Viser indlæg med etiketten nostalgi. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten nostalgi. Vis alle indlæg

torsdag den 22. september 2016

Noget om at blive fem år

Selv om følelserne sidder lidt uden på tøjet denne september, så er måneden - ud over at være bragende smuk i sol og efterårsklæder - også fyldt med forventning og fejring. Yngste nummer i Reptil-familien fylder nemlig fem i dag, og det en dag, der er blevet imødeset med lige dele begejstring, utålmodighed og spænding. Lige siden vi kom hjem fra sommerferie (midt i juli!), har der ligget en grøn afkrydsningsliste i køkkenet og rodet. Der er blevet sat i omegnen af 69 krydser, og der har været tidspunkter, hvor den vordende fødselar var ved at give op, men endelig oprandt dagen, og Varanen er nu fem år!

Pæn, ikke? Havde jeg tænkt mig om, ville jeg have vidst, at afkrydsningslisten jo uundgåeligt ville komme til at ligge fremme. Og så ville jeg nok have gjort lidt mere ud af designet ...


Sædvanen tro vågnede han op til et dækket fødselsdagsbord inkl. flag og fødselsdagstog. Han fik Frozen-morgenmad (når nu jeg havde været så tarvelig at sige nej til både slik og is. Nice try, though), og vi sang naturligvis også fødselsdagssang. Det ville vi have gjort under alle omstændigheder, men vi sang lige lidt ekstra til, da han forleden lige så sødt havde spurgt, om "det ikke var sådan, at når han vågnede på sin fødselsdag, så sang vi en sang for ham". Der var en god portion gaver til ham, både fra os forældre, fra Øgle + forældre og fra Øglen helt alene. Hun havde begået en pompom og en virkelig fin pyntedims i SFO'en og var noget så spændt på at give ham sine kreationer.

Fødselsdagsbordet. I gustent lys, fordi det nu er begyndt at blive mørkt, når man står op om morgenen. Suk!


HDD og jeg endte med at købe en R2D2-robot og en storm trooper-maske med stemmeforvrænger (ja, han er vild med Star Wars) til ham - og så har Øglen og jeg i fællesskab lavet en postkasse ud af en havregrynsæske og en hulens masse rød maling, så han kan lege posthus. Han elsker at stemple og 'skrive' breve, og postkassen sammen med indholdet af det relativt smadrede Børnenes Postkontor, jeg fandt på dba.dk, udgør det perfekte postmester-sæt.

OTA Solgryn - nu som postkasse ...


Jeg forstår simpelthen ikke, at han allerede er fem år. Fem år, 22,3 kg og 116 cm, ifølge lægens 5 års-undersøgelse. Kun 1,1 kg mere end til 4 års-undersøgelsen, men til gengæld 7 cm højere. Så tror da pokker, at jeg synes, han er blevet så tynd. Og at han vokser ud af alt sit tøj.

Lange hyl!


Han er den sødeste og sjoveste dreng, jeg kender. Fyldt af et temperament, jeg ikke altid helt ved, hvad jeg skal stille op med, men lige så vred han kan blive, lige så kærlig, følsom og tænksom er han. Han er en tryghedsnarkoman, der har det allerbedst, når jeg er helt tæt på ham - vi ligger som regel i arm om natten, og han danser stadig af glæde, når jeg kommer og henter ham i børnehaven (må det aldrig stoppe! Hold nu op, hvor er det kært!), men alligevel udfordrer han sine egne grænser ved at klatre lidt højere op i legestativerne og hoppe fra stadigt højere trappetrin fra dag til dag. Han taler og taler og ræsonnerer og argumenterer. Og taler lidt mere. Han elsker at regne og lege med bogstaver, og han har en sød og underfundig humor. Han er vild med at få læst højt og spille spil og i det hele taget at lave ting sammen. (Således ønsker han sig en shoppetur med os alle sammen i fødselsdagsgave, og han er ikke helt vild med tanken om, at han skal alene med enten mig eller HDD på før-skolestart-tur til foråret, ligesom Øglen og jeg var i Paris. "Jeg synes, vi skal tage et sted hen, hvor vi alle sammen kan komme med", siger han, det lille, sociale væsen ...)

Og så kan man godt helt droppe at løbe om hjørner med ham, for man bliver gennemskuet på et splitsekund. Hukommelsen er nærmest uhyggeligt god, og han kan tæske mig i vendespil og Robot Face Race til hver en tid. Min mor ville have kaldt ham et rigtigt livsstykke, og jeg kunne ikke være mere enig. Et lille, stort femårigt livsstykke. Som dumpede ned i lige præcis vores familie. Så bliver man ikke mere heldig!

Jeg brugte i går på at bage pølsehorn, stege frikadeller og lave risengrød til risalamanden, så energien var ikke til også at bage en kagemand. Det fik bageren lov til. Brunsviger, naturligvis. God - men end ikke i nærheden af, hvordan Mårmor lavede den ...


Vi har haft børnehaven på besøg og hygget på nærliggende legeplads, og lige nu stener alle med hver sin ting, inden Farmor kigger forbi og siger hej. Menuen i aften kommer efter fødselarens ønske til at stå på "mad fra kyllingemanden" (lokal take away-biks) og risalamande. Med kirsebærsyltetøj, eftersom det åbenbart ikke helt er sæson for kirsebærsovs endnu. Måske det er på tide at udtænke en mandelgave. Billetter til Legoland, f.eks... Mette har jo været så sød at sende mig to styks børnebilletter helt kvit og frit. Jeg gætter på, at de bliver taget imod med stor begejstring. Og mon ikke han får lov til at spise foran tv'et, som er totalt win i Varanens øjne. Kombinationen af hans to yndlingsaktiviteter, mad og skærm - så bliver det nærmest ikke bedre ;-)

Tillykke med dig, min søde, skønne Varan. Jeg elsker dig.

tirsdag den 25. februar 2014

Øøøøglen har fødselsdag, og det har hun jo, og det var ... i går!

Øglen havde fødselsdag i går. 5 år blev hun. Og selv om jeg godt ved, jeg siger det hele tiden, så skal i dag ikke være nogen undtagelse - OMG, hvor går tiden bare hurtigt! Alt alt ALT for hurtigt!

Søndag var hele familien på besøg. De kom ved 15-tiden, og ventetiden var lang for den da kun 4-årige Øgle. Særligt fordi hun ikke helt kunne forstå, at der ikke var noget morgenbord med gaver. "For det var der da sidste år, mor? Så stå lige op!" (det var min tur til at sove længe søndag, men det fik jeg så ikke lov til. Men det var alligevel allerede blevet spoleret af Varanen, der havde taget en Fabuland-karussel med ind i soveværelset, hvor han sad og drejede den rundt i mit ansigt). Så måtte vi jo forklare, at fødselsdagen reelt først var dagen efter, men at hun ville få gaver - også den fra os - søndag. Og så var det hele ok igen. (Og for the record, så var der morgenbord og balloner og en gave fra Varanen på selve dagen. Selv om Øglen holdt på, at hun altså havde haft fødselsdag).

Vi forsøgte at nedbringe fornemmelsen af lang ventetid ved at give hende gaven fra os omkring middagstid. En flunkende ny cykel blev placeret uden for hoveddøren, og så bankede vi ellers på og afventede Øglens reaktion, da hun åbnede (efter nogen overtalelse, for hun blev helt forskrækket, da det pludselig bankede på). Den nye cykel vakte i dén grad lykke. Den gamle var blevet alt for lille, og nu kommer foråret forhåbentlig snart, så hun kan hjule rundt på vejen. Og til og fra børnehave, når hun gider. Hvor hun på den gamle cykel var en kende usikker, gav den nye cykel hende tilsyneladende et selvtillidsboost, og efter få ture drønede hun rundt på vejen og bremsede og drejede og kom selv i gang igen, så det er vist sikkert at sige, at gaven var et hit.

Store, stolte Øgle med den nye cykel. Som hun i øvrigt er cyklet til børnehave på i dag. Og væltede en enkelt gang, men efter et par vredestårer var faldet glemt, og hun hjulede ufortrødent videre.

Det var de øvrige gaver nu også. Et påfuglekostume, rulleskøjter, flotte halskæder og Lego Friends i massevis - alle gaver blev pakket op med stor begejstring, og der er blevet leget med det hele. Bortset lige fra Lego Friends-båden, som ikke er blevet samlet endnu. Har ikke lige haft 10 sammenhængende timer at afsætte til dét projekt ...

Der pakkes gaver op i fællesskab - og i fuld fordragelighed, faktisk. Vildt. Skyldes måske Varanens tre-timers middagslur søndag?!

Kagekonen. Som altid bagt af Mårmor. Og som altid virkelig lækker. Mmmmm - brunsviger!

Efter familiefødselsdagen søndag var begge reptiler godt trætte. Og det var forældrene i øvrigt også, så man tildeler ikke sig selv den store planlægningsmedalje, når man efter oprydningen skal til at i gang med at lave mad til en masse sultne børnehavebørn. Som skulle komme mandag klokken 10. Men så planlægger man bare anderledes næste år. Det var i hvert fald det, jeg messede for mig selv, da jeg søndag aften stod og bagte pølsehorn og lavede frikadeller. Og da jeg mandag morgen lavede flere frikadeller, bagte muffins og pizza og pyntede op ...

I går morges. Hvor Øglen kom ind i stuen iført nattøj og rulleskøjte. Man skal ikke spilde så meget som ét sekunds rulle-tid, åbenbart

 
Pynte-pynte op til børnehave-invasion. Temaet var påfugle - deraf farven på tallerkenerne. Som sammen med fjerene på bordet i øvrigt også var det eneste påfugleagtige ved arrangementet

Fødselsdagen for børnehaven gik helt perfekt. Vi havde ikke planlagt nogen aktivitet (skattejagt fx) - særligt fordi børnehavens regler omkring fødselsdage netop er blevet ændret til, at børnene ikke må have noget med hjem fra fødselsdagen, som de ikke havde med, da de kom. Børnehaven syntes, at det havde taget overhånd med små dimser og masker og armbånd og slik m.m., så den regel rettede vi os naturligvis efter. Og ungerne hyggede sig da også ganske fint uden. Alle 8 prøvede Øglens rulleskøjter, de klædte sig ud, de hoppede i Øglens seng og havde generelt en fest. Og efter maden og kagerne nåede de endda en tur ud i haven og lege. Det var jo ret basic set gennem voksne øjne, men flere af ungerne sagde til HDD (som havde taget en fridag; bless him!), at det var "den bedste fødselsdag nogensinde". Jeg ved godt, at komplimenterne ofte sidder ret løst på smållinger, men det glæder mig nu alligevel, at de hyggede sig. Og at de alle sammen legede så godt.

Jeg fik en lang snak med en af pædagogerne, og hun sagde (uopfordret) så mange pæne ting om Øglen, at jeg blev helt genert. Og selv om jeg jo godt ved, hun er fantastisk, så er det dejligt, at nogle af dem, hun ser så mange timer om ugen, tilsyneladende er enige. Således har vi nu prædikater som hedder vellidt, velopdragen, intelligent, moden af sin alder, omsorgsfuld, i god kontakt med sine følelser, m.fl. at sætte på hende (det havde vi også før, men you know ...), og det vil jeg bestemt ikke klage over.

Alle børnehavebørnene - inkl. Øglen - smuttede lidt over 12, men HDD hentede Øglen i børnehaven straks de kom tilbage (noget med noget forsikring, at de åbenbart skal have lige så mange børn med hjem til børnehaven, som de havde med ud. Så Øglen kunne ikke bare blive hjemme, da de andre gik), og så gik hende og HDD ellers i krig med noget af det nye Lego Friends, mens jeg arbejdede lidt og løb nogle ærinder. På vej retur fra ærinderne hentede jeg Varanen, og så kørte Reptilfamilien ellers til Dyrehaven for at nyde de spæde forårstegn (der, ligesom for præcis 5 år siden, hvor solen sendte sine smukke stråler ind gennem vinduerne på Rigshospitalet og - er vi sikre på - bebudede både forår og den smukkeste, nye verdensborger, var i luften) og lufte Øglens rulleskøjter. Skøn tur - på trods af rulleskøjtestyrt og mine usandsynligt dårlige klapvogns-skills, der sendte Varanen en tur i asfalten. Dog uden mén, men med et bebrejdende "HÅÅÅÅUW!" fra Varanen. Can't blame him.

Steady. Steeeeadyyyy! Masser af trilleplads i Dyrehaven

Smart at kunne holde fast i vognen, når fødderne (med rulleskøjter på) ikke gider mere  

Vel hjemme igen var alle trætte. Og reptilerne fik lov til at se væsentligt mere tv end de anbefalede 0,03 minutter (eller hvor længe det nu er), før de røg i seng. Hvor de begge sov i løbet af ret kort tid. Uden at blive holdt i hånden eller siddet inde hos, skal jeg lige huske at sige. For der er nemlig nye sove-boller på suppen herhjemme (skrid, Nemesis), men det kan jeg altid skrive om i et andet indlæg.

Fri leg i Dyrehaven

Mere fri leg i Dyrehaven

Nu er jeg officielt mor til en 5-årig. Endda uden jeg føler, at jeg selv er ældet med 5 år, siden jeg fik hende. Men det sladrer billederne fra Øglens første dage (som vi så sammen i går. Virkelig hyggeligt. Og virkelig nostalgi-tåre-fremkaldende for undertegnede) om, at jeg er. I dén grad. Hrmpf.

søndag den 22. september 2013

Nogen fylder to ...

Min lille store dreng bliver to år i dag. I to år har vi kendt ham, og i to år har han vendt op og ned på alting i vores hjem, vores liv og vores hjerter; en evig kilde til glæde og hovedbrud i vores lille hjem.

På to år har han boet tre forskellige steder og gået i lige så mange forskellige vuggestuer. På to år har han udviklet sig fra at være en stor lille, hjælpeløs baby til at være en 'rigtig dreng', som de ville sige i Pinocchio, der snakker, griner og - ikke mindst - har en mening om alting og ingenting.

Ordene kommer i en lind strøm nu, og han gentager på bedste papegøjemanér alt, hvad man - og især storesøster - siger. Således kan man både snakke med om Holte Skole (?!), 'regnebuer' og 'højdere' (børnehaveslang for høje gyngeture), hvis man er Varanen.


Man kan også i allerhøjeste grad give udtryk for sit mishag, hvis der er noget, der ikke lige passer herren. Og det er der en del, der ikke gør. Hvor mange andre børn måske ville blive halvmugne, lægger Varanen ikke skjul på, hvor nederen han synes, vi - eller situationen - er. Det kan gøres ved at vise det kropsligt eller - oftest - lade sin stemmepragt gjalde ud over villakvarteret, så selv en døv ville kunne høre det. Der tyes også nogle gange til slag eller skub, men det arbejder vi på ...

Man kan synge, hvis man er Varanen, og man sætter generelt stor pris på musik. "Save, save brænde", "Klappe klappe kage" og "Der bor en bager" er aftensangs-favoritter ("Farver" er blevet udkonkurreret), mens "Sejlebåd" er all time bilturs-favoritten. Der danses ivrigt til musik i radioen, og generelt er bevægelse bare et hit.


Varanens humoristiske sans er allerede temmelig veludviklet, og han har en helt særlig 'lusket' gangart, når han er ude på ballade. Vældig praktisk for os forældre, der kan spotte gavtyvestregerne på forhånd alene ved at kigge på Varanens måde at gå på. Men selv om der er løjer og spas over hele linjen, er der så småt begyndt at dukke lidt selvbevidsthed - eller generthed? - op. Det var i hvert fald en lidt usikker Varan, der modtog fødselsdagssang fra de samlede familieværker i dag. Som vi i øvrigt holdt hos Farmor, da Det Våde Hus ikke er til pænt brug i øjeblikket.

Dagen begyndte allerede klokken 05.45 for mit og Varanens vedkommende, men jeg kunne trods alt trække stå-op-tidspunktet en lille time. Før Varanen altså ville "ÅÅÅÅÅP!" og læse "Barba-hjelm" (Barbapapas Teater, hvor Barbarød har en hjelm på. Självklart) i "sooofaaaaan". Så det gjorde vi. Arm i arm en stille morgenstund. Lige indtil han altså opdagede alle 'långerne - og gaverne - på spisebordet. HDD og Øglen nåede op til gaveoppakning, og så gik morgenen ellers slag i slag med at forberede mad til rykindet senere - og pakke det (plus reptiler) i bilen.

Det var bare den nærmeste familie, der kom (så vi var kun 18!), så det var vældig afslappet. Og ren luksus, at hhv. farmor havde sørget for pandekager og te plus kaffe, og Mårmor stod for kagemanden. Bage boller, købe pølser og ost samt det løse var lige til at klare for os mig. Varanen var totalt i sit es (bortset fra føromtalte generthed under fødselsdagssangen), og konceptet 'flå gaver op' blev godkendt med det samme. Han var lykkelig for indholdet - særligt den syngende Handy Manny-værktøjskasse (som helt sikkert ikke bliver godkendt af speltpolitiet) fra Mårmor og Mårfar hittede stort. Så må vi se, hvor længe batterierne i den holder. Det kunne jo være, at de pludselig faldt ud. Eller noget ...


Efter lidt festivitas tog fødselaren sig en to-timers skraber, og da den var slut, var selskabet ved at bryde op. En skøn dag, der endte med pomfritter fra den lokale diner til de kun småsultne børn og voksne herhjemme. Nu sover ungerne, og jeg burde prøve noget af det tøj, jeg fik (for jeg blev også fejret, til trods for, at jeg først har fødselsdag om nogle dage). Tror imidlertid sofa og M&M's vinder over poseren, så tøjet må vente til i morgen. Burde også overføre nogle af de mange billeder, jeg fik taget i dag med det rigtige kamera, men det gider jeg heller ikke. Senere-schmenere. Så skal jeg nok gøre det.

Tak for en dejlig dag og de to første år med dig, Varan - og tillykke med dagen! <3

onsdag den 13. oktober 2010

Flash back

Var i Gammelby forleden. For at besøge en af verdens tre sjoveste. Kørte hjemmefra lige, da det var begyndt at blive mørkt. Det var køligt, jeg havde vinterjakken trukket godt op om ørerne, og bilens blæser blev skruet godt op. Tina Dickow på anlægget (eller, ok - 'anlæg' er måske en tilsnigelse) og så ellers af sted nordpå.

For ret præcist et år siden kørte jeg den selvsamme tur. Med den samme musik på "anlægget", den samme temperatur udenfor og formentlig også iført næsten det samme tøj (mit klædeskab er virkelig kummerligt!). Men humøret var væsensforskelligt fra humøret medio oktober 2009. For dengang græd jeg mine modige tårer, mens jeg trillede af sted. Ikke kun fordi Tina D. er lidt af en tudeprinsesse, men fordi jeg dengang var på vej hjemmefra. Fra mit elskede København, som mit hjerte ikke havde sagt ordentligt farvel til. På vej til at flytte ind i en lejlighed, der var blevet fremlejet i al hast. I et område, der kunne have været federe. Med mennesker, der kunne have været yngre (og sikkert også var det engang ... Tilbage i 1930'erne. Eller 1920'erne, måske ...). Faste læsere vil vide, at flirten med Forstaden var kort, men til gengæld var den frustrerende. Der er blevet brugt mange kræfter på at træffe 'det rigtige valg', og der er spildt tårer på at begræde det, der kunne have været. På at komme overens med den beslutning, der nu engang var truffet og på at komme overens med, at den beslutning, der nu engang var truffet, alligevel ikke var den rigtige.

Jeg er stædig af natur. Og en anelse perfektionistisk. Forstået på den måde, at jeg gerne vil gøre tingene rigtigt første gang. Især når det er store, livsomvæltende ting som at flytte. Kommune, ovenikøbet. Men her måtte jeg sluge en kamel. Og alle dens venner. For flirten med Forstaden var ikke rigtig. Endnu. Konklusionen blev derfor, at der er en tid for alting, og vores tid for at flytte ud af byen tilsyneladende lod vente på sig.

Turen til Forstaden forleden var en nostalgisk affære. Har jo været der utallige gange i det forgangne år, men fordi årsdagen snart oprinder, var det noget særligt. Jeg elsker at være ude af byen. Jeg elsker roen, at himlen er mørk (og ikke lilla). At der bliver koldt nok på en oktoberaften til, at rimen lægger sig på biltaget. At vasketøjet står udenfor og tørrer. At der er plads, og at der føles trygt. Og jeg tænker, at jeg nok selv havner der. Engang. Men ikke endnu. For selv om jeg elsker at være uden for byen, elsker jeg byen højere. Endnu. Byen er tryg for mig. Og jeg føler mig tryg der sammen med Øglen. Og HDD. Endnu. Nøgleordet er nok 'endnu' (sikkert også derfor jeg har brugt det omkring 18 gange i det her indlæg indtil videre). For på et eller andet tidspunkt tror jeg, at min - vores - tid kommer for at flytte. Men så er jeg også klar til det. Tror jeg nok ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...