Viser indlæg med etiketten musik. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten musik. Vis alle indlæg

mandag den 23. juni 2014

Ferie ønskes

Der er ca. tre uger, til ungerne holder ferie, og fem uger, til HDD og jeg holder ferie. Der bliver noget logistik der, der lige skal tilpasses, men jeg tænker, at aftenarbejde bliver temmelig udbredt for mit vedkommende i de uger. Hvor vi oven i købet har valgt at holde storbyferie i København for gamle dages skyld, da HDD så har væsentligt kortere på arbejde, og der er lidt for ungerne (og mig) at lave i løbet af dagen. For let's be honest; selv om vores have er dejlig, er der ikke aktivitet nok i den til to ugers luk i institutionen. Vi har lånt en lejlighed af min bror, så nu bliver det spændende at se, om vi kan huske, hvordan man er bare lidt urban.

Varan og Varan-far. Og Øglen i forgrunden. Lykken er, når far kommer en i møde, når man er på vej hjem fra børnehave og vuggestue ...  

Jeg trænger til ferie. Big time. Også selv om man kan mene, at mit arbejde jo ikke just er tungt på "jeg arbejder en trilliard timer om ugen"-måden. Folk spørger mig faktisk ret tit, om jeg "så arbejder 37 timer om ugen?" (hvorfor er det så vigtigt, egentlig? Elskede, at min gamle chef engang sagde til mig, at han sådan set var bedøvende ligeglad med, hvor mange timer jeg var der, så længe jeg nåede mine opgaver), og til det er svaret: Nogle uger. Andre uger: langt fra. Andre uger igen: En del over. Men sådan gennemsnitligt arbejder jeg nok 'kun', hvad der svarer til deltid. Hvilket i øvrigt er helt bevidst. Så jeg ved godt, at jeg på dén måde ikke kan påberåbe mig behovet for ferie. Men det gør jeg så bare lige alligevel. For jeg synes faktisk, at jeg har behov for ferie. Og mere tid med min lille familie. Bare hænge ud, slappe ud og have al tid i hele verden. Med masser af is, jordbær og andet godt.

Halm i gummiskoene ... 

Jeg fatter ikke, at det allerede er ved at være et år siden, vi var på sommerferie sidst. Selv om der er sket alverden siden da, føles det stadig som det var i går. Men jeg skal jo ikke gøre så meget andet end at kigge på billeder fra sidste år for at se, hvor meget der er sket med reptilerne. Og jeg skal bare lytte til dem i to minutter for at konstatere, at deres sprog også har udviklet sig helt vildt. Varanens især, hvilket jo ikke er så underligt. Men det med tidens tand kan jeg fylde indlæg efter indlæg med alene, så det vil jeg afstå fra at gøre her. Jeg vil bare glæde mig til om et par uger, og inden da tænke tilbage på en dejlig, afslappende weekend, der netop er slut.

Sidste år i Hvide Sande. Se, hvor små de er, reptilerne!

Nuårrh! De var nu også søde dengang, hva'?!?

Efter at være blevet vækket af et øresønderrivende brag og vandmasser fra en anden verden kl. 05.38 (grrr!) fredag morgen (tak til skybrud. Og fladtagede huse, der får ren til at lyde, som om man bor i en tromme), udviklede dagen sig heldigvis noget bedre. Jeg nåede at afslutte nogle opgaver på job, reptilerne blev hentet tidligt, og Farmor kom med aftensmad. Og is og jordbær. Mmmm.

Lørdag havde vi besøg af en af mine gamle mødregruppeveninder og hendes to drenge, der er præcis jævnaldrende med reptilerne. Særligt de to store - som vitterligt ikke ser hinanden særlig tit - havde en fest, så det kan vi vist godt gøre igen snart. Ikke mindst fordi der var masser af tid til, at vi voksne kunne sludre. Og det kan vi jo godt lide! Resten af dagen lavede vi absolut ingenting. Jeg fik lige ryddet op i det bombekrater, der gav sig ud for at være Varanens værelse, men derudover stod den på kaffedrikning, bladren i en stak BilledBladet og KigInd, som jeg har arvet fra en veninde (sært fascinerende blade. Hvorfor?!) og lidt for meget tv.

I går stod den så på legeaftale for Øglen fra morgenstunden. En pige fra børnehaven har i den bedste part af et år spurgt mig riiiiigtig tit, når jeg henter, om hun ikke nok må komme med Øglen hjem. Og jeg har sagt, at det må hun da, men at vi lige skal tale med hendes forældre. Som både henter og bringer på helt andre tidspunkter end os. Så det er blevet udskudt, udskudt og udskudt, og pinligt nok var det først i sidste måned, jeg kom i tanker om, at jeg da bare lige kunne skrive en seddel til dem og lægge den i garderoben. Ingen af os rider imidlertid samme dag, som vi sadler, så det var først forleden, moren skrev til mig, om Øglen mon kunne lege i går. Og det kunne hun da.

Legeaftalen gik upåklageligt. Pigerne legede og hyggede sig - og stjal en is fra fryseren. Øglens seneste glansnummer, når hun har veninder med hjemme. Og hun tror, at jeg ikke ved det, så hun føler sig som en rigtig skurk. Det er faktisk ret sødt, og selv om jeg naturligvis ikke vil opfordre hende til at snyde og stjæle, så synes jeg, det er ret uskyldigt. Særligt fordi de ville have fået lov til at få en is under alle omstændigheder ...

Halløj på Krogerup 

Varanen gik kold sidst på formiddagen, og da han vågnede, kørte vi til Krogerup Avlsgård, hvor vi skulle mødes med nogle venner. HDD havde opsnuset, at der var et slags før-Skt. Hans-arrangement, hvor Rasmus Nøhr skulle spille, og det, kombineret med god mad og en halmballe-forhindringsbane til ungerne, syntes vi lød som stof til en god eftermiddag.

Strike a pose på halmballe-banen

Øglen kom højt til hest, mens damerne sludrede, og HDD og vennepars-faren gøglede rundt med ungerne

Der var en DEL andre, der også havde opsnuset arrangementet, men vi kom heldigvis i så god tid, at vi fik et bord. Og bortset fra lange køer til mad/kaffe og et enkelt regnskyl, var det helt perfekt. Jeg har noget med Rasmus Nøhr - og i særdeles Sød musik - så at det var åbningssangen, gjorde jo bare det hele endnu bedre. En kaffekø kan være nok så lang, men når man har en putte-Varan draperet om halsen, solen skinner, musikken er god, og man er sammen med gode venner, bliver det næsten ikke bedre.

Til tonerne af Sød musik tog min søde veninde det her billede af Varanen og mig i kaffekøen. Putteputte. 

Det var heller ikke helt dårligt, at mændene besluttede sig for at påtage sig farrollen 400 % og tog samtlige børn med hen for at købe pølser og med ned til halmballerne, hvorefter de kiggede efter ungerne, mens jeg og min veninde stod i kø i tre kvarter(!) (ok - der var Varanen så også med) efter kaffe. Så vi havde masser af tid til at sludre - ren luksus! Og bagefter var der mere leg på halmballerne og en Varan, der tissede igennem sin ble. Og et par forældre, der ikke havde skiftetøj med, så Varanens exit foregik med bar bler*v (ren ble, dog). Masser af frisk luft og fire medlemmer af reptilfamilien, der var helt maste, da vi kom hjem. Ni hao Kai Lan og en hurtig pastaret hjalp os gennem ulvetimen, og så var det godnat.

Elegant exit - nu uden bukser

Nu er det så mandag. Jeg har løbet sølle tre km hjem fra børnehave og vuggestue, og lige om lidt laver jeg en stor kop kaffe. Og SÅ går jeg i gang med arbejdet. Tre Fem uger endnu, før der er ferie. I can do it!

onsdag den 21. marts 2012

Det glade vanvid

Ja, overskriften kunne refere til mange ting her i Cirkus Reptilikus. Vores nætter i øjeblikket, fx (også i øjeblikket!). Eller det beløb, jeg har brugt på café latte i løbet af hele min barsel. Ikke, at jeg har holdt styr på det - det ville være alt for nedslående at se sort på gult (Excel), at jeg kunne have løbt en lex designertaske, et privatfly eller et års ferie på Mauritius i stedet for at have hældt lysebrun, varm drik ned i svælget. Men jeg har på fornemmeren, at det beløber sig til en del...

Men det er ingen af delene, faktisk. Overskriften referer nemlig til min og Øglens fritidsaktivitet. Fik I den? Fritidsaktivitet. Vi er blevet sådan nogle, der går til noget. Så nu behøver jeg ikke længere have kulsort samvittighed, når de andre vuggestueforældre hentede med et "Kom så, E - vi skal til dans!", "Husk nu, vi skal til svømning, når jeg kommer og henter dig, O!" og "Det kan vi ikke nå, for vi skal videre til *indsæt selv aktivitet*" og deslige. Så kan man selvfølgelig sige, at det er lidt ærgerligt, at Øglen ikke går i vuggestue længere, hvorfor fritidsaktiviteten er fuldstændig spildt på de fritidsaktivitetsgående mødre. Men alligevel...

Fritidsaktivitet. Det var det, vi kom fra. Det er rytmik, vi taler om. Meldte Øglen og undertegnede til i et anfald af "jeg bliver nødt til at lave noget sammen med Øglen, bare hende og jeg!", lige da Varanen var ankommet, og rytmikken virkede overskuelig (og ligger tæt på, hvor vi bor). Vi har gået til det, siden Varanen var 2 måneder gammel, og i går var så sidste gang. Så teknisk set er jeg nu in between at være sådan en, der går til noget med mit barn. Men eftersom vi begynder igen, når det næste hold starter op i april, tænkte jeg, at jeg godt kunne slippe af sted med det.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde regnet med, sådan rent begejstringsmæssigt fra Øglen, da vi begyndte til det dersens rytmik. Høflig tilbageholdenhed, måske mild glæde over at skulle danse lidt. Eller psykopat surhed over at skulle gå til noget umiddelbart efter en lang dag i børnehaven. Noget i dén stil. Jeg havde ikke lige set komme, at hun ville udvise fuldstændig ellevild begejstring, og at hun slet slet ikke kan vente, til det bliver tirsdag, så hun kan komme til "lumikki" (aner ikke, hvorfor det lige er sådan, det hedder). Og når vi så er ovre til lumikki, kan hun på ingen måde holde glæden tilbage. Hun hviner og skriger og griner så højt at havde hun været lidt ældre og udvist samme opførsel på gaden, så var hun formentlig blevet hentet af diskret køretøj med plejepersonale i hvide kitler bevæbnet med beroligende sprøjter i lommen. Hun tegner tegninger til "damen" (som jeg forgæves har forsøgt at forklare hende, rent faktisk har et navn), og hun løber rundt som en trold i en æske og lever sig i dén grad ind i musikken og fagterne.

Et stks Varan uden selvbevidsthed overhovedet. "I'm gonna make you an offer you can't refuse"...

Det er helt fantastisk at se min lille pige være så glad for noget, og selv om guderne må vide, at rytmik ikke er min yndlingsaktivitet i hele verden, så hersker der ingen tvivl om, at vi selvfølgelig skal med på det næste hold. Heller ikke selv om det indebærer endnu flere ugentlige seancer, hvor 10 forældre laller rundt og laver åndssvage festlige fagter, alt imens 10 unger styrter rundt mellem hinanden og hhv. "danser", hopper, tramper, spiller på tromme, fanger balloner og krammer mølædt handskedukke, som var den deres bedste (og eneste?) ven i hele verden.

Var jeg en rummand (er jeg så ikke, selv om dagens poser under øjnene har antaget nye højder, og ligheden derfor kunne være slående), som kom til at kigge forbi midt i en rytmiktime, så ville jeg smutte igen øjeblikkeligt. Og droppe alle eventuelle overvejelser om invasion, eftersom det kan være sin sag at overmande uligevægtige personer. Særligt i flok. For jeg er ikke i tvivl om, at det er sådan, vi fremstår: uligevægtige. Og lettere vanvittige. Med et om muligt endnu større fokus på vores respektive afkom end til dagligt, fordi det her død og pine-mig bare skal være sjovt. Og med et markant mindre fokus på de andre voksne end ellers, fordi vi alle er i samme båd, og fordi der i øvrigt ikke er grund til at skabe alt for meget øjenkontakt midt i en omgang "Jeg har fanget mig en myg" eller en messende udgave af "Jens Pedersens ko, den har horn". Det kunne jo være, at man kom til at dø af grin. Eller pulveriserede af pinlighed.

Det burde jo ikke komme bag på mig, at rytmik vitterligt er det glade vanvid. For jeg gik også til rytmik med Øglen, da hun var bette. Og selv om det ikke var samme sted, var det lige så cwazy. Alligevel vendte jeg tilbage. Og prøv at gætte, hvad jeg skal til at gå til med Varanen efter påske?! (Jeg deler med HDD, og han ved heeelt klart ikke, hvad han går ind til. Men det finder han ud af. Gnæg gnæg). Korrekt. Rytmik!

Jeg må være ude i noget selvpineri. Men ungerne elsker det! Eller - Øglen gør. Varanen ved ikke, hvad det er, men han er i reglen bare glad i låget, så han bliver nok også vild med det. Og så gør det sjovt nok ikke så meget, at det i min optik er temmelig gak.

... Damn, der er sket meget fra dengang, hvor man (jeg) ikke ville bevæge mig ud af døren uden makeup i min barndomsby, for TÆNK nu, hvis jeg mødte nogen, jeg kendte?! Nu går jeg både ud af døren uden makeup hvilket jeg faktisk burde lade være med, for det ser ud som om, jeg har glemt mine øjne derhjemme, når jeg ikke har mascara på OG jeg deltager i ting, hvor jeg fremstår som temmelig mindrebemidlet. Så ved man i sandhed, at man er blevet mor...

lørdag den 13. august 2011

Tak for dansen

Er tilbage i din favn
Står ved døren med dit navn
Ånd i ånd og kigger op
Ser forbi stråleglansen
Hvisker.. "Tak for dansen"

HDD og jeg har været ude og være kærester. Bare ham og jeg sammen med først skønne tapas på Adendum, dernæst med en hel del andre mennesker i Den Grå Hal. Blandt andre Søren Huss og Love Shop. Det holder 100 sådan at have tid til at spise lækker mad og lytte til god musik, men håhr mand. Rimelig tough aften. Altså - jeg vidste jo godt, at det ikke ville blive nogen munter koncert. Har jo tidligere lyttet en del til Søren Huss' 'Troen og Ingen' og blev faktisk nødt til at stoppe med at høre det på arbejde, fordi jeg ikke kunne lade være med at græde lidt.

Søren Huss

 Søren Huss

 Love Shop - Copenhagen Dreaming...

Det kunne jeg så heller ikke i går. For nu at sige det mildt. Ud af de 11 numre på albummet (som han spillede fra ende til anden, thank you vewy much!), græd jeg nok til de 8. Eller 9. Og det var ikke noget med en elegant lille tåre ned ad den ene kind. Nænæ - vi taler full-on tudefjæs. Virkelig klædeligt at sidde (for jeg fandt en siddeplads, hæ!) med våde kinder og røde øjne under en hel koncert. Men jeg trøster mig med, at jeg bestemt ikke var den eneste, der havde våde øjne. OG at jeg er gravid. Så jeg må gerne.

Men altså. Fabelagtig koncert med smukkesmukke numre. Troppede gerne op igen, hvis ikke det havde været fordi, gårsdagens koncert var den sidste på turnéen. Og dermed den sidste, hvor 'Troen og Ingen' blev spillet i sin fulde længde. Glad for, at jeg nåede at opleve det.

Love Shop var også gode, men jeg er nok bare mere en Jens Unmack-kinda girl. Forstået på den måde, at jeg bedre kan lide hans solo-numre end Love Shops materiale. Desuden var jeg lidt mærket af dels at være oppe til langt over min sædvnlige sengetid (jep - er blevet endnu mere totalt mormor-agtig her i graviditetens sidste fase), dels af den milliard ekstra kilo jeg render rundt med, så kl. 23.30 kunne jeg og min ryg ikke mere. Så vi fik ikke afslutningen på koncerten med, men hvis I lover ikke at sige det til nogen, kan jeg lige så godt sige, at vi primært var kommet pga. Søren Huss. Og føler, at vi fik fuld valuta for pengene.

Ud over den fulde valuta for pengene, fik jeg også en alkoholfri øl (wohooo!) til mine tapas, OG Varanen fik glæden af dunsten fra en joint indtaget af et par lige foran os. Man er vel ikke på Staden for ingenting....

Mens HDD og jeg holdt i hånd over tapas og melankolsk musik, fik Øglen femstjernet behandling hjemme hos sine små kusiner. Der blev trakteret med kage, tegnefilm og masser af leg, og hun havde efter sigende været sød og medgørlig (gad vide, om nogen ville sige det, hvis nu hun var totalt håbløs at passe?!).

Det er vi jo altid glade for at høre, for så kan det være, at vi kan nå at få endnu en kæresteaften, inden Varanen melder sin ankomst. Men ellers gør det ikke så meget - i går aftes var fuldt gyldig som Den Sidste Aften Uden Børn I Meget Lang Tid!

mandag den 23. maj 2011

Sssschhhh!

HDD vandt puttetjansen i dag, mens jeg handlede (nemlig.com, I ved) og vaskede op. Gnæggede lidt i skægget over dén arbejdsfordeling, eftersom jeg i går brugte den bedste del af en time på at synge samtlige børnesange fra Øglens Shufflebook, læse historier og forsikre hende om, at "mor står lige uden for døren" sådan ca. 58.000 gange.

Og fordi jeg er et dårligt menneske, så synes jeg, at det er mest rimeligt, hvis Øglen så giver HDD samme behandling, når det er ham, der putter. Men der gik lige nøjagtigt 4 minutter (arj, ok - det kan også være, der gik 5), og så var HDD tilbage. Gæt selv, hvor meget af opvasken jeg havde nået at tage på dét tidspunkt. Ikke én sang havde han fået lov at synge. Til gengæld havde Øglen overtalt ham til at få sit elskede (temmelig u-steinerske) klaver med i seng. Så nu - tre kvarter efter puttetid - er der et sandt potpourri af buttede barnehænders klaverklimpren, dyrelyde (oh yes - det kan det nemlig også sige) og Bjældeklang-medleys.

Det er sådan en svend, vi snakker om. Køn, ikke? Hapset herfra.

Altså, det er da selvfølgelig dejligt for både HDD og jeg, at vi ikke behøver at rende ind og ud af hendes værelse hele tiden, fordi hun kalder (i går "tabte" hun meget belejligt alle sine Shufflebook-kort ud af sengen omkring 4.900 gange, og fordi hun ikke er så kvik er så umanerligt godt opdraget, stod hun ikke ud af sin seng og hentede dem selv. Men så kaldte hun jo bare på mig i stedet. Suuuuk).

Nu kalder hun overhovedet ikke. Hun klimprer bare. I stor stil. Og hver gang, der så småt er ved at blive ro derinde, så gør klaveret lige opmærksom på, at det jo altså ligger lige dér og er tændt (skod-funktion - opfinderen har tydeligvis ikke børn selv). Og SÅ går det løs igen.

Egentlig er det ret sjovt. Og temmelig gakket. Men der kommer et tidspunkt i enhver mors liv, hvor man bare ikke KAN holde til at høre mere Bjældeklang. Jeg tror, det tidspunkt er ved at være oprandt for mit vedkommende.

onsdag den 19. januar 2011

Når musikken spiller #2

Ikke fordi, der skal gå totalt anmelder i den, men dagens kunstner i mine ørebøffer på jobbet er Søren Huss. Ham fra det der Saybia. Ham, der mistede sin kone, da hun og deres lille datter var ude for en højresvingsulykke for et par år siden. Han har begået et soloalbum (ja, det er så ved at være ½ år siden, men jeg er heller aldrig blevet beskyldt for at være hurtig), og det er altså RET godt.

Fik øjnene (og ørerne) op for albummet, da Søren Huss optrådte til P3 Guld i fredags. Bl.a. sammen med De Eneste To, hvor han sang et vers af 'Jeg har ikke lyst til at dø'. Det gik direkte i tårekanalerne på mig, at han så'n stod der og sang om, at det der med at have børn er det, der tæller, og at alle de ting, vi normalt opfatter som vigtige, ligesom træder lidt ud af kraft, når man står overfor døden. Og nu har jeg lige forsøgt at læse et interview med ham i forbindelse med album-udgivelsen i oktober, men blev nødt til at stoppe, fordi det der med at sidde og vande høns i et storrumskontor ikke umiddelbart virker så appellerende. Så jeg kan vist roligt konstatere, at jeg er noget følsom omkring historien Søren Huss.

Er generelt blevet noget grådlabil, efter Øglen er kommet til verden, og når det er noget, der har med børn at gøre, og når det ovenikøbet er sket i et kryds, jeg kommer forbi stort set dagligt, jamen så går det da helt galt. Især fordi det hele bare er så SØRGEligt! Men albummet er virkelig smukt. Sørgeligt, men smukt.

Hatten af for den evne til at sorgbearbejde og så ovenikøbet kunne kanalisere det ud på en måde, så hårene rejser sig og tårerne triller.

Søren Huss med 'Du er' fra solo-albummet Troen og Ingen

De Eneste To featuring Søren Huss til P3 Guld (ca. 2:40)

Og det må så være tuderi nok for i dag. Men lyt, for saddan. Lyt! (Og læs også lige interviewet. Og giv evt. mig et resumé)...

onsdag den 12. januar 2011

Når musikken spiller

Ligesom så mange andre kan jeg rigtig godt lide musik. Som barn blev kasettebåndoptageren brugt flittigt til at afspille de bånd med Roxette (af temmelig tvivlsom kvalitet), som jeg havde erhvervet mig for en mønt eller to på en ferie i Jugoslavien. (Håhr - hele TO ord i en sætning, som næppe bliver en naturlig del af Øglens ordforråd: kasettebåndoptager og Jugoslavien...)

Denne her ligner SÅ meget den båndoptager, jeg havde, at det megel vel kan have været den. Undskyld for alle de gange, du har måttet spille Roxette, lille båndoptager...
Billede hapset fra steampunk.dk

Efter kasettebåndene (og Roxette) kom cd'erne, iPod'en, koncerterne. Og nu. Stort set ingenting. Det bliver til alt alt for få koncerter. Og jeg var lige ved at give helt op musik-mæssigt, da jeg i går opdagede, at begge matriklens internetradioer var indstillet på DR Oline. (Især fordi der ikke rigtig var noget musik, men i stedet for et særdeles jysk barn, der blev "interviewet" om at bo på en gård med en masse grise).


HDD er - mindst - ligeså glad for musik, som jeg er, og det var faktisk en af de allerstørste fællesnævnere, da vi lærte hinanden at kende for snart 4 år siden. (Men jeg skal vist lige plukke en Oline-høne med ham snarest). Vores allerførste date var faktisk en jazz-koncert (at vi så gik, fordi vi ikke kunne tale sammen i tonerne fra saxofoner og andet godt, er sagen uvedkommende). Vi har været til Dave Matthews-koncerter (bemærk flertals-endelsen), Take That, Joan as Police Woman, Thomas Dybdahl (x 2), Tina Dickow (x 2), Trentemøller, og og og. Valfartet til SPOT-festival og Vesterbro-festival. Besøgt Lades Kælder til mystifystiske underground bands (nogle bedre end andre). Og. Så. Videre.

Det var altsammen Præ Øgle. Det var ligesom nemmere lige at hive et par timer ud af en hverdagsaften for at cykle ud til obskur koncert og drikke et par øl, når der ikke ligger 85 cm (eller hvor høj hun nu er) Øgle hjemme i tremmesengen. Vi har dog en regel om, at vi skal ud - uden Øgle - én gang om måneden. Og det har vi holdt. Mere eller mindre. Nogle af gangene er 'blevet brugt' på bryllupper, middage og fester generelt, men mange af gangene har vi rent faktisk være til koncerter (den første af slagsen, da Øglen ikke engang var 3 mdr. gammel. Moar var ikke stolt af situationen). Så lidt musik bliver det da til. Trods alt.

Det hjalp også på musik-tørken, at en af de ting, jeg fik ud af den hjemmelavede jul, var den mest fantastiske cd fra HDD. Med musik af alle de kunstnere, vi har været til koncerter med i vores tid sammen.

A Tribute to Love & Music - komplet med oversigt over kunstnere og tid og sted for koncerten. <3

Den cd har kickstartet mit hensygnende forhold til musik, så i de sidste mange dage har jeg på det groveste gjort brug af, at vi i storrumskontoret har hver vores hørebøffer og derfor kan høre så meget musik, som vi overhovedet orker. Jeg tager en kunstner ad gangen (det kan godt gå hen og blive et langvarigt projekt), men mit seneste crush er på John Grant og hans album Queen of Denmark. Hør det. Nu!

John Grant med Where Dreams Go To Die. Med Midlake som backing.
Så bliver det simpelthen ikke smukkere (eller mere melankolsk).

tirsdag den 23. november 2010

Lilla er det nye sort

Elllsker lilla. Og ellllsker The National. Og så er det jo vældi hældi, at deres nyeste cd hedder noget med lilla. Eller, altså... violet. High Violet, ing'? (Arj, ok - den var alligevel lidt for søgt, kan jeg godt se...)



Lytter tit til den på arbejde. På det der internet. Men nu har jeg fået min helt egen cd. Som man kan holde i hånden, og så'n. (Det er jo efterhånden helt old school. Lidt ligesom med kontanter). Og som man kan signere, ikke mindst.



Det har de gjort, The National. Og nu har jeg deres underskrifter. Ha! (Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge dem til - forstod heller aldrig det der med autografbøger, da jeg var lille - men jeg HAR dem). Det er HDD, der har skaffet cd'en med tilhørende underskrifter. Ved at deltage i en konkurrence. Fordi han ved, at jeg elllsker The National. (Hvor sød er han lige?!) Og så vandt han jo altså.

Så nu er soundtracket til og fra Berlin da i hvert fald på plads! Har jeg i øvrigt nævnt, at vi skal til Berlin? På torsdag? I 3 dage? UDEN Øglen? For hvis jeg ikke har sagt noget om det, vil jeg da lige gøre det nu: Vi skal på kææææresteweekend. Og drikke kaffe, læse aviser (og det er lige meget, at de er på tysk - så længe de er lavet af avispapir, og der står en masse ord i dem; det er konceptet "avis", der lissom forsvinder, når man er travl børnefamilie), sove længe, shoppe, snakke, snave og grine. Og sove længe. Og så skal vi også lige sove længe, tror jeg.

Har stadig lidt dårlig samvittighed over, at Øglen skal passes fra torsdag til søndag, men jeg satser på, at Berlin kan lave om på dén sag. Så skal de der åndssvage terrorister bare lige holde sig i skindet nogle dage endnu. Iggå! Tak, blev der sagt.

torsdag den 6. maj 2010

Sød musik

Nå, men apropos musik og at Øglen efterhånden har udviklet et tandsæt, der seriøst får hende til at ligne Rasmus Nøhr, synes jeg lige, at jeg vil dele et par strofer af ”Sød musik” med jer. Den har da bare den sødeste tekst! (Eller er det bare mig, der stadig ikke har fået styr på hormonerne, efter jeg har været gravid med Øglen?!) Og man kan (næsten) selv bestemme, om man synes, teksten handler om manden eller babyen… :-)

Du er violin,
Du smiler i søvne og gør natten fin
Og blander din snorken med måneskin
Finder mit bryst og putter dig derind
Åhåh

Du’ sangene jeg synger
Du’ tonerne, der strømmer
Du’ drømmene jeg drømmer
Du’ sød musik

Du er ro og stille fred
Du’ min store kærlighed
Du’ så meget mer’ end nogen aner

Intet i verden er som før
Mange flere farver og meget større
Ligesom sød musik

Du’ sangene jeg synger
Du’ tonerne, der strømmer
Du’ drømmene jeg drømmer
Du’ sød musik












































Øglen med fint gebis

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...