Viser indlæg med etiketten nårh. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten nårh. Vis alle indlæg

fredag den 26. august 2016

Noget om de der afleveringer

Jeg havde egentlig et indlæg i støbeskeen om, hvordan vores afleveringer af Varanen er blevet om ikke armene i vejret-gode, så markant bedre. Det meste af denne her uge har faktisk været, hvad jeg vil kalde helt hæderlig, og ved hjælp af lettere manisk falset-stemme og stoooore, påklistrede smil har det kunnet lade sig gøre at manifestere en lille bitte grad af entusiasme over at skulle i børnehave hos Yngsten. Primært fordi vi har haft et 'program' at holde os til, fordi der har været emneuge om krop og bevægelse - i de aldersopdelte grupper.

Men.

Så var det jo, at emneugen sluttede i går. Og i dag var 'bare' helt almindelig børnehave med helt almindelige lege og fredags-rock. Og så var det som om, det ikke var helt så fedt alligevel.

Det gik egentlig ok på vej over til børnehaven. Varanen og jeg hyggede med en bog og et spil derhjemme over morgenmaden, efter Ældsten og HDD var cyklet af sted, og jeg hypede sæsonopstarten til håndbold i eftermiddag Helt. Vildt., og så gik den vilde Pokémon-jagt ellers i kassecyklen på vej til børnehave. Angiveligt var der to seje Pokémons, der kæmpede i det Poké-gym, vi kørte forbi (Varanen vidste, hvad de hed, men jeg kan på ingen måde huske, hvad de hed. Jeg ved bare, at det ikke var Pikachu, for den kan vi ikke finde. Grrr), og det var fedt. Åbenbart. Så alt var godt - lige indtil jeg skulle gå. Åhr, hvor blev han ked af det, mand. Begyndte at græde og gå efter mig ned ad trappen. Græde, at jeg var den eneste, der kunne gøre ham glad, og at han bare slet ikke havde lyst til at være i børnehaven. Og jeg havde SÅ meget lyst til at tage ham under armen og med hjem igen. Yndlings-voksenen kom og vinkede med ham, hvilket hjalp en smule, og på vej ud til cyklen mødte jeg nogle af hans gode venner, der skulle afleveres, så det skal nok gå, jo. Det er bare  nederen en måde at begynde dagen på - både for ham og for mig.

Jeg ved jo godt, at han har det fint nu. At han formentlig - lige som de øvrige dage - synes, at jeg henter ham alt for tidligt, når jeg kommer i eftermiddag. Men det ændrer bare ikke på, at alt i mig stritter, når jeg har sådan en aflevering. Jeg håber i dén grad, at det bliver bedre, for ellers er der dæleme lang tid til sommer, hvor han skal i skole.

Men nu er det heldigvis snart weekend! Uden børnehave og kede børn (forhåbentlig). Skemaet står på koloni med den ældstes klasse, og ud over alt det, der skal planlægges i forvejen, tegner det til at blive aldeles afslappende. Og måske endda i noget, der minder om sommervejr!

søndag den 22. april 2012

Kærlighed

Lige så øglet Øglen kan være, lige så fantastisk er hun altså også. Så efter et mindre hystella-anfald forleden, da vi kom hjem fra børnehaven, fordi "jeg vi-hiiil så gerne lege en masse nede i gården med DIG, mor!"(Onde Mor sagde nej, eftersom Varanen var træt og sulten og lige var blevet gramset på i en halv time af overgejlede børnehave-kryb), havde vi følgende ordveksling op ad trappen:

Mig: Kom så, Øgle. Nu går vi op og bager noget af spelt og fletter noget pilehegn, mens vi spiller på panfløjter, som vi selv har snittet. (Arj, ok - det sidste sagde jeg ikke. Måskeeee har jeg sagt noget om, at vi skulle op og finde Cirkeline på iPad'en. Men jeg kunne også have sagt noget andet. Eller... Ahem...)

Øglen: *tager mig i hånden, stadig surmulende* Jeg gider ikke gå selv, mor. Du skal bære mig!

Mig (med Varanen på armen, pusletasken på ryggen og Øglens rygsæk i hånden. Sammen med en tegning til Hobbitterne (?), der absoLUT ikke måtte blive krøllet): Æhm... det kan jeg ikke, skat. Jeg har ikke flere hænder.

Øglen: Men mor. Du bærer ikke så meget (I BEG you pardon?!?!). Du har kun Varanen og min taske. Du kan godt bære mig.

Mig: Øh... Nix! Du må gå selv. Du er i øvrigt smaddergod til at gå på trapper.

Øglen: Ow-kæj, mor.

Øglen *trampende*: Du er så sød, mor. Awww.

Mig: Du er også sød!

Øglen: Du er... kær... ehm... kær... ehm... KÆRlighed!

Mig: Nååååhrrr, det var sødt sagt! Hvor har du lært det ord henne?

Øglen: Det har Farmor og Mårmor fortalt mig om. Kærlighed! Det er rart!

Ajmen shit, hvor er hun sød, altså. Lille væsen. Der pludselig kan alle mulige fine ord. Fantastisk. Også selv om både Mårmor og Farmor benægter at have fortalt hende om kærlighed. (Som om det nu skulle være slemt? Jeg tog da gerne credit for det, hvis jeg havde været dem...).

Og mens vi er ved det der med kærlighed, så er søskendekærlighed jo bestemt ikke sådan at kimse af

Men hun bliver bare så stor. Og bare for at understrege det, kaldte den lille store pige mig ind på værelset her til aften (igen-igen, efter først at have forlangt brød, mælk, at det ene billede blev taget ned, fordi det var grimt (wtf? Og det blev i øvrigt ikke taget ned, bare fordi Hendes Højhed havde set sig sur på det), at hun blev pølset ordentligt ind i dynen, og. så. videre) bare lige for at hviske "Moarrrr. Jeg er en stor pige. Og jeg bruger snart ikke sut mere!" Hvorefter hun så godt nok stoppede sutten ind i munden og så helt lykkelig ud, men hey - Rom blev ikke bygget på én dag. Og kan vi få hende til at smide sutten selv, så er jeg ikke den, der klager... Når nu vi ikke selv kan få taget os sammen til at tage den fra hende til trods for henstilling fra tandlægen.

Nå, tilbage til min Half-baked Ben & Jerry's. Som skal smides ovenpå den burger fra Halifax, der ligger trygt og godt nede i min mave. Mmmm. Burgere og is med en trilliard kalorier. Det er også en slags kærlighed.

onsdag den 4. januar 2012

Alt er tilgivet mellem mor og øgle

når Øglen helt frivilligt, efter ganske frygtelig afhentningsseance fra børneren (bare tænk skrig, skrål, lynvisit af Sure Mor, der havde taget sine slægtninge Truende Mor, Lokkende Mor og Opgivende Mor med, og en umanerlig trang fra begge parter til at løbe skrigende væk) kravler op i sengen, hvor jeg er ved at amme Varanen til drømmeland  (jaja, dårlig vane, I know, men med kun en enkelt times søvn under vesten til ham i dag, så...), slår armene om mig og siger "Jeg ELSKER dig mor. Fordi du er min bedste... bedste... BEDSTE veninde!"*

Nårh!

Hun bliver nok ikke ved med at mene det, og hvis hun gør, vil jeg gøre mit ypperste for ikke at ende i et forhold som Joy og hendes mor har. Men lige nu, iggå... NÅRH!

(Og så mangler vi bare, at alt er tilgivet mellem far og øgle. Fra min ammeposition kunne jeg høre noget med noget skrig, skrål, kasten Barbarød i toilettet (idrk!) og gåen fuldstændig amokka (Øglen), fordi hun ikke måtte få den, nu temmelig våde, Barbarød med i seng. Akkeja...)




*Totalt for vildt lang sætning dér.

torsdag den 11. august 2011

Älskling

Jeg er ikke meget for det, men jeg bliver nødt til at indrømme, at vi, ud over Øglen, Øglens rigtige navn, Bølle og omkring et dusin andre lettere imbecile kælenavne, også kalder Øglen for Älskling. Eller; jeg gør i hvert fald. Ved ikke lige, hvad der sker for det svenske islæt (jeg kender ingen, der er dårligere til svensk, end jeg er), men under alle omstændigheder har jeg brugt det en del på det sidste.

Med det resultat, at papegøje-Øglen nu også bruger det. På ret velvalgte tidspunkter. Fx i går, hvor Øglen havde hoppet op og ned fra sin bObles-elefant omkring 80 gange. Og landet med et kæmpe bump, sjovt nok også omkring de 80 gange.

Mig: Skat, stop med det der hopperi og kom og spis i stedet for.
Øglen: *Hopper videre*
Mig: Ska-aaat ... !
Øglen (forurettet): Vil GERNE hoppe, mor!
Mig: Kan godt forstå, det er sjovt, men du skal komme og spise nu.
Øglen: *Hopper videre*
Mig (faretruende): Kom så op og sæt dig!
Øglen: *Hopper videre*
Mig (med hævet stemme): Sæt dig. Nu!
Øglen: *Hopper videre*
Mig: Jamen, så skal du da bare lige se, hvor nemt vi kan fjerne den elefant ... (fjerner elefant)
Øglen: Nejnejj, mor! Vil gerne hoppe!
Mig: Sæt. Dig. Ned!
Øglen (hulkende og liggende på gulvet): Vi-hil ho-ho-hoppe!
Mig: Senere, skat. Men ikke lige nu. (Vores underbos navn) vil også gerne spise i fred.
Øglen: Op til mo-ahhhhhr! Krammer.
Mig: Ja, kom op til mor, skat. Det er ikke noget at blive så ked af.
Øglen (krammer og aer og kigger dybt i øjnene): Awwww. Krammm, moar.
Mig (med smeltende rygrad): Krammm, lille Øgle.
Øglen (med lusket blik og hovedet på skrå): Hejjj, lille moar.
Mig: Hej, prinsesse (hov, der var endnu et imbecilt kælenavn).
Øglen (aer mig på kinden): Kom medddd, lille ven.
Mig: Hvor skal vi hen?
Øglen: Kom NU, lille älsking (bemærk, at der mangler et l, så der ER faktisk nogen, der er dårligere til svensk end mig)
Mig (nu med helt og aldeles smeltet rygrad): Ok, så går vi. (Ind for at hoppe / finde elefanten / lægge puslespil / se Barbapapa / andet, jeg med garanti ikke ville være gået med til før kram og dårligt svensk...)

Jeg er så nem. Og Øglen er så lusket. Men nuåhr, hvor er hun altså kær, når hun charmer med hovedet på skrå og fyrer vores mine kælenavne lige tilbage i synet på mig. Lusket eller ej ...
Published with Blogger-droid v1.7.4

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...