Viser indlæg med etiketten nååårhhh. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten nååårhhh. Vis alle indlæg

torsdag den 22. september 2016

Noget om at blive fem år

Selv om følelserne sidder lidt uden på tøjet denne september, så er måneden - ud over at være bragende smuk i sol og efterårsklæder - også fyldt med forventning og fejring. Yngste nummer i Reptil-familien fylder nemlig fem i dag, og det en dag, der er blevet imødeset med lige dele begejstring, utålmodighed og spænding. Lige siden vi kom hjem fra sommerferie (midt i juli!), har der ligget en grøn afkrydsningsliste i køkkenet og rodet. Der er blevet sat i omegnen af 69 krydser, og der har været tidspunkter, hvor den vordende fødselar var ved at give op, men endelig oprandt dagen, og Varanen er nu fem år!

Pæn, ikke? Havde jeg tænkt mig om, ville jeg have vidst, at afkrydsningslisten jo uundgåeligt ville komme til at ligge fremme. Og så ville jeg nok have gjort lidt mere ud af designet ...


Sædvanen tro vågnede han op til et dækket fødselsdagsbord inkl. flag og fødselsdagstog. Han fik Frozen-morgenmad (når nu jeg havde været så tarvelig at sige nej til både slik og is. Nice try, though), og vi sang naturligvis også fødselsdagssang. Det ville vi have gjort under alle omstændigheder, men vi sang lige lidt ekstra til, da han forleden lige så sødt havde spurgt, om "det ikke var sådan, at når han vågnede på sin fødselsdag, så sang vi en sang for ham". Der var en god portion gaver til ham, både fra os forældre, fra Øgle + forældre og fra Øglen helt alene. Hun havde begået en pompom og en virkelig fin pyntedims i SFO'en og var noget så spændt på at give ham sine kreationer.

Fødselsdagsbordet. I gustent lys, fordi det nu er begyndt at blive mørkt, når man står op om morgenen. Suk!


HDD og jeg endte med at købe en R2D2-robot og en storm trooper-maske med stemmeforvrænger (ja, han er vild med Star Wars) til ham - og så har Øglen og jeg i fællesskab lavet en postkasse ud af en havregrynsæske og en hulens masse rød maling, så han kan lege posthus. Han elsker at stemple og 'skrive' breve, og postkassen sammen med indholdet af det relativt smadrede Børnenes Postkontor, jeg fandt på dba.dk, udgør det perfekte postmester-sæt.

OTA Solgryn - nu som postkasse ...


Jeg forstår simpelthen ikke, at han allerede er fem år. Fem år, 22,3 kg og 116 cm, ifølge lægens 5 års-undersøgelse. Kun 1,1 kg mere end til 4 års-undersøgelsen, men til gengæld 7 cm højere. Så tror da pokker, at jeg synes, han er blevet så tynd. Og at han vokser ud af alt sit tøj.

Lange hyl!


Han er den sødeste og sjoveste dreng, jeg kender. Fyldt af et temperament, jeg ikke altid helt ved, hvad jeg skal stille op med, men lige så vred han kan blive, lige så kærlig, følsom og tænksom er han. Han er en tryghedsnarkoman, der har det allerbedst, når jeg er helt tæt på ham - vi ligger som regel i arm om natten, og han danser stadig af glæde, når jeg kommer og henter ham i børnehaven (må det aldrig stoppe! Hold nu op, hvor er det kært!), men alligevel udfordrer han sine egne grænser ved at klatre lidt højere op i legestativerne og hoppe fra stadigt højere trappetrin fra dag til dag. Han taler og taler og ræsonnerer og argumenterer. Og taler lidt mere. Han elsker at regne og lege med bogstaver, og han har en sød og underfundig humor. Han er vild med at få læst højt og spille spil og i det hele taget at lave ting sammen. (Således ønsker han sig en shoppetur med os alle sammen i fødselsdagsgave, og han er ikke helt vild med tanken om, at han skal alene med enten mig eller HDD på før-skolestart-tur til foråret, ligesom Øglen og jeg var i Paris. "Jeg synes, vi skal tage et sted hen, hvor vi alle sammen kan komme med", siger han, det lille, sociale væsen ...)

Og så kan man godt helt droppe at løbe om hjørner med ham, for man bliver gennemskuet på et splitsekund. Hukommelsen er nærmest uhyggeligt god, og han kan tæske mig i vendespil og Robot Face Race til hver en tid. Min mor ville have kaldt ham et rigtigt livsstykke, og jeg kunne ikke være mere enig. Et lille, stort femårigt livsstykke. Som dumpede ned i lige præcis vores familie. Så bliver man ikke mere heldig!

Jeg brugte i går på at bage pølsehorn, stege frikadeller og lave risengrød til risalamanden, så energien var ikke til også at bage en kagemand. Det fik bageren lov til. Brunsviger, naturligvis. God - men end ikke i nærheden af, hvordan Mårmor lavede den ...


Vi har haft børnehaven på besøg og hygget på nærliggende legeplads, og lige nu stener alle med hver sin ting, inden Farmor kigger forbi og siger hej. Menuen i aften kommer efter fødselarens ønske til at stå på "mad fra kyllingemanden" (lokal take away-biks) og risalamande. Med kirsebærsyltetøj, eftersom det åbenbart ikke helt er sæson for kirsebærsovs endnu. Måske det er på tide at udtænke en mandelgave. Billetter til Legoland, f.eks... Mette har jo været så sød at sende mig to styks børnebilletter helt kvit og frit. Jeg gætter på, at de bliver taget imod med stor begejstring. Og mon ikke han får lov til at spise foran tv'et, som er totalt win i Varanens øjne. Kombinationen af hans to yndlingsaktiviteter, mad og skærm - så bliver det nærmest ikke bedre ;-)

Tillykke med dig, min søde, skønne Varan. Jeg elsker dig.

lørdag den 29. marts 2014

Ak, den kærlighed!

Varanen er en meget kærlig dreng (når han altså ikke slår). Han elsker at sidde og nusse og holde i hånd i sofaen, og konceptet med at ae i stedet for at slå, er så småt ved at trænge ind fange an og vokse ind i andre situationer også. Hvor han "Bare lige vil ae dig, mor!". Men de store kærlighedserklæringer er han lidt karrig med. Han er ikke typen, der lader sig presse til et "Jeg elsker også dig", hvilket naturligvis er glædeligt på den lange bane, men også ville være vældig dejligt her på den korte bane, så når mutti her spontant udbryder "Mor ELSKER Varanen!" og sleeeeet ikke håber at få en kærlighedserklæring retur, plejer variationer af følgende samtale at udspille sig:

Mig: Nåååååårh, Varan. Mor ELSKER dig!
Varanen: Varanen ELSKER kage/flødeskum/slik/is/*indsæt selv flere*!
Mig: Kage smager også dejligt. Mor elsker også kage.
Varanen: Varanen ELSKER flødeskum/kage/slik/is/*indsæt selv flere*!

Men i går. Helt ud af det blå. Midt i Disney Sjov, oceaner af dyner og børn og gufskåle midt på gulvet. Hvor Varanen efter en fridag med tandlægebesøg, indkøbstur og leg i haven var dødtræt og derfor udsplattet oven på mig. Udspillede der sig en ny variant:

Mig: Sidder du godt, Varan?
Varanen *vender sig om, aer mig på kinden og siger*: Altså, mor. Varanen ELSKER mor. Og Varanen ELSKER også far!
Mig: *smelte smelte smelte*

Kærlighedserklæringer på sådan en helt almindelig fredag aften er ikke sådan at kimse af. Og fik mig næsten til at glemme, hvor dårlig en idé, det egentlig var, at tage begge unger med ned og handle i går ved 15-tiden. Hvor vi alle var ret trætte efter en fridag (ja, det er ret utroligt, at det kan være hårdt at have fri, ikke?), og Varanen i øvrigt insisterede på at køre på scooter hele vejen. De 800 meter tog jo så også kun 20 minutter. Hver vej. Inkl. hysterisk anfald over, at det ikke var ok bare at slå et sving ud midt på stor, trafikeret vej.

torsdag den 7. februar 2013

Den syngende Varan

Er det ikke ved at være rimelig længe siden, vi har fået en status på ham den lille lækkerhaps Varan? Jo, det tror jeg nok, det er. Så den kommer her.

  • Han er MEGAsød. Som i av-mit-hjerte-sød. Og bliver faktisk kun sødere og sødere. Det vidste vi jo godt, men det er meget rart lige at gentage det. Igen. Og igen. Og så lige igen.
  • Han har 12 tænder. Hvilket åbenbart er meget for hans alder, sagde tandlægen, som vi havde en aftale med i fredags. Hvilket gik fint, ud over lidt bebrejdende gråd fra Varanen, da tandlægen tog hans sut. Han blev dog god igen, da han fik en meget fin bold i bite-size. Som han nu overhovedet ikke vil af med, så jeg render rundt efter ham, hver gang han leger med den, af frygt for, at han æder den.
  • Og apropos æder, så spiser han stadig godt, ham Varanen. Vuggestuen melder også om god appetit derovre, så jeg er ret sikker på, at han får, hvad han skal bruge. Men den lille borgmestermave kommer jo heller ikke af sig selv, vel?
  • Han går stadig ikke. Eller, jo - han går 10-12 skridt engang i mellem og synes tilsyneladende, at det er en fest (måske fordi vi hujer og klapper som tåber, hver gang det sker), men mere end det gider han ikke. Dovenfrans. For han kan jo godt - det er det vist bare nemmere at kravle. Jeg er åbenbart bare doomed til at få børn, der går sent. Denne gang er jeg dog sluppet for henvisninger til fysioterapeuter på den baggrund. Tak for det. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det vil gøre det liiiidt nemmere at have ham med ud i det neverending snevejr, når han kan stavre rundt, Walking Dead-style, i stedet for at flippe over, at det er koldt og vådt at sidde på sneen i sin flyverdragt.
  • Han siger ikke så meget. Som vi kan forstå, altså. Han taler uafbrudt, men det er en dialekt af kantonesisk, tror jeg, for vi fatter ikke et klap. Ud over altså "MIAAAAARRR!" (mere), "A deeeeeet?" (hvad er det?) og "BAHR!" (mor eller far, alt efter, hvem der lige er der). Koen siger "Buuuuh", og hunden siger - nogle gange - "wauw-wauw". Men derudover ... kantonesisk, I tell you. (Med mindre det bare er mig, der ikke lige kan forstå, hvad "Buh-daahr, buhdahr, budaaaaaahr!", "Mi-narm, minarm, mi-prrrrrrrrr" og andet i dén dur betyder).
  • Yndlingsbeskæftigelserne lige nu er at puste på ting; Alt fra stearinlys til kaffe (og i en snæver vending: lyskæden) kan bruges. Og så at synge. Han ELSKER at synge på kantonesisk, og det er efterhånden muligt at identificere melodier som "Hjulene på bussen" og "Et barn er født i Betlehem". Jeg takker en syngeglad Øgle og vores to æsker fra Shufflebook for at være med til at videreudvikle den interesse.
  • Det er sikkert dumt at skrive, fordi lorteNemesis overvåger Blogland som en høg, men Varanen sover ret godt for tiden. Vi hører stort set ikke fra ham fra 19-06.30, så det er jo den rene luksus. (At Øglen så er begyndt at være lidt en natteravn i den forstand, at hun kommer dappende ind i vores seng hver nat, det er så en anden sag. Og kan muligvis have noget at gøre med, at hendes værelse faktisk er pænt koldt pga. temmelig skævt og utæt vindue).
  • Pusle-seancen er begyndt at gå godt igen og har faktisk gjort det en måneds tid eller to. Ved ikke, om jeg nogensinde fik skrevet om, at det ikke gik godt, men vi har haft vores kampe (for nu at sige det pænt) på puslebordet, mig og Varanen. IKKE, om han ville skiftes af mig i en lang lang periode. Skrig, skrål, drejen sig totalt af led og væren ved at dratte ned mere end en enkelt gang. Pænt frustrerende, for jeg synes jo, at pusleriet er (kan være!) så hyggeligt. Og har egentlig altid betragtet det som lidt et 'helle', hvor jeg har haft 100 % opmærksomhed på ham. Noget, der ellers kan være svært at finde tid til i en hverdag, hvor der er tryk på med to smållinger. Men nu - nu kører det. Og det er smadderhyggeligt.
  • Ang. mål og vægt på Varanen, så må jeg blive svar skyldig. 12,5-13 kg skyder jeg på. Og nogle-og-80-cm. Har netop smidt en (ny) trøje, str. 86 i bunken af børnetøj, jeg skal have sat til salg, når jeg gider får tid, så han vokser støt og roligt. (Måske jeg bare har voldvasket trøjen, for flere af hans trøjer, som han passer fint, er altså 'kun' str. 80. Men måske han bare er blevet kæmpe. Under alle omstændigheder skal jeg vist til at kigge efter tøj i str. 92 nu).
  • Han er blevet pænt hooked på konceptet iPad. Ikke, at han har for fem øre tålmodighed, når det kommer til film, spil eller andet, selv om interessen trods alt kan holdes en anelse ved Lift-Out Puzzle og så ved Teletubbies på Youtube. Men iPad'en i sig selv er et hit. Noget, man kan trykke på, dimse med og - ikke mindst - kaste med.
  • Yndlingslegetøjet er pt. en garage fra Fischer Price, biler og bolde. Og så førnævnte Shufflebook-sangkort. De kan spredes over et ret stort areal, der kan puttes ting ned i de tomme æsker, man kan glide rundt med kortene på de glatte gulve, osv. Plus naturligvis storesøster. De leger enormt godt sammen og side om side, og noget af det skønneste er, når jeg hører dem skraldgrine inde på et af værelserne. Og så er det bare om at nyde det, før en af dem bliver megasur over et eller andet, så der lyder et hyl fra en anden verden
Og så videre, og så videre. Essensen er, at Varanen er skøn. Hvis nu I skulle være i tvivl. Og her skulle så være et lige så skønt billede af ham, men jeg har af uransagelige årsager ikke fået taget nogle billeder af ungerne de sidste par dage. Måske fordi jeg har haft for travlt med at fotografere juice fra min nye, gamle saftpresser?

God torsdag til jer.

tirsdag den 7. august 2012

Vuggestue-Varanen

Jeg ved, at I sidder som på nåle derude og venter på opdatering om Varanens vuggestuedebut i går. Og her kommer den så.

Glad vuggestue-fyr, frisk fra regnvejret

Mor, barn og banan på trilletur til Waterfront

Han lever. Og jeg lever. Han synes, det er megasjovt at være ovre i vuggeren, og ifølge HDD (som er den, der står for indkøringen, så jeg må opleve det hele sådan lidt andenhånds) er der ikke noget genert lille dreng over ham. Næh nej - han hapser sutter og legetøj fra de andre børn, som havde han aldrig bestilt andet, og humøret er efter sigende højt. Jeg har fået glæden af Varanen umiddelbart efter vuggestuebesøget både i går og i dag, og hans begejstring har i hvert fald ikke fejlet noget. Totalt glad lille fyr, der har pludret, råbt, krabbet rundt og generelt slet ikke været til at slå ud til middagslur. Hvorfor sove, når der pludselig sker så meget i ens liv?!

Hans anden dag som vuggestuebarn er i øvrigt blevet fejret med kravl. I lang tid er der blevet møflet, cirkuleret og bakket rundt over det hele, men kravleriet har Varanen ikke været meget for. Før i dag, altså, hvor de første spæde kravlerier er blevet sat i værk. Mor er stolt, og Øglen er helt oppe og køre. "Hvor er du DYGTIG, Varan!!!", har det lydt mere end en enkelt gang i dag. Det kan være, at hendes begejstring lægger sig en smule, når det går op for hende, hvad øget mobilitet betyder for Varanens mulighed for at hapse Øglens legetøj, men den tid, den sorg.

Varanen har fået ny dyne i dag. Som kom i denne her kasse. Stort hit på legefronten!

Øglen proklamerede, at hun gerne ville sove i papkassen. Med den nye dyne.

Det begynder så småt at gå op for Øglen, at Varanen pludselig kan komme en del rundt - og claime papkasser - efter han har knækket kravlekoden

Og mens vi er ved afkom, der er dygtige, så kan jeg da lige berette, at Øglen i dag formåede at levere andet og mere end bare tis ude på toilettet. Og var stolt som en pave. Ikke mindst fordi hun indkasserede en slikkepind - herhjemme er vi nemlig ikke for fine til at bestikke med slik, når det kommer til at smide bleen én gang for alle. Vi har for nylig besluttet, at det endegyldigt er slut med ble om dagen, men det har givet lidt udfordringer, eftersom Øglen stadig ikke helt har styr på "nummer to" på toilettet. Men takket være en rimelig regelmæssighed fra Øglen på dén front, samt et usædvanligt vågent øje fra os for, hvornår hun virker trængende, så tror jeg på, at det nok snart skal lykkes at få hende til at levere på toilettet. Og så gælder det vist bare om at få indkøbt et fint lille lager af slikkepinde... :-)

Nå, Varanen. I vuggestue. Det går godt. Og i morgen er det så første dag, han skal være dernede alene. I en hel halv time. Nøj, jeg glæder mig til at høre, hvordan det er gået. Jeg kunne ikke forestille mig, at der bliver nogen problemer - Varanen er temmelig tillidsfuld, og hvis man har legetøj (eller mad) - eller måske ovenikøbet en bold - så er han solgt. Så jeg er fortrøstningsfuld. Og kan i øvrigt slet ikke få armene ned over, at det lige netop er Øglens gamle vuggestue, han er havnet i. Så kan det godt være, at der er lidt langt derind, og at de regner med at bruge 14 dage på indkøring. Men vi kender dem (og de kender os), de er søde, og jeg er 100% tryg ved at overlade min lillebitte baby (som de så godt nok har kaldt en stor kleppert, menaltså...) i deres varetægt. (Vi skal derfor overhovedet ikke til at gå ind i, hvad der skal ske, når vi engang får solgt lejligheden og skal flytte et eller andet obskurt sted hen. For så bliver det jo nok noget med at flytte vuggestue. Men det er endnu en ting til 'den tid, den sorg'-kassen...)

---

Og hey, forresten... Varanen har sovet igennem de sidste 3 nætter. Som i, at han har fået sin(e) godnatflaske(r) ved 19-20-tiden, og så har vi ikke hørt noget til ham, før vækkeuret ringer 06.30. Halleluja, siger jeg bare. Det må gerne vare ved. Hvis det gør det, så lover jeg næsten ikke at brokke mig over, at det skulle vare 10,5 måneder, før vi skulle opleve flere af den slags nætter i streg...

søndag den 22. januar 2012

De fromme børn

Varanen blev døbt i går. Og selv om jeg godt ved, at hans indsats i hele virakken var temmelig begrænset, så klarede han det virkelig virkelig flot. Han fandt sig i at blive båret af sin gudmor, han græd ikke, da han fik vand i håret, og han faldt i søvn under den sidste salme, mens han sad ved mig - så gudmutti måtte lige vige pladsen på udvejen. Og nåh ja - og så stak han præsten (som var megasej og havde en iPad og alt muligt) det yndigste smil, da hun havde givet ham vand i håret, så hun blev helt forfjamsket og bagefter mente, at det havde været en meget speciel oplevelse. That's my boy - meget speciel og allerede helt klar over, hvordan han skal sno damerne om sin lillefinger...

Efter dåben fortrak selskabet i sjap og slud til nærliggende café, hvor vi fik brunch og hyggede et par timer. Jeg sakkede lidt bagefter med Varanen, der vågnede fra sin morfar ude i våbenhuset og derfor kunne afføres arvekjolen og iføres noget lidt mindre broderet og satin'et, og som var væsentlig mere handy at smide ham ned i Voksien i. Efter endnu en morfar - denne gang i barnevognen - sluttede festens midtpunkt sig til os, og så blev der ellers charmeret og suget til sig fra den lille herre. (Og åbenbart var det hele så spændende, at nogen valgte at sk*de gennem alt sit tøj. Jowjow - sådan gør mit afkom tilsyneladende bare på deres dåbsdag. Denne gang var der desværre bare ikke noget puslebord, men det gik da alligevel...)

Øglen var næsten helt frisk igen, og bortset fra temmelig hardcore surhed til at begynde med (sukkerkolde Øgler skal man ikke spøge med, og de må hellere end gerne fodres!) blev hun sit søde, sjove jeg igen. Og hyggede sig virkelig meget. Så meget, at hun var ved at gå omkuld i Varanens Voksien lige midt på gulvet.

Varanen blev begavet i stor stil, og der var alt fra Den Farlige Bog For Drenge over Kaj Boyesen gravhund til sølvske, servietring og tøj. Altsammen rigtig gode gaver, men hvis man må have favoritter, så synes jeg, at gaven fra Mårmor og Mårfar var helt genial (hvis jeg selv må sige det; kan ikke sige mig helt fri for at have haft en finger med i spillet) - et forhåndstilsagn om, at der er en Ostheimer julekrybbe med Maria, Josef og det lille Oso-barn (som Øglen kalder ham) på vej til Varanen. Jeg elsker Ostheimers univers, og jeg elsker, at man kan blive ved med at 'bygge til' med figurer og dyr. Og så, at der er timers leg i det. Så selv om det er en julekrybbe, så kommer den til at stå fremme hele året herhjemme. Det er muligt, at Maria & Co. kun kommer frem til jul, men nu må vi se. Nu skal krybben i første omgang lige komme hjem til os fra Restordreland.

Og apropos det lille Oso-barn, så er Øglen gået hen og blevet helt kirkelig. Hun glædede sig som en lille vild i går til, at vi skulle over i kirken ("og så er der musik, og så kommer englene oppe i loftet og synger, mor!"), og hun sad næsten stille under hele (den ret korte) dåbsgudstjeneste. I dag har vi læst Juleevangeliet i De Mindstes Bibel (Varanens gave fra Den Danske Folkekirke) hele to gange. Godt nok i skarp konkurrence med De Tre Små Grise, der lå ved siden af og lokkede, men alligevel. Og bagefter ville Øglen så gerne i kirke. Heldigvis stillede hun sig fuldt ud tilfreds med "Gudstjeneste i DRkirken" i fjerneren, så Dovne Mor (Som Ikke Lige Orkede At Finde Ud Af, Om Der Er Gudstjeneste Nogen Steder Kl. 14) slap for at gå ud.

Dernæst proklamerede Øglen, at hun gerne vil begynde at spille tuba (tak til messingblæsende typer i tv-kirken!) og lod sig ikke slå ud af min forklaring om, at tubaer er ret så store. Så jeg googlede "lille tuba", "børnetuba" og alt muligt andet tuba, og efter at have sorteret en masse omkring rådgiving til børn af alkoholikere fra (et i øvrigt meget prisværdigt initiativ) fandt jeg ud af, at man godt kan få en lille tuba-agtig ting. Så hedder den bare et euphonium i stedet for, og står en i 3000 kr. Dén ville Øglen gerne have, sagde hun, og jeg sagde "Jaja, skat" og begyndte så at spille lidt WF. Hvorefter Øglen kiggede bebrejdede på mig, tog iPad'en og sagde "ikke spille bogstaver nu, mor. Jeg lægger lige Padden på plads. Du skulle jo finde en tuba til mig!" (Rundstykke. Der er måske i virkeligheden ikke noget at sige til, at hun har kaldt mig "dumme mor" - dog i en anden sammenhæng - to gange i dag. For første gang nogensinde, men desværre nok ikke for sidste gang).

Spændende at se, om hun har glemt tubaen i morgen. Eller, undskyld, euphoniummet (euphoniet?). Det håber jeg, for synes sq ikke lige, vi har plads til en tuba herhjemme.

Nå, men det var den der dåb. Det gik så fint. Varanen var (er!) så sej. Alle var glade, og det var en dejlig dag. Som ikke blev mindre dejlig af, at Øglen blev überglad for den Storesøster Til Dåbsbarnet-gave, hun fik, da vi kom hjem til os selv. En blå løbecykel (købt brugt på dba, men det er hun jo heldigvis ligeglad med). Hun fik et lyserødt løbehjul af os i julegave, men hun mestrer det ikke helt endnu, og desuden har alle de seje i børneren åbenbart løbecykler. Det burde vi jo have vidst... ! Summasumarum har hun været ret ked af løbehjulet og talt enormt meget om, hvor gerne hun ville have en mørkeblå løbecykel (?) Det har hun så nu, og hendes ansigtsudtryk viste med al tydelighed, at det var den helt rigtige gave.

I dag er Varanen i øvrigt 4 måneder gammel og har haft sin grøddebut. Det må siges at være et hit, og jeg tillader mig at håbe på grødens gunstige indvirkning på nattesøvnen. Gerne snart, tak!

Og nu - over and out. Skal nok smide nogle dåbsbilleder, men fotografen, aka Mårfar, skal lige have en chance for at sende dem til os. Og hey; jeg fik aldrig taget et billede af mig selv i kjolen. Men den er pæn. Og når jeg skal have den på igen engang, skal jeg nok tage et billede, mkay?!


- Posted using BlogPress from my iPad

tirsdag den 20. december 2011

Stik, sagde det

Så blev Varanen næsten 3 måneder. Og det blev fejret med en aftale hos lægen (som jeg næsten glemte, så gæt, hvem der kom hurtigt ud af døren). Han skulle stikkes i de marcipanbløde lårbasser, og fordi jeg havde glemt, at vi skulle af sted, nåede jeg slet ikke at blive ked af det på hans vegne.

Da Øglen skulle have sin 3 mdrs vaccine i sin tid, var jeg jo så pylret på hendes vegne, at jeg nægtede at gå med ind til sygeplejersken, så dén tjans måtte HDD tage. Men denne gang var der ingen HDD med, og desuden havde jeg det slet ikke lige så svært med det som sidst. Måske man bliver lidt mere hård i filten, når man har prøvet det før?

Nu ved jeg jo lizzom, at babyen ikke undergår dramatisk forvandling til det værre af at blive stukket et par gange, og derfor fik jeg heller ikke ondt i hjertet denne gang. Kun en lille smule, da han ved andet stik begyndte at græde helt vildt på sådan en betuttet "hvorfor er damen ond ved mig, mor?"-måde. Han var ikke specielt nem at trøste, og selv lokkemidlet over dem alle - mad! - var svær at få ham til at synes om. Men efter en sand hylekoncert i venteværelset og en del indkasserede bebrejdede blikke fra de øvrige patienter, lykkedes det at få lidt mad i ham. Og efter en sidste gråd-krampetrækning, da han skulle have overtøj på, faldt han i søvn. Lige indtil jeg havde købt en kop kaffe på Ricco's og sat mig med en avis. Så vågnede han. Med et humør, der på ingen måde signalerede "næh, hvor kunne det være hyggeligt lige at tage ham med ind på Ricco's, mens jeg drikker min kaffe færdig", men snarere skreg til himlen, at jeg nok gjorde klogest i at tylle min kaffe (Av. Varm.) og komme ud og trille videre i en allerh**v***s fart. Det gjorde jeg så. Trillede. Rundt og rundt og rundt.

Var ude på de vilde vover i Aldi, hvor jeg konfererede lidt med mig selv om, hvorvidt garn til filtning duer til et halstørklæde, hvis nu man ikke gider at have det filtede look? Og endte med at lægge garnet tilbage og købe en pakke bleer og to poser slik i stedet. Så kom ikke og sige at det ikke er spændende at være på barsel.

Vel hjemme igen vågnede Varanen - stadig i et temmelig dystert humør, der indebar noget med noget skrig og skrål, så jeg pakkede alle mine leg-med-din-baby-intentioner væk og lagde mig i stedet med ham og forsøgte at få ham til at slappe nok af til, at han kunne spise. (I må forstå, at hvis Varanen er så ophidset, at han ikke kan spise, så er den gal. Den baby lever for at spise. Han har ikke lag-delte lår for ingenting, jo...) Det lykkedes efter megen skrig og skrål. Efter en snack faldt han i søvn, og da han vågnede op, var humøret næsten normalt. Nu sover han. Og jeg Wordfeuder og blogger og overvejer at rejse mig op og hente de poser slik, jeg købte i Aldi. Og krydser fingre for, at pylreriet umiddelbart efter lægebesøget var den eneste bivirkning ved vaccinen. Orker nemlig ikke rigtigt en nat med mindre nattesøvn, end jeg plejer at få (hvilket VIRkelig ikke er meget lige for tiden...)

lørdag den 29. januar 2011

ÆLSgår!

Ligesom så mange andre har vi et rimelig fast putteritual (af Øglen, iggå?) derhjemme. Når hun er ved at være klar til at komme i seng, siger hun "hej hejjjj" til hhv. stue, køkken, legetøjet og den forælder, der ikke har puttetjansen, og så går hun ind på sit værelse. Hvor hun først slukker det 'store' lys (troldegrenen i loftet) og derefter den lille lampe, mens hun siger "hej hejjjj, lys!" Så bliver hun løftet op i sin seng (nopes, vi har ikke pillet tremmerne af endnu, og hvis jeg fik lov at bestemme, ville vi først gøre det, når hun fylder 15), får sine putteklude, yndlingsbamser of the moment og forlanger at få sin dyne på.

Hun bliver kysset godnat, og derefter stiller putte-forælderen sig over i døren og synger 'Se min kjole', indtil Øglediktatoren befaler, at det nu er tid til at synge 'Trolde'. Og når hun ikke gider høre mere (alt mellem 1 og 18 gentagelser), får man et rimelig bestemt "godNAT" inde fra tremmesengen. Og vips - så er Øglen puttet.

Det er ret hyggeligt, synes jeg. Måske fordi det går så hurtigt. Og fordi jeg stadig har de dage frisk i erindringen, hvor det tog timer at putte. TIMER, I tell you. Men det er (heldigvis) en helt anden historie.

Lige så længe, vi har haft Øglen, har jeg, når jeg har haft puttetjansen, kysset hende på panden og sagt "mor elsker Øglen" (eller - jeg har brugt hendes rigtige navn, ing'?!). Uden nogen som helst form for respons fra Øglens side andet end stilhed, øgleri eller andet. Og sunget en bestemt sang for hende (som hun overHOVEDET ikke gider høre nu, hvor "Se min kjole" er blevet the shizzle, men lad nu det ligge).

Men så den anden dag. Da jeg havde sunget 'Se min kjole', til jeg var ved at blive blå (som havet) i hovedet, havde sunget 'Trolde', modtaget diktatorens sædvanlige "godNAT", og jeg begav mig gennem den mørke gang ud i køkkenet, hørte jeg pludselig Øglens spæde (raspende) røst: "ÆLSgår". "Moar ÆLSgår". "Øglen". "Moar ÆLSGÅR Øglen".

Smelte smelte smelte.

Og storke tilbage gennem gangen og forsikre Øglebarnet om, at moar ganske rigtigt elsker hende meget meget højt. Cue: Tilfreds brummen fra tremmesengen, et bestemt "godNAT" igen, og så kunne jeg ellers værsgo' at skrubbe ud tilbage mod køkkenet.

Så mangler vi bare, at hun vender den om. Til et "Øglen ÆLSgår moar". Hvis hun altså gør det (det har hun bare at gøre, det lille krapyl). Men synes helt klart, at "Moar ÆLSgår Øglen" er et skridt i den rigtige retning...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...