Viser indlæg med etiketten nedetid. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten nedetid. Vis alle indlæg

torsdag den 16. marts 2017

Nedetid

Jeg har været længe væk fra bloggen. Ordene og kræfterne bliver lagt i det virkelige liv, der, siden vi kom hjem fra skiferie, har vist tænder. Sygdom i familien, koordinering, samtaler og, naturligvis, bekymring, sætter sine spor og fjerner fokus fra så meget andet. De seneste par dage har jeg dog besluttet mig for at trække mig lidt tilbage. Give mig selv lidt nedetid. I stedet for at indtage den fremtrædende rolle i koordineringsindsatsen, jeg dels er blevet tildelt, dels selv har påtaget mig, har jeg bestemt mig for, at andre må tage over for en stund. For ud over, at arbejdet lider under daglige bekymringer, telefonopkald, samtaler med overlæger og sygeplejersker og besøg på hhv. sygehus og hjemme hos patienten, så har kroppen og sindet også svært ved at følge med. Følelsen af aldrig at have helt fri har sat sig godt og grundigt fast, og det har kunnet mærkes på både energi og humør.

Mandagmorgen-pause. Med pæn bog, dekorativ lågkrukke og god kaffe

Det er selvfølgelig lidt forkælet at tale om at 'holde fri', når det gælder alvorlig sygdom. For det kan patienten jo ikke bare gøre. Som pårørende tror jeg dog, det er nødvendigt, hvor det er muligt, at deles lidt om indsatsen, så selv om jeg har været go to-guy den seneste tid, puster jeg lige lidt ud. Inden jeg kommer stærkt igen. Arbejdet og min egen lille familie skal jo også passes.

Hele reptil-familien er heldigvis i god behold. Lidt snot og hosten hist og pist, men ikke noget ud over det sædvanlige. Med mindre vi tæller metaltrætheden over børnehaven hos den yngste med. Han er så klar til skole, at det er helt synd, at 'vores' skole ikke bruger det dersens mini-SFO, så han skal vente helt til august, før der kommer skoleboller på suppen. Ny yndlingsbeskæftigelse (nu, hvor både HDD og jeg er sådan nogle skærm-facister) er at regne på telefonens lommeregner. (Muligvis, muligvis ikke fordi det trods alt lugter lidt af skærmtid). Og han er skrap til det, ham Varanen. Han plusser, minusser, ganger og dividerer. Så længe vi holder os til enkle regnestykker og sætter "stykker slik" bag samtlige tal. Jeg forestiller mig, han ser bunkerne af slik inde i hovedet. Særligt minus er han blevet god til - måske fordi han levende kan forestille sig skrækscenariet, hvor han har 18 stykker slik, og hvor undertegnede kommer og spiser de 16 af dem ... #ohthehorror

Varanen fik en hjemmedag tirsdag, som dels blev brugt, ja ... hjemme, dels på Konditaget Lüders, hvor man kan komme endog særdeles højt til vejrs

Vejret viser sig heldigvis fra sin pæne side, og jeg nyder det så meget, jeg nu kan, i løbet af dagen. Også selv om de milde temperaturer sætter fut under pollen-antallet, så mine øjne klør som besat (øjendråber NU!), og jeg, med yndlingspædagogens ord forleden "ser virkelig træt ud". Super.

Og hvorfor er det i øvrigt, at man bliver en lille bitte smule pigefornærmet over at få at vide, at man ser træt ud, når man a) udmærket godt ved, at man ser træt ud (og var man i tvivl, skal man bare kaste et enkelt blik på den video af mig, som Varanen tog på vej i børnehave forleden, da vi legede hhv. hekseleg, trolddomsleg og kig på metrobyggeriet-leg (?!?)), b) er virkelig træt. Pædagogen sagde det jo bare, som det er. Ingen grund til at blive nipset over dét. 

Ugen har budt på to daglige besøg fra maler, der har spartlet, slebet, filtet og malet den væg, vi fik sat op i efteråret. Endelig har vi en fin, hvid flade at kigge på i stedet for de kedelige, grå gipsplader. Det er blevet SÅ pænt!


Nå. Jeg vil drikke min kaffe færdig og begynde at kigge på dagens to do-liste. Som pt. ser således ud:

Øjendråber!!!!! 
Hyggeligheder
Hyggeligheder #1
Hyggeligheder, der lige kræver liiiidt mere end de to ovenstående hyggeligheder
Gøre rent
Hænge tøj til tørre
Drikke kaffe
Blogge
Handle
Følge op på kontorsituation
Få kaffeaftale i hus
Sende vigtig mail
Købe gave

... Nå ja, og arbejde, selvfølgelig.

Hyggeligheder og hyggeligheder #1 skubber jeg til i morgen. Ikke, som man måske kunne tro, fordi man lige så godt kan gøre senere, hvad man kan gøre nu, men fordi jeg har fået lokket Øglen med på rundtur efter skole i morgen. Og jeg glæder mig sådan barnligt meget. Mere om, hvad vi skal, i et senere indlæg. Totalt blogger-tease, jeg ved det, og jeg beklager, men sådan må det lige være nu. Jeg kan dog sige så meget, at det ikke er noget sponsoreret, og der ikke er noget Royal Copenhagen involveret. Det er bare hyggeligheder af den helt personlige slags.

Vasketøjet tager fem (arj, ok - ti) minutter, og jeg kan høre Mads & Monopolet imens, så den er også nærmest vinget af på forhånd. Og lige om lidt er der også flueben ved blogge-tjansen. Arhmen altså - snart er hele listen done. Agtigt. På trods af nedetid. Måske der endda bliver tid til en lur? Man har da lov at håbe ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...