vi virkelig hypet, at "når du står op i morgen, Øgle - så er du TRE ÅR GAMMEL!", så det var en glad og forventningsfuld lille pige, der lagde hovedet på puden og lagde sig til at sove.

Til morgen begyndte Operation Falsk Forskubbet Fødselsdag så. Med balloner på køkkendøren, fødselsdagstoget kørt i stilling på bordet, flag og pakker. Og Øglen var glad. Syntes, ballonerne var the shizzle. At det var hyggeligt, at hospitalsbamserne sad på hendes skammel og krammede, da hun stod op. At stearinlysene var fine. Og så var hun naturligvis helt med på gaverne. Oh, the presents! Såeh - jeg tror, at hun købte den. Den der med, at det er i dag, hun har fødselsdag.

Fødselsdagsbord (før lysene i toget blev tændt. Nåede det lige, inden Øglen stod op)

Vi har været lidt idéfattige mht. hvad vi skulle give hende i fødselsdagsgave. Umiddelbart synes vi nemlig ikke, at hun mangler noget (og jeg har fået forbud af HDD mod at købe de psykodyre klodser, jeg har udset mig), og når vi spurgte til hendes ønsker, har hun i lang tid sagt "Thomas Tog. En blå fuglebamse (huh?). En morgenkåbe. Og så ikke mere!" Thomas Tog it was. Og da vi i sidste måned købte en ladning brugt TT på dba (som vi egentlig ville have givet hende i forbindelse med Varanens dåb, men aldrig fik det gjort), fik hun dét i fødselsdagsgave. Ét stk. station, en bro, der kan hejses op og ned og så nogle af togene med de uhyggelige ansigter. Succes! (Også selv om jeg ikke lige havde en fin æske at pakke de der tog ind i og i desperation havde kylet dem ned i en tom Neutral Opvasketabs-æske. Som så godt nok var pakket pænt ind, men allywl).

Øglen i gang med gaverne. Varanen ser nysgerrigt (sultent?) til fra sin plads i baggrunden 

Vi havde en knaldhyggelig formiddag med leg med togbane og racerbiler og en ny leg som med det samme er blevet en favorit hos mig gik ud på, at Øglen og jeg lå sammen i sofaen, Masterchef kørte i baggrunden (det er vi så begyndt at optage, fordi Øglen så fem minutter af det forleden og siden nærmest ikke har talt om andet end "det der, hvor de laver pizzaer. Det var sjovt!"), og Øglen gentagende gange sagde "Læg dig ned og luk øjnene, mor. Bare slap heeelt af". Og senere tog vi så på Børnenes Museum. Hvis I ikke har været der, så er det bare om at tage af sted. Med det samme. Det er fantastisk, og Øglen var som en øko-ko, når de bliver lukket på græs.

Varanen i museumsklapper

Børnenes Museum. (Og ja. Nogen har fået iPhone. Og Nogen er ikke blevet helt god til at styre sig mht. at bruge Hipstamatic. Men Nogen er vild med, at man kan tage mega-shitty billeder, og så får app'en dem bare til at se så'n lidt retrocool ud)

Despoten taler til sine undersåtter på Nationalmuseet

Efter nogle timers leg tog vi hjem og bagte boller til familie-rykind i morgen, lagde nyt puslespil købt i et svagt øjeblik i museumsbutikken og spiste pandekager til aftensmad. Sådan en ville Varanen i øvrigt m.e.g.e.t gerne have nallerne i. Han gad i hvert fald overhovedet ikke sin kartoffel-/gulerodsmos med svesker (kan jeg egentlig godt forstå), da han fik øje på pandekagerne. Og efter et bad for at skrubbe mel, syltetøj og andre spændende ting af Øglen var det sengetid. Dejlig dejlig dag med god tid, masser af nærvær og en virkelig glad Øgle. Som nu er tre år og 1 dag gammel. Og som kan høre noget igen.

Bagermester Øgle med fingrene i melkrukken

Mmmm - mel (!)

Tak for hjælpen. Eller noget... 

  
Pandekager til aftensmad - Øglen spiste 6 (!)

I øvrigt gik dræn-lægningen supergodt i går. Øglen var i højt humør hele vejen - lige bortset fra det afgørende tidspunkt, hvor hun skulle lægge sig ned og have bedøvelsesmasken på. Så jeg blev nødt til at holde hende fast sammen med en sygeplejerske, og det var faktisk ikke spor sjovt. Eneste formildende omstændighed var, at den der narkosegas virker temmelig hurtigt... Efter operationen (som det vel reelt er?) var Øglen noget groggy, men efter at have sundet sig på bilturen hjem sammen med de to hospitalsbamser, hun scorede, og et par Rasmus Klump"kiks" til blodsukkeret, var hun totalt i hopla. Så meget, at hun insisterede på at gå med HDD ned for at hente den lyserøde is, vi havde lovet hende, og senere med mig ned for at handle.

Theo og Thea - hospitalsbamserne fra ørelægen

Vores lille Hercule Poirot - nu med hørelse. Og en smule energi til at gøgle lidt

Og nu ved jeg selvfølgelig godt, at det er early days, og at både i går og i dag i øvrigt har været fyldt med ekstra omsorg og opmærksomhed og - ikke at forglemme - is og kage, men Øglens humør er virkelig ændret radikalt siden de der dræn kom i. Til det positive, altså. Hvor hun før var opfarende og virkelig irritabel, er hun nu meget mere lattermild og "nånå"-agtig, hvis tingene ikke lige går efter hendes hoved. Hun gøgler rundt og synger i vilden sky; også 'nye' sange, som jeg ikke har hørt hende synge før. Det er fantastisk, og jeg håber virkelig, at det varer ved. Tænk, hvis det 'bare' har været ørerne, der gjorde hende så sur og frustreret, som hun har været den seneste tid...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...