Viser indlæg med etiketten motion. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten motion. Vis alle indlæg

onsdag den 4. oktober 2017

Noget om (in)aktivitet

[Sponsoreret indhold]

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke var et sporty barn. Som i overhovedet. Bevares, jeg deltog da i idræt på lige fod med alle de andre (og blev sjovt nok altid valgt til sidst, når vi skulle spille fodbold), og jeg gik til håndbold i rundt regnet to minutter, men det var også dét. Sådan på det organiserede plan, i hvert fald. Jeg cyklede selv til skole og stod på rulleskøjter sammen med mine venner, men sport-sport - det var der sq ikke så meget af.

Sidenhen er jeg kommet efter det og både løber og sejler i kajak i dag, men stadig ikke på organiseret basis. Det har jeg ikke rigtig haft med mig hjemmefra, og det er mig lidt af en gåde - en glædelig en af slagsen - hvordan jeg kan have fostret børn, der er så glade for at bevæge sig, som tilfældet er. De løber og danser og kravler og hopper ved enhver given lejlighed, og det er en sand fornøjelse at se på. De siger ikke nej til at blive fragtet til skole i ladcyklen, men de cykler som regel selv, så alt i alt får de bevæget sig virkelig meget i løbet af en dag.



Derfor er det særligt frustrerende for både dem og os, at begge unger er nede i en grad, så de ikke kan bevæge sig i samme grad, som de plejer. Ældstebarnet har beskadiget noget ledbånd i den ene fod og humper nu på anden uge rundt med sportstape, ispose og andet godt - og giver dagligt udtryk for, hvor frustrerende det er ikke at kunne deltage i de vilde lege i skolen og, vigtigst, ikke at kunne komme til fodbold! For en, der spiller fodbold min. to gange om ugen og gerne mere, hvis der er kamp, er det en pine at skulle sidde stille.

Yngste cyklede direkte ind i en læsserampe på en lastbil lige før weekenden med en kæmpe flænge og observation for hjernerystelse til følge. Heldigvis var der 'bare' gået hul på ham - i en grad, så det skulle syes - men det har stadig gjort, at de voldsomme tumleaktiviteter har været sat noget på hold. Igen med frustration til følge.


Summa summarum: Børnene bevæger sig pænt meget herhjemme. Hvilket er meget heldigt, nu hvor Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler, at alle børn og unge dyrker mindst en times fysisk aktivitet dagligt. Der er vi rimelig home safe, men det er ikke nogen selvfølge. Ifølge rapporten ”The Danish Report Card on Physical Activity for Children and Youth” vurderes det, at flere end 60 pct. af danske børn og unge i skolealderen ikke når målet om 60 minutters fysisk aktivitet hver dag.

60 pct. Det er altså en del. Det behøver selvfølgelig ikke være et problem, at man ikke bevæger sig det angivne antal minutter, men hvis man ikke lærer glæden ved bevægelse som barn, er der risiko for at tage det med sig ind i voksenalderen, og det kan på sigt udgøre en risikofaktor for børnenes sundhed. Personligt har jeg skullet tage mange tilløb til at blive sådan en, der bevæger sig, og det er jeg ret overbevist om skyldes, at sport og motion ikke er noget, jeg har haft med mig fra min barndom.

Som nævnt er vi ikke ramt af børn, der hellere vil sidde stille end at bevæge sig, men der er da tidspunkter, hvor det kan virke mere tillokkende at sidde med iPad'en end at drøne rundt. Men så er et raskt, lille konkurrenceelement jo ikke af vejen.

Reima har udviklet den internationale #millionhoursofjoy challenge, som "skal være med til at bekæmpe børns stillesiddende adfærd og hjælpe forældre med at holde sine børn aktive". Udfordringen går ud på, at børn fra 15 forskellige lande tilsammen bevæger sig mindst en million timer mere, end de gør i forvejen. Timerne med udført fysisk aktivitet opdateres løbende på kampagnens hjemmeside, og familier kan, på tværs af lande, udfordre hinanden til sjove ’landskampe’.

Læs mere om kampagnen på www.reima.com/kidventure, og meld jer til, hvis I har aktive børn - eller børn, der gerne måtte bevæge sig lidt mere. Det er supernemt at deltage, og hovedpræmien er en rejse til Ruka, Finland i marts 2018 og deltagelse i Kidventure-eventet med masser af sej, actionpræget vintersport. Det gad jeg personligt riiiiigtig godt at vinde. Om ungerne er med på kulden, må tiden jo vise - men nu skal vi selvfølgelig også lige vinde først ...

torsdag den 14. april 2016

Noget om at løbe (videre)

Der var engang, hvor jeg løb. Og løb og løb og løb. Lige indtil jeg ikke løb længere. Fordi jeg blev træt af det. Fordi jeg fik ondt i knæene. Fordi det var hyggeligere at drikke vin med naboerne, end at halse rundt i DNP. Fordi det var så som så med energien med istandsættelse af hus, to små børn og opstart af virksomhed. Fordi DNP var virkelig nederen (læs: bakket) at løbe i. Fordi *indsæt selv undskyldning*.

Det er næsten to år siden, jeg løb regelmæssigt. Det er to et halvt år siden, jeg løb mit sidste marathon. Og nu er jeg i gang igen. Ikke med at træne til marathon - du godeste, nej - men med at løbe. Til husbehov og lidt til. Dels fordi jeg er blevet temmelig blød i kanten. Dels fordi det der løb gør mig til et bedre menneske. Af en art. Selv om jeg kan have svært ved at hælde mig selv i løbeskoene og ud af døren, er jeg, uden undtagelse, altid i godt humør, når jeg kommer hjem fra en løbetur. Jeg har fået lys og luft, masser af synsindtryk, pulsen op, lyttet til Mads & Monopolet, som jeg aldrig når om lørdagen, og - måske det vigtigste - lidt alenetid (eller voksentid, alt afhængigt om jeg løber alene eller sammen med naboen). Og det er slet slet ikke så ringe.

Jeg bliver aldrig træt af at have vandet lige uden for min hoveddør. Det perfekte sted til (bl.a.) at strække ud efter løb og tømme hovedet fuldstændigt ...

Jeg sætter ingen rekorder og har pt. ingen planer om at løbe længere end 10 km i den næste lange tid, men det er skønt at være i gang igen. At finde en identitet, eller hvad det nu er, i noget, der hverken er arbejde eller moderskab. Ikke, at der er noget i vejen med nogle af delene, men i og med jeg ikke er den helt store hobby-person, er det meget rart at have noget, der får mig ud og op af sofaen. Som ellers i dén grad kan være svær at komme op af om aftenen, når børnene er puttet. Så derfor eksperimenterer jeg med at udvide dagen lidt i den anden retning og står nu op kl. 06.00 et par gange om ugen, så jeg kan nå at løbe, før børnene får øjne. Det er sandsynligvis normal tid for rigtig mange andre, men eftersom jeg først plejer at stå op ved 6.45-tiden, er det ret så tidligt for mig. Byen er fantastisk på det tidspunkt om morgenen - den er så småt ved at vågne i takt med, at solen står op, og på min efterhånden faste rute når jeg dels at vågne helt, dels at lade op til dagen, der er forude.

Vel hjemme igen kan jeg så vække dem, der stadig sover (Øglen. Altid Øglen. Hun står først op, når det er allerhøjst nødvendigt. Jeg tror, hun er blevet teenager før tid) og spise morgenmad med ungerne i ro og mag (og en lugt af gnu). Når Øglen og HDD så er sendt af sted i skole og på job, kan jeg gå i bad og lege lidt med Varanen, før vi skal ud af vagten. Og så er dagen ligesom kommet i gang på en rigtig god måde. Det kan jeg sagtens vænne mig til - også selv om det er besnærende at trykke på snooze, når løbeskoene kalder ...

tirsdag den 28. januar 2014

Skridtet før samlesæt

Kan I huske, dengang lægen udråbte mig til at være multiallergiker? Nej? Så vidt vides er jeg ikke blevet hverken mere eller mindre allergisk siden dengang (men det vil vise sig om et par uger, hvor jeg har sat (ny) læge i stævne for en gang for alle at finde ud af, om vi skal kultivere eller dræbe Øglens ønske om et pelset kæledyr. Selv om hun i mellemtiden har bedyret, at hun ikke gider have et alligevel, fordi hun ikke gider (hjælpe med) at gøre buret rent og i det hele taget passe på det ...), men til gengæld skranter jeg på alverdens andre områder.

Mit første (og hidtil eneste) visit hos min nye læge bestod af, at hun skulle finde ud af, hvorfor jeg blev ved med at have ondt i brystet i venstre side. Det tog hende ikke lang tid at konstatere, at jeg (åbenbart) har en rædsom holdning ("Er du sådan lidt skæv i ryggen? Har du nogensinde fået det at vide før?"), og at smerterne var noget muskelinfiltration langt inde i kadaveret. Hun ordinerede pilates, strækøvelser og en bold som kontorstol, og siden er det blevet bedre - omend stadig ikke helt godt. Måske fordi jeg ikke heeelt har fulgt hendes anvisning om helt at stoppe med at bære rundt på reptilerne. Men prøv I at forklare Varanen, at mor ikke lige kan bære ham mere overhovedet. Han bliver ikke båret så ofte, men nogle gange er det altså bare rart at kunne komme op til mor, når sneen er for våd, benene er for trætte, eller verden er for farlig.

Og nu er den så gal igen. Eller - dvs., at nu har jeg fagkundskabens ord for, at den er gal igen. Denne gang med knæene. Som det vist har været galt med siden ... hm ... siden Berlin Maraton sidste år. Jeg har ikke lagt så meget i det, for det er jo en ret hård belastning for bentøjet at løbe så langt. Og jeg har holdt en pænt lang løbepause efterfølgende. Men nu er jeg så i gang igen, eftersom HDD var så sød (sagt helt uden ironi, i øvrigt - jeg blev virkelig glad!) at give mig en billet til VM i Halvmaraton i fødselsdagsgave. Knæene værkede noget efter de første korte løbeture, men det lagde jeg ikke så meget i; Jeg skulle jo lige i gang. Men efter at have været i gang i nogle uger efterhånden, værker knæene stadig. Ikke mens jeg løber, underligt nok. Men stort set på alle andre tidspunkter. Så jeg bestilte tid hos en fys i går,  og fik en tid i dag - det med knæene er åbenbart noget, man tager ret alvorligt hos sådan nogle. Eller også har de ikke så meget at lave ...

Fyssen lyttede lidt til min klagessang og kiggede så på mine knæ. Hvorefter hun konstaterede, at hun "godt kunne se, hvad det er, jeg laver". Jeg lavede, efter bedste overbevisning, ikke andet end at stå stille, men hendes fys-øjne kunne åbenbart se, at jeg selv i stilstand overkompenserer ved at låse i knæene og dermed vride i det inderste knæled (?!) - "helt ligesom når man er hypermobil". Der kan man bare se. Derefter tæskede hun min knæmuskulatur (igen: ?!) igennem, mens hun indirekte gav mig dårlig samvittighed over at putte mine børn i institution ("Husk på, at tiden med børnene ALDRIG kommer igen!" og et "Hvordan kunne du GØRE det?"-udbrud, da jeg som led i samtalen fortalte, at Øglen var kommet i vuggestue, da hun var 9 mdr. Selv havde hun gået hjemme i 10 år, mens hendes børn var små, og dén kunne jeg sq ikke rigtig komme igen på). Afslutningsvis ordinerede hun cykling i stedet for løb - i hvert fald i stedet for to af de tre løbegange, jeg ellers har i kalenderen. Desuden rådede hun mig til at købe et par bløde, bøjelige, barfods-agtig sko, der dog stadig har stødabsorbering Godt, jeg arbejder hjemme. Hendes eksempler på sko var ikke just moderigtige ..., og plottede to aftaler mere i kalenderen. Indenfor den næste uge.

Nu er jeg hjemme. Jeg googler fodtøj, der får både mine øjne og mit Dankort til at bløde. Sidder i ramme alvor og overvejer at melde mig ind i det lokale fitness-center, som jeg antager har en motionscykel. Ikke, at min track-record med motionscentre er noget at prale af. Men et eller andet skal man vel smide sine penge efter (!) Og spekulerer på, hvornår det var, jeg begyndte at blive så skravlet.

... Gad vide, om jeg har noget chokolade. Er sikker på, at det hjælper bare en lille smule ...

søndag den 10. juni 2012

Av mine stænger

Ja, jeg løber så stadig. Kom godt nok til at pjække fra den 6 km-tur, jeg ifølge mit program skulle have løbet i ugens løb, men til gengæld cyklede jeg en milliard kilometer (sådan føltes det) til noget med noget arbejde. Så det går nok lige o.p op (som virkelig onkel-agtige typer ville sige). Eller det lader vi i hvert fald bare som om, at det gør.

Havde sq nok egentlig også pjækket fra dagens tur, hvis det altså ikke lige var fordi, jeg havde meldt mig til Alt for Dullernes Kvindeløb for nogen tid siden. Fordi jeg efter 33,5 år kender mig selv så godt, at jeg ved, jeg har mega-meget nemmere ved at holde mig selv oppe på et projekt, hvis jeg forpligter mig til noget i forbindelse med det. Så Alt for Dullerne - here we come.

På snedigste vis lykkedes det mig at overbevise HDD om, at det ville være konge (som folk, der sidder fast i 90'erne ville sige), hvis han og reptilerne fik sig lidt frisk havluft. På den måde kunne de nemlig køre mig til (og fra) løbet, og jeg slap for at cykle alt for mange kilometer i højst ustadig vejr, der ikke kunne beslutte sig for meget andet, end at det i hvert fald skulle blæse. Så familien Reptil tog til Amager, og Øglemutti løb sammen med alle de andre kvindfolk, der også havde været så letsindige at melde sig til 10 km-ruten.

LøbeØgle

Bagefter fik Øglen mit løbenummer (HDD kunne nemlig berette, at Øglen var blevet lidt ked af det og havde sagt ting som "Jeg vil også have et nummer, så jeg kan danse" og "Hvornår skal jeg løbe mini-marathon?", da hun var blevet vidne til det kollektive vanvid som fællesopvarmning til sådan nogle konceptløb er kan være), dansede lidt og syntes generelt, at det var the shizzle at være på strand- og skovtur.  Og så gik turen hjemad. Til cafébesøg (efter et bad, bare rolig), kig på en lejlighed (man må godt ose, selv om man ikke har solgt endnu) og bunker af vasketøj. Til leg i stuen, kokkereren af aftensmad og ulvetime. Og - ikke mindst - til umanérligt ømme stænger. Det kan godt være, at Amager Strandpark udgør en vældig smuk kulisse for løbeture, men de der betonklodser, den er bygget op af, gør IKKE noget godt for knæ og hofter. Eller også er det bare kadaveret, der giver sig efter at have bevæget sig i andet end luntetrav gennem længere tid.

Goodybag. Som heldigvis ikke udelukkende indeholdt sunde og/eller mærkelige ting. den cremede brie bliver IKKE fortæret i aften, ligesom den grønne te heller ikke gør. Dippe-Dutterne (huh? Bugles, om jeg må be') fra Kim's gør derimod. Og chokoladen fra Marabou...

Nu sover reptilerne, og jeg overvejer at amputere et ben eller to. Eller som alternativ humpe ud i køkkenet og hente den goodybag, Alt for Dullerne udstyrede sine deltagere med. God søndag aften!

Og nåh ja. Tiden på det der løb? 53,45 sagde chippen. Wohoooo! (Og så ikke et ord om, at min Endomondo mente, at jeg stadig manglede at løbe 370 meter, før jeg ramte de 10 km. Internettet siger, at ruten var opmålt efter alle kunstens regler af DAF. Hvem de så end er. Men hvis internettet siger det, så er det rigtigt...)

onsdag den 30. juni 2010

Motion og chokolade(tude)kiks

Skal lige høre om noget, ik'å'?! Når nu man i lang tid har været rimelig inaktiv (bare for ikke at kalde mig selv for decideret doven.) og ikke lavet megen anden motion i små 1½ år end at gå ture med barnevognen og slæbe Øglen op og ned ad trapper - først på Østerbro, så i Gammelby og så på Østerbro igen - ja, så er der jo ikke noget at sige til, at mavedellen (eller alle de andre deller, for den sags skyld), hverken rykker sig eller bliver mindre. Endnu mindre mærkeligt bliver det, når man oveni den manglende motion spiser så mange kager, at Kagens Dag skal være glad for, at jeg ikke fik købt billet i år (eller nogle af de øvrige år).

Men.

Nu er det jo så, at jeg godt kunne tænke mig at regulere min størrelse lidt (til det mindre, forstås). Og blive lidt sundere og alt det jazz. Ikke på den fanatiske måde, men der er jo ingen grund til at opføre sig som Pacman og æde alle forhindringer på ens vej, vel!? Så jeg har forsøgt at lægge lidt om. Skruet lidt ned for kageindtaget og op for motionen. Jeg cykler 16 km om dagen. Fem dage om ugen. Ikke, at jeg er over-god til hovedregning, men det er mere end 50 km og mindre end 100 km om ugen. Derudover løber jeg mellem 15 og 25 km om ugen. Med et beskedent håb om at komme op på et gennemsnit på 30km på et eller andet tidspunkt, når mine knæ orker. Men dellerne?! De bliver stædigt, hvor de hele tiden har været.

Jowjow - jeg får da mere energi af at spise sundere og bevæge mig mere. (Bortset fra, når jeg punkterer FULDstændig efter en løbetur og sværger, at jeg aldrigaldrig mere vil løbe så meget som ét skridt mere). Og jeg sover bedre om natten. Og har generelt mere overskud (og thank G** for dét, for Øglen er ramlet ind i noget, der minder om noget trodsalder). Men det VILLE nu være rart, om vægten (eller i det mindste bare spejlbilledet) gad være på mit hold. For selv om alt det nævnte er vældig godt, kan jeg jo ikke helt løbe fra (høhø - løb; fik I den?!), at jeg også gerne vil strammes lidt op og ind hist og pist. Og selv om jeg rent faktisk er begyndt at nyde mine løbeture, så kunne jeg da godt finde på noget andet at lave.

Don't get me wrong, men SÅ sjovt er det jo heller ikke at være magenta-farvet i fjæset flere timer efter endt løbetur. Eller mærke samtlige musker murre og værke som var man 89 og knogleskør. Og da slet ikke, når det tilsyneladende overHOVEDET ikke gør nogen forskel på størrelse eller vægt. Så kan jeg jo ligeså ligge på sofaen som en anden Barbara Cartland og fråde fyldte chokolader. Meget hyggeligere. Og (formentlig) ikke lige så sved-fremkaldende (alt efter, hvor meget chokolade jeg spiser, tænker jeg).

Men hvad sker der for de über-resistente deller, vil jeg gerne vide? Troede jo lige, at jeg havde fat i den lange ende med at skrue ned for de søde sager og op for motionen. Forbrænde flere kalorier end jeg indtager. Og videre i dén dur. Men nej, åbenbart. Hvis der er nogen, der har et råd, de gerne vil af med, så smid det endelig her. For jeg fatter hat (som de unge ville sige).

Tror, jeg går ind og spiser en tudekiks. Af chokolade. Fordi det er synd for mig. Og fordi det jo tilsyneladende hverken gør til eller fra i det store veje-/spejle-regnskab...

tirsdag den 15. juni 2010

Løøøøb!

Fordi det her er min blog, vil jeg godt have lov til at blære mig lidt. Så det gør jeg hermed: I går løb jeg det der Alt for Damerne-løb, jeg har fablet om siden januar. Var lidt loren ved at skulle løbe 10K, fordi jeg ikke har været så flittig på løbefronten i de sidste par uger. Men det gik, og jeg prustede mig over målstregen på en tid på 55,43 minutter. Havde et beskedent håb om at komme under en time, og det lykkedes jo så.

Det var noget hårdere, end jeg lige havde regnet med, synes jeg nu nok. Men samtidig var det også fedt. Selv opvarmningsdelen med über-friske Fitness DK-piger, der dansede rundt til Skub til taget, bidrog til den gode stemning. Og der ER da et eller andet fascinerende ved, at 6.500 mennesker, i et anfald af kollektivt vanvid, har besluttet sig for at løbe så langt, at man er ved at vende vrangen ud på sig selv af anstrengelse. OG hopper rundt til Skub til taget uden så meget som at overveje, hvor dum (men alligevel ret sjov) den sang er.



I dag har jeg så en hjemmearbejdsdag. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have været til et Nestlé-seminar om børn og kost, som nogen har været så søde at invitere mig til, men mine bunker og atter bunker af arbejde mente ikke, at det var nogen god idé, at jeg rev en formiddag ud af kalenderen for at lave noget ikke-arbejdsrelateret. Altså arbejder jeg. (Og blærer mig på bloggen) Og så tror jeg i øvrigt også, at mine ben er ok glade for, at de ikke skal ud og cykle hele vejen til kontoret og tilbage igen i dag...

søndag den 17. januar 2010

Motion - eller mangel på samme

Jeg har aldrig været specielt sporty. Det der med motion er aldrig faldet mig naturligt, og udtalelser som "Jeg kan bare ikke undvære at træne" er bestemt ikke noget, jeg har gjort mig i. Fra tid til anden har jeg frekventeret motionscentre og forsøgt mig med at løbe, men der er bare ikke noget, der har grebet mig nok til, at jeg er fortsat med det.

Jeg befinder mig i virkeligheden nok på grænsen af det forjættede land "Doven", men fra de perioder, hvor det rent faktisk er lykkedes mig at træne regelmæssigt ved jeg, at jeg jo får det bedre af det - mere energi, mere harmonisk kropsfacon og bedre samvittighed over, at jeg af og til kommer til at spise salmiak-bolcher til morgenmad og småkager til frokost (som i dag. Ups.)

Det kunne endda gå, da jeg stadig ammede (verdens bedste slankekur) og vadede gader og stræder tynde med en sovende Øgle, men begge dele er slut nu; madkasserne er tørret ind, og Det Dumme Virkelige Liv har snuppet al den tid, der var til at gå lange ture (i hvert fald til daglig).

Og nu går den så ikke mere. (Den er faktisk ikke gået i et stykke tid, men jeg er mester i overspringshandlinger, så jeg har lige udsat det lidt. Og så lidt mere. Men NU...!) Som jeg sidder i mit lidet flatterende hjemmetøj og har en anelse kvalme over alle de småkager, jeg fik spist sammen med mødregruppen for et par timer siden, er jeg blevet ret træt af den her laissez-faire-livsstil. Jeg taler ikke Kernesund eller triathlon eller noget, bare almindelig sund kost i hverdagen, og så lige lidt motion!

Har funderet over, hvad der kunne være den bedste motionsform for mig, og selv om jeg synes, det er hjernedødt kedeligt (og hårdt!), og jeg tidligere har forsøgt mig, men givet op, er det alligevel løb, som bedst lever op til mine kriterier om, at det skal være nemt at gå til, billigt og uafhængigt af tid og sted. Så... løb it is. I guess.

Men jeg kender mig selv. Og jeg ved, at jeg har brug for en gulerod for at holde træningen ved lige. Så da jeg så, at Alt for Damerne holder Kvindeløb til sommer, tænkte jeg, at dét måske var noget?! Der er noget at træne efter, og jeg binder mig til en aftale - og så er der fem måneder til at træne i. Man kan vælge både 5 og 10 km ruter, og selv om jeg har mest lyst til at vælge 5k, tænker jeg på, om jeg mon ikke vil være mere stemt for at give den gas med træningen, hvis jeg skal op og løbe 10k? Eller hvad siger I (hvis der er nogle løbekyndige out there) - er det helt urealistisk at tro, at jeg kan træne mig op til at løbe 10k på fem måneder, når jeg starter ud som glad begynder (Og i øvrigt har tidsrøveren Øgle at holde styr på)? Og skal jeg i virkeligheden bare være glad, hvis jeg kan gennemføre 5?

Åhr, se nu. Det er besværligt allerede. Jeg snupper lige et bolche. For de gode intentioner gælder jo (som altid) først fra i morgen...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...